Han ville ikke. Han ville simpelthen ikke. De andre prøvede ham af. Det havde de gjort et par dage nu i sfo'en. Han havde jo vundet den fineste hønsering på egen hånd. Den havde han stræbt efter at vinde fra Victor i månedsvis. Lige siden han fik øje på den første gang. Den var både sej og flot. Den forestillede en sort Porsche. Den måtte være mega sjælden, tænkte han. Efterhånden havde han vundet en god lille kasse af hønseringe. Der var masser af forskellige, både sjældne med mange farver og en hel del sat i kæder, der dog ikke var så usædvanlige. De andre pressede på nu. Victor var der ikke denne dag, hvilket på sin vis var en form for lettelse.
   "Kom nu mand!" sagde den mest snaksalige af drengene.
   "Vi andre skal da også ha' lov at vinde den" mumlede den anden dreng.
   "Hvor meget skal vi lægge ud?" sagde Sniksnak, som han i sit stille sind havde kaldt ham lige nu.
   Han kiggede på deres samlinger og blev et kort sekund fristet. Han kunne på en god dag sagtens vinde over dem begge og dermed komme hjem, ganske rig på hønseringe og måske endda blive udnævnt som hønseringsmester i alle frikvarterer fremover.
   "Jamen så lad mig lige ægte se hvad I har. Læg det hele ud på gulvet" sagde han.
   Alt blev lagt frem og sorteret, så kæder og sjældenheder var helt overskueliggjorte'.
   Han kiggede med et sultent blik på de to udstillinger på gulvet, mens han knugede poschehønseringen i sin venstre hånd.
   "Hva' så, hva' siger du?" sagde Sniksnak, mens Stillemand (som den anden dreng blev døbt i dette øjeblik) forblev tavs, men med et blik fuld af forventning. Han kendte udmærket drengen her, men tilsidesatte i øjeblikket kendskabet grundet fjendskabet.
   Han så dem nu ikke længere som kammerater, men som ærkefjender. De skulle ned med nakken. Dø en hønseringsdød. Han ville satse alt for æren nu, således at hånen kunne blive hans tilladte våben, og han kunne sole sig i alle andres begejstring hver eneste dag indtil mor og far hentede ham.
   "Jeg siger ok" sagde han, mens han stadig overvejede værdien af sit kæreste eje.
   "Jeg vil ha', at vi alle tre kaster samtidigt og så vil jeg ha' alle dem, der ligner figurer eller dyr fra din samling" sagde han, mens han pegede på Stillemands samling på gulvet.
   "Og så vil jeg ha alle dine sammensatte kæder" sagde han til Sniksnak. Det ville være en betydelig reduktion af hønseringe for Sniksnaks vedkommende. Stillemand ville samtidig give afkald på alle de såkaldte 'sjældne', som han ejede.
   Sniksnak og Stillemand kiggede et kort sekund på hinanden. Der herskede en utalt enighed i dette korte møde mellem deres fire øjne, som dog blev observeret af et tredje par.
   "Du er bare ude på at gøre os til grin" sagde Sniksnak, og affærdigede det hele med et kunstigt smil.
   "Hva' med dig?" spurgte den potentielle hønseringsmester Stillemand.
   "Jamen, hvis du vinder har du jo alt mit. Min mor har sagt, at jeg ikke skal spille med dig, for du er en billig nar."
   Han blev direkte såret over disse ord. Stillemands mor havde jo altid være sød over for ham, når han var hjemme hos dem. De bagtalte ham åbenlyst. Moren kunne rende ham. Til helvede med din mor tænkte han, men han sagde det ikke.
   "Det må I da selv om. Så ER det jo mig der er mesteren, når ingen tør udfordre mig" sagde han til de to.
   "Du er kun mester over dig selv" sagde Sniksnak
   "Min mor kommer nu. Farvel" kom det fra Stillemand
   Moren var der og hendes øjne mødtes med hans. Han fornemmede for første gang, at de faktisk ikke var venlige. Indtil nu havde han troet, at det bare var hendes måde at være på. Uden på nogen måde at være reflekteret herover. Blot intuitiv fornemmelse.
   "Pak dit plastik sammen Thomas!" sagde moren med halvhård tone uden at ænse os andre et blik.
   Stillemand gjorde som der blev sagt i lettere duknakket stil.
   De tog hjem.