Der var engang, findes kun i eventyr. Hun elskede sit tidligere erhverv, og havde den sommer aldrig sket ville hun nok stadig være der. Hun er ikke væk, bare rolig. Hendes spejlbillede findes, dog ikke længere, eller også gjorde det, det aldrig. At være opvokset med at respektere de ældre er noget møg, for i nogle tilfælde burde de ældre møde guillotinen.
   Dette er ikke min historie længere, for jeg fandtes aldrig. Kun den version af mig som ingen alligevel lagde mærke til.
   Mit navn, selvom det er ligegyldigt valgte jeg det efter min anden død.
   Jeg fandt ved et tilfælde ud af at det var et kælenavn for mit givne navn ved fødslen, så hvem ved? Måske vil mit nye navn hvis det findes, være noget langt og besværligt.
   Det skete i hendes tidligere liv at hun blev fanget og plaget med diverse eksperimenter, hendes mening, var selvfølgelig ligegyldig. Da de endelig var færdige, var der kun et skelet tilbage. Med et skelet kan man alligevel bevæge sig ud i verden, for verden er fyldt af skeletter som hende.
   Hun kan huske hans øjne, de kønne øjne som engang var hendes støtte. Efter hun blev til et skelet, gik der lidt tid før han valgte at finde et kød-blodigt væsen, som endda ikke var hel endnu.
   Ikke for at være træls, men han sagde han elskede hende måneden forinden. På det tidspunkt havde de ikke været elskere i et par måneder, men hun var til gengæld begyndt at gro kød på skelettet.
   Han var den første og sidste hun elskede i sit tidligere liv. Og nu hvor hun er som andre kød-blodige er hun mere kritisk og måske endda fyldt med for meget had.
   Når hun tænker over det, ved hun godt at han tog det der engang var hende og formede det til det der dengang var hende+ham hvilket gav kærlighed, som desværre gjorde, at hendes øjne faldt ud.
   Det er nu ikke ham dette eventyr skal handle om, eller anti-eventyr, om jeg må be'.
   Der var ikke engang en pige hvis skæbne var besluttet. Man beslutter ikke nogens skæbne længere, man får typisk at vide man kan være alt i verden. Det troede hun også i hvert fald også på i hendes første liv.
   I det liv drømte hun om at være forfatter og eller skuespiller og hvis det gik galt kunne hun altid blive basketballspiller. Der var dog én forhindring, de lænker som sad fast på den lille piges ankler og hænder.
   Hvis nogen vidste hun kunne skrive så godt, hvorfor var der så ingen der guidede hende? De vidste det nemlig godt, for hun viste det dem med sin kuglepen i den u-lænkede hånd.
   Hun skrev om blodsugeren som kom hver nat for at stikke sine tænder i nakken på hende.
   Hun skrev om hendes veninde der dengang var lige så meget i live som pigen selv. Sidst, men ikke mindst skrev hun selvfølgelig om den elsker der engang vil komme forbi og tage nøglen fra skabet der ikke var til at få fat på, da pigen jo selv var lænket fast.
   Hun kunne se nøglen og kunne forestille sig dens vægt i hendes u-lænkede hånd. Den lænkede hånd, som egentlig holdte hende i liv prøvede ikke at tage det så personligt at hun kun brugte den anden, da den godt vidste at den selv var for svag. I et brev til sine bedsteforældre fra 2004 skriver pigen:
   Og mens de andre børn glæder sig til at komme på sommerlejr, glæder jeg mig til at komme lidt væk. Jeg savner jer og glæder mig til at se jer. Jeg håber det går godt og at I kan lide de gaver jeg bringer med mig. Jeg elsker jer. Vi ses.
   Der var intet specielt over brevet udover det var ulæsligt, ikke fordi den lille pige ikke kunne skrive, for det kunne hun, men det sprog hun havde lært fra det liv hun kom fra, var forlængst svækket.
   Den sommer var næsten som alle hendes andre somre, hun glemte om sine lænker, for dem havde hun efterladt i det Gudsforladte land. Hun blev forkælet af den familie hun ikke længere kan se, for nu til dags sker der krige, kun fordi grådighed går hånd i hånd med ødelæggelse og egoisme.
   Den lille pige vidste intet om krig dengang og ved heller ikke så meget om det nu. Den sommer valgte hendes moder at frihedsberøvelse var noget pigen skulle lære om.
   Det eneste pigen husker var en nål camoufleret som en sommerfugl og da hun vågnede kunne hun ikke gå eller bevæge andet en hovedet ordentligt. Det var ikke fordi det hjalp, da hun endelig kunne bevæge sin krop igen efter 5 nætter, for de skulle jo på ferie til Krim.
