Er dette, hvad hele mit tåbelige liv har ledt op til? Et fuldbyrdet selvmord i al ensomhed om et par timer - i verdens tyste gemmesteder, jeg for længe siden indlogerede mig i, velvidende om, at ingen nogensinde kommer til at sørge over mig, til at skænke mig en tanke og til at besøge min grav for at efterlade en blomsterbuket og udgydte tårer? Ak - er dét virkelig, hvad hele mit liv har ledt op til; så lad det da være sådan!
Spørg Dem selv: Ville De ikke blive revnefærdig af skuffelse og svigt, hvis en profet skildrede for Dem, hvorledes Deres liv ville ende, og De opdagede, at min tragiske, latterlige skæbne skulle blive Deres? At De skulle ende som kronisk ensom, afstumpet og gøre en ende på det hele, eller endnu værre - at De ikke ville være i stand til at intervenere med skæbnen og derved forhindre det, uanset hvor almægtig denne trang, dette uopsættelige behov end var? - At betragte sekunderne, minutterne, timerne og dagene accelerere, og gradvist ængstes i mere betydelig grad over, hvilken forfærdelighed, som forestår, at overvære en livligere og livligere forestilling om trækkeren, der trykkes på, kraniet som splintrer og fragmenterer og slutteligt bevidsthed, som brat sortner og for bestandigt går tabt, for hver dag, der går.
Først er dette utænkeligt, ubegribeligt - at begå selvmord; ak, blot idéen, blot det at strejfe dén tanke at skulle begå selvmord mødes med forfærdelse - men når en har lidt nok; når tragedierne har ulejliget et uskyldigt menneskes sind nok, bliver dette en reel tanke, omend afskyelig og rædselsslagen ved første øjekast. Men så en særlig dag sker det: Et uventet selvmordsforsøg indtræffer, som konsekvens af besindighedstab - det foranlediges af irrationalitet og kompleksitet, men det viser sig heldigvis at være forgæves, puha! Men, hvad den selvmordsforsøgende ikke ved er, at dette blot er begyndelsen på noget mere dystert, noget mere faretruende og morbidt, noget skæbnesvangert - ak, stakkels denne naivt fortrøsningsfulde selvmordstruede! Det er ved dette førstegangsforsøg, at et frø har beplantet sig i vedkommendes psyke, uden vedkommendes vidende - i al skjul og hemmelighed spirer den omsider og udvikler sig til dét, som præges som en oprigtig forkærlighed for døden: Hvad der før var den fjerneste forestilling, er nu blevet til livlige fantasier og umådeholdne fabuleringer - at dø, at ende sit eget liv er i det samme blevet betagende og tillokkende, personligheden er forandret på det meste fundamentale niveau, konstitueret af et overflod af mørke, idéer udtænkes og i sidste ende, ved knækpunktet, fuldendes det!
Indledningsvist mødte jeg idéen om at gøre en ende på det hele med stor modvilje - for hvad nu hvis! Hvad nu, hvis en mere udholdelig, fortrøstningsfuld tilværelse lurede lige om hjørnet? Hvilken skuffelse og selvlede ville ikke bemægtige sig hele min sjæl for bestandigt, hvis jeg fandt ud af, hvad der ville have forestået mig, efter jeg havde trukket i aftrækkeren? Dette humbug indbildte jeg mig selv i årevis - jeg indbildte mig selv dette, fulgte mine behandleres råd uden eftertanke, naivt tillidsfuldt! Jeg indgød mig selv falske forhåbninger, trøstede mig selv med positiv pseudo-psykologi, med særbehandling og udenadslærte, selvforkælende sentenser, jeg ville udbryde på de mest ubelejlige tidspunkter; midt på gaden, i andres selskab eller siddende på en café. Naturligvis - og på mest forudsigelig vis - indgød dette menneskene besynderlighed; brynene var hævede, unge velhavende kvinder grinte ad mig i skjul - jeg så dette med mine egne analyserende, detektiviske øjne! - og nogle betragtede mig endda uforsonligt og sendte nedgørende ord mod min vej. Trods hvor stor forlegenhed disse erindringer bringer mig, trods dette udelukkende yderligere bekræftende har indvirket på mig af min latterlighed, fortsatte jeg endnu i årevis uanende og blindt med dét håb om, at der snart ville forestå et mirakel, et gennembrud, der ville komplimentere mit liv på bedste vis! .. Men ak - nu er min sjæl alt for udslidt, for ømfindtlig og skrøbelig og gammel til, at nogen atter kan indbilde mig, at noget godt, omend dette er så mildt og beskedent som at modtage et smil af et fremmed menneske på gaden, forestår! Denne epoke er ovre - i nat sker det; nat tager jeg afsked med livet, gør det hele forbi!
