"Jeg kunne også bare dø,"
tænker jeg tit og ofte,
som en vej ud,
bort fra livets labyrint,
med døden som frihed,
med døden som fred,
aldrig igen at sætte et komma.
Tanken kommer,
på både gode og dårlige dage,
tanken er facit,
på ethvert regnestykke,
tanken er en følelse,
dårligt oversat til sprog,
en længsel efter et endeligt punktum.
Men jeg frygter sådan smerte,
og det smerteløse farvel umuligt,
uanset metode, uanset teknik,
og endnu et kapitel skrives med fejl.
Endnu en lang nat, endnu en kort dag,
endnu et åndedrag trukket i ubehag,
endnu mere sorg i endeløse lag på lag,
sorg kamufleret som determineret jag,
i den evige jagt på mening, på ro og mag.
Hvad hvis der intet ord var for fjende?
Kan ingen ord da antænde omsorgen til at afspænde?
Vil lyset altid blænde, vil mørket for evigt skænde?
Eksisterer der ingen anden ende end døden at erkende?
Er fortid minder og fremtid fantasi at dreje og vende,
og kun nu'et reelt og i hænde?
Alle alverdens spørgsmål og svar flyder sammen,
kun rytmen står tilbage, i endnu en kreativ famlen,
og som jeg læser mine egne bogstaver rammer skammen,
over en kommaregel brudt, over ynk og empati-indsamlen,
"... bare dø", ak, stripdansen med selvmordsflammen,
og alt sammen fordi jeg er bange for at leve i tid og rum,
bange for forkerte kommaer, for misforståelser og publikum,
bange for kærlighed, had og for reaktionen på dette medium,
til jeg i skrivende stund pludselig indser et nyt punktum,
i form af formen rund, i form af yin-yang i farvespektrum,
i form af det formløse;
relativitets- og multivers-teori og
dets uendelige muligheder og perspektiver;
når alt er relativt hvad er så relevant;
når universet er uendeligt gentager det så sig selv;
og jeg finder en grund til at leve, en befrielse,
i holistisk at tænke og føle:
Jeg ved det ikke.
Men måske gør du!