0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 27-30 SLUT
Kapitel 27 Branden · Da de kommer op til São Roque kan de se, at kl... [...]
Romaner · historisk, naturkatastrofer, personlig udvikling
2 måneder, 9 dage siden
0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 24-26
Kapitel 24 Rossio · Oscar leder febrilsk efter Isabel. Han skubber ... [...]
Romaner · historisk, slaveri, naturkatastrofer
2 måneder, 11 dage siden
0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 21-23
Kapitel 21 Oliveiras' gods · "Kom nu, Oscar." · Oscar halser efter Is... [...]
Romaner · historisk, identitet, slaveri
2 måneder, 18 dage siden
0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 17-20
Kapitel 17 Sandheden · De går langsomt gennem Graça og Alfama hen t... [...]
Romaner · identitet, historisk roman, slaveri
3 måneder, 1 dag siden
0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 13-16
Kapitel 13 Broder Miguel · Oscar var kommet sent hjem efter turen m... [...]
Romaner · historisk roman, identitet, slaveri
3 måneder, 5 dage siden
0Vesterbrogade - Del 5
Louise · Det er søndag, og vi har tømmermænd. Mit hoved gør så ondt... [...]
Romaner · parforhold, psykologisk krimi
3 måneder, 14 dage siden
0Vesterbrogade - Del 4
Erling · Vi holder bestyrelsesmøde for ejerforeningen i min lejligh... [...]
Romaner · parforhold, psykologisk krimi
3 måneder, 20 dage siden
0Vesterbrogade - Del 3
Camilla · Det er en uge siden nytårsaften. Jeg har ikke set Mikael,... [...]
Romaner · samliv, parforhold
3 måneder, 26 dage siden
0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 9-12
Kapitel 9 Mareridt · Oscar ligger i sin celle i klosteret og sover.... [...]
Romaner · historisk roman, identitet, slaveri
3 måneder, 29 dage siden
0Vesterbrogade - Del 2
Mikael · Louise er helt hysterisk, da jeg kommer hjem fra arbejde. ... [...]
Romaner · parforhold
4 måneder, 4 dage siden
0Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 5-8
Kapitel 5 Den 17. oktober · Oscar går op af havet og op på stranden... [...]
Romaner · identitet, historisk roman
4 måneder, 5 dage siden
2Jordskælvet i Lissabon - Kapitel 1-4
Kapitel 1 Ankomst · De søger febrilsk efter kufferterne på bagagebå... [...]
Romaner · identitet, historisk roman, naturkatastrofer
4 måneder, 10 dage siden
0Vesterbrogade - Del 1
Louise · Måske skulle vi aldrig være flyttet sammen. Så var intet a... [...]
Romaner · parforhold
4 måneder, 11 dage siden

Puls: 14,5

Publiceret: 5
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Anne Alves (f. 1975)

Mikael

   Louise er helt hysterisk, da jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg havde forventet, at vi måske ville skændes lidt om bandet og klagen fra underboen i går. Men nu er hun pludselig overbevist om, at der har været nogen i lejligheden, mens hun var alene hjemme. Hun bliver ved med at udspørge mig om de sekunder, hvor jeg er gået ud ad hoveddøren om morgenen og har låst efter mig.
   "Så du nogen i opgangen?" spørger hun for tredje gang. "Kiggede du overhovedet op, eller så du hele tiden ned på den del af trappen, der fører til 2.sal? Der kunne jo have stået nogen henne ved trappetrinene til 4.sal, som kunne have sneget sig ind, mens du ledte efter din nøgle. Jeg ved, du altid står og fumler efter den i flere minutter, efter du er gået ud i opgangen. Kunne underboen have været herinde?"
   Det er svært at svare på alle de urimeligheder på en gang, men jeg bider dog mærke i, at underboen stadig spøger i hendes vilde fantasi, så det er nok optrinnet med ham, der plager hende.
   "Hvad lavede du, da du følte denne person?" spørger jeg i stedet for at svare. "Hvordan skulle vedkommende pludselig bare være der?"
   Hun havde selvfølgelig set "Buffy" med dynen i sofaen, som hun altid gør, når hun er syg. Hun er den mest 90'er-nostalgiske person, jeg kender.