   I Krim, et magisk sted uden for hendes hjemland, mødte hun ham.
   Når hun siger at Morten var hendes første kærlighed er det en lille løgn, forder mødte hun Valya. Den lille pige kunne nærmest bevæge sig nu, selv om det var i halv smerte. Hun var i en hytte sammen med andre gæster heriblandt Valya. Han må have været en smule ældre eller også var hun ikke så lille, men han havde en motorcykel og han var pæn og syntes hun var sjov.
   Der var ingen flirt, eller der var barnlig flirt. De hang ud i 4 nætter før han skulle videre, for maden tjener ikke sig selv. Selv hun skulle også hjem til den sande verden, for moder savnede jo at lænke nogen fast. Denne tanke legede hun lidt med, men huskede også at det var derfor hun ønskede sig en søster.
   Hendes søster mindede om hende selv, men havde sit eget liv og et liv uden lænker, hvor hun frit kunne vælge hvilken bog der passede til hende.
   I et u-sendt brev fra 2007 noteret med: "til moder", står der:
   Jeg husker at min skole brændte ned, var det for at holde mig væk derfra? Jeg kunne godt lide at gå der og hellere der, end at sidde her og overbevise de højeste magter om at jeg ejer alle dine kvaliteter, for det ved vi begge jeg ikke gør. Forresten, når du engang kommer hjem fra det du kalder arbejde, vil jeg gerne møde min nye fader, du kan ikke bare efterlade mig med min søster. - Din klon.
   Hun var egentlig ret ansvarlig og det vidste de fleste i det lille område.
   Hendes første danske bedsteforældre boede i nærheden og hun elskede dem, som man nu kan gøre, når det ikke er ens egne fra fødslen.
   Bedstes blå øjne der satte sig i hendes hukommelse, historierne og filmene de fortalte hinanden og så sammen, det var dog alt sammen før hendes søster.
   Hvis du nu bare var sød mod din mors nye mand, kunne det tænkes at han også var flink mod dig, var der en stemme der hviskede i hendes øre.
   De danske familier skipper en generation hvad angår venlighed, men det gør hendes også, så ingen dikkedarer eller overdrivelser.
   Hun vågnede med et sæt, den hylende alarm udtrykte sult som en tamagotchi. Den lille pige nussede hende i håret, heldigvis var mad noget der ikke var det store problem, endnu. Når der er mad spiser vi, når der ikke er sover vi. Det må vel være sandt, for det var hvad moder sagde.
   Det var meget hendes liv der gik på frygten for sult. Hun så på tænkte hun og så på sin lænke, som havde fået længere kæde. Hun var ikke så begejstret for at bevæge sig ud, for ud af øjenkrogen kunne hun opfange hvordan de andre u-lænkede børn, så på den u-danske pige. Den u-danske del var let at skjule, for ingen spurgte om hendes efternavn.
   Der gik nogle år, intet havde sådan forandret sig for den lille pige, ud over hendes påklædning og udseende. Der var stadig nogle der bemærkede hendes lænker, men færre og færre kommenterede på det.
   Det er her du kommer ind Morten. Historien går på at hun skal have en beskytter, for en ungmø kan ikke forsvare sig selv, det ved alle.
   Han var ret kejtet, syntes hun og det var nok ikke noget nyt for ham heller. Det gik som det gik, den store kærlighed og derefter til døden os skiller. Hun døde i hvert fald den dag de fangede hende.
   Det var egentlig en smuk dag, ifølge hendes genfærd. Hun stod op og gjorde sig klar til det liv som frihedskæmper, hun havde startet på.
   Der skete sikkert meget den dag, det eneste hun husker var moder der i en time over mobilen talte om noget ligegyldigt og stressende. Morten var heller ikke bedre selv for han troede ikke på noget hun den lille pige sagde, det var sikkert fint nok alligevel.
   Lænkerne der stadig var på, efterlod hende i ubeskrivelig smerte, en smerte der skulle vise sig at blive vejen til hendes død. "Jeg elsker dig, men" er en god slutning, det ved vi alle. "I tykt og tyndt" er en løgn, en løgn hun troede på i lang tid, en løgn som blev det sidste hun tænkte over, før hendes genopstandelse.
   Pigens genfærd bevægede sig rundt i byen, for første gang i lang tid. Morten var ikke til at se, da han som mange andre mænd rejste rundt for at finde ud af hvor han egentlig hørte hjemme.
