Kapitel 1 Ankomst
   De søger febrilsk efter kufferterne på bagagebåndet. Forældrenes er sort som de fleste andre, men Oscars er gul og burde være nem at finde. Den er der bare ikke.
   "Måske er de ikke kommet på båndet alle sammen," siger faren og klør sig på hagen. Oscar sukker. Han kan se frem til en uges efterårsferie med forældrene, hvor de vil skiftes til at være pinlige, forvirrede, akavede og helt clueless. Lige nu er det faren, der er mest irriterende, men det kan ikke vare længe. Nej, nu kommer det.
   "Jubiiii, der er voores kuffert," siger moren alt for højt og maser sig igennem andre uskyldige mennesker for at få fat i deres store, sorte kuffert.
   En høj, tynd mand med veltrimmet fuldskæg vender sig og kigger pludselig intenst Oscar ind i øjnene. Oscar vender hovedet væk. Han kan jo ikke gøre for det. Man har vel ikke selv valgt sine forældre.
   Oscar får selv øje på sin gule kuffert og går diskret ind imellem alle de andre ved bagagebåndet og løfter den af. Bagefter ser faren opgivende på dem begge to.
   "Jeg ville da have taget kufferten for dig," siger han, og Oscar spekulerer et kort øjeblik over, om han taler til moren eller til Oscar.
   Så er de på vej ud af bagageområdet. De går i en kø af mennesker, der alle skal ud ad en forholdsvist lille åbning for at komme ud. Undervejs går de forbi tolderne, som sidder i et glasbur.
   Oscar synes, det føles helt mærkeligt ikke at have maske på, når man går så tæt sammen med en masse fremmede mennesker, men det er stort set slut med corona her i 2022. Der er et skilt, som oplyser dem om, at deres temperatur bliver tjekket, så de holder trods alt stadig lidt øje med, om folk er syge. Efter tolderne går de videre ind i en ret lille gang.
   Så kommer de ud af gangen og kan se ankomsthallen, men de SKAL dreje til højre eller venstre. Der er ikke mulighed for at gå ligeud. Der er ikke noget skilt, og hele familien tøver. Folk begynder at støde ind i dem bagfra, og Oscar mærker en hånd på sin skulder og en lav, mørk stemme, der siger "Turn right."
   Oscar går hurtigt til højre og siger irriteret "mor," mens han håber, at hun og faren følger med. I kanten af sit synsfelt ser han den høje mand med fuldskægget gå hurtigt ned ad den rampe, de er kommet ud på. Nedenfor rampen i ankomsthallen står der en masse mennesker med skilte med navne på. Det skråner langsomt nedad, indtil de kommer af rampen og kan gå frit igen.
   "Hvad fik du øje på, Oscar?" spørger moren. "Hvordan kunne du vide, det var denne vej?" Oscar ser sig hurtigt omkring og får øje på et stort Metroskilt.
   "Der," siger han og peger og fortsætter med at gå, som om han hele tiden har haft retning imod skiltet. Han har ikke lyst til at fortælle om personen, der hjalp ham.
   "Det var flot, Oscar," smiler faren og bumper sin skulder mod Oscars. Oscar trækker skuldrene ind. Han er ikke en baby. Han er 13 år gammel og har ikke behov for at få ros for hver eneste lille ting, han gør rigtigt.
   Da de kommer hen til metroen, beder faren dem stille sig over i siden med bagagen, mens han køber billetter i en automat. Moren vil helst blande sig, men han har styr på det.
   Da faren har bakset med billetautomaten i fem minutter, og de andre rejsende efterhånden har opgivet den kø og stillet sig op i kø ved de andre automater, spekulerer Oscar over, hvad farens definition på "styr på det" egentlig er. Moren mumler, at de burde have lejet en bil, men Oscar tror ikke, at nogen af dem ville have mod på at køre i en fremmed storby.
   Endelig står faren med tre grønne papkort i hånden, som er en slags primitiv version af rejsekort. De finder den røde metrolinje, og så er de afsted.
   Larmen i metroen er nærmest ubærlig. Oscar forstår ikke, at en civiliseret europæisk by kan have en metro, der er SÅ gammel og støjende. Men det har den fordel, at hans forældre har opgivet at snakke med ham. Først da de skal af på Alameda station og skifte til den grønne linje, råber de ham op.