   "Har du nu set "Buffy" igen? Du ved godt, du altid bliver så utryg af at se på alt den vold. Som om du selv skal ud at banke nogen. Din krop går i alarmberedskab. Og det er også svært at se den ordentligt i dagslys, fordi den er filmet i 90'erne og er alt for mørk. Du skulle hellere have set videre på den der "Bridgerton", så du var i godt humør, da jeg kom hjem."
   Hun ser på mig med noget, der nærmest ligner had i blikket. Der er en skarphed i de lyseblå øjne, som ellers sjældent kommer frem.
   "Jeg følte en hånd på min skulder. Der var nogen! Seriøst! Du tager mig aldrig alvorligt!" Hendes stemme knækker over på det sidste ord, og hun begynder at hulke.
   Jeg elsker, når Louise græder. Det er sundt at komme ud med sine følelser, og det har hun ikke altid været så god til. Da jeg mødte hende, syntes jeg, at hun var den sejeste 17-årige, indtil det gik op for mig, at hun bare var enormt god til at undertrykke sine følelser. Og det var mit job at finde dem frem og få dem op til overfladen, så hun kunne lære at tackle dem og snakke om det, det gik hende på. Med mig.
   "Jeg kan godt forstå, du blev bange," siger jeg beroligende og holder hende tæt ind til mig. Jeg kan mærke hendes hjerte banke. Det sænker farten, og jeg klapper hende på håret.
   "Hvor stod du henne, da du mærkede hånden?" Vi står stadig ude i gangen, hvor hun overfaldt mig med sine spørgsmål, da jeg kom hjem fra arbejde, men nu trækker hun mig med ind i stuen og ind i hjørnet ved siden af spisebordet, ved siden af den blændede dør mellem stuen og soveværelset.
   "Her." Hun stiller sig tæt op ad ydervæggen.
   "Hvorfor stod du der?" spørger jeg for at vise, at jeg prøver at afdække alle detaljer ved sagen.
   "Jeg gemte mig. Jeg kunne mærke nogen kigge på mig og tænkte, at det måske var nogen på den anden side af gade," forklarer hun. Det giver god mening.
   "Men hvis du havde tjekket hele lejligheden, hvordan skulle nogen så kunne liste sig ind på dig her i hjørnet?" Jeg tænker mig lidt om og fortsætter: "Stod døren til altanen åben?"
   "Nej, da." Louise stirrer på mig, som om det er et helt skørt spørgsmål. "Du ved da, jeg aldrig åbner altandøren, medmindre det er ekstremt varmt, og det er det jo ikke her i december måned."
   Her bør jeg nok indskyde, at Louise også er bange for altanen. Jeg kan godt se, at det måske får hende til at virke lidt ustabil, men det er hun faktisk ikke. Eller, ikke mere end så mange andre piger.
   "Og jeg havde ikke trukket persiennerne ned, så jeg kunne tydeligt se, at der ikke stod nogen på altanen."
   Jeg skal styre mig for ikke at spørge, hvordan i al verden hun kunne se "Buffy", hvis hun ikke engang havde trukket persiennerne ned for sollyset, men det er selvfølgelig ikke det, vi snakker om nu.
   "Men hvor skulle personen så være kommet fra?" spørger jeg, åben for at høre, hvad hun egentlig har forestillet sig.
   "Derfra," svarer Louise og peger på den blændede dør. "Jeg følte helt tydeligt, at personen kom derfra."


Hr. Neberlund

   Du har følt min tilstedeværelse. Mærket min hånd på din skulder. Mit bryst svulmer af glæde. Det skal nok lykkes en dag. Jeg er på vej ind til dig. Jeg kommer, Louise. Jeg kommer snart.


Camilla

   Det er nytårsaften, og naboen holder fest.
   Jeg kan høre dem danse, høre den skarpe lyd af damernes højhælede sko i gulvet og den mudrede lyd af mange, der taler på samme tid hen over musikken. Det er helt OK. Det er jo nytårsaften. Klokken nærmer sig midnat. De kommer til at gøre rent hele dagen i morgen, men det må de selv om. Alle de sko, der træder rundt i spildte drinks. Det er ikke mit problem.
