Kapitel 9 Mareridt
   Oscar ligger i sin celle i klosteret og sover. Han drømmer. Han sidder hjemme på sit værelse foran sin computer. Den virtuelle undervisning er startet, men han kan ikke komme ind i rummet i Teams. Alligevel kan han se de andre i klassen. Alle de små billeder af drenge og piger på rad og række. Han kan svagt høre læreren snakke, men han kan ikke skrue op. Han tjekker, at han stadig ikke selv er på listen over deltagere. Han klikker mere og mere desperat på forskellige felter og knapper på skærmen.
   Nu er der nogen, der snakker om ham. "Hvor er Oscar?" spørger hans ven Peter.
   "Han kan sikkert ikke finde ud af at komme på Teams," siger William og griner. William! Altid så bedrevidende og irriterende. Der er andre i klassen, der begynder at grine, men læreren afbryder dem.
   "Nu skal I alle sammen mute jeres mikrofon, for jeg skal sige noget meget vigtigt," siger læreren. "I skal bruge det til eksamen. I dumper, hvis I ikke ved det."
   "Vi skal da ikke til eksamen i år," tænker Oscar. Det er da 7. klasse? Lærerens stemme lyder pludselig meget mudret, som om han taler ind i en pude.
   "Luk mig ind, så jeg kan høre dig," råber Oscar til skærmen, men der er selvfølgelig ingen, som kan høre ham. Han klikker desperat igen og begynder at trykke på tilfældige taster på tastaturet.
   "Luk mig ind! Luk mig nu ind," råber han. Hans stemme lyder pludselig lysere, og han kan forestille sig, at William kalder ham en tøsedreng lige nu, hvis han bare kunne høre, hvad de sagde.
   "Luk mig nu ind, Oscar!" Oscar vågner med et sæt. Det er ikke hans egen stemme længere. Har han slet ikke sagt noget? Er det derfor, de ikke lukkede ham ind?
   Han drejer sig i mørket og husker, hvor han er. Han kan lige akkurat skimte den tunge dør, der kun er to meter fra hans hoved i den lille munkecelle. Han ruller ud af sengen og går over til døren og lytter.
   "Oscar?" kommer det nu lidt lavere. Det er Isabel. Han lukker døren op, og hun skynder sig ind. Hun har et tændt stearinlys i hånden, og hendes ansigt ser mærkelig fordrejet ud i lysskæret. Som om hun er rædselsslagen.
   "Jorden ryster," siger hun og ryster selv lidt. Oscar klapper hende akavet på skulderen og lader hende sætte sig ned på sin seng.
   "Har du sovet?" Hun ser nærmest bebrejdende på ham. "Skulle du ikke i gården og trække frisk luft? Har du bare sovet, siden jeg kom med aftensmaden?"
   Oscar ser forvirret på hende. "Hvad er klokken da nu?"
   "Den er 9 om aftenen. Jorden rystede lige før. Lige i slutningen af nattebønnen, som starter kl halv 9. Har du virkelig ikke mærket noget?"
   Oscar forklarer, at han sov dybt. "Det har været nogle mærkelige dage," forsvarer han sig. "Jeg havde mareridt." Isabel ser stadig helt forkert ud i ansigtet.
   "Sagde du, at jorden rystede?" Nu er Oscar rigtig vågen. Det skal da ikke ske endnu.
   "Ja, den rystede lidt, så lamperne svingede frem og tilbage, og der var en lysestage på alteret, som væltede," forklarer Isabel. "Priorinden sagde, at det er Guds straf, fordi vi alle er syndere. Nu vil nonnerne sikkert tænke over, om de har bedt for lidt, reddet for få mennesker fra den falske tro eller været for gode ved sig selv."
   "Men det hjælper da ikke på jordskælv?!" Oscar ville ønske, han kunne fortælle Isabel, hvad der så ville hjælpe. Han ville ønske, han kunne sige til hende, at der ikke sker noget alvorligt. Men det gør der jo.
   "Det må være små rystelser," siger han i stedet. "Jeg har ikke hørt om dem."
   "Men det har jeg," snøfter Isabel. "Det er sket før, i Cameroun, hvor min familie kommer fra. Først kom der små rystelser, og så efter nogle dage kom der et stort jordskælv, hvor huse faldt sammen, og træer væltede."
   Oscar sidder stille og tænker. Skal han fortælle hende, hvad der er på vej? Men det ville jo ikke give nogen mening for hende. Han kan ikke fortælle hende, hvordan han ved det.
   I stedet siger han bare: "Jeg kan godt forstå, du er bange. Vi må finde en måde at beskytte os, hvis det sker igen. Jeg tror ikke, det hjælper at bede til Gud eller straffe os selv. Det gør nonnerne sikkert meget bedre end os." Isabel smiler trods alt en lille smule.
   "Jeg er glad for, vi er venner nu," siger hun. "Måske kan vi hjælpe hinanden med at finde vores forældre? Og med at klare os, hvis der kommer et jordskælv igen."
