Kapitel 24 Rossio
   Oscar leder febrilsk efter Isabel. Han skubber sig gennem folk for at kunne lede i alle kroge af pladsen, indtil det falder ham ind, at han er her for at hjælpe og ikke for at vade hensynsløst hen over de stakkels mennesker, der kun lige akkurat er kommet sikkert igennem jordskælvet.
   Da han ser op ad gaden, som Isabel burde komme ned ad fra klosteret, ser han en hestevogn, der er væltet om på siden. Den ene hest ligger stille og bløder fra hovedet, men den anden vrinsker stadig nervøst. Han kan ikke lade være med at hjælpe.
   Forsigtigt går Oscar op ad gaden og kommer hen til den levende hest.
   "Så, så," siger han og aer den på mulen. Hvis bare han havde en kniv at skære den løs med. Han ser et glasskår på gaden, tæt på ruinen af det nærmeste hus, og samler det op. Det er skarpt, og han skal passe på ikke selv at skære sig.
   "Lig stille, så jeg kan hjælpe dig," hvisker han til hesten, imens han forsøger at skære den løs fra kareten. Endelig lykkes det, og hesten bevæger hovedet fra side til side. Så forsøger den at komme på benene, men det går langsomt. Den er alt for stor til, at Oscar kan hjælpe den op.
   "Hvad er det, jeg prøver på?", mumler Oscar for sig selv. Det hele virker så håbløst. Men han skal jo hjælpe nogen. Hvis bare Isabel var her.
   Kareten ligger på siden. Oscar klatrer op på det øverste hjul og ser ind gennem det vindue, der vender opad. Det andet vindue vender ned mod gaden. Der ligger en mand, en kvinde og en dreng på 5-6 år inde i kareten. Moren og drengen sidder eller nærmere ligger, på det ene sæde. Heldigvis ligger drengen ovenpå moren.
   Manden ligger på sædet overfor. Han bløder ud af et stort sår i hovedet, og Oscar ser væk. Han får kvalme og mærker håbløsheden presse sig på sammen med opkast, der er på vej op gennem halsen på ham.
   Drengen ser vågen ud med klare øjne. "Hjælp os," nærmest hvisker drengen til Oscar.
   Måske har han råbt efter hjælp så længe, at han har mistet stemmen, eller også er det fordi, han er bange. Hans ben sidder fast under en bjælke, der er faldet ned i kareten. Den må være faldet ned fra et hus i nærheden.
   Oscar klatrer forsigtigt ind ad vinduet. Han tør ikke komme helt ind, for han kan ikke se, hvad han skal stå på. Så han sidder på siden af kareten og rækker armene ind efter bjælken. Det er svært at få fat, men det lykkes, og han får langsom bugseret den ud ad karetens vindue.
   Nu er drengen fri, og Oscar rækker armene ind efter ham. Heldigvis rækker han også armene op til Oscar, og han får ham løftet ud gennem vinduet, og forsigtigt lader han ham glide ned ad kareten og ned på gaden.
   Men hvad skal han gøre med forældrene? Mon de er døde? Oscar er nødt til at komme helt ind i kareten for at se det.
   "Er du OK?" Det falder Oscar ind, at han skal tjekke op på drengen først. Han sidder på gaden og ser tomt frem for sig.
   "Det gør ondt i mine ben," piber han.
   "Det er bedre, end hvis du ikke kunne mærke dem," siger Oscar optimistisk og giver ham et klap på håret.
   "Nu vil jeg se, om jeg kan hjælpe dine forældre. Hvad hedder du? Og hvad hedder dine forældre?
   "Jeg hedder Benjamin. Min mor hedder Leila og min far Bernard," svarer drengen, og Oscar smiler til ham. Det må være et godt tegn, at han kan sige så meget.
   Oscar klatrer op på kareten igen og svinger benene ind gennem vinduet. Så lader han sig glide ned og forøger at ramme det åbne vindue, som vender ned mod gaden. Det lykkes heldigvis. Han tør ikke kigge på manden, for her tæt på ser såret i hans hoved virkelig voldsomt ud. Han må være blevet ramt af bjælken på vej ind i kareten.
   Moren har ikke nogen blødende sår, men hun har en ordentlig bule i den side af hovedet, der vender ned mod gaden. Oscar har en ide om, at man ikke må flytte på folk, der er kommet alvorligt til skade, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Ellers kan han jo ikke hjælpe hende.
   "Leila?" kalder han. "Leila?"
   Han ryster hende forsigtigt på skulderen. Der er ingen reaktion. Så sætter han hånden foran hendes mund. Hun trækker stadig vejret, så hun er nok blevet slået ud, da hun ramte gaden, men hun er trods alt ikke død.