   Så bliver snakken og musikken mærkbart højere. De må have åbnet døren til altanen for at få lidt frisk luft ind. Jeg håber sørme ikke for dem, at de ryger derinde. Det er umuligt at få lugten væk igen.
   Nu kan jeg tydeligt høre folk tale sammen. Lyden er noget højere end musikken. Jeg ser forskrækket ud ad vinduet. De er gået ud på altanen! Er de da vanvittige? Altanen kan jo falde ned, hvis der er mere end 50 kilo på den. Den må kun bruges til potteplanter, indtil vi har fået renoveret facaden og pillet alle altanerne ned og erstattet dem med franske altaner. Det ved de da godt. Hende blondinen derinde var da med til sidste møde i ejerforeningen.
   Jeg skynder mig ind og banker på for at advare dem. Tænk hvis Mikael står derude. Han kan jo ikke gøre for, at hans kæreste åbenbart ikke har fortalt ham, at det er livsfarligt at bruge altanen. Den nydelige, intelligente mand. Hvis der skulle ske ham noget...
   Jeg trækker vejret i små stød, mens jeg venter på, at de åbner døren. Bare jeg ikke hyperventilerer. Det har man hørt om før.
   Jeg banker igen, men de kan vist ikke høre det over musikken. Klokken er meget tæt på midnat nu.
   Det her er en undtagelsessituation, så jeg synes, det er rimeligt at gå ind uden at vente længere. Der er ret mørkt i gangen, som kun er oplyst af en lyskæde fra Ikea, der er smidt ovenpå en billig, vakkelvorn bogreol, også fra Ikea. Af en eller anden grund er døren ind til rummet, hvor musikken kommer fra, lukket. Jeg må indrømme, at jeg føler mig mere påtrængende, fordi jeg er nødt til at åbne endnu en dør uden at være inviteret, men der er ikke andet for.
   Da jeg træder ind i ad døren, befinder jeg mig i stuen, som også er halvmørk og oplyst af lyskæder fra Ikea. Vi har virkelig ikke samme smag i indretning, det må jeg bare erkende. Hvor jeg har klassiske loftslamper og ny, original kunst hængende på væggene, har Mikael og blondinen indrammede plakater af klassikere, der ikke engang er særlig gode. Klint, hmf. Jeg genkender også en La Poire og en Van Gogh. Blondinen har tydeligvis ingen originalitet. Det ligner et kollegieværelse.
   Her er virkelig mange mennesker, og som frygtet er der faktisk nogen, der ryger. Enkelte drejer hovedet og ser undrende på mig, men de fleste danser videre eller ser på tv-skærmen, som viser Rådhuspladsen og rådhusuret, der er to minutter fra midnat.
   Møjsommeligt baner jeg mig igennem menneskemængden, og da jeg vurderer, at de vil kunne høre mig ude på altanen, råber jeg:
   "Kom ind fra den altan! Den kan falde ned hvert øjeblik, det skal være. I er alle i store fare!"
   Gæsterne ser undrende på mig, men tripper da ind i stuen. Kun Mikael står tilbage derude med en flaske champagne i hånden.
   "Hej, nabo," smiler han på den charmerende måde, han altid hilser på mig, når vi mødes i opgangen. "Vil du skåle godt nytår med os?"
   "Ikke derude," svarer jeg, så roligt jeg kan. "Har din..." Af en eller anden grund kan jeg ikke få ordet "kæreste" over mine læber. Jeg skæver ud til siden og ser hendes stå lidt inde i stuen, sur som altid.
   "Har hun ikke sagt, at vi ikke kan bruge altanerne? De kan falde ned. Det er altså livsfarligt."
   "Joh, det har hun faktisk sagt." Langsomt som en kat på fuglejagt sniger Mikael sig ind fra altanen og ind i stuen, til han står helt tæt på mig. Jeg kan dufte hans cologne.
   "Men vi lever jo kun en gang, og der er en fantastisk udsigt derude, som ville være perfekt, når fyrværkeriet starter om lidt."
   Jeg kan ikke være vred på ham. Han er så spontan og fuld af gejst. Inden jeg får svaret, stikker Blondinen et champagneglas i hånden på mig og siger "Godt nytår."