   På perronen, hvor de venter på den næste metro, ser Oscar et glimt af manden med fuldskæg. Han har ikke nogen kuffert med. Det er egentlig mærkeligt. Han må vel også være på ferie, siden han var inde i bagageområdet i lufthavnen. Oscar har ikke lyst til at få øjenkontakt med ham og ser bevidst den anden vej.
   Perronen er ikke særlig stor, og der kommer flere og flere mennesker ned ad trapperne, mens de venter. Oscar er kommet til at stå et par meter væk fra forældrene, og hans mor har overtaget hans kuffert. Som om han er for lille til selv at passe på sine ting. Han begynder at mase sig gennem de andre mennesker, tættere på forældrene og togsporet, da en anden person maser bagfra, og han er lige ved at falde ud på sporet.
   Han mærker en stærk hånd om sin overarm. Det er nærmest som om, personen skubber ham ud på sporet. Han tager en dyb vejrtrækning og maser sig baglæns, væk fra sporet, og så vender han sig halvt om for at se, hvem der greb fat i ham. Han ser op - lige op i øjnene på manden, der talte til ham i ankomsthallen. Han maser sig længere ind på perronen, hvor folk gør plads til ham.
   Så kommer metroen, og han når ikke at se, om manden skal med samme tog som dem. Han skynder sig ind i samme vogn som forældrene, og hans mor krammer ham hårdt ind til sig.
   "Du var lige ved at falde ud foran toget! Jeg blev så bange." Hun har gråd i stemmen. Oscar ryster stadig lidt, men bliver alligevel forlegen over hendes overdrevne reaktion og gør sig fri.
   "Det var den mand, han... han skubbede mig," siger Oscar.
   "Ahr, det gjorde han da ikke," siger faren på sin irriterende rolige måde. "Vi kunne da se, at han greb fat i dig og reddede dig fra at falde ned. Men det er utroligt, at der overhovedet bliver så proppet, at den slags kan ske. Der må da være regler... Man burde da forhindre så mange i at stå på perronen samtidig..." Faren mister tråden.
   "Vi burde faktisk takke ham," siger moren og ser sig omkring i den overfyldte togkupé, men manden er der ikke.
   "Nu skal vi af. Husk kufferten!" siger faren, og de presser sig ud ad dørene på en ny perron.


Kapitel 2 Hotellet
   Da de kommer op af metroen, skal de gå lidt for at finde deres hotel. Det er moren, der har fundet det på nettet og booket det til dem for flere måneder siden. Hotel Convento do Salvador. Hun udtaler det meget tydeligt og er åbenlyst stolt over at have fundet et super autentisk sted i den ældste del af Lissabon, kvarteret Alfama.
   "Det er et ægte kloster," sukker hun tilfreds og kigger på kortet på sin telefon.
   "Bor der så stadig munke?" spørger Oscar.
   "Nej, det ... det gør der da ikke. Det er jo et hotel nu," svarer hun irriteret.
   "Det kunne jo også være nonner," siger faren og smiler indforstået til Oscar.
   De står på en stor plads og ved ikke, hvad vej de skal gå. Pladsen er lidt kedelig med en enkel udendørs cafe og et par træer og pletter med græs. Begge forældre kigger på kortet på deres mobil, men de virker helt desorienterede. Som sædvanlig. De står bare midt på pladsen, hvor der går mindst seks veje væk i forskellige retninger, og kan ikke finde ud af, hvilke veje foran dem der svarer til dem på mobiltelefonens kort.
   Oscar kigger op af bygningerne. De er alle grimme på hver sin måde, synes han. Der er en glasfacade ved siden af et hus i beton ved siden af et gammeldags hus. Til den modsatte side ligger der et stort asiatisk indendørs marked med en masse skrammel. Det virker ikke så lovende for en autentisk, portugisisk oplevelse.
   "Vi skal op ad den her vej med sporvogsskinnerne ... tror jeg," siger faren, og de begynder at bevæge sig op af den smalle, stejle vej ved siden af det asiatiske marked.
   Fortovet er lavet af nogle meget glatte sten, som ligner brostenene på vejen, bare lysere, og Oscar glider flere gange og er ved at falde. Han kan ikke lade være med at tænke på, at hvis der kommer en sporvogn, mens der kører en bil på vejen, er der ikke plads til dem begge. Husene ser slidte ud, og der hænger vasketøj rundt omkring på altanernes metalgelænder.
   Forældrene ser åbenbart ikke, hvor slidt og grimt, der er.
