Jeg aner ikke, hvorledes det startede... alt, hvad jeg kan erindre er, at jeg vilkårligt, for sølle seks dage siden, vågnede op med en uforklarlig livsglæde - og ikke blot var jeg opstemt; jeg var helt i sindsbevægelse! Jeg fortæller Dem, min ærede læser; energi fór igennem min kringlede krop i ubærlige mængder fra morgenstunden af som aldrig før - jeg sprang uopsætteligt ud af træsengen og kyssede hver eneste detalje af mit elskværdige bedetæppe, før jeg tilbad Herren med gudfrygtig entusiasme. Jeg fældede de tårer, Jesus aldrig nåede at fælde - ih, Kristi fødsel; jeg fældede tårer, der var indpakket i min dyrebareste taknemlighed og Guds største velsignelse! Det var så at sige en perfekt morgenstund - selv solen, med sine rødvinsrøde stråler, udgød sin godmorgenhilsen, og endog fik jeg lejlighedsvist besøg af sangfuglene. Jeg sprang op fra bedetæppet og begav mig hen mod køkkenet.
Jeg gennemførte mine morgenobligationer behændigt som aldrig før. Provianten gled ned ad mit spiserør, og det var usædvanligt velsmagende, skønt maden ellers er velkendt for sin kedsommelighed - havregryn med mælk. Jeg ordnede opvasken, som havde tårnet sig op, ubesværet, som jeg ellers plejede at bakse intenst med. Og ikke nok med det, min ærede læser, så foretog jeg mig en tiltrængt hovedrengøring i hele lejligheden! Kan De tro det? Jeg knoklede uafbrudt - eller, "knoklede"? Sikke et jammerhyl; jeg dansede behændigt gennem alle forpligtelserne som en pokalvinder i sportsdans, og på rekordtid var lejligheden skinnende og blankpoleret!
Jeg fortæller Dem, ærede læser - mit overskud oversteg selv de lykkeligste menneskers, selv de mest overskudsrige. Jeg fór rundt i lejligheden med utallige idéer og megalomaniske fantasier, og skreg mine favoritsange med overdrevet passion uden at skænke min ulejlige adfærd den mindste mine den morgen, hvorfor jeg de efterfølgende dage - på forudsigelig vis - fik tre naboklager; henholdsvis af en ung kvinde, ligesom jeg, i udødelighedens alder, en gammel dame med krybende posttraumatisk stresssyndrom og en pensioneret bureaukrat, som jeg mere eller mindre havde en venskabsetablering med. Jeg beklagede mig og udviste samvittighedsnag for hver især, skønt mine impulser skreg "jeg er bedøvende ligeglad!" Det var en ugenkendelig ambivalens; jeg plejer ellers snildt at kunne beherske mig selv, hvilket jeg krediterer mine forældres fremragende opdragelsesmetoder for. Skønt jeg ikke tør erkende det, så ved jeg, at mine naboer kunne fornemme min opstemthed - især var den unge kvindes bekymrende miner tydelige og påkaldende. Men til trods for ulejlighederne, ærede læser, så blev jeg mødt med sympati og tilgivelse.
Jeg forlod min lejlighed selvsamme dag uden at låse døren, løb ned ad trapperne helt fra fjerde etage jublende, som ekkoede i hele opgangen - som om jeg skulle giftes - og svang udgangsdøren vidt åben. Med ét indså jeg abrupt, hvad mit formål var. Jeg spankulerede de syv kilometer eller tilsvarende til Forfatterbutikken, som det blev kaldt, med henblik på at bortødsle alle mine velfortjente mønter på en skrivemaskine og bunkevis af neutrale skrivepapirer.
Byen bestod hovedsageligt af forhutlede lejlighedsindehavere, som på må og få forlod deres lejligheder, når isolationen forpestede deres psyker lidt for meget og bygninger, som var århundrede gamle, i medtaget tilstand med henholdsvis rødvinsrøde, gule og mørkegrønne facader, der mere eller mindre var falmet. Vinden angreb folk aggressivt fra alle sider med udstødte blade og affald, men dette forekom mig ganske upåvirkeligt. Jeg hilste ærbødigt på vilkårlige fremmede på vejen, skønt nogle af dem virkede frastødte over min fremtræden, jeg forærede desperate gadetiggere min medlidenhed gennem mønterne, jeg smilte til de surmulende for at opmuntre dem, jeg trøstede de fortvivlede ved at vise min kærligheds altruisme. Jeg fortæller Dem, min ærede læser - jeg oplevede en hel ekstraordinær ekstroversion i mig, hvor jeg ellers plejer at være mere stilfærdig og reserveret; hvis blot De var til stede i disse lokationer på de pågældende tidspunkter, ville de ubetvivleligt udpege mig som den mest dominante og ekstroverte blandt menneskemyldret.