   Så begynder alle at tælle ned sammen med rådhusurets slag, og Mikael lader champagneproppen poppe. Det bobler over med skummende champagne, og jeg holder som den første mit glas hen til flasken for at fange de dyrebare dråber. Den næste er Blondinen, og så går flasken rundt mellem de andre gæster, mens Mikael åbner en flaske mere som den perfekte vært, han er.
   Han og et par af hans venner står i døren til altanen, hvor der stadig er et flot kig til nattehimlen, og et øjeblik efter begynder raketterne at eksplodere i alle regnbuens farver. Jeg føler mig som et barn, der nyder synet af raketterne uden en eneste bekymring. Tænk at starte året med at være til fest hos Mikael. Det lover godt for 2023.


Louise

   Jeg kan simpelthen ikke forstå, at du gik ud på altanen og endda inviterede så mange gæster med derud, når du VED, at den kan falde ned. Jeg var lige ved at blive helt hysterisk og ødelægge aftenen, da naboen - Camilla - heldigvis kom og med meget større myndighed end mig fik folk ind i stuen igen. Selv du gav efter til sidst.
   Forhåbentlig kunne hun aflæse min lettelse i mit ansigtsudtryk, da jeg gav hende et champagneglas og ønskede hende godt nytår, men jeg ville ikke sige mere for ikke at være illoyal overfor dig.
   Bagefter blev hun hængende til festen. Hun er faktisk meget sød og hjælpsom. Fx hjalp hun med at finde askebægre frem til folk, der røg, og hun tørrede også noget champagne op fra gulvet, selv om hun ikke selv havde spildt det. I dag er hun her så igen.
   "Jeg ville bare se, om du skulle have hjælp til at gøre rent efter festen i går," siger hun smilende, da jeg åbner døren for hende. "Jeg var jo selv med til festen."
   Jeg bliver så overrasket, at jeg ikke protesterer. Det nager mig lidt, at hun siger "du" i stedet for "I". Man må vel forvente, at både vi begge to er i gang med at gøre rent efter festen. Men hun har jo ret - det er kun mig, der gør rent. Du har taget opvasken med alle de fine glas, der ikke kan gå i opvaskemaskinen, og det var da også et stort arbejde. Nu har du trukket dig tilbage til soveværelset, hvor du sidder og klemter på din guitar.
   "Det var da sødt af dig," siger jeg derfor bare og lader hende komme med ind i stuen, hvor jeg er næsten færdig med at feje serpentiner, aske, chips og andet godt fra aftenen før sammen og smide det ud i en sort affaldssæk.
   "Ja, jeg ved hvor hårdt det er at gøre så meget rent," smiler Camilla til mig med et varmt glimt i øjet, "og det er jo rarest at få det overstået hurtigt. Det var ellers en sjov fest."
   Jeg prøver at komme i tanke om, hvor længe hun egentlig blev til festen. For mig stoppede festen, da jeg tiggede dig om ikke at bruge altanen, fordi den kan falde ned hvert øjeblik, og du svarede med et "Chillax," og et muntert smil. Som om det var mig, der var gal på den.
   Resten af aftenen havde bare handlet om at holde facaden og holde øje med, at folk ikke gik ud på altanen igen. Jeg havde kun set Camilla som en slags med-politibetjent, der hjalp mig med min mission, ikke som en gæst, der selv kunne have det sjovt. Men nu hvor jeg tænker efter, havde hun måske danset med dig og Benny?
   "Ja, det var hyggeligt, at du ville være med. Kunne du lide musikken?" spørger jeg i et forsøg på at fiske efter, om hun havde danset.
   "Ja, jeg har tit tænkt på, at jeg har samme musiksmag som dig og Mikael," svarer hun, stadig smilende. "Jeg kan jo høre jeres musik gennem væggen nogle gange. Her er ikke så godt isoleret."
   Jeg rødmer. Selvfølgelig kan hun det. Jeg havde håbet, at køkkenet og badeværelset blokerer lyden, så det ikke kommer ind til hende, når bandet øver her i soveværelset, men det er selvfølgelig naivt af mig. Selvfølgelig kan hun høre det.
   "Der er ikke så mange, der hører Morrisey længere," fortsætter Camilla, "men jeg har altid været stor fan."
