Kapitel 21 Oliveiras' gods
   "Kom nu, Oscar."
   Oscar halser efter Isabel hen ad den smalle gade, der fører væk fra Salvador Kloster. Han skæver op af de hvidkalkede huse og prøver at lade være med at tænke på, at de sikkert braser sammen i morgen under jordskælvet. Hvordan kan Isabel lade være med at tænke på det, nu hvor hun også ved det?
   "Jeg ville ønske, vi havde et stearinlys med," siger hun - uden at lyde forpustet. "Det er næsten mørkt allerede, og det er ikke stjerneklart i aften."
   Oscar har også undret sig over manglen på gadelamper, men folk klarer det åbenbart ved at blive inde om aftenen, så de møder ikke mange på deres vej. Han kan mærke noget mod sin fod, ser ned og når lige at få balancen, inden han falder over en løs brosten. Det er utroligt, at Isabel kan gå så hurtigt uden at falde.
   Længere henne er der trods alt lys i nogle af husene, og det skinner fra deres vinduer og ned på de glatte sten, som kaster lyset tilbage. Hans øjne skal bare vænne sig til det, så kan han godt se nok til ikke at falde, forsikrer Oscar sig selv og skynder sig videre.
   Da han hentede Isabel i klosteret, havde nonnerne insisteret på, at han blev og spiste aftensmad igen. Isabel havde tydeligvis været utålmodig efter at komme afsted, men Oscar var sulten og kunne ikke siger nej. Nu kan han godt se, at de skulle være gået noget før.
   Da de kommer forbi São Roque, må de have en hånd på muren og føle sig frem, fordi der ikke er vinduer ud mod gaden. Da de kommer helt ud på marken, er der ingen lys nogen steder. Selv om deres øjne har vænnet sig til mørket, er det stadig ikke rart at sætte fødderne i jorden og bare håbe på, man ikke falder over en sten eller gren.
   Endelig er de kommet over stenmuren indtil Oliveiras gods, og de kan svagt se lyset fra godsets vinduer, så de ved hvilken vej, de skal gå.
   "Tror du, de er der?" spørger Isabel håbefuldt og tager Oscars hånd, mens de går det sidste stykke i mørket. Han smiler opmuntrende, men hun kan nok ikke se det i mørket.
   "Selvfølgelig er de det. De glæder sig sikkert helt vildt til at se dig." Han håber, det er sandt. Hvad hvis den mand, de snakkede med, slet ikke har sagt, at Isabel kommer?
   "Kan du høre musikken?" spørger hun og hiver i Oscars hånd, så han er ved at falde. Hans hjerte banker. Hvad skal han stille op med sig selv, når de kommer ind i laden?
   Da de træder ind i laden, får Oscar et chok. Han havde forventet, at han ville blive genert, men det her er meget værre end noget, han kunne have forestillet sig.
   Der er fyldt med mennesker, og de danser alle sammen tæt i par. Han forstår godt, at de ikke har så meget tøj på, for her er faktisk ret varmt. Men de danser mand og kvinde sammen og gnider sig op ad hinanden på en meget vulgær måde. De veksler mellem at ryste overkroppen i takt til musikken og rotere med underkroppen. Tænk hvis Isabels forældre er her og danser på den måde? Han ville aldrig selv kunne holde ud at se sine forældre danse sådan.
   Laden er svagt oplyst af stearinlys. I hjørnet længst væk sidder en gruppe og spiller musik. Der er to med bongotrommer, en på tamburin, en på guitar, en med en slags violin og en, der spiller på noget, som ligner et udhulet græskar. Der er både en kvinde og en mand, som synger. Oscar prøver at fokusere på musikken i stedet for at se på dem, der danser, men han kan ikke undgå at se dem. De er overalt.
   "Måske skal vi..." Oscar prøver at få Isabel ud derfra, men hun smiler og ser sig omkring, som om det her er det mest naturlige i verden.
   "Det er fofa," siger hun til ham, som om han har spurgt. Han prøver at skjule sin væmmelse.
   "Dansen," prøver hun igen. "Den hedder fofa."
   Hvad er det, hun forventer af ham? Vel ikke, at de også skal danse? Nej, hun står betryggende stille og svinger ikke med hofterne eller andre kropsdele.
   "Er den meget, øh, populær her?" Oscar ved ikke, hvad skal han ellers sige.
   "Ja. Den bliver både danset til religiøse optog, til fester og til almindelig hygge. Selv de hvide portugisere danser med, i hvert fald nogle gange". Oscar ser tvivlende på hende.
   "OK, måske danser de ikke selv, men der er altid mange, der kigger på, når der bliver danset fofa inde i byen."
