Det var en atypisk afslutning på en ualmindelig ordinær dag, som havde udspillet sig sådan, som vi alle kender det: ensformigt, og næsten så overdrevent monotont, at idéen om at opleve i morgen efterhånden var blevet mødt med en uafrystelig foragt. Aftensolens formidable purpur og rose afskedsfarver fortonede sig på sådan en poetisk måde, at længslen efter den allerede havde fyldt hende og grædefærdigheden allerede var på vej, før det overhovedet var blevet helt mørkt. Disse bemægtigende følelser gjorde sig ligeledes gældende, hvad angik solopgangene og derigennem det fortonende mulm; det var, som om hun fortløbende befandt sig i en tilstand af følelsesmæssig lidelse, en uafrystelig længsel til to kontrasterende fænomener, hvilket vel måtte betyde, at hun var lidt masochistisk, eftersom hun hengav sig til dem og dyrkede følelserne og de krystalklare fantasier og feberdrømme, som de undertiden fremkaldte, umådeholdent og med velvillighed.

Hun baksede med at bestige den stejle sti, som på hver sin side havde særpræget, enestående natur, som solnedgangens sidste gløder svagt belyste. Hun tog sine skridt med sådan en ivrighed, man udelukkende oplever hos det maltrakterede, miserable væsen, som har overgivet sig til det endegyldige valg efter en lang, genstridig kamp. Hendes mellemlange, mørkebrune hår blafrede som dødens kappe, og de uafskærmede græsstrå jazzede akrobatisk i vinden. Foruden var universet begyndt at holde øje med hende; dens mangefacetterede, funklende øjne var allerede begyndt at indfinde sig i den skyfrie nattehimmels store gabs dunkle og dystre, men bedårende dyb. Denne nat forekom at være endnu en af dystre; sådan en nat, hvor alle menneskehedens fortrøstning og lettelser opsluges af malstrømme, i én gulp, og hvor man i al ensomhed må tumle rådvildt og fejlagtigt navigere i verdens uigennemtrængelige mørke - for slet ikke at nævne, de svagtlysende, blufærdige gadelamper, som under disse typer nætter er ens eneste redningsvest. Hele hendes væsen opflammede med ét, da det længeventede syn af broen var realiseret; også dette havde hun en daglig beklemmende længsel til - en længsel så levende og agil, at hun til tider tilnærmelsesvis frygtede, at broen ikke ville være der næste dag. Dette var minsandten hendes tilflugtssted fra lidelserne og tragedien, tillige dér, hvor hun uanfægtet, momentant befriet fra civilisation, idet denne bro befandt sig kilometervis ude i naturen, kunne hengive sig til sine drømme og fantasier, som oftest var viklet ind i store filosofiske spørgsmål og livsrefleksioner.

Broen skabte en passage over en bred å og var belyst af to nærliggende lamper. Hun tilbagelagde ivrige skridt, indtil hun befandt sig i broens centrum - herefter lænede hun sig op ad det rustne gelænder og spejdede ud mod åen, som tilnærmelsesvis var tildækket af nattens tæppe med eftertænksomme miner og et ambivalent smil. Ak, hvor ensomt var dette arme menneske ikke lige! Hvor ensomt og isoleret måtte hun være, siden længslen ikke længere indebar noget levende væsen, men udelukkende fænomener og abstrakte genstande og koncepter? En tåre undslap øjet, som det sidste ekko af dagen fortonede sig, og et vemod bemægtigede sig hele hendes sjæl. Hendes ufravendte blik mod åen varede i omtrent et kvarter; der var en helt særlig, standhaftig intensitet i hendes blik - det bar præg af så usædvanlig en ildeglødende intensitet, at blikket kunne få selv den mest apatiske, koldblodige og golde forbryder til at krympe sammen underdanigt og underkastende, af en intimiderende ærbødighed. Men ej var dette nogen vilkårlighed; snarere var dette en sædvane, hver gang hun var besat af livets gåder og dets tvetydige, uforklarlige mysterier, og det efterlod hende sædvanligvis afkræftet og aftvang en tung, men så bedårende melankoli, at det ikke kunne andet end at aftvinge en dyrebar beundring.

Hun sukkede tungt og delagtiggjorde sig selv, i sine indre monologer, i fortrøstningsfuldheden ved dette fund (broen), samt ved denne naturparadisiske guldmine, særskilt fra civilisationen, og dens uvurderlige udsigter - en fortrøstningsfuldhed, som hun skønnede til at udjævne den ensomhed, hun ellers altid havde forbundet med inderlig skamfuldhed. Kun undtagelsesvist færdedes andre mennesker heromkring - denne sjældenhed forekom dog i dagtimerne; ingensinde var noget menneske forvildet sig dersteds i mørketiderne. I aften viste sig dog at være en forbavsende undtagelse.
   En ugles ulykkelige fjerne hyl rungede, så hun for sammen og blev hensat i rædsel; årvågent og fordægtigt så hun sig om, ængstedes af den omringende mørke og følte sig stranguleret af den golde, tørre sensommerlige luft, og tågen, som i dagevis havde luret i alle byens afkroge, syntes blot at blive mere og mere uigennemsigtig, som en sindsformørkelse, der hemmeligholdt tankefornuften. Sideløbende med dette forøgede længslernes intensitet sig, og anstrengelserne for at betvinge hende selv begyndte at hentære hendes allerede skrøbelige, faldefærdige sjæl. Sådan er den uelskedes skæbne; den uelskede bringes til verden og opfostres i et samfund, som udstøder hende - men ligesom et videnskabsforsøg, bør man repetere sit forsøg et par gange, for hvad nu hvis! Hvad nu hvis, at selvsamme forsøg producerer andre, mere fortrøstningsfulde resultater grundet en eventuel fejlkilde? I samme dur kan hun ikke være sikker på, hvorvidt dét fællesskab, som hun lige er blevet udstødt af, repræsenterer det resterende af samfundet, eller dette fællesskab blot er uheldigt og nedrigt - thi forsøger hun flere gange, hvis ikke adskillige gange, at tilslutte sig et fællesskab, og for akkuratessens skyld flytter hun til en ny by, påbegynder en ny uddannelse - sågar hele tre gange, ikke bare én enkelt gang - blot for at samtlige forsøg atter fejler fatalt. Og derpå opgiver den uelskede omsider, efter at have lidt så mange nederlag, så mange udstødelser, at gåpåmodet nu er for udslidt til, at det kan lide endnu en bestridelse - der er her, den uelskede finder kærligheden og inklusionen andetsteds, om end dette ikke helt tjener som en substitution; nemlig fra naturen og dets myldrende rumvæsner, sågar noget så banalt som en bro. Omsorgspersonerne, henholdsvis moderen og tanten, elsker hende ej heller, og der, hvor de har indlogeret sig, findes der ikke det mindste spor af dagslyset; det manøvrerer sig bevidst uden om afkrogen i en irrationel frygt, og tilbage er der mørkets atmosfæriske, allestedsnærværende melankoli. Faderbilledet mangler endog, for han hang sig selv på en legeplads lige uden for deres tidligere lejlighed, således at det ville være det første, den uelskede ville iagttage, når hun trådte ud af opgangen femten minutter før skole.
