Kapitel 17 Sandheden
   De går langsomt gennem Graça og Alfama hen til klosteret. Oscar skæver til Isabel. Hun ser stadig sur ud. Han hader at være uvenner med hende.
   "Kom, kan vi ikke sidde lidt her og snakke," siger han, da de når en åben plads med en lille kirke.
   "Om hvad? Skal du også fortælle mig, hvornår jeg må gå på gaden?" spørger Isabel hånligt.
   "Nej, det er faktisk ret alvorligt," starter Oscar. "Du ved ... der var jo det der jordskælv, den første aften vi mødte hinanden."
   Nu har Oscar Isabels fulde opmærksomhed. "Du ved noget om det," konstaterer hun.
   "Ja," nikker Oscar, "men jeg ved ikke, om du vil tro på mig."
   De sætter sig på trappetrinene op til den lille kirke. Isabel kigger opmærksomt på Oscar. Han rømmer sig og tager en dyb indånding.
   "Der kommer et meget stort jordskælv på lørdag. På Allehelgensdag," starter han. "Det er kl 9.40, men det varer vist ret længe. Jeg tror, det holder en pause og kommer igen, og der kommer også en stor tsunami bagefter."
   Isabel ser på ham med store, spørgende øjne.
   "En flodbølge. En tsunami er en flodbølge," uddyber Oscar. "Der vil komme kæmpe bølger på Tejo og skylle ind over byen. Men det er jordskælvet, der er værst."
   Isabel stirrer på ham med halvt åben mund og meget store øjne. Hun siger ikke noget. Oscar siger heller ikke noget. Han venter. Det er så underligt at se Isabel helt stille og bange.
   "Du troede på mig, da jeg blev bange for det lille jordskælv," siger Isabel tøvende. "Da jeg kom ind til dig i cellen, kunne du godt forstå, at jeg var bange, og du gav mig ret i, at det kunne komme igen."
   "Ja," siger Oscar bare og venter på Isabels næste spørgsmål. Han vil ikke fortælle hende mere, end det hun spørger om. Måske kan han stadig undgå at sige, at han er rejst tilbage i tiden. Han vil ikke miste hende som ven.
   "Men hvor ved du det fra? Har du oplevet jordskælv før?"
   Oscar vil ikke lyve, så han ryster lidt på hovedet og kigger ud over husene, som han kan se ved siden af Isabels hoved.
   "Se lige på mig," siger hun og stirrer ham selv intenst ind i øjnene. "Hvordan kan du vide præcis, hvornår der kommer et jordskælv?"
   "Jeg har hørt om det fra min mor," prøver han. Det er i hvert fald sandt. "Og hørt andre fortælle om det. Folk, der ved det med sikkerhed."
   "Men hvor ved de det fra?" insisterer Isabel. Han kan ikke komme udenom nu.
   "De ved det, fordi det er længe siden, det skete. De har læst om det i historiebøger, set udstillinger om det på et museum, set..." Oscar stopper, inden han siger "film." Han skal nok ikke rode sig ud i at forklare mere end højst nødvendigt om fremtiden.
   "Længe siden?! Men det er jo på lørdag, ikke? Du er så forvirret at høre på!" Nu er Isabel ved at være sur på ham igen.
   "Jeg hører ikke til her." Oscar ser på Isabel, inden han fortsætter. "Jeg er slet ikke fra Portugal, og jeg er ikke fra 1755. Jeg kommer fra fremtiden."
   Isabel åbner munden og lukker den igen. Hvis ikke situationen var så anspændt, ville Oscar nyde, at hun for en gangs skyld ikke ved, hvad hun skal sige.
   "Har du ikke lagt mærke til, at der er mange ting, jeg ikke ved og ikke forstår?" spørger Oscar. Isabels ene mundvig trækker lidt opad, og det samme gør øjenbrynet i samme side. Hun er ved at smile nu.
   "Jo, der er utrolig meget, du ikke ved," svarer hun med en lysere tone end før.
   "Det er fordi, jeg ikke er herfra," siger Oscar igen. "Og jeg er ikke fra o Porto, som jeg påstod til nonnerne. Jeg var bange for at sige, at jeg kommer udefra, for så tror folk åbenbart, at man har pest. Og jeg ville aldrig kunne sige sandheden. De ville tro, jeg var skør."
   "Det forklarer faktisk meget, hvis du ikke er fra Portugal," indrømmer Isabel. "Men hvor er du så fra?"
   "Fra Danmark," siger Oscar og mærker en underlig let følelse indeni. Det er utroligt, så rart det er endelig at sige sandheden.
   "Danmark? Det har jeg aldrig hørt om før," svarer Isabel lidt mistroisk.
   "Det ligger langt nordpå. Jeg tror ikke, Portugal har noget handel med Danmark i denne tid, så det er nok ikke et land, man snakker om," forklarer Oscar.
   "I denne tid? Så du mener seriøst, at du kommer fra en anden tid?" Det er tydeligvis den del, Isabel har sværest ved at tro på.
   "Ja, jeg forstår heller ikke selv, hvordan det er sket. Det var Tom, der fik mig herhen." Oscar ser søgende på Isabel for at se, om hun tror på ham.
   "Tom? Ham der hjalp dig med at få arbejde hos familien Silva? Han virker godt nok også meget mystisk, ham Tom," siger Isabel og ser længe på Oscar.
   "Bad du selv om at komme hertil?"
