Camilla
   Det er en uge siden nytårsaften. Jeg har ikke set Mikael, siden han var herinde. Jeg gik tydeligvis for hurtigt frem, det kan jeg godt se nu, men jeg blev overvældet af at sidde så tæt på ham og høre ham tale begejstret om Morrissey, der åbenbart betyder meget for os begge to. Det gør ham ære, at han ikke vil være sin kæreste utro, men vi må finde en vej. Måske slår de op en dag. Måske i aften. De skændes i hvert fald højlydt.
   Jeg kan ikke høre, præcis hvad de siger, så jeg lister ud i opgangen og står foran deres dør.
   "Det er jo helt urealistisk, at du ikke vil være sammen med andre mænd fra du var 17 og til du dør," hører jeg Mikael sige med gråd i stemmen. Den stakkel. Det er utroligt, at han ikke har større selvtillid som mand. Hun må virkelig være hård ved ham.
   "Hvorfor behøver vi at forholde os til hele livet? Kan du ikke bare nyde, at vi er sammen her og nu? Jeg er ikke interesseret i andre mænd. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg kan da ikke vide, hvordan det ser ud om 10 år."
   Egoistiske pigebarn. Når hun siger sådan, er det jo næsten det samme som at sige, at hun ikke tror, de er sammen om 10 år. Mikael er åbenbart enig med mig.
   "Men jeg vil gerne være sammen med dig for evigt. Jeg vil giftes med dig og have børn sammen med dig og blive gammel sammen med dig. Og jeg tror simpelthen ikke på, at du bliver hos mig så længe."
   Jeg trækker vejret ind og ud i korte stød, så lavt som muligt, mens jeg står musestille. Det vil virke mærkeligt, hvis der kommer nogen og ser mig, men jeg kan jo høre, hvis nogen åbner deres dør og så gå ned ad trappen. Det gør ondt på mig at høre, at Mikael er så glad for hende. Men nu ved jeg i hvert fald, at jeg skal være klar til at tage mig af ham, hvis de slår op. Jeg skal nok få bygget hans selvtillid op igen og vist ham, at han er en fantastisk mand. En gave til enhver kvinde, der forstår at sætte pris på ham.
   De har skændtes lidt lavere, og jeg er tydeligvis gået glip af noget, for pludselig råber Mikael:
   "Så springer jeg ud fra altanen! Jeg mener det, Louise, jeg gør det."
   Jeg kan svagt høre døren til altanen blive åbnet. Åh nej, åh nej, åh nej. Han må ikke gå derud. Tænk hvis han falder ned, inden han ombestemmer sig og selv kommer ind igen. Jeg overvejer at åbne deres hoveddør og gå ind og redde ham, men så hører jeg hende sige:
   "Kom nu, Mikael. Du ved godt, du ikke må gå derud. Og selvfølgelig vil jeg ikke have, at du slår dig selv ihjel. Jeg elsker dig jo." Jeg kan høre ham hulke, og så vidt jeg kan bedømme, kommer lyden inde fra stuen nu.
   Jeg bliver stående lidt for at høre, om de begynder at skændes igen, men Mikael holder op med at hulke, og så hører jeg ikke rigtig noget mere. Jeg går ind til mig selv. Det er OK. Det er kun et spørgsmål om tid, før de bliver uvenner igen.


Louise
   Vi skændtes virkelig voldsomt i går. Du sagde, som så mange gange før, at jeg sikkert ender med at være dig utro. Jeg tog mig ikke rigtig af det. Men pludselig stod du ude på altanen og truede med at springe ud, og der blev jeg alligevel bange.
   Det er alt sammen glemt nu, og i aften skal vi rigtig hygge os. Da jeg kom hjem fra arbejde for en halv time siden, kunne jeg med det samme dufte, at du var ved at lave pasta bolognese, og det betyder altid, at du gerne vil gøre mig i godt humør. Der stod også friske blomster i en vase på det lille bord i gangen. Ikke roser - det er for kitschet til os to - men en fin lille, blandet buket. Det er meget længe siden, du sidst har købt blomster, og jeg regnede faktisk aldrig med at få nogen fra dig igen. Det var vist noget med, at jeg ikke virkede glad nok for dem, sidst jeg fik blomster af dig. Så nu skulle jeg gøre mig umage.
