Ved betragtning anslog han passagerantallet til at være omtrent tyve; skærmzombierne var alle sammen opslugte af deres telefoner og indespærrede i hovedtelefonernes isolationskamre - alle på nær én:
I et af de bagerste rækker iagttog han en ung fyr med en omtrentlig alder; han sad med en blå fjeldræven-taske mellem benene og virkede fordybet i dybe, medrivende tanker.
Ansigtet bar en vis uskyldighed, men virkede samtidig alvorligt og dystert, øjnene var store, runde og dybhavsblå, og de skinnede som en spejlblank sø, der reflekterede en supermåne, en kold russisk vinternat. Håret var brunt og mellemlangt, øjenbrynene var tynde, lidt til den naive side, og ansigtet var blegt - så blegt, at det nærmest virkede sygeligt - og havde ikke noget præg af skægvækst. Næsen var af normalstørrelse og havde fine, elegante former, munden var bred og neutralstemt, og læberne var tynde. Han var iført en mørk sensommerfrakke, der manglede et par knapper samt nogle skrøbelige brune lædersko og habitbukser, som utvivlsomt var købt i en genbrugsbutik.
Dette menneske vakte en uforklarlig nyfigenhed i ham, som om de havde haft et kendskab til hinandens eksistenser i en evighed, men aldrig udvekslet ét ord.
Det var i dette øjeblik, at han havde besluttet sig for at sidde ved samme række som den mystiske unge fyr.
Deres blik mødtes, idet han var nået over til rækken og satte sig ved de tomme sæder på den anden side, og et venskabeligt smil blev udvekslet, hvilket ansporede dem til at indlede en samtale med hinanden.
"Hvor er De på vej hen?" indledte indvandreren.
"Til Randers - De ved, den såkaldte 'mokaïby', ha ha!" svarede denne åbenhjertigt og muntert, oprigtigt taknemlig for henvendelsen. Den unge indvandrer kunne ikke afstå fra at le med.
"Også mig."
"Nå," bemærkede han overrasket, "er De da randrusianer, eller er det et helt andet anliggende, der bringer Dem dér?" spurgte denne, mens han undersøgende betragtede den særegne indvandrer med sine store dybhavsblå øjne.
Der bør på nuværende tidspunkt bemærkes, at der endnu ikke er skildret nogen ydre personkarakteristik af hovedpersonen for læseren, hvorfor den nu vil indfinde sig, set fra den unge fyrs perspektiv:
Hans hår var langt og krøllet, så langt, at det berørte skulderbladene, tillige var det meget tykt og sort, og bundet i en hestehale. De lysebrune øjne, som delvist var omsluttet af kraftige mellemøstlige øjenbryn, emmede af en blanding af lidenskab og koldblodig paranoia, som ved ethvert tidspunkt kæmpede om magten. De var tillige fokuserede og faretruende, så den unge fyr ikke kunne undgå at ryste af overvældelse. Denne mand havde utvivlsomt et tragisk liv, tænkte han. Næsen var stor, og hagen var utrolig mager, symmetrisk og spids. Han havde en stor mund med mellemstore læber, som afslørede ualmindelig mange tænder, hver gang talte, og der var en lille antydning af bakkenbarter og overskæg. Panderynkerne var ingenlunde alderssvarende; de var halvvejs mangfoldige, dybe, grove og antageligvis et aftryk af fortidige lidelser. Armene var behårede og rummede fem-seks tatoveringer, heriblandt én særlig agtpågivende sværte på venstre arm med udtrykket "THUG LIFE", hvilket indgød ham en antydning af frygt. Ansigtet udsendte ambivalente signaler; på den ene side gav det udtryk for den største ærbødighed samt godhed - i hvert fald ved første øjekast - men samtidig var der noget temmelig tungsindigt og forpint ved det. Blikkene var gennemborende og kunne undertiden få en til at fare sammen.
"Nej, jeg er ikke randrusianer; snarere er jeg på vej dertil for at besøge en højtelsket kvinde."
"Sikken en fornøjelse! Jeg må tilstå, at jeg ligefrem misunder Dem, når De fortæller dette, men denne misundelse lover jeg at transformere til medmenneskelig kærlighed!" Dette blev sagt med den tydeligste ironi, hvilket han udmærket forstod fra første færd.