   "Helt klart!" smiler Oscar og prøver at se ærlig ud, men han er ikke sikker på, hvordan han kan være til nogen hjælp.
   "Der kommer en i morgen, som måske har noget arbejde til mig, så jeg skal nok ikke sove her mere. Men jeg lover, jeg vil sende besked til dig om, hvor jeg bor." Oscar håber, at Tom også vil forklare, hvad det egentlig er meningen, Oscar skal lave her i Lissabon 1755, men han er ikke sikker på, det bliver så nemt.
   "Mon jeg kan gå ud nu? Jeg trænger til lidt luft, før jeg kan sove igen." Isabel rejser sig hurtigt.
   "Så skal du skynde dig. Klokken ringer til sengetid kl halv 10, og så må ingen gå ud." Hun kigger ud af gitteret i det lille vindue og lister ud ad døren. Oscar lister ud 10 sekunder senere og håber, at ingen har set dem sammen. I morgen må han insistere på, at Tom forklarer alting.


Kapitel 10 En frisk start
   Næste morgen vågner Oscar, da de ringer til morgengudstjeneste. Han er glad for, at han ikke må komme med i kirken til gudstjenesten. Men han må hellere stå op alligevel. Han føler sig langt fra veludhvilet, men Isabel har givet ham et fad med vand, han kan vaske sig i, og det hjælper. Det ville være skønt med rent tøj, men det går de åbenbart ikke så meget op i her. Lokummet er trods alt i et lille kammer med dør, så han slap for at finde et diskret sted udenfor, hvor han ikke kunne ses af nonnerne.
   Da Oscar kommer ned i køkkenet, er der ingen mennesker. De er nok alle sammen til gudstjeneste stadigvæk. Han kigger sig nysgerrigt omkring. Det store brændekomfur ligner et, han har set på en tidligere familieferie, hvor de boede på et slot. Hans forældre elsker historie. De ville sikkert sætte meget mere pris på den her oplevelse, end han gør. Der er seks runde plader i metal, som gryderne kan stå på og en låge nedenunder, hvor man kan lægge brændet ind i komfuret. Der hænger flotte gryder og pander i kobber rundt omkring på de hvidskurede vægge. Lige nu står der fire store gryder med grød og simrer. Så ved han da, hvad han får til morgenmad.
   Nu kommer de hen ad gangen og ind i køkkenet. Isabel går forrest og går meget stærkt - hun prøver måske at snakke med ham, inden de andre kommer ind. Han når næsten hen til hende i døren, men kan høre, at de andre er for tæt på og sætter sig i stedet ved et af de lange borde i spisesalen.
   Oscar ville ønske, at han kunne spørge nogen om rystelserne aftenen før, men der er igen helt stille under måltidet. Taler de nonner aldrig sammen? Priorinden taler åbenbart til dem under gudstjenesterne, men må de ikke tale sammen, når de har fri? Han beslutter sig for at spørge Isabel senere.
   Efter morgenmaden kommer Søster Teresa hen og spørger, om han har sovet godt. Hun virker nærmest moderlig overfor ham, og Oscar er glad for, at hun tilsyneladende føler, hun skal tage sig af ham, siden hun nu tog ham med hjem. Klokken er åbenbart 8, og nonnerne har været vågne siden kl 5! Søster Teresa forklarer, at de beder alene flere gange om morgenen, inden de mødes til første morgengudstjeneste kl halv 8.
   "Du må gerne gå ud i gårdhaven nu," smiler hun til ham, "og hvis du lader være med at snakke med dem og holder lidt afstand, må du også gerne hjælpe de nonner, der arbejder derude, med at grave kartofler op." Oscar kunne godt trænge til at grave lidt i jorden og går glad udenfor.
   En time senere kalder priorinden på ham. Hun råber ikke - det ville også virke helt forkert her i stilheden - men hendes myndige stemme kan høres på lang afstand. Da han kommer med ind på hendes kammer, står Tom og venter på ham.
   "Det er den unge mand, jeg har fortalt om," siger priorinden til Tom. Oscar går ud fra, de ikke skal afsløre, at de kender hinanden allerede, så han giver Tom hånden og præsenterer sig. Tom kigger på ham og spørger, om han er klar til at arbejde hårdt for en familie, og Oscar bekræfter. Så følges de ud.
   "Må jeg lige hente min frakke, hvor jeg har sovet?" spørger han, og Tom og priorinden nikker.
   Oscar skynder sig gennem gårdhaven og over til sin celle. Han håber, han når at se Isabel igen, inden han skal afsted, men det gør han ikke, og han har ingen undskyldning for at blive hængende. Så han forlader klosteret sammen med Tom uden at sige farvel.
   Ude på gaden kigger Tom på ham. "Lad os gå en tur, knægt."
   De går i stilhed op og ned ad de stejle brostensgader, og lige pludselig står de på en åben plads med udsigt over byen. En udsigt, som Oscar genkender, selv om mange af husene ser anderledes ud. En del kirker og paladser ligner sig selv, og Tejo-floden ligger, hvor den altid har gjort. De er på Miradoura Santa Luzia, hvor han drak friskpresset juice med sine forældre.