   Jeg gik ud til dig i køkkenet og sagde tak så overstrømmende, jeg overhovedet kunne og roste samtidig duften fra maden. Jeg sagde ikke et ord om det kaos, du allerede havde skabt i køkkenet, og som jeg selv ender med at skulle rydde op senere.
   Så nu sidder vi her over maden med blomsterbuketten på spisebordet, og det er slet ikke akavet, som andre par måske får det, når de har været sammen så længe som os og løber tør for ting at tale om. Vi løber aldrig tør. Vi har nogle faste emner, der bare kører rundt igen og igen.
   "Er der sket noget spændende på arbejde i dag?" spørger du med høflig interesse.
   "Næh, egentlig ikke," svarer jeg helt sandfærdigt.
   "Har du spist frokost med øh...?" tjekker du uden at komme til at virke anklagende.
   "Med Signe. Du ved, hende den nye i marketing. Hun er virkelig sød, og hun kender os jo ikke så godt endnu, så jeg tænkte, at det var vigtigt at tage hende med over i kantinen og sidde sammen med hende."
   "Ja, det er da klart. Det var sødt af dig." Du smiler lettet og lægger hovedet lidt på skrå. Vi får vist ikke mere ud af den tråd i samtalen. Og dog.
   "Hvad er det nu, hendes kæreste laver? Er det ham, der arbejder for TV2?"
   Og der var den så. Tornen i øjet på dig. Andre mennesker, der arbejder i mediebranchen eller musikbranchen, er altid et problem.
   "Han må da være ældre end hende, siden han allerede har sådan en stilling," prøver du. Og jeg sørger straks for at nedtone situationen.
   "Nej, de er begge to midt i 30'erne, og han er jo bare produktionsassistent. Det er ikke fordi, han selv er på skærmen," forsikrer jeg dig.
   "Og hvad med ham der din kollega, Kasper. Snakker han også meget med Signe?" Det er som et sår, du ikke kan lade være med at pille i. Jeg er ikke interesseret i Kasper, og du har aldrig mødt ham, men du har bare bidt dig fast i navnet, og så er det ham, du spørger til.
   "Tjo, han snakker vel med alle," svarer jeg så vagt som muligt.
   "Spiste du så også frokost med ham i dag?" spørger du uskyldigt.
   "Altså, alle sad i kantinen, så han har vel også siddet der et sted," svarer jeg irriteret og spekulerer over, hvad jeg kan spørge dig om for at skifte emne.
   "Er der egentlig ikke flere mænd end kvinder på din arbejdsplads?" spørger du nu. Måske er du på jagt efter en ny mand, du kan anklage mig for at være interesseret i?
   "Der ser da ud til at være flere mænd end kvinder med i den der Messenger-gruppe, I har," fortsætter du ihærdigt.
   "Mikael, stop nu. Hvad er det, du vil have? Vil du se alle mine sms'er og beskeder i samtlige sociale medier? Det må du godt. Vil du se billeder af mine kolleger? Jeg kan prøve at finde dem fra sidste julefrokost. Men kan vi ikke godt stoppe det her? Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige for at stille dig tilfreds."
   Puha. Jeg er meget stolt over mig selv. Du siger altid, at jeg skal melde ærligt ud og fortælle dig, hvad jeg tænker, og nu gjorde jeg det. Jeg må få en eller anden præmie lige om lidt. Måske kunne vi...
   "Du sidder bare der og griner ad mig igen. Som om det er sjovt, at jeg er jaloux. Tror du ikke godt, jeg ved, det er anstrengende? Det er da også anstrengende for mig!"
   Kan jeg sige, at jeg smiler, fordi jeg er stolt af mig selv?