"Jeg er derimod på vej hjem fra min onkel, som jeg i dag aflagde et overraskelsesbesøg," tilføjede han åbenhjertigt, "en dranker, som er lidt til en side, må jeg erkende, men som jeg trods alt oprigtig holder af!"
"Men inden jeg fortaber mig i en tangent - for den slags har jeg sandelig en tendens til, jeg fortæller Dem! - hvad hedder De så egentlig? Jeg tror ikke, vi fik udvekslet navne."
"Mit navn er Yasin Acar, hvad med Dem?"
"Felix Marcelo."
"Det er da en unik navnesammensætning!" udbrød Yasin muntert.
"Mange tak - mange tak! Jeg synes også, at Deres navn er unikt; hvor, hvis jeg må tillade mig at spørge, oprinder det fra?"
"Det er såmænd tyrkisk." afslørede Yasin, der med ét var begyndt at få mistroiske bagtanker, tilsyneladende helt ubegrundet. Men han formåede at betvinge sig, i hvert fald for nu.
"Jaså!" udbrød Felix mærkværdigt overrasket, "Er De så født her?"
"Ja, men mine forældre er af tyrkisk herkomst; thi er mit blod minsandten en underlig blanding af gylle og kebab." svarede han med et ironisk smil. Felix Marcelo kunne ikke nære sig for at grine over hele femøren.
"De er vist ikke en mand uden humor, ha-ha," indskød han efter at have færdiggrint, "men hyggeligt at møde Dem, Yasin."
"Nej, humor er en nødvendighed for at vedligeholde min besindighed, især i disse sære tider. Og ja; hyggeligt at møde Dem, kammerat." udtrykte Yasin sig alvorligt. "Men De var ved at fortælle om Deres onkel..."
"Åh ja, dette mistede jeg fuldstændig erindringen af, jeg beklager - jeg var for betaget af Deres unikke, forrygende humor! Nå, men hvad angår min onkel, kommer jeg faktisk helt fra Horsens; det er netop dér, min onkel er bosat - og De ville ikke tro Deres egne øjne, hvis de så, hvor han boede! Han har indlogeret sig i et af byens mørkeste afkroge, bor i en klaustrofobisk kælderlejlighed. Og jeg fortæller Dem - i disse afkroge ser man ikke det den mindste snert af dagslyset; her lurer både Fanden og Døden og render rundt og kollaborerer med hinanden!"
Yasin lyttede nu det næste stykke tid opmærksomt og med det alvorligste udtryk i ansigtet, mens han fortalte alt dette uden at slippe Felix med øjnene så meget som ét øjeblik - så opmærksomt, at han tilnærmelsesvist havde glemt hvor han befandt sig; han syntes at indleve sig i det fortalte så påfaldende og lidenskabeligt, at hans ansigt og stemningsleje forandrede sig drastisk; det fik et meget sørgmodigt og dystert præg, og den koldblodige paranoia i øjnene voksede i intensitet.
"Jeg aflægger ham et besøg på må og få, idet han er noget det eneste familie, jeg har tilbage - resten har enten begået selvmord eller er bortgået til alkoholisme - og ikke mindst fordi jeg befinder mig i et konstant stadie af bekymring på hans vegne. Forresten, Yasin - jeg håber, jeg udtaler Deres navn korrekt! - så protester endelig, såfremt dette bliver for meget for Dem." indskød han ydmygt til sidst.
"Nej, endelig ikke (og De udtaler mit navn ganske korrekt!); jeg er sgu en gellerupperker og har mine oplevelser, kammerat, så jeg er bestemt ikke noget ømfindtligt væsen, hvad angår den slags emner - nå, fortæl videre; fortæl endelig videre!" Indskydelsen forekom ham meget underlig; det kom så meget bag på Yasin, at han nær havde glemt sit dystre stemningsleje.
"De forekom mig heller ikke til at være et sart menneske, tværtimod! Jeg måtte bare spørge, idet min situationsfornemmelse sommetider har en tendens til at gå tabt, når jeg giver mig til at berette om mine personlige livshistorier," forklarede Felix Marcelo med en mild forlegenhed. Yasin kunne ikke afstå fra at trække lidt i smilebåndet over denne excentriske kommentar.