Forstå mig ret, tillad mig at skildre min fortvivlelse for Dem; jeg tilstår åbenhjertigt, at jeg hverken har overværet én eneste glædestund de sidste otte af mit seksogtyve-årige fortrydelige liv, eller haft én eneste ven, endsige bekendtskab. Jeg har forgæves forsøgt at etablere et venskab i endnu længere tid, tillige en simplere udgave af dette - bekendtskab. Men ak, intet af ovenstående har lykkes mig, ud over undtagelsesvise korte interaktioner med fremmede, som hovedsageligt har konverseret med mig af pligtskyldighed og gennemskuelig høflighed.. Alle og enhver har afvist mig, latterliggjort mine ivrige, desperate forsøg på at søge menneskelig kontakt - jeg er uelsket, åh hvor er jeg dog uelsket! Hvordan ved jeg det, spørger De? - Til dét responderer jeg: Jeg har færdedes allesteds i denne by; jeg kender den ud og ind, forlæns og baglæns. Jeg har slentret enhver rute, ethvert gadehjørne, på ethvert tidspunkt - det er såmænd en lille by på knap og nap ni tusind indbyggere. Jeg har forsøgt at interagere og konversere ved enhver lejlighed; ved busstoppestederne, på værtshusene, på caféerne, og så videre - alt sammen med samme ulyksalige udfald. Jeg har foræret mit hjerte væk og atter væk, vilkårlig kylet den hen imod menneskeflokke, i håb om, at et vilkårligt, åbenhjertigt menneske vil gribe det - men ak nej; alle lod det falde til jords.
Jeg sidder på en stol af sort laset læder, hvis hjul piver ved den mindste bevægelse; dette piv minder om det harmdirrende skrig, min søster udstødte, idet min mor truede med at stikke sig selv ned med en køkkenkniv - hver gang hjulet piver, farer jeg sammen, ser mig varsomt og faretruende om og erindres auditivt om hændelsen; skriget rumsterer i mit sind med forskellige varigheder.. Jeg sidder afkræftet, stakåndet, reflekterer over min latterlige eksistens kronologisk. Mit ansigt fortrækker sig over hver traurige oplevelse (det vil sige sekundvis), og angsten deraf er en brændende, flydende fornemmelse i mit korpus som en mærkelig formeret magmaklump, som udsender rytmiske chokbølger, der når helt ud til fingerspidserne og tæerne. Jeg væmmes over min forhenværende underdanighed og kujonagtige adfærd, min ydmyghed og blufærdighed - blot jeg kunne gøre det hele om igen, helt fra begyndelsen som nyfødt: Genopleve min førstegangsoplevelse med nætterne, på ny udgyde sørgmodige tårer over synet af de funklende, dengang - og stadig i dag - forunderlige stjerner, hvis skønhed jeg ikke kunne begribe, ikke mindst den lapis lazuli fuldmåne, som jeg altid ville have langvarige stirrekonkurrencer med! Jeg ville hyppigt beundre nattehimlen og dens mysteriøse legemer helt indtil daggry, og altid ærgrede jeg mig gul og grøn, dersom nattehimlen var tildækket af skyer - for nattehimlen fyldte mig med et vemod; jeg måtte for alt i verden få et gensyn med denne, atter beundre den frysende, lapis måne, de glitrende stjerner, som var sporadisk spredt, i det hele taget beundre de melankolske farver, som konstituerede nattehimlen, eller fange visdommen med min filosoferende ånd. Jeg forgabte mig i nætterne i en meget tidlig alder, begyndte at værdsætte dem højere end noget andet på denne ynkelige planet. Altid begav jeg mig hen til bakkerne, nedslog mig dér og beundrede nattehimlen i al civilisatorisk stilhed, indtil daggryet bortjog den, og jeg blev efterladt med stor skuffelse og foragt - herfra sov jeg dagene borte. Skønt jeg var ubemidlet, uelsket og uværdig, sådan som menneskeheden gennem hele livet stemplede mig, følte jeg mig rig og evigt lykkelig, når solen bortgik; når mørket faldt på, for jeg ud af mit hjem som en ugle, i ustyrlig ivrighed, længsel og vemod, løb ud til mine favoritbakker, kastede mig på jorden grædefærdigt, knælede og tilbad mørkets guder og hengav mig til enhvér følelse, mørket fyldte mig med.