   "Nu vil jeg have en forklaring!" Oscar vender sig vredt mod Tom. "Du gør jo grin med mig ved at lade som om, du ville hjælpe mig i forgårs på stranden og så bare forsvinde. At tage mig med herhen, som om du... Som om vi er en familie på ferie."
   Tom kigger bare tavst på Oscar, så han fortsætter: "Hvorfor skubbede du til mig på metrostationen, den dag vi ankom? Hva'? Har du en eller anden plan om at slå mig ihjel, men nu torturerer du mig lidt først eller..."
   Tom afbryder ham. "Jeg skubbede dig ikke på metrostationen, jeg holdt fast i dig, så du ikke faldt ned på sporet. Hvorfor tror du det værste om mig? Jeg er absolut interesseret i at holde dig i live så længe som muligt."
   "Så længe som muligt?!" svarer Oscar forarget. "Indtil hvad? Indtil jeg har klaret en eller anden hemmelig mission for dig, eller hvad?" Han kan godt se, det virker lidt absurd, når han siger det højt, men Tom smiler.
   "Ja, det kan man vel godt kalde det. En hemmelig mission. Hm. Hvis det gør dig mere motiveret."
   "Jeg vil ikke have en hemmelig mission!" Oscar spytter nærmest ordene ud, så vred er han nu. "Jeg vil bare gerne holde en helt almindelig ferie med mine forældre."
   "Men vil du nu også det?" spørger Tom på sin irriterende rolige måde. "Du så da ud til at være ret træt af dem allerede i lufthavnen. Du var flov over dem og syntes, de var pinlige. Du gad ikke gå på museum med dem, du gad ikke høre om de ting, I så her i Lissabon. Du ville hellere selv ud at opleve verden."
   Oscar ser chokeret på Tom. "Hvor længe har du udspioneret os? Hvad bilder du dig egentlig ind?"
   Tom ser længe på ham. "Ja, jeg har holdt lidt øje med dig, men jeg gav mig da til kende begge gange. Du så mig i lufthavnen og på metrostationen, og du så mig dagen efter, da I var på museum. Jeg har ikke udspioneret dig, men bare opholdt mig de samme steder som dig, og du er ikke en dreng, der skjuler sine følelser."
   Oscar trækker vejret for at sige noget, men Tom fortsætter "og det er en god ting. Det er derfor, jeg stoler på dig."
   Oscar trækker vejret ind og ud. Ind og ud. Han ved, han skal fokusere på sin vejrtrækning, hvis han er ved at gå i panik. Ind og ud. Langsomt. Ind og ud.
   "Er det derfor, du valgte mig?", spørger Oscar. "Fordi du kunne stole på mig? Eller troede du virkelig, at jeg gerne ville væk fra mine forældre?"
   Tom ser bare på ham uden at svare.
   "Du må lære at stole på dig selv," siger Tom. Men Oscar kan ikke se, at han har grund til det.
   "Du ... du er nødt til så at fortælle mig, hvad den her "mission" er," siger han til sidst, da hans hjerte slår i normalt tempo. "Det er ikke fair bare at lade mig sejle i min egen sø."
   "Nej," svarer Tom, "det er ikke fair. Men sådan er livet nogle gange. Du kan hjælpe med at gøre den her situation lidt mere fair." Tom ser ud over byen.
   "Mener du jordskælvet?" spørger Oscar. "Hvordan kan jeg hjælpe? Det er en naturkatastrofe. Det er ikke fair, men det er der da ikke nogen, der kan lave om på."
   Tom ser stadig ud over tagene og Tejo. "Jeg ville ønske, jeg kunne forklare dig, præcis hvad du skal gøre, men det kan jeg ikke. Det ved kun du selv, og du ved det først, når det sker. Jeg ved bare, at du skal være her. Du skal holde øje med folk og hjælpe, hvor du kan." Oscar tænker på Isabel. Hende vil han gerne hjælpe.
   "Nu må vi først og fremmest finde dig et sted at bo og arbejde," siger Tom. "Så må du bare lade tiden gå og være dig selv. Jeg tror på dig. Du vil klare det godt."
   Oscar bliver igen irriteret. "Så det var altså løgn, da du fortalte priorinden, at du havde et job til mig? Ja, selvfølgelig var det det. Du bor her vel ikke engang? Du hører ikke til her, vel?" Oscar ser anklagende på Tom.
   "Nej, jeg er også en fremmed her, som dig, Oscar."
   "Men du hører heller ikke til i min tid, vel?" Oscar husker pludselig, at Tom ikke havde nogen kuffert på metrostationen.
   "Det er rigtigt. Jeg hører heller ikke til i 2022."
   "Men hvor så? Og hvornår?"
   Tom ser væk. "Det kan jeg desværre ikke fortælle dig. Måske en dag."