   Det bliver værre og værre. Er der nogen, der danser sådan her i forbindelse med religion? Og midt i byen, mens en masse mennesker kigger på det? Oscar prøver at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis de dansede på Rossio, og pludselig forestiller han sig Broder Miguels reaktion.
   "Men er der ikke også nogen, der bliver sure?" spørger han. Isabel ser irriteret på ham.
   "Hvorfor skulle de det? Skal vi ikke have lov at danse, når vi har noget at fejre?"
   Oscar rødmer. "Jeg mener bare, at folk som Broder Miguel ... Ham jesuit-munken, vi mødte. Han kan vel ikke lide, at man er religiøs på den måde?"
   Isabel smiler lettet. "Folk som ham bliver jo altid sure. Nu kan jeg se mine forældre."
   Med et hvin hiver hun Oscar gennem de mange dansende mennesker, og han gør sig så smal som muligt for ikke at røre for meget ved dem. Hun stopper foran et par, der danser lidt roligere end de fleste andre. Måske er de også lidt ældre end de mere energiske dansere.
   "Mor! Far!"
   Hun slipper Oscars hånd og rækker armene frem mod forældrene, som krammer hende samtidig i en trekant, der ikke virker spor akavet. Isabel presser sig ind mod sin mor og har det største smil på læberne, Oscar nogensinde har set.
   Oscar træder sig selv over tæerne og ignorerer følelsen af, at han pludselig savner sine egne forældre. Isabels forældre ser overraskede ud, og moren får en tåre i øjet. Det ser ikke ud til, de vidste, at Isabel ville komme.
   Isabels mor taler til hende, men Oscar kan ikke høre det over musikken. Faren ser undersøgende på ham.
   "Hvem er du?" Faren er trådt ud af den harmoniske trekant for at henvende sig til Oscar.
   "Jeg er Isabels ven," fremstammer Oscar og bliver irriteret på sig selv over, at han altid føler sig så dum.
   "Det er Oscar. Han har hjulpet mig med at finde jer." Oscar kan mærke Isabels ene hånd mellem sine skulderblade, som om hun prøver at presse ham frem mod forældrene.
   Isabels far ser ikke overbevist ud, men hendes mor krammer Oscar med næsten lige så meget inderlighed, som hun krammede Isabel. Det er for meget, og Oscar træder et skridt tilbage.
   "Jeg er glad for, jeg kunne hjælpe," mumler han og ser sig omkring. Hvornår mon han kan gå? Der er ikke mere, han kan gøre her.
   "Lad os gå over i døren, hvor vi bedre kan snakke sammen," siger moren og tager dem begge under armen. Faren følger tøvende efter, mens han ser mistænksomt på Oscar.
   "Hvordan er du kommet her?" spørger Isabels mor. "Vi spurgte formanden her på godset, da vi lige var kommet hertil, om han vidste, hvor vores datter var, og han sagde, du var sendt til den anden ende af landet. Til et nonnekloster." Ved de sidste ord fniser moren, som om det er det sidste sted, hun kunne forestille sig Isabel.
   "Jeg arbejder i et nonnekloster. Den er god nok," svarer Isabel og lyder næsten ikke fornærmet. "Men det er her i Lissabon. Det hedder Salvador Kloster."
   "Salvador?" afbryder faren. "Det har jeg hørt om. Bliver du behandlet godt?"
   "Ja, de er faktisk virkelig søde," svarer Isabel og ser ud som om, hun skal til at sige noget mere, men nu er det moren, der afbryder.
   "Men hvorfor ville formanden så sige, at du var sendt langt væk? Hvis han vidste, du er i et nonnekloster, så må han da vide..." Hun trækker vejret med en hvæsende lyd, der tydeligt viser hendes frustration, men hun når ikke at fortsætte, inden faren siger: "De vil ikke have familierne samlet. De er bange for, at vi har det for godt og har overskud til at kæmpe for vores frihed."
   Han fortsætter: "Lige nu bruger du så meget energi på at lede efter Isabel og græde over Isabel, at du ikke sælger varer nok inde i byen til at spare penge sammen. Hvis vi begge arbejdede hårdt nok, ville vi snart kunne købe os fri, og det er han i virkeligheden ikke interesseret i."
   Oscar kan ikke lade være. "Kunne det ikke også være en misforståelse? Måske er der et andet kloster, der hedder Salvador, så formanden tror, at Isabel er der?"
   "Du ved vist ikke, hvordan livet er for os," svarer faren, men Isabel afbryder ham.
   "Han prøver at forstå det, far. Han hjælper mig jo. Og han vil hjælpe os alle sammen." Oscar får lyst til at nive Isabel. Bare hun ikke afslører ham. Hendes forældre vil aldrig tro på ham.
