Louise
   Måske skulle vi aldrig være flyttet sammen. Så var intet af det her sket.
   Vi var så unge og forelskede dengang. Jeg troede, det ville være lykken at sove tæt op af dig hver nat. Men her efter nogle år sover jeg kun tæt op ad dig, fordi facaden er så utæt. De uldne sokker, pyjamassen og de lange underbukser ødelægger den romantiske stemning. Men du bliver ved at tro på, at vi stadig kan have det sjovt i sengen, også om vinteren. Og det var jo din drømmende natur, jeg faldt for. Din evne til at se muligheder og forestille dig vores succes som henholdsvis musiker og forfatter. Det er bare lidt anstrengende i længden.
   Du afbryder min tankestrøm: "Louise, hører du overhovedet efter? Hvor ser DU dig selv om fem år? Og passer det sammen med, hvor jeg er om fem år? Vi skal jo gøre der her sammen."
   Du tager min hånd over spisebordet. Holder den lidt løst og lader langemanden løbe op og ned langs min pulsåre. Som om du holder mit liv i hænderne.
   Jeg tager hånden til mig for at hælde mere vin i glasset. Jeg har for længe siden opgivet at vente på, at du skal skænke til mig. Du er bare ikke særlig galant, og det er også fint med mig. Hvad skal jeg med galanteri? Jeg ville sikkert nyse, hvis du kom med en buket blomster til mig.
   "Ja, det er en vigtig beslutning. Fair nok, hvis du lige skal tænke lidt over det," siger du og ser undersøgende på mig med hovedet let på skrå.
   Jeg tænker. Hvad var spørgsmålet? Noget med en femårsplan. Kan jeg sige det samme som sidst, eller vil det virke uengageret, hvis jeg ikke har ændret planer, siden vi havde den her samtale for en måned siden?
   Pling. Der er en ny besked på Messenger. Sikkert ikke noget vigtigt, men... jeg drejer hovedet for at se, om jeg kan se navnet på afsenderen herfra, men min mobil ligger for langt væk.
   Så kommer ideen til mig:
   "Jeg vil udvikle en ny app til beskeder mellem venner. På den måde kan jeg både bruge mine evner inden for design og kommunikation. Jeg kan godt nok ikke programmere den, men det er der jo så mange, der kan. Det er ideerne, der er vigtige."
   Du smiler stort. Jeg har svaret rigtigt.
   "Fantastisk. Ja, verden har brug for en bedre app end SnapChat og Messenger og alle de andre apps, der hele tiden forstyrrer vores liv. Det skal være en app for mere intim kommunikation. En app, hvor man ved, at den besked der kommer, faktisk er vigtig. En app, hvor man kun kan skrive til dem, man virkelig holder af."
   Du svinger begejstret med hele overkroppen og får lidt sovs fra din egen tallerken på skjorten. Jeg gør mit bedste for ikke at sige noget. Du kan ikke lide, når man ødelægger dit flow med banale, hverdagsagtige bemærkninger som "Tag den skjorte af, så jeg kan putte pletfjerner på med det samme." Så det siger jeg ikke.
   "Hvis du kun brugte den app, så ville det være slut med alle de latterlige beskeder i Messenger-gruppen med dine kolleger. Det er sikkert en af dem, der skriver nu. Skal du ikke se den?"
   Nogle gange synes du faktisk, mine kolleger er meget sjove. Så du vil også gerne se de beskeder. Af flere grunde.
   "Det kunne jo også være en besked fra din hemmelige elsker, hø." Du prøver desperat at se nonchalant og ligeglad ud, men udtrykket i dine øjne er bare sørgeligt. Jeg kan næsten ikke klare at se dig sådan, men du tror alligevel ikke på mig, når jeg forsikrer dig om, at der ikke er andre end dig, så jeg er holdt op med at sige det.
   "Ok." Jeg rejser mig og tager telefonen. Det er ganske rigtigt en besked fra en af mine mandlige kolleger, som ikke er min hemmelige elsker lige nu og måske heller aldrig vil blive det.