"Nå, men hvad angår min onkel, så er min onkel, Ronny, en midaldrende dranker som lever af en utilstrækkelig, nedskåret kontanthjælp, hvorfor han har måtte indlogere sig, hvor det er billigst, uanset hvor horribel levevilkårene samt lejlighedsindretningen er derovre: Lejligheden består af et lille rum, hvor værelse, stue og køkken er samlet i ét, og derudover et badeværelse, der er trangt som et bur. Lige da jeg begyndte at tænke, jeg havde set det hele, overværede jeg dette syn... Jeg har aldrig set noget lignende; det ligner en bunker fra anden verdenskrig, jeg fortæller Dem! Alle møblerne, heriblandt sofaen, som han sover på, er nogle, han har fundet uden for forskellige lejligheder, umiddelbart inden de er blevet sendt afsted til lossepladsen. Hans dyne er et støvtæppe, og puden er tilsmudset af størknet sperm. Vinduerne har tremmer på, og hvert hjørne er terroriseret af akrobatiske edderkopper og undertiden udspekulerede rotter, der ikke er til at komme af med."
"Det er da helt utroligt!" udbrød Yasin forbløffet, hvis ansigt fortrak sig af væmmelse, nærmest anfaldagtigt. "At nogle mennesker i dette land, skønt det anslås til at være et af de bedste, lever under sådan nogle barske vilkår."
"Ja, det er egentlig meget tankevækkende." samtykkede Felix eftertænksomt, "En afkrog som den dér repræsenterer samfundets afgrund. Det er så slemt, at jeg ikke kan være derinde i mere end ti minutter; så skal jeg under alle omstændigheder ud! Jeg tvinger ham til at gå ture med mig, men dette varer højst en halv time, før hans tungsindighed og kynisme overtager, eller et fortvivlet grådanfald indtræffer over 'hvor miserabel livets uretfærdigheder har gjort ham'. Så må jeg hive ham ned i kælderdybet igen og trøste ham. Og af lige netop disse årsager går jeg heller ikke længere end et par hundrede meter væk fra lejligheden med ham. Onkel Ronny ejer ikke engang noget elektronik; for ikke blot bryder han sig ikke om det - han afskyr den digitaliserede verden direkte! I flere instanser har han fuldstændig tabt fatningen og snerret og vrisset af forbipasserende over synet af en mobiltelefon, hvilket er endnu en grund til, at han ikke færdes i offentligheden; udelukkende, når mørket hersker forlader han sin kælderlejlighed, går på indkøb eller drikker på et værtshus et par hundrede meter væk, for 'om aften er der sgu ikke nogen skærmzombier, der agter at flanere i disse gadehjørner og kontaminere gaderne med den digitaliserede råddenskab', siger han." Felix og Yasin braste endnu engang i grin i kor.
"Ham der onkel Ronny indgiver mig nu en uforklarlig fascination, skønt han virker fuldkommen forrykt!" klukkede Yasin hjerteligt, så hele hans hjertes beklemtheder lettede sig. "Men måske er jeg også forrykt," fortsatte han, nu i fuld alvorlighed, "for jeg må tilstå, at jeg nu overmåde sympatiserer med hans paranoia; det er utvivlsomt en forrykt verden, vi lever i nu om dage, hvor de tilsyneladende "besindige" er de vanvittige, og de tilsyneladende "vanvittige" - f.eks. ham Ronny der, Deres onkel - i virkeligheden er de besindige. For mon ikke, at denne "forrykthed" i virkeligheden er en reaktion af overtrædelsen af besindigheden, en så at sige beskyttelsesmekanisme? Forryktheden ligger jo i virkeligheden i accepten af overtrædelsen, i lydigheden - en tendens, som synes at være hævdvunden." Yasins øjne tindrende endnu engang af paranoia, og han blev med ét dyster og faretruende i ansigtsudtrykket, hvilket Felix Marcelo tog notits af. Al talen havde nu forstummet i over femten sekunder, Yasin var åndsfraværende og stirrede tomt, som om han allerede havde glemt alt om konversationen. Dette gjorde ikke blot Felix utryg; det foruroligede ham direkte, så han følte sig nødtvungent til at genantænde samtaleflammen.