   "Men hvordan kan vi så snakke med portugiserne?" Endelig kan Oscar trods alt få svar på det.
   "Vi taler portugisisk, når vi er her. Vi er flyttet ind i deres tid og blevet en del af den, og derfor taler og forstår vi deres sprog," forklarer Tom. Og med det synes han åbenbart, at samtalen er slut, for han rejser sig op og går, og Oscar kan ikke gøre andet end at følge efter.



Kapitel 11 Søndag den 19. oktober
   Tom følger Oscar hen til en familie i et andet kvarter i Lissabon. Undervejs forklarer han gadernes navne for Oscar og beder ham huske, hvordan byen er bygget op, så han kan finde rundt i den senere
   "Lige nu går vi på Rua Nova de São Mamede," forklarer han. "Navnet hænger sammen med den kirke derovre, som også hedder São Mamede, altså Helgenen Mamede. Og sådan er det mange steder. Der er en kirke, som er opkaldt efter en helgen, og så hedder den nærmeste gade eller plads det samme." Oscar kigger opmærksomt på den kirke, Tom peger på.
   "Jeg kan ikke kende den. Ligger den der stadig i 2022?" spørger han?
   "Nej, desværre," siger Tom, "men gaden hedder stadig Rua de São Mamede, nu er den bare ikke "nova," altså ny, længere."
   Oscar prøver at lade være med at tænke på grunden til, at kirken ikke ligger der i 2022, men han ved, at den sikkert braser sammen om et par uger under jordskælvet. Han kan huske, at de fleste kirker og klostre faldt sammen eller brændte under jordskælvet.
   "Vent, jeg troede da ikke, at jordskælvet gik ud over Alfama?!" Oscar ser bekymret på Tom.
   "Jo, det rammer skam hele byen. Genopbygningen går bare langsommere her end inde i centrum, hvor de rige mennesker bor." Oscar kan mærke, han er ved at gå i panik. Hans hjerte slår kraftigt, og det suser for ørene. Er der da ingen steder, han kan undgå jordskælvet? Men så overtager vreden.
   "Hvad mener du med, at genopbygningen går langsommere? Alle har vel brug for et nyt sted at bo efter ..." Han kan ikke få sig til at sige det ligeud.
   "Ja, det har de, men det er en umulig opgave at opbygge en hel by på én gang," siger Tom på sin irriterende, rolige måde.
   "Men de startede med kongeslottet og de rige menneskers huse. Imens byggede folk selv midlertidige hytter eller huse af ruinerne her i Alfama, så de trods alt havde noget at sove i. Da man efterhånden byggede rigtige huse op igen, gjorde man det bare langs med de gamle gader. Man lavede ikke en ny plan for byen."
   Mens de fortsætter, forklarer Tom stadig, hvor de er, men Oscar er alligevel sikker på, han ikke ville kunne finde vej alene. Her lugter så meget af tis, at han næsten ikke kan koncentrere sig om at lytte til Toms forklaringer.
   Endelig kommer de til Rossio.
   "Rossio skal du altid kunne finde," siger Tom. "Her samles alle folk, her køber man mad... Det er virkelig det vigtigste sted i byen. Så læg mærke til, hvilken vej vi går herfra og hen til familien Silva." Oscar nikker og prøver igen at lytte koncentreret til Toms forklaring.
   "Herovre til højre ligger Allehelgenes Hospital, som bliver styret af jesuitordenen. Det er en katolsk orden lige som dominikanerne," forklarer Tom.
   "Og hele området her oven over pladsen Rossio er faktisk ejet af jesuitterne. Vi går langs med deres område hen til deres kirke, São Roque. Der er også mange andre klostre i byen. En stor del af Lissabon er ejet af de katolske ordener."
   De går langs med muren indtil kirken. Så fortsætter de ad en mindre gade. "Nu går vi i den øverste del af Bairro Alto, altså det høje kvarter," forklarer Tom. "Det fortsætter ned til floden. De største og flotteste bygninger er ejet af to rige familier - Andrade og Távora."
   De er nået til et hus, som er skinnende hvidt. Oscar kan se Tejo floden, hvis blå vand spejler den skyfri himmel. Luften føles renere her - der lugter i hvert fald lidt mindre af tis. Han lægger hovedet tilbage og holder hånden over øjnene for at skærme mod solen.
   Der er små, fine mønstre rundt om vinduerne, og hoveddøren er i mørkt træ med udskæringer. Ved siden af hoveddøren er der lavet et billede i fliser - ligesom på hotellet, hvor han boede med sine forældre. Dette billede er holdt i hvid og blå og forestiller en mand, der rækker armen ud og byder gæster velkommen. Oscar kommer til at smile. Han føler sig faktisk velkommen til at gå ind i huset. Sådan har han det slet ikke i Alfama, hvor der er mørkt, og dørene næsten er for små til, at man har lyst til at gå ind ad dem.