   "Hvad, det er da lidt nedgørende mod kvinder, er det ikke?" spørger du stolt, da du over min skulder ser en meme af en meget tyk bog, som åbenbart er første kapitel af en guide til at forstå kvinder. Jeg drejer hovedet for at forsøge at aflæse, hvad du er så stolt over.
   "Ja, altså, man kan da ikke bare påstå at kvinder er vildt komplicerede. Det kan da godt virke ret negativt, ikke?" Du ser stadig stolt ud.
   "Jo, når nu de fleste kvinder er søde og fuldstændig ligetil, så er det en helt skæv karakteristik, det har du ret i," svarer jeg køligt og tjekker, hvad det næste pling gælder.
   "Hvem har sendt den, hva'? Er det ham Jesper? Eller Jonathan?" Du har 100% styr på alle mine mandlige kollegers navne, men gør dig alligevel umage med at ramme forkert en gang imellem, for at det ikke skal virke for stocker-agtigt.
   "Kasper," hjælper jeg.
   "Og ham Kasper, han synes bare, at kvinder er vildt komplicerede og fascinerende. Det har du vist også nævnt før. Han vil bare undersøge jer sådan på kryds og tværs, indeni og udenpå." Du går i stå, da du pludselig kan se for dig, hvad du egentlig siger. Du har sådan en god fantasi. Det er nok det, der gør livet svært for dig nogle gange.
   Jeg skæver diskret til mit armbåndsur. Der er stadig tid til at se "Girls5eva". Du elsker og hader den serie på samme tid. Elsker den, fordi den bekræfter dig i, at man som midaldrende - 20 år efter et enkelt hit - kan få et comeback i musikbranchen. Og hader den, fordi hovedpersonerne netop får deres comeback, og du aldrig vil få det.
   Desværre benytter du chancen, da jeg kigger væk, til at se over på den anden side af Vesterbrogade. Lige over på Pladeselskabet.
   Da vi flyttede ind, troede jeg, at en af de største fordele ved bygningen var det lille hus overfor. Det er kun tre etager højt, mens vores er fem etager højt. Vi bor på 3. sal, en etage over toppen af bygningen på den anden side. Så vi har et fantastisk lysindfald, man ellers sjældent finder på Vesterbro. Til gengæld kan vi også følge med i, præcis hvem der indspiller albums på Pladeselskabet. Og det afføder kun bitterhed hos dig.
   "Se, nu kommer John Johnson ud igen. De er tidligt færdige i aften. Dengang MIT band indspillede vores single - lige efter vores gennembrud i X-faktor" (som om jeg behøver at blive mindet om det), da var vi aldrig færdige før midnat. Kan du huske det, hva'? De sene aftener, den fantastiske stemning i studiet..." Du ser drømmende frem for dig, og jeg gider ikke at indskyde, at jeg jo ikke var med i studiet, så nej, det kan jeg faktisk ikke huske.
   "Hvis det ikke havde været for dig, så kunne jeg have været med derovre i aften." Du har afbrudt drømmene om de gode, gamle dage for at se bebrejdende på mig. "Men næ nej, du kan ikke lide jazz, og så skal jeg ikke spille sammen med jazzmusikere. Det er ikke engang særlig jazzet, den musik han laver nu."
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi har haft denne samtale mange gange før, og jeg vil virkelig hellere se Netflix. Det behøver sådan set ikke at være "Girls5eva". Næsten enhver serie kan gøre det. Jeg er heldig, at du godt kan lide mange af de samme serier som mig. Mine veninder minder tit om, at jeg skal sætte mere pris på det. Det er åbenbart ikke normalt.
   "Du svarer mig aldrig, når vi snakker om noget alvorligt. Du er så pisseligeglad med mig," råber du pludselig og kaster dit rødvinsglas gennem stuen, så det smadrer mod væggen. Hvad mon du har sagt, som jeg ikke har hørt?
   Heldigvis var glasset næsten tomt, så pletten er ikke så stor, og væggene har i forvejen en lidt mærkelig lyserødorange farve - laksefarvet hedder den vist - så det burde kunne reddes. Glasskårene, derimod. Hvis du først jokker i dem, så går det da helt galt. Mon du vil blive mere sur, hvis jeg henter fejebakken med det samme?