   "Jeg løfter dig ud nu," siger Oscar, selv om det føles fjollet at snakke til en, der er helt væk. Så sætter han hænderne under armene på hende og hiver. Han kan lige akkurat løfte hende lidt, men slet ikke nok til at få hende ud af kareten.
   "Hey, Benjamin?" råber Oscar ud as vinduet. "Kan du se nogen i nærheden, som kan hjælpe mig?"
   Der er stille lidt. Så hører Oscar en hest ride på brosten. Det er ikke en jævn gadagung lyd som normalt. Det er tydeligt, at hesten kun langsomt kan komme over og rundt om de mange murbrokker. Men så hører han drengen råbe "Hjælp", og lyden af hestehovene stopper.
   "Hvad sker der her?", lyder en mørk og behagelig mandsstemme. Oscar strækker sig op og løfter sig op i armene, så han har hovedet ud ad karetens øverste vindue.
   "Jeg vil gerne have hjælp til at løfte denne kvinde ud af vognen. Jeg kan ikke løfte hende selv. Det er drengens mor."
   Han kan se en høj, bredskuldret mand med mørkeblond hår og fint tøj stige af en brun hest. Manden har ikke paryk og makeup på. Hans tøj ser dyrt ud, men der er ikke så mange blonder og pynt, som der var på dem, Patrícia og han grinede af tidligere på dagen.
   "Kender du familien?" spørger manden, da han kommer hen til Oscar.
   "Nej, jeg så bare kareten og de stakkels heste, som sad fast i seletøjet og ikke kunne komme op," forklarer Oscar.
   "Og så besluttede du dig for at hjælpe?" spørger manden videre.
   "Ja. Er hesten egentlig gået nu?" spørger Oscar tilbage. Han har det mærkeligt med at skulle forklare, hvad han laver. Er det ikke indlysende?
   "Her ligger en død hest, og der står faktisk en hest lidt længere oppe ad gaden, så måske er det den, du har befriet," svarer manden. "Nu skal jeg hjælpe dig."
   Manden er så høj, at han ikke behøver at klatre ind i kareten. Oscar maser sig op i et hjørne af kareten, og manden presser sin overkrop gennem vinduet. Så tager Oscar fat med begge hænder i kvindens ene overarm og manden i den anden, og de løfter. Da hendes hoved er oppe ved vinduet, og mandens overkrop ude igen, må Oscar give slip, og manden løfter hende selv det sidste stykke.
   "Tusind tak," siger Oscar til manden, da han er kommet ud ad kareten igen. "Hvad skal jeg gøre med hende? Er der stadig læger ovre på hospitalet?"
   "Ja," svarer manden. "Vi er ved at samle de sårede foran hospitalet, så lægerne kan se på dem. Jeg skal nok tage hende. Vil du følge drengen derover? Jeg prøver også at få manden ud".
   Oscar nikker. Manden lægger kvinden op på sin hest, og Oscar tænker, at der må være endnu større chance for, at hun går i koma eller sådan noget nu, men han ved ikke rigtig noget om pasning af syge og tilskadekomne. Hvad mon de egentlig ved om at behandle hovedskader i 1755?
   Mens de går, holder han drengen i hånden. Drengen halter, og Oscar beslutter hurtigt at løfte ham op i stedet. Da de kommer hen til de andre syge på Rossio, lægger manden med hesten forsigtigt kvinden ned ved siden af en masse andre sårede. Oscar kan ikke se drengens far. Så vender manden sig mod Oscar.
   "Du er en god dreng. Hvad hedder du?"
   "Oscar," svarer han. Det giver ikke mening at opdigte et efternavn. "Og du?"
   Manden ser lidt overrasket på ham. Måske er det respektløst at spørge en voksen af høj stand om hans navn, men Oscar vil virkelig gerne vide det.
   "Jeg er Sebastião José de Carvalho e Melo, greven af Oeiras," siger manden og bukker nærmest ironisk. "Og jeg skal nok få styr på det her".
   Oscar skal lige til at spørge om noget mere, da de bliver afbrudt af en masse mennesker, som bærer en præst i sit fineste puds ind på pladsen.
   "Gør plads for Malagrida!" råber folk, og præsten bliver sat op på nogle store sten, der ligger tilfældigt ovenpå hinanden. Han begynder at tale:
   "I skal vide, borgere i Lissabon, at ødelæggeren af så mange huse og paladser, kirker og klostre, ja dræberen af så mange mennesker, ikke er kometer eller stjerner, naturlige fænomener eller uheld. Det er vores synder! Gud har valgt at smadre denne by for at straffe os for vores synder og lære alle portugisere, at de skal bede om tilgivelse og sone deres synder gennem straf."