Åh, hvor jeg dog begræder disse erindringer; åh disse erindringer, dem får jeg aldrig tilbage - det er en uigenkaldelig fortid, nogle forgået minder! For da jeg nærmede mig myndighedens alder, måtte jeg netop opgive dette; voksenlivet forcerede min skrøbelige, forgængelige glæde ud af mig. Jeg måtte opgive nætterne for et meningsløst foretagende, jeg skulle stå op til. Min sjæl blev fortæret af forpligtelserne, og min borgerlige animositet oversteg, hvad min allerede udhulede, forrevne sjæl kunne tåle; jeg mistede alt, hvad jeg havde, omend det jeg havde, blot var mig selv og min forkærlighed til nætterne. Gud forbande myndighederne og autoriterne for dette - endog på så tyranniske, umenneskelige manerer! Jeg sank i en dyb depression, forlod ej mit hjem i ugentlige intervaller - som til min ulempe og forbavselse føltes som måneder! - græd og atter græd over denne frihedsberøvelse, adspredte mig med dagdrømmeri og dystre fantasier, som udspillede sig i mit sind, livligt og friskt.
Og nu er jeg her, siddende på førnævnte stol, pistolen med sammenfaldende farvenuancer som nattehimlen - åh, hvor vækker den dog vemod; jeg kan ikke holde ud at betragte den - liggende på bordet, vendt mod mig, endnu ikke ladt, parat. Jeg har ikke den svageste erindring om, hvad jeg har lavet i dag - sådan er det med min hukommelse; jeg har en uforklarlig tendens til at have store hukommelseshuller - jeg har ikke mindste anelse om, hvad jeg de sidste tre døgn har foretaget mig eller, hvor jeg har befundet mig, men dagen inden husker jeg i udførlig grad: Jeg vågnede 13:10 - eller var det 14:10? - var mindst en halv time om at stå op, hvor jeg abrupt blev grebet af stærke ukontrollerbare følelser, oversprang badet og de andre hygiejniske pligter, skønt jeg ikke havde været i bad i mindst fem dage, forsømte morgenmåltidet, gik ud ad døren, tilsyneladende formålsløst, og befærdede byens menneskevrimlende gader, delvist opmærksom på omgivelserne, delvist adspredt og tynget ned af følelsen, som i løbet af dagen udviklede sig til sindsbevægelse. Hvilken følelse, der havde grebet mig, kan jeg ej artikulere, men jeg kan bedst unøjagtigt beskrive det som en indre moralsk og værdimæssig konflikt. Det sidste jeg kan erindre, inden dette store, dagelange hul i hukommelse indtrådte, er, at jeg bortødslede mine sidste gysser i et værtshus på forbifarten, på sprut og spiritus for at tilfredsstille mine udsvævende tendenser. Dernæst kom jeg til mig selv igen, idet jeg vågnede uden for byen, sovende lænet op af et træ på en græsmark, flere døgn senere, uvidende om, hvordan jeg endte derude. Den allerførste tanke, som slog mig - og dette er stadig friskt, tilnærmelsesvist uudsletteligt i mit sind - var, at skæbnen nu var afgjort; jeg ville gøre en ende på det hele. Og forstå mig ret, forstå mig endelig ret; denne afgørelse beror ikke på nogen impuls eller følelse, nogen uhensigtsmæssighed eller tilskyndelse, endsige irrationalitet; det er en velovervejet beslutning afgjort i fuld besindighed og fornuft.
En vil indvende, at det er kujonagtigt at begå selvmord, en egocentrisk handling af et hensynsløst, egocentrisk individ i et medmenneskeligt henseende - at man ej kan være bekendt at efterlade sin familie og omgangskreds med den slags kval og tragedie, men det foreligger blot, at jeg hverken har en omgangskreds eller familie; der er så at sige ingen, jeg vil påvirke med mit selvmord, snarere - eksempelvis i økonomisk henseende - er det en fordelagtighed; det vil blot være én samfundsnasser mindre for samfundet, penge, som alternativt vil kunne sekundere et andet menneske i nød. Med alt dette taget i betragtning - hvis De spørger mig, er mit selvmord altså snarere en altruistisk handling, en fordelagtighed for menneskeheden, fremfor kujonagtighed og egocentricitet!