   Længslen var så almægtig, at enhver tanke, enhver idé og fænomen, ethvert genstand som hun betragtede allerlivligst og tydeligst, mindede hende om dagslyset; åh, vore kære, gudindeagtige dagslys! Længslen var det eneste, som udgjorde hende tanke- og følelsestilstand foreløbigt, og hendes stemningsleje var præget af sørgmodighed og vemod; hun blev mere og mere ustyrlig, vippede ubehersket med benene, bevægede sig fra den ene side af broen til den anden i rastløshed, sindsbevægelsen overtog, og deraf medfulgte feberdrømmene; hun smed sig brat på jorden, bankede hovedet på gelænderet uden at mærke så meget som en snert af smerte, sad nu med en mås, som hovedsageligt bestod af knogle, med ryggen lænet op ad gelænderet. I en følelsesmæssig ekstase udstødte hun et stort lettelsessuk, så skuldrene gik fra at tilnærmelsesvist røre ørerne til at være helt nedsunkne, hvad som foregik i mere eller mindre ubevidsthed. Hun udgød de mest sentimentale tårer, men gråden var sagte og foregik i al hemmelighed fra civilisation, som hun ikke ønskede at krænke.

Således udspillede feberdrømmen sig: Tre forskellige himmellegemer, hver med sit fantastiske, unikke ansigtsudseende kredsede jorden, hver med sin unikke, særprægede lysstyrke, ikke mindst intensitet. Det ene bar et så guddommeligt ansigt, præget af rødmende fregner og jomfruelig uskyldighed, at et menneske, især hvis et lidt for godtroende, kunne falde for den vrangforestilling, at menneskets nederdrægtigheder ville kureres, såfremt det blev eksponeret for den - et smil opblussede pludselig hos det første legeme, og hun så fra et underligt tredjepersonsperspektiv, hvordan det genoplivede hendes lemlæstede, udslidte gåpåmod, som i alle disse år rådnet i resignation. Livet, som hun engang huskede det, udspillede sig i de livlige erindringer og associationer af barndommen, hun i alle disse år havde fortrængt af skamfuldhed og forlegenhed; det barn, som hun engang var, indtraf pludselig i forestillingerne: hun fik ufravendt øjenkontakt med barnet, og de bedårende, runde øjne, som havde en særlig ukrænkelig uskyldighed ved sig, var altsigende. Hun måtte være ti år her, omtrent ét år før faderens selvmord. Håret, som engang var ungt, fyldigt og hovmodigt flagrende, misundte hende straks, som den lille pige bevægede sig på legepladsens blokområde. Hun havde en påfaldende, elegant gangart, næsten som om hun konstant behændigt dansede, iført en mørklilla, mønstret nederdel og sorte strømpebukser samt en purpurfarvet blomstertrøje. Området var til at genkende - dette var såmænd her, hun først voksede op - men samtidig var alt ugenkendeligt, uforklarlig vis.. Lejlighederne var svajende med ugenkendelige farver, som ikke fandtes inden for menneskeøjets farvespektrum, tilmed var der ujævne, hoppende vinduesrammer, og de golde mure var objektivt grimme og grågrumsede, om end dette var en filosofisk krænkelse. Hun drejede til højre, ind mod en gyde, uvidende om dette faktum, med selvsamme fabelagtige gangart. Her forsvandt Solen sammen med de to andre himmellegemer, som hidtil komplimenterede scenen på bedste vis, abrupt, som om de aldrig havde eksisteret til at begynde med, og straks indfandt regnvejret sig og fordrev de muntre ansigtsminer og introducerede det nu vidskræmte barn til livets grusomheder; vinden hylede som en blodtørstig ulv, blæste så hidsigt, så kraftigt, at hun tilnærmelsesvist mistede fodfæstet. Terroren bemægtigede sig den lille piges øjne, og regnen gennemblødte hendes tøj i løbet af fåtallige stunder, alt imens de til stadighed havde fokuseret øjenkontakt. Tårer, kamuflerede som regn, blev udgydt - ak, ikke blot udgydt; de fossede, som et uudtømmeligt vandfald! Hver eneste dyrebare tåre var som et døende torturoffer, der blev drænet for blod; derigennem blev den lille piges begrænsede, troskyldige livsforståelse bestyrtet. Hun udstødte en dyb fortvivlet gråd, snappede hændervridende efter vejret, som syntes af fortynde sig mere og mere.

En dør til en af lejlighedsopgangene hun lige havde passeret, blev abrupt smækket i, så den lille pige fór sammen, så sig faretruende omkring årvågent og iagttog en mand, som tog nogle, i forhold til det turbulente vejr, alt for nonchalante skridt ned ad den askegrå betonfortrappe. Han var iført en mørk hættetrøje, som delvist skjulte ansigtet og lasede, misfarvede cowboybukser, men til trods for det kunne den lille pige stadig genkende ansigtet - det var hendes far, det var såmænd hendes afdøde far!

Den lille pige slap hende samvittighedsløst med øjnene, så hun atter var efterladt til sin ensomhed i foregående tredjepersonsperspektiv, som et gespenst, der uafhængig af noget jordbundent var et vidne til denne hændelse. Den lille pige udstødte sådan et skrig, som om hun var sekunder fra en forgribelse; det var sådant et gennemrystet skrig, der emmede af forfærdelse og hjælpeløshed; en sidste udvej, før uhyret forgriber sig på det hjælpeløse barn og fortier det for bestandigt! Men manden syntes ikke at reagere på skriget; han indhentede hende ikke og holdt for hendes mund for at dæmpe skriget og forhindre opmærksomheden, sådan som en, blandt andet den feberdrømmende (som endnu var fuldt tilstedeværende i feberdrømmen), ellers ville formode: Nej; han betragtede tilsyneladende blot den lille pige med en blank, apatisk mine, med en neutral stemt mund, der endnu ikke havde bevæget sig det mindste, som yderligere var tynd, lille og unaturlig spids og en næse, der var så forsagt, så svag og ynkelig, at det var lige før, at manden fremprovokerede mere medlidenhed, end pigen gjorde. Kinderne var udmarvede og indsunkne - kinder, som tydeligvis engang havde emmet af frugtbarhed og fylde. Hovedet var generelt til den spinkle side, men mærkværdigt langt; der var endog usædvanlig langt fra pande til øjenbryn, som var så fortyndet, at de næsten ikke var iagttagelige, endog så det sygdomsagtigt ud; øjenbrynshårene var tilnærmelsesvist helt spredtliggende, som om de slet ikke ville have noget med hinanden at gøre og var urelaterede. Panden var koldsindig, men øjnene - de var sorte som en onyks kulkælder og unaturligt store, og de fulgte hende som et bevægende overvågningskamera. Øjenposerne var en råddenskab.
