I Coop 365 fokuserer jeg hårdt på indkøbssedlen for ikke at misse noget fra listen, selv om jeg stort set kan indkøbssedlen udenad, fordi der stort set kun er tale om ordinære varer som mælk, brød og kød. Der er naturligvis også det løse så som opvaskemiddel, toastost og salat som ikke står på sedlen hver gang, hvilket er varer jeg skal være ekstra opmærksom på. Der er ikke noget så irriterende som at komme hjem og finde ud af at man har glemt noget på indkøbssedlen, så jeg dobbelttjekker om jeg nu har alt, inden jeg sletter varen fra telefonens digitale indkøbsseddel.

En kvinde, måske i slutningen af trediverne eller starten af fyrrene, slæber den kakigrønne indkøbskurv med hjul efter sig og standser ved mælken. Hun virker ikke til at have travlt. Jeg skal også have mælk og standser min identiske kurv et lille stykke derfra. Hun har et attraktivt ansigt med spids hage og kommunefarvet skulderlangt hår som leverpostej der sidder løst ved skuldrene, og hun har kun en anelse makeup på. Jeg laver nøgentesten på hende, men indser at det aldrig kan blive os på grund af min svulmende mave forårsaget af mere end et årti på medicin, plus jeg mangler nogle tænder, har en skaldet isse og er ubarberet. Jeg har ingen anelse om hvad jeg burde sige til hende, så jeg holder min mund for ikke at fremstamme noget dumt. Hun får igen tøj på da jeg indser mit nederlag på forhånd, og drømmen smuldrer for alvor. Aldersmæssigt er vi mindst ti år fra hinanden, men man har vel lov til at drømme.

Hun bliver færdig med at tage for sig og går videre med sine indkøb henne i pålægsafdelingen. Jeg kører i position og læsser tre liter mælk i kurven i en fart og går hende i bedene i pålægsafdelingen. Jeg lægger mærke til at hun udskiller en frisk citrus duft da jeg overhaler og går ind foran hende. Jeg smiler til hende og hun smiler igen, da jeg rækker ind efter kartoffelspegepølsen og kødpølsen i skiver. Hendes smil smelter noget inde i mig og gør mig varm. Jeg tænker at hvem der end er sammen med hende er en heldig kartoffel, selv om jeg ikke kender hendes personlighed. Jeg føler mig som en hund der stræber efter klæbrig kærlighed og ryster følelsen af mig. Livet er flygtigt og går som altid videre. Vores veje skilles lige her og nu, for jeg har glemt agurk og skynder mig at slæbe kurven ned til grøntafdelingen. Jeg snor mig ind i de små sidesektioner med varer og føler en vis form for tryghed imellem de trange hylder, inden jeg når ned til den åbne del med friske grøntsager hvor alt er blotlagt for mental hygge. Jeg finder den helt rigtige agurk med farve og form og trasker tilbage til de trange hylder, ubevidst om hvad der skal i kurven. Der må være et eller andet lækkert i kageafdelingen som har lyst til at komme med hjem til kaffen. En oversød marcipanroulade og nogle chokoladekiks springer i kurven efter en kraftig overvejelse og jeg forlader de trygge hylder, og søger hen til den åbne kø henne ved kasseapparatet.

Den småbuttede kortklippede kassedame har travlt, og jo mere jeg nærmer mig rullebåndet, tænker jeg på om hun har en fyr til at tage sig af hende når hun kommer hjem fra arbejde. Køen tyndes ud og hun virker venlig overfor kunderne med et let hang til et smil. Det bliver min tur. Jeg smider varerne op på det sorte bånd, som kører grådigt fremad mod lommesmerter i pengepungen, og sætter en vareadskiller op til næste kunde. Hun siger 'hejsa' og jeg gengælder med et 'hej' og smiler vi smiler kort til hinanden. Jeg er fristet til at spørge hende om hun har nogen planer efter arbejde, men ved det er urealistisk da hun ikke kan være mere end et sted i tyverne. Hun har sin travle hverdag og jeg min med alt for meget tid mellem hænderne. Jeg har ingen intentioner om at blive sugardaddy, så jeg nøjes med ensomheden som jeg kender den. Desuden ville jeg heller ikke vide hvad vi skulle snakke om fordi aldersforskellen er alt for stor. Jeg falder mig ikke ind at lave nøgentesten på hende som jeg ofte gør når jeg er ude og handle, måske fordi hun er lidt for buttet. Men jeg tænker at hun stadig har brug for kærlighed. Velvidende om jeg personligt heller ikke noget at råbe hurra for, og tænker jeg at der vel er én til os alle sammen derude et eller andet sted. Man skal bare lede længe nok. Jeg betaler og pakker varerne i den medbragte mulepose og ønsker hende forsat god dag hvorpå hun siger 'tak'.

Jeg kommer hjem i de trygge rammer hjemmet udbyder, pakker ud og glemmer alt om kvinder indtil næste gang hvor jeg skal ud at handle ind.