   "Hvad? Nej, selvfølgelig ikke," fnyser Oscar. Det var ikke det spørgsmål, han havde regnet med. Hvem i alverden ville selv bede om at blive taget med til en anden tid?
   "Så han har faktisk kidnappet dig fra dine forældre," konkluderer Isabel. "Så du løj ikke, da vi mødtes den første gang i klosteret. Du ER blevet væk fra dine forældre."
   Oscar ser på Isabel med store øjne. Er det mærkeligt, hvis han krammer hende eller begynder at græde? Men nu kan han huske, hvor bange han var for Tom på metrostationen, på museet og det første øjeblik, han så ham på stranden. Han ved godt, at Tom ikke virker ond alligevel, men Isabel har jo ret. Han er blevet kidnappet!
   "Ja, jeg er blevet væk fra mine forældre, og jeg har virkelig prøvet at lyve så lidt som muligt for dig, fordi du er min ven," svarer han. "Men Tom mener det faktisk godt."
   Begge Isabels øjenbryn ryger op i panden nu.
   "Han har en ... en mission til mig. Jeg skal hjælpe folk under jordskælvet." Oscar ser udfordrende på Isabel for at se, om hun tror på ham.
   "Så du er udvalgt til at hjælpe - hvem - hele Lissabons befolkning under et jordskælv?" Isabel ser på ham, som om hun er ved at fnise. Men det er da overhovedet ikke sjovt.
   "Nej, jeg kan selvfølgelig ikke hjælpe alle," vrisser Oscar. "Jeg skal vel bare ... altså ... hjælpe dem jeg kan. Jeg skal ... Jeg ved det ikke, OK?" Det sidste kommer ud som et råb, og en mand på den anden side af pladsen vender sig og ser på dem. Oscar vinker halvhjertet til ham for at vise, at han ikke er ude på noget ondt.
   "Ja, undskyld, jeg råber, men nu virkede det lige, som om du troede på mig," hvisker Oscar. "Og det er sådan en lettelse endelig at sige sandheden til dig, og at du ikke har rejst dig op og er gået fra mig, endnu."
   Isabel smiler til ham. "Mig slipper du ikke så let fra. Og du skal tydeligvis også have hjælp med din mission." Det sidste ord siger hun lidt vrængende, og det går op for Oscar, at ordet måske ikke er opfundet endnu.
   "Jeg har lyst til at tage en alvorlig snak med ham Tom, til gengæld. Hvorfor vælger han dig? Kunne han ikke have fundet en, der var mere..." Hun fortsætter heldigvis ikke.
   "Måske skal det være en, der stille dumme spørgsmål og ser det hele udefra," siger Oscar.
   "Hm," kommer det bare som svar. "Kan du fortælle mig noget om fremtiden? Bliver der opfundet alt muligt smart? Hvordan ser Portugal ud i din tid?"
   "Jeg tror ikke, jeg må afsløre noget," siger Oscar. Han ved det ikke, men er der ikke noget med, at man risikerer at ændre alt muligt vigtigt i historien, hvis man afslører hvad der sker i fremtiden?
   "Jeg kan kun sige, at der kommer en bedre løsning på at gå på lokum end at gøre det i en spand og hælde det ud i floden bagefter. Så lugten i Lissabon i fremtiden er meget bedre."
   "Det lyder skønt," svarer Isabel. "Så forstår jeg bedre, at du virker så sart," og nu griner hun både med munden og øjnene.
   "Kom, vi må tilbage til klosteret, inden Søster Teresa og de andre undrer sig. Og så må vi finde på en plan, der kan redde dem."


Kapitel 18 Isabels forældre
   Allerede dagen efter spørger Oscar hr. Afonso, om han må besøge Isabel igen.
   "Du besøger din veninde meget ofte," konstaterer hr. Afonso. "Du kunne også blive herhjemme og snakke med Carlos. Han er en god dreng, og du kan lære meget af ham."
   "Jeg ved det, og jeg snakker også med Carlos," svarer Oscar. "Faktisk har jeg allerede lært meget af ham om Lissabon, og det er det, jeg vil snakke med Isabel om."
   Oscar håber, at hr. Afonso ikke spørger ind til detaljer. Han vil gerne snakke med Isabel om hendes forældre igen og muligheden for, at de er blevet solgt til godsejeren Oliveiras, men han tror ikke, hr. Afonso vil bryde sig om det.
   "Du er blevet god til at stå tidligt op og gå ud med lokumsspanden, så du kan gå i eftermiddag, men kom nu ikke for sent hjem."
   Oscar smiler og takker hr. Afonso, og så skynder han sig ind i værkstedet for at flytte de fliser, der er klar til afhentning.
   Da solen står lavt på himlen, men der stadig er et par timer til solnedgang, får Oscar lov at gå, og han skynder sig gennem byen og hen til Salvador Kloster. Han bliver lukket ind og får lov at sidde i gårdhaven og snakke med Isabel, selv om hun egentlig var i gang med at lave aftensmad.
   Oscar falder i staver over Isabels mørke hår, der er bundet stramt op på hovedet. Kun en enkelt krølle har revet sig løst, og hænger og driller hende på kinden. Det er rart, at hun ikke har kyse på ligesom Madalene hos familien Silva. Hun ser på en eller anden måde mindre gammeldags ud end de andre kvinder her i Lissabon.
   "Nonnerne har ondt af dig", bemærker Isabel, da ingen kan høre dem. "Det er derfor, jeg altid får lov at holde pause med dig. De synes, det er så synd for dig, at du har mistet dine forældre."
