Der er vindstille og luften er kompakt som en usynlig mur. Solen har gjort asfalten så blød, at når jeg lægger min vægt i min bare hæl, så kan jeg lave et mindre aftryk i den sorte masse. Jeg signerer asfalten et par gange og kigger ud over stubbene på kornmarken, der syntes at strække sig uendelig langt borte gennem mine barneøjne. Jeg har shorts og en skrigende gul t-shirt på. Insekterne tiltrækkes at den gule farve og jeg børster nogle af de bevingede irritationer borte. Jeg vender mig om og betragter de røde mursten på stuehuset og grisestalden som næsten har formen L, hvis det ikke var for mellemrummet på tre-fire meter mellem de to bygninger hvor et plankeværk på to meter med dør er opsat. Hver bygning bliver samlet af de sorte teglsten på tagene, og hele herligheden udmunder i småsten fra gårdspladsen. På den modsatte side af stuehuset er der en stor græsplæne hvor der er træer der skærmer mod den asfalterede vej.

Jeg forlader asfalten og lunter hen midt på græsset og lægger mig på ryggen med hænderne bag hovedet, og kniber øjnene sammen for solens skær. Duften af grønt og lyden af landlig idyl fra insekter og fugle får mig til at slappe helt af og ikke tænke på de frygtelige atombombetrusler mellem USA og USSR der pryder nyhederne. De har vist i tv hvordan en atombombe springer og rydder et helt område med huse som var de lavet af pap. I tv siger de at det bedste man kan gøre hvis der kommer en bombe, er at gemme sig under et bord.

Lyden af fuglefløjt og græshopper bliver i mine ører afbrudt af en hammeren og andre lyde henne fra stuehuset. Lyden forsætter et stykke tid. Nysgerrigt rejser jeg mig op og børster mig af og går hen imod lyden. På den anden side af plankeværket er Morten i gang med at bygge en sæbekassevogn med barnevognshjul og snoretræk fra et par halmballer. Jeg står og kigger lidt indtil nysgerrigheden overmander.

"Hvad laver du?" spørger jeg uvidende for jeg har aldrig set sådan et monstrum før.
   "En sæbekassevogn til at køre i," svarer han: "Den er næsten færdig."
   Han lægger en sidste hånd på værket og sikrer sig at snoretrækket virker som det skal.
   "Hvis du skubber, så styrer jeg. Vi kan skiftes til det," siger han og kigger på mig.
   Jeg synes det lyder som en god idé, nikker og siger "Okay. Jeg tager lige et par sko på."
   Jeg skynder mig at få gummiskoene på i entreen og vender tilbage til ham.

Morten er nogle år ældre end mig og vi holder os for det meste af tiden til vores egne gøremål, så dette er en overraskende god idé til en forandring. Han trækker i snoren mens jeg skubber bilen hen over småstenene i gårdspladsen til vi når den varme asfalt. Han sætter sig ned i sæbekassevognen og siger: "Jeg er parat når du er."

Jeg skubber på finerpladen der udgør rygstøtten og får den med lidt besvær sat i bevægelse. Jeg lægger kræfterne i og vi er kørende. Morten svinger fra side til side mens jeg gør mit bedste for at opretholde tempoet selv om det er småbøvlet, når jeg skal holde balancen samtidig med at jeg skubber. Mine ben bliver trætte efter et stykke tid og jeg siger til ham at jeg ikke kan mere. Jeg holder op med at skubbe og vi får vendt vidunderet om på vejen så vi kan køre hjemad. Jeg børster nogle insekter væk fra min trøje og sætter mig. Det er rart at sidde ned for mine ben er blevet tunge af al den løben.
   "Er du parat?" spørger Morten.
   "Ja," holder jeg godt fast i snoren.
   Det giver et ordentligt ryk i vognen og snoren adlyder det mindste ryk til siderne. At dreje sløver farten så jeg prøver at holde vognen på en ret kurs. Morten er i god form så der kommer fart på vognen og jeg mærker en anelse vind på min hud. Insekter samler sig på min gule trøje men jeg vil ikke børste dem af for så vil vognen jo dreje ret skarpt med kun styring i den ene side. Vi skulle jo nødig crashe så jeg bider i det sure æble og prøver på at holde hovedet koldt mens vi nærmer os gården. Han sagtner farten for han er brændt flad for energi af løberriet og går nu i et støt tempo det sidste stykke. "Kan vi ikke standse," siger jeg og han holder op med at skubbe. Vi er ikke hjemme endnu, men den gule t-shirt synes være blevet levende af insekter så jeg står af i en fart og flår den af. Jeg tørrer en tåre borte med min arm og ryster trøjen: "Dumme t-shirt."