"Du har en pointe," indskød Felix med en mildt skælvende stemme og et sind, der pludselig var på analytisk overarbejde, håbende på, at dette ville underkue stilheden, "denne teknologisering og digitalisering af verden kan undertiden gøre mig lidt nervøs - men det er nye tider, og hvad kan man overhovedet gøre? Teknologien omringer os alle. Endvidere besidder jeg stor tiltro til autoriteterne; uden dem ville jeg have været fortabt." Det første af sentensen strejfede Yasin ubemærket, men det sidste havde en så kraftig indvirkning på ham, at pludselig var fuldt tilstedeværende i samtalen igen, fór sammen, og en lammende angst bredte sig over hele kroppen. Han tvang dog sig selv til besindelse igen i tide, så det ikke var påfaldende.
"Tja, det er også en måde at beskue situationen på." Et giftigt, forhånende smil kom til udtryk, og hans øjne, som gennemborende stirrede på ham, tindrede af samme koldblodighed som før.
"Men i alt fald vil jeg vældig gerne møde Deres onkel en dag! Forstå mig ret; jeg er en forfatter, endog en forholdsvis kendt en - i hvert fald ude på gyllemarkerne; jeg ved ikke så meget med storbyen. Jeg interesserer mig overmåde for menneskets adfærd samt psykologi!" forsøgte han at omdirigere opmærksomheden. Selve ønsket var autentisk - denne onkel Ronny indgav ham minsandten en medrivende fascination - men måden og tidspunktet, hvorpå aspirationen om at møde denne var tilkendegivet, var udelukkende for at tilsløre sin krybende foragt til det menneske, han sad over for - måske af skam, måske af udspekulerede årsager.
"Det glæder mig at høre, min ven; ih, hvor henrykt vil onkel Ronny ikke blive af at få andre gæster end mig!" Dette udtrykte Felix Marcelo med den barnligste troskyldighed. "Og - hvor storladent og prægtigt! Dem har jeg ikke hørt om før dog, men dette er oplagt, idet jeg ej besidder noget forstand på litteratur. Det glæder mig, at De, en forfatter, agter at besøge min onkel! De er minsandten et storsindet menneske, som både værdsætter og skænker underklassens lidelser og besværligheder opmærksomhed."
"Så så, Marcelo, så godt et menneske er jeg heller ikke," spøgede Yasin med et mildt jovialt smil, men ændrede endnu engang pludselig stemningsleje og supplerede forbigående ubehersket med ildebrændte ord, "- at være et godt menneske har ingen værdi længere i dagens verden!" "Det er en helt anden snak, dog." forsøgte Yasin at affærdige sin lille udladning og besindede sig. Felix bemærkede disse såkaldte "adfærdsanomalier", men lod sig forunderlig vis ikke skræmme af Yasins "adfærdsanomalier" grundet sin barnagtige naivitet, men vel at mærke også sin opvækst med animositet - han var så at sige mere villig til at kontinuere konversationen; især var han nysgerrig på forfatterskabet herom.
"Men naturligvis. Ingen årsag."
"Hv-Hvilke genrer skriver De så?" dristede han sig til at spørge nølende, med henblik på at dirigere samtalen videre
"Jeg skriver skønlitteratur, heriblandt romaner, samt poesi."
"Hvor imponerende er det ikke lige, min ven, og så at jeg ovenikøbet får fornøjelsen at konversere med Dem - en vaskeægte forfatter!"
"Tak, tak! Skønt hvor fyldestgørende, tilsyneladende eksalterende, det er at få realiseret sine drømme, endog i en ung alder på tyve - dette var, da min allerførste bog, en digtsamling, blev udgivet - så kommer det med lidelser, endog nogle utænkelige!"
"Hvilke?" Felix kunne ikke undgå at blive revet med nysgerrigheden, betragtede Yasins formfuldendte ansigt, agtpågivende lange, krøllede hår samt helt jordnære, kontrasterende påklædning bestående af en sort Adidas-trøje med lynlås, mørkeblå Tommy Hilfiger bukser og hvide, småsværtede sko; en stærk kontrast til hans ellers ømme, artistiske sjæl, som allerede havde været udsat for alverdens lidelser og blevet forfattermartyr.
