De spillede ikke længere pausemusik inde i nogle supermarkeder som de gjorde førhen. Musikken havde ofte været rædsom, men ikke desto mindre savnede Hr. Madsen den beroligende effekt det havde ført med sig. Nu var indkøbsturene blevet til en kold oplevelse for ikke at nævne ofte småstressende.

Siden seniorlivet havde spillet ind, var det blevet til fast kutyme at handle ind om formiddagen, så han kunne nappe sig en lille morfar senere på eftermiddagen. Hr. Madsen var stadig rørlig til en vis grad. Lavede sin egen varme mad til middag og tog selv sine piller i dagens løb for at afhjælpe gigten, det høje blodtryk og diabetes 2. Han holdt gang i hovedet med kryds og tværs opgavehæfter og digtede ind imellem små historier på papir som desværre ingen havde fornøjelsen af at læse, og så læste han bøger for inspirations skyld. I ny og næ blev det til et glas rødvin og så en enkelt cerut her og der, man skulle jo også leve livet lidt. Når tankerne hobede sig op og stres blev for meget ringede han til elselskaber eller andre foranstaltninger for at høre deres pausemusik, blot for at blive mindet om et andet årti hvor alt ting var roligere anlagt. Det afstressede ham øjeblikkeligt. Når han så kom igennem ventekøen i telefonen, undskyldte han sig som regel med at han havde fået forkert nummer eller blot lagde på afhængig af humøret.

Stres og usikkerhed var en faktor der nemt blev udløst i disse dage for Hr. Madsen, var jo ikke helt ung længere. Selv om han ejede en gammel computer, som sønnen havde givet ham, forstod han sig ikke ordentlig på teknologien. For det meste læste han kun nyheder, mails og facebookopslag på computeren, og det var det. Han havde et skrive program på computeren, men der var gået ged i programmet, og det var ikke længere var brugervenligt. Derfor brugte han så pen og papir til sine historier. Der var ingen grund til at belemre sønnen med problemet for der ville bare opstå et nyt problem inden længe med computeren, og så ville sønnen bare tænke han var et gammelt fjols.

Denne formiddag havde han forvildet sig ind i Brugsen, hvilket var en afveksling fra Coop 365 som engang havde været det gamle Fakta. Han savnede Fakta butikken for den havde været hyggeligere og mere brugervenlig at gå rundt i. Alt synes så kompakt og indelukket i den nye Coop butik. Men i dag var det altså Brugsen der stod på skud for indkøbene, for tilbudsavisen havde lovet medister til en tier. Han glædede sig til at få medister til middag og kunne næsten smage den på forhånd. Priserne på alle varerne synes næsten højere for hvert et indkøb for tiden, så dette var en gylden mulighed for at få kød til en billig skilling. Folkepensionen rakte ikke langt, og han var begyndt at spise meget rugbrød for besparelsens skyld. Brugsen var en stor butik med masser af plads så selv folk med rollatorer kunne med lethed komme til når de bevægede sig rundt i manegen i modsætning til Coop butikken. Han klarede sig endnu fint uden stok eller rollator men det reelle udfordring var trapperne til anden salen i hans hjem. Det ene knæ kunne godt lide at spille ham et puds til tider og så måtte han støtte sig hele vejen op eller ned ad trapperne når smerterne jog igennem knæet. Han havde gode og dårlige dage med knæet. Indtil videre var dagen god, men det kunne naturligvis skifte til dårligdom når han tog de første spæde skridt op ad trapperne.

Der summede med seniorer der var på formiddagskøb og henne ved køledisken i kødafdelingen, var ingen undtagelse. Scenarioet mindede om en flok gribbe der havde kastet sig over det sidste ådsel i milesvis, mens de tog for sig. Hr. Madsen stillede sig i den ene af to køer hen til medisteren og hans hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. Køen bevægede sig støt og roligt og armlængderne blev længere og længere ned til bunden af køledisken. Utålmodigheden og uvished voksede i takt med hjertet der slog et ekstra slag, men langt om længe var han fremme ved den åbne plastiklåge. Der var kun en pakke medister tilbage og da han rækker ned efter den, kommer der en kvinde anmassende som tager medisteren foran næsen på ham. Det hele blev for meget for Hr. Madsen og han råbte så højt han kunne: "Hvor fanden er pausemusikken?"