   "Oscar, prøv at se de der grønne fliser. Er de ikke bare sindssygt flotte?" sukker moren begejstret, mens hun peger op ad en facade.
   "Altanerne er også meget charmerende, hva'?" svarer faren og kigger forventningsfuldt på Oscar. De venter begge to på en reaktion fra ham.
   "Men, man kan da slet ikke stå på sådan en lille altan," siger Oscar og kigger nærmere på dem. Der er altaner alle vegne, men de er kun store nok til, at der lige akkurat kan stå et par potteplanter på dem.
   "Og husene er så gamle. Mon ikke altanerne kan falde ned?" fortsætter han. Forældrene ser lidt skuffede på ham, men svarer ikke og går videre.
   Det er sværere at finde hotellet, end de først troede, og Oscar er allerede helt øm i lårene af at gå stejlt opad og holde igen for ikke at falde på de glatte sten. Der lugter af mad fra de små restauranter på gaden, og Oscar begynder at få kvalme.
   "Nu deler vejen sig igen," kommenterer moren og kigger på sin mobil for 117. gang.
   "Du må altså holde op med at se på det kort hele tiden," svarer faren irriteret. "Folk tror jo vi er turister. Og så er der meget større risiko for at blive bestjålet eller overfaldet, end hvis man bare går afslappet rundt og ligner nogen, der bor her."
   Oscar overvejer at sige, at deres kufferter nok afslører dem alligevel, men lader være. Han ved, hvornår han ikke skal blande sig.
   "Se!", udbryder moren og peger på et vejskilt. "Rua Salvador. Ligesom Convento do Salvador. Det er den gade, hotellet ligger på." Oscar frygter, at hun begynder at klappe i hænderne af begejstring, men hun styrer sig. Og så går de den vej - indtil en vej krydser, og de mister sporet igen
   Da de har gået rundt og kigget intenst på vejskilte et stykke tid, finder de endelig fortsættelsen på Rua Salvador. Den er asfalteret, men så smal, at Oscar har svært ved at forestille sig en bil komme kørende op imod dem ad den stejle gade. Alligevel er der et lille lyssignal midt på vejen, som lige nu viser rødt.
   "Seriøst?" udbryder faren irriteret. "Der er jo ikke engang noget fortov, så hvem er der rødt for? Bilerne?"
   "Ja, der er jo ikke noget skilt om, at vejen er ensrettet," prøver moren. "Så måske skiftes bilerne. Lige nu må man ikke køre ned mod klosteret. Og så om lidt bliver der vel grønt, og så må vi gå ned, og andre må ikke køre herop."
   "Det er for langt ude," vrisser faren og går ned ad den smalle gade.
   "Men hvad gør vi, hvis der kommer en bil?" pipper moren.
   "Bliver kørt over," svarer faren irriteret. Inden de når at teste den teori, går de under en flot, gammeldags bue, og så ligger hotellets indgang på højre hånd. Det er en glasdør i muren, og bygningen er fint pudset op uden graffiti eller fliser på muren. Den er bare hvid og enkel. Man kan ikke se, at der ligger noget særligt inde bagved, så det er godt, at der er et stort skilt med hotellets navn.
   "Wow," siger moren henført, da de træder ind og står i et stort, åbent rum, der åbenbart fungerer som reception. Oscar må indrømme, at han aldrig før har været på et hotel, der så sådan ud.
   Der er store, lysebrune marmorfliser på gulvet. Rummet er aflangt, og de er kommet ind på den lange side, så de kan se langt til både højre og venstre. Når de ser ligeud, ser de igennem en række store vinduer ud mod en stor gårdhave.
   På væggen til venstre er der et kæmpe billede lavet i fliser. Det er nok fem meter bredt og mindst tre meter højt. Der står "Lisboa 1755" øverst på billedet, men først kan Oscar ikke se, at det forestiller en by. Det må være et abstrakt maleri, for husene vælter rundt på en stejl bakke, og der er orange klatter i nogen af dem, som måske skal forestille ild. Neden for bakken ligger vandet. Der er kæmpestore bølger på vandet, og der ligger både huse og kæntrede skibe ude i vandet. Han forstår ikke rigtig pointen med at male byen på den måde.
   "Boa tarde," forsøger moren sig på klodset portugisisk til den nydelige kvinde, der sidder og arbejder bag et stort bord i samme ende af rummet som det store vægbillede.