   "Jeg må hellere gå," siger han og prøver at trække sig helt ud ad døren, ud på den mørke mark. "I skal have lov at snakke. I må have meget at snakke om." Han ser nærmest desperat på Isabel for at hun skal lade ham gå, men hun misforstår ham åbenbart.
   "Jeg ved, du ikke kan lide at gå alene hele vejen tilbage. Bliv her sammen med mig. Vi kan sikkert sove her i nat, ikke?" Hun ser på forældrene, men hendes far ligner en tordensky med øjenbrynene trukket godt sammen i panden.
   "Nej, det kan I virkelig ikke. Søde Isabel, den dreng kan da ikke sove her. Jeg ville ønske, du kunne, men vi må faktisk ikke engang selv være her, så det går ikke. Vil nonnerne ikke blive vrede, hvis du ikke kommer hjem? Hvordan har du overhovedet fået lov at være ude nu?"
   Oscar ser på Isabel. Det er faktisk et godt spørgsmål. De kom så hurtigt ud ad døren, at det kun var ham, der sagde pænt farvel til priorinden.
   "Jeg..." Isabel ser ned. Oscar stivner. Hun har ikke sagt, hun er gået!
   "Vi må tilbage nu," advarer han hende. "Vi kommer igen."
   "Ja, i morgen!" Isabel ser sine forældre ind i øjnene. "Lad os mødes i morgen et neutralt sted. Ved stenmuren mellem Oliveiras gods og jesuitternes marker. Kl halv 10."
   Hun er smart, tænker Oscar. Hun lokker forældrene til at stå midt ude på en mark uden faldende bygninger, når jordskælvet starter. Imens er hun selv i klosteret og hjælper nonnerne. Det har han og Isabel aftalt. Så må man håbe, at hun kan finde forældrene bagefter.
   "Og hvis der sker noget uforudset, så jeg ikke lige er der kl halv 10, så venter I på mig, ikke?" spørger Isabel bedende.
   "Jo, min skat, vi venter på dig," siger Isabels mor og krammer hende tæt ind til sig. "Vi kan gå til højmesse sammen kl 10." Oscar vender sig lidt væk, fordi han ikke ved, hvor han skal se hen.
   "I må hellere gå," siger faren og klapper Isabel på armen på en måde, der både kan være ment kærligt og som en måde at få hende ud ad døren på.
   De skynder sig ud i mørket sammen. Oscar lader Isabels stemme skylle ind over sig sammen med lyden af musikken, mens hun fortæller ham, hvor fantastisk det var endelig at se sine forældre igen. De må lægge en plan for i morgen. Han vil også være sikker på selv at kunne finde Isabel, efter at hun har hjulpet nonnerne.
   Endelig lykkes det ham at afbryde hende og insistere på en plan, og inden de når São Roque, hvor de skilles, ved de begge to, hvad de skal i morgen.
   Oscar er så tilfreds med slutningen på aftenen, at han ikke ser sig for, da han løber videre ned ad de små gader mod familien Silva og det, han stadig tænker på som sit hjem.
   "Hvem er det, der sniger sig omkring i mørket?" Oscar er løbet lige ind i en mand i mørkt tøj, der griber fat i armen på ham. Han ser op - og lige ind i et gevær.
   "Du må ikke skyde mig!" kvækker Oscar desperat.
   "Så giv mig dine penge. Du har sikkert stjålet dem fra en uskyldig sjæl på din vej." Oscar kan ikke løsrive sine øjne fra geværet og ser derfor stadig ikke mandens ansigt.
   "Jeg er selv uskyldig, og jeg har ikke nogen penge. Jeg sværger!" Han tvinger sig selv til at se op. Mandens hvide hud i ansigtet lyser i mørket, men det er det eneste, Oscar rigtig kan se på ham, ellers er han klædt helt i sort.
   "Og hvorfor skulle jeg tro på det?" Manden begynder at klappe Oscar op og ned ad hele kroppen, selv benene og armene.
   "Hm. Du har godt nok ikke noget på dig. Stik af med dig, inden jeg skyder dig alligevel".
   Oscar vender sig og løber blindt ind i mørket i retning af et lys fra et vindue. Han føler, at han løber parallelt med husene og derfor må følge vejen. Snart kan han høre kirkeklokker og drejer i den retning, lyden kommer fra.
   Lidt efter er han ved fabrikken, og han går ind i huset og op ad trappen. Familien sider alle sammen i køkkenet og hygger sig i skæret fra gløderne fra komfuret og et stearinlys. Hr Afonso ser op.
   "Du kommer sent hjem, min dreng. Lod nonnerne dig virkelig blive så længe? De burde have sendt dig afsted lige efter maden."
   "Ja, jeg må hellere gå i seng," svarer Oscar bare for ikke at skulle ud i nogen løgnehistorier. Han savner sine forældre mere, end han nogensinde har gjort før. Mon han virkelig kommer hjem i morgen? Tænk hvis deres planer mislykkes, og han aldrig ser sine forældre igen!


