Kapitel 5 Den 17. oktober
   Oscar går op af havet og op på stranden, mens han stirrer på manden. Han har en lang sort frakke på. Nærmest en munkekåbe. Oscar vender sig og ser ud over havet. Langt ude i det fjerne kan han se både, men der er ingen mennesker i nærheden, som kan hjælpe ham, hvis manden viser sig at være en sindssyg morder. Hans hjerte banker så hårdt, at det må kunne ses udenpå brystkassen. Så drejer han hovedet og ser på manden igen.
   "Hvor er jeg? Og hvem er du?" spørger Oscar panisk, mens han ser sig om til alle sider efter sine forældre eller nogle andre, der kan hjælpe ham
   "Jeg hedder Tom," smiler manden. "Du er stadig på stranden i Caparica. Men det er ikke længere 2022. Det er 1755."
   "Hhaahh?". Lyden kommer ud af Oscars mund, men han kan ikke danne rigtige ord. 1755? Det giver jo ikke mening. Det er da umuligt. Det er da...
   "Værsgo," siger Tom. Oscar ser ned af sig selv og bliver pludselig bevidst om det underlige i at stå i badebukser og snakke med en fremmed mand.
   "Kan jeg lige ..." Oscar ser sig søgende om efter et sted at klæde om, men der er ikke noget at gemme sig bag på stranden. Når først han har tøj på, må han finde ud af, hvad her foregår. Han kan jo ikke pludselig befinde sig i 1755. Det må være en joke.
   "Det er ok, bare tag det udenpå badebukserne," siger Tom roligt. Oscar går nogle skridt væk og lægger forsigtigt tøjet i sandet. Så tager han den hvide, langærmede skjorte på. Den er meget løs og lang. Det føles som bomuld, men grovere end en almindelig skjorte. Tykkere.
   Da han har knappet skjorten, føler han sig lidt bedre tilpas og ser op på Tom. Han virker egentlig ikke så morder-agtig, men man ved jo aldrig. Tom ser på ham med et venligt smil. Oscar ser ham ind i øjnene og føler en form for ro. Han undrer sig kun svagt over, at han forstår, hvad Tom siger, uden at skulle oversætte fra engelsk. Det føles som om, de taler samme sprog nu.
   "Er tøjet brugt?" spørger han. Skjorten er ren, men den føles på en eller anden måde slidt. Som om den er lidt tyndere i stoffet på albuerne.
   "Ja," siger Tom. "Det er svært at få fat på nyt tøj. Du skal tage bukserne udenpå." Oscar ser på bunken og finder bukserne frem. De er lidt store i livet og slutter lige under knæet. Det ser dumt ud og føles mærkeligt. Han ser spørgende på Tom.
   "Du skal bruge bæltet," siger Tom og peger på et reb. Seriøst?! Oscar stirrer på ham. Det virker da helt til grin at binde et reb om livet for at holde bukserne oppe. Så mangler han bare vesten. Den er rød.
   "Det er en meget maskulin farve her," siger Tom og smiler et lille skævt smil, som måske er ironisk. Oscar accepterer uden at gøre vrøvl, at han kommer til at se dum ud, og tager den på. Der er også en klodset, lang brun frakke, men den venter han med.
   "Jeg har også fundet sko til dig," minder Tom ham om og ser ned på de lædersutter, der ligger tilbage i sandet. Oscar tager dem op og undersøger dem. De er dejlig bløde, men der er ikke rigtig nogen sål i.
   "Du er heldig. De fleste går i bare tæer," siger Tom. "Men det er du vel ikke vant til, og du har langt ind til Lissabon, så jeg tænkte..." Tom stopper ved synet af Oscars chokerede ansigtsudtryk.
   "Du mener vel ikke, jeg skal GÅ ind til Lissabon?" Oscar stirrer på Tom og mærker til sin skræk, at der er ved at komme tårer op i øjnene på ham. Det begynder at synke ind, at hans forældre ikke kommer tilbage og henter ham lige om lidt. Hvor langt er der til broen?
   Tom ser næsten undskyldende på ham. "Der er ikke nogen bro," siger han stille, som om han kan læse Oscars tanker.
   "Måske skal vi sætte os ned, mens jeg forklarer dig så meget, jeg nu kan." Oscar sætter sig i sandet og ser ud over vandet. Han kan ikke se en bro, men han kan heller ikke huske, om man kunne se den, da han begyndte at bade. Han støtter hovedet i hænderne. Kvalmen er overvældende.
   "Vi befinder os som sagt i 1755," siger Tom.
   "Hvad dato er det?" spørger Oscar. Der er noget, der nager ham ved det årstal - udover at det ikke er 2022.
   "Tja, hvad dato var det, da du var på stranden med dine forældre?" spørger Tom. Oscar tænker sig om et øjeblik.
   "17. oktober," siger han.
   "Ja, så er det den 17. oktober," siger Tom tilfreds. "Nogle ting forandrer sig ikke."
   Oscar stirrer ud over havet. 1755... Hvad laver han her? Hvordan er det sket? Og hvad er det som...
   "Jordskælvet," udbryder Oscar forskrækket.
   "Ja," siger Tom i et mærkeligt neutralt tonefald, "det bliver frygteligt."
   "Det er den 1. november?" Oscar ser spørgende på Tom. Hans mørke hår hænger i en mærkelig, halvlang ubestemmelig frisure. Oscar har ikke tænkt over det før, men der er intet ved Tom, der specielt signalerer 2022.
   "Ja, den 1. november kl 9.40." Tom konstaterer det som et faktum på linje med, hvornår skolerne starter igen efter efterårsferien.
   "Jeg må tilbage!" Panikken får Oscars stemme til at lyde skinger i stilheden. Som et lille barn, der er ved at græde. Et lille barn, der gerne vil beroliges af sine forældre og høre, at alt nok skal blive godt igen.
   "Tag ind til Lissabon. Du får brug for de her papirer, der viser, at du er fra o Porto. Det er en by i den nordlige del af Portugal. Der står også, at du har fået tjekket dit helbred," siger Tom og rækker Oscar et foldet stykke papir. Så rejser han sig, som om samtalen er slut. Oscar rejser sig også. Han vil spørge, hvordan han kommer hjem til sin egen tid, men han fornemmer, at han ikke vil få noget svar. Papiret lægger han i inderlommen på frakken med rystende hænder.
   "Ses vi igen?" spørger han, rædselsslagen for, at det eneste menneske, han kender her, skal gå fra ham.