   Genfærdet havde også sin agenda, hvilket var at finde den krop der en gang tilhørte hende. Hun havde endnu ikke fundet den, men på vejen mødte hun forskellige typer, som aldrig havde tænkt over lænkede kroppe. Hun kom til sig selv og vågnede i sin gamle krop. I en konvolut ved siden af hendes natbord var et brev, for mobiltelefoner
   var ikke dramatiske nok. I brevet stod der:
   Der findes ikke genfærd, kun gengangere. Der er altid en ny at finde om det så er Valya eller Morten. Jeg skænker dig din krop tilbage, i samme tilstand som før. Den u-sete lever længst. Det er ikke ringen som er vigtigst, men giveren og bæren af denne.
   Den lille pige der stod på egne ben for første gang i lang tid, kiggede rundt i det tomme soveværelse, lænkerne var der stadig, men for hende var de usynlige. Hun mærkede smerten der bredte sig i venstre halvdel. Hun bevægede sig på badeværelset hvor hun så sit trætte ansigt, som stadig ikke var helet efter tilfangetagelsen.
   Kærlighed er stadig en løgn, tænkte hun, mens hun spekullerede over hendes næste træk. Skak har aldrig været hendes stærke side, men det var i det mindste en start, hun havde mange bekendte der spillede dette sære spil, så hvorfor ikke hende?
   Du er trods alt en af mine bedste venner, sagde hun til ham, mens hun rykkede springer til d2. Han rådede hende til at holde øje med den stakkels dronning der om lidt var i slag. Dronninger er for overvurderet sagde hun drillende, men hun var gnaven over at hun først nu, havde opdaget den kommende mat om 3 træk.
   De kendte hinanden godt, selvom de ikke havde set hinanden i nogle år. Han var ikke det orakel hun håbede på, og havde hun stadig boet på øen, kendte hun en med gode råd, han var dog for moderne til mobiler og WiFi.
   "Den der Tinder, der" sagde han efter at have rykket det afgørende tårn. Det var ikke fordi han tog fejl, men han tænkte heller ikke over hendes lænker, der begyndte at stramme for meget. "Jeg synes du skal joine mig" svarede hun, mens hun kun lidt tænkte på Morten.
   Der gik nogle måneder, nogle dage i smerte, andre dage uden. Lænkerne ville ikke komme af og hun måtte indse at smerten er noget, der skal bides væk.
   "Fuck Janteloven!" Siger de, men de mener det ikke.
   Da hun var lært, fandt hun hurtigt en arbejdsplads, langt væk fra alt der kunne kaldes dårlig indflydelse.
   Hun fandt sit tidligere liv kedeligt, og lod det ligge bag sig, selvom hun også efterlod ham, Tim, hun tilfældigvis mødte.
   Han forstod hende godt og det var jo ikke fordi de havde kendt hinanden i frygtelig lang tid. Det gik egentlig godt for hende, ingen lagde mærke til lænkerne og huskede dem kun, den ene gang hun snublede over dem. Hendes venner var der også eller, de prøvede, arbejdet var for dem alle, første prioritet.
   Det blev endelig sommer, endelig, tænkte hun. Hun ville gerne have de sidste ting fra det gamle hus hvor moderen boede, hjem til sin egen kahyte, for ikke at mangle noget, specielt bøgerne.
   Der var vrede i det gamle hjem, selvom hun næsten gjorde hvad hun plejede. Hun gav sin stedfar en fødselsdagsgave og smuttede op for at pakke, ej vidste hun, at hun havde gjort en stor fejltagelse, som senere igen ville koste hende livet.
   "Du krammede mig ikke, så derfor elsker du mig ikke!"
   Vi ved alle dette er sandheden og den eneste sandhed, for ellers er hendes død meningsløs.
   Hendes skelet husker det i etaper. Der var en vagt, han sagde alt er fint og lod hende være. Mor-de(re)n kom ind og tvang hende i et hjørne. Stedfaren kom ind for at spærre udgangen. Moderen truede med at slå sig selv ihjel. Mor kvæler den lille pige. Mor prøver at tage lille piges telefon. Lille pige når at ringe forgæves forinden. Lille pige og mor slår nu over til u-dansk. Den u-danske opførsel varer i længere tid. Måske var den egentlig meget dansk, den lille pige ved ikke bedre. Lille pige overgiver sig. Lille pige dør igen.
   Jeg kunne vælge at give fortællingen en gladere slutning, eller fortælle hvad der sker efterfølgende, men skelettet (resterne af den lille pige) skal stadig hele sit kød og blod.