   "Helena" brummede mandsstemmen imod pigen indledningsvist, men blev pludselig sørgmodig på en spøgende måde, idet han fortsatte, "har du... savnet mig?" Helena troede ikke sine egne ører; ordene beredte hende med stor rådvildhed - hvad skulle hun respondere med, og var det overhovedet hendes afdøde far? Hun betragtede ham med forskræmte, vidtåbne øjne, som blinkede minimalt, øjenkontakten var ufravendt; hun undersøgte hans øjne individuelt for at få en fornemmelse af sjælen - dette gjorde hun i mindst ti sekunder... ja, det var ham; det var minsandten ham!
   "Hvad laver du her?" skælvede ordene, der forlod hendes mund.
   "Hvad jeg laver her?" responderede han hovedrystende, som om han ikke troede sine egne ører. "Jeg befinder mig her naturligvis for at have mit gensyn med dig - og sikke et uvejr, for resten!" Igen forekom han at være apatisk, som om gensynet med sin datter var det mest nedprioriterede i hans liv; der var mere entusiasme i hans kommentering på vejret, end førnævnte.
   "Jeg spørger igen, Helena - og tillad mig på forhånd at tilkendegive, at jeg ikke bryder mig om, at mine spørgsmål forbliver ubesvarede; det ved du foruden også godt selv - ... har du savnet mig?" Denne gang, skønt hans mimik, gestikulation samt intonation forblev statisk og monoton, fornemmede Helena noget ominøst i ordene. Tårerne manifesterede sig på ny, som blev løsrevet af den stærke vind.
   "Hjælp mig" græd hun sagte - dette henvendte hun mod den voksne Helena, som havde overværet hele denne hændelse som et gespenst og være mere end beredvillig - herfra overtog hun samtalen. Pigen var stadig den, som manden talte til, og sågar var det hende, som talte, men sjælen i det lille væsen var erstattet af den voksne Helenas, som blot omtaltes som 'Helena' herfra.
   "Hvordan kan jeg savne en fremmed? ..." sagde hun sagte, rædselsslagen og grædefærdig. Hun befandt sig i en ambivalens; på den ene side havde hun lyst til at flygte fra faren, men på den ene side var det trods alt sin fader. Pludselig fór ordene ud af hendes mund, idet hun blev grebet af endnu en benægtende følelse. "Nej, nej! De kan umuligt være dig; De er udelukkende en fremmed, som spøger med mig. Hvor ved De mit navn fra, hvordan kender De til mig - og ikke mindst; hvad vil De med denne spøg?" udbrød hun forbavset og tog et par store skridt tilbage.
   Manden brød ud i en forhånende latter, som delvist blev fortiet af vinden, men synssansen fyldte de manglende brikker ud. Han tog et hovmodigt skridt foran. "Nu begynder du ikke at fremmedgøre mig igen, Helena - ak, selv efter alle disse år, hehehe! Jeg er og kan udelukkende være din fader - endog kan jeg bevise det ved at afsløre en hændelse, som udelukkende du og jeg kan bevidne... du ved nok godt, hvilken jeg refererer til.."
   Helena stivnede, før han færdiggjorde sin sætning, havde lyst til at skrige til lungerne punkterede, men kunne ikke få nogen lyd udbrudt, da hun åbnede munden for fuld hals end den, når man har mistet sin stemme, fordi man er blevet kvalt af angst. "Du ved ikke noget!" indskød hun skarpladt, men svagt og ynkeligt.
   "Jo, min søde Helena, jeg ved skam noget - og ikke nok med det; jeg ved alt." svarede han næsvist, men bestemt og selvsikkert. "Kan du huske, den gang jeg fo-"
   "Nej! Ikke sig det, ikke sig det! Du ved ikke noget, jeg vil ikke høre på det!" afbrød hun benægtende og affærdigende, rakte en strakt arm ud og vendte hovedet væk som refleks for at holde manden på afstand og undse truslen, skønt han overhovedet ikke befandt sig inden for en armslængde. Manden udstødte endnu et forhånende grin som reaktion på dette og udtrykte en nonchalance med minerne.
   "Jo, jeg gør. Tillad mig nu at udtrykke mig, Helena, for jeg er her så sandelig ikke ubegrundet, og min tid er begrænset - kom, lad os gå ind i opgangen, så du kan få varmen, og jeg sikrer dig, at ingen bor her; på æresord." Dette udtrykte manden pludselig i et betænksomt toneleje, med det alvorligste ansigtsudtryk, før han pludselig tilføjede: "Og jeg ved udmærket godt, hvilket traurigt efterfølge min handling har haft på dig, og at din tillid til mig er ikkeeksisterende, men jeg forsikrer dig, at alle lejlighederne i opgangene er tomme - du er velkommen til selv at besigtige lejlighederne, hvis du ikke nærer den tillid til mine hævdende ord, hvilket - såfremt dette er tilfældet, hvilket det øjensynligt er - er fuldt ud forståeligt. Men Helena, jeg forsikrer dig, at dette foregår under fire øjne, og jeg ikke udtaler mig løgnagtigt." Helena gloede forbløffet på ham, mens han sagde alt dette, og hendes ansigt fortrak sig.

"Nå, hvad siger du så?"
   Efter en lang stunds gennemtænkning afgjorde hun sagen; hun forblev ved sit oprindelige standpunkt, affærdigede forslaget og skulle til at vende sig om for at spæne væk, da vinden med ét tidoblede i styrke og blæste hende imod lejlighedsindgangen. Manden trådte til side, nu med sine oprindelige monotone miner; han var som et gespenst, der var upåvirkelig af verdens fysiske forcer. Hun slog ud med armene, skreg forfærdet og hysterisk, hvilket alt sammen blev underkuet og anstrengte sig for at modkæmpe denne tilnærmelsesvis overnaturlige blæst - et tappert forsøg som var forgæves. Manden var tilstedeværende undervejs og betragtede scenen uden at interagere på nogen som helst måde. Efter tyve sekunders intens kæmpen, var hun stakåndet og magtesløs - hun måtte underkaste sig vejrets magt og passere døren til opgangen, skønt hver evig eneste af hendes celler delte samme tilskyndelse: at løbe væk. Opgangen bestod hovedsageligt af støv og beton; både gulvet og væggene var af beton, trapperne af sten. Der lugtede lumsk samt af mildt råddent træ, og den eneste lyskilde var entreen, hvilket bevirkede en mild illumination. Hun fór skrækslagent op ad trapperne til den første afsats, samtidig med at hun så sig over skulderen så hyppigt som stunderne tillod hende det. Herfra løb hun ind i den første lejlighed, hun så, hvis dør som var på vid gab - og ikke blot denne; mærkværdigvis stod også døren over for vidtåben, men mere nåede hun ikke at tænke over det, for hendes tankevirksomhed blev afbrudt af opgangsdøren, som blev smækket i, efterfulgt af en mands brummende, rungende stemme. Hun måtte anstrenge sig til det yderste for ikke at udstøde et skrig og derved afsløre sin lokation.