Mikael
   Jeg var måske lidt urimelig den i går. Kom til at smadre er glas. Men nu er alt godt igen. Louise lytter opmærksom til mig, mens jeg fortæller en vild historie om min kollega Bo i banken. Det er virkelig også en god historie. Hemmeligheden bag et godt arbejdsliv er simpelthen at kunne se det sjove i de små episoder, der opstår. Det betyder ikke, at jeg elsker at være bankassistent. Men jeg får det bedste ud af det.
   Louise smiler til mig hen over sit vinglas
   "Måske skal vores tv-serie foregå i en bank?"
   "Genialt! Det er der ingen, der har gjort før. Det kunne være lidt som The Office, men bare med en objektivt set kedeligere dagligdag, der derfor bliver endnu sjovere i sin absurde ensformighed."
   Jeg elsker, når Louise og jeg brainstormer på vores tv-serie sammen. Det er en af de ting, der hæver os over almindelige, kedelige kærestepar. Vi tænker endnu bedre sammen end hver for sig. Ideerne vælter bare ind, mens vi snakker. Det er magisk.
   "Vi kunne have forskellige typer: den dumme blondine, den nuttede nørd, den grimme nørd der prøver at score blondinen...". Louise går i stå og venter tydeligvis på, at jeg skal tage tråden op.
   "Måske kunne vi prøve at gøre det lidt mere originalt," svarer jeg, forsigtigt for ikke at såre hendes følelser.
   "Vi kunne have en midaldrende kvindelig overassistent, der virker dybt seriøs og kompetent de første afsnit, men senere viser sig at stjæle fra kassen."
   "Jo," svarer Louise tøvende. "Det har man da aldrig hørt om før."
   Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten tro, hun var sarkastisk. Men hun støtter mig jo altid i mine ideer. Jeg ryster tanken af mig og skal til at fortsætte, da hun afbryder:
   "Vi kunne også skrive en julekalender!"
   Det kommer helt ud af det blå.
   "En julekalender? Sådan, for børn?!"
   "Ja, hvorfor ikke?" Hun kan åbenbart ikke selv se det mærkelige i forslaget. Vi ved da ingenting om børn, og faktisk heller ikke det store om jul. Jeg sprang gerne julen over, hvis ikke hendes familie havde været så insisterende, at jeg altid føler mig presset til trods alt at holde juleaften med min far.
   "Det kunne være sådan en historisk en. Om H.C. Andersen. Kan du ikke se det for dig? Hans første jul i København. Var han ikke 13-14 år dengang? Det er da en god alder for hovedpersonen i en julekalender for hele familien."
   Jeg er mundlam et kort øjeblik, men så prøver jeg trods alt at lege med.
   "Var han ikke sådan en total klovn i balletdragt i den alder? Det kan da godt blive til en fin familiekomedie." Jeg har ikke rigtig hjertet med i det, men vi skal nok finde den helt rigtige fælles ide, som vi kan pitche til DR en af dagene.
   Louise snakker videre om H.C. Andersen og detaljer fra det 19. århundrede, som hun gerne vil have med i julekalenderen. Jeg nyder at se på hendes mund, der bevæger sig. De bløde læber, der skilles og samles igen med de små tænder, som næsten ikke kommer til syne, mens hun snakker.
   Hun var kun 17 dengang, vi blev kærester og syntes, at jeg var en konge. Ja, det var tider. Mine venner var totalt misundelige på mig, selv om de selvfølgelig ikke sagde noget om det. Faktisk var der en, der tillod sig at antyde, at hun var lidt umoden. Som om! Hvem er det lige, der betaler alle regningerne til tiden og tjekker, om det kan betale sig at skifte elselskab? Det er i hvert fald ikke mig.