   "Det gør vi," siger Tom. Oscar ser op og ned ad stranden med retning mod havet for at få en ide om, hvilken retning Lissabon ligger i, og da hans blik vender tilbage til det sted, hvor Tom stod, er han væk.
   Oscar står som forstenet. Der var så meget, han ville have spurgt om. Hvordan skal han snakke med folk? Han snakker jo ikke portugisisk. Og hvorfor virker det ikke længere som om, Tom snakker engelsk? Hvordan skal han komme over Tejo-floden? Den ligner et hav, ikke en flod. Måske er det også et hav?
   Oscar ville ønske, han havde fulgt bedre med i forældrenes samtaler om Lissabon. Han går ned til vandet og dypper en finger i det. Det smager salt - altså er det havvand. Så husker han forældrene omtale det som Atlanterhavet. Lissabon må ligge lidt inde i landet ved Tejo-floden, som løber ud i Atlanterhavet. Ja, det giver mening. Eller gør det?
   Blodet banker i hans tindinger. Han har lyst til at skrige, men her er ikke nogen at skrige til andre end et par måger, der cirkler rundt over vandet.
   Han lukker øjnene og koncentrerer sig. Han fulgte mildest talt ikke med i ruten, da de kørte til stranden, men han kan huske, at de kørte over broen, langs med vandet, og så var det forældrene begyndte at kalde det Atlanterhavet. Så kom de kom gennem en lille strandby, og så så de skiltet mod stranden til højre. Så hvis de drejede til højre ...
   Han åbner øjnene og står med siden til vandet og rækker armen ud, som en der skal dreje på cykel. Han tjekker, at det er højre arm, der peger mod vandet. Sådan kom de kørende ... Så skal han gå tilbage i den retning - han vender sig om og går tilbage med vandet på sin venstre side.
   Det bliver hurtigt trættende at gå i sandet, og da der ikke er nogen stier, er det ene sted vel lige så godt at gå op som det andet. Så han går over klitterne og ned mod vejen. Eller, han håber da, der kommer en vej.


Kapitel 6 En lang rejse
   Der kommer heldigvis en grusvej. Oscar drejer til venstre og begynder at gå i venstre side. Man skulle jo nødig blive kørt over. Hvad kører de egentlig i i 1755? Måske kan han få et lift? Han føler en svag bølge af optimisme bruse op i sig og sætter tempoet op.
   Efter et par timers gang føler han sig mindre optimistisk. Han er tørstig. Selv om det ikke er lige så varmt som i 2022, er det hårdt at gå under den åbne himmel. Der er meget få træer til at skærme for solen. Han bærer frakken over armen og overvejer at smide den fra sig et sted, men så kommer han i tanke om, at han ikke ved, hvor han skal sove i nat. Måske bliver det meget koldt om natten. Han knuger frakken ind til sig, taknemmelig for at han trods alt har den, når det bliver nødvendigt.
   Han ser frem for sig og skygger med hånden for at få en ide om, hvor langt der er endnu. Så ser han en træhytte. Han håber, der snart kommer flere huse. Han burde da at komme igennem Caparica by, som de gjorde i bilen.
   Lidt efter kommer han forbi en træhytte mere, men han er for genert til at banke på. Hvad skulle han også sige? Han kommer forbi et par træhytter mere, men så kommer der ikke flere i lang tid.
   Da han går op ad en bakke, kan han se vand foran sig. Han drejer forvirret hovedet mod venstre side, hvor vandet har fulgt ham, siden han startede med at gå. Det er der stadig. Han fortsætter langs grusvejen, som drejer svagt mod højre. Han har stadig vand på sin venstre side.
   Efter en halv times tid kommer han til en samling af træhuse, som ligger meget tæt på vandet. De ligger nærmest nede på stranden. Det må være fiskere, der bor her. Oscar tøver, men tør ikke gå hen og banke på. Han er ikke klar til at møde nogen. Han går væk fra vejen og op ad en bakke for at få et større overblik.
   Nu kan han se et stort fort, som ligger oppe på en skrænt tæt ved vandet. Der er også en kirke og en anden stor bygning ved siden af. Der er en mur rundet om kirken og den store bygning. Det må være en by - men hvilken? Han kan ikke huske, han så den, da de kørte denne vej til stranden. Måske kørte de ikke så tæt på kysten.
   Solen står lavt over vandet. Det er forvirrende at se ud over havet, som om det bøjer ind forbi den lille by, han er kommet til. Da han kigger længere indad, ser han, at man kan se kysten på den anden side. Det må være Tejo-floden, han er nået til. Han går højere op for at få et bedre udsyn, og når han anstrenger øjnene, kan han se tårnet i Belém på den anden side af floden. Endelig! Så er han i nærheden af Lissabon.
   Der ligger også andre bygninger ovre i nærheden af tårnet, og længere inde kan han svagt ane, at bakkerne er plastret til med noget, som må være huse. Det er Lissabon. Han bliver varm af glæde og stolthed. Det er lykkedes! Han er gået den rigtige vej. Han kommer hjem nu.
   Smilet breder sig over hans ansigt, indtil han kommer i tanke om, at han stadig ikke ved, hvordan han kommer over floden. Tom sagde, han skulle tage til Lissabon, men han forklarede jo ikke hvorfor. Vil han stadig være i 1755, når jordskælvet kommer? Og hvordan skal han finde sine forældre? Tankerne myldrer rundt i Oscars hoved.
   Det må være sent om eftermiddagen nu, og der er ingen mennesker at se på vejen. Oscar er virkelig tørstig, men hver gang han tænker på at bare banke på døren til et tilfældigt hus, bliver han helt tung i benene og får kvalme. Han kan simpelthen ikke. Han ser på kirken. Er der ikke noget med, at man altid kan få hjælp i en kirke? Muren rundt om ser bare ikke særlig inviterende ud.
   Pludselig hører han en stemme bag sig. "Hvad laver du her?" Oscar vender sig forskrækket om. En dreng på hans egen alder stirrer anklagende på ham. Oscar åbner munden, men tøver.
   Det gør drengen ikke. Han fortsætter: "Er du kommet ind med et skib? Du ser udenlandsk ud. Er du syg? Har du sundhedspapirer, eller er du blevet tjekket ovre hos Vor Frue?"
   Oscar ser på drengens mørkebrune hår, brune øjne og solbrændte hud. Han har heldigvis lysebrunt hår og brune øjne selv, så han følte ikke i starten af ferien, at portugiserne så specielt anderledes ud end ham. Men ved siden af denne dreng kan han godt se det. Drengens næse er mindre og spidsere end hans egen, hans kindben er skarpere, og hans øjne glimter på en måde, der bare ser fremmedartet ud.