   "Mikael, jeg tænkte bare, at... Altså, du siger jo altid, at jeg skal sige til dig, hvad jeg tænker. Og nu gjorde jeg det og..." Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, og du hører tydeligvis ikke efter.
   "Vi er nødt til at løse det her én gang for alle," siger du bestemt. Og jeg er så enig.
   "Du må tage en elsker."
   Undskyld, hvad? Hvordan kan det være en løsning på din jalousi? Inden jeg får sagt mere, går du i gang med at lave en profil for mig på onenightfriend.
   "Er det OK, hvis jeg lægger det her billede af dig op som forside?" spørger du og viser mig et billede, hvor jeg har en meget lille sommerkjole på.
   "Nej! Det er virkelig ikke OK! Stop det der lige med det samme. Jeg vil da ikke have en profil på onenightfriend. Det er simpelthen for klamt."
   "Hvad vil du så? Det er altså bedre, at du er sammen med en fremmed. Jeg kan simpelthen ikke klare, hvis du har en affære med en af dine kolleger." Du har tårer i øjnene.
   "Jeg vil ikke have en affære med en kollega. Jeg vil kun have en affære med dig," siger jeg og tager mobilen ud af hånden på dig og lægger den så langt væk på bordet, som jeg kan nå. Så rejser jeg mig og går over og lægger armene om din hals bagfra, så min kind ligger mod din kind.
   "Så du vil lave rollespil?" spørger du uden gråd i stemmen. "Vi kunne lege, at vi er to fremmede, der mødes i byen. Og din kæreste er ikke hjemme, så du tager mig med hjem." Nu smiler du forsigtigt.
   "Ja, Mikael. Lad os lege det," svarer jeg lettet. Så er vi tilbage på kendt jord. Det her kan jeg godt klare, uden at du begynder at hulke eller springer ud fra altanen.
   Jeg sætter mig tilbage på min stol.
   "Hej, jeg hedder Sussanne. Kommer du tit her?" spørger jeg dig og ser så flirtende på dig, som jeg overhovedet kan.


Hr. Neberlund
   Nu har han givet dig lov til at tage en elsker, den imbecile knægt. Så skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg kan få solid form, så jeg kan manifestere mig for dig. Så du kan lære at elske mig.
   Jeg kan næsten ikke vente, til vi mødes rigtigt, ansigt til ansigt, for første gang. Jeg føler, jeg har ventet i 100 år på lige præcis dig, min elskede Louise.


Mikael
   Jeg har taget en sygedag. Det kan godt være, jeg ikke er sådan rigtig syg, men det var Louise da heller ikke, sidst hun blev hjemme fra arbejde. Så det var irriterende, at hun var så forarget, da hun gik hjemmefra i morges.
   "Hvad skal du lave hele dagen? Du ser da ikke særlig syg ud. Hvorfor tager du ikke bare på arbejde?"
   Men en kunstner skal have tid alene en gang imellem. Jeg kunne mærke, at der var et hit på vej. Og helt ærligt, nogle gange er det svært at være 100% fokuseret om aftenen eller i weekenden, når Louise også er her. Så det er perfekt med en sygedag, hvor jeg er helt alene hjemme.
   Jeg har været så opslugt af at spille og forsøge at få en sang frem, at jeg faktisk ikke ved, hvad klokken er. Jeg har ingen idé om, om det er formiddag eller eftermiddag. Pludselig banker det på døren. Jeg ser ned ad mig selv. Af en eller anden grund har jeg kun boxershorts på. Jeg har skruet helt op for varmen, og heldigvis er mit arbejdshjørne tæt på radiatoren, som står inde i hjørnet af soveværelset frem for under vinduet, som de gør i mere moderne lejligheder. Så jeg fryser ikke. Men jeg kan ikke få gæster nu. Og hvem skulle også komme her? Måske er der faktisk nogen, der prøver at komme ind i vores lejlighed, eller som allerede har været her den dag, hvor Louise var helt oppe og køre over det.