   Jeg ser på undrende på hende. Mon du ved, at du har en ven så tæt på dig, der gerne vil sidde og sukke over Morrissey, mens jeg hører The Weeknd? Du siger endda altid, at jeg er nostalgisk efter 90'erne, mens din kærlighed til Morrissey åbenbart er helt nutidig og aktuel.
   "Jeg er bange for, det mest var mig, der valgte dansemusikken i går," svarer jeg bare. "Jeg tænkte, at Morrissey egner sig bedre til en hyggelig middag med en god snak end til at hoppe rundt på dansegulvet."
   "Ahr, der fik vist sneget sig et enkelt nummer eller to ind," siger hun, "men ellers har du selvfølgelig ret. Morrissey kræver mere fordybelse." Det sidste siger hun med et henført ansigtsudtryk.
   Jeg prøver at få os tilbage til rengøringen: "Vil du helst vaske gulv eller tørre andre overflader af med en våd klud?" spørger jeg. "Og endnu en gang tak, fordi du hjælper."
   "Det manglede da bare. Jeg kan tage andre overflader. Skal jeg starte inde i soveværelset?" Inden jeg får svaret, går hun selv ud i køkkenet, og jeg kan høre hende rode under køkkenvasken efter spand og rengøringsmiddel.
   Jeg går efter hende for at vise hende den lille spand, så jeg selv kan tage den store til gulvet, men det har hun heldigvis gennemskuet.
   "Så er jeg klar," siger hun med et stort smil, hvorefter hun braser ind i soveværelset til dig uden at banke på.
   Du kigger overrasket op fra guitaren og ser Camilla i døren, mens jeg står skråt bagved hende med et undskyldende ansigtsudtryk. Jeg banker altid på, inden jeg går ind til dig. Det er da bare almindelig høflighed. Du har lov at sidde i dine egne tanker i dit eget hjem uden at blive forstyrret.
   "Er du ved at skrive en ny sang?", spørger Camilla nysgerrigt. "Du kan bare sætte dig over på sengen og spille videre, så kan jeg sagtens komme til. Tag dig ikke af mig."
   Du er tydeligt rystet, men ikke mere end at du kan beskytte dine kæreste ejendele.
   "Du må endelig ikke tørre musikudstyret af," siger du. "Det kan ikke tåle vand."
   "Nej, det er klart," svarer Camilla, stadig upåvirket af det mærkelige ved at brase ind i en fremmed mands soveværelse uden at banke på.
   "Jeg tjekker bare lige, om der er mærker efter fedtede glas her på reolen." Hun peger på reolen med musikudstyret. Du får nervøse trækninger i ansigtet, og da Camilla vender sig mod reolen, så hun ikke kan se dit ansigt, vrider du nærmest ansigtet af led for at signalere undren og få-hende-ud-herfra til mig. Men hvad kan jeg gøre? Så jeg går ud i køkkenet, fylder gulvspanden og går ind i stuen og går i gang. Du må klare dig selv.


Mikael

   Naboen er ved at gøre rent i mit soveværelse. Det giver ingen mening. Her er ikke engang beskidt. Jeg ved godt, vi holdt fest i går, men der var da ikke særlig mange gæster herinde, og hvad så, hvis nogle af dem har sat et glas hist og pist. Jeg kan da tørre det af de næste par uger, efterhånden som jeg får øje på mærkerne.
   "Måske skulle du starte i vindueskarmen," prøver jeg. "Der er i hvert fald plads til at stille sit glas, og der er sikkert nogen, som har stået og set ud ad vinduet på fyrværkeriet."
   Der kan hun da ikke gøre nogen skade. Men hun er ikke nem at distrahere fra sit mål.
   "Jeg gør lige færdigt herovre først," svarer hun upåvirket og fortsætter med at tørre reolen af. Foreløbig går hun fint udenom mit udstyr, men man ved jo aldrig.
   "Har du hørt Morrisseys album I Am Not a Dog on a Chain?" spørger hun ud af det blå.
   "Ja, selvfølgelig. Det har jo været ude siden 2020, og jeg har ikke været forvist til månen eller på anden måde været udenfor musikverdenens rækkevidde."
   Jeg ved godt selv, det kan lyde lidt arrogant, men helt ærligt, hvem har ikke hørt Morrisseys album fra 2020? Jeg er så træt af folk, der spørger, som om det er noget nyt.