   "Du er så bleg - er du sikker på, du ikke er syg?" siger drengen mistroisk. "Og kan du ikke sige noget? Forstår du overhovedet, hvad jeg siger?"
   "Jo, jeg ..." Oscar kæmper for at sige noget, der ikke virker mistænkeligt. Men alt er så mærkeligt. Hvorfor forstår han egentlig, hvad drengen siger?
   "Hvem er Vor Frue?" spørger Oscar i stedet for at svare på spørgsmålene.
   "Det er da kirken, der hedder det," siger drengen. "Vor Sundheds Frue. Hospitalet og fortet derovre er også opkaldt efter hende. Sømændene og fiskerne her i Trafaria beder alle til hende. Men hvor kommer du fra?"
   "Jeg kommer... nordfra," siger Oscar. "O Porto. Vi er lysere deroppe. Der er ikke noget galt med mig."
   "Hm. Ja. Du er nok også for tyk til at have pest," siger drengen lidt roligere. Oscar ved ikke, om han er mest rystet over at blive kaldt tyk eller over muligheden for, at folk har pest. Han er da overhovedet ikke tyk. Han har bare runde kinder. Det er noget genetisk. Han ser mere indgående på drengen, og måske er han ikke bare genetisk udstyret med skarpe kindben. Måske er han lidt tynd
   "Er du kommet med skib? For så skal du jo i karantæne, hvis du ikke har papirer." Oscar tænker sig om. Han ved ingenting om skibe, andet end at portugiserne åbenbart sejlede utrolig meget i gamle dage, så drengen ved sikkert mere end ham.
   "Nej, jeg kom med hestevogn." Det må vel være helt normalt.
   "Ok. Så du er måske sådan en rigmandsdreng, der har byttet tøj med tjenestedrengen?" spørger drengen med et skævt smil.
   Sikke en fantasi, sukker Oscar indvendigt. Det er godt nok nogle meget konkrete spørgsmål.
   "Nej, jeg fik bare lov at køre med." Drengen kigger på ham med hævede øjenbryn. "Ja, fordi jeg skal aflevere et vigtigt brev til en mand i Lissabon," improviserer Oscar.
   "Hvilken mand?" spørger drengen selvfølgelig.
   "Det må jeg ikke oplyse," siger Oscar med vigtig stemme. "Men jeg er rask og er lige ankommet for et par timer siden. Og jeg hedder Oscar."
   Oscar rækker hånden frem mod drengen og håber, at Oscar ikke lyder helt skørt som navn.
   "Jeg hedder João," siger drengen og tager hans hånd. "Vil du med hjem og have aftensmad?"
   Oscar smiler taknemmeligt. "Ja, tak! Må jeg også få et glas vand?"
   "Glas kan vi ikke klare, men du kan få en kop," griner João. "Jeg tror stadig, du er en fin fyr, der har byttet tøj med en tjenestedreng, men hvis du ikke vil fortælle mig det, så må du selv om det. Jeg sladrer ikke til nogen. Du ligner bare virkelig en, der har lånt en andens tøj."
   Oscar trækker på smilebåndet. Forhåbentlig er João kvikkere end de næste mennesker han møder, ellers får han svært ved at opretholde illusionen om, at han bare lige er kommet til byen fra et sted nordpå.
   De begynder at gå ned mod de hvidmalede træhuse ved stranden. "Hvilken by sagde du, du kom fra?" spørger João.
   "Øh... o Porto," siger Oscar og håber, at han husker rigtigt. Han mener, det var det, Tom sagde.
   "Det var en lang rejse," siger João imponeret. "Jeg har aldrig været længere væk hjemmefra end Lissabon."
   "Kommer du tit til Lissabon?" spørger Oscar forhåbningsfuldt.
   "Ja, sådan en gang hver måneskifte måske. Når vi fanger rigtig mange fisk, tager min far og jeg til Lissabon og sælger dem på markedet derovre." João ser ud i horisonten på Lissabon, der næsten ser ud, som den gør i 2022 på så lang afstand.
   "Tror du, jeg kan komme med jer?" spørger Oscar forhåbningsfuldt.
   "Vi kan da spørge," siger João, mens han åbner døren ind til huset.
   "Mor, vi har fået gæster," råber han, og en ældre kvinde med slasket, løst opsat hår vender sig og ser på dem. Hun ser ældre ud end Oscars mor, men måske er det bare fordi, hun har mørk hud med rynker fra solen og en mærkelig kjole på. Hendes øjne er venlige, men hun ser kun på Oscar et kort øjeblik, så ser hun væk, ind i et mørkt hjørne af stuen.
   "Hvem er det?" spørger en mørk mandsstemme, og Joãos far kommer ud af mørket. Han kommer helt hen i døråbningen og blokerer den, så João og Oscar ikke kan gå ind. "Jeg har da aldrig set den knægt før," siger Joãos far mistænksomt.
   "Han hedder Oscar og er fra o Porto," siger João, inden Oscar selv når at sige noget. "Han er ikke syg - han er blevet tjekket." Oscar stivner. Han håber virkelig, at papiret fra Tom er i orden.
   "Må jeg se dine papirer?" brummer faren. Oscar tøver. Han leder i en lomme i frakken, indtil hans hånd rører ved noget glat, og han trækker papiret fra Tom frem.
   "Tak," siger Joãos far og tager det fra ham, inden Oscar selv når at se dem. "Det ser fint ud." Han giver det tilbage til Oscar, som åbner det og ser på den gammeldags skrift. Han kan ikke læse, hvad der står. Mon Joãos far kan læse?
   "Du ved, at munkene ville blive vrede på mig, hvis vi inviterede en mand indenfor uden at tjekke," siger Joãos far undskyldende. "Og din mor bliver vred, hvis du dør af pest," tilføjer han.
   "Jeg hedder Pedro, og det er min kone Maria Luisa," siger faren til Oscar og lader ham endelig komme indenfor.
   Huset dufter af kogt fisk og krydderier, og Oscar får lov at sætte sig på en stol ved bordet. Han føler sig helt mat i kroppen efter den lange gåtur. Det er underligt endelig at være tryg igen. João smiler til ham. "Du må også gerne blive og sove," siger han.


Kapitel 7 Tilbage til Lissabon
   Næste morgen vågner Oscar ved, at folk snakker udenfor vinduet.