   "Good afternoon," svarer kvinden og smiler venligt til dem. Bordet er på en eller anden måde for stort til at være en reception eller et skrivebord. Det er nærmest et spisebord, man diskret har givet kvinden lov at arbejde ved, så godt hun nu kan, når der også står turistbrochurer og andet rundt omkring på bordet.
   Moren snakker videre med receptionisten, og Oscar falder ned i en sofa, der står op ad samme væg som døren, de kom ind af. Han ser ud ad de store vinduer ud i gårdhaven, hvor der står caféborde og stole. Tæt ved døren til gårdhaven sidder en mørkhåret kvinde. Hun har ikke en computer foran sig, men alligevel får Oscar indtryk af, at hun er på arbejde. Hun skæver til dem, som om hun er en form for vagt.
   Oscar går hen og spørger hende på engelsk, om han må gå ud i gården, og hun når lige at sige ja, inden moren har fået udleveret deres nøglekort. Han smutter ud i gården og går rundt langs muren i siden. Der er krukker med blomster, men ikke nogen grønne planter. Gulvet er lavet af næsten de samme marmorsten som indenfor. Når han ser op, er han omgivet af mur på alle fire sider med vinduer i lange rækker.
   Han ser ind gennem vinduerne til receptionen og opdager, at hans mor står og basker med armene i et tydeligt forsøg på at få ham til at komme ind igen.
   "Nu skal vi altså op på værelset, Oscar," siger hun allerede, mens han går gennem glasdøren ind i receptionen. "Og du må selv tage din kuffert."
   De har en overvældende udsigt over byen. Oscar stiller sig ved vinduet og falder i staver over vandet i baggrunden og de mange hustage i forskellig højde afbrudt af kirketårne hist og pist. Ingen huse er tilsyneladende lige høje. Tagene bølger op og ned, og Oscar føler sig pludselig svimmel.
   "Lad os gå ned igen," siger faren. "Vi må hellere finde et sted at spise aftensmad."
   "Her?" spørger Oscar forhåbningsfuldt.
   "Nej, det er kun amerikanske turister, der spiser på deres eget hotel," svarer faren, og moren ser på Oscar, som om hun ikke forstår, at han overhovedet kan spørge. Men Oscar er sulten.
   Nogle gange har han svært ved at forstå forældrenes modstand mod at være turister, men det er et gennemgående tema i hver ferie. De ER jo turister. Hvad er der så galt ved det? Men de skal åbenbart helst skjule det og prøve at tale sproget og falde ind i mængden.
   Da de er kommet ned i receptionen, spørger Oscar, om han lige må gå på toilettet. Der ligger et bag ved receptionen. Først tager han den forkerte dør og går ud i en trappeopgang. De rå, hvidkalkede vægge er ekstremt ujævne, og han kan svagt ane formen af store kampesten nogle steder, hvor væggen ikke er pudset grundigt nok op. De minder ham om kælderen i et gammelt slot, han har besøgt med forældrene på en tidligere ferie. Selve trappen er strømlinet og nymalet i grå på tremmerne på siden og undersiden. Gelænderet og oversiden af trinene er i træ.
   Oscar hører trin og ser op. En ung mand kommer ned ad trappen og ser på ham på en måde, der gør det tydeligt, at Oscar er gået forkert, men han siger ikke noget, og Oscar skynder sig ud igen og ind ad døren ved siden af, som har et tydeligt toilet-skilt.


Kapitel 3 Lissabon
   Næste dag er det søndag. De går rundt og rundt i Alfamas smalle gader. Oscar undrer sig over, hvordan folk kan holde ud at bo her. Der kan umuligt køre biler. Mange gader består af trapper i stedet for flad asfalt. Han kan allerede mærke de mange trappetrin i lårene, og klokken er ikke engang 10 endnu.
   De vil hen til et kendt udsigtspunkt i nærheden af hotellet, men bliver ført rundt i ring i de små gyder og trapper og ender et helt andet sted. Kortet giver ingen mening. Til sidst opgiver de og tager metroen ind til centrum
   De er kommet til den største plads i byen, Praca do Comércio, som ligger lige ned til Tejo-floden. Oscar stirrer ud over vandet. Her sejlede de ud og opdagede Amerika, Afrika, Indien, Asien...
   "Tænk at være sømand og bare sejle væk fra det hele. Komme ud og opdage nye lande, som ingen derhjemme har set før," siger han drømmende til faren.
   "Jeg tror ikke, der er nogen lande tilbage, som ikke er opdaget endnu, min skat," svarer moren, inden faren når at reagere.