   "Nå, gemmer du dig nu fra mig? Ahø-ahø-hø!" - ordene fik alle hendes muskelfibre i kroppen og ansigtet til at stivne, så hun, helt per instinkt, holdt sig for munden i den paranoia - om end denne paranoia ganske vist ikke var ubegrundet - at han ville kunne lokalisere hende ud fra hendes forpustelse. Hendes ansigtskulør var blevet sygeligt bleg, og hendes tidligere livsemmende læber var nu forrevne og fortrak sig som i et krampeanfald.
   "Idet du nægtede at indvilge i mit forslag, tillader jeg mig at udtale mig hæmningsløst og, skønt dette aldrig var min oprindelige hensigt, mod din vilje. Ser du, Helena - jeg er minsandten ikke kommet her for blot at bringe min datter i elendig forfatning og forfærde hende; jeg er her for at klarificere nogle ting, hvad angår vores fortid."
   I mellemtiden, mens manden talte, ledte Helena, skræmt fra vid og sans, efter en udvej, navnlig at springe ud fra vinduet. Men dette var ikke nogen almindelig lejlighed, ej heller nogen almindelig boligblok i det hele taget; ikke nok med, at alle dørene til lejlighederne stod på vid gab, var der intet i den lejlighed, hun befandt sig - hverken møblement, dekorationer, billedrammer, malerier eller gulvtæpper, endsige døre; intet. Tilmed var hendes flugtplan, for slet ikke at nævne de forhåbninger deraf, vist sig at være forgæves - der var netop ingen vinduer; hverken i det, som ville have været stuen eller nogle af de andre rum. Havde det ikke været for døren, som stod på vid gab og tillod det udefrakommende lys indgang, ville lejligheden være helt lysfraværende og dybsort; man kunne nogenlunde betragte lejlighedens udseende. Vindens tidoblede styrke gjorde sig til stadighed gældende, om end hun ikke befandt sig udendørs længere og overværede det; vindens spøgelsesagtige hyl kunne høres, og undertiden syntes lejligheden at ryste lidt.

Idet Helenas flugtplan var sønderknust, befandt hun sig nu i en panisk rådvildhed. Hun nåede ikke at gøre sig nogle overvejelser eller tanker, endsige at blot strejfe en, for mandens dybe, brummende og dystre stemme begyndte på ny at runge i lejlighedsopgangen.
   "Som jeg var ved at sige Helena, forgreb jeg mig minsandten på dig - kan du huske det? Ak og ve - naturligvis kan du huske det, hehehe!; ja, du må ikke have været mere end elleve-tolv år, da handlingen indtraf. Men du bør vide, hvor hårdt, jeg har haft det, Helena - og dette skal ikke betragtes som et forsøg på retfærdiggørelse, men et forsøg på forståelse, ikke mindst forsoning mellem os to, og tilmed vil jeg vædde de sidste af mine æresfragmenter på, at din mor har udeladt alt dette, for den slags begærer hun! - ser du, der foreligger adskillige ufortalte hemmeligheder, idet vi ønskede at beskytte dig, og at jeg så begik denne ene fejl, ja det kan jeg ikke for bestandigt hades for. For sandheden er, kære Helena, at det er langt mere komplekst, end hvad du går og aner, og end hvilken simplificeret udgave din mor sikkert har udlagt og misgengivet."

En dyb rædsel bemægtigede sig hendes allerede-anspændte sjæl og foruroligede den, som disse ord manifesterede sig - forgribelsen var nu på ny et frisk minde i sindet; en hændelse, hun ellers havde fortrængt i snart to årtier. Mest af alt nærede hun sig for ikke at skrige af førnævnte årsager; hendes lokation måtte for alt i verden forblive skjult for manden. Blot at strejfe den mindste tanke, der relaterede til ham, fyldte hele hendes fraberøvede krop med den stærkeste væmmelse, så hun tilnærmelsesvist fornemmede, at hun forlod den, og hendes ansigt fortrak sig, som om det var besat af et krampeanfald - dette var desuden den Helena efter forgribelsen var hændet, som befandt sig i denne feberdrøm. Hun havde gemt sig i et af rummene, som var længst væk fra lejlighedens entré, og her var der også mørkest. Den femten sekunders lange stilhed, som for hende i virkeligheden føltes som femten timer - ja, så dyrebare var disse sekunder for Helena - blev afbrudt af lyden af sko, som besteg trappetrinnene. Hun tav helt, holdt sig endog for vejret, så hendes vidskræmte hvide ansigt tilnærmelsesvist blev forvandlet helt blåt. Skridtene var ualmindelig indvirkende på hende; som en guillotineklinge, som halshuggede en dødsdømt forbryder, og skridtenes ekko forvekslede hun med publikummets højtråbende jublen og sadistiske bifald. Vel at mærke gentog dette sig for hvert skridt; forestil Dem, at denne uudholdelige, bragende lyd af klingen atter og atter gentog, endog forhøjedes, efterfulgt med et publikum, som syntes at være mere passioneret og larmende, mere intens og tørstige efter sadisme. Nu ophørte de for en kort stund; manden befandt sig på den første afsats! Han trådte ind i lejligheden, som om han var et ophøjet væsen, der besad en evne til at kunne opspore alle og enhver. Skridtene var nu golde, svage og uden samme bestemthed samt frygtindgydende autoritet som tidligere.
   "Jeg ved, du er herinde" udmeldte han så sagte, men bestemt. "Vi kommer til at tale om det, om du vil det eller ej." Efter en lang stunds tavshed, erkendte hun omsider nederlag og trådte i syne.
   "Vær nu sød at lade mig være", græd hun magtesløst foran silhuetten, "har du ikke forpint mig nok?.." Hun tav og betragtede sin fobi med et ufravendt blik.
