Bodil var ikke dårligt gående men så gudstjeneste i tv for at undgå at være i kirke, så hun slap fra andre menneskernes distraherende adfærd omkring sig. Det hjalp heller ikke på situationen at hun led af angst og derfor havde svært ved at begå sig udendørs. Hun var kun lige fyldt halvtreds og havde mange gode år foran sig. Men det at skulle handle ind var til tider angstprovokerende og grænseoverskridende, så hun var indimellem begyndt at få varerne bragt til dørs, selv om hun ejede en lille bil som der var budget til. Bilen blev brugt mindre og mindre for hvert år der gik, og var sikkert spild af de afgifter der skulle betales kontra det hun kørte i den.

I dag var en dårlig dag. Hun mærkede hvordan tankerne sloges med hinanden, debatterede om hvorvidt det var forsvarligt at køre ud og handle eller ej blandt masser af mennesker, mens hendes håndflader blev helt klamme og koldsveden rasede i hendes krop. Væggene i hjemmet rykkede sig nærmere, og nærmere og hun kravlede ind til sengen og knugede dynen hårdt i et jerngreb så hårdt hun kunne. Følelsen af afmagt og fortvivlelse overmandede hende mens tankerne forsat ræsede ufortrødent afsted. Der sad hun med sin indre dæmoner i et uvist tidsrum til hun blev helt mat og træt, kropsligt og mentalt, og til sidst lagde ned for at tage en lur.

Da hun vågnede, var det det meste af eftermiddagen gået. Klokken var lidt over fem, men nu havde hun det gudskelov langt bedre. Hun følte sig bare godt brugt og svedig, tog derfor et langt varmt i bad som synes at have en lindrende og forfriskende effekt hvor kroppen sagde tak. Hun var lettere øm imellem leddene ved skuldrene der kørte hen til halsen af det krampagtigt hårde greb som hun havde haft fat i dynen med, hvilket var en reminder om at hun ikke var sluppet okay ud af den mentale suppedas. Det var ikke muligt at shoppe madvarer ind online i dag hvis hun ville have aftensmad, så meget vidste hun. Fryseren gav hende ikke noget valg, hun måtte og skulle afsted til købmanden, medmindre hun valgte at sulte til aften. Maven knurrede tomt, hun fik noget tøj og overtøj på i en fart, lavede en hestehale med det fugtige flerfarvede hår hvor gråt var begyndt at dominere. Måtte skynde sig imens hun havde det nogenlunde okay. Hun låste døren til lejligheden og tog en dyb indånding inden hun gik hen til den fælles hoveddør. Hun boede i stueetagen og skulle heldigvis ikke slås med trapperne, hvilket nok var meget godt for hendes ben føltes lettere matte.

Udenfor bed oktober fra sig i hendes ansigt og hænder med sin forræderiske kulde mens hun nærmede sig den lille hvide Peugeot, der godt kunne trænge til en vasketur, men blev naturligvis forsømt grundet omstændighederne. Hun kiggede ned i parkeringspladsens asfalt og kunne mærke hvordan de usynlige skyklapper kom i siderne - blokerende for den vide omverden for at indskrænke synsfeltet til en kompakt oplevelse. Det mærkes som om hun fulgte sig småforfulgt skønt der ingen mennesker var at se nogetsteds.

Bodil satte sig ind i den kolde bil og fokuserede på hvad hun kunne se foran sig, satte varme på og kørte hen til Coop 365. Her vidste hun hvor de fleste varer befandt sig og derfor var i stand til at skynde sig med sit indkøb, inden alt ting for alvor kunne ramle. Parkeringspladsen fandt hun relativt hurtigt. Hun låste bilen og mærkede hvordan skyklapperne igen afskærmede som om nogen var bag hende og hun skulle skånes for at se tilbage. Hun gik stærkt imod butikkens døre og fandt indkøbskurv næsten mekanisk da hun trådte indenfor og skyndte sig ind i butikken, hvor hun mærkede hvordan hylderne hele tiden synes komme nærmere. Benene virkede lidt som gelé og truede med følelsen af at give efter, så hun skyndte at tage noget rugbrød og toastbrød gik videre til pålæg, mælken, frossen pizza og forårsruller. Hendes hænder er blevet varme nu, lettere svedige. Henne ved kassen er der ingen ventetid, og hun forlader butikken efter en lynpakning af varerne.

Hun haster hen til bilen hvor skyklapperne igen er blevet aktive, men synes dog mindre kraftige en da hun gik ind i butikken. Varerne stiller hun i bagagerummet og kører atter hjemad. Turen hjem synes at gå hurtigere end turen hen til supermarkedet, og hun parkerer bilen hvor hun startede den fra. Skyklapperne er nærmest borte nu men hun skynder sig alligevel at tage varerne fra bagagerummet og marcherer målrettet mod den fælles dør til opgangen, hvor der kommer et ekko af hvert fodtrin som synes larmende. Det sidste hun ønsker, er at tiltrække opmærksomhed så hun skynder sig indenfor i sikkerhed, hvor hun låser sin hoveddør, tager overtøjet og fodtøj af, pakker ud og smider pizzaen i oven. "Det gik da meget godt," siger hun for sig selv med hænderne på hofterne og mærker hvordan hendes krop slapper meget mere af.