Idet jeg ankom til forfatterbutikken, drønede jeg tilnærmelsesvist hen til skrivemaskinerne og iagttog dem med et ufravendt blik; blikket var fæstnet på de splinternye, tillokkende skrivemaskiner og skinnende knapper, som himlen i mine drømme, jeg havde haft de seneste nætter. Butikkens 'boglige' duft indtrængte mine næsebor, og forfatteratmosfærens velkomst beroligede mit hylster for en stund, men sindet - som stadig var i ukontrollabel, hysterisk forfatning - omsonst. Det var en forholdsvis stor, men ukendt butik for de fleste. Der var adskillige boghylder, som hovedsageligt indeholdte bøger af afdøde, legendariske forfattere.
En eklatant detalje, som nærmest gjorde mig nyfigen, var, at bogpriserne var uangivne; man var nødtvungent til at henvende sig til indehaveren for at få beløbet afklaret. Jeg gik uger, hvis ikke måneder, og grublede over dette - jeg fortæller Dem, min ærede læser, jeg blev helt indædt af nysgerrigheden; den gnavede i mig som en uappetitlig parasit! Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke afstå fra at underholde spørgsmålene, som blot multiplicerede til uoverskuelige mængder; fra at underholde de uundvigelige tanker og følelser, fra at underholde lidenskaben heraf, som mere eller mindre gjorde mig afsindig. En skønne dag røg det omsider ud af munden på mig under en passiar, jeg havde med indehaveren, hvortil han, i et meget emotionelt tonefald og autentisk seriøsitet, forklarede, at det var noget, han nægtede - skønt dette ellers ville yde ham en større økonomisk fordelagtighed - idet indehaveren hævdede, at det skar i hans kunstneriske ærbødighed at prissætte litterære tillige kunstneriske kompositioner til økonomisk benefice, og at prisen i stedet skulle - og jeg citerer ham - "komme fra det oprigtige hjerte." Jeg udsendte medfølende miner til ham, idet jeg selv var stor fortaler for at værdiggøre litteratur og kunst, fremfor at bestemme dets værdi baseret på noget så illusionsagtigt som penge - Disse fænomener, som De senere i historien vil iagttage (gentagne gange i øvrigt), er mig fuldstændig uvurderlige, og denne idé havde jeg aldrig skænket en tanke. For forstår De, min ærede læser - kunst er lidelsens afkomst, og lidelse er et fænomen, vi mennesker minimerer og undviger, vi forsømmer samt forebygger, vi bekriger og bevæbner os mod ved at orientere os på samfundsforventelige måder; vi flygter fra fattigdommen for at opspore rigdommen, vi tvinger fejltagelserne til at belære os noget, så lidelsen deraf kan formindskes, vi tabuiserer det sørgmodige og tragiske, behager os selv i løgne - tabuiserer dét, som allermest er i overensstemmelse med den skinbarlige virkelighed. Kunst er ganske folkekært blandt befolkningen, men de færreste tør at imødekomme kunstens affordringer; dette er guldkorn svøbt under gulvtæppet, selvom man er armodig.
Nå, men nok om det - i mellemtiden fór jeg tvivlrådigt fra skrivemaskine til skrivemaskine, fra hylde til hylde, så folk rundt i butikken sendte forundrede blikke, fra bog til bog, uden nogensinde at undslippe min ubeslutsomhed og åndsfravær. Tankerne omkredsede alle de betroende tilståelser, jeg havde til hensigt at forfatte i form af afstedsendte breve til mine venner, familiemedlemmer, naboer, bekendte samt nærværende; faktisk ville det ej gøre mig en disse, hvis hele byen var vidner til mine eminente skriverier, ærede læser! Mit hjerte recirkulerede friskt blod; det flød helt ud til mine fingerspidser, der besidder forfattermagien - uden det, min ærede læser, ville min ånd ej have en minimumeksistens; uden hjertet ville min ånd tie og blive ét med fortvivlelsen.