Kapitel 22 Allehelgensdag
   Oscar vågner længe før solopgang. Han går ned i gården og på lokum, og bagefter går han op på markerne og tømmer spanden. Han stopper ikke undervejs, som den dag, da han fandt katten, men går hele vejen op, hvor der kun er jordhytter tilbage. Det er egentlig ikke så langt. Han må kunne få familien Silva herop i sikkerhed senere.
   På vej hjem hører han kirkeklokken fra São Roque ringe. Den bliver ved meget længere tid end normalt, når den kalder jesuitterne til bøn i klosteret eller kalder de lokale til gudstjeneste i kirken.
   Så kommer han i tanke om, at Carlos fortalte ham i går, hvordan alle tiggerne i byen samles ved São Roque og de andre kirker. På Allehelgensdag er der større chance for, at de får en almisse end resten af året. Alle skal i kirke, og alle skal bevise, at de er gode katolikker. Og så giver de nok en mønt til tiggerne udenfor kirken.
   Da Oscar kommer hjem, når han lige at få spanden på plads, inden resten af familien står op. Solen står også op og skinner fra en skyfri himmel.
   "Kom og bliv vasket, Oscar, din gris," griner Madalena til ham, da han kommer op i køkkenet.
   De skal åbenbart vaskes alle sammen pga helligdagen, og Madalena koger vand i lange baner til deres bade. Hun må have været oppe endnu tidligere end ham for at hente alt det vand, eller måske hentede hun det i går aftes. Oscar får dårlig samvittighed over, at han ikke var der til at hjælpe.
   Men det er dejligt at synke ned i et kar med varmt vand og vaske håret og hele kroppen. De har sat karet ind på Madalenas lille kammer, som ligger i forlængelse af køkkenet.
   "Her er dit tøj, Oscar. Vi vaskede det i går. Du så det måske hænge og tørre ude i gården?" Beatríz rækker ham det tøj, han fik af Tom den første dag på stranden. Og nej, Oscar havde ikke set tøjet hænge til tørre. Han havde så meget andet i tankerne i går.
   Han har gået med det sæt, han fik af Carlos, i mindst en uge nu, så det er vidunderligt at få rent tøj på. Men hvor mon hans badebukser er? Han har gemt dem under sin madras, så forhåbentlig er de der stadig. Han må nok hellere tage dem på i dag, hvis han skal hjem og ender på stranden igen.
   "Ja, det er dejligt at vaske tøj i solskin," siger Patricía, da han kommer ud i køkkenet. "Jeg hjalp også til. Vi skal nyde den sidste sol, inden regnen kommer. Det begynder altid at regne nogle uger efter Allehelgensdag, og så bliver det bare ved og ved og ved."
   Oscar tænker på alle de mennesker, der ikke har tag over hovedet om nogle uger. Hvad skal de gøre, når regnen kommer?
   De får drømmekager til morgenmad, og Carlos, Patrícia og Oscar skynder sig ud at gå fra dør til dør i nabolaget for at få sjælekager og kastanjer. Der er også nogen, der giver dem figner og andre gode ting.
   I starten prøver Oscar at spise alt, hvad de får, men han må hurtigt give op. Det er ligesom at samle slik ind til Halloween, og det går pludselig op for ham, at det var Halloween i går aftes. Så det er faktisk den samme helligdag og tradition. De er bare ikke klædt ud, men klædt så pænt på som muligt.
   Oscar tænker på sin ven Peter. De går altid sammen til Halloween. Sidste år var de begge klædt ud som Killer Clown. Det virker helt absurd at tænke på nu. Tænk hvis tiden er gået videre i 2022, og Peter har samlet slik ind sammen med William i stedet.
   Oscar bliver revet ud af sine tanker af Carlos: "Vi må se og komme hjem nu. Vi skal i kirke," siger han. Carlos elsker at have rollen som den ældste og mest fornuftige af dem. Patrícia surmuler lidt, men accepterer det.
   Oscar spekulerer som en gal over, hvordan han skal undgå, at de går ind i en kirke og bliver begravet. Og han ærgrer sig over, at han aldrig vil få de kager, han gemmer på sit og Carlos' værelse, inden de skal ud igen.
   De skal til gudstjeneste i en kirke forholdsvis tæt på, som hedder Santa Catarina. Den ligger lidt nede i Bairro Alto, de riges kvarter. Inden gudstjenesten starter kl 9, har de tid til at gå en tur i Bairro Alto. Oscar ser fascineret på de mange bærestole, hvor de rige mennesker sidder i deres overdrevne tøj, mens sorte tjenere bærer dem langsomt gennem gaderne. Han har set bærestole før, når han er gået gennem byen hen til Salvador Kloster, men aldrig så mange og så flotte på en gang.