   Folk omkring Oscar kaster sig på jorden og messer "Ak, tilgiv os, Gud".
   "Det er simpelthen løgn," tordner greven med det lange navn, der er kommet op på hesten igen.
   "I skal hjælpe de sårede, ikke spilde tid på at bede til Gud," råber greven ud over mængden, men folk ignorerer ham bare.
   "Jeg ville ønske, der var flere som dig, knægt," siger han ned til Oscar og rider opgivende hen over pladsen og forsvinder op ad en sidegade. Oscar vender sig mod drengen, Benjamin.
   "Du skal ikke lytte til ham præsten," siger han. "Det er virkelig ikke nogens skyld, at det her sker. Og de skal nok hjælpe din mor."
   Oscar håber, det er sandt. Han håber inderligt, at drengens mor vågner igen. Men han ved ikke, hvad han mere kan gøre for drengen lige nu. Drengen sidder ved siden af sin mor og våger og venter på, hun vågner op. Så Oscar siger farvel og går rastløst rundt på pladsen for at søge efter Isabel.
   Endelig får han øje på hende, men hun kommer fra São Roque og ikke fra klosteret.
   "Hvor har du været?" råber han, så snart hun er tæt nok på til at høre ham.
   "Oppe og mødes med mine forældre kl halv 10, som vi aftalte," svarer hun trodsigt.
   "Men vi havde jo aftalt, du skulle blive hos nonnerne og hjælpe dem?"
   Oscar havde været så sikker på, at de rare nonner trods alt vidste, hvad de skulle gøre, fordi Isabel var der. Nu føler han det, som om luften bliver presset ud af lungerne på ham. Oscar stirrer vildt på Isabel.
   "Jeg snakkede med priorinden, inden jeg gik. Hun vidste, at jordskælvet var på vej. Vi har en brønd, som vi ikke kan bruge til drikkevand, men som trods alt giver vand til tøjvask og den slags. Og vandet stod alt for lavt i går og var mærkelig gulligt. Der var også en tyk tåge ud over Tejo-floden. Der var masser af tegn, som viste, at noget stort var på vej. Så jeg sagde det til hende igen."
   Her kigger Oscar spørgende på Isabel, men hun fortsætter:
   "Altså, at der var et jordskælv på vej. Og hun troede på mig. Hun lovede, at hun ville samle nonnerne i gårdhaven, så snart der var den mindste rystelse."
   Oscar er stadig ikke sikker på, at det er gået godt. Intet er gået efter hans planer i dag. Men han må ikke gå i panik nu.
   "Bare rolig, jeg har Plet med mig." Isabel klapper blødt på en brun lædertaske, som hun har hængende over den ene skulder. Da den hører sit navn, stikker Plet sit sorte hoved med den hvide plet op af taske.
   Oscar kan ikke lade være med at smile.
   "Det er da godt at se, at du har dine prioriteter i orden."
   "Kom, vi kan gå op og kigge til nonnerne nu," siger Isabel og tager hans hånd for at hive ham i den rigtige retning.
   Oscar føler luften komme tilbage i hans lunger, og han tager en dyb indånding.
   "Godt, så går vi."


Kapitel 25 Heks
   De bevæger sig langsommeligt op forbi den væltede karet og videre op ad de smalle gader mod klosteret. Nogle steder er gaden helt spærret af murbrokker fra de huse, der er faldet sammen, og de må gå en omvej. Der lugter brændt mange steder, og det ryger op fra en del af husene.
   "Jeg troede, det kun ville være kirkerne, der gik brand i," siger Oscar deprimeret, da de kommer forbi et hus, som må have været tre etager, inden det faldt sammen, hvor der står flammer op ad hullet i taget.
   "Der er sikkert mange, der har haft gang i komfuret, mens de tog i kirke eller lige inden," svarer Isabel. "Folk bager helt utroligt mange kager sådan en helligdag."
   De steder, hvor der ikke er brand, er folk i gang med at redde deres ting fra murbrokkerne. Isabel og Oscar stopper et sted, hvor en familie er ved at grave deres søn ud af ruinerne. Da de har fjernet alle stenene, og barnet kan komme ud, er han heldigvis OK, og Oscar og Isabel skynder sig videre.
   "Hvordan gik det så med dine forældre?" spørger Oscar.