   Oscar sukker. "Men jeg har ikke opdaget dem endnu."
   "Det er nemlig rigtigt, og det skal du," smiler faren og ugler Oscar i håret. "Men først skal vi opdage alt, hvad der er at vide om Lissabon, og det starter her." Han drejer ind af en glasdør. De er gået ind på et museum om byens historie - Lisbon Story Centre.
   "Det her er vildt spændende for unge mennesker som dig," påstår faren optimistisk.
   Lobbyen er kølig, og moren begynder straks at snakke med damen bag skranken. Hun får forklaret, at de skal have en audioguide med og følge numrene på væggene. Audioguiden er som en kæmpe telefon, man holder op mod øret eller sætter et par høretelefoner i. Der er en stemme, der fortæller om det, de ser på museet. Det er lidt ligesom at høre en lydbog. Audioguiden skifter selv nummer, når de går fra den ene ting på udstillingen til den næste. De skal huske at vælge engelsk, ellers taler audioguiden portugisisk.
   Inde i museet går de igennem Lissabons historie med invasion af romere, mauere, sømænd ...
   Oscar ser på billederne på væggene og lytter til den engelske stemme. Dem, der har fundet på det her, har helt tydeligt prøvet at gøre det spændende, og manden taler meget dramatisk med lydeffekter i baggrunden. Det eneste sjove ved museet er faktisk, at audioguiden ligner en 40 år gammel walkie-talkie, der hører til på et museum. For sin historiske værdi, altså.
   Der er et rum, halvt skjult fra resten af museet med en væg, hvor der står nogle tønder og lugter af karry. Bag væggen kan Oscar høre moren begynde at tale med en anden turist og sige "So many people died."
   Pludselig lyder en dyb stemme lige bag Oscar: "Yes, so many people died."
   Oscar vender sig om og ser manden fra lufthavnen. Manden stirrer Oscar ind i øjnene. Oscar vil se væk, men han kan ikke. Det er som om, han bliver hypnotiseret af mandens grønne øjne. Manden står alt for tæt på. Hans bemærkning var tydeligvis til Oscar og ikke til moren, som først nu kommer om på denne side af væggen.
   Moren er helt tavs og ser undersøgende på manden. Oscar kan mærke hendes utryghed. Hun er ellers aldrig utryg. Hun vader bare ind over folk og snakker og snakker. Det løber koldt ned ad ryggen på ham.
   "Vi går videre," siger Oscar til forældrene og går igennem de næste ti numre uden at stoppe op.
   "Men Oscar..." Faren går irriteret efter Oscar. "Vi skal da se det hele."
   "Jeg vil se filmen, og den starter nu." Oscar ser, at de åbner døren ind til et mørkt rum med et stort lærred og benytter det som undskyldning. Moren og faren går med. Moren skæver efter sig. Måske vil hun også se, om manden fra lufthavnen følger efter dem. Mon hun genkender ham fra metrostationen? Hun siger ikke noget om det.
   Oscar finder hurtigt ud af, at han ikke får det bedre af at se filmen. De sidder på trækasser i et par rækker i det lille rum. Filmen bliver vist på væggen foran dem og væggene i siderne. Det føles som om, væggene kommer tættere og tættere på ham, og der løber et par sveddråber ned af panden på ham. Lyden er høj. Man hører hestevogne, der kører hen over brosten og folk, der snakker.
   Så begynder det hele at ryste i filmen, og lampen i loftet af det rum, Oscar selv sidder i, ryster også. Hele byen gik åbenbart under den 1. november 1755 på Allehelgens Dag. En stemme fortæller, at det var den vigtigste helligdag på året. Derfor var de fleste mennesker i kirke, da jordskælvet kom. Det var det største jordskælv nogensinde. En tredjedel af befolkningen døde.
   Filmen har nærbilleder af børn, der bløder og bliver dræbt under murbrokkerne fra de sammenfaldne bygninger. Man ser folk forsøge at slippe ud af en kirke, som falder sammen. Oscar fryser og sveder på samme tid, mens han ser en dreng, der grædende hiver sin døde mor i hånden.
   Efter jordskælvet var der også kommet en tsunami, og derefter havde der været ildebrand i hele byen i en uge, forklares det. Heldigvis viser de ikke tsunamien i filmen. Oscar vil ikke tænke på en kæmpe bølge, der kommer og sluger ham, mens han går op og ned ad de smalle gader og ikke kan slippe væk.