   De går lidt længere væk fra floden, og så drejer de igen og går parallelt med den, væk fra centrum. Tom forklarer, at han ikke skal gå længere væk fra floden, end han er nu, for man skal ikke særlig højt op, før der kommer marker og små lerhytter. Lissabon er ikke så stor endnu.
   "Hvorfor har du egentlig tøj på, der ligner en munkekutte?" spørger Oscar nu. Han har undret sig over det hele dagen. Mon Tom har sagt til nonnerne, at han er munk?
   "Det er faktisk meget almindeligt at gå sådan klædt i Lissabon," siger Tom. "En sjettedel af befolkningen her hører nemlig til en eller anden kirke eller kloster. Og da folk generelt er meget religiøse, kan de ikke lide at overfalde en præst eller munk. Så det er en god måde at gå sikkert rundt."
   "Er der da mange, der bliver overfaldet?" spørger Oscar nervøst. Han kommer til at tænke på, at Pedro også advarede ham mod overfald i Alfama.
   "Ja, det er desværre meget normalt i den her tid, at folk bliver overfaldet i Lissabon. Det er også en af grundene til, at de rige ikke går rundt på gaden," siger Tom. "Så du skal passe godt på dig selv."
   Det er ikke lige det, Oscar har lyst til at høre. Hvad skal han da gøre ved det? Han har ikke lyst til at gå med kniv eller lære at slås.
   Tom svarer, selv om Oscar ikke har stillet et spørgsmål. "Det bedste, du kan gøre, er at løbe. Løb så stærkt du kan, hvis du bare har mistanke om, at nogen vil gøre dig ondt." Det er også Oscars taktik i skolegården i 2022, så den løsning kan han leve med.
   Endelig stopper de foran et hus i to etager. Det er næsten lige så højt, som husene i tre etager, og Oscar ser automatisk på, om det ser stabilt nok ud til at kunne klare et jordskælv.
   "Her bor familien Silva," siger Tom. "De er meget venlige, og jeg har hørt, at de mangler en arbejdsdreng, så jeg tror, vi er heldige. Jeg skal nok tage dig med igen, hvis de ikke kan bruge dig"
   Det lyder da nogenlunde beroligende, tænker Oscar og kommer i tanke om, at han ikke kender husets adresse.
   "Hvis jeg nu får lov at blive her, vil du så fortælle Isabel fra klosteret, hvor jeg er?" spørger han Tom og kan selv høre, at hans stemme lyder bedende og barnlig. Men han har virkelig brug for at vide, at han kan se Isabel igen, og han har jo lovet hende at sende bud om, hvor han kommer hen.
   Det lover Tom, og så går de indenfor. Først er det akavet, at Tom spørger manden, om han kan bruge Oscar som arbejdskraft, mens Oscar står lige ved siden af. Det er pinligt, synes Oscar, sådan at stå der og bede om både arbejde og bolig, men på en måde er han glad for det. Det er faktisk nemmere, at familien ved, hvor desperat han er.
   "Ja, den unge mand her har mistet sine forældre og alle sine ejendele," siger Tom ligeud.
   "Vi bor ude på landet, udenfor o Porto," uddyber Oscar. "Så jeg kender ikke nogen i Lissabon, andre end dem jeg lige har mødt på klosteret Salvador."
   Manden hedder Afonso Silva, og han ejer en lille fabrik, der laver fliser. Den hedder Fábrica de Santa Catarina. Den er opkaldt efter den nærmeste kirke. Afonsos kone hedder Beatríz og holder hjemmet for dem, med hjælp fra en tjenestepige, som bor i et lille kammer i lejligheden. Oscar får at vide, at han skal kalde dem Hr Afonso og Fru Beatríz. Unge bruger åbenbart fornavn og ikke efternavn, når de tiltaler voksne med respekt.
   Tjenestepigen hedder Madalena og ser ud til at være omkring 20 år gammel. De har en søn, der er et par år ældre end Oscar, som hedder Carlos, og en yngre datter, som hedder Patrícia.
   "Vi er heldige at have lejligheden ovenpå værkstedet," forklarer Carlos. "Så kan vi altid holde øje med det. Ellers kan man nemt risikere indbrud. Vores hus er ret højt, fordi der er højere til loftet i værkstedet end i almindelige lejligheder." Det sidste siger Carlos med tydelig stolthed i stemmen.
   Oscars job bliver at hugge brænde og holde ilden ved lige i de ovne, hvor de brænder fliserne.
   "Du må gerne få et sæt af mit gamle tøj," tilbyder Carlos. "Jeg håber, du kan passe det. Jeg har ikke andet, som jeg ikke selv bruger."
   Oscar bliver flov over, at han ikke engang har tøj selv, men tager taknemmeligt imod det. Det er samme stil som det sæt, han fik af Tom og stadig har på nu, og der er en slags halvlange underbukser med, som han glæder sig til at få på.
   Det viser sig at være søndag, så Oscar skal ikke arbejde med det samme, men bliver vist rundt i huset og værkstedet og får vist sin soveplads i et værelse sammen med Carlos. Her er hyggeligt, og han kan næsten forestille sig, at han bliver venner med Carlos, og at alt bare vil være trygt og nemt fremover.