   Selve bærestolene er besat med guld og malet i røde og blå nuancer. De har tynde gardiner, der hvor passageren stiger ind, men i dag har de fleste gardinet trukket fra, så de kan se ud på gaden, og så folk på gaden kan se dem i deres fine tøj.
   De fine menneskers tøj ligner noget, Oscar kun har set på film. Kvinderne har kæmpe skørter, der fylder hele bærestolen og næsten er ved at falde ud, og deres halsudskæring er åben ned til brystet med masser af blonder. Overalt er der guld syet ind i kjolerne. De har store parykker på og alt for meget makeup.
   Mændenes tøj er næsten lige sådan. De har også parykker og makeup på, og de har lange ærmer med blonder alle vegne og fine lange jakker og bukser, der stopper lige under knæet med leggings indenunder. Det er mildest talt ikke særlig maskulint i Oscars øjne, og han skal koncentrere sig om ikke at le. Heldigvis har Patrícia det på samme måde.
   "Arj, har du set ham der," fniser hun og peger på en mand med meget høj paryk.
   Carlos ser vredt på hende, og Oscar fortryder igen, at han ikke har snakket mere med Patrícia i de to uger, han har været der. Carlos er tydeligvis en lidt kedelig, streng storebror.
   "Ja, hvordan er han overhovedet kommet ind i bærestolen med den paryk?" hvisker Oscar tilbage, og modtager et vredt blik fra Carlos, som giver Oscar lyst til at række tunge som en lille møgunge.
   Det føles som om, ingenting rigtig tæller i dag. Han kan gøre og sige hvad som helst, for det hele er alligevel snart slut.
   "Vent!" råber han derfor. "Jeg skal lige vise jer noget oppe på markerne. Jeg så det, da jeg tømte toiletspanden i morges."
   Hr. Afonso ser irriteret på ham. "Det må vente. Gudstjenesten starter om lidt, og vi skal også ind og have gode pladser så tæt på alteret som muligt."
   "Men..." pipper Oscar i et sidste forsøg. Så erkender han, at han ikke kan holde familien Silva ude af kirken i dag. Men en god plads helt oppe ved alteret? Det skal de i hvert fald ikke have.
   "Jeg skal lige tisse," siger han derfor. "Mon jeg kan gøre det her omkring?"
   Carlos vender øjne af ham, og Patrícia fniser.
   "Det var dog utroligt," buldrer hr. Afonso. "Det skulle du have tænkt på noget før. Og du bliver vel væk, hvis vi går fra dig." Han sukker højlydt.
   "Gør det derovre bag det hus, så venter vi her."
   Oscar løber om bag et hus. Han skal egentlig ikke tisse, men han får næppe chancen igen de næste timer, så han gør det alligevel. Så venter han.
   "Oscar, kommer du ikke snart?" Carlos stemme afbryder hans tanker. De har åbenbart sendt ham hen og tjekke, hvor Oscar bliver af.
   "Jo, jo." Oscar træder frem bagved huset og går med Carlos hen til de andre. Så går de ned til kirken.
   Der sidder tiggere klar på begge sider af trappen op til kirkens dør. Døren står åben, og folk strømmer ind. Oscar føler det helt klaustrofobisk allerede.
   "Vent," siger han. "Var det ikke meningen at vi skulle give tiggerne noget, inden vi går ind?"
   "Jo, min ven, de skal have deres almisse," siger fru Beatríz mildt og går over og rækker en mønt ud til hver af tiggerne.
   Hr. Afonso rynker brynene, og det går op for Oscar, at han ikke ved, om familien Silva har rigeligt med penge eller kun lige akkurat nok.
   "Vi skal også købe et lys til hver," minder fru Beatríz dem om, da de lige er kommet ind ad døren til kirken. Her står der en ældre kvinde med tørklæde på hovedet og sælger lys.
   "Så kan vi tænde dem for den helgen, vi bedst kan lide. Her i familien tænder vi for São António, som er helgen for Lissabon," fortsætter fru Beatríz. "I har vel en meget lille kirke i din landsby? Denne her er stor nok til, at der er et alter for hver af de vigtigste helgener."
   Oscar ser forfærdet på, hvordan alle i familien, inklusiv ham selv, nu holder et stearinlys i hånden, som den ældre kvinde tænder for dem.
   "Du kan placere det på São Antónios alter, når vi går forbi. Alle helgenerne har et lille alter ude i siden af kirken med en statue af dem. Du kan bare se, hvor vi andre stiller vores," hvisker Carlos bedrevidende til Oscar, da de kommer ind i kirken.