Jeg undslap omsider - da solen, skønt dette foregik under den dunkle årstid, var på vej til at tage af sted med byen - min adspredthed og traf, ubehersket og i tilskyndende forfatning, vilkårlige personer i butikken. Det var det ene efter det andet; først imødegik jeg en kvinde, som tilsyneladende var et årti ældre end mig, og passiarede "Har De set den skrivemaskine dér? Sikke dog hvor admirabel den er! Jeg fortæller Dem, frue, dens knapper er perfekt symmetriske, blankpolerede og tilmed må materialet være en velsignelse fra Vor Fader ham selv - frue; kan De ikke ane, hvor enestående det er?" udbrød jeg i velfornøjelse med glædestårer, som havde ærlighedens transparens, og uden kvinden nåede at formidle en respons, fortsatte jeg: "Og ved De, hvad det bedste er? Jeg har tænkt mig at tage partens på den; slæbe den hjem til min skønne lejlighed, som er i forrygende hygiejnisk tilstand, forfatte en uforglemmelig autobiografi, der vil huskes som en blandt de bedste og læses af de fremtidige generationer de næste par århundreder!" Kvinden afgav hurtige bekræftende replikker, men man kunne i allertydeligste grad iagttage hendes forfjamskelse og pligtskyldighed i replikkerne, tillige hendes pligtskyldige høflighedssmil. Hun tav lige så hurtigt som hun åbnede munden og distancerede sig fra mig med hastige skridt - jeg forstod det ikke, ærede læser; hvordan kunne hun finde på den slags! Hvordan kunne hun ikke hengive sig i henrykkelse og fejre det, som var det en bryllupsdag, men i stedet - til menneskehedens store ærgrelse - betragte det som en banalitet?
Og, min ærede læser, skønt jeg ikke vil indrømme, at jeg besidder uperfektheder, idet jeg ikke vil anerkende den kendsgerning, må jeg tilnærmelsesvist skamfuldt tilstå: jeg mistede fuldstændig erindringen om, hvad jeg skulle i butikken, og jeg aner ikke, hvor længestående glemslen var. Skønt jeg ej fandt det ønskværdigt, var der nu mindre end en time til lukketid. Jeg fik omsider købt skrivemaskinen, papirer samt penne, til en formue, der ganske vist oversteg mit økonomiske overskud. Men, jeg fortæller Dem - der forelå retfærdiggørelser af min købemani; netop, ærede læser, at det tjente et filantropisk formål: at nedfælde livets sandheder, så de er umisforståelige og nådige, og hermed i stand til at reformere os på bedste vis - og jeg kan lige så godt afsløre Dem, at det er eminencens magt, der endelig, lang om længe, får sit velfortjente greb på mine handlinger - tillige at underminere røgsløret, som hersker i vor sind og sjæle, i vor samfund og kulturer - kurere det uhelbredelige, tilgive de utilgivelige, de syndige, martyrerne, tilfredsstille de filosofisk anlagte, de litterære beundrere såvel som de nysgerrige, fremskynde debatterne og diskussionerne og dialogerne, så den kunstneriske ånd på ny kan antændes, overvære solens genfødsel, så det tumultariske og tristmodige kan fordrives tilbage til deres kælderdyb.
Nu var det blot et spørgsmål om, hvornår jeg var hjemme, før mine drømme kunne realiseres.
Jeg forlod butikken, bærende på skrivemaskinen under den ene arm, og papirerne samt pennene i den anden. Udmattelsen udmeldte sig uanmeldt, eller - måske havde jeg snarere ikke været bevidst om mine kropsfornemmelser; skridtene blev langsomme og anstrengte, armene var overtrætte, tunge og tyngede tilsyneladende ud af led. Stræderne var næsten mennesketomme, på nær de vilkårlige udsvævende, som flanerede fra værtshus til værtshus i håb om kvindelig tilstedeværelse samt de forpinte hjemløse, man kulturmæssigt negligerede og overlod til nattens barskheder. Jeg vil vædde med, ærede læser, at De gennem historien har tænkt "Hvad i alverden tænker denne kvinde ved at købe en skrivemaskine og bunkevis af papir?" - og til det responderer jeg næsvist, at det burde De da at have gennemskuet nu: Jeg er ude på at fuldbyrde den mission, Gud, min fader, har tildelt mig - jeg sværger ved alle mine fem sansers fulde brug, at jeg hørte Guds bifald og godkendelse, idet jeg med mine tanker appellerende adspurgte ham! Det var en distinkt stemme, jeg - samt De, hvis De blot havde hørt den - udelukkende kunne associere med Guds, ingen andres. Og endvidere er vi beslægtede, skønt jeg aldrig fik det at vide. Alle mine handlinger - om end velovervejede eller ej - tjener et højere formål, og i sidste ende vil jeg belønnes for det, når jeg engang drager mit sidste suk!
Jeg nåede omtrent halvvejs, da udmattelsen kulminerede, og jeg til sidst måtte erkende nederlag. Jeg satte mig på en støbejernsbænk nær et gadekryds, som - skønt den var i ynkelig forfatning - kom mig i forkøbet. Med en dunkende kropssmerte smed jeg genstandene fra mig for at samle mine spredtliggende tanker. Bagtankerne sneg sig ind og dominerede. Jeg begyndte ufrivilligt at erindre dét, som jeg gennem hele livet havde fortiet, forglemt.