   "Du var så træt, så vi lod dig sove," siger Maria Luisa fra komfuret. Oscar har sovet i et hjørne af køkkenet, der også fungerer som stue. Det var dejlig varmt, da han faldt i søvn i går aftes, men nu ryster han af kulde.
   "João og Pedro har været ude og fiske i flere timer," forklarer hun, "og de er lige kommet hjem. Jeg håber, de har fået en god fangst."
   Hun tørrer hænderne af i sit forklæde og går ud ad døren for at komme João og Pedro i møde. Oscar kan høre deres stemmer gennem vinduet og anstrenger sig for at høre, hvad de siger. Det undrer ham stadig, at han forstår det, men det må simpelthen være sådan, den her tidsrejse fungerer.
   "Det er længe siden, vi har fanget så mange douradaer," siger Pedro. Mmm. Oscar kan godt huske dourada. De fik en grillet fisk, der hed sådan, den første aften på en restaurant i Alfama.
   "Kan vi tage til Lissabon og sælge dem?" spørger João. Oscar krydser fingre. Han kan ikke høre Pedros svar og rejser sig for at gå ud til dem. Heldigvis tager man åbenbart ikke tøjet af for at sove her, så der var ingen, der så hans badebukser i går aftes, og det er hurtigt at stå op. Bad har de åbenbart ikke, og man tisser bare udenfor.
   "Jo, vi får flere penge for dem derovre," hører Oscar. Yes! Så skal de til Lissabon.
   "Må Oscar komme med i båden?" spørger João. Oscar holder vejret og venter med at gå rundt om huset, så de ikke kan se ham.
   "Det må han da, hvis han kan arbejde for turen," svarer Pedro. "Han ser bare ikke ud til at være særlig praktisk anlagt."
   Oscar kan høre João grine og går rundt om hjørnet, så de kan se ham. "Hvad griner du af?" spørger Oscar lidt irriteret.
   "Tanken om dig, der slæber fisk," smiler João. "Du skal med til Lissabon."
   "Jeg skal nok hjælpe til," lover Oscar med et smil. Det kan vel ikke være så svært.
   Men det er det. Fiskene skal pakkes i store kurve, og de er så glatte, at de hele tiden smutter ud mellem fingrene på Oscar. Han skal også styre sig for ikke at vrænge på næsen af lugten. Nu er fiskene endelig ombord på båden, og de kan tage afsted.
   "Du kan sidde der," peger Pedro. Oscar ser forvirret på ham. Der er da ikke nogen siddeplads?
   "Ja, du skal sidde ovenpå fiskene," hjælper João. "Det er jo en fiskerbåd, det her, ikke et fint sejlskib."
   João og Pedro skal sidde i hver sin side af båden, så de kan sidde og ro. Det tør de alligevel ikke lade Oscar gøre.
   Lige inden de træder ned i båden, kommer en mand i mørk kutte gående hurtigt hen imod dem på stranden. Han vifter med armene og signalerer, at de ikke må tage afsted. Han ser vred ud. João og Pedro ser på hinanden og så på manden. De ser bekymrede ud.
   "Hvem er det, I har med der?" spørger manden. Han ligner nærmest en munk i den kutte, tænker Oscar.
   "Broder António," siger Pedro og bøjer hovedet lidt. Så er han nok munk.
   "Vi har en gæst med, som skal over til Lissabon. Jeg har tjekket hans papirer, og alt er i orden," siger Pedro. "Jeg ville aldrig lade en fremmed komme ind i mit hus eller tæt på min søn uden at tjekke hans papirer eller sende ham op til jer hos Vor Frue."
   "Du skal altid sende folk op til os," siger manden vredt. "Du kan ikke selv tjekke - du er jo bare en fisker. Kan du overhovedet læse?" Oscar føler sig stødt på Pedros vegne, men han havde jo selv tænkt på, om Pedro kunne læse.
   Oscar roder i sin frakkelomme og finder papirerne frem. Han rækker dem hen til Broder António og ryster lidt på hånden. Broder António folder papirerne ud og studerer dem - lidt for længe, synes Oscar. Hvad mon der står? Så kigger han op på Oscar.
   "Så du er fra o Porto," siger han. Oscar trækker vejret lettet. Han har ramt rigtigt, da han fortalte João, hvor han kom fra.
   "Ja," siger Oscar og prøver modigt at møde Broder Antónios øjne. "Jeg skal overrække en vigtig besked i Lissabon."
   "Med en fiskerbåd?" spørger Broder António provokerende, men han har ingen grund til at holde på dem længere, og nu overtager Pedro samtalen igen.
   "Ja, vi skal afsted nu, inden det bliver for sent at sælge vores fisk."
   "Så lad gå da," vrisser Broder António og drejer om på hælen for at gå tilbage i den retning, han kom fra.
   De skynder sig ned i båden. Oscar sidder, så han kan se fremad i retning mod Belém og Lissabon, mens Pedro og João sidder med ryggen til og ror. Han er glad for, de ikke kan se hans ansigt. Han er bange for at ryge i vandet, bange for at drukne, bange for ikke at finde sine forældre igen... Men han er trods alt på vej, og han har været heldig at finde en ven som João, så måske vil han også finde andre søde mennesker, der kan hjælpe ham.
   Da de nærmer sig havnen ved Lissabon, ser Oscar op på byen. Det er helt tydeligt fra deres lille fiskerbåd, hvor stejle bakkerne er, som Lissabon ligger på. Højt oppe kan man se borgen Säo Jorge. Den ser lidt højere og større ud end i 2022. Rundt omkring er der kirketårne, der stikker op over de almindelige bygninger. Der er endnu flere kirketårne, end han husker fra sin udsigt på hotellet. De almindelige bygninger er to-tre etager høje, men der er også klatter med højere bygninger. Det virker næste utroligt, at de ikke falder af, så stejle er bakkerne.
   Da de lægger til, står Pedro først ud af båden og trækker den tæt til kajen.
   "Kast rebet op til mig," råber han til João, der kaster et tykt reb med en løkke forenden op til Pedro. Han binder rebet godt fast til en tyk træpille. Oscar sidder helt stille for ikke at skabe uro i båden. Han ser en del både omkring dem i samme størrelse, men ingen større skibe.
   "De store skibe lægger til ved Terreiro do Paço," siger João, næsten som om han kan læse Oscars tanker. "Og du må gerne gå ud af båden nu, så går jeg sidst."
   Oscar rejser sig forsigtigt ovenpå alle fiskene. Han ryster lidt i benene - både fordi han er bange for at falde i vandet, og fordi han har siddet så dårligt. Pedro ser utålmodigt på ham. Så rækker han en ordentlig næve ind i båden til ham.