   "Fint." Isabel smiler. "Jeg er så glad for, vi skulle mødes på en åben mark. Vi nåede at snakke lidt, inden jordskælvet kom, og selv om det hele gyngede, og der kom en stor revne i jorden et stykke fra os, skete der ingenting med hverken dem eller mig. Til gengæld kunne vi se på afstand, at Oliveiras gods faldt sammen."
   Oscar trykker hendes hånd. Det føles godt, at han trods alt har hjulpet nogen.
   "Hvad med familien Silva? Fik du dem op på marken ved Mocambo?" Isabel skæver til ham.
   "Nej, de ville absolut til gudstjeneste," stønner Oscar.
   Han er stadig frustreret over, at det ville have været så meget nemmere at hjælpe dem oppe på marken.
   "Men jeg fik da dem og så vidt jeg ved alle andre lokket ud af kirken ved at lade som om, jeg stjal noget fra et alter."
   "OK, du har skjulte talenter," griner Isabel til ham. "Og klarede de den alle sammen bagefter?"
   "Ja, de var i hvert fald OK, da jeg gik fra dem," svarer Oscar og prøver at undgå at bekymre sig om, hvordan de har det lige nu, og hvad der er sket med dem i det tredje jordskælv.
   Da de kommer til Salvador Kloster, kan de næsten ikke komme ind ad døren, fordi ydermuren er faldet delvist sammen og blokerer for indgangen. Men da de først er kravlet over murbrokkerne og kommer ind i gårdhaven, trækker Oscar et lettelsens suk.
   Der er virkelig mange nonner samlet her - måske dem alle sammen? Han kan se tjenestepigerne komme ud fra køkkenet med en gryde, så de prøver åbenbart at redde noget mad. Men han kan ikke se priorinden nogen steder.
   Pludselig er der en nonne, der vender sig mod dem og stirrer. Og så peger hun og råber "Der er heksen!"
   Oscar ser forvirret fra den pegende nonne til Isabel og tilbage igen. Peger nonnen på Isabel? Men hvorfor dog det? Så ser han noget, der får hans blod til at stivne. Skråt bag nonnen står Broder Miguel.
   "Jeg kom her for at tjekke, om I - Guds døtre - er overlevet dette vredesudbrud fra vor gode Gud. Denne straf over vor syndige by, Lissabon. Og hvad hører jeg? At jeres tjenestepige, Isabel, står i ledtog med djævelen og vidste, at der ville komme jordskælv, inden det startede." Broder Miguels stemme tordner gennem gårdhaven.
   "Det passer ikke," råber Oscar i panik.
   Allerede mens han hører sin egen stemme, ved han, at det er håbløst at begynde at diskutere med Broder Miguel. Men de andre nonner - alle dem, der ikke peger - må da kunne se, at han tager fejl.
   "Hent Moder Elisa," fortsætter Oscar. "Priorinden ved, at Isabel ikke er en heks. Og hun er jo priorinde. Hun ved da bedst."
   Igen kan han selv høre, at han ikke lyder overbevisende, men hvis bare priorinden siger Broder Miguel imod, må nonnerne vel holde med hende?
   Søster Teresa, som bragte Oscar med herhen, træder hen til ham og lægger en hånd beroligende på hans arm.
   "Priorinden er kommet til skade, min dreng. Hun ligger inde i køkkenet." Oscar stirrer på hende med angst i øjnene.
   "Hvordan...?" Han ved ikke, hvordan han skal fortsætte.
   "Hun ville sørge for, at alle var kommet ud og løb ind for at lede de sidste tjenestepiger ud i gårdhaven. Så faldt der en loftsbjælke ned over hende. Men der er stadig håb for hende. De nonner, der ved mest om helbredelse, passer hende, men de tør ikke flytte hende herud."
   Søster Teresa ser stadig blidt og alvorligt på ham. "Jeg kan ikke hjælpe jer."
   Det tager Oscar et øjeblik at forstå, hvad det egentlig er, Søster Teresa siger til ham. Så ser han på de mange nonner, der alle er stoppet med det, de var i gang med, for at stirre på ham og Isabel.
   "Jeg er ikke en heks," siger Isabel, som åbenbart stadig tror på, at de fleste nonner holder med hende.
   "Det var katten, der advarede mig. Dyr kan fornemme den slags naturkatastrofer." Isabel ser bedende på nonnerne.
   Nogle af dem smiler svagt til hende. De sætter sikkert pris på, at hun har reddet dem med sin advarsel. Men de fleste stirrer hårdt og mistænksomt. Hvor længe mon Broder Miguel allerede har været her og har farvet dem imod Isabel?