   "Nå, ja, jeg synes bare mest, jeg har hørt hans gamle sange herinde fra," svarer hun udglattende. "Nu bliver det spændende, om der er et pladeselskab, som vil udgive Without Music the World Dies."
   Jeg stirrer imponeret på hende. Det er kun ægte fans, der ved, at Morrissey har annonceret et album med den titel i 2023, selv om han ikke har optaget det endnu og ikke har noget pladeselskab. Det er den slags, der gør, at jeg virkelig kan identificere mig med ham.
   "Jeg har faktisk en bootleg koncertoptagelse af The Night Pop Dropped på en brændt CD inde hos mig," siger hun nu, som om det er noget helt naturligt. "Ja, det er en sang fra Without Music the World Dies, som Morriseey spillede her i december til en lille koncert i Manchester".
   Jeg er målløs. Det er meget sjældent, det sker, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige, så stort er det. Jeg kan ikke engang bebrejde hende, at hun forklarer, hvad sangen er, selv om det kunne virke lidt arrogant. En Morrissey-sang, som stort set ingen andre har hørt endnu. Hvordan kan vores kedelige nabo med musefarvet, opsat hår og briller have den liggende på en brændt CD?
   "Ja, det gælder om at have de rigtige venner," fortsætter hun uanfægtet, som om hun ikke ved, hvor vildt det er. Men et lille smil i mundvigen afslører, at hun godt ved, jeg synes, det er stort.
   "Du må gerne komme ind til mig og høre den," siger hun og viser dermed, at min iver ikke er gået upåagtet hen.
   "Det vil jeg gerne!" Jeg forsøger at springe op fra sengen, men det bliver nærmere et klodset rul hen mod gulvet, og så lander jeg på fødderne.
   "Rolig nu, jeg skal lige være færdig her," smiler hun og bevæger sig over til væggen for at tage vindueskarmene. Hun læner sig ind over sengen for at nå vindueskarmen der, og jeg mærker hendes krop gnide sig op af min på vejen. Forlegent springer jeg til siden, væk fra sengen.
   "Du må sige, hvis jeg står i vejen," siger jeg og går længere væk fra hende. "Jeg siger lige til Louise, at vi går ind til dig. Jeg er sikker på, hun gerne vil høre sangen."
   "Åh, hun virkede nu ikke som den store fan, da vi snakkede om Morrissey tidligere, " svarer Camilla. "Og hun vil vel også benytte sig af, at du ikke er herinde, så hun kan få vasket gulvet."
   Jeg ser ned på trægulvet. Det er lakeret, så vi har altid nemt ved at få det rent efter fester, og der er ikke så sort herinde som i stuen.
   "Det haster vel ikke," svarer jeg og når næsten ud ad døren.
   "Jo, det er jeg sikker på, det gør," svarer Camilla med noget, der lyder som forargelse. "Det skal da tages med det samme. Hun skal vel også på arbejde i morgen."
   Hun betragter det åbenbart som afgjort og går i gang med vindueskarmen ved siden af, over skrivebordet. Jeg undrer mig kort over, hvorfor hun ikke bare startede med den i stedet for at skubbe til mig før, men skubber det fra mig. Jeg er sikker på, hun ved, hvad hun gør.
   "OK, så øh... så lad os gå," siger jeg og går alligevel ind til Louise.
   "Louise? Vi går lige indtil Camilla. Hun har simpelthen en bootleg koncertoptagelse af The Night Pop Dropped af Morrissey. Er det ikke vildt?!" Jeg ser spændt på Louises ryg og glæder mig som altid over hendes faste bagdel.
   "Mhm," svarer hun bare, mens hun skrubber videre på gulvet. Kvinder bliver åbenbart meget optaget af rengøring.
   Inde hos Camilla spørger hun mig, om jeg vil have et glas vin. Klokken er tre om eftermiddagen, og jeg har tømmermænd, så det vil jeg faktisk helst undgå.
   "Øl?" Hun smiler til mig og har hentet to kolde øl og en skål chips, inden jeg kan protestere. Chipsene er lige, hvad jeg har brug for, og så glider øllen vel ned.