   "Måske synes de også, det er synd for dig." Oscar ser på hende. "Måske er de søde mod dig af samme grund."
   "Hmpf," kommer det fra Isabel. "Det siger du bare, fordi du gerne vil have, jeg skal redde dem alle sammen. Men jeg tror altså, de vil lytte mere til dig. Bare pas på, det ikke lyder som om, du har været i kontakt med Satan, for så bliver du brændt på bålet af Inkvisitionen."
   "Inkvisi-hva' for noget?" spørger Oscar.
   "Inkvisitionen," gentager Isabel. "Det er et religiøst råd, som finder og straffer folk, der ikke er sande katolikker. Man straffer dem, der er kættere og de nykristne, som alligevel stadig er jøder, men også hekse og satanister."
   "Straffer dem hvordan?" spørger Oscar, selv om han ikke er sikker på, han vil vide svaret.
   "Et par gange om året holder de optog gennem byen, og så brænder eller halshugger de en masse mennesker - nogle gange på Rossio, andre gange på Terreiro do Paço," forklarer Isabel. "Det er en stor fest. Alle vil gerne se det."
   Ja, det ville Oscar faktisk helst ikke vide.
   "Men der er også en masse af dem, der bliver taget af Inkvisitionen, der bare sidder i fængsel og dør af sult eller sygdom, uden at der kommer noget stort show ud af det," fortsætter Isabel uanfægtet. "Pointen er, at hvis du fortæller folk, at du kan rejse i tid eller forudsige et jordskælv, så er du godt på vej til at blive brændt eller halshugget. Så vi må finde på noget andet."
   "Okay," pipper Oscar. "Så må vi tænke over en måde at få dem i sikkerhed uden at snakke om jordskælv. Men jeg tror altså, det sikreste er at være i gårdhaven. Den er stor nok til, at de alle kan være her, uden at der falder noget af bygningen ned i hovedet på dem."
   "Kan de ikke blive slugt af en revne i jorden?" spørger Isabel.
   Oscar har svært ved at vænne sig til Isabels praktiske og ligefremme måde at snakke om jordskælvet på. Som om det bare er endnu en forhindring i livet, der skal overstås bedst muligt.
   "Jeg ved det ikke," indrømmer Oscar, "men jeg har kun læst eller hørt om folk, der døde, fordi bygningerne faldt sammen over dem. Der er vist også noget med, at hvis man står i en døråbning, er man i sikkerhed. Rammen på dørene falder ikke så nemt sammen."
   De ser sig begge omkring i gårdhaven og ser på døråbningerne ind til cellerne og ind til hovedbygningen med køkkenet og spisestuen.
   "Det skal nok være en af de store, buede døråbninger," funderer Isabel. "Jeg må huske at få nogen af nonnerne til at stå der, når det går i gang. Hvis de vil lytte til mig. Men jeg ville ønske, du kunne finde på en smart historie, så du kunne advare dem på forhånd."
   Det lover Oscar at tænke over, men nu presser han på for at snakke om det, han egentlig er kommet for:
   "Jeg tror, det er vigtigt, du opsøger dine forældre inden på lørdag," siger han.
   "Opsøger dem? Vi ved jo ikke, hvor de er?" Isabel hæver øjenbrynene og ser på Oscar.
   "Jeg har bare en stærk fornemmelse af, at de er hos ham godsejeren, Oliveiras," svarer Oscar. "Kan du ikke få lov at tage derud med mig?"
   "Så skal vi skynde os!" Isabel flyver op fra den lille bænk, så hendes kjoleskørt rammer Oscar i ansigtet, og inden han når at svare hende, er hun gået i rask tempo gennem gårdhaven og hen til priorinden, Moder Elisas kammer.
   "Det må jeg godt," puster hun, da hun kommer tilbage to minutter efter. "Vi har endda fået lov at tage noget brød og vand med fra køkkenet."
   Inden Oscar når at svare, er hun væk igen, og lidt efter kommer hun tilbage med vand og brød.
   "Der kan du selv se; de er søde mod dig og vil gerne hjælpe dig," får Oscar forpustet frem, mens han prøver at følge Isabels hæsblæsende tempo hen ad gaden.
   "Hvad vej skal vi?" spørger Isabel, stadig i så højt tempo, at hun næsten løber. Hun har retning mod Rossio.
   "Vi skal hen til São Roque og væk fra floden. Carlos sagde, at godset ligger et sted bagved jesuitternes kloster. Deres jord grænser op til godsejerens jord," Oscars ord kommer frem i små stød mellem hans gispende vejrtrækning.
   "Går folk ikke særlig meget i din tid?" kan Isabel ikke nære sig for at spørge, men så griner hun. "Bare rolig, jeg ved det. Du må intet afsløre. Jeg prøver bare at forestille mig et samfund, hvor man kan være i så dårlig form som dig."
   De småløber videre gennem de brostensbelagte gader uden at tale sammen, og Oscar kommer ind i en rytme, hvor han næsten ikke bliver forpustet. Da de kommer forbi murene til São Roque, ser Oscar sig nervøst omkring af skræk for at møde Broder Miguel, men alle munkene må være inde og spise aftensmad eller holde gudstjeneste, for de møder ingen.
   Da de kommer op til markerne, går de mellem oliventræerne. Oscar har svært ved at vænne sig til, at man har oliventræer på samme måde, som man har majs eller hvede i Danmark, men det gør det i hvert fald nemmere at skyde genvej gennem en mark.
