27. februar

"Togene på kystbanen kører i øjeblikket uregelmæssigt. Næste tog kommer til perronen om sytten til nitten minutter." Jeg kiggede på Peter, som lignede en, som lige var kommet ud fra et mørkt lokale, hvor han var blevet låst inde og var blevet tvunget til at se Catwoman seks gange i træk. Uden popcorn eller sodavand. Jeg tænkte, at jeg lige ville give ham et øjeblik til at få pulsen ned. Han var folkeskolelærer og underviste de små klassetrin. Han lignede på ingen måde en skolelærer, men jeg kunne sagtens forestille mig, at han var god til det, for han havde en eller anden form for autoritet, pakket ind i en behagelig venlighed. Leonora havde mødt ham en enkelt gang, og hun syntes, at han "så blød ud." Hvad så end det betød. Sikkert noget godt, for hun havde været ét stort smil, da han havde besøgt mig. Os? Det gik egentlig fint mellem Leonora og mig. Jeg tror, at vi begge havde sænket paraderne en smule. Jeg var ret forelsket i hende, og de dage hvor vi ikke var sammen, talte vi i telefon stort set hele tiden. Jeg mærkede ofte hendes skrøbelige sind. Hun kunne blive sindssygt ked af det over ingenting, og så havde hun en tendens til at påtage sig en eller anden form for offerregnfrakke. En hvor-er-det-synd-for-mig-pullover. Der var også et par jeg-er-helt-alene-i-verden-snickers i hendes garderobeskab. Men mest af alt kunne hun blive ret deprimeret. Hun prøvede at skjule det, men jeg kunne se lige igennem hendes facade, for hendes depressive sider var PRÆCIS ligesom mine. Derfor kunne jeg spejle mig i dem, for jeg vidste hvad hun tænkte, når hun havde det sådan. Og hun vidste hvordan jeg havde det. "Almindelige" depressioner er normalt udløst af livsomstændigheder, og kan kureres med samtaleterapi og medicin. Bipolare depressioner er af en helt anden kaliber. De kan ikke gå væk. De er der bare. De bliver na-turligvis værre af livsomstændigheder, men også af manglende stabilitet, for meget alkohol eller for lidt søvn. Samtaleterapi har ikke nogen rigtig effekt, fordi det er kemi i hjernen, som er den udslagsgivende faktor. Eller måske manglende kemi, for rent faktisk er der ikke nogen i verden, som kender årsagen til bipolar lidelse, og dermed er der ikke en kur for lidelsen. Jeg havde, i mange anfald af grænseløs selv-medlidenhed, ønsket mig at der var en eller anden form for vaccine for lidelsen. BKMA-vaccinen, havde jeg besluttet mig for at kalde den. Hvorfor var jeg ikke helt klar over. Men sådan en vaccine fandtes ikke. Der er ingen i verden, som kunne forstå bipolare depressioner, som er depressioner uden årsager. En ubalance, som al-drig går væk. Derfor havde jeg tilladt at hun kom så tæt på mig, for hun var det menneske, som forstod mig bedst lige nu. Også bedre end Linda havde. Jeg gjorde mig umage for at hun ikke skulle blive endnu en sygepasser. Men for fanden hvor det tændte mig, at hun kunne se lige ind i min lidelse og forstå den som ingen anden. At hun så var intelligent og så vildt godt ud, var jo bare et ekstra plus.