"Først og fremmest, i og med det blandt andet angår en digtsamling, blotlægger jeg nogle umådelig sårbare sider - ikke mindst personlige - af mig selv for hele verden at se, eftersom det er digte, som skildrer mit liv, endog uden noget fup og omsvøb; blot den skinbarlige virkelighed! For det andet, som direkte konsekvens af dette, har jeg efterhånden erfaret utallige forvrængninger af mine udsagn af, hvad jeg - og dette er en nøje, ubestridelig kendsgerning, jeg sværger i Allahs navn - vil karakterisere som ideologisk besatte journalister. De forvrænger overlagt deres "politiske modstanderes" udsagn (jeg er ingenlunde politisk engageret) gennem deres prætentiøse artikler og ansporer manipulerende deres læsere til at angribe offeret, om end ikke eksplicit opfordret - det er mere udspekuleret og nederdrægtigt end det: De gengiver tingene på en så forargelig måde, at dette uundgåeligt afstedkommer en ætsende bitterhed i læsernes sjæle: Og hvad tror De så, de føler sig nødsaget til at gøre for at komme af med denne horrible sjælegift? De giver sine indædte følelser frit løb på os!"
"Og det er ikke engang det værste," måtte han uopsætteligt tilføje. "Det værste ved alt dette, er alle de samfundstabere, som ihærdigt bestræber sig på at forulempe, overfalde, frihedsberøve, forfølge, opspore og ikke mindst dræbe mig; i flere instanser har jeg været nødsaget til nødværgehandlinger, bl.a. med anvendelse af knojern engang, hvor tre gerningsmænd havde opsporet mig midt en aften, efter jeg havde besøgt kæresten."
"Utroligt! Det lyder bestemt ikke som nogle rare oplevelser og hændelser. Jeg som værende pacifistisk af natur, ville aldrig kunne overleve sådan en konspiratorisk, ildevarslende tilværelse!"
"Dette er i hvert fald ej heller nogen normal tilværelse... Nå, men vi er vist ved at være i Randers nu. Jeg skal helt op til Nordbyen; hvor skal du stå af?"
Ganske vist var bussen lige kørt forbi et byskilt. Yasin Acar lærte, at Felix Marcelo skulle af ved busterminalen. De konverserede lidt længere, inden de ufortøvet nåede til den enighed at udveksle telefonnumre og etablere en aftale. Derefter forhørte han sig lidt om Felix Marcelos beskæftigelser og lærte, at han var guitarist, som hverken var studerende eller havde ambitioner om det, og spillede i et band; han havde allerede truffet det valg som sekstenårig, at han ville tilrettelægge tilværelsen således - uden uddannelse, som en autodidakt guitarist, som jævnligt optrådte på værtshuse rundt i landet og levede så beskedent, at det ligefrem grænsede sig til det minimalistiske, og udsvævende. Han var nu femogtyve.