   "Kom nu, min dreng," siger han, næsten kærligt. Oscar tager sig sammen, og i tre skridt står han sikkert oppe på kajen.
   João begynder at læse kurve med fisk ud af båden uden selv at komme op. "Vent," siger Pedro. "Jeg henter en vogn."
   "Jeg kan tage imod," siger Oscar, fast besluttet på at hjælpe. João læsser flere kurve fyldt med fisk op til ham, men de har ikke kurve nok og må vente, til Pedro kommer med en vogn, før de kan fortsætte.
   "Nu er det vigtigste at passe på, at ingen stjæler fiskene," siger João, og Oscar ser sig opmærksomt omkring.
   Der er mange mennesker, som arbejder på kajen. Der er også kvinder, som står og sælger fisk i den anden ende af pladsen. Men er der virkelig nogen, som vil stjæle fra ham? Han ved ikke, hvad han skal gøre, hvis de prøver på det. Han kan ikke slås, eller, han har i hvert fald aldrig prøvet. Kun for sjov med nogle venner, da han var yngre.
   Heldigvis kommer Pedro allerede igen med en vogn, der nærmest ligner en stor trillebør i træ, som man skal trække efter sig. Pedro begynder at tømme kurvene med fisk ned i vognen og smide de tomme kurve ned til João. João fylder dem igen og rækker dem op til Oscar, som tager imod og sætter kurvene hen til Pedro, efterhånden som han får dem af João. Det er hårdt i ryggen og armene, men det føles godt at arbejde sammen. De snakker ikke imens.
   Da båden er tømt for fisk, hænger Pedro de tomme kurve på siden af vognen, og João kommer op af båden. Pedro tjekker en sidste gang, om båden er helt sikkert bundet fast. Oscar ved ikke rigtig, hvad han skal.
   "Kan jeg hjælpe med vognen?" spørger han. Han aner ikke, hvad vej de skal eller hvad vej, han selv skal.
   "Vi sælger fiskene på markedet her," siger João. "Du må gerne være med."
   "Men hvor skal du hen?" spørger Pedro.
   Oscar siger det eneste sted, der falder ham ind, nemlig navnet på hotellet: "Convento do Salvador." Det skulle jo være et kloster i 1755. João og Pedro veksler et blik, som Oscar ikke helt kan tyde.
   "Er det der, du skal aflevere et brev?" spørger Pedro. Oscar nikker bare.
   "Jeg skal nok forklare dig vejen, når vi har sat boden op," siger Pedro
   Pedro trækker i den ene side af vognen, João i den anden. Oscar vil gerne hjælpe, men der er ikke plads til to ved en stang. Så han går bare ved siden af vognen og tjekker, at der ikke falder fisk af.
   "Hvor er vi henne?" spørger han João, da de sætter vognen et øjeblik, så Oscar kan overtage og João få en lille pause.
   "Praça da Ribeira," svarer João. "Det er her, alle fiskerne lægger til. På den anden side af den bygning der," peger han, "ligger Terreiro do Paço, hvor de store skibe lægger til, og længere henne kommer der en havn mere, der hedder Ribeira das Naus, hvor de mellemstore både lægger til."
   "Vi kan skilles her," siger Pedro, da han er tilfreds med boden, og alle fiskene ligger klar til at blive solgt.
   "Du skal gå forbi den bygning hen mod Terreiro do Paço," peger Pedro. "Der kan du se et stort palads og nogle andre store bygninger. Men du skal ikke dreje ned på pladsen. I stedet skal du fortsætte, til der kommer en bred lige gade opad og væk fra vandet. Den følger du, til du kommer til Rossio. Så skal du gå i retning af São Jorge," siger han og peger opad mod borgen.
   "Når du kommer lidt højere op, skal du dreje mod højre, og så kan du begynde at spørge efter klosteret. Det er umuligt at forklare dig vejen præcist - vejene i det kvarter bugter sig op og ned, på kryds og tværs. Det er et frygteligt kvarter!"
   Oscar bliver overrasket over den bitterhed, han hører i Pedros stemme. João ser lidt flov ud og prøver at forklare.
   "Der bor mest nykristne i det område," siger han.
   "Nykristne?" spørger Oscar forvirret.
   João ser endnu mere flov ud og svarer lavt: "Ja, dem der er konverteret. Altså jøder." Det sidste hvisker han og rødmer imens.
   Oscar bliver tør i halsen og føler en mærkelig trykken for brystet. Han vidste ikke, at der var jødeforfølgelse i 1700-tallet. Han har kun hørt om det i 2. Verdenskrig.
   "Ja, nu er de jo kristne," afbryder Pedro hans tankestrøm med en brysk stemme. "Men pas på dig selv og dine ting, når du går på gaden. De stjæler med arme og ben. Det samme gælder de sorte. De er faktisk endnu værre!"
   João rødmer igen og er tydeligvis ikke glad for hans fars omtale af de nykristne og sorte, men Oscar vil helst bare afslutte samtalen. Der er vel ingen fare for ham? Han har jo ikke noget, de kan stjæle.
   "Husk din frakke," siger Pedro og smider nærmest frakken i armene på Oscar. Han havde lagt den i vognen med fiskene, og dens lugt vil minde ham om sin nye ven længe efter.
   "Vi skal arbejde nu," siger Pedro og hanker op i vognen igen for at komme hen og finde en god plads. João er nødt til at gøre det samme, men han når trods alt at råbe "Held og lykke," inden de går væk.



Kapitel 8 Convento do Salvador
   Oscar begynder at gå væk fra pladsen. Han går forbi en bygning, der lugter af råt kød, og ind gennem de åbne døre ser han køer og andre dyr hænge i kroge. Der drypper blod ned på de hvide fliser på gulvet. Det er en kæmpestor slagtehal.
   Han går hurtigt videre og kommer snart ind på en lidt større gade. Der er bygninger på begge sider af ham, men i en revne mellem to bygninger på sin venstre side, kan han skæve ned til den store plads, Terreiro do Paço. Den ser meget anderledes ud, end da han var på Lisbon Story Centre, fordi der ikke er nogen fliser at træde på, bare jord. Bygningerne er tre og fire etager høje, næsten lige som i 2022.
   Han går videre, og da han kommer til en forholdsvis stor gade, som ikke er helt så bugtet som de andre, håber han, det er den, der fører ham op til Rossio, så han drejer.