   Hendes tidligere forhold og forholdet til August, hendes søn, var et åbent sår, som hun på ingen måde var klar til at tale om. Jeg havde dog fundet ud af, at Leonoras ekskæreste hed Gaspar. Til dato det mest fesne navn jeg nogensinde var stødt på. Det lød som en nisse, som havde været medhjælper i "Julemandens værksted" teg-nefilmen, ham som malede skaktern på træbrædderne. Eller som en fransk bager, som havde til opgave at forsyne Tour de France-rytterne med baguettes efter hver etape. Men han var åbenbart pæredansk og hed Jacobsen til efternavn. Hun havde fået en voldsom depression og havde ikke kunnet tage sig af hverken mand eller søn. Jeg havde fundet ud af, at de var flyttet fra hinanden for et halvt år siden, og August var flyttet ind hos ham. Det måtte være svært for hende. Jeg var klar over, at der ikke ville komme noget godt ud af at tvinge hende til at fortælle mere, og at jeg måtte leve med at det ville komme til at tage tid. Især når der var bipolar lidelse inde i bille-det. Men samtidig følte jeg lidt, at det ikke gik begge veje. Jeg havde været åben omkring min økonomiske situation, og jeg havde fortalt det jeg kunne huske om mine maniske episoder. Men når bipolar lidelse var inde i billedet, var der intet som var normalt. Intet som gik begge veje. Kun tid. Og litium. Hvilket kystbanetoget så sande-lig måtte have glemt denne dag. Jeg overvejede at kontakte kystbanetogets togpsykiater, og få ham til at udstede noget supplerende togmedicin. Men nu stod vi her. Det var koldt. Og det sneede. Og vi skulle til julefrokost. Det var slutningen af februar, men det havde været komplet umuligt at få alle venner samlet i december, så vi havde rykket begivenheden et par måneder frem for at sikre os at alle kunne. Og det var i dag. Jeg kiggede rundt på perronen mens jeg overvejede hvor mange dage jeg sammenlagt havde brugt på at vente på kystbanetoget. Jeg forsøgte at erindre, hvor mange gange jeg havde taget toget i hele mit liv, og så indberegne gen-nemsnitlige forsinkelser. Jeg fandt, ved simpel hovedregning ud, at jeg havde brugt flere uger af mit liv på forsinkelser.
   "For helvede, hvor er det irriterende! Det er uhyre sjældent, at jeg kommer ned på stationen, og toget ikke er forsinket!" Peters ellers stoiske ro var ved at krakelere, kunne jeg mærke. Han havde, efter mange år som slave af offentlig transport, købt en bil, for han havde haft ret langt til arbejde. En hvid VW Up. Et halvt år efter han havde købt bilen havde han skiftet arbejde, så han pludselig kun havde to kilometer hver vej. På mit spørgsmål om hvorvidt han så ville sælge sin bil igen, havde hans ansigtsudtryk skiftet karakter, så det havde lignet udtrykket på en person, som fik for-talt en vittighed, som først blev forstået efter ti sekunder. Der var åbenbart tale om en VW Up med egenskaber som man ellers kun så i Herskerringen, for bilen havde tilsyneladende samme magt over ham, som Saurons lille kreation havde over sin bærer. Gad vide om Peter mon havde købt bilen i en grotte af en sælger med meget lange arme og med en snøvlende stemme. Bilen var i hvert fald Hans Dyrebare.
   "Ja, det er pisse koldt. Skal vi ikke drikke en øl imens?" Jeg havde egentlig ikke lyst til at drikke en øl i kulden, men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for det. Jeg havde drukket lidt inden vi skulle mødes, og jeg var ret nervøs for hvordan aftenen ville komme til at foregå. Men jeg var mest bekymret for hvordan jeg skulle komme hjem. Jeg var sikker på, at jeg ville komme til at sidde og kigge på uret hele tiden. Min mor var altid bekymret for mig, når jeg færdedes på steder efter det var blevet mørkt, så hun havde tilbudt mig penge til en taxa, hvilket jeg havde taget imod. Men hvad nu hvis jeg ikke kunne få fat i en taxa? Leonora var hjemme i min lejlighed og havde sagt at hun ville være oppe indtil jeg kom hjem. Peter åbnede sin rygsæk og tog to dåseøl op. Carlsberg Classic. No nonsense. Jeg drak den i to slurke, og lod en rest blive tilbage, som altid. Jeg havde også en del øl med, og jeg havde tænkt mig at konsumere dem alle sammen. Peter underholdt om musikteknik-band-et-eller-andet-noget og jeg forsøgte at koncentrere mig om det han sagde