   "Ja, katten. Hendes sorte heksekat, som hun fik af sin... sin drengeven." Nonnen, der pegede på dem, er tydeligvis klar til at tale sin sag.
   "Det har længe været tydeligt, at Isabel ikke hører til her. Hun løber rundt i byen med den dreng i tide og utide, griner og fjoller med ham. Det var bare et spørgsmål om tid, før der ville ske noget forfærdeligt. Og nu har hun nedkaldt et jordskælv over os." Nonnens stemme bæver, mens hun siger de sidste ord.
   Oscar stirrer forfærdet på nonnen. Kan hun virkelig tro det? Flere af nonnerne står tæt sammen og klamrer sig til hinanden. De er rædselsslagne, og det er vel kun naturligt efter det jordskælv, der har ødelagt deres kloster. Men er de virkelig bange for Isabel?
   "Jeg er her for at hjælpe," siger Broder Miguel med et lumskt smil. "Jeg skal nok tage pigebarnet med til Inkvisitionen. De bliver sikkert glade for at få synderen, der er årsag til alt dette kaos, leveret med det samme. Når vi lover Gud at brænde heksen på bålet, vil det forhindre flere jordskælv i dag."
   Oscar kan se på Isabel, at hun skal til at sige noget, men der er ikke tid.
   "Løb!" hvisker han så højt, han tør, og så tager han hende i hånden og trækker hende med sig ud af gårdhaven.
   Heldigvis er det nemmere for dem at komme over murbrokkerne, fordi de lige er kommet samme vej ind, end det er for Broder Miguel, og det giver dem et lille forspring.
   Isabel trækker Oscar i retning af Kongens Fontæne. Det er nemmere at løbe den vej, fordi der er mere åbent, og alle andre løber også den vej. Men Oscar trækker hende op ad en sidegade.
   "Nej, vi må ikke komme tættere på Tejo," hvisker han. "Flodbølgen kan komme hvert øjeblik. Vi må finde tilbage til Rossio."
   De snor sig mellem mennesker og murbrokker, men Broder Miguel er tæt på dem og råber "Stop heksen" hvert andet øjeblik.
   Heldigvis er der ingen, der reagerer på ham. Folk går rundt med tomme blikke og klamrer sig til deres børn eller andre familiemedlemmer, og dem, der er alene, søger grådigt ned mod floden for at komme væk fra ulykken.
   Da de træder ind på Rossio, indhenter Broder Miguel dem og griber fat i armen på Isabel. Oscar ser ud over pladsen. Malagrida er holdt op med at prædike. Folk hjælper de sårede, der ligger foran hospitalet. Der må da være nogle fornuftige mennesker her, som vil hjælpe dem.
   "HJÆLP!" råber Oscar derfor af sine lungers fulde kraft. Og så ser han Sebastião José de Carvalho e Melo, greven af Oeiras, ride hen imod dem.
   "Hvad foregår der her?" spørger greven med sin dybe stemme.
   Broder Miguel ser op på den høje mand til hest. Oscar kan se på hans hals, at han synker kraftigt, inden han svarer
   "Denne pige er en heks. Hun har startet jordskælvet. Hun er i ledtog med djævelen." Broder Miguel ser selvtilfreds hen på Oscar, som om han håner ham for at tro, at sådan en fin herre ville hjælpe Oscar frem for en anstændig jesuitmunk.
   "Sikke noget sludder," svarer greven heldigvis, til Broder Miguels store overraskelse. Han bliver helt rød i hovedet og svarer arrigt:
   "Er det en måde at tale til Guds udsending her på jorden?! Jeg ved da bedst, hvordan Gud straffer os mennesker for vore synder, og hvordan man kan kende en heks. Med al respekt, så må greven forstå..."
   Her afbryder greven: "Du er jesuit, ikke? Jeg forstår så udmærket, hvad du og din broder, Malagrida, siger. I siger, at det er menneskenes egen skyld, at jordskælvet har ødelagt byen og slået tusinde af mennesker ihjel. Og nu siger du, at det er specifikt denne piges skyld. Men det er ikke noget menneskes skyld. Det er en naturkatastrofe. Hverken Gud, djævelen eller mennesker har noget med det at gøre."
   Både Broder Miguel og de nærmeste mennesker, der står og lytter, gisper. Hvad er det manden siger?
   "Er I to venner?" Greven henvender sig til Oscar.
   "Ja," svarer Oscar. "Vi er venner, og Isabel her er anklaget, fordi hun prøvede at hjælpe nonnerne under jordskælvet."
   Det er måske ikke helt sandt, for hun var der jo ikke lige imens, men Oscar prøver at holde sig til den korte version.