   De stiller alle lysene på et lille alter næsten lige inden for døren. Hr. Afonso sukker højlydt.
   "Her er jo helt fyldt allerede. Jeg beklager, at vi får så dårlige pladser, men skynd jer at sætte jer ned."
   De klemmer sig ind på en af de bageste rækker i kirken. Oscar lagde mærke til en lyseslukker på alteret ved siden af lysene. Det er en lille stang i guld med et lille kegleformet bæger for enden, der passer i størrelsen til at presse ned ovenpå et stearinlys, så det slukker. Måske kan han bruge det senere.
   Gudstjenesten starter, og alle ser op mod præsten, der breder armene ud i velkomst. Oscar kan høre drengestemmer synge.
   "Der er et meget større kor til højmessen kl. 10," hvisker Carlos ved siden af ham, som om han forventer, at Oscar glæder sig til den musikalske oplevelse. Og det ville han måske også normalt.
   Præsten messer, og der går kordrenge rundt med en slags lamper, som ryger igen, ligesom da han var i kirke med Isabel. Alle kigger opmærksomt op mod alteret og prædikestolen, og Oscar får en ide, men han må hellere vente lidt. Hvis bare han havde ur på.
   Da han ikke kan vente længere, lister han ud af sin plads på bænken. Han kan ikke mærke rystelser endnu, men det må vel ske hvert et øjeblik. Heldigvis sidder han yderst på bænken ude i siden, tæt på de små altre for helgener, så han skal ikke henover nogen for at komme ud.
   Han lister hen til São Antónios alter og tager lyseslukkeren. Så begynder han at slukke stearinlys.
   Da Oscar har slukket alle lys på São Antónios alter, går han videre til det næste. Her er der et par mennesker på den nærmeste bænk, der skæver forarget til ham, men de vil ikke afbryde præsten ved at blande sig. Han går videre til det tredje og slukker flere og flere lys. Der bliver mærkbart mørkere i kirken, i hvert fald i denne side.
   Da han når til det fjerde alter, begynder tingene på alteret at ryste en lille smule. Oscars hjerte hamrer hårdt i brystet på ham. Flere mennesker har vendt sig og ser på ham, en af dem peger endda.
   Oscar kan høre en svag buldren, som tordenvejr i det fjerne. Så er det nu. Jordskælvet kommer.


Kapitel 23 Jordskælvet
   Oscar griber lyseslukkeren i den ene hånd og et tilfældigt bæger af guld med ædelstene på i det andet. Han svinger det over hovedet, så alle kan se det, og løber ned langs siden af kirken mod udgangen.
   "Stop tyven!" råber præsten, præcis som Oscar havde håbet på.
   Han løber bagom de bageste bænke, men er ved at miste balancen, da jorden under ham vipper faretruende. Den buldrende lyd er ikke længere som en fjern torden, men som et fly, der letter lige ved siden af. Det distraherer tydeligvis de nærmeste, så de ikke griber ud efter ham, og han løber videre mod den åbne kirkedør.
   "Løb!" råber han, mens han vinker med lyseslukkeren over hovedet og løber ud af kirken. Og det ser ud til at virke, for det kommer strømmende med folk ud af kirken. Oscar håber, at hans lille nummer trods alt har fået folk til at løbe hurtigere ud af kirken, end de ellers ville have gjort.
   Han når lige at se familien Silva og Madalena stå måbende udenfor kirken. Bag dem begynder murene på kirken at ryste.
   "I skal væk derfra!" råber han og griber Patrícia i hånden, mens han smider bægeret og lyseslukkeren i døråbningen til kirken. Han vil trods alt ikke være en tyv. Han trækker Patrícia med sig, og de andre følger ham.
   Over skulderen når han lige at se en mand springe tilbage til kirkedøren for at tage guldbægeret. Oscar håber, han bliver stående præcis i døråbningen, og at det er sandt, at det er det sikreste sted under et jordskælv, så løber han videre. Men hvor skal de løbe hen?
   Alle husene omkring dem svajer, og larmen af skrig og vinduer, der eksploderer, er øredøvende. Pludselig åbner jorden sig foran dem i en revne på fem meter eller mere. Oscar trækker sig chokeret tilbage. Ingen af familien Silva er faldet i, men der ligger fem-ti mennesker dybt nede i jorden.
   De bliver stående, og det går op for Oscar, at jorden ikke ryster mere. Men han er sikker på, det ikke er slut. Han kan huske, der kom flere jordskælv lige efter hinanden, bare ikke hvor mange.
   Hr. Afonso falder på knæ på jorden. "Tak, min Gud, fordi du har reddet min familie. Vi vil for evigt leve i taknemmelighed og fromhed. Vi vil..."