og kæmpede for, at mine tanker ikke fløj. Det gode ved Peter var, at han var ligesom de øl, som var i hans rygsæk. No nonsense. What you see is what you get. Derfor var det altid så rart at være i hans selskab. Toget kom omsider, og vi ankom til vores bestemmelsessted efter at toget havde holdt stille to gange undervejs. Der måtte helt klart være tale om togmaniske episoder, for snart kørte toget ekstremt hurtigt, for derefter at sætte farten helt ned. Vi skulle, som altid, holde julefrokosten hos Lasse. Han havde et enormt hus i udkanten af byen. Huset var så stort, at jeg regnede med at alt inventaret i min lejlighed kunne stå nede i et af værelserne i hans kælder. Han var ret god med en bore-maskine og en hammer, så han havde sat det i stand selv. Han havde en kæreste og de havde en række sammenbragte børn. Når de var der alle på én gang, okkuperede de vel en tredjedel af husets værelser, så jeg havde tit overvejet at spørge ham om huset stadig havde status som kommuneskole i de offentlige registre, og hvor stor en andel af kommunens samlede ejendomsskat han og hans kæreste stod for. Men det var et fedt hus, og de var der allesammen, da Peter og jeg gjorde vores entré. Vi var tolv barndomsvenner, som havde hængt sammen på kryds og tværs i 35 år. Jeg var tryg sammen med dem, fordi jeg ikke behøvede at være en anden end mig selv. De havde været med mig i de dybe depressioner, og havde holdt mig i mine fødder, når jeg var ved at svæve væk. Nogle mere end andre, naturligvis. Det blev altid accepteret når jeg faldt lidt ud, og at jeg tit gik tidligt hjem. Det var rigtig rart. Men jeg havde altid været én person der skulle tages særlige hensyn til, og det hadede jeg. Det skul-le ikke være i dag, havde jeg besluttet mig for. Der var et lille indgangsparti, som led-te direkte ind i stuen, hvilket ikke var ret praktisk, når man var tolv venner hvoraf de fleste var rygere og det sneede udenfor. En gulvvask dagen efter var nok på sin plads. Der var en stor stue med en enorm grå sofa. Spillerne og hele staben på et mellemstort superligahold ville uden problemer kunne side i den og spille FIFA. Der var åbne døre ind til spisestuen, hvor der var dækket op. Der duftede af flæskesteg i køkkenet, og der var et rend frem og tilbage. Jeg tog en øl fra min rygsæk, som jeg satte udenfor, og satte mig ved siden af Mikkel, som sad på en stol ved siden af sofa-en. Det kunne være, at han var bange for at blive slugt af sofaen og derfor holdt be-hørig afstand. Jeg havde boet hundrede meter fra ham i hele min barndom, og vi havde gået i folkeskole sammen. Jeg følte mig meget knyttet til ham, og jeg havde en intimitet med ham, som jeg ikke havde med mange af de andre. Tit følte jeg, at vores venskab var lidt for meget på mine præmisser. Men hey, det var jo altid på den bipolares præmisser, når regningen skulle gøres op. Han var høj, en smule højere end mig, og akkurat ligeså ranglet. Men han var også rødhåret. Meget rødhåret. Han udstrålede en varme og en ro. En "kom og del din historie med mig, jeg har sådan glædet mig til at høre den" udstråling. Han havde også været igennem hårde tider, så det gik begge veje.
   "Hej min ven. Skal du snart straffes i Magic?" Han smilede hånligt.
   "Det kommer nok aldrig til at ske. Jeg er grøn/hvid nu. Jeg har tre tramplere med vigilance og stort set alle creatures har flying..." Jeg kunne høre latter bag ved sofaen. Jeg undrede mig over, hvordan der i det hele taget kunne komme lyd derfra. Lyden skulle jo på ekstreme omveje blot for at nå forbi den kolossale genstand, men jeg kunne alligevel høre Lasses stemme.
   "Stop nu med at snakke om det trolderommy." Han hentydede naturligvis til min og Mikkels store passion - Magic: The Gathering. Vi fik meget tid til at gå med at spille og snakke om det. Men mine tanker fløj, kunne jeg mærke. Jeg kom pludselig til at savne Leonora helt vildt, så jeg rejste mig og sendte hende en SMS.

Jeg savner dig lige pludselig

Jeg fortrød at jeg havde sendt beskeden et sekund efter jeg havde trykket send. Pludselig kom jeg til at udstille mig selv som værende sårbar, som værende én med behov for omsorg og støtte. Jeg hadede mig selv for det. Jeg gik ud og hentede en øl til.