   Folk tror, at man skal være nede på jorden og have styr på alle de kedelige detaljer i livet for at arbejde i en bank, men sådan er det ikke nødvendigvis. Tværtimod, faktisk
   Louise og jeg har en klar fordeling af rollerne. Jeg er kedelig og fornuftig hele dagen på arbejde, og derfor har jeg brug for at slappe af og ikke tænke på banale ting som regninger, facaderenovering og rengøring, når jeg kom hjem. Louise, derimod, har faktisk et ret sjovt job i en eller anden koncern, hvor hun laver noget med marketing eller skriver til deres hjemmeside... Hun laver i hvert fald noget, hun kan lide. Så derfor har hun overskud til at handle ind, lave mad, gøre rent, tjekke selvangivelse... Det fungerer bare.
   Men OK, da hun var 17år, boede hun selvfølgelig hjemme og var muligvis lidt uerfaren med livet. Det kan jeg godt se. Men det er da ikke nogen dårlig ting.
   "Og så opdager han et hemmeligt rum i familiens hus, som fører ham ind i en magisk verden. Og det er derinde, han får ideerne til alle sine eventyr." Louise ser spændt på mig. Hun elsker stadig at blive bekræftet af mig. Og jeg elsker at gøre det.
   "Du er genial, Louise. Vi bliver millionærer," smiler jeg entusiastisk. Jeg skæver til udskæringen på hendes bluse. Mon vi kan gå tidligt i seng?
   "Det får vi også brug for med den facade, altså," sukker Louise og kigger hen på træpanelerne, som dækker hele ydervæggen i stuen undtagen der, hvor altandøren sidder. Vi har selv møjsommeligt malet dem hvide, dengang vi flyttede ind. Vi malede begejstret hele lejligheden - alle vægge, alle lofter og alle de træpaneler, som pynter på væggen mod gaden i både stuen og soveværelset. Men hvad hjælper det.
   "Vi er altså nødt til at snakke om, om vi kan omlægge lånet, så vi får råd til de ekstra 200.000, vi skal give til ejerforeningen." Det er som om, et lys slukkes inden i mig.
   "Og jeg ved godt, du ikke gider at snakke om det, men du arbejder jo i en bank," fortsætter hun hårdnakket. "Du må da vide, hvordan vi bedst får pengene udbetalt uden at kunne mærke det på vores månedlige udgifter." Hun ser insisterende på mig.
   "De andre bliver ved at spørge mig, når vi har generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling. Hvad siger Mikael? Hvorfor er Mikael ikke med, så han kan rådgive os? Han arbejder jo i en BANK."
   Hendes stemme går fra at imitere naboerne til at blive helt skinger. Hun er som en hund med et ben. Bliver bare ved og ved og ved... Hvad skal jeg sige? Selvfølgelig har jeg kunder, der lægger lån om, men jeg er ikke ligefrem nogen ekspert. Der var faktisk en sag for nogle måneder siden, hvor en kunde klagede over, at jeg havde rådgivet ham helt skævt, og han havde tabt en masse penge. Det kunne jeg da ikke gøre for. Jeg er jo ikke synsk. Renterne stiger og falder, som vinden blæser.
   "Jeg skal nok tage med til næste møde," lover jeg, bare for at lukke munden på hende og komme tilbage til aftenens egentlige formål, nemlig at gå tidligt i seng.
   "Lover du det?" siger hun lavt og sætter sig tæt op af mig i sofaen med hånden på mit lår.
   "Selvfølgelig. Vi skal nok få styr på det. Vi kommer slet ikke til at mærke det økonomisk." Jeg lægger hånden om hendes nakke og trækker blidt hendes hoved tættere på mit. Aftenen er reddet.


Erling
   Jeg kan simpelthen ikke holde den larm ud længere. Den ene aften råber og skriger de af hinanden, og det lyder nærmest som om, der smadrer et glas. Den næste har de højlydt sex. Det er dog utroligt, at de ikke bare kan opføre sig som voksne mennesker.
   Det er selvfølgelig kæresteparret i lejligheden ovenpå, jeg er plaget af. Igen. De ser ud til at være i 20'erne, højst 30, og jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan de har fået råd til at købe en toværelses lejlighed - ja, endda en virkelig stor toværelses lejlighed - lige midt i et af de dyreste kvarterer i København.