   "Så meget, som jeg ønsker at tilgodese dit inderlige ønske, må jeg beklageligvis endnu skuffe dig. Du er nødt til at få sandheden, Helena - tillad mig at opløfte sløret: Ja, ganske vist og uimodsigeligt forgreb jeg mig på dig - dette er indiskutabelt. Men årsagen - ja, den har I næppe anet; næ nej, I har blot været fikseret på handlingen alene! Forstå mig ret, min dyrebare datter, jeg forsøger udelukkende at beplante en forståelse i dig, ikke at retfærdiggøre handlingen: Du ved, at jeg var en udsvævende dranker - javist rendte jeg fra værtshus til værtshus og tømte pengene på sprut og øl ved enhver lejlighed; og javist indsmigrede jeg mig på de kvinder, der var dér, bagbollede dem og fremkaldte sprøjteorgasmer, skønt jeg var i et ægteskab med mor, og sågar var alt dette velskjult; først aftenen inden mit fuldbyrdede selvmord, tilstod jeg alt... Ja, I havde ikke den mindste fornemmelse af min utugt, om mine indre, nedtyngende, gemene dæmoner, men drikfældigheden kunne i nok ane - ane forurene familieharmonien, før jeg overhovedet afslørede det hele. Ja, hvorfor mon far vendte hjem nogle dage omtrent midnatstid, og ved særlige lejligheder endda senere, pløret og anløbent - fordi han blot var ude at drikke med sine mandlige kammerater? Ha, hvor har I dog været troskyldige og naivt godtroende; ak, jeg får tilnærmelsesvist samvittighedsnag! Hvorfor mon far virkede apatisk og åndsfraværende, både over for dig, men også mor? Hvorfor mon far undertiden havde sine akutte udbrud, hengav sig til sine selvdestruktive drifter, ubehersket? Hvorfor mon far aldrig fik sig et reelt foretagende, men afhang af kontanthjælpen, fastlænket som en underkuet hund? Og hvad tror du, far lavede, i det tidsrum mor var på arbejde? Ude at gå vandreture i naturen, arbejde på sit helbred, sådan som påskuddene oprindelig nød? Næ, han indfandt sig såmænd på værtshusene, han bollede såmænd kvinder, som ej heller havde noget foretagende, gjorde han - han bollede ligesindede drankervæsner med oprigtig passion, helt samvittighedsløst! Men hvorfor? Ja, hvad mon svaret er på alle disse dybsindige, dystre spørgsmål, Helena?"
   Helena, til sin almægtige modvilje og mistroiskhed, lyttede nu opmærksomt, stum og ubevægelig; hun troede ikke sine egne ører! De stod over for hinanden, med armene langs siden, stadig med den uafbrudte øjenkontakt.
   "Og jeg kan ligefremt tilstå, at jeg har været utro med flere kvinder, end du kan tælle med begge hænder og fødder - så at sige har jeg været en slyngel. De fleste mennesker tilstår aldrig deres fejltagelser, om end dette udelukkende er fordelagtigt - for mennesket er minsandten for nærtagende og selvhøjtideligt til, at det kan erkende nederlag, skønt alternativet så lyder på selvdestruktive handlinger, det opdigter undskyldninger, indbilder ofrene snedige, tilforladelige løgne, benægter løgnene, når mennesket nu engang bliver taget på fersk gerning, projicerer sin skyggeside på ofrene, som udelukkende er efter det mennesket for at opnå en vis retfærdighed og reetablere freden - ja, hvorfor tror I, jeg begik selvmord? Jeg er en slyngel, en stodder og nederdrægtig kanalje, en uduelig far." Han tog en langtrukken indånding. På ansigtet, som hidtil havde været præget af koldsindighed, i det hele taget blottet for nogen form for følelse, kom nu den største sørgmodighed til udtryk - dette kunne Helena fornemme og betragte, selv i halvmørket. Men samtidig forekom det at have et præg af en vis bitterhed; måden øjenbrynene rynkede og læben fortrak sig periodevis, mens han blotlagde sine tanker. Efter indåndingen sank han en stor klump af samvittighedsnag. "Det er dette, jeg ønsker at drøfte med dig, Helena! For ser du, ærede datter - der var en grund til det hele, der var en minsandten en grund til det hele, skønt handlingen ganske vist er utilgivelig!"
   "Hv-hvor kunne du! Hvordan kunne du være så gemen, mod ikke blot din egen datter, m-men tilmed din kone?" Helena betragtede ham stadig helt måbende og diffust.
   "Ak, så lad mig dog tale ud - det er netop det, jeg skal til at berette dig nu. Kom, uvejret er ovre; lad os gå ud til solskinnet igen." Han tav herefter i mindst ti sekunder, så de begge var overladt til en lang, ukomfortabel stilhed, inden han gik ud af lejligheden, ned ad de stejle opgangstrapper og ud ad døren til vejret, som minsandten havde forvandlet sig til solskinsvejr og brise. Helena fulgte efter ham, men med et stort mellemrum, betragtede himmellegemerne hver især.
   "Lad os gå en tur forbi legepladsen - og ja.. dén legeplads, så fortæller jeg dig det - på æresord."
   "O-okay."
   De gik uden at sige ét ord til hinanden hele turen. Helena gik med mindst tre meters afstand til manden, febrilsk og uanende om, hvilke grusomme hemmeligheders blotlæggelser, som forestod. De drejede til venstre og fulgte vejen, som havde lejlighedsopgange til venstre og pjuskede buske til højre. Til hver side af trappeopgangene spirede henholdsvis ranke anemoner og roser på en plet menneskebeplantet jord. Helt for enden af vejen befandt legepladsen sig lige foran den lejlighed, de først indlogerede sig i, inden faderen hang sig selv dér. Legepladsen var morbidt mindeværdig for Helena; det var minsandten her, nogle af hendes bedste barndomsminder indfandt sig, men samtidig var det også her, hendes barnlige troskyldighed blev iturevet. Forladte bildæksgynger svang svagt, friske fodaftryk myldrede i grussandet. Klatrebanens ensomhed smittede af på enhver forbipasserende, så man et eller anden sted i sjælen fik lyst til at forkaste voksenheden og hengive sig til de fortrængte barnlige drifter. De satte sig på en bænk nær legepladsen, der lignede, at den havde været ubenyttet i månedsvis; så ren var den! Helena satte sig skråt over for manden, så hun til enhver tid kun spæne, hvis det skulle blive aktuelt.

"Ser du..." begyndte han atter, med en stor alvorlighed i stemmen, "ser du, Helena - dengang jeg var barn, indtraf en række.. en række hæ-, en række h-, en række hændelser." Hans læber begyndte at skælve iøjefaldende meget, og ordene kom stammende ud.
   "Hvad ... skete der?" spurgte hun, nu oprigtig interesseret.
   "Du havde et udmærket bekendtskab til farfar - min fader - inden han afgik til døden, et par uger før... ja, du ved godt; ikke sandt?"
   "Jo, det havde jeg."
   "Du måtte have været omtrent elleve år, hvis jeg ikke tager fejl, da han sov ind. Ak, hvor tragisk var dette ikke - han blev fraberøvet al bevidsthed, al besindighed af demensen; den muterede så at sige hans hjerne til noget helt ugenkendeligt! Jeg husker til stadighed hans sidste dyrebare momenter - åh, hvor hændervridende var de ikke! Han sov stille ind, fredfyldt og yndigt. Hans diffuse øjnes flakkende blikke formåede at lande på mig én sidste gang som han tungt, men afkræftet hev efter vejret de allersidste gange, vores øjenkontakt var ufravendt i den længste tid; med ét forandrede øjnene sig helt og blev sentimentale - han genkendte mig; dette mirakuløse øjeblik var Guds velsignelse! En tåre formerede sig og landede på hans udslidte, misfarvede kind. Han forsøgte at sige noget; han betragtede mig med de samme alvorlige, indædte øjne, når han have noget dyrebart og meningsfuldt i sinde. Men ordene nåede aldrig at komme ud, for i det samme tav han helt og vores øjne slap hinanden, for evigt."