   Maden var god, og Lasse havde igen fundet de røgede ål, som var tilløbsstykket hvert år. Flæskestegen havde fået en smule for meget. Jeg regnede med, at den havde befundet sig i en keramikovn siden om morgenen, og så var sværene lige blev brunet af med en af de brændere, som blev brugt til at rense dækrester fra racerba-nerne. Men den var fint saltet, faktisk så meget, at saltlageret ved Mariager Fjord nok lille skulle intensivere deres produktion for de næste par måneder. Bare så der var nok til alle. Der var snaps til sildene, men på forunderlig vis kunne jeg godt mærke at jeg nok skulle holde mig lidt tilbage. Så kom svaret.

Jeg er der når du kommer hjem. Lige nu er du sammen med dine venner

Vi fik ryddet af bordet, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive ret fuld. Det mærkede jeg da jeg rejste mig for hurtigt og lige måtte støtte mig til bordet. Snakken gik omkring bordet, og vi satte os for at spise risalamande, også en fast tradition. Det var kutyme, at den som havde fået mandlen året forinden, skulle stå for mandelga-ven. Dette havde medført en række uheldige gaveindkøb, men de sidste par år var niveauet faktisk blevet højnet. I stedet for at der blev serveret risalamande i en stor skål, havde Lasse portionsanrettet til os. Jeg fik mandlen i anden bid, og besluttede mig for at holde lidt på den. Jeg kiggede på Peter, som sad skråt overfor mig, og han lignede én, som gik med nøjagtig de samme tanker. Der gik ikke længe før "jeg har fået mandlen" og "det har jeg også" gjaldede fra alle ender af bordet. Lasse havde selvfølgelig lagt en mandel i hver portion. Jeg sad i min egen verden, og havde trukket mig lidt tilbage, så jeg så ikke engang, hvem der fik gaven eller hvad det var. Jeg rejste mig og gik ud røg en gul King's. Der var en slags gård med ujævne store sten på jorden med en carport til den ene side og en gul mur til den anden, men der var ret hyggeligt. Jeg var alene derude, og jeg havde vildt lyst til at ringe til Leonora, men lod være. Selv i min fuldskab vidste jeg godt, at jeg ville bruge hende på den forkerte måde, så det måtte ikke ske. Jeg gik ind og satte mig, og opdagede, at der var en stor revne i skærmen på min mobiltelefon. Den havde ligget ved siden af min tallerken da jeg gik ud, og nu var der en revne i glasset. Jeg rejste mig med min mobil i hånden
   "Er der nogen, som ved hvordan det her er sket? Er der nogen, som har lagt noget på den?" De rystede alle på hovedet, og udtrykte undren. Var det noget jeg selv havde gjort? Jeg var klar over, at når der var fulde mennesker til stede, kunne sådan noget ske, men jeg kunne ikke komme over det. Måske var jeg kommet til at sætte mit glas på telefonen. Måske var der en af de andre, som havde tabt et eller andet på den. Jeg forsøgte med al kraft at overbevise mig selv om, at det var hvad der kunne ske, og at det var døde ting. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få tankerne væk fra det, og de begyndte at køre hurtigere og hurtigere. Dybere og dybere. Angstanfaldet kom luskende denne gang, i stedet for at komme med hundrede kilometer i timen, kunne jeg mærke det bygge sig langsomt op, som var den en tornado, som samlede kræfter. Stemmerne i lokalet blev højere og højere og afbrudte sætninger blandede sig med latteren fra elleve fulde mennesker. Farverne forsvandt fra mit syn og jeg var nødt til at gå udenfor igen. Jeg prøvede at samle mig, men der var ingen vej tilbage. Jeg måtte hjem. Det sneede helt vildt og sneen lagde sig som et koldt tæppe på vejen og på græsplænen. Jeg ringede og bestilte en taxa, og jeg var overrasket over, at jeg var i stand til at holde ordentligt på telefonen, endsige tale i den. Men det gik. Jeg blev stående udenfor og lod sneen indhylle mig. Jeg gik ikke ind og sagde farvel, før jeg kunne se taxaen køre om hjørnet, for så var jeg sikker på, at jeg kunne komme afsted så hurtigt som muligt.