   Han kommer forbi kirker og butikker af forskellige slags. Der er en bager, hvor der dufter dejligt at nybagt brød. Gid han havde penge. Der er også en butik med stof og butikker med flotte krukker og lysestager. Det ligner næsten en almindelig bygade med brosten. Der er mange mennesker, og han er bange for at møde deres blikke. Tænk, hvis de kan se, at han ikke hører til.
   Endelig går han ind på en kæmpestor plads fyldt med boder med alle mulige madvarer. Det må være Rossio. Oscar genkender pladsen, hvor han har været sammen med sine forældre. Cafeerne er her selvfølgelig ikke, men bygningerne ligner faktisk dem, han så for et par dage siden i 2022.
   Han tør ikke blive stående for længe, for han føler, at folk kigger mærkeligt på ham. Så han går videre op ad en lille gade i retning af São Jorge. Den er smallere end i 2022, og husene er lavere. Han minder sig selv om, at han skal gå opad og til højre. Så må han kunne finde klosteret.
   10 minutter senere er han totalt desorienteret og ved ikke, hvad der er højre. Heldigvis får han øje på den store borg, São Jorge, igen. Han begynder at gå opad, men vejen drejer hele tiden, og det går lige så meget ned som op, så han ofte er inde i en smal gade og kun kan se de nærmeste huse. Der er mørkt, som om solen aldrig når ned i de smalle gader, og han fryser om nakken, hvor der ligger sveddråber fra starten af gåturen.
   Der lugter virkelig dårligt over det hele, nærmest som en åben kloak. Han begynder at få kvalme og spekulere på, hvordan han skal få fat i vand.
   Endelig beslutter han sig for at spørge om vej. Han ser en ældre kvinde i hvid nonne-habit med sort slør. Hun kan vel ikke være farlig.
   "Undskyld?" starter han forsigtigt. "Hvor ligger Convento do Salvador? Klosteret?"
   Hun ser mistænksom på ham. "Hvad skal du der?"
   "Jeg leder efter mine forældre," siger Oscar, frem for den første historie om at skulle overdrage nogen et brev.
   "Jeg ved ikke, om vi kan hjælpe dig i klosteret, men vi kan da prøve," siger hun.
   Vi? Oscar fornemmer, at han skal følge efter. "Bor du selv i klosteret?" spørger han, mens han går bagved hende på det smalle fortov.
   "Ja," svarer hun og skæver til ham over skulderen. Oscar troede faktisk, det var et munkekloster, men nonnerne vil forhåbentlig også hjælpe ham.
   "Ja, du undrer dig sikkert over, hvad jeg laver ude på gaden," siger hun. Det gjorde Oscar overhovedet ikke, men mon det vil virke mærkeligt, at han ikke ved noget om nonneliv? Hvorfor bør hun ikke være på gaden?
   "Du har vel et vigtigt ærinde," svarer han og ser på hende med så meget respekt, han kan.
   "Ja," smiler hun, "Vi tilhører den orden, der hedder dominikanere i Salvador Kloster, og vi skal helst isolere os fra omverdenen og bruge vores tid på at bede til Gud, studere og udbrede den rette tro til andre. Vi skal også leve i fattigdom. Men selv for os dominikanere kan det godt blive lidt kedeligt aldrig at komme ud, så jeg var heldig, at priorinden valgte mig til at gå et ærinde. Vi mangler tjenestepiger i øjeblikket, og så er det svært at få klaret det hele."
   Oscar ser på kurven, der hænger på hendes arm. Hun har nok været ude og handle. Kurven er dækket til med et viskestykke, så han kan ikke se, hvad der er i.
   "Måske kunne jeg arbejde for jer?" spørger han forhåbningsfuldt. "Jeg har ikke noget imod at løbe ærinder.
   "Hvor er vi henne nu?" spørger nonnen. Oscar kigger op og ned ad gaden. Den ligner de andre gader, han allerede er gået igennem.
   "Hvad mener du?" spørger han. "Mener du, hvad gaden hedder?"
   "Ved du det?" spørger hun.
   "Nej," siger Oscar tøvende. "Nej, jeg følger jo bare efter dig."
   "Præcis," siger nonnen. "Du kan tydeligvis ikke finde vej, og så kan du ikke løbe ærinder for os." Oscar rødmer.
   "Men måske kunne jeg lave noget andet? Hugge brænde eller ..." Oscar ved faktisk ikke, hvad de laver i et nonnekloster, og hvilke opgaver han kunne stå for. Men han skal jo finde et sted at sove.
   Nonnen kan tydeligvis høre på ham, at han er desperat. "Hør, du kan sove hos os i nat, og så må vi spørge priorinden, om hun kender nogen, der kan ansætte dig. Priorinden er hende, der er leder af klosteret, og hun kender mange indflydelsesrige folk i byen. Jeg hedder for resten Søster Teresa." Hun smiler til han, men giver ikke hånd. Hun vil tydeligvis gerne holde lidt afstand til ham og står stadig foran ham på fortovet, ikke ved siden af.
   "Oscar," siger han og nikker let til hende i stedet for at give hånd.
   Et kvarter efter står de ved klosteret. Facaden ligner stort set den, Oscar kender, men der er en mørk træport som hovedindgang frem for den moderne glasdør, han er vant til.
   De kommer ind i det, der er receptionen i 2022, men rummet har ikke lige så højt til loftet her. De går igennem rummet og ud i den store gårdhave, hvor der normalt er fyldt med caféborde og gæster fra hotellet. Men gårdhaven ser helt anderledes ud end hotellets i 2022.
   Den er i inddelt i små jordlodder, der er beplantet med forskellige urter og grøntsager. I et hjørne går der høns, og de mange jordlodder er adskilt af små stier med småsten. Nogle nonner er i gang med at grave kartofler op.
   "Ja, som du kan se er vi stort set selvforsynende," siger Søster Teresa stolt. "Det er kun mel, mælk og fisk, vi er nødt til at købe på markedet."
   Nonnen fører Oscar igennem gårdhaven og ind i bygningen på den anden side. De går ned ad en lang gang med lukkede døre, indtil hun banker på den sidste.
   "Kom ind," siger en mørk, bestemt kvindestemme. Inde i det lille rum sidder en ældre nonne bag et skrivebord. Der står en lav træbænk i hjørnet med et tæppe på. Mon det er hendes seng? Der er ikke nogen madras. Andre møbler er der ikke. Den eneste pynt er et billede af Jomfru Maria på væggen over skrivebordet og et kors på væggen overfor.