   Vi sidder i sofaen ved siden af hinanden. Hun sidder faktisk lidt tæt på mig, men måske er hun bare en af dem, der ikke kan mærke den der usynlige grænse ca en meter rundt om andre mennesker. Jeg kommer til at kigge på hendes strømpebuks-beklædte ben, der stikker ud under en blå nederdel. Det er da egentlig et sjovt valg i januar med vores utætte facade, og heller ikke det mest oplagte tøj at gøre rent i. Men man kan ikke sige, hun er vulgær eller noget. Nederdelen stopper omkring knæene. Det er som sagt bare et lidt sjovt valg.
   "Hvad vil du høre?" Hun ser forventningsfuldt på mig, og jeg ser undrende tilbage på hende. Jeg vil da høre Morrisseys nye, hemmelige sang. Det er derfor, jeg er her.
   "Ja, jeg vil da gerne høre Morrissey," griner jeg lidt forlegent.
   "OK, jeg tænkte bare, at vi måske skulle varme op med noget andet," svarer hun og rejser sig og går hen til stereoanlægget. "Så sætter jeg den på nu, og så kan vi høre I Am Not a Dog on a Chain bagefter for at sammenligne."
   Jeg håber, hun mener singlen, ikke albummet, men det kommer nok til at tage mig mere end ét nummer at drikke den øl. Det her kan godt blive akavet.
   Sangen er fantastisk. Den er selvfølgelig optaget i dårlig kvalitet, og jeg er aldrig så vild med live-udgaver, men man kan stadigvæk hører, at den holder. Jeg nikker med og lader mig røre så meget af Morrisseys stemme og univers, at jeg bliver helt overrasket, da Camilla afbryder mine tanker efter sangen.
   "Hvad synes du?" Hun smiler forventningsfuldt til mig. Jeg kommer med en længere analyse, der er ret genial, hvis jeg skal sige det selv. Jeg kommer både ind på brugen af guitarbroer og metaforer i sangen og er selv så optaget af at klargøre mine tanker for mig selv og hende, at jeg for sent opdager hendes hånd på min brystkasse.
   Hun sidder lænet lidt ind over mig, og hendes lår er gledet fra hinanden, fordi benet tættest på mig er bøjet, mens det andet er strakt ud. Næsten som om ballen på det strakte ben er ved at lette fra sofaen. Næsten som om hun er på vej over på skødet af mig.
   Jeg rejser mig så hurtigt, at jeg kommer til at skubbe til min øl på sofabordet. Det viser sig at være en virkelig effektiv afledningsmanøvre. Hendes ansigtsudtryk skifter øjeblikkeligt fra henført til målrettet, og hun styrter ud i køkkenet efter en klud. Jeg ser mit snit til at smutte.
   "Det var virkelig hyggeligt, men jeg må hellere gå ind og se, om jeg skal hjælpe mere med oprydningen," råber jeg efter hende ude i gangen, inden jeg går ud i trappeopgangen og ind ad min egen dør, ind i sikkerhed hos Louise.


Louise

   Du kommer styrtende ind i lejligheden og ser helt forkert ud i hovedet.
   "Louise," siger du forpustet. "Er hun efter mig?"
   Jeg ser forvirret på dig. Du kan næsten kun mene Camilla, men hvorfor i alverden skulle hun være efter dig?
   "Hun... hun lagde an på mig." Du ser på mig med dine store, uskyldige blå øjne, før de lange øjenvipper dækker dem et kort sekund, et øjeblik.
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare til det. Hvorfor i alverden skulle hun dog det? Jeg kan godt selv lide dig, men jeg tror ikke, du er lækker, objektivt set. Jeg kan ikke rigtig bedømme det længere. Du er jo MIN Mikael. Da jeg mødte dig, skulle jeg vist lige vænne mig til dig. Frem for lækker er du mere sådan en type, man lægger mærke til. På den anden side er Morrissey måske heller ikke objektivt lækker eller nogen fantastisk sanger, og ham er masser af kvinder jo vilde med. Bl.a. Camilla.
   "Hvad gjorde hun?" Jeg fører dig ind i sofaen, sikkert hen over det nyvaskede gulv.
   "Hun sad sådan her." Du demonstrerer ved at læne dig ind over mig og lægge hånden på mit bryst. Jeg kommer til at fnise.
   "Det er ikke sjovt! Jeg følte det som et overgreb." Du ser bebrejdende på mig.
