Forestil dig,
at noget sker som allerede er sket
En ubeboet planet,
ganske from, fri for parasitter men også ensom
Forbi stormer en isholdig komet, af destruktion afledt
Kun udefra tom, som alt i bevægelse Big Bang's afkom
Indeni er en del af opskriften på liv, ligesom en brudgom
Ligesom en brud, absurditet hvis ikke indeni sig selv tilbedt
Kun udefra gjort til religion, ægteskab og trolddom
Kometen ramler ind i planetens klitoris, muligvis gentagen
Ramler ind i planetens inderste lag; sort magnesium, mangan
Kometens is fusionerer med manganen, i farten nedslagen
Temperaturen stiger til et plan, isen smelter medtagen,
og planetens første vand opstår, som sved skabt under et lagen,
og senere har vi første lag i livs-lagkagen, det første organ
Den sorte mangan i planetens inderste er nu aktiveret
Som en kvindes seksualitet kræver det tålmodighed, dedikeret
Manganen brages ud i atmosfæren af kometen, og ilt opstår
Langsomt gøres alt blødere og sensitivt, kærlighedens vilkår
På havbunden eller omkring gejsere sker kemiske samlejer
Den præbiotiske periode er slut, den kemiske evolution sejrer
Uden valg eller tanke bliver encellede organismer til flere
De udvikler sig alle, trilliarder af arter der alle absorberer
Evolution sker lige nu i alt levende, i planter, svampe og mere
Den kropslige intelligens i evolution opleves i det at meditere
Den kropslige intelligens kræver kun afkontrolleren at acceptere
Hverken meditation eller evolution kan forklares,
det skal opleves uden en betinget oplever bag
Ikke erfares, ikke vurderes eller huskes, bevares,
det er altid nyt og friskt, disse ord blot nag og plag
Disse ord blot ment som en lysestage, ikke ilden selv
Hvem ved hvad der har skabt hvad, kun en skurk tror sig helt
Kun den dumme tror sig klog, den kloge tror sig dum
Enhver der ved noget ved at de intet ved, uden ego i centrum
Uden ego i centrum, umuligt for enhver ideolog og religiøs
Ingen religion helliggør virkeligheden, med nysgerrigheden løs
Ingen religion eller ideologi uden hierarki, uden regression
Troen bliver til viden, til ego, til kun solidaritet med nogen
En rigid solidaritet, ethvert sprog er konstrueret fra Tronen
Enhver tanke er betinget og begrænset, en bremse for dialogen
Kan vi kigge i hinandens blikke og ænse at vi alle er én?
Som tornadoer på havet danser vi adskilt men er samme fænomen
For alt falder tilbage til Den Store Orgasme,
tilbage til Big Bang, dets ekko i bevægelse, i enhver spasme,
trods det ikke skete men sker lige nu, som alt måske en fantasme
Så...
Hvad var der før Big Bang? Hvad var der før guddomme?
Når universet stadig ekspanderer, kan vi det samme imødekomme?
Der fødes nye planeter, nye galakser og nye dimensioner uendeligt
Nye neuroner, nye kometer og planeter, nyt liv ugenkendeligt
Det smukke nu er jo smukt da det er forgængeligt og derfor unikt
Fælder vi træet for frugternes skyld går vi glip af naturens digt
Så længe vi lovpriser tænkning vil der altid være konflikt
Så længe vi definerer og evaluerer vil vi aldrig ekspandere på sigt
Så næste gang vi møder hinanden,
så lad os mødes som fremmede, nysgerrige på afstanden,
uden frygt, uden drømme og fordomme, og måske bygge bro,
ikke for at få ro, ekspandere eller reduceres til tro,
men måske for at se hinandens pupiller mindske og gro,
og i hinandens blikke se hele universet,
i solidariteten føle os ét med værelset,
allerkæreste skygge, lad os starte en dialog, tåreperset.