   Min hals snører sig sammen i angst. Jeg begynder allerede at få hovedpine af manglen på ilt - eller måske manglen på mad. Har jeg overhovedet spist i dag? Har jeg låst døren? Nej, det har jeg vist ikke. Mon Louise har låst den, da hun gik?
   Jeg tør ikke at gå ud og tjekke. Det eneste sted, jeg vil være i sikkerhed, er på badeværelset. Der er der trods alt en rigtig lås på døren.
   Forsigtigt lister jeg mig ud i gangen og ud på badeværelset. Mon personen ude i opgangen kan høre mig? Jeg holder vejret, til jeg har låst døren efter mig. Så ser jeg mig omkring.
   Jeg kan jo ikke bare stå her midt på gulvet. Mit blik glider hen over det lyseblå badeforhæng med de små skyer på, som hænger til højre for håndvasken. Så trækker jeg det fra og kravler op i vores gamle siddebadekar. Det er heldigvis ikke vådt længere, så det må være lang tid siden, at Louise gik i bad i morges. Forhænget er også tørt.
   Jeg trækker forhænget for og sætter mig i badekarret. Det er formet, så man sidder som i en stol med fødderne lavere end sædet. På den måde kan man faktisk holde ud at sidde i det længe, og her er alligevel ikke plads til et badekar i fuld størrelse. Der skal også mindre vand til at fylde det.
   Forhænget gør mig tryg. Ingen kan se mig, hvis de går ud på badeværelset - og det gør de jo ikke, fordi her er låst. Det skal nok gå.
   Så banker det på døren igen, hårdere denne gang. Jeg holder fast med begge hænder på hver sin side af badekarret, så mine knoer bliver helt hvide. Bare hoveddøren er låst. Jeg kan høre, at nogen tager i dørhåndtaget. Det lyder, som om døren åbner! Jeg tør ikke trække vejret af skræk for at afsløre mig selv. Heldigvis har jeg ikke tændt lyset herude, så man kan ikke se, at her er nogen. Det betyder så også, at her er halvmørkt, fordi der ikke er et rigtigt vindue. Der er bare et lille kighul ind til køkkenet, som er dækket med matteret glas. Derfra kommer der en smule dagslys lige ind i mit gemme i badekarret.
   "Mikael? Mikael! Er du her?" Stemmen kommer tættere på. Det er en kvindestemme. Hvem kan det være? Min svigermor, måske? Hun bor tæt på og har en nøgle. Men hun er da aldrig gået ind før. Og det lyder heller ikke rigtig som hende.
   "Mikael?" Stemmen kommer fra køkkenet nu. Så går skridtene tilbage og stopper tæt på badeværelset. Godt, jeg ikke har tændt lyset!
   Skridtene går videre. Det lyder som om, personen tjekker både soveværelset og stuen grundigt, men endelig går de igen.
   Jeg bliver siddende på badeværelset, til Louise kommer hjem. Jeg tør ikke andet.


Camilla
   Jeg er simpelthen så bekymret for Mikael nu. Jeg har stadig ikke set ham siden 1. januar, og jeg har hørt ham og Louise skændes flere gange siden det første, voldsomme skænderi den 8. januar.
   I morges hørte jeg kun Louise tage på arbejde. Normalt hører jeg dem tage af sted med ca 10 minutters interval, men jeg er helt sikker på, at jeg ikke hørte Mikael tage af sted. Efter lidt tid kunne jeg svagt høre hans guitar, og jeg kunne også høre ham synge lavt ind imellem. Det er en beroligende lyd, lyden af hans stemme, og jeg er derfor blevet hjemme hele dagen.
   Men til sidst kunne jeg ikke klare bare at sidde inde hos mig selv og lytte længere. Vi er nødt til at få snakket om det, der er sket, eller rettere ikke sket, og nu var chancen der, hvor Louise ikke var hjemme.