   "Rejs dig op!". Oscar ved ikke, hvor han får modet fra, og hr. Afonso ser på ham med noget, der ligner had.
   "Det er ikke slut endnu. Vi skal finde et sted, hvor vi er i sikkerhed." Oscar har den fordel, at han står, og hr. Afonso ligger på knæ.
   Han ser Patrícia i øjnene. Hun er skrækslagen, men hun tror på ham. Hvis han bare får hende med sig, vil de andre følge efter. Så går han så hurtigt, han kan, uden om revnen i jorden. Det leder ham ned ad en sidegade, og han ser en buegang, der fører ind til en gårdhave.
   "Her," puster han, og stiller sig under buen med Patricia tæt ind til sig.
   Som forventet er de andre fulgt med. Hr Afonso er rød i hovedet og trækker vejret dybt for at råbe ad ham. Så ryster jorden igen.
   De klamrer sig til hinanden.
   "Dæk hovederne," råber fru Beatríz, mens hun bøjer sig ind over Patricia og beskytter hende med sin krop. Jorden under dem bevæger sig op og ned og frem og tilbage på skift. Oscar presser sig op ad den buede mur, han står under, og håber, at den bliver stående, så de ikke får alle stenene i hovedet.
   Hr. Afonso dækker sit hoved med hænderne og forsøger at dækker Carlos' hoved med sin overkrop, selv om Carlos er næsten lige så høj som ham selv. Så åbner jorden sig på vejen foran den bue, de står under. De letter alle sammen og falder derefter. Oscar presser sig stadig op ad muren, selv om han nu ligger krøllet sammen med knæene mod brystet og armene over hovedet.
   De andre ligger tæt op ad ham på samme måde. Mellem armene kan han se Patrícias hår, og han maver sig tættere på for at beskytte hendes hoved. Der er ikke faldet noget ned i hovedet på ham endnu, men han kan se, at de yderste sten mod gaden sidder meget løse. Så begynder stenene at falde.
   Efter et kort øjeblik ligger der en bunk af sten der, hvor de kom ind i buegangen. En mand, der havde fået samme idé som dem selv, men stod tættere på gaden, ligger halvt begravet under stenene. Madalena rejser sig for at gå over og tjekke, om han er i live.
   "Vent!" Hr. Afonso ser bestemt på hende. "Du er en god kvinde, som vil hjælpe andre, men vi ved ikke, om det er ovre endnu".
   Oscar tæller til 10 i hovedet, mens han ser intenst på manden. Der ligger sten på hans ben og ryg, men ikke på hans hoved. Da han har talt til 10, ser han på hr. Afonso, og stiltiende bliver de enige om, at rystelserne nok at færdige for denne gang.
   "Nu må du." Hr. Afonso nikker til Madalena. Hun løber over til manden og nærmest kaster sig over ham. Græder hun?
   "André!". Hun begynder at fjerne stenene fra hans krop, mens hun græder og bliver ved med at sige hans navn. Oscar forstår ikke rigtig, hvad der sker. Det er nærmest som om hun kender manden, men så er det da mærkeligt, at de andre ikke kender ham.
   Hr. Afonso og Carlos hjælper Madalena med at fjerne sten, mens hr Afonso ser undersøgende på Madalena. Endelig er alle stenene fjernet, og Madalena lader sine fingre glide ned over mandens kind, mens hun stadig græder og kalder på ham. Så åbner han øjnene.
   "Min skat." Manden ser overrasket op i Madalenas øjne.
   Oscar rødmer og ser væk. Han ser derfor ikke hr. Afonsos ansigtsudtryk, men kan høre vreden i hans stemme.
   "Hvem er den mand, Madalena?". Ud af øjenkrogen ser Oscar fru Beatríz klappe ham beroligende på armen.
   "Har du bedrevet hor med den mand, Madalena?"
   Oscar ser op på fru Beatríz, som rødmer og hiver hr Afonso i ærmet for at få ham væk eller måske for at tysse på ham, men han er så rasende, at han ryster.
   "Der er ikke noget at sige til, at Gud straffer os og alle i denne by".
   Ordene minder Oscar om noget, hans forældre talte om efter deres besøg på museet. Der var åbenbart mange i Lissabon og også i de andre katolske lande, som troede, at jordskælvet var Guds straf, fordi beboerne i Lissabon ikke levede et helligt liv.
   Pludselig bliver han bange på Isabels vegne. Han må videre og finde hende. Han når lige at høre Madalena fremstamme:
   "Vi skal giftes. Jeg er ked af, jeg ikke har fortalt jer det endnu, men jeg ville ikke miste mit job, før vi havde fundet et sted at bo. Jeg elsker ham."
   Så presser Oscar sig forbi de andre og ud ad den lille åbning mod gaden.
   "Bliv her, i sikkerhed. Jeg må ud og lede efter Isabel."