   Det er ikke alle, der er klar over det, men kvadratmeterprisen på Vesterbro ligger mærkbart over Nørrebro og Østerbro. Jeg tjekker dagligt priserne på Boligsiden og følger også med i "Prisen er fin" og den slags programmer på tv. Men for vores egen lille ejendom vil det jo kun blive ved at gælde, hvis vi holder den ordentligt ved lige. Os der har boet her i mange år forstår, hvor vigtigt det er at få ordnet den facade.
   Men overboen! De kan ikke engang finde ud af at holde deres afløb rent for l***. Det har kostet mig et nyt badeværelse for et par år siden. Lige pludselig smadrede faldstammen, og så blev mit badeværelse oversvømmet af deres kloakvand. Jo, tak! Men det kunne de ikke forstå.
   "Vi troede bare afløbet var stoppet. Vi har også snakket om at finde sådan et produkt, man kan hælde i det," pippede tøsebarnet, da jeg gik ned og meddelte dem miseren. "Vi vidste ikke, der kunne ske noget ved det."
   Utroligt, at sådan nogle børn kan få lov at købe en lejlighed.
   Musikken hamrer i mine tindinger. Det lyder nærmest, som om nogen banker en hammer ned i gulvet i takt til den elektriske guitar og bas. Hvordan kan de finde på at spille så højt? Og nu kommer sangen. Den stemme. Det lyder nærmest, som om overboen selv synger! Hans mærkelige, pibende falsetstemme. Mon han synger med på musikken fra sit stereoanlæg, eller mon de virkelig sidder og spiller musikken live oppe i lejligheden?
   Der er kun en ting at gøre. Jeg tager mine sutsko på med det ternede stof ovenpå, som tydeligt signalerer "gentleman med styr på hjemmelivet" og går derop.
   De hører det først, tredje gang jeg banker, selv om jeg banker højere og højere. Andre mennesker har en ringeklokke, men næ, nej, den slags kan de ikke engang besvære sig med.
   "Øh, hej med dig," siger fyren, der bor der, med et fjollet smil, mens han ser lige på mig. Ikke engang en lille smule flov er han. Utroligt.
   "Er du klar over, hvor meget I larmer i hele bygningen?" spørger jeg myndigt. "Det er umuligt for mig at være i min egen lejlighed i den infernalske støj. Hvad i alverden laver I?"
   "Nå, det må du virkelig undskylde," svarer han og ser helt overrasket ud. "Vi har ellers lagt et tæppe under, som skulle tage meget af lyden fra trommerne, og vi har også skruet ned for højtalerne til både bas og guitar.
   Jeg stirrer på ham. De har simpelthen et helt band derinde. Han må da kunne se det urimelige i det. Men det kan han åbenbart ikke, for han fortsætter:
   "Ja, og klokken er jo ikke så mange. Den er kun kvart i ni. Er det ikke først efter kl 10 om aftenen, at her skal være ro? Jeg har da tjekket det i ejerforeningens vedtægter."
   Jeg er et kort øjeblik så overrasket over at høre ham bruge ord som "vedtægter", at jeg ikke kan sige noget. Men så kommer jeg heldigvis på banen igen:
   "Hør her, unge mand. Det er rigtigt, at der SLET ikke må være larm efter kl 10 - ikke at I plejer at overholde den regel. Men der må ALDRIG være larm, der overstiger 60 decibel i en ejendom med private boliger, og jeg kan forsikre dig om, at det "musik", I er i gang med lige nu, langt overstiger den grænse."
   Jeg kan se på hans ansigt, at han vil glide af på min kommentar med en ligegyldig mine, så jeg kommer ham i forkøbet:
   "Det skal stoppe nu, og hvis det sker igen, så anmelder jeg jer til ejerforeningen og vil bede dem stemme til næste generalforsamling om at smide jer ud af lejligheden."
   "Det kan man da ikke," kan jeg svagt høre ham svare, da jeg går ned ad trappen til min egen lejlighed, men jo, det kan man. Jeg vil ikke finde mig i mere.