   Helena kunne ikke hjælpe, men smittes af mandens pinsler, og samtidig var hun konsterneret, idet hun egentlig aldrig havde fået fortalt, hvordan hendes farfar døde; i hvert fald var den fordrejet.
   "Men det var ikke helt dér, jeg ville hen med det - det var blot en nævneværdig ting - min far, så storsindet og elskværdig en mand, som han end var, han- ... han-" Han afbrød sin sentens, blev pludselig helt bleg og fraværende i blikket, læberne skælvede som aldrig før. Han var indædt, nærede sig for ikke at udgyde tårer.
   "Han mishandlede mig som barn." hviskede han, helt vidskræmt i blikket; dette var et komplet fremmedartet blik for Helena; det klædte ham næsten, så at sige. Han så sig mistroisk om, idet han sagde det; andre mennesker måtte for alt i verden ikke overhøre denne hemmelighed, for hans vedkommende - den var ham allermest konfidentiel og fortrolig.
   "Hvad??" udbrød hun forbløffet.
   "Shh! Ikke så højt!" ... "Han mishandlede mig. Dette plejede han ikke altid at gøre, i hvert fald ikke det første årti af mit liv eller tilsvarende; ak, han var tværtimod så stabil og harmonisk et menneske, som man overhovedet kunne være, altid munter! Men en dag ændrede alt sig; jeg husker stadig den dag, han kom hjem en fredag aften, efter at mor og jeg havde været terroriseret en hel dag af hentærende bekymringer og en herskende, ubehagelig atmosfærisk uvished. Han lignede ingenlunde sig selv; ak, det var lige før, vi ikke kunne genkende ham! Han var duknakket og havde et tungt, melankolsk og fortvivlet blik, og blikket virkede helt åndsfraværende og præget af chok. Det viste sig, at hans ven, han havde kendt igennem to årtier, havde begået selvmord - Gud, hvor mange selvmordstilfælde er der ikke lige i vores familie! Du behøver næppe at vide alle detaljer; hvad du skal vide, er, at jeg beretter dette for at understrege, at min far, din farfar, aldrig var det samme menneske igen. Han var efter dén aften et helt forandret væsen, på værste vis! Han var dyster og konstant nedtrykt, med et uberegneligt humør og et ildsprudende temperament. Han sov dagene væk, græd dagligt i månedsvis, tog sig ikke af os - og ikke lang tid efter begyndte det: Hans temperament kom til fuldt udtryk ved den mindste ulejlighed, og ofte gik det ud over mig; han bedrev psykisk terror på mig med trusler, uddelte mig lussinger og knytnæveslag, undertiden min mor også. Andre gange låste han mig ind i et rum i op til otte timer eller mere, hvis jeg havde været lidt uopdragen eller uefterrettelig. Jeg husker især engang, hvor han var ude af sig selv - hvad det angik, erindrer jeg ikke, men han tillod sig at gøre det foran mig - og et slag ramte mor så hårdt, at hun faldt omkuld og begyndte at bløde ud ad øret; blødningen var så alvorlig, at en ambulance måtte tilkaldes! Vi indbildte lægerne en pålidelig skrøne efter min fars beordring; vi underordnede os den terror, som han bedrev vores sind - 'Hvis I som i bare vover på, som i bare strejfes af den tanke at afsløre noget af det her!' truede han os med."
   Helena gøs over beskrivelserne og betvivlede pålideligheden af udtalelserne.
   "M-men, det var overhovedet ikke den farfar, jeg kendte." indvendte hun i forbløffelse forsigtigt, men bestemt.
   "Nej, ikke også? - Du har sandsynligvis udelukkende oplevet ham som en kærlig, rar bedste far, ikke sandt?"
   "Jo, og det er netop det, der gør din kontrasterende forhistorie af ham forunderlig."
   "Nu mistænker du vel ikke, at jeg lyver over for dig og har bagvedliggende intentioner med dette?"
   "J-jo, for det er udelukkende den far, som jeg har kendt - og dette har du selv lige tilstået" responderede Helena slagfærdigt. Den frygt, som hun hidtil havde båret til manden, syntes nu at have fortonet sig; en nyopstået følelse af hovmod og rebelskhed begyndte at spire i hende.
   "Ak, sikke noget humbug!" udbrød han affærdigende, "Javist erkender jeg, at jeg ikke har været det bedste menneske over for dig og din mor, men lyt nu til, hvad jeg forsøger at fortælle dig." Mandens tonefald afslørede en indædthed af forulempelse og irritabilitet, men han formåede at bevare besindigheden.
   "Hvad var det nu, jeg var ved at sige..." begyndte manden, med blikket nedadgående og pegefingeren hvilende på sin venstre tinding som en rigtig eftersom, undertiden overbekymret melankoliker, "Jo, jo! Ser du, min ærede datter: du skal tænke på, at personligheden konstant udvikler sig; hvad, som har indvirket destruerende og fordærvende på personligheden, kan godt udjævnes af positive og af introspektion, om end dette er en langvarig, besværlig proces - og tro mig, introspektion, selvrefleksion samt -erkendelser gjorde min far sig mange af senere i livet! (men det er en historie i sig selv, og vores tid er begrænset). En hyppig misforståelse, hvad angår personlighedsudvikling er, at den bliver standhaftig, når en først har passeret tyveårsmilepælet succesfuldt - dette er såmænd en sandhed til en vis grad - personligheden bliver noget standhaftig, når hjernen er fuldtudviklet - men at hævde, at den er uforanderlig, er ikke blot en fejlbarlig hævdelse, det er også umådeligt nihilistisk! Dette delte farfar af holdning, tydeligvis. Med årene indså han, hvor elendig og forhærdet han havde været ved os, og derigennem svor han, at han ville gøre noget ved sin situation, overkomme selvmordets destruktive indvirkning på sit sind og ikke overgive sig til offermentaliteten og den forargelige, afstumpede faderlighed, han i nogle år havde. Han undskyldte, naturligvis under fire øjne, for sine handlinger - både til mig, men også sin kone, helt indtil hans død; han var plaget af samvittighedsnag som konsekvens af sine handlinger resten af livet. 'Hvilke kvaler vil ikke forfølge jer nu på grund af mine nederdrægtigheder, søn! Tilgiv mig - tillad mig at undskylde med allerstørste oprigtighed og medfølelse dusinvis af gange; intet, og som i intet understreger jeg, kan retfærdiggøre mine handlinger - jeg påtager mig uden den mindste modvilje de konsekvenser, som mine nederdrægtigheder har affødt; samvittighedsnaget, om end hvor dybdegående og tungsindig den er blevet med årene, inviterer jeg til en dans mellem moral og sind, hvad end dette så gør ved mit halvsindssyge!' sagde han til mig. Og han overholdt såmænd sine løfter, sågar nøje og anstændigvis - ih, hvor stolt er jeg ikke af min far; en forhenværende skurk, som minsandten revitaliserede sin godhed og derigennem opnåede utænkelig karakterstyrke! Kan du begribe det?" Alt dette udtryktes med den himmelhøjeste stolthed samt vemod.
