"Ad!"
hans reaktion var helt naturlig
og selvfølgelig.
At han netop havde fortalt
om sit vistnok første kys
med en pige i skolen
havde prompte
og med få sekunders overvejelse
fået mig til at fortælle ham
at jeg havde haft sex med min mor -
omend jeg inden da allerede havde afgjort,
så meget som et
10-årigt
barn nu kan,
at ingen NOGENSINDE
måtte vide det -
jeg kan ikke huske
om min mor
direkte havde beordret det
men vidste instinktivt at det var
"vores ting".
Som 10-årig vidste jeg ikke
at et barn hvis hænder bruges
som redskab til onani på en voksen kvinde,
på barnets egen mor,
ikke er sex.
Jeg ved ikke
om der findes
andre ord for det
end omsorgssvigt,
pædofili og galskab,
andet end
"Ad!".
Min ligeledes tiårige bedste ven
som jeg havde kendt hele livet
og der som jeg var barn af
neo-sannyasin-bevægelsen
('disciple' af Osho/Bhagwan Shree Rajneesh,
i mine forældres tilfælde fanatiske)
var den første jeg fortalte min
og min mors hemmelighed til,
og den impulsive beslutning
om at fortælle ham det
blev truffet på en varm og solrig
sommerdag,
på en øde markvej
i det bølgede østjyske landskab,
hvor vi i følgeskab med
den lokale gårdmands Collie-hund,
der med sit lange lyse hår hoppede og sprang
legesygt omkring os,
var på vej ud i skoven
for at finde grene at fægte med.
Jeg husker ikke
hvad der efter min vens udbrud blev sagt,
om der overhovedet blev sagt noget,
men husker TYDELIGT følelsen af
en lynhurtig rumsteren i maven,
efterfulgt af en fornemmelse af kulde
sprede sig fra solar plexus
og ud i absolut hele kroppen,
en forfrysning der frøs selve sindet
og næsten al tankevirksomhed,
alt sammen i løbet af få sekunder.
Det var ikke første gang jeg oplevede det
men det var første gang
at der var en logisk sammenhæng,
en kausalitetskæde;
at den kropslige reaktion,
som jeg dengang
blot identificerede som sindssyge,
måtte hænge sammen med
hemmeligheden fortalt og tavsheden brudt.
Der skulle gå 9 år før jeg som 19-årig igen
sagde ordene højt,
"jeg blev seksuelt misbrugt som barn",
denne gang til en psykologi-studerende
på et gratis behandlingssted,
Kvisten i Århus,
som følge af en række nervesammenbrud.
I dag ved jeg at det kaldes
'at fryse'/PTSD-shutdown