Louise
   Jeg er blevet hjemme fra arbejde i dag, fordi jeg er syg. Måske ikke helt vildt syg, men forkølet nok til, at jeg ikke vil risikere at smitte mine kolleger. Og jeg er faktisk også virkelig bekymret.
   Mikael havde besøg af sit band i går aftes. Jeg troede, de bare skulle drikke et par øl, og det var sødt af dem, at jeg fik stuen for mig selv, så jeg kunne se fjernsyn, mens de sad inde i soveværelset. Sammen med Mikaels udstyr.
   Det virker tit lidt dumt i mine øjne, at Mikael har så meget musikudstyr stående, når han nu ikke rigtig er musiker længere. De er aldrig ude og spille koncerter, og de har heller ikke noget øvelokale. Så det burde da være det. Faktisk kunne han have solgt alt det udstyr og dækket en del af det økonomiske hul, som facaden har lavet i vores budget.
   Men han er meget knyttet til det og alle de historier, han fortæller sig selv om det. Måske vil han starte et lille pladestudie, hvor andre kan indspille en EP billigt. Måske vil han skrive sange til andre kunstnere, og så er det vigtigt at have det rigtige udstyr, så han kan producere en demo i god kvalitet, der virker overbevisende på de kendte navne, han gerne slynger ud.
   I går aftes viste det sig så, at han havde tænkt sig at bruge udstyret sammen med bandet. De ville simpelthen øve i vores lejlighed. Kriller havde godt nok sin bas med, da de kom ind ad døren, men jeg troede bare, han skulle låne nogle strenge eller sådan noget. Det interesserede mig faktisk ikke så meget.
   Så hørte jeg, at de flyttede rundt på ting og snakkede ivrigt, men jeg var stadig ikke bekymret. Mikael var glad og optaget af sit eget, og jeg havde en hel aften for mig selv. Først da jeg hørte en rytmisk dung-dung-dung, begyndte jeg at få bange anelser.
   Jeg gik høfligt ud i gangen, der for resten er virkelig hyggelig og velkommende med min bogreol, fyldt til randen af gode romaner. Jeg bankede på døren til soveværelset, og lyden stoppede. Mikael åbnede.
   "Larmer vi, skat? Nej, vel? Prøv at se, hvor smart vi har gjort det. Du kommer stort set ikke til at høre os spille."
   Jeg gloede målløs på hjørnet af vores soveværelset og fortrød faktisk, at vi havde købt en lejlighed med så stort et soveværelse, at rummet nærmest tiggede om at have flere funktioner på en gang.
   I reolen op ad væggen stod Mikaels udstyr som sædvanligt. For at være ærlig ved jeg faktisk ikke præcis, hvad det er. Det ligner alt sammen forstærkere til et almindeligt stereoanlæg, men det har vist nogle andre funktioner. Der er også en stationær computer, som er sat sammen med de andre dele.
   Men på gulvet foran, hvor Mikael normalt bare sidder på sin skrivebordsstol, lå nu et tykt gråt tæppe lige som det, man bruger, når man sætter lejlighed i stand. De laksefarvede malerpletter afslørede, at det netop var det tæppe, vi havde brugt i lejligheden. Ovenpå det stod der en storetromme. Sådan en fra et trommesæt. Det var pedalen på storetrommen, jeg havde hørt. Der var sat en mikrofon hen til trommen lige der, hvor pedalen ramte.
   "Se, hvordan vi har fyldt trommen ud med tæpper og lagt tæppe under den, så den ikke larmer som en normal storetromme," forklarede Benny. "Til gengæld bliver lyden af pedalen, der rammer trommeskinnet, fanget af denne mikrofon" - her pegede han på mikrofonen på trommeskinnet - "og så kan man skrue op og ned for lyden, når man mixer det med de andre lyde."
   Så vidt jeg kunne se, kom de andre lyde fra resten af trommesættet, som bare bestod af to sorte, flade trommer.