   De når et højt stengærde og håber på, at det markerer overgangen mellem jesuitternes marker og godsejerens. Isabel løfter sig op i armene med ryggen til gærdet, hviler et par sekunder med numsen øverst på stenene og lader sig elegant glide ned på den anden side. Oscar prøver at gøre det samme. Han bliver helt rød i hovedet af at presse sig op med armenes kraft og må opgive. I stedet vender han sig og ser på Isabel på den anden side af stengærdet.
   "Mon ikke jeg kan ..." Han sætter hænderne op og prøver at løfte sig op, mens han støder fra på muren med fødderne.
   "Pas på, du ikke ødelægger gærdet," svarer Isabel og får fat under armene på ham, så hun kan hive ham over. "Du arbejder da på den der fabrik, gør du ikke? Bruger du ikke armene?"
   Oscar hader, at han er slappere end hende, men han kan se smilet i hendes øjne og ved, at det er lige meget. Så lader han sig falde ned på marken ved siden af hende. Her er der ikke oliventræer, men derimod vindruer. Isabel begynder at løbe, og Oscar prøver at følge med. De har begge fået øje på nogle arbejdere, som er ved at pakke sammen i de sidste stråler fra solen.
   "Undskyld," siger Isabel, så snart de er et par meter fra arbejderne. "Arbejder der to slaver her, som hedder Vitor og Inês Ferreira?"
   Den nærmeste arbejder tørrer sveden af sin mørkebrune pande med bagsiden af hånden og ser undersøgende på hende.
   "Hvorfor spørger du?"
   "Det er mine forældre," svarer Isabel med så forhåbningsfuld en stemme, at Oscar næsten ikke kan klare det. Tænk hvis han har taget fejl? Men det har han ikke.
   "De hører til her på godset, ja," svarer arbejderen, "men de er her ikke så tit. De bliver sendt ind til Lissabon og sælge frugt og olivenolie, og de har egentlig ikke lov at sove her."
   "Egentlig ikke?" presser Isabel på.
   "De får lov at beholde lidt af pengene selv, når de sælger varerne, så de burde selv finde et sted at bo," forklarer manden. "Men de har kun været her et halvt års tid, og den første hytte, de boede i, faldt sammen sidst det var uvejr. Så nu sover de ofte sammen med os andre i den store lade." Han vifter med armen i retning af nogle bygninger ude i horisonten.
   "Kan jeg komme med tilbage til laden og vente på dem?" spørger Isabel.
   "Nej, det går ikke. De må ikke blive opdaget af godsejeren, og hvis der pludselig dukker en fremmed pige som dig op, begynder at folk at sladre." Oscar kan se på ham, at han mener det alvorligt, men han er ikke sikker på, om Isabel kan holde sig væk, når hun er så tæt på at se sine forældre igen.
   "Mon der er en dag, vi kan være heldige at fange dem her?" spørger Oscar med sin høfligste stemme. Arbejderen ser undersøgende på ham.
   "Ja, altså, er der en dag, hvor de er her på godset i stedet for at være i Lissabon?" spørger Oscar igen.
   "Eller ved du, hvor de sælger frugt og olivenolie, så vi kan finde dem inde i byen?" prøver Isabel.
   "Jeg ved ikke, præcis hvor de sælger. De er ikke samme sted hver dag, og de går ikke sammen," svarer manden.
   "Men har de ikke en bod?" undrer Oscar sig og tænker på João og Pedro.
   "Nej, de går rundt fra dør til dør og sælger," forklarer manden.
   Isabel ser lidt nedslået ud.
   "Men I kan prøve at komme fredag aften," siger han, mest henvendt til Isabel. "Efter spisetid er de her normalt og hygger sig med os andre slaver."
   "I laden?" Isabel ser beslutsomt på manden.
   "Ja. Men jeg ved ikke om det er en god ide, at I begge kommer." Han ser på Oscar.
   "Jeg ved godt, jeg ikke kan undgå at blive bemærket," siger Oscar stille. Måske er det bedre, han bliver væk.
   "Selvfølgelig skal du med," siger Isabel bestemt. "Vi finder ud af noget."
   Hun ser ud som om, hun har flere spørgsmål til manden, men han kigger efter de andre arbejdere, der er begyndt at gå tilbage mod godset, og han vil tydeligvis gerne med dem.
   "Kom Isabel." Oscar lægger hånden på Isabels albue og prøver at lede hende væk fra arbejderen.
   "Vi ses på fredag," siger hun, og bliver stående lidt og kigger efter ham, mens han går hurtigt i retning af godset. Så vender hun sig mod Oscar.
   "Vi gjorde det! Vi har fundet dem!" udbryder hun. "Du har fundet dem."
   "Tjo," mumler Oscar.
   "Du er en god ven, Oscar. Og du er den rigtige til at hjælpe os her i Lissabon. Det kan jeg godt se nu. Jeg tror på dig." Hun giver hans hånd et klem, og de begynder langsom at gå tilbage mod byen. Det er næsten mørkt nu, men de kan stadig se, hvor de går.
   "Vil du have vand?" Isabel tilbyder ham flasken. Oscar skal lige til at kommentere på, at de da ikke kan drikke af den samme flaske, men så dropper han det. Han undgår nok ikke bakterier fra andre mennesker her, og hellere Isabel and nogen anden.
   De deler også brødet, mens de går samme vej tilbage og ender ved São Roques mure.
   "Så skal vi hver sin vej," siger Isabel. "Klarer du dig, fremtidsdreng?"