   "Kan vi gå nu?" spørger Oscar, da de kommer ud af det mørke rum. Han vil bare ud af museet, inden han risikerer at møde den mærkelige mand fra lufthavnen. Han småløber gennem udstillingen og ned af trapperne, hvor han afleverer audioguiden og er ude på gaden, inden faren og moren er kommet ned.
   Fra museet går de væk fra Tejo-floden og op ad en bred gågade med butikker til byens største plads, Rossio.
   "Den er godt nok stor, hva?" siger faren imponerende, da de står i midten af pladsen og langsomt drejer rundt for at se det hele. Oscar nyder de kolde dråber, der sprøjter på ham fra et stort springvand. Moren har læst højt fra guide-bogen, at Lissabon er bygget på syv bjerge, og det er meget tydeligt, når man står her.
   Når Oscar kigger opad i retning af deres kvarter, Alfama, ser han en gammel borgruin, som hedder São Jorge. Den er åbenbart 1000 år gammel, eller deromkring.
   "Den ligger på byens højeste punkt, så de kunne se, når fjenden nærmede sig," forklarer faren. Når de drejer sig mod den anden side, ligger der en ruin fra en gammel kirke, der hedder Carmo.
   "Den blev helt ødelagt under jordskælvet i 1755," siger moren. "Det er utroligt, at man har ladet resterne stå."
   Oscar ser på bygningen. Det er bare nogle mure uden tag med flotte buede vindueshuller. Rundt om pladsen er der helt normale huse med lejligheder og cafeer.
   Resten af dagen går med at vandre op og ned ad Lissabons gader. De har endelig fundet udsigtspunktet i Alfama, Miradoura Santa Luzia, med en fantastisk udsigt ud over byen og vandet. Oscar ser på hustage i mange forskellige højder. Han falder i staver over en lille tagterrasse med vasketøj. Der er også flere kirketårne og paladser, der suger hans blik til sig.
   "Her kunne jeg bare sidde for evigt," smiler moren og drikker sin friskpressede juice fra den lille cafe. Oscar må også indrømme, at her er ret fantastisk. Han føler sig nærmest hjemme nu, men på en anden måde end han er hjemme i København.
   Moren og faren sidder og læser i guidebogen om jordskælvet, hvor der også er et kort af Lissabon før og efter 1755. De finder den plads, museet, som de besøgte tidligere, ligger på. Den hed åbenbart Terreiro do Paço før jordskælvet. Så kigger de efter kvarteret Alfama.
   "Vores hotel har i hvert fald ligget der længe før jordskælvet," siger moren, igen stolt over at have fundet hotellet på nettet.
   "Det tror jeg ikke," siger faren. "Vi hørte jo på museet, at stort set alle kirker og klostre blev ødelagte. Måske har der ligget et kloster før, men det vi bor i nu, må være bygget op igen efter jordskælvet."
   "Men jeg har læst, at vores kvarter - Alfama - er det ældste kvarter i Lissabon. Du kan da se, at det kun er centrum, de fortæller om her," peger moren.
   De ser alle tre på kortet, som viser Lissabon efter jordskælvet. Her kan man se, hvordan indre by blev bygget op med lige, brede gader og store pladser efter jordskælvet. Oscar må give moren ret i, at så kan Alfama umuligt være bygget efter jordskælvet. Der er ingen lige gader i deres kvarter.
   "Nu skal vi videre," siger faren, og han rejser sig og begynder at gå.
   De tager sporvognen til et andet kvarter, og her kommer de pludselig forbi et hus, der er ca to meter bredt. To meter. Oscar lægger hovedet tilbage og stirrer op af det i lang tid. Det er lyseblåt i to etager. Det ligner en filmkulisse, fordi det er så smalt. Men der er vinduer på begge etager og en mørkeblå hoveddør, der står på klem. Der er en potteplante i et af vinduerne på 1. sal, som ser ud til at blive vandet. De grønne blade er friske og byder velkommen hjem, til hvem der end bor der. Oscar prøver at forestille sig, hvordan man kan komme op ad en trappe til 1. salen. Der er da ikke plads? Det kan ikke lade sig gøre. Det er meningsløst.
   Pludselig banker hans hjerte hårdt, og alt føles meningsløst. Det er som om, hele byen bare er en kulisse, der kan falde sammen om et øjeblik. Vælte ned over ham. En bil kommer kørende ned ad den smalle brostensvej, og Oscar når lige at springe ind på fortovet. Han føler sig svimmel og gisper efter vejret.