Efter de havde udvekslet telefonnumre, blev de hver især naturligt adspredte; Felix hensank atter i selvsamme eftertænksomhed som tidligere med en antydning af dysterhed i ansigtet; Yasin betragtede på ny skærmzombierne foran ham med så stor foragt og foruroligelse, at hans ansigt fortrak sig helt krampagtigt. Samtidig gjorde han sig eftertanker om for nyligt ophørte samtale. Hvor mange konversationsmuligheder gik disse mennesker ikke glip af? Hvor mange bekendtskaber, endog venskaber - den slags hænder så sandelig undertiden - gik de ikke lige glip af, tænke han. En følelse af stærkt samvittighedsnag greb med ét Yasin, så det grænsede sig til grædefærdighed; ak, disse arme mennesker, som forspildte en tredjedel af deres dag på disse telefoner og sociale medier - de indser ikke, hvor værdifuld og uvurderlig tiden er, før det er for sent, tænkte han. Denne magtovertagelse udspillede sig endog, når der blevet trykket på stopknappen, og en af skærmzombierne skulle stå af; med ufravendte blikke og en berøvet opmærksomhed af såkaldte "kortvideoer" på diverse sociale medier, steg de klodsede og desorienterede ud ad bussen gradvist, uden at skænke buschaufføren den mindste høflighed eller anerkendelse. Nogle var endda på grænsen til at falde og var indirekte villige til at risikere sammenstødet med en cyklist og derigennem en (alvorlig) tilskadekomst. Yasin iagttog et menneske - en ung fyr på lidt undertyve - som sad skråt over for ham. Han sad praktisk talt som hypnotiseret, dybt begravet i en række kortvideoer, øjensynligt om såkaldte "alfahanner", som belærte sine abonnenter og ikkeabonnenter om "kvindens psykologi", samt hvordan man forførte en kvinde ved hjælp af denne "alfahans" råd. "Hvor Herre bevares!" udbrød Yasin i tankerne. Han vidste ikke, hvorvidt han skulle grine ad dette menneske eller have medlidenhed af et offer og begyndte at gå ud i en så lang tanketangent, at han blev helt åndsfraværende og mistede grebet om virkeligheden omkring ham.
"Det er mig en gåde, hvordan folk kan falde for disse utilbørlige svindlere - eller i hvert fald delvist: Javist er nogle af disse unge mænd ofre af udspekulerede, pengeliderlige og afstumpede mænd, og disse unge mænd ved blot ikke bedre, men på den anden side har vi dusinvis af fuldvoksne mænd, som forsætligt og tillige med utænkelig passion og lidenskab dyrker denne forrykte incel-ideologi og derved udbreder budskabet! Stakkels ham - han kommer sandsynligvis til at have en forvrænget opfattelse af kvinder, ikke mindst en dybt dysfunktionel evne til at indgå i relationer, ren fænomenalt; ak, han vil udelukkende opsøge mennesker af det smukke køn for at opnå seksuel tilfredsstillelse gennem instrumental, machiavellistisk sproganvendelse!" Endnu engang udviste han tydelig væmmelse kombineret med paranoia. "Hvor mange kvinder vil det ikke lige gå ud over? Som om vi har brug for flere af den slags mennesker på planeten! ..." Han rynkede nu med brynene, og fyrigheden kogte inde i ham. "Men mest afstumpet af alt; mest afstumpet af alt tillader diverse indehavende virksomheder af de sociale medier det - nej direkte godtager og promoverer dem gennem sofistikerede algoritmer udelukkende eksisterende for at tjene det formal at afhængiggøre deres forbrugere og påføre irreversibel psykologisk skade, uanset eftervirkningerne; for hvad end, der genererer indkomst, ikke sandt?! Ikke sandt..." Hans tankestrøm blev afbrudt af Felix Marcelo, som henvendte sig til ham.
"Jeg skal stå af her, Yasin."
"Undskyld, hvabehar?" Yasin var tydeligvis rundtosset af alle disse tunge tanker og skulle lige have et par sekunder til at finde fodfæste igen.
"Jeg skal stå af her nu. Det var rigtig hyggeligt at møde Dem!"
"Ja, i lige måde kammerat - vi skrives jo ved; De har mit nummer."
"Ja, det kan du tro!" afsluttede Felix samtalen tilnærmelsesvist henrykt.
Han trådte ud til en så tåget mørke, at man knapt nok kunne ane, at det var Randers busterminal, i mærkværdig forlegenhed. Yasin kunne se, hvordan han slentrede duknakket og besejret gennem ruden, som om han slet ikke engang turde at skænke noget menneske et forgængeligt blik. Og så forsvandt han i den ugennemtrængelige tåge. Han gjorde sig i den længste tid eftertanker, hvad angik dette nye bekendtskab; især gjorde han sig umage for at huske, hvad denne ordret havde sagt, og hvorvidt dennes ord var overensstemmende og pålidelige eller om det blot var endnu en, som forsøgte at indsmigre sig hos ham. Forfattersuccesen havde nemlig desværre bivirkninger: Alene de sidste tre år havde flere betydningsfulde mennesker, heriblandt hans venner samt familiemedlemmer, slået hånden af ham, tilsyneladende ubegrundet.