   "Her, tag dem på," sagde Benny glad og gav mig et stort sæt høretelefoner på. De gled lidt rundt på mit hoved, men dækkede da delvist ørene. Så demonstrerede han, hvordan man kunne slå på de sorte trommer med trommestikkerne, og nu kunne jeg tydeligt høre en normal trommelyd i høretelefonerne. Det var en slags elektriske trommer. Han bankede også et par gange med foden på pedalen, så jeg kunne høre, at det stadig lød som en normal storetromme på trods af tæppe-isolationen.
   "Vi har 20 forskellige lyde i programmet, men vi bruger bare en 7-8 stykker, så det lyder som et normalt, men stort trommesæt," forklarede Benny, stadig med et stort smil.
   "Og kan man kun høre noget i høretelefonerne?" spurgte jeg og tog dem af igen. "Er der ikke lyd i resten af rummet?"
   "Det er tanken, ja," overtog Mikael. "Men lige i dag har vi faktisk ikke tre sæt høretelefoner, vi kan sætte til, så vi spiller bare lavt og lader det køre over de normale højtalere. Du kommer næsten ikke til at høre noget inde ved siden af."
   Jeg svarede ikke. Hvis jeg havde sagt "OK," ville det have virket som om, jeg synes, det var en god ide. Og det var jeg virkelig ikke sikker på. Men jeg kunne da heller ikke vide endnu, at det var SÅ dårlig en ide.
   Jeg gik ud i gangen og fortsatte ned forbi badeværelset og ud i køkkenet. En god kop te, og så var jeg klar til at hygge mig igen. Der var sikkert ikke noget at være bekymret for.
   Lige da jeg gik forbi døren til soveværelset på vej tilbage til stuen med min te, startede de med at spille det første nummer. Jeg blev så forskrækket, at jeg spildte noget af min te udover det hyggelige kludetæppe, vi havde købt engang på campingferie i Sverige. Storetrommen bankede virkelig igennem, og de havde justeret lyden af de elektroniske trommer, så det matchede i lydstyrke. Så faldt den elektriske bas ind, og Mikael begyndte på en af de guitarintroer, han elsker så højt.
   Jeg stod fastfrosset på stedet og kunne ikke komme videre. Mit blik hvilede på bøgerne i bogreolen i et forsøg på at finde ro der, men jeg kunne ikke ignorere, at mit hjerte bankede højt af stress.
   Endelig løsrev jeg mig og gik videre ind i stuen. Måske handlede det bare om at lukke døren og skrue lidt op for fjernsynet. Det var uheldigt, at jeg stod lige foran døren til soveværelset, da de begyndte at spille.
   Det blev lidt bedre, men ikke meget. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om "Bridgerton", selv om skuespillerne ihærdigt prøvede at få selv et kort blik til at virke erotisk. Så bankede det på hoveddøren.
   Musikken stoppede, og jeg hørte Mikael gå ud og åbne. Mit hjerte hamrede afsted igen. Det var helt sikkert en nabo, der ville klage. Jeg forstod dem godt, men jeg havde optimistisk bedt til, at det kun var mig, der var hjemme, eller at der pludselig var en fantastisk isolering mellem lejlighederne, der gjorde det umuligt for andre end mig og bandet selv at høre musikken.
   Jeg kunne ikke høre deres samtale, men Mikael kom ind i stuen, så snart vores gæst var gået. Han grinede!
   "Du skulle have set vores underbo. Erling, er det ikke det, han hedder? Han havde seriøst vat ud af ørene! Store, hvide klumper vat!" Mikael grinede så meget, at han næsten ikke kunne demonstrere med hænderne, hvor store de vatklumper havde været.
   "Jeg mener, vat. Hvem bruger det? Han kunne da have brugt nogle almindelige ørepropper. Det ville faktisk være nok til at holde lyden ude, og så havde han ikke lignet en galning. Men han gør det jo helt tydeligt for at demonstrere. Han havde også sutsko på, som om han var på vej i seng, og vi larmede helt vildt sent. Tillod sig endda at true med at prøve at få os smidt ud. Som om man kan blive smidt ud for at spille musik i sin egen lejlighed. Sin private bolig. Før kl 9 om aftenen. Det er for langt ude."