   Hans mor ser undersøgende på ham. "Bliver du dårlig, min skat? Vil du have noget vand?"
   Hun finder en vandflaske frem af tasken, og han drikker taknemmeligt. Han ryster lidt på hænderne. Ufrivilligt tænker han på jordskælv.
   "Kan vi ikke tage lidt ud af Lissabon?" spørger Oscar. Han trænger pludselig til frisk luft. Selv om det er oktober og efterårsferie, er der 25 grader. Det virker som spild af varme og solskin at rende rundt i en storby.
   "Skal vi tage på stranden?" smiler faren. Oscar vender sig og ser glad på sin far. Stranden i efterårsferien. Det er jo genialt.
   De går ind på en lille restaurant for at spise aftensmad. Der lugter af grillet fisk. Oscar nyder sin cola, og faren søger efter strande i nærheden af Lissabon på sin mobil. Moren har en lang, akavet samtale med tjeneren på et mix af engelsk og portugisisk, fordi hun gerne vil prøve den vegetariske burger, men ikke helt stoler på, at der ikke er kød i.
   "Sydlændinge elsker kød," siger hun som undskyldning, da tjeneren endelig får lov at gå igen. Da burgeren kommer, må hun indrømme, at det er den bedste veggie burger nogensinde. Oscar og faren er også tilfredse med deres bøffer med spejlæg ovenpå og ris til, selv om de blev lidt overraskede over kombinationen, da tjeneren serverede det.
   "Vi er nødt til at leje en bil," konkluderer faren endelig. De kan hente den i morgen tidlig. Han har fundet frem til, at den bedste strand er Costa da Caparica, som ligger på den anden side af Tejo-floden. Det er kun en halv times kørsel, eller måske tre kvarter, men det er i hvert fald ikke langt i bil.
   "Er det nu en god ide?" siger moren. Faren og Oscar vælger at ignorere hende. Det virker nogle gange. Og det virker i dag.


Kapitel 4 Havet
   De kører over en lang rød bro i metal for at komme væk fra Lissabon. Den ligner en bro, Oscar har set i amerikanske film. På vej over broen peger og forklarer hans mor.
   "Se, Oscar, der ligger tårnet i Belém," siger hun og peger tilbage mod Lissabon. Først forstå Oscar ikke, hvad hun mener, men så ser han et lille, kvadratisk tårn helt ude ved vandet et stykke til venstre for broen.
   "Det ligger der, hvor Tejo-floden går ud i Atlanterhavet," forklarer moren. "Dengang de opdagelsesrejsende tog ud, sejlede de derfra. Vi må tage derud og se det i morgen."
   "Mmh," svarer Oscar og ser ned på sin mobil. Han kigger op et par gange undervejs på køreturen, men hører først efter morens snak igen, da de drejer af ved skiltet til Praia da Rainha. Der er tilsyneladende mange forskellige strande på Costa da Caparica.
   "Den her betyder Dronningens Strand," siger moren, så den vil hun gerne prøve. De parkerer på en stor parkeringsplads og går op over klitterne, forbi en strandcafé.
   Da de når ned på stranden, holder Oscar vejret et øjeblik og kniber øjnene sammen. Stranden er nærmest uendeligt lang. Der er andre mennesker end dem, selvfølgelig, men der er ikke proppet. Nogle unge drenge spiller bold, og Oscar ser misundeligt efter dem.
   Han har vænnet sig til at være alenebarn - han har jo aldrig prøvet andet - men familieferierne ville altså være sjovere, hvis han havde andre på sin egen alder at være sammen med.
   Moren ved godt, hvad han tænker. "Du kan bare gå over og spørge, om du må være med."
   Men det kan han ikke bare. Det ville da være mærkeligt at henvende sig til nogle helt fremmede. De breder de hvide håndklæder fra hotellet ud og tager tøjet af. Der er et skilt med badning forbudt, men der er masser af mennesker i vandet, og der er et tårn med livreddere. Så hvis man virkelig ikke måtte bade, ville de vel stoppe folk?
   Oscar venter ikke på de andre, men løber ned til vandet og to skridt ud i det. Så stopper han. Det er sindssygt koldt. Han bakker og står i sandet med tæerne i vand, da moren og faren kommer ned ved siden af ham.
   "Uh, hvor er det koldt," gisper moren og trækker sig længere tilbage.