   "Undskyld, det var bare... Du har trods alt ikke bryster, hun kan gramse på," prøver jeg at forklare.
   "Jeg har faktisk meget følsomme brystvorter. Det er diskriminerende at antyde, at det er mindre seksuelt at tage en mand på brystet end en kvinde."
   OK, så vi skal virkelig have den her samtale. Du mener det alvorligt.
   "Rørte hun dig direkte på brystvorten, eller..." Jeg prøver virkelig at holde ansigtet i stramme, alvorlige folder, men hele situationen virker så absurd. Camilla er sikkert ikke meget ældre end mig selv, men hun ligner nogens tante. Hun ligner en, der hjælper andre - jeg tror endda, hun er sygeplejerske. Hun ligner ikke en, der overfalder unge mænd.
   "Nej, hun lagde bare hånden fladt her." Du viser området lidt til højre for midten af din brystkasse.
   "Så hun var måske ikke helt henne ved brystvorten. Men det er ikke pointen. Pointen er, at hun lagde an på mig, og jeg synes, det var ubehageligt. Synes du ikke, det er ubehageligt, at vores nabo lægger an på mig?"
   "Jo, selvfølgelig er det ubehageligt," svarer jeg beroligende. "Men er du helt sikker på, at hun ikke bare fik overbalance og kom til at lægge hånden på din brystkasse som støtte? Eller måske er hun sådan en, der flagrer med hænderne, når hun snakker ivrigt, og så kom hun til at røre ved dig?"
   Det sidste eksempel er måske lidt under bæltestedet. Du er nemlig selv kommet til at røre en af mine veninder på brystet til en fest, fordi du netop stod og snakkede og flagrede lidt for ivrigt med hænderne.
   "Det der, det er bare..." Du bliver rød i kinderne. "Her kommer jeg og fortæller om en ubehagelig situation, og du tager det slet ikke alvorligt. Ville du hellere have, jeg havde spillet med på den, hva'? Ville du heller have, jeg lå og knaldede med hende lige nu? Du har måske allerede ringet efter din elsker, fordi du troede, du havde fred for mig de næste par timer?"
   Du ser dig forvildet omkring, som om du pludselig bilder dig ind, at der kunne gemme sig en elsker under sofaen eller ude i gangen.
   Jeg forstår ikke altid din logik. Jeg tror, vi snakker om én ting, og pludselig snakker vi om noget andet. Men desværre er det ofte min "elsker", vi ender med at snakke om.
   "Søde Mikael." Jeg holder dig i begge hænder, så du kan mærke, at jeg mener det, og så du ikke flagrer med dem, for jeg kan ikke samle tankerne, når de kører rundt.
   "Jeg har ikke nogen elsker, og jeg vil ikke have, du knalder naboen. Jeg vil gerne bare være os to. Jeg er ked af, du har haft en dårlig oplevelse, men jeg havde ingen idé om, at hun ville lægge an på dig. Du er velkommen til at holde dig langt væk fra hende fremover."
   "OK." Du ser mig ind i øjnene, og der er håb derinde et sted. "Jeg holder mig bare fra hende."
   Du læner hovedet frem og hviler din pande mod min pande. Det er et smukt øjeblik, hvor vi står sammen mod verden. Så er det slut.
   "Men nu ved du i hvert fald, at andre kvinder synes jeg er lækker. For hun er ikke den eneste. Jeg får da lidt lunkne øjekast hist og pist fra kunderne i banken, det kan jeg godt sige dig."
   Du rejser dig og går hvileløst rundt i stuen.
   "Vil du have cola? Jeg vil have cola. Og chips? Vi skal da se en film, nu hvor det er 1. januar, ikke?"
   Du går ud i køkkenet og henter cola og chips. Jeg sukker, men sætter mig godt til rette. Alt er ved det gamle.
Forfatterbemærkninger
Dette er 2. del til romanen, så den giver nok kun mening, hvis man har læst 1. del. Der er skiftende jeg-fortællere. I 1. del var det de to hovedpersoner - Louise og Mikael - og underboen. Nu er der også en nabo - Camilla - og den mystiske Hr. Nerbelund, som taler med. Fortsættelse følger næste uge...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/06-2023 08:47 af Anne Alves (AnneB1975) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4948 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.