   Så jeg bankede på. Der blev stille i lejligheden, men ingen åbnede op. Måske skulle han lige civilisere sig først. Det er da fair nok, sådan en dag, hvor man er helt alene hjemme, at man ikke lige har redt håret eller måske har taget træningsbukser på i stedet for rigtige bukser. Så jeg ventede. Jeg syntes, jeg hørte noget rumstere derinde, men måske var det bare min fantasi, fordi jeg forestillede mig Mikael skifte bukser, inden han åbnede for mig.
   Der gik alt for lang tid, så til sidst bankede jeg igen. Og igen. Der blev ikke åbnet. Nu blev jeg rigtig bekymret.
   Jeg tog i døren. Den var som sædvanlig ikke låst. Det er simpelthen så uansvarligt af Louise bare at gå hjemmefra og lade døren stå åben. Men det var selvfølgelig heldigt lige i denne situation. Tænk hvis Mikael var gået ud på altanen og var faldet ned? Eller var kommet til at tænde for gassen og lå ude i køkkenet, kvalt af de giftige dampe?
   Jeg gik først ud i køkkenet og tjekkede, om der lugtede af gas. Alle gasblus og ovnen var slukket, og Mikael var der ikke. Der var lukket dør til badeværelset, men lyset var slukket, og der kom ingen lyde derfra. Så tjekkede jeg soveværelset og stuen, men der var tomt overalt.
   Til sidst tjekkede jeg altanen. Jeg gik selvfølgelig ikke derud, men jeg kiggede grundigt ud igennem døren, og jeg forsøgte også at se ned på gaden. Han var der ikke.
   Så nu sidder jeg her i min egen lejlighed og er bange. Hvad kan der være sket? Hvor er han henne? Bare han ikke gør en ulykke på sig selv. Jeg har næsten lyst til at gå derind igen og tjekke badeværelset, men han kan næppe se at skære pulsåren over på sig selv, når lyset ikke er tændt, så jeg lader være. Jeg må vente.


Louise
   Da jeg kommer hjem fra arbejde, sidder du ude på badeværelset og gemmer dig.
   "Mikael? Mikael, hvad laver du derude i mørket?" Jeg kan høre, du rumsterer med badeforhænget, og så låser du op og falder mig om halsen.
   "Der var nogen herinde! Jeg siger dig, der var én, der gik rundt i vores lejlighed! Du må undskylde, at jeg ikke tog det seriøst den dag, det var dig, der var bange, men her var virkelig nogen!"
   Jeg ser overrasket på dig. Jeg havde næsten glemt, at jeg fortalte dig om det den dag. Siden da har jeg ind imellem haft fornemmelsen af, at der er nogen der kigger på mig, men jeg ser aldrig nogen, og jeg har ikke taget det seriøst siden.
   "Kunne du ligefrem høre dem?" spørger jeg. Det er da en udvikling i forhold til mine egne oplevelser.
   "Ja, personen råbte mit navn. Det lød som en kvinde," svarer du, og jeg ser overrasket på dig.
   "En kvinde? Det er mærkeligt. Jeg forestillede mig, at det var en mand, men jeg har ikke hørt eller set noget konkret, så... Genkendte du stemmen?" Jeg ser undersøgende på dig. Jeg har en dårlig fornemmelse nu.
   "Altså, jeg er ikke sikker, men det lød næsten som... som øh... som naboen. Camilla," siger du, lidt flov. "Jeg hørte ikke nogen gå ned ad trappen, da personen forlod lejligheden, og jeg tror, jeg hørte lyden af en dør blive åbnet og lukket. Men jeg er ikke sikker," gentager du.
   Jeg ser længe på dig.
   "Jeg er sikker på, det ikke var Camilla, der var i lejligheden den dag, hvor jeg var alene hjemme," siger jeg med kontrolleret stemme. "Men det er da interessant, at hun ville gå herind og kalde på dig."
   "Ja, jeg er som sagt ikke sikker på, at det var hende," siger du og går ind i soveværelset. "Jeg sad her og spillede, og så bankede det på døren. Jeg blev bange og gik ud på badeværelset for at låse døren, og så kom hun ind i lejligheden."