   "Du kan da godt have tæerne i," griner Oscar. Et øjeblik giver han sin mors hånd et klem, men så slipper han den igen. Han er ikke et lille barn. Men det er for sent. Hun smiler til ham og tager hans hånd.
   "OK, så gør vi det sammen," siger hun og tripper forsigtigt et par skridt ud i vandet. Oscar vender sig og ser, at drengene, der spiller bold, kigger hånligt på ham. Han rødmer og går hurtigere ud i det kolde vand, så moren slipper ham.
   "Man skal bare under én gang, så er det ikke så slemt," siger faren og kaster sig beslutsomt ud i vandet og tager et par svømmetag. Han dykker med hovedet under vand og rejser sig op.
   "Prøv det, Oscar." Oscar kaster sig ud i det og gisper. Men det er rigtigt, bagefter føles det helt OK.
   "Er der ikke meget mere strøm end derhjemme?" siger moren nervøst. "Der er i hvert fald større bølger."
   Oscar nyder at føle vandet skylle ind mod hans overkrop, hvorefter det trækker i benene på vej tilbage. Han kan godt lide, at bølgerne er så høje. Selv om de kun står i vand til lidt over knæet, går vandet helt op til brystkassen, når der kommer en bølge.
   "Det er da det sjove ved det." Faren hopper, idet der kommer en bølge, kaster sig forover og gør sig stiv som et bræt, så han bodysurfer.
   Bølgerne skyller ind mod land og trækker ud, ind og ud. Oscar vil også prøve at bodysurfe. Han går længere ud, før bølgerne brydes, og stiller sig klar. Kaster sig ind i bølgen og gør kroppen stiv som et bræt. Han lader sig bære langt ind mod land, og da han stiller sig op, går vandet ham igen kun til knæene. Det prikker i hele kroppen af det kolde vand og følelsen af sejr. Hans mor kommer hen og klapper ham på skulderen.
   "Det så sejt ud!" Hun smiler til ham og kniber øjnene sammen mod solen. Han ville ønske, hun ville lade være. Det er så pinligt. Det var jo ikke noget særligt.
   "Jeg prøver igen," siger han og kigger væk, udad mod bølgerne.
   "Vær nu forsigtig. Du må ikke gå for langt ud." Hendes bedende stemme irriterer ham, og han går lidt længere ud end før.
   Vandet går ham til brystet, inden bølgerne kommer. Den første bølge er for lille, og han hopper for at undgå at få hovedet under vand. Den næste er stor, og han gør sig klar. Han spænder i hele kroppen, samler hænderne foran sig og vender ryggen til bølgen, så han er klar til at blive skubbet indad.
   Men noget går galt. Måske tager han afsæt for sent. Bølgen er noget højere end ham, omkring to meter. Han får hovedet under vand i stedet for at lade sig bære af bølgen, og han kan ikke nå bunden. Han holder vejret, mens han skyller ind mod land, og i panik lukker han også øjnene.
   Strømmen er stærk, så Oscar ryger hurtigt ind mod land og burde have sat fødderne i sandbunden nu, men nåede det ikke, inden understrømmen trækker ham ud igen. Han mærker panikken i kroppen og laver svømmebevægelser med arme og ben for at få hovedet over vand. Lyden af bølgerne larmer i hans øre og lukker alle andre indtryk ude.
   En ny bølge smider ham ind mod land, og understrømmen trækker ham ud igen. Han mister fornemmelsen af, hvad der er op og ned, himmel og hav. Endelig får han hovedet op og trækker vejret dybt. Han ser ind mod land, som er længere væk, end han havde håbet, men der er et øjebliks ro mellem bølgerne.
   Søgende prøver han, om han kan nå bunden. Det kan han ikke. Han begynder at tage svømmetag ind mod land, crawler gennem vandet og bevæger benene koncentreret op og ned i små, seje bevægelser, som han har lært. Han kan jo godt svømme. Det virker pludselig latterligt, at han lod sig gribe af panik på den måde.
   Da han kommer tættere på land, går det op for ham, at der er noget galt. Der er ingen badegæster - heller ikke hans mor og far. Stranden ligger øde hen. Oscar ser op og ned ad den kilometerlange strand, men de små caféer og parasoller og liggestole til leje er også væk.
   Så kommer der en mand gående over klitterne og ned på stranden mod ham. Det er manden fra lufthavnen. Han smiler til Oscar.
   "So, you made it."