   "Oscar, dette er vores priorinde, Moder Elisa. Det er hende, der bestemmer i klosteret." Oscar bukker hovedet og ved ikke, hvad han skal sige. Hvis priorindens værelse ser sådan ud, hvordan bor resten af nonnerne så? Søster Teresa forklarer situationen til priorinden og går.
   "Så du er blevet væk fra dine forældre," konstaterer Moder Elisa. Oscar nikker.
   "Hvor har du sidst set dem?" Oscar tøver. Det føles helt forkert at lyve for en nonne, men hvad skal han sige?
   "Her... omkring," ender han med, da priorinden ser overrasket på ham ved det første ord.
   "Længere nede af gaden," uddyber Oscar. "Jeg tænkte, de måske havde søgt hjælp her."
   "Er de da også væk?" spørger priorinden, og Oscar kan ikke helt afgøre, om hun er sarkastisk.
   " Nej, de... de leder vel efter mig," siger Oscar, og idet han siger det, går det op for ham, at han faktisk håber, de leder efter ham. Som om de kan redde ham ud af det her. Men hvis de leder, gør de det sikkert i 2022. Måske tror de, han er druknet.
   "Jeg er sikker på, de er meget bekymrede for mig. Det kan da være, de spørger efter mig her, eller måske allerede har været her?" siger han håbefuldt og ser op på hende. Han fornemmer, at han er nødt til at forklare lidt mere. Han må finde på noget.
   "Vi var i byen for at ... øh ... " Oscar tænker, så det knager. Hvad lavede folk i Lissabon, hvis de ikke boede der?
   "Vi skulle købe noget fint stof og krydderier og... Der er mange ting, man ikke kan købe oppe nordpå," prøver han.
   "Hvor var det, du sagde, du kommer fra?" spørger priorinden.
   "O Porto," svarer Oscar hurtigt, glad for at han trods alt har styr på det. Men priorinden ser ikke ud til, at det svar giver mening.
   "Eller faktisk lidt uden for o Porto," fortsætter Oscar. "Helt ude på landet. Vi har slet ingen butikker."
   "Hm." Priorinden er vist ikke helt tilfreds med forklaringen, men spørger heldigvis ikke mere.
   "Der har ikke været et ægtepar og spørge efter en ung mand," siger hun. "Hvad hedder de? Måske hører jeg om dem igennem mine kontakter."
   Oscar ved ikke, hvad han skal svare. Hvis han svarer Lisa og Christian Poulsen, skal han nok komme med en længere forklaring. Og uden navnet kan hun ikke hjælpe ham.
   Oscar prøver at komme i tanke om et almindeligt portugisisk navn. Det eneste, han kan huske, er navnet på damen i informationen i museet om Lissabons historie. Hun havde et lille navneskilt, hvor der stod Catharina Nunes. Derfor svarer han "Mine forældre hedder Catharina og Pedro Nunes."
   "Dem har jeg ikke hørt fra" svarer Moder Elisa. "Til gengæld var her faktisk en midaldrende mand ved navn Tomásio, der spurgte efter, om vi kunne anbefale en ung mand som arbejdsdreng tidligere i dag. Han ville komme igen i morgen."
   Oscar smiler begejstret. "Det er perfekt. Så kan jeg arbejde for ham!" Han tvivler på, at Tom faktisk har et arbejde til ham - han bor vel ikke nogen steder i den her tid. Men han kan da hjælpe. Det skal han bare.
   "Nu er der middagsbøn og derefter frokost," siger Moder Elisa, mens en klokke ringer et sted. "Du kan ikke komme til bøn med os i kirken. Det er kun for nonner og præster, biskopper eller andre af kirkens mænd, når de er på besøg. Du må gå ned i køkkenet."
   Hun trækker i en snor, Oscar ikke har lagt mærke til før. Så åbner hun døren, og få sekunder efter står en sort pige i gangen og ser forventningsfuldt på priorinden. "Du ringede?" Så må det være det, snoren er til.
   "Tak, Isabel. Denne unge mand - Oscar - har søgt ly her, fordi han er fortabt og har mistet sine forældre. Tag ham med ned i køkkenet, giv ham mad og vand og vis ham en ledig celle, han kan sove i i nat."
   Oscar ser medlidenheden i pigens øjne og har lyst til at protestere. Fortabt! Det lyder så voldsomt. Det har han da ikke sagt. Sagde Søster Teresa det?
   Pigen går foran ham videre ned ad gangen. Hun drejer, og de må nu være i en anden af bygningens fire sider. De går ind i køkkenet, og Isabel øser en skål suppe op til ham, og så går de ind i rummet ved siden af, som må være en stor spisesal. Der står lange borde med bænke, og der er ikke andet i rummet. Væggene er lavet af store kampesten.
   Han lader sig taknemmeligt lede hen til et langt bord, og Isabel giver ham en kop vand og suppen. Det er ikke spændende mad, men Oscar har ikke spist længe og er ligeglad - det mætter i hvert fald. Isabel spiser ikke selv.
   "Jeg venter og spiser sammen med nonnerne efter bønnen. Hvordan har du mistet dine forældre?" Det direkte spørgsmål kommer bag på Oscar, og han er glad for at have mad i munden, så han ikke behøver at svare med det samme.
   "De blev bare væk fra mig," siger han. "Pludselig var de der ikke længere." Det føles som en dum forklaring, men det er jo sandt.
   "Bor I langt herfra?", fortsætter Isabel.
   "Ja, ude på landet i nærheden af o Porto." Oscar er glad for, at han har styr på den historie nu.
   "Så kan jeg godt forstå, du har svært ved at klare dig her i storbyen," svarer Isabel. Oscar ved ikke, hvad han skal svare, men hun fortsætter heldigvis selv med at tale.
   "Jeg er også blevet væk fra mine forældre," siger hun alvorligt og ser meget direkte på Oscar. Han rødmer.
   "Hvordan?" spørger han og prøver at møde Isabels blik i de mørkebrune øjne.
   "Slavehandleren tog mig væk fra dem. Han solgte mig her til klosteret og dem til nogle rige mennesker, men jeg ved ikke hvem," siger hun.
   Oscar stivner. "Slavehandleren?"
   "Ja, du kan vel se på mig, at jeg er slave," siger Isabel roligt. "Jeg er jo helt sort. Min familie er oprindeligt fra Afrika, men jeg er født her."
   "Men... er det ikke muligt at blive fri igen?" Oscar ved ikke, hvad han ellers skal spørge om. Han tænker, så det knager. Hvornår blev slaveriet ophævet? Han har hørt om det i historie i forbindelse med den amerikanske borgerkrig. Og det var vist noget senere end 1755.