   Endelig var Mikael færdig med sin tale og så rigtig på mig.
   "Men, Louise. Synes du slet ikke, det er sjovt? Det er måske fordi, du ikke så ham selv. Altså vattet, det var så langt ude."
   Nu smilede Mikael kun, han grinede trods alt ikke længere. Men smilet var næsten værre. Det var hans overbærende smil, som han bruger på mig, når han synes, jeg er lille og forpjusket og bekymrer mig om små dumme ting, som ingen normale mennesker bekymrer sig om.
   Så derfor sidder jeg her i dag, alene i lejligheden, og er alvorligt bekymret og kun lidt forkølet. Jeg har i hvert fald ikke feber eller andet, der kunne forklare nogle mærkelige hændelser.
   Der er nogen i lejligheden sammen med mig. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg ved det, men jeg mærker det bare. Som et pust i nakken, en lille ændring i temperaturen, når nogen går tæt forbi dig.
   Vi har ikke nogen køkkentrappe i lejligheden, hvilket normalt også bekymrer mig, fordi vi så ikke har nogen ekstra udgang i tilfælde af brand. Men lige nu betyder det, at der i hvert fald ikke kan have sneget sig en indbrudstyv op ad køkkentrappen og den vej ind i lejligheden.
   Jeg går ud og tjekker, at hoveddøren er låst. Det er den. Det er altid vigtigt at tjekke, fordi den ikke smækker. Man skal altid huske at låse den ved at dreje låsen om, ellers står den bare åben. Det betyder så også, at man ikke kan låse sig ude, noget Mikael har sat stor pris på i tidens løb.
   Men når hoveddøren er låst, og vi ikke har andre indgange, hvordan kan der så være nogen i lejligheden? Har de været der hele dagen? Kommet ind lige efter, at Mikael gik ud, så jeg ikke har hørt døren åbne og lukke en ekstra gang?
   Sveden springer frem på min pande ved tanken om, at nogen kan have holdt øje med mig hele dagen. Hvad har jeg egentlig lavet? Jeg har siddet i sofaen med min dyne og set "Buffy the Vampire Slayer" det meste af tiden, men har jeg lavet noget mere pinligt eller bemærkelsesværdigt? Min hjerne er helt blank.
   Forsigtigt lister jeg ud i køkkenet for at hente en kniv. Der er en risiko for, at de står derude, men det føles bare mere, som om de er i stuen. Jeg finder den største kniv i blokken og holder godt fast i den. Så tjekker jeg soveværelset. Synet af trommesættet, der stadig står fremme, giver mig bogstaveligt talt tics i det venstre øje, men jeg tager mig sammen og tjekker rummet grundigt.
   Der er ingen. Der har heller ikke været nogen i køkkenet. Jeg går videre ud i badeværelset, og med rystende hånd trækker jeg badeforhænget til det lille badekar fra. Det er så nemt at forestille sig en morder sidde der og vente, men nej. Der er også tomt.
   Så går jeg tilbage til stuen, men stopper undervejs i gangen for at se ind i hjørnet mellem reolen og væggen med varmerørene. Ingen. Inde i stuen er der også tomt. Buffy står klar med sin træpind på en øde kirkegård med alt for store gravstene. Men vampyrerne lader vente på sig.
   Jeg går over til vinduet og kigger ud. Der er blå himmel og ingen fare på færre. Jeg kigger ned i lejligheden på 2.sal i huset overfor. Gid de dog ville få sig nogle gardiner. Det er de mærkeligste ting, vi har set dem lave derovre. Men lige nu er der ingen hjemme, eller i hvert fald ingen, der kan ses i vinduet. Og der er et virkelig godt udsyn til lejligheden. Mon det samme gælder fra dem til os?
   Jeg trækker mig til siden, så jeg står op ad væggen ved siden af vinduet, næsten inde i hjørnet ved den blændede dør mellem stuen og soveværelset. Og så føler jeg det igen. En hånd på min skulder.