Først bag mine tremmer
erkender og indrømmer
jeg mit selv som drømmer
et mareridt, som uviden, hvidt
i den gale retning, skridt mod skridt
med mit selv som en lille sort lus
der imploderer i pus, i et stort minus
alt det hvide videre end universet
som eksistensen, fortærsket
som transcendensen, for behersket
verden er mig, og jeg er verden, mærket
Først bag mine tremmer
erkender og indrømmer
jeg mit selv som dømmer
vurderer og tømmer livet for forskønner
et mareridt så hvidt som det hvide snit
i den rigtige retning, skridt for skridt
med mit selv som en sort tusch
men implosionen er den samme
deduktionen ik min tromme, men min tremme
viden vand og ignorance heraf min stamme
og jeg er bange
for mareridtet er først lige begyndt
fremskridtet tørst forkyndt af mæthedens flamme
Zarathustras hunde hundser i sange
der i kor gør mig til skamme over sultens ramme
tørsten efter viden sortner
mine øjne størkner, panden tordner
og mine lunger føles klamme
Og i blinde famler jeg efter Kant
spørger
hvis alt er relativt
hvad er så relevant
er sandheden et stiløst land
hvor intet ord er tingen
videns oase sand og ikke vand
tror det er hvor enhver metafor
er klingen der afskærer vingen
af brudte broer
fortrudte forbindelser til forbudte påmindelser
om tanken der aldrig gror
hvorvidt livets ror i dødens fjord afgiver spor
til landet i os selv, et fravalg af bur
er det dét vi vil
Er det, ka' vi måske som Sisyfos bære det
hvis bare vi indser det tillærte
ordet er ikke tingen, og vor illusion vanærer det
Taber bølger langs havets vinden,
når dets storhed er dets forsvinden
Jeg indrømmer jeg drømmer bag tremmer
hvor alle ord er mord af det dynamiske
det fantastiske, det organiske, det kæreste
tanken er ikke det værste, men det næreste
i mit aflåste værelse, hvor lyset er det særeste
Det beskrevne er det afrevne fra sandheden
meditatorens vandsliden
lykkesmedens leden
efter sten af tiden
altid ender det med leen bevidnet af blomstens given
seeren det sete, fremtiden det skete
løgnen det ledte, autoriteten desværre de fleste
Forvent at de vidste det
Men først bag tremmen
indser jeg drømmen
jeg vågner men husker kun larmen
en sort prik imploderer i armen
og trods kroppens lammelse
er livets græmmelse
endelig uendeligt endeligt, og berammeligt.