   "Jo, der er nogen, som bliver købt fri eller tjener penge til at købe sig selv fri." Oscar ser overrasket på hende. "Der er nogle, der ser slaveri som forkert, i hvert fald her i klosteret. Men det hjælper mig ikke lige nu med at finde mine forældre."
   Oscar ved slet ikke, hvad han skal sige, så han fremstammer bare "Vil nonnerne så købe dig fri?"
   Isabel ryster på hovedet. "Jeg ved det ikke. Jeg har været her et halvt år, og de behandler mig fint. De behandler mig som enhver anden tjenestepige. Men de mangler tjenestepiger. Jeg tror ikke, de vil lade mig gå. De vil redde mig med deres religion i stedet."
   Oscar kan se på Isabel, at hun ikke er tilfreds med dette. "Hvorfor?" spørger Oscar bare.
   "Det er en vigtig del af deres tro her hos dominikanerne," forklarer hun. "De skal sørge for, at andre finder den rette tro. Og fordi jeg kommer fra Afrika, går de ud fra, at min tro er forkert." Det sidste siger hun med en vis bitterhed.
   "Hvis du ikke havde været her, skulle jeg også sidde til middagsbøn sammen med dem nu," forklarer hun. "Alle tjenestepigerne skal med. Nogle gange brænder maden på, mens vi alle sammen er i kirke, men de vil hellere redde vores sjæl end maden."
   "Tror du på... øh." Oscar er ikke helt sikker på, hvordan han skal spørge. Kan han kalde det den katolske tro?
   "Jeg tror på den kristne Gud, men ikke sådan som de gør," svarer Isabel. "Nogen af dem er nærmest skøre. De spiser ingenting i dagevis, sover uden madras, enkelte pisker endda sig selv ..."
   Oscar glipper med øjnene. "Men hvorfor?"
   "Ja, det er ikke dem alle sammen, men nogle af dem straffer sig selv. Du så priorinden. Hun siger ikke, de skal. Men hvis de har gjort noget forkert, fortæller hun dem, at Gud vil sætte pris på, at de straffer sig selv for det." Inden Oscar når at svare, hører de trin i nærheden.
   "De kommer tilbage! Sig ikke til nogen, at jeg har snakket med dig!" Isabel skynder sig ud, og han kan høre hende gå tilbage til køkkenet.
   Da nonnerne begynder at komme ind i spisesalen, begynder hun og nogle andre piger i normalt tøj, der også må være tjenestepiger, at fordele skåle med suppe rundt på bordene.
   Frokosten foregår i total stilhed. Oscar har aldrig før oplevet så mange mennesker være så stille. Her må være tæt på 100 kvinder. Indimellem er der nogen, især de lidt yngre, der skæver til ham, som om de ikke har set en dreng meget længe. Og det har de vel heller ikke, hvis de ikke må gå ud. Men ingen af dem møder hans blik. Alle ser ned i bordet, hvis han ser på dem. Han forstår godt, hvis den snaksalige Isabel har det lidt svært med det.
   Efter frokosten går Søster Teresa diskret hen til Oscar og siger, at hun er glad for, han har fået lov at blive i nat, og Isabel vil vise ham hans celle. Da han endelig ikke må snakke med nogen af nonnerne, foreslår hun ham, at han bare bliver i cellen resten af dagen og tænker over Guds mening med denne prøvelse. Han kan låne en Bibel eller en samling af vers, hvis han kan læse?
   Oscar er så rystet ved tanken om at skulle sidde isoleret i en mørk celle resten af dagen, at han bare nikker svagt. Han ved ikke, om han kan læse deres bøger, men der er næppe nogen, det vil komme og tjekke, om han læser ordentligt.
   "Må jeg gå ud i gården, hvis jeg får brug for at strække benene?" får han spurgt.
   Søster Teresa kigger på ham med let hævede øjenbryn, men siger til sidst, at det må han, når nonnerne er til fælles eftermiddagsbøn og aftenbøn. Han vil vide, det er tid, når klokken ringer i længere tid. Hvis den kun ringer en gang, er det tid til individuel bøn og fordybelse, og det kan nonnerne godt vælge at gøre i gårdhaven, så der må han endelig ikke gå ud og forstyrre dem.
   Isabel følger ham ud af køkkenet og videre langs gangen. De går ud gennem en dør og står i gårdhaven i den modsatte ende af, hvor han kom ind tidligere. Isabel går skråt over gårdhaven og åbner en dør i den fjerde bygning med et lille vindue med gitter for øverst i døren. Hun træder ind, Oscar følger efter, og da Isabel har tjekket, at der ikke er nogen i nærheden i gårdhaven, begynder hun at hviske i et hæsblæsende tempo.
   "Tæl dørene, hvis du går ud i gårdhaven, så du kan finde cellen igen. Du må under ingen omstændigheder komme til at gå ind til en af nonnerne. De er meget private! Jeg kommer med en bakke kl 6 med aftensmad. Jeg prøver at finde et lys til dig, men brug det med omtanke. Her bliver meget mørkt."
   Oscar ser sig om, og der er allerede halvmørkt i cellen, selv om det er tidlig eftermiddag, og solen først går ned efter kl 6.
   "Jeg kommer igen," hvisker hun og forsvinder.
   Oscar ser ind i væggen. Så undersøger han sengen. Her er faktisk en slags tynd madras og et tæppe, han kan have over sig, men måske bliver det koldt alligevel. Han er glad for, han har sin frakke - og at han ikke skal sove på gaden, selvfølgelig. Men det er mildest talt ikke et hyggeligt rum.
   Tiden går uendeligt langsomt, men reelt ved han jo ikke, hvor længe, der er gået. Han har ikke ur på, fordi han tog det af, da han skulle bade i havet. Så hører han skridt lige foran døren, og Søster Teresa kommer ind med en Bibel og en tynd bog med vers.
   "Den her bog vil virkelig inspirere dig i din situation," siger hun. "Den er skrevet af en nonne, som boede her det meste af sit voksenliv, men hun havde oplevet mange prøvelser, inden hun kom her."
   Søster Teresa går igen, og Oscar ser på bogen med vers. Den er skrevet med gammeldags, snørklede bogstaver, og han opgiver hurtigt at læse den, men han kan godt lide tanken om, at den er skrevet af en person her i klosteret. Hun kunne have siddet lige her i denne celle og tænkt på, hvad hun ville skrive. Tanken giver ham håb.