Kapitel 12 Isabel
   Det viser sig hurtigt, at arbejdet ikke er specielt nemt, men til gengæld meget hårdt. Oscar har ikke den store erfaring med at hugge brænde, men det får han hurtigt her. Det er ikke nogen stor fabrik, men der er trods alt to mænd ansat, Gabriel og Duarte, og så arbejder Carlos og hr. Afonso der selvfølgelig også.
   Tirsdag eftermiddag står han i husets lille gård ved huggeblokken og tørrer sved af panden, mens han spekulerer på, hvornår han mon får fri. Det er en mærkelig fornemmelse ikke at have ur på, men han er begyndt at holde øje med, hvor højt eller lavt solen står på himlen, så han trods alt kan gætte, når det er frokosttid og tid til at få fri. Så vidt han kan se på solen nu, er der ikke længe, til han må stoppe arbejdet. Den er næsten forsvundet bagved huset.
   Pludselig hører han en stemme, han kender: "Nå, det er her, du gemmer dig!" Han vender sig om og ser Isabel smile til ham, og han kan mærke smilet brede sig over sit eget trætte ansigt.
   "Hvor er det godt at se dig," udbryder Oscar spontant, men han fortryder med det samme igen. De kender jo næsten ikke hinanden. Er det sært, at han bliver så glad for at se hende?
   "Ja, du kunne da godt selv have kommet og besøgt mig," siger Isabel bebrejdende, men med et glimt i de runde øjne. "Her står du jo bare og slapper af og nyder solen."
   Oscar ved ikke, hvad han skal sige. Han har ikke bedt om at få fri til at besøge Isabel, men han ville heller ikke turde gå hele vejen alene.
   "Nej, bare rolig," griner Isabel. "Jeg kan godt se, du har knoklet. Skal vi ikke spørge, om familien trænger til noget friskt drikkevand? Så kan du gå med mig over til Kongens Fontæne i Alfama og hente det."
   Det lyder som en god plan, tænker Oscar, for så kan han da gå turen til Alfama igen, så han bedre selv kan finde vej. Han er nu ikke sikker på, at det er den nærmeste fontæne med drikkevand, men måske siger hr. Afonso ja alligevel?
   Hr. Afonso vil gerne have hentet vand, men forklarer, at jesuitterne har en fontæne ved São Roque, og han har en aftale med dem om, at familien gerne må hente vand der. Så det ville da give mere mening. Det ville også være fint, hvis Oscar kan finde fontænen og lære teknikken med at bære vand hjem, så han ikke skal sende Madalena derhen hver dag.
   Så må Oscar indrømme, at han også gerne vil have lov at gå en tur med Isabel i byen. Hun skynder sig at indskyde, at nonnerne har spurgt til, hvordan Oscar har det, så hvis han kunne få lov at følge hende hele vejen hjem til klosteret, ville det være endnu bedre.
   "Og havde du så tænkt dig at rende rundt med en tung vandkrukke hele eftermiddagen?" spørger hr. Afonso. "Du må ikke tabe den - det er svært at skaffe en ny." Det havde Oscar ikke lige tænkt på, og han bliver helt flov.
   "Må jeg gå hen til klosteret med Isabel og så hente vand, når jeg kommer tilbage igen?" spørger han forhåbningsfuldt. Det får han lov til, og de skynder sig ud ad porten til gaden.
   "Din chef er godt nok flink," siger Isabel, mens de hurtigt går hen ad gaden.
   Oscar har allerede vænnet sig til, at der ikke er noget fortov, men der kører jo heller ikke nogen biler, man skal passe på, og det er meget sjældent, at der kommer en hestevogn. Indimellem kommer der en vogn med en okse foran hen til flisefabrikken, hvis de har en kunde, der har bestilt et stort læs fliser, men ellers er her kun gående og bærestole.
   "Vi må hellere gå hurtigt, så du kan nå at hente vand inden aftensmaden - og inden det bliver mørkt," siger Isabel. "Du skal i hvert fald ikke rende rundt alene efter mørkets frembrud."
   "Er her virkelig så farligt?" Oscar er snart træt af, at alle advarer ham.
   "Ja, det er jo ikke farligt, når du er sammen med mig," griner Isabel, "men alene skal du altså passe på. Du ligner bare et nemt offer."
   "Jeg ligner vel også en, der ikke har noget, man kan stjæle?" spørger Oscar forhåbningsfuldt. Det svarer Isabel ikke på. I stedet ser hun tænksomt frem for sig.
   "Du øh... du vil måske lægge mærke til, at folk kigger mærkeligt på os. Det er ikke så almindeligt at to som os følges rundt i byen. Jeg håber ikke, du har noget imod det? Jeg ved ikke, hvordan folk reagerer hjemme i din egen by. Måske bor der slet ikke slaver? Men det er jo allerede utraditionelt, at du går rundt sammen med en ung kvinde." Isabel skæver usikkert til ham og ser så hurtigt frem igen.