   "Så du anklager pigen, fordi hun ville hjælpe nonnerne? Fordi hun ville redde liv?" Greven ser på Broder Miguel med så mørkt et blik, at Oscar et øjeblik er i tvivl, om greven måske selv står i ledtog med djævelen.
   "Hun vidste, at jordskælvet ville komme, INDEN det skete," svarer Broder Miguel med triumf i stemmen.
   "Interessant," mumler greven. "Jeg havde netop tænkt, at vi bør undersøge, hvilke tegn der var inden jordskælvet, så vi bedre kan sikre os mod det næste gang. Hvilke tegn så du?" spørger han henvendt til Isabel.
   "Jeg..." Isabel er tydeligvis overrasket over den drejning, samtalen har taget, men genvinder hurtigt fatningen.
   "Min kat opførte sig mærkeligt, som om den prøvede at slippe væk. Og vandet i klosterets brønd blev gulligt og stod lavere end normalt. Der var også en tyk, rød tåge over Tejo i går aftes, som jeg aldrig har set lignende før."
   Oscar er stolt over hende. Hun ikke så meget som ryster på stemmen.
   "Det må jeg nok sige," siger greven og ser indgående på Isabel. "Det er folk som dig, jeg har brug for. Opmærksomme, intelligente folk."
   Han ser på Broder Miguel med hævede øjenbryn, mens han fortsætter. "Ikke gammeldags, overtroiske fjolser."
   Broder Miguel gisper over fornærmelsen, men inden han kan nå at svare, fortsætter greven:
   "Du skal arbejde for mig, min pige. Hvad er dit fulde navn og alder?"
   "Jeg er 14 år og hedder Isabel Ferreiro," svarer Isabel klart og tydeligt. "Men du skal nok lige købe mig fri fra Salvador Kloster først."
   "Et kloster, der bruger slaver. Hmpfh," fnyser greven. "Det skal jeg nok få styr på. Og dig!"
   Han vender sig anklagende mod Broder Miguel. "Denne sag er afgjort nu. Du får ikke brug for Inkvisitionen, medmindre du selv vil anklages. Hvor er du munk henne?"
   Broder Miguels vrede ser ud til at være dampet af, og han er blevet lidt bleg.
   "Jeg hører til i São Roque Kloster. Vi er mange munke der og har meget jord og værdier. Du skal ikke bryde dig om at true mig." Han ser op på greven og forsøger tydeligvis at virke sikker på sig selv, men det virker ikke helt.
   "Det får vi at se," svarer greven. "Gå du hjem og se til dine brødre, så tager jeg mig af disse to unge mennesker, der faktisk tænker på andre end dem selv." Med de ord løfter greven Isabel op på hesten foran sig og gør tegn til Oscar om, at han skal følge med.
   De går ud af Rossio og kommer hen på den bredeste gade, der leder ned mod Tejo. Mens Oscar overvejer, hvad han skal sige for at få greven til at gå den modsatte vej, væk fra Tejo, ser han ned mod floden og indser, at han ikke behøver at sige noget. Flodbølgen er på vej.


Kapitel 26 Flodbølgen
   Isabel skriger. Hun har sikkert en fantastisk udsigt oppe fra hesten. Oscar ser ud over floden. Og stivner. Den har trukket sig langt tilbage. Der er slet ikke vand tæt ved byen nu. Store fregatter og små robåde, fiskerbåde og mellemstore skibe med for mange passagerer ligger alle sammen strandede i sandet.
   "Se alle dem, der prøver at slippe væk fra Lissabon," kommenterer greven fra sin hest. "Nu kommer de ingen vegne."
   Oscar synes, det er en ond ting at sige. Det er vel meget naturligt, at folk prøver at komme væk fra det mareridt, de står midt i. De burde selv komme i sikkerhed.
   "Vi må væk!" råber han til greven. "Vi må opad og væk fra floden."
   Nu kan han se en høj bølge meget langt væk. Den må komme helt ude fra Atlanterhavet. Han vender sig og løber. Så håber han, de andre følger med.
   Det er ikke kun greven og Isabel, der følger med. Det er hele byen, der løber. Den store menneskemængde, som for et øjeblik siden var på vej mod floden for at finde sikkerhed på den store, åbne plads, Terreiro do Paço, er nu på vej op ad den samme gade som ham selv.
   "Pas på" råber greven nyttesløst.
   Hans hest har allerede ramt to mennesker med sine hove. Den ene falder om, og Oscar håber, der ikke er blevet trampet på ham. Oscar ville ønske, at greven steg af, men folk presser sig væk fra hesten i stedet, og så går det. Hesten har svært ved at komme over murbrokkerne, så den kommer ikke hurtigere frem end menneskene.