Nå, men nok sludder - nu er det på tide, at jeg forsyner pistolen med ammunition; åh, for pokker, hvordan er det nu, det foregår? ... Nej, ikke helt .. Sådan! Åh, hvor kan jeg ikke undlade at erindre de gode år, når jeg betragter pistolen - dengang jeg var det frieste, lykkeligste menneske! Mørket var min eskapisme, mit tilflugtssted - dér, hvor jeg hentede kærligheden, min kærlighedskilde. Havde jeg blot til stadighed disse muligheder, ville jeg ingenlunde begå selvmord, skønt mit liv kan refereres som en horribel, langtrukken rejse. Men idet de fratog mig dette, systemet - fratog mig nætterne - mistede jeg meningen med livet - kommunen forcerede samfundstjenesterne, fuldtidsarbejdene og uddannelsespligterne på mig. Jeg måtte pludselig afvænne mig fra at være et nattemenneske, forkaste nætterne for at få min søvn og stå op til noget forhadt af af mig og ufordrageligt. Ak, hvorfor bliver jeg dog ved med at berette alt dette vås! Er min ensomhed virkelig så tung, så dyster og medrivende, at jeg ikke kan nære mig selv for at søge menneskekontakt, selv gennem denne ukonventionelle metode? Mon nogen nogensinde vil støde på dette manuskript og læse det? Det nægter jeg at gøre mig nogle forhåbninger omkring. Hmm..
Så beslutsom som jeg er, må jeg tilstå, at jeg er en sart en af slagsen, beklageligvis; ak og ve, jeg har snart siddet på denne stol i snart tre timer uden nogen progression mod fuldbyrdelsen af min plan, skønt planen er simplere end de simpleste matematikstykker. Jeg er så sandelig et latterligt menneske; dette bekræfter det! Jeg kan ikke modstå min trang til at le højlydt og hånligt ad mig selv. Hele min livshistorie er én stor latterlighed; jeg fortæller Dem, blot det at lade pistolen tog mig flere timers tøven og nølen, og nu er min næste store udfordring at tage fat i pistolen, dernæst at føre den under hagen, pegende op mod loftet, og allersværest - at trykke på aftrækkeren. Én handling - én lille fingerbevægelse er alt, hvad der skal til for at bortgå, hvorimod at leve en uge mere, en måned mere, eller et år mere for den sags skyld - det kræver vedligeholdelsen af komplekse biologiske processer og samfundsmæssige vilkår. Og - hvorfor overhovedet anstrenge mig selv yderligere - min generation og de fremtidige kommer trods alt til at dø, og hvilken forskel vil jeg kunne gøre, omend jeg så var et supergeni med altruistiske formål? For i sidste ende forestår dommedagen, og højst formentlig bliver det selvforskyldt. For destruktion og irrationalitet ligger i menneskets natur, skønt vor samfundsindretning beror på den naive tro, at mennesket er et rationelt væsen - tag blot et historisk retrospekt af mennesket; hvilke blodsudgydelser har ikke indtruffet grundet irrationalitet? Krige indfinder sig uforudset, tyranniske lovimplementeringer bekendtgøres for at tjene en sadistisk, machiavellisk leders magtliderlighed og i sidste ende, irrationalitet; for at forpeste menneskesjælen og fordærve bevidstheden med korrupte, nederdrægtige normer. Samfundsstrukturer, som promoverer og normaliserer gemenhed, etableres med fornøjelse og passion. Menneskedrab kommer ikke bag på det afstumpede menneske, men anses blot som at trampe en myre ihjel samvittighedsløst, og massakrer retfærdiggøres som frihedskampe - men et ødelagt, frihedsberøvet, uelsket menneske, må ej fravælge livet.
