Så ømt og kærligt. Selv når du tager fat.

Selv når du stryger mig i vrede og faste bevægelser. Selv når du er ked af det holder du mig med omsorg du ikke troede du havde at give, som du måske slet ikke ænser, og i givelsen ser jeg dig smile lykkeligt. I alle dine farver.

I alle farver holder du mig nænsomt, og jeg dig. I enhver nuance er vi sammen, os to og lærredet, og hele verden midt imellem. Med os, uanset hvor langt vi er fra hinanden. Når du tager tilløb venter jeg i lykke, med afstanden og tiden som venner trods du er min elsker.

Mit hår sætter aftryk, selv når jeg er skaldet. Du er så kreativ! Var jeg mikroskopisk ville jeg i dine hænder blive til hele universet. Var jeg gigantisk kunne jeg af dine fingre gøres lille, og mit tab af fylde være rensning. Du er så smuk når du ser mig som smuk. Når du ser afstanden og ingen afstand føler i din sjæl, med lærredet i alle farver, ventende på vores dans med os begge som førerne.

Min tvilling Blyant er ikke misundelig. Er ikke jaloux, men blot ikke en elsker. Trods du forsøger, og trods du danner skitser af vor farver, med din trykken. Intet er mere komplekst end simplicitet, intet mere end mindre. Jeg ser du og Blyant danse, men dansen er rigid. Jeg håber det gør dig glad, og jeg håber det gør min tvilling glad, trods jeg aldrig vil forstå jer. Aldrig vil forstå hvordan de stive bevægelser og musklerne lagt på papiret får bogstaver og streger til at danse spillop. Måske forstår Kalligrafipennen det.

Men trods jeg ikke forstår jer forstår jeg dig. Selv uden bevægelse bevæger du mig, og med lidt vand og akvarelmaling får du mig til at græde tårer af taknemmelig glæde og tårer af triste refleksioner. Du bevæger mig til live. Refleksioner af liv der alle er vores og lærredets, og ingen andres. Jeg gad vide hvad det tænker om vores duet, når koret fra Papir og Mur ikke overdøver den sovende spekulation.

Du skifter position og holder mig i uendelige variationer, med uendelig leg, altid på en ny måde, i et nyt tempo og i et nyt greb. Med nye begreber og ideer, altid så provisorisk.

Altid så temporær, så forbigående, altid så temporal. Jeg ved inderligt at vi elsker hinanden, foreløbigt. Evigt er kun lærredet. Evigt er kun universet. Jeg venter på dig på den anden side. På du min elsker, på du jeg elsker, på kærligheden selv.

Uanset hvad du kalder mig, uanset hvad du gør med mig og ved mig, er jeg ikke din. Men min påskønnelse er, hvordan jeg får dig til at føle, helt. Jeg er dine streger, lagt let og yndigt eller vildt og passioneret, jeg er dine farver som du er mine, jeg er kærlighed, kreativitet.

Og i værktøjskassen venter jeg med de andre malepensler, kun jaloux på den anden kasse, uåbnet i gavepapir.