   Himmel og jord stod i ét da jeg satte mig ud i taxaen. Taxaen var en sort Mercedes-Benz, som næsten alle andre taxaer. Jeg satte mig på bagsædet fordi jeg ikke havde lyst til at konversere med chaufføren. Jeg var fuld, men samtidig også frustreret over, at jeg lod mig påvirke så meget af ydre ting. At jeg var så nem at hylde ud af den. Mest af alt var jeg ked af, at mine venner nu igen skulle opleve mig fra min syge side. Taxaen skøjtede rundt på vejen og jeg fik ondt i maven. Havde jeg ringet tyve minutter senere, havde de garanteret lukket ned for al kørsel. Jeg steg ud af taxaen og satte nøglen i opgangsdøren. Den ville ikke åbne. Jeg kiggede ind ad vinduet, men der var ikke noget lys tændt. Leonora måtte være gået i seng. Klokken var halv et, så jeg ville ikke vække hende. Jeg prøvede igen. Stadig ikke. Det var som om nøglen ikke passede til låsen. Skulle jeg ringe til hende? Ville jeg så ikke virke svag? Jeg ringede til min far, så han kunne komme ud med min ekstranøgle, for der måtte jo være noget galt med min. Han tog den ikke, og jeg overvejede ikke et splitsekund, hvad der måtte foregå inde i hovedet på min far, når hans bipolare søn ringede til ham midt om natten. Men det var mig, som kom først. Altid mig. Jeg rettede mig op og trak vejret dybt. Mit angstanfald var næsten gået væk og jeg kunne tænke mere klart. Jeg kig-gede over mod børnehaven, og bed mærke i at den var lidt længere væk fra min op-gangsdør end den plejede. Jeg vendte mig om og så et stort tretal over døren. Det gik langsomt op for min berusede hjerne, at jeg stod ved den forkerte opgangsdør, så jeg småløb over til min egen. Det var voldsomt glat og sneen gik mig op til benene, da jeg satte låsen i døren.
   Leonora havde sin nat t-shirt på og lå på sofaen og så Narcos. Hun havde et tæppe på benene, og hendes ene fod stak ud under tæppet.
   "Hyggede I?" Jeg forsøgte at smile.
   "Ja, det var fint nok, jeg blev bare træt og fuld til sidst. Undskyld jeg skrev sådan til dig." Jeg satte mig ved siden af hende. Jeg havde pludselig sådan en lyst til at græde.
   "Men nu er du her. Og jeg er her. Og vi er her. Vil du med i seng?" Sådan. Ikke så meget "hvor er det synd for dig" og "fortæl mig hvordan du har det." No nonsense. Ligesom med Peter. Jeg kiggede rundt i min lejlighed og kunne - på trods af at jeg var øresønderrivende beruset - se at en lignende tornado, som den der havde katalyseret mit angstanfald tidligere på aftenen, havde besøgt min stue og køkken lidt senere. Meget kunne man sige om Leonora, men ordensmenneske var hun ikke. Der var simpelthen ting overalt. Men hvis det var bagsiden af at have en kæreste, som kunne se ind i ens inderste, så var det en god pris at betale. Og jeg kunne i øvrigt også se lige ind i hende. Vi kunne mærke hinandens humørsvingninger, og det var en helt vild ting. Jeg ville blot ønske, at jeg kunne lære mere om hendes fortid, for det ville gøre det hele lettere. Jeg tog mit tøj af og lagde mig på ryggen i sengen og vendte clockradioen ind mod væggen. Det var blevet sent, og jeg var allerede begyndt at udregne hvor mange timers søvn jeg ville få, hvis jeg vågnede på mit normale tidspunkt. Og det var for lidt. Jeg kunne mærke panikken snige sig ind på mig igen, og jeg lukkede øjnene. Efter et minut kunne jeg mærke en nøgen krop lægge sig ovenpå mig. Jeg kunne mærke Leonoras bryster ovenpå mit bryst og hendes ben, som slangede sig rundt om mine. Jeg blev liggende helt stille, og kunne mærke mine tanker langsomt finde deres kasser, og jeg kunne mærke roen sænke sig over mig, i takt med at jeg kunne høre hendes vejrtrækning blive tungere.

Jeg var lige ved at falde i søvn, da noget slog mig som en hammer. Pludselig stod det mig helt klart, hvorfor jeg havde tænkt som jeg havde, da jeg skulle navngive min imaginære vaccine og havde kaldt den BKMA. Jeg havde syntes, at bogstaverne lød godt sammen, som et slags designerdrug, hvis man sagde bogstaverne hurtigt efter hinanden. Nu gav det pludselig endnu bedre mening.

Bipolar Kiss My Ass