Ak - nu er det nok, nu er det altså nok med det sludder! - Tillad mig at optegne, hvad der kommer til at foregå nu - men indledningsvist at udtrykke min inderligste beklagelse over at forspilde Deres tid på denne måde og ulejlige Dem: Jeg vil slippe pennen, opnå et fast greb om pistolen, føre den under kæben og slutteligt trykke på aftrækkeren - hvad der sker efter, vedkommer ej mig. - Åh, sikke dog, hvor tårekvalt jeg bliver! Omend livet er forhadt af mig, er det ikke nogen enkelhed at tage afsked med - det er en absolut, et ultimatum; en kan udelukkende begå selvmord én gang, herfra er det slut - irreversibelt. Men jeg bibeholder mit standpunkt - min livs afslutning forestår - tag endelig ikke fejl; jeg holder Dem ikke for nar; det kunne ikke falde mig ind! Jeg er et ligefremt, frimodigt menneske, og jeg overholder mine hævdelser - hertil foreligger der ingen undtagelser. Men hvor jeg dog ryster allesteds i kroppen! Ak - jeg kan umuligt udføre denne pligt i denne febrilskhed, jeg kommer utvivlsomt til at misse, til at forspilde patronen. Jeg er nødt til at falde ned først, genvinde beherskelsen; jeg kan mærke mit forskræmte hjertes anstrengelse, mærke det vride sig mod alle retninger, som et forsøg på frigørelse af disse lidelser, ja disse intense pinsler, jeg påfører mit ømtålelige hjerte! Min håndskrift bliver mere og mere utydelig, mere uigenkendelig, og mine øjne - ja, jeg vover knapt nok at gøre mig forestillinger eller stå foran spejlet - er rædsomme og dybt alvorlige. Åh, jeg holder det ikke ud, jeg holder ikke rastløsheden ud - det er lige før, at rastløsheden kommer til at ihjelslå mig, før pistolen gør det! Og endnu værre mine tanker ... ja, hvilke tanker har jeg egentlig? - Endsige kan jeg tilfredsstille Dem med et svar på dette. Hele min bevidsthed er et tungt, dunkelt tomrum med overilede partikler, der farer formålsløst rundt i imponerende hastigheder; omend disse partikler så fanges af en, forbliver de kryptiske og uidentificerbare - dette er såmænd en repræsentativitet af, hvorledes mine tanker agerer i dette øjeblik!
Ak, jeg må rejse mig fra stolen, jeg må bevæge mig, adsprede mig og fylde mit sind med nye indtryk, inden jeg på ny genoptager planen. ... Du godeste! Er der virkelig fuldmåne i aften? Minsandten om ikke månen er fuld! Ih, hvor er den usædvanlig beundringsværdig; se dog, hvor unik dens facon den er, hvor mildt, men trods alt stadig på elegant vis illuminerer kloden - ikke mindst, hvor stort et vemod den indgyder mig! Den forbliver for bestandigt mindeværdig og elskværdig med dens betryggende tilstedeværelse og azurblå, koldblodige udseende - jeg fortæller Dem, hvis jeg havde en helhedserindring af mit liv efter døden, ville det ubetvivleligt være månen, jeg ville bære det allerstørste savn til! Åh, hvor indser jeg nu min insignifikans: Jeg er én betydningsløs, myre ud af milliarder; mennesker dør dagligt, og mennesker vil kontinuerligt dø dagligt - flere, end jeg kan tælle med to hænder, for i virkeligheden er dette tal formentlig firecifret - og mit ene dødsfald, som forklaret ovenfor, er fuldstændig underordnet. Hvem af disse milliarder mennesker vil dog erindre mig? Hvor mange mennesker vil jeg ikke gå ubemærket hen? Hvor mange har den mindste forestilling om, at jeg overhovedet eksisterer? Tillige ulejliger eller piner jeg ej heller nogen med denne handling. Og hvor mange vil ikke dø, omend selvmordere eller krigsofre, efter mig? Hvor mange vil ikke vedblive med at dø, vedblive med at bortgå? Den eneste, som bliver ulejliget og forpint her er mig, såfremt jeg tilbagelægger endnu en dag i live; i det fængsel, folk kalder livet! Ak, hvad bringer jeg mig selv i denne rådvildhed, denne tøven for; friheden venter mig derude, friheden venter mig minsandten! Det har den gjort siden fødslen - jeg har blot været for ignorant til at opdage den ... indtil nu. Ak, hvad venter jeg dog på - se dog at få et fast håndgreb om pistolen, fjols! ... sådan, ja sådan! Og nu ... pistolen under kæben - ak så hold dog op med den rysten! ... Og sådan. Ja, ja!.. Lige nøjagtig derigennem skal patronen affyres! Kære frihed; her kommer jeg, her kommer jeg nu!