   Oscar sukker af hende, men smiler også. Han er helt tryg ved at gå alene hjem nu, men det er faktisk meget rart, at hun spørger.
   Da han kommer hjem, bemærker Afonso lidt surt, at han kommer meget sent, men han får stadig lov at tage en skål suppe i køkkenet. Så er det sengetid. Oscar når lige at tænke, at han da umuligt kan sove med alle de tanker, der flyver rundt i hovedet på ham, og så går han ud som et lys.


Kapitel 19 Dyr er så kloge
   Tre dage efter, om torsdagen, beder Oscar om lov til at besøge Isabel igen.
   "Du er der nærmest mere, end du er her", klager hr. Afonso. "Bliver nonnerne ikke trætte af dig? Er det ikke meningen, der kun skal være kvinder i Salvador Kloster?"
   Oscar ved ikke, hvad han skal svare. Måske er de trætte af ham? Men de siger jo ikke noget til, at han kommer, og Isabel siger, at de godt kan lide at få besøg af ham.
   "Jeg tror faktisk, at jeg kan spise aftensmad der i dag," falder det ud af munden på ham.
   Så må man håbe, det er sandt. Han håber, at de skal have kød. Oscar savner at få kød - hos familien Silva får de det kun om lørdagen.
   Oscar får lov at løbe afsted, mens der stadig er to-tre timers dagslys tilbage. Solen går ned samtidig med, at de spiser aftensmad, eller lidt efter.
   Da han når frem til klosteret, bliver han som sædvanlig lukket ind af en neutral nonne, der ved, hvem han er. Han burde måske se at lære deres navne at kende. Men det er svært, når de ikke rigtig taler med ham.
   Novicerne har undervisning i den store spisesal, kan han høre. Det er de unge piger, der ikke er nonner endnu, men som bor i klosteret allerede og er ved at blive oplært. De skal gentage efter den nonne, der underviser dem, og de unge pigestemmer bryder stilheden og skaber sammen med duften af krydderurterne ude i gårdhaven en følelse af at være hjemme og tryg, som Oscar stadig ikke helt har fundet hos familien Silva.
   Isabel er i gang med at plukke oliven fra et oliventræ i et hjørne. Killingen leger for hendes fødder.
   "Skal vores lille ven der ikke have et navn?" spørger Oscar hende.
   "Hej, Oscar, jeg så dig slet ikke," smiler Isabel til ham. "Det har den fået. Den hedder Plet pga. den hvide plet på hovedet."
   "Mon det er en pige eller dreng?" undrer Oscar sig.
   "Det er da lige meget." Isabel sætter sig på en bænk, og Oscar sætter dig ved siden af. Kattekillingen forsøger at klatre op af hendes kjole. Den falder ned og piber lidt, og så løber den forvirret rundt efter sin egen hale. De griner af den, men så bliver Isabel alvorlig.
   "Den virker faktisk mere forvirret i dag end ellers. Jeg ved godt, det bare er en killing, men måske er der noget galt med den? Hvad hvis den er syg?"
   "Mon ikke den bare er legesyg?" prøver Oscar. "Der er vel ikke nogen normal opførsel for killinger."
   "Du kender den ikke så godt som mig," svarer Isabel fornærmet. "Den er faktisk meget klog."
   Klog kat. Kloge dyr. Oscar falder i staver. Der er noget vigtigt, han skal prøve at huske.
   "Den kan forudsige jordskælv!". Oscar kommer næsten til at råbe det og holder sig automatisk for munden.
   Så fortsætter han med en hvisken. "Jeg har hørt noget om, at dyr kan forudsige jordskælv. Måske ved den allerede, at jordskælvet kommer på lørdag. Eller også kommer der et mindre skælv inden da."
   Isabel kigger på killingen, som er begyndt at løbe rundt langs muren og lede efter revner eller huller, den kan komme ind i. Den slår nærmest hovedet imod de store sten af iver efter at komme igennem.
   "Ja, det kan jeg også huske, jeg har hørt", svarer hun. "I Cameroun var der hunde, som peb og stak af hjemmefra dagen før et jordskælv. Det ser faktisk ud som om, Plet prøver at slippe væk fra os".
   De kigger ned på den forvirrede killing, der løber i slalom ind mod muren og væk igen for at prøve at komme igennem et stykke længere henne.
   "Så kan vi sige det til nonnerne," hvisker Oscar spændt og kigger sig omkring for at tjekke, at ingen kan høre dem. "Du kan sige, at Plet opfører sig... som den nu gør, og så kan du fortælle, at det samme skete i Cameroun, og der betød det, at et jordskælv var på vej."
   "Men jeg kan stadig ikke sige til dem, at det er på lørdag, og at de skal holde sig i gårdhaven," svarer Isabel.
   "Nej, men det er vel nemmere at få dem ud på lørdag, hvis de allerede er på vagt overfor jordskælv", fremturer Oscar.
   Jo tættere han kommer på lørdag, jo mere har han lyst til at stille sig op på alle gadehjørner og råbe til folk, at de skal komme i sikkerhed inden jordskælvet lørdag kl 9.40. Det her er da en start.
   "OK, jeg gør det. Du går med og støtter mig," afgør Isabel og rejser sig fra bænken.
   Hun tager katten i den ene hånd og Oscar i den anden og trækker ham hen mod priorindens værelse. Så slipper hun hans hånd igen, da en nonne sender dem et ondt blik.