   Helena var fortsat forbløffet og mistroisk samtidig, men hun kunne ikke nære sig for at udfritte ham om sin farfar. Disse udfrittelser blev dog prompte afkortet, idet manden afbrød hende, før hun overhovedet nåede at udrette ét spørgsmål:
   "Hvorfor sagde I aldrig noget om disse forho-"
   "Jeg må endnu engang undskylde for min uforskammethed, Helena, men jeg har altså ikke så meget tid - det er umådelig vigtigt, at jeg når at fortælle dig alt! Intet må gå fortabt, hører du? Intet! Derfor må jeg på mest uforskammet vis afbryde dig og undlade at besvare dine nysgerrige spørgsmål, og derved efterlade dig utilfredsstillet." Der var en stor alvorlighed i det, han sagde, og begyndte at massere sin pande og tindinger.
   "Det har du sagt mange ga-" forsøgte Helena på ny; ordene fór ud af hendes mund i desperation.
   "Jeg tilgav naturligvis min farfar, idet han udtrykte oprigtig fortrydelse samt samvittighedsnag, da han undskyldte, og ikke mindst efterlevede han, hvad han sagde, helt efterretteligt. Men - og dette kan jeg ikke undlade at ærgre mig over i den længste tid - hvilke traumer havde han ikke efterladt mig med? Hvorfor tror du, jeg var, som jeg var, inden jeg begik selvmord? Tillige undrer du dig sikkert også over, hvordan mor faldt for en mand som mig, skønt jeg var så ustabil i min tid - ikke sandt?"
   "Jo, men-"
   "Jeg tænkte det nok! Om ikke jeg havde forudset dette, om ikke! Sagen er den, at jeg, efter alt dette mere eller mindre faldt på plads, og jeg nu befandt mig i mine starttyvere, blev grebet af den inderligste frygt for at dø alene, for at dø uden at reproducere, at kunne besidde en rolle som fader egenhændigt. Og tro mig, ærede datter, denne frygt var ubeskrivelig torturerende, pinte mig helt indtil knoglen! Endog var dette hverdagsagtigt; derigennem begyndte jeg uvægerligt, uden at kunne stille noget op, at miste min forhåbningsfulde livsanskuelse. Hverdagene blev forpestet af en uforklarlig dysterhed, som havde en uindskrænket magt; den forfulgte mig, hvor end jeg begav mig hen, affarvede omgivelserne og himlens ellers bedårende blålige renhed! Og ikke blot hverdagene, ikke blot omgivelserne og den objektive verden derude, men tilmed mit sind - den forpestede mit sind! Den plantede selvmordstankernes frø i mig, som gradvist og ubemærket, men utvivlsomt spirede, og, i sidste ende, resulterede i min død. Thi ansporede livsomstændighederne mig til at finde en kvinde, en kvinde jeg - efter bedste indsats - kunne berige og påbegynde en familie med; tilværelsens barskheder fik mig til at indse, hvor begrænset min tid var - jeg vidste, at min tid var begrænset, at jeg snart ville begå selvmord, nok inden for det næste årti, såfremt ingen intervention af dette hændte; derpå skønnede jeg, at det kunne være begyndelsen på min helbredelse at etablere ægteskabsprestige. Og om jeg ikke fandt en kvinde, hehehe!"
   Helena havde i mellemtiden givet op på at få udtrykt sig, eftersom manden, tilnærmelsesvist helt mekanisk og uden noget bevidsthedskrav, afbrød hende, hver gang ord forlod hendes mund. Tillige havde en tiltagende rastløshed meldt sig, og hun syntes at blive mere og mere utålmodig efter et konkluderende entydigt svar.
   "For kort at sammenfatte dette, forblev jeg uddannelsesløs helt op til min bortgang, end ikke med noget ordentligt ufaglært foretagende - men endskønt denne udannede livsførelse, imod alle plausibiliteter og forventninger, mødte jeg en formfuldendt kvinde, som trods sit ubegribelige intellekt og samfundsmæssige velbefindende forgab sig i sådan en usling som mig; denne formfuldendte kvinde var din mor. Ganske vist var det på et værtshus, minsandten om ikke dette var et komisk tilfælde i retrospekt, ha-ha! Hun så noget unikt i mig - noget som overgik ethvert akademisk samt intellektuelt krav; hun var betaget af min sjælelighed og ømhed - jeg fortæller dig, Helena, hun var betaget, hvis ikke tilnærmelsesvis hypnotiseret! Det var en så fabelagtig interaktion, at jeg i en tid befandt mig i en dis i en periode. Jeg sad i en periode fast i en benægtelsestilstand af det; det måtte for alt i verden være en feberdrøm, for alt i verden! 'Umuligt, at et møde kunne foregå så fornemt og behændigt! Umuligt!' indbildte jeg mig selv. Resten af historien kender du - vi indgik i et kærlighedsforhold, som viste sig at være langtidsholdbart, og derigennem giftedes vi efter tre års forhold, hvor vi ikke mindst var flyttet sammen. Eventuelt fik vi så dig. Hun var veldannet, gymnasiedansklærer, og jeg var kontanthjælpsmodtager, en så at sige samfundstaber. Men trods denne mærkværdighed, elskede din mor mig oprigtigt! - Og hvad gjorde jeg? Jeg sked på hendes kærlighed; ak, ikke bare sked - det fossede som fanatisk diarre, til hun var malet helt afkræftet og ækel. Jeg løj, som førnævnt over for jer begge i årevis, havde så at sige et helt parallelt liv - og jeg var endog en passioneret løgner! Og dette er, Helena, hvorfor jeg endte med at forgribe mig på mig... alle disse ubearbejdede kvaler, alle disse ubearbejdede traumer, hvor min fars horrible død var dråben, der fik glasset til at flyde over - hvordan tror du ikke, min fars død påvirkede mig? Jeg styrtede ned i kælderdybet og mistede synkroniseringen med omverden. Dette kan du bevidne, ikke sandt?" Dette sidste spørgsmål blev tilkendegivet med den største alvorlighed; så alvorligt, at det tilnærmelsesvist forekom Helena at være en implicit trussel.
   "J-Jo, det k-kan jeg," responderede hun frygtsomt, men samtidig med en antydning af vrede - dette afslørede især de barnlige øjne, hvis uskyldighed fortonede sig og erstattedes af en intensitet, som emmede af fortørnelse.
   "Ja, ikke sandt? Det var her, alkoholproblemerne kulminerede; hvor jeg førhen havde kunnet kontrollere mængden af alkoholen, således ingen mistanke blev vakt og således beruselsen ville have været nogenlunde ovre inden din mors hjemkomst fra arbejdet, kunne jeg ikke længere tilsløre mit parallelle liv over for jer - jeg kan til stadighed huske din mors mistroiske miner, og ganske vist tilstod jeg også alt ikke længe efter."