   "Vi må tilbage til Rossio." Oscar prøver at tage styringen.
   Han mener ikke, Rossio bliver overskyllet. Et øjeblik ser han sig tilbage over skulderen. Nu kan han ikke løsrive øjnene og bliver stående. En kæmpe bølge kommer tættere og tættere på Lissabon. Når han ser ud til højre, mod Belém, kan han se, at vejen langs med kysten allerede er overskyllet nogle steder.
   Så vælter bølgen ind over byen. Den bryder ikke med det samme, men fortsætter opad med hvidt skum på toppen som en normal bølge. Som bølgerne den dag, han blev bragt tilbage i tiden.
   Vandet bringer skibsmaster og små både, der er slået til pindebrænde, med sig ind. Det fanger mennesker og tilfældige ting på sin vej og tager det med sig. Lyden af skrig overdøver alt. Oscar står stadig stille et sekund endnu, men bliver så ført med strømmen af mennesker, der flygter fra vandet. Opad mod Rossio, væk fra vandet. Hvorfor kan han ikke se væk fra flodbølgen og koncentrere sig om at løbe? Han når lige at se bølgen brydes og begynde at trække sig tilbage. Så falder han.
   Fødder tramper på ham. Han bliver hevet hårdt i armen.
   "Din store idiot!" Isabel har fat i ham og rusker ham nærmest, mens hun hiver ham op fra jorden.
   "Du sagde, vi skulle ride mod Rossio. Hvorfor stod du stille?"
   Han kan ikke forklare det. Han har ikke noget logisk svar. Han kunne bare ikke bevæge fødderne ved synes af flodbølgen.
   "Der kommer flere, tror jeg," er det eneste, han kan få frem. Så går de op ad gaden. Oscar ser op og ser greven på sin hest.
   "Jeg må ud til Belém og se, om kongen har klaret sig," siger han alvorligt til dem. "Men du, Isabel Ferreiro, skal jeg nok komme tilbage efter. Jeg henter dig i Salvador Klosteret om nogle dage."
   "I klosteret? Men der var nogle af nonnerne, som holdt med Broder Miguel og troede på, at jeg var en heks." Oscar kan se på Isabel, at hun er virkelig såret over dette. "Hvad hvis de selv afleverer mig til Inkvisitionen?"
   "Bare rolig, der er ikke noget sted at aflevere hekse og kættere i øjeblikket." Greven slår ud mod armen i retning af Inkvisitionens Palads, som ligger, eller rettere lå, på den korte side af Rossio, længst væk fra floden. Nu er det bare en bunke ruiner, hvor man svagt kan fornemme, at der har været flere etager.
   "Men du får dette dokument med som bevis. Øjeblik." Greven tager pergamentpapir, fjer og blækhus frem fra en taske, som hænger ned fra hestens saddel. Oscar er vildt imponeret over hans balance oppe på hesten. Han kan endda skrive, mens han sidder der.
   Greven puster på det færdige dokument, ruller det og binder et tyndt bånd omkring det.
   "Sådan. Her står, at du absolut ikke er en heks, og at jeg vil købe dig fri, så du kan arbejde for rigets bedste."
   "Øh... tak." Isabel tager imod dokumentet.
   "Og du skal ikke bekymre dig om den jesuit. Jesuitterne har alt for meget magt her i byen, men det skal være slut nu. Nu skal kongen lytte til mig i stedet for dem. Skøre mænd som ham Malagrida, du hørte tidligere." Greven ser på Oscar. "De skal fjernes. De skal ikke have lov til at spille på lisbonetterners overtro."
   Et øjeblik ser greven helt vild ud i blikket, og Oscar bliver bange for ham. Så blinker greven og bliver normal igen.
   "Men nu må jeg skynde mig videre. Kongen venter mig sikkert." Greven ser sig ivrigt omkring. Måske leder han efter en nem udvej i retning mod Belém. Men det bliver ikke nemt at komme igennem byen.
   "Der kan stadig komme flere flodbølger, så du skal nok ikke ride langs med kysten lige nu," siger Oscar hjælpsomt. Greven rynker brynene.
   "Hvor ved du det fra, dreng?" Greven stirrer på ham. Det er som om, han ser lige igennem Oscar.
   "Jeg tænkte bare... Altså, der kom tre jordskælv, så måske kommer der tre flodbølger?" prøver Oscar.
   "Hm. Så du regner med, at jordskælvene og flodbølgerne hænger tæt sammen. Ja, det giver mening." Greven smiler til ham. "Du skal vist også arbejde for mig en dag."