   De banker på døren til priorindens værelse og inviteres ind med det samme.
   "Vi beklager, at vi forstyrrer, men vi har noget alvorligt, vi gerne vil snakke med dig om," starter Isabel.
   "Med katten?" spørger priorinden og ser irriteret på Plet i Isabels hånd.
   "Ja, den er faktisk grunden til, at vi vil snakke med dig," fortsætter Isabel. "Den har advaret os om, at der kommer et jordskælv snart."
   "Har den lært at snakke?" spørger priorinden tørt uden at vise hverken humor eller irritation i sit ansigtsudtryk. Oscar er lidt bange for hende, for det er da ikke normalt at se så neutral ud hele tiden.
   "Nej, men den opfører sig på samme måde, som andre dyr gjorde i Cameroun, lige inden der var jordskælv," fortsætter Isabel uden at lade sig kue. "Oscar har også hørt om dyr, der advarer mod jordskælv. Ikke, Oscar?" Hun sender tydeligvis bolden videre til ham.
   "I o Porto?" spørger priorinden. Oscar tøver. Hvad hvis der aldrig har været jordskælv i o Porto?
   "Nej, jeg har lært om det i skolen," svarer han i stedet. "Det var vist også i Afrika." Priorinden ser på ham med noget, der måske kan tolkes som et kritisk blik, men det er svært at gætte.
   "Hvad vil I have, jeg skal gøre med den information?" Priorinden ser tavst på dem. Oscar tøver, men tager chancen.
   "Når jordskælvet kommer, skal du få alle ud i gårdhaven. Så langt ind i midten som muligt. Og de skal prøve at beskytte deres hoved. På den måde er der forhåbentlig ikke nogen, som kommer til skade under sten, der falder ned, når murene braser sammen."
   "NÅR murene braser sammen?!" Nu kan Oscar godt tyde priorindens blik. Hun er vred. "Så du siger, at MIT kloster vil falde sammen som en stråhytte i Afrika?"
   Oscar kan næsten ikke trække vejret af skræk. Han har haft lærere, der var lidt skræmmende, når de var vrede, men det var ingenting i forhold til priorinden.
   "Nej, jeg ... jeg ved selvfølgelig ikke, om klosteret falder sammen. Undskyld," fremstammer han. Men så tager han sig sammen. Noget af klosteret vil jo falde sammen. Det er han næsten sikker på.
   "Men hvis der kommer et voldsomt jordskælv, er det sikrest at være i gårdhaven."
   "Ja, vent og se," afbryder Isabel. "Når jorden begynder at ryste, så vil nonnerne gå i panik. Men nu ved du det, og så kan du lede dem den bedste vej til sikkerhed."
   Oscar beundrer Isabels diplomatiske evner. Priorinden ser straks mere rolig ud.
   "Jeg vil tænke over, hvad I har sagt," siger hun. "Oscar, du bliver og spiser. Du er blevet tyndere siden den første dag, du stod her og havde mistet dine forældre. Ingen skal sige, jeg ikke passer på de fortabte sjæle."
   Oscar overvejer at afbryde og indskyde, at han ikke er fortabt, men han vil jo gerne blive og spise, og så længe priorinden ikke er vred på ham, må hun gerne have ondt af ham.
   Oscar får lov at vente i gårdhaven med Plet, mens Isabel bliver sendt i køkkenet og hjælp med aftensmaden. Da klokken ringer til aftenbøn, lister Oscar ud i køkkenet for at snakke med Isabel, men hun har travlt ved de store gryder, og de andre tjenestepiger ser surt på ham, så han går igen. De skal have en sammenkogt ret med grøntsager og små stykker kød. Det dufter dejligt.
   Efter aftenbønnen sætter alle nonnerne, novicerne og Oscar sig ind i den store spisesal. Isabel og de andre tjenestepiger serverer gryderetten i en skål til hver. Der er kurve med tykke brødskiver, som bliver sendt rundt. Alle spiser i tavshed, og Oscar skal styre sig for ikke at rose maden. Det er så mærkeligt, at det høfligste her er bare at være stille.
   Han har svært ved at vænne sig til, at Isabel ikke har tid til at sidde sammen med ham og spise, men hun er jo på arbejde. Hvis bare hun har fået noget at spise i køkkenet, så er alt godt.


Kapitel 20 Dagen før
   Næste morgen vågner Oscar ved, at der er lyst i værelset. Ikke sådan solskin ind ad vinduet, men trods alt lidt dagslys, så solen må være ved at stå op. Så er klokken næsten 7. Han har sovet længe.
   Carlos er ikke i værelset, og Oscar bliver lidt flov over, at han ikke er oppe og i gang sammen med de andre. Men han kan høre dem snakke lavt ude fra køkkenet, så de er nok ved at spise morgenmad.
   Han går ud i køkkenet og får sig en tyk skive brød og en kop vand.
   "Glæder du dig også til i morgen, Oscar?", spørger Patrícia smilende. Carlos' lillesøster siger ellers ikke så meget. Oscar ser på hende, som om hun er vanvittig. Hvem ville dog glæde sig til en dag fyldt med ødelæggelse og død? Så kommer han i tanke om, at for alle andre end ham er i morgen en festdag, og han får straks dårlig samvittighed over at skule sådan til hende.
   "Skal I i kirke eller er der noget optog, I skal se inde ved Rossio?" prøver han at redde den, men hendes smil er allerede blegnet lidt.