   "Er alle da blevet vanvittige i dag? Kan I ikke se, at den kærlighed gør jer til syndere og nedkalder Guds straf over os alle," brummer hr. Afonso og truer med knyttet hånd efter Oscar, da han halvt løber og halvt klatrer op ad gaden.
   Der er åbenbart mange måder at reagere på, når man bliver skrækslagen over en naturkatastrofe. Oscar må bare undgå selv at blive ramt - både af de voldsomme følelser, folk omkring ham åbenbart er ramt af, og rent fysisk af faldende sten. Hvis bare han bevarer roen, må han da kunne finde Isabel.
   Så begynder jorden at bevæge sig igen. Oscar havde håbet, at det var overstået nu. Gid han vidste, hvor mange gange jorden vil gå amok på den her måde.
   Jorden foran ham bølger op ad ned som bølgerne på et hav. Han får kvalme og bliver nærmest søsyg. Han prøver at lade være med at se på alle de mennesker, der ligger halvt begravet under murbrokker omkring ham. Han kan ikke hjælpe dem nu, mens jorden bevæger sig.
   Oscar hører et skrig og ser en ung kvinde falde, da jorden slår et slag under fødderne på hende. Han bevæger sig forsigtigt hen for at hjælpe hende op, men idet han rækker hånden frem mod hende, bølger jorden igen, og han falder. Han kan ikke nå hende.
   Liggende på knæ og hænder ser han en mand gå hen og hjælpe hende på benene. Så kravler Oscar videre. Han SKAL nå til Rossio. Det er der, han skal mødes med Isabel, og det skal bare være lykkedes hende at nå frem. Han kan ikke overskue tanken om, hvis hun ikke er der.
   Han kommer op at stå igen. Normalt kan han orientere sig i byen ved at se efter Tejo-floden. Nu skal han fx gå parallelt med floden for at nå til Rossio. Men det er umuligt at se Tejo, fordi alt er kaos. Han plejer at kunne skæve ned til floden hver gang, de små gader krydser hinanden, men nu hvor husene er faldet sammen, er der ingen tydelige gadekryds.
   Han presser sig selv til at fortsætte frem og hører nogen skrige på engelsk på den anden side af en mur på hans venstre hånd. Han stopper op og ser op ad muren. Det er det engelske kloster. Så ved han, at han går den rigtige vej. Nu skal han bare fortsætte lige ud, så når han snart til São Roque.
   Et sekund efter flyver der sten ned fra ydermuren på det engelsk kloster, og Oscar kaster sig over i den anden side af vejen. Han synker sammen midt i det hele og ruller sig sammen som en kugle. Han prøver at få hovedet helt ned på lårene og beskyttet af benene.
   Da han har ligget der lidt, går det op for ham, at jorden ikke ryster mere. Det er bare ham selv, der ryster. Han overlevede i første omgang, men han skal stadig passe på ikke at blive ramt af sten og andet, der falder ned fra bygningerne.
   Og nu kan han lugte branden. Der kommer flammer op af en af de bygninger, der kun er faldet halvt sammen. Har folk virkelig haft ild i komfuret sådan en morgen? Oscar slår sig selv for panden. Ja, selvfølgelig har de det. Alle har sikkert været i gang med at bage flere kager og riste flere kastanjer. Så det er ikke kun fra kirkerne, at ilden breder sig.
   Han halvt løber, halvt kravler over murbrokkerne, hvor lidt af muren til São Roque er faldet sammen. Tanken om, at Broder Miguel er såret, strejfer Oscar. Hellere ham end så mange andre. Oscar skubber hurtigt tanken fra sig. Selvfølgelig ønsker han, at alle har klaret det, selv mennesker som Broder Miguel.
   Så når han frem til Rossio. Den store plads er kaotisk. Alle boderne er væltet, og bygningerne omkring pladsen er mere eller mindre faldet sammen. Hospitalet er også mere ruin end bygning, så selv der kan de ikke hjælpe alle dem, der er kommet til skade. Kirken ved siden af - São Domingo - er fuldstændig væk. Der ligger bare en bunke sten.
   Oscar ser op og drejer langsomt rundt for at få et overblik over ødelæggelserne. Da han har ryggen til São Jorge, ser han ruinen af Carmo Kirke. Han genkender den fra 2022. Det føles så surrealistisk, at en af de mest kendte bygninger i Lissabon pludselig ligner sig selv, når han kun havde genkendt den de andre dage, fordi den står samme sted. Han drejer sig og ser på São Jorge, der også er faldet sammen og nærmest ser lavere ud end i 2022. De bygger den måske lidt op igen senere.
   Men han må ikke gå i stå. Han skal finde Isabel. Desværre kan han ikke se hende nogen steder.