Ensomhed,
uden navn.
Alene,
med intet formål,
kun overfladiske åndedrag,
trukket af frygt for at tørre ud.
For smerte.
Allersmukkeste,
jeg ser dig,
da min vejrtrækning et øjeblik tager hvile.
Skønneste,
jeg hører dig,
da min tanke tidsløst lægger sig til ro.
Allerherligste,
selv mine næsebor ænser dit væsen,
da først afstanden imellem os relativeres,
og forvirringen forvandles til forundring.
Du,
elegante engel i bordeaux,
evige inspiration i grønt,
selv i det dybeste mørke mindes min tunge dig,
som smagen af dine dybe rødder genkaldes,
i et uregistreret sekund.
Du,
dristrige djævel i bordeaux,
evigt inspirerende i grønt,
som jeg skriver dette i det klareste lys,
forsøgende at fange følelsen af fængslende frihed,
så føler jeg dig ikke, førend smilet vendes indad,
ikke henvendt andet end vor skygge.
For helvede,
jeg har så forbandet mange spørgsmål til dig.
Min forvirring er total.
Forundringen kommer og går mens silhuetten af dig bliver,
taget til fange i mine sanseløse ords fængsel.
Potteplante.
Altså,
en potteplante kaldt...
Madagaskars Juvel. Sig mig,
er vi overhovedet adskilt og delt? Måske halvt?
Føler du dig heller ikke hel, pånær i fald?
Er det os begge der står i den vindueskam,
uden gardiner, uden skam?
Eller er det kun dig der vænner dig mod lyset,
du i strålende solodans mens jeg i dialogens kamp?
Inderligt elskede blomst,
er vandet blevet til damp, er luften tam, er jorden klam?
Jeg længes sådan efter indre monolog og ydre dialog med dig, det behøver ikke engang at være sang.
Jeg længes efter holistisk at erkende,
at ingen af os er diamanter, gjort smukke af pres, ingen af os, ingen.
Så jeg træner som lært i aflæringen i at vente på dit svar,
uden at røre dine blade,
med andet end vind, vand og verbalt gennemtræk,
planlæggende et mirakel,
med kun ét sidste spørgsmål.