   "Skal du da ikke med?" Hun ser nærmest bedende på ham, og det falder ham ind, at han måske har ignoreret hende stort set al den tid, han har boet her. Det er sikkert godt, han ikke har en lillesøster derhjemme. Han aner ikke, hvad man stiller op med sådan nogen.
   "Jo, du skal da med os i kirke", siger fru Beatríz. "Madalena skal også med os."
   Det skal Oscar helt sikkert ikke, men han ville ønske, han også kunne få dem til at lade være med at gå i kirke. Igen ser han scener fra filmen på museet. De folk, der gik i kirke, gik lige ind i en dødsfælde af sten, der faldt ned fra loftet, og brændende stofduge, der blev optændt af de mange stearinlys i kirken. Han ryster på hovedet for at få billederne for hans indre nethinde til at forsvinde.
   "Og du kan gå rundt i nabolaget med Carlos og Patrícia og få kastanjer og sjælekager", fortsætter fru Beatríz.
   "Nåh ja, sjælekager," siger Oscar og spekulerer over, hvordan han kan få en forklaring. "Vi bor virkelig langt ude på landet, mig og mine forældre, så der er ikke så mange naboer..." Oscar går i stå.
   "Men I må da få sjælekager?" Fru Beatríz ser mærkeligt på ham. "Det har man da alle steder på Allehelgensdag. Også i andre lande end Portugal, fx England, har jeg hørt. Så må I vel også have det i o Porto? Børn og fattige går fra dør til dør og får sjælekager til gengæld for, at de lover at bede for de dødes sjæle i hele november måned."
   Oscar synes det lyder lidt makabert, men han kan svagt huske noget fra en tegnefilm om De Dødes Dag i Mexico, hvor de sad på kirkegården og spiste mad og snakkede med de døde. Det var vist også den 1. november. Så temaet den dag er simpelthen døde mennesker? Hvor passende.
   "Nåh, ja," fremstammer han. "Det gør vi da også derhjemme. Jeg går bare ikke så meget op i det med kagerne, fordi jeg bedre kan lide..."
   "Kastanjer?" bryder Patricía ind. "Det kan jeg også. De fleste deler også kastanjer ud."
   "Ja, kastanjer! Jeg elsker kastanjer." Oscar håber, han har reddet situationen, så de ikke synes, han er alt for mærkelig. Derfor spørger han heller ikke, hvorfor der bliver delt kastanjer ud. Er det meningen, de skal lave kastanjedyr bagefter?
   "Vi laver også kastanjer herhjemme til dem, der kommer, og måske bliver der nogen tilovers til den næste uges tid," smiler fru Beatríz.
   "Uhm, det dufter så godt, når de bliver ristet på gløderne," siger Patricía drømmende. "Og når skallen åbner op, og der kommer salt på... Det er det bedste."
   Så man spiser altså kastanjer, tænker Oscar. Han ser tilbage til den dag, hvor han var i centrum af Lissabon med forældrene. Der var en mand med en vogn, som solgte noget, der lugtede lidt som brændte mandler, men alligevel ikke. Det må have været kastanjer.
   "Så kan du gå med Patrícia og Carlos rundt i nabolaget," konkluderer fru Beatríz. "De plejer at starte kl halv 8, så vi har god tid, inden vi skal til gudstjeneste."
   "OK, det vil jeg gerne," svarer Oscar, "men bagefter skal jeg mødes med Isabel. Vi skal se et optog arrangeret af De Sorte Brødre oppe i Mocambo. Vil I ikke med? Vi kan måske følges med Duarte og Gabriel?"
   Hr. Afonso ser irriteret på ham. "Duarte og Gabriel skal have lov at fejre festdagen, som de selv har lyst til uden os, og Allehelgensdag er en af de vigtigste helligdage hele året, så selvfølgelig skal vi i kirke. Jeg er sikker på, De Sorte Brødre også holder gudstjenester rundt omkring i deres kirker. Det optog, du snakker om, må være senere på dagen."
   Oscar håber, hr. Afonso tager fejl, men han ved jo ikke, hvad Fader Ernesto har tænkt sig at gøre. Han ved ikke, om nogen vil lytte til en tilfældig drengs råd. Men han er da nødt til at prøve.
   "Hvad tid er gudstjenesten i morgen?" spørger han for en sikkerheds skyld, selv om han kender svaret.
   "Kl 9," svarer hr. Afonso, "og mon ikke du kan nå det og så mødes med Isabel bagefter? Vi vil gerne have dig med."
   Fru Beatríz smiler og nikker til Oscar for at vise, at hun også gerne vil have ham med, og Patrícia smiler forsigtigt til ham.
   Oscar er rørt over, hvor godt familien har taget imod ham. Men netop derfor har de fortjent, at han prøver at redde dem. Han ved bare ikke hvordan.
   "Der er også højmesse kl 10, men det er vigtigt som sande troende, at vi får både den og gudstjenesten kl 9 med," fortsætter hr Afonso.
   Oscar spekulerer over, hvordan de tror, han kan nå højmessen sammen med Isabel kl 10, hvis han går til gudstjeneste med dem kl. 9, men han vil ikke diskutere det, når han i virkeligheden ikke har tænkt sig at sætte sine ben i en kirke i morgen.
   Resten af morgenen fortsætter fru Beatríz med at bage, så de er klar til at spise så mange lækkerier som muligt næste dag. Hun laver noget, der hedder drømmekage, som er en slags friturestegt dej med sukker på. Oscar får lov at smage, og det smager som berlinere. Han håber, de får lov at spise dem fra morgenstunden af, inden det går løs.