   Oscar stivner. Han havde slet ikke tænkt på Isabel som "en ung kvinde." Hun er jo bare en pige på hans egen alder. Og han havde heller ikke tænkt på hende som slave. Hun er jo ligesom ham, bare mere udadvendt og bedre til at finde vej og... Ja, umiddelbart er hun sikkert bedre til alting her. Han var faktisk stolt over at gå sammen med hende indtil nu. Men...
   "Det gør altså ingen forskel for mig, hvordan folk ser på os. Jeg har alligevel en følelse af, at alle glor på mig og synes, jeg ser mærkelig ud." Oscar er helt chokeret over, at han endte med at give så ærligt et svar, men Isabel er selv så ærlig.
   Hun ser ham lige ind i øjnene. "Virkelig?"
   "Ja, virkelig," svarer Oscar og rødmer kun lidt. "Jeg er da heldig at have dig som ven."
   "Ja, det er du altså. Du ville ikke klare dig en dag her i storbyen uden mig," griner Isabel og er tilbage til sin normale, selvsikre attitude. Oscar trækker vejret lettet. Så kan de komme videre.
   Isabel fører ham hen til Rossio. Der er virkelig mange mennesker, og der er larm fra alle de mennesker, der sælger grøntsager, frugt, oliven og brød i boderne. Oscar bliver helt stresset. Men han er også imponeret over, at der er så meget forskellig frugt. Duften af melon lokker ham til at stoppe op ved en bod, men han har ikke nogen penge, og skuffet går han videre.
   De går videre ned mod Tejo-floden, og han genkender den vej, han gik efter at have sagt farvel til João. Isabel forklarer ham, at dette er den korteste vej til fontænen, og man kan også sagtens gå denne vej hen til klosteret. Hun tror, det vil være nemmere for ham at finde end at gå gennem alle de små gader.
   Da de når næsten ned til Terreiro do Paço, drejer de til venstre, og så kommer de dertil, hvor han kom ind med fiskerbåden. Han vil gerne stoppe og kigge efter João, men han ved godt, at João og Pedro ikke kommer så tit med fisk, og Isabel vil gerne skynde sig videre. De går lidt langs vandet, og så når de endelig til den store fontæne.
   Det ligner en kirke, synes Oscar. Det er en stor mur med løvehoveder og små søjler sat ind i et flot mønster mellem hver vandhane. Under hver vandhane er der nærmest en lille vask, men den er lavet af samme materiale som muren. Han bliver helt tør i halsen bare af at se på det rindende vand.
   Der er mange mennesker, som står og venter på, at det er deres tur til at fylde en krukke. Isabel ser på Oscar og griner lidt.
   "Du ser så overrasket ud. I har sikkert bare en enkelt fontæne i din landsby, ikke?" Oscar nikker bare.
   "Ja, så er det noget andet her. Der er ni vandhaner," forklarer Isabel. "Hver vandhane er beregnet til én bestemt gruppe. Hvis du selv skal hente vand, skal du tage fra vandhanen til hvide tjenestefolk. Jeg skal tage fra hanen til slaver. Der er også en hane, som er reserveret de professionelle vandhentere".
   Oscar er lige ved at grine. Det lyder da helt skørt. Tænk at man skal være professionel bare for at hente vand.
   Isabel forklarer videre:
   "Der er nogle slaver, som er købt til at være vandhentere. De henter vand til den mand, der ejer dem, men de sælger også vand til andre familier i kvarteret, som ikke har en slave eller tjenestefolk, der har tid til det". Det er helt klart fontænen til de professionelle, som der er længst kø til.
   "Betyder det så ikke, at vi skal hente herovre?" spørger Oscar for at få Isabel i den rigtige retning. Hun ser nærmest hypnotiseret på de mange mennesker rundt om fontænen til professionelle.
   "Jeg ville bare se, om der er nogen, jeg kender," forklarer hun og går hen i retning af de mange sorte mennesker, som står og snakker og hygger sig. De ser ikke ud til at have specielt travlt med at få fyldt deres vandkrukke og komme videre. En af dem synger, og en anden banker rytmisk på lårene i tak med sangen.
   "Tror du, der er nogen, der kender dine forældre?"
   "Ja, det er det, jeg håber. Og det er også bare rart at snakke med nogen, der ikke er nonner," siger Isabel med et skævt smil.
   "Skal jeg så bare ..." Oscar ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv. Mon ikke han skal holde sig i baggrunden? Måske ti meter væk, så han ikke står i vejen for nogen?
   "Du skal da også snakke med dem," siger Isabel og vender øjne af ham. "Lad nu være at være så sær."
   De er nået hen til et par kvinder i yderkanten af flokken, og kvinderne hilser straks på Isabel, som hilser og smiler. De ser mere vagtsomt på Oscar, men han præsenterer sig som "Oscar, Isabels ven," og det fniser de lidt over, så de opgiver hurtigt at være på vagt.