   Helena kunne ikke nære sig for at udtrykke sin forargelse. Hun betragtede ham med et ufravendt blik, så ham frygtløst dybt inde i øjnene, og ordene eksploderede ud af munden:
   "Din slyngel! At du kunne tillade dig at holde os for nar helt samvittighedsløst; især al den løgnagtighed, du forpinte mor med - ak, det vil jeg aldrig nogensinde tilgive dig for, ikke nok med, hvad du gjorde ved mig!" Dette syntes dog ikke at have nogen bemærkelsesværdig indvirkning på ham; tværtimod brast han ud i en hånlig latter og begyndte at smile gement.
   "Ja, jeg gjorde ganske vist noget modbydeligt," replicerede han triumferende og overlegent, "noget tilnærmelsesvist utilgiveligt, men I - I fokuserede udelukkende på handlingen, men ikke på konteksten! Ikke, hvilke kvaler som havde forfulgt mig og derved ansporet et par dumheder, da jeg endelig tilstod, hvad jeg var kommet til at gøre ved dig over for din mor. Jeg kunne ikke gøre for det; min far havde for nyligt haft sin livsafslutning, jeg var elendig til mode og var i en stærk, ustyrlig beruselsestilstand den aften, det hændte, og alkoholen samt kvalerne havde bevirket, at jeg var fornuftsstridig. Som om I ikke har begået nogle moralsk tvivlsomme handlinger i jeres liv; at mennesket undertiden er et fejlbarligt, irrationelt væsen, og at jeg, så uheldigt min dumhed end var, begik den fejltagelse - især med al den baggrundsviden og kontekstbestemthed, kan jeg ikke gøre for. Ak, du er lige nøjagtig som din moder; utaknemlig og enfoldig, hvad angår menneskelig ufuldkommenhed! Jeg, derimod, jeg..." Pludselig tav han, og abrupt ændrede hans sindsstemning sig; overlegenheden samt de forhånende ansigtsminer, var alt sammen borte nu. Tavsheden varede usædvanlig længe - i mindst femten sekunder - hvorfor de var overladt til nonverbal kommunikation: Øjenkontakten var undtagelsesvis, som ellers for blot en kort stund siden havde været dominerende og frygtløs, og en dysterhed kom til udtryk i ansigtet. Læberne hang afkræftet og helt i afmagt, og hovedet var begravet i sine hænders skød. Dette opfangede Helena snarrådigt, men turde ikke at give noget lyd fra sig, idet denne drastiske forandring i ham, ikke mindst alle de chokerende, uforudsete hemmeligheder, som var blevet afsløret, havde bestyrtet hende overmåde, sågar lænket hende til paralysen. Hun sad som forstenet, øjnene opspilede, og skæbnen var hermed overladt til at overtage styringen af konversationen; hun var bragt for langt ud af fatning til, at hun kunne have noget at indvende, i det hele taget sige.
   "Ak, hvilken kujon var jeg ikke!" udbrød han endelig efter en god stunds eftertænksomhed, "Jeg kunne have fulgt min fars fodspor og godtgjort mine fejltagelser, vundet jeres tilgivelse og genoplivet relationerne og tilliden, men i stedet kneb jeg udenom som en kujon og tog den nemme vej ud, afkortede livet! Sikke en skamfuld måde at afvige fra sin faders fodspor. Og så tillod jeg at forgribe mig på et barn og beskadige og formørke dets sjæl - jeg forkastede moralerne og samvittigheden - endog på min helt egen datter!" Der var en stor selvhadsk energi i ordene, som afspejlede en tydelig sindsbevægelsestilstand.
   "Endsige undskyldte jeg ikke. Jeg gjorde mig ingen selverkendelse, snarere benægtelser. Jeg tog mig ikke tid til introspektion, til at tage ansvar og gøre noget ved mine traumer; jeg lod dem udelukkende spire og spire, udøvede det stikmodsatte af, hvad min far prædikede til mig; at jeg under ingen omstændigheder skulle vove på at behandle mit barn, som han behandlede mig. Gid din mor ikke var taget ud for at mødes med sine veninder den aften, gid hun var blevet hjemme og taget mig på fersk gerning, dernæst smidt mig ud af hjemmet og skånet dig for yderligere mishandling fra mig."
   "Og værst af alt," afsluttede Helena fortørnet og forhærdet, inden hun forberedte sig på at gå, for hun konkluderede, at hun havde fået de svar, hun behøvede "tillod du dig at hænge dig selv blot for at undslippe samvittighedsnaget samt de forestående konsekvenser under det gemene påskud, at du havde haft et hårdt liv - sågar lige foran vores lejlighed, på en legeplads!"
   Manden skulle til at replicere, men blev afbrudt af en ukendt helt tredje stemme:
   "Hallo, hallo!" indskød den ukendte, vilkårlige stemme i et bekymrende tonefald.
   Helena vågnede op.

Hun opspilede øjnene og så sig konfust rundt, indtil blikket landede på et fremmed menneske, som sad på hug og ruskede i hende, hvis bekymrede miner delvist syntes at forløse sig, idet deres blik mødtes.
   "Hallo, frøken!" udbrød det fremmede menneske, som viste sig at være en ung mand, i et tvivlrådigt toneleje på ny, "Er du okay?". Han ophørte med at ruske hende, rejste sig op og betragtede hende undersøgende og i rådvildhed.
   "Hvad for noget?" responderede Helena, som grundet feberdrømmens eftervirkninger befandt sig i en omtåget tilstand og ikke endnu registrerede, hvad der blev sagt.
   "Er du okay? ..."
   "Ja... ja! Jeg faldt blot i søvn." svarede hun søvndrukkent og med et blankt blik, som om hun betragtede noget fra en hel anden dimension.
   Den unge mand hævede sit ene bryn som reaktion på dette og faldt i detektivisk eftertænksomhed. Helena gentog sin konstatering, da han ikke sagde noget tilbage og rejste sig op i en fart. Ej syntes hendes følelsesregister at være under hendes herredømme længere efter denne usædvanlige feberdrøm, for slet ikke at nævne hendes krop, som hun som blot elleveårig mistede rettighederne til; tårer, som hun prompte tørrede væk, blev udgydt modvilligt, og et undergravende tungsind, som forekom hende at være helt fremmedartet, bemægtigede hende. Et sidste tungt blik blev kastet mod den unge mand, efterfulgt med et forgængeligt, segnefærdigt smil som sin helt særegne måde at sige 'tak for dit storsind og omtanke, unge mand!', før hun besluttede sig for at forføje sig bort. Den unge man råbte måbende efter hende, men alle hans henvendelser faldt til jords, trods hans kraftige og rungende stemme; hun fortsatte mod mumlet ubemærket, ryggen vendt til den unge herre samt morgengryet, hvilket hun ellers havde båret et så overstrømmende vemod til. Endelig fortonede skikkelsen sig, indtil den forsvandt helt ude af syne.