   De arbejder i værkstedet indtil midt på eftermiddagen. De får lov at stoppe lidt tidligere end normalt, fordi det er helligdag dagen efter. Oscar er ukoncentreret, fordi han hele tiden går og kigger op og spekulerer på, om loftet og væggene vil kunne holde til et jordskælv, eller om hele huset vil falde ned, så lejligheden ovenpå ender hernede oveni alle fliserne.
   Det eneste konstruktive, han laver, er at stable alle de færdige fliser under en bue i bagvæggen i værkstedet. Det ser ud som om, der har været en ovn engang, som så er lukket, da de lavede den store oven i den anden ende af værkstedet. Oscar håber, det fungerer på samme måde som en døråbning og vil blive stående under jordskælvet. Han pakker bunken af fliser så fast og lige som muligt og sætter træstave fra brændebunken op udenom. Så går de forhåbentlig ikke i stykker.
   "Hvad er det du laver?" spørger Carlos, som åbenbart ikke kan se det vigtige i at beskytte fliserne. "Det der er tre forskellige ordrer. Det giver ikke nogen mening at stable dem sammen."
   "Jeg ville bare rydde op," siger Oscar og prøver at lyde neutral. "Kan vi ikke lade det stå til på mandag?"
   "Jo, gerne for min skyld," mumler Carlos og er allerede på vej ud af værkstedet. "Kommer du? Vi har fri nu og har fået lov at tage ind til Rossio."
   Oscar følger efter Carlos. Han vil gerne se, om Carlos har en hurtigere rute til Rossio end ham selv, så han kan komme derind så hurtigt som muligt i morgen.
   Det viser sig, at Carlos går stort set samme vej, som Oscar plejer, så Oscar har i stedet opmærksomheden rettet mod husene og hvilke, der ser mest stabile ud. Overalt er folk ved at pynte op, og der er mange flere sælgere rundt omkring, end der plejer at være. Der er også en del blomstersælgere, og der hænger blomsterguirlander rundt omkring på husene.
   Inde på Rossio er han som sædvanlig imponeret over, hvor stor pladsen er i forhold til, hvor smalle alle gaderne er. Han er sikker på, at dette er det sikreste sted inde i byen i morgen.
   "Er det ikke ham Tom, der kom med dig?" spørger Carlos og kigger i retning af hospitalet langs med pladsen.
   Oscar ser derover og får øje på Tom, som står med et smil og nyder nogle stegte sardiner på en skive brød. Han har ikke set Tom, siden Isabel påpegede, at Tom har kidnappet ham, og han kan mærke vreden komme op i sig.
   "Jeg går lige over og snakker med ham, er det OK? Du kan bare selv gå hjem, når du vil. Jeg går op og besøger Isabel i klosteret bagefter," siger Oscar og hører kun svagt Carlos' svar om, at han da virkelig også har venner, han gerne vil hænge ud med i stedet for altid at hænge på Oscar.
   "Hygger du dig?" spørger Oscar, da han kommer over til Tom.
   "Mmh ja, du skulle prøve de her sardiner," svarer Tom, mens Oscar ser med væmmelse på fedtet, der løber ned ad hagen på Tom og forsvinder i hans skæg. "Jeg giver."
   "Du giver?! Du giver en sardin til gengæld for, at jeg bor i et fremmed land i en fremmed tid og måske skal dø i et jordskælv i morgen," halvt råber Oscar forarget.
   "Så, så, dæmp dig lige lidt," hvisker Tom og går væk fra de nærmeste mennesker og lidt op ad en sidegade, mens han tydeligvis forventer, at Oscar følger med.
   "Er det det, der er din taktik? Bare at råbe til alle, du møder, at der kommer et jordskælv?"
   Oscar ser iltert på Tom. "Nej, selvfølgelig er det ikke det," hvisker han så højt, han kan. "Jeg har kun sagt det til Isabel."
   "Fair nok. Men jeg vil nu stadig anbefale dig at prøve de her sardiner," fortsætter Tom roligt. "De sælger dem lige derovre i en bod, og jeg vil godt købe dem til dig. Det er sikkert din sidste chance."
   "Sidste chance?" Oscar stirrer vildt på Tom. "Sidste chance, fordi jeg dør i morgen? Eller sidste chance, fordi..."
   "Fordi hvis alt går vel, kan du snart komme tilbage til dine forældre igen," svarer Tom. "Så vil du ikke smage de sardiner? Man kan også købe dem i 2022, men det er bare ikke helt det samme."
   Oscar stirrer vildt på Tom. Så ryster han på hovedet.
   "Jeg vil ikke have sardiner, ellers tak. Men jeg vil gerne vide, hvordan jeg finder dig i morgen. Hvordan kommer jeg hjem?"
   Tom ser sig omkring for at tjekke, om der er nogen, der lytter.
   "Når du har gjort dit bedste, og flodbølgen er overstået, så må du finde mig," svarer han.
   "Hvor?" spørger Oscar irriteret. Nu vil han for en gangs skyld have et konkret svar ud af Tom.
   "Gå ned til vandet. Så ser du mig."
   "Ved vandet? Men er det ikke farligt?" spørger Oscar, forarget over at Tom igen ikke tænker på hans sikkerhed.
   "Ikke hvis du venter, til flodbølgen er helt overstået," smiler Tom roligt.
   "Fint." Oscar siger farvel og begynder hurtigt at gå op mod klosteret uden at se sig tilbage.