   "Hvad hedder dine forældre, lille stakkel?" spørger kvinderne, da Isabel forklarer, hvorfor hun leder efter dem. Oscar har svært ved at se Isabel som en "lille stakkel," men det er dejligt at se, at de to fremmede kvinder er så omsorgsfulde overfor Isabel.
   "De hedder Inês og Vitor Ferreira," siger Isabel. Så hedder hun altså Isabel Ferreira, tænker Oscar. Det kan være nyttigt at vide. Han vil også huske forældrenes navne, så han selv kan spørge efter dem, når han henter vand ved São Roque.
   De hyggesnakker lidt mere med de to kvinder, men så er det kvindernes tur ved fontænen. Isabel får lov til også at fylde sin vandkrukke, og så skal de videre. Da de er kommet væk fra fontænen, ser Isabel pludselig op ad en lille sidegade og råber "Mor."
   "Moar," råber hun igen og giver Oscar den fyldte vandkrukke, så hun kan løbe efter moren.
   "Mor," råber hun, mens hun skubber til forbipasserende og kun fokuserer på sin mor, der er ved at dreje om et hjørne længere oppe og åbenbart ikke kan høre Isabel. Derfor ser hun ikke, at hun løber lige ind i en munk i en helt enkel, mørk munkekutte. Et øjeblik tror Oscar, at det er Tom, men så heldige er de ikke.
   "Se dig dog for, pigebarn," siger munken vredt. "Hvordan er det dog, du skaber dig. Råber, så det generer alle omkring dig og løber uden at tage hensyn til nogen. Det er ikke en opførsel for en ung pige. Typisk sådan en ..." Munken stopper sig selv, men han holder stadig fast om Isabels overarme for at nedstirre hende, så hun forstår alvoren.
   "Men, det var min mor!" siger Isabel frustreret. "Jeg ville jo bare..."
   "Din mor? Jeg er sikker på, din mor ikke ville sætte pris på sådan en opførsel," siger munken forarget.
   "Du forstår ikke. Min mor er blevet væk, og nu så jeg hende endelig." Isabel er på grådens rand, og Oscar tager sig sammen til at stille sig ved siden af hende for at vise sin støtte.
   "Sig mig engang, holder du din slaves vandkrukke og lader hende opføre sig sådan?" spørger munken forarget og ser ned på Oscar. Han bliver helt mundlam og ved ikke, hvad han skal svare.
   Men han kan se, at de ikke får noget ud af at diskutere med munken, så han siger bare "Kom" til Isabel og går langsomt væk fra munken, som har sluppet hende nu.
   "Jeg er sikker på, at det var min mor," mumler Isabel frustreret, mens de går op ad samme gade, som moren forsvandt op af.
   "Hvis jeg bare havde fået lov at løbe efter hende. Jeg var så tæt på at se hende igen." Isabel knytter hænderne og vender sig halvt for at se tilbage.
   "Du skal ikke få øjenkontakt med munken," advarer Oscar, "Lad os bare komme væk."
   "Jeg tror sørme, du går i den rigtige retning," siger Isabel, da de drejer op ad en ny gade. "Jeg glemte helt, at jeg skulle vise dig vej."
   "Ja, jeg kunne pludselig kende det fra den første dag, jeg kom," siger Oscar stolt. "Jeg tror faktisk, jeg startede med at gå den rigtige vej, inden jeg for vild og bad Søster Teresa om hjælp."
   "Så skal du nok finde hjem igen," smiler Isabel. "Men gid jeg vidste, hvor min mor var på vej hen."
   "Vi skal nok finde hende - og din far," siger Oscar. "Bare det, at du har set hende, betyder jo, at hun stadig er i Lissabon, og du kan være heldig at se hende igen."
   "Ja, heldig," sukker Isabel. "Det er held, jeg har brug for. Jeg har spurgt folk om hjælp, hver gang jeg får lov at gå til fontænen og hente vand. Jeg skifter mellem Kongens Fontæne og fontænen med hestene, som ligger tættere på klosteret, for at møde så mange mennesker som muligt. Jeg har også spurgt De Sorte Brødre, om de kunne hjælpe." Oscar ser spørgende på Isabel.
   "De Sorte Brødre er en munkeorden," uddyber hun. "Lige som dominikanerne. De er bare sorte alle sammen. Sorte kan også være gode kristne." Det sidste siger hun stædigt, som om hun er vant til at skulle forsvare dette synspunkt.
   Snart er de ved klosteret, og Oscar lover Isabel, at han kan finde vej nu og vil besøge hende, så snart han får mulighed for det. Nonnerne er glade for at se ham, men han skal jo skynde sig hjem og hente vand inden aftensmaden, så han går med det samme igen.
   For at træne sin stedsans går han den vej tilbage, som Tom har vist ham. Der var vist noget med, at hele området nede ved vandet blev overskyllet af en tsunami efter jordskælvet, så det er nok bedst at kunne find