   "Hvorfor gik du ikke bare ud og åbnede, hvis det var en person, der bankede på?" spørger jeg. "Og hvorfor har du egentlig kun boxershorts på?"
   Nu lægger jeg mærke til, at du har gåsehud og ryster lidt af kulde.
   "Hvor længe har du siddet derude i boxershorts? Det er da alt for koldt!" Jeg prøver at se hele situationen for mig, men jeg forstår det simpelthen ikke.
   "Du spørger om så mange ting på én gang," siger du irriteret. "Jeg havde boxershorts på, fordi jeg havde glemt at tage tøj på. Jeg var meget optaget af at skrive et hit." Du ser bebrejdende på mig, fordi jeg ikke kan se det åbenlyse i din argumentation.
   "Og jeg havde da ikke lyst til at åbne døren for en eller anden tilfældig person i boxershorts, så jeg besluttede at lade som om, jeg ikke var hjemme. Jeg ville heller ikke forstyrres midt i min kunstneriske proces."
   Jeg hader, når du får den selvtilfredse mine, du har lige nu efter ordet "kunstnerisk".
   "Har du overhovedet fået noget at spise i dag," spørger jeg, mere bekymret for din mentale tilstand end for naboens besøg.
   "Det ved jeg ikke - det kan jeg da ikke huske," mumler du.
   Jeg sukker og kigger mig omkring, inden du kan nævne din kunstneriske proces igen. Der står en tallerken med krummer i reolen ved siden af dit anlæg, så ja, du må have spist. Jeg tror ikke, den tallerken stod der i går.
   Jeg går ind i stuen, og her står også en tallerken med en halvt spist ostemad og et glas halvt fyldt med cola, så her har du tydeligvis også spist. Mere optaget af den kunstneriske proces har du åbenbart ikke været. Og så har du trods alt ikke siddet i badekarret mere end et par timer, for du har sandsynligvis ikke spist frokost før kl 1, og du var gået i gang med at spille igen bagefter.
   "Hvorfor rydder du ikke op efter dig, når du har spist?" spørger jeg, selv om jeg godt ved, at det vil provokere dig, når jeg sådan skifter emne.
   "Så ville du jo ikke kunne følge mine spor, min lille detektiv," svarer du kærligt og prøver tydeligvis at komme væk fra samtalen om det mærkelige besøg. Så nu vil jeg gerne tilbage til det.
   "Men hvad lavede Camilla egentlig herinde?" spørger jeg, og lyder måske nok lidt anklagende. "Har hun en nøgle til vores lejlighed?"
   "Nej, selvfølgelig har hun ikke en nøgle." Du ser chokeret på mig. "Jeg vil da ikke have hende rendende. Du må have glemt at låse døren, da du tog på arbejde i morges."
   Jeg har helt sikkert ikke låst døren i morges, så det kommenterer jeg ikke på.
   "Men hvad ville hun dig?" spørger jeg.
   "Jeg ved det virkelig ikke," svarer du irriteret. "Jeg har ikke talt med hende, siden jeg var inde hos hende den 1. januar. Jeg undgår at gå ud, hvis jeg hører hende på trappen. Jeg løber ned i gården, hvis hun kommer ned ad trappen, når jeg kommer op, og jeg gemmer mig bag skraldespandene, når..."
   "Tak, jeg har forstået," afbryder jeg. "Du er bange for hende. Bange nok til at gemme dig på badeværelset, når hun går ind i din lejlighed uden at have fået lov."
   "Men hun er da ikke helt normal," svarer du bare. "Hun er da totalt uberegnelig. Hvad skulle jeg gøre? Hvad hvis hun overfaldt mig igen?"
   Du har sådan set ret i, at hun ikke opfører sig helt normalt, men "overfaldt igen" er alligevel en overdrivelse. Man kunne også se det, som om du er lidt paranoid.
   "Jeg må hellere gå i gang med aftensmaden," sukker jeg og går ud i køkkenet, væk fra dig og den her samtale.