   Oscar nikker bare og mumler noget, han ikke engang selv ved, hvad er. Han skal ikke mere her i Lissabon. Han vil bare gerne hjem nu. Greven drejer sig på hesten og vinker til dem, mens han ridder væk i retning af São Roque. Oscar vil helst ikke tænke på, hvad greven vil gøre ved munkene. De fleste er jo flinke. Carlos var tydeligvis glad for dem som lærere.
   "Ved du virkelig, at der kommer tre flodbølger?" Isabel ser på Oscar.
   "Nej. Jeg ville ønske jeg vidste mere, men jeg kan simpelthen ikke huske det. Jeg troede også kun, der kom to jordskælv." Oscar sukker.
   Så hører de begge en mærkelig buldrende lyd, og hen over ruinerne i retning af Tejo kan de se endnu en bølge bevæge sig op over byen.
   "Bare vi kunne komme væk herfra". Oscar ser sig desperat omkring.
   Der er tusindvis af mennesker samlet på Rossio. Det er tydeligt, at alle har regnet ud, at det her må være det sikreste sted nu, hvor floden også er en trussel.
   "Kan vi gå op til Mocambo?" spørger Isabel. "Hvis du ikke ved, hvordan du skal hjælpe her, kan du måske hjælpe der? Og hvis ikke, kunne vi måske bare lede efter mine forældre?"
   Oscar ser længe på hende. "Men ved du ikke, hvor dine forældre er nu?"
   Isabel ser ned. Hun ser trist og træt ud. Oscar er så vant til, at hun er stærk og har styr på alt. Han har ikke tænkt over før nu, at denne dag er meget hårdere for hende end for ham. Det er jo hendes by, hendes vante omgivelser, der braser sammen omkring dem. Og nu har nonnerne også vendt sig imod hende.
   "Vi så godset falde sammen. Så jeg ved, de ikke er der. De sagde, de ville se, om der er nogen af dem, de kender i Mocambo, der stadig har tag over hovedet. Andet ved jeg ikke. Så skyndte jeg mig ned i Lissabon for at finde dig." Isabel kigger op fra jorden og ind i øjnene på ham. Bebrejder hun ham noget?
   "Ja, lad os gøre det," svarer Oscar. "Og jeg er ked af, at... " Han tøver. "Jeg forstår ikke, at nonnerne... Det er sikkert kun nogle få af dem, som tror på Broder Miguel."
   "Men der burde ikke være NOGEN af dem, der tror på ham!" Oscar bliver helt forskrækket, da Isabel pludselig råber ad ham.
   "Jeg har arbejdet der i et halvt år og opført mig så ordentligt og kedeligt, som jeg overhovedet kunne. Jeg har været fuldstændig neutral. Så dukkede du op og ville være min ven, og så begyndte jeg at opføre mig mere naturligt. Som om jeg var hjemme. Jeg troede endda på dig, da du sagde, at nonnerne kan lide mig, som jeg er. Og se så, hvad der er sket. De vil brænde mig på bålet! Fordi jeg har ført DIN åndsvage plan ud i livet. Fordi jeg ville HJÆLPE dem med at overleve et jordskælv." Isabel begynder at græde.
   Oscar ved slet ikke, hvad han skal svare. Der er ingen af de mange mennesker omkring dem, der reagerer. Alle er optaget af deres egen ulykke.
   "Men de fleste af dem holder virkelig af dig. Det er jeg sikker på" prøver Oscar. "Det er sikkert kun den ene nonne, der pegede, der ikke kan lide dig."
   "Hvorfor sagde alle de andre så ikke noget?" spørger Isabel bedende. "Hvorfor stod de bare der uden at hjælpe mig?" Der løber snot ud af næsen på hende. Oscar kigger væk.
   "De var bange," svarer han og ser på hende igen. Han tørrer forsigtigt hendes næse med ærmet af sin skjorte.
   "Alle er bange i dag. Det betyder ikke, de ikke har holdt af dig alle de andre dage." Han ser på sit ærme. Det er ulækkert med det snot. Men så tager han sig sammen. Han skal snart ikke bruge den skjorte mere.
   "Lad os finde dine forældre. Så kan vi fortælle det hele til dem, og så kan de hjælpe dig med at beslutte, hvad du skal gøre. Men hvis du ikke er tilbage i klosteret, når greven kommer, går du jo glip af at arbejde for ham, og det lyder da spændende."
   Oscar tager Isabel i hånden og nærmest trækker hende hen over pladsen. Så går de opad mod Mocambo. Men det betyder desværre, at de skal forbi