Dag 45 + 46 + 47
Maria vækkede mig klokken fem. Hun havde meget ondt i den hånd hun havde slået. Jeg kikkede på den. Den var hævet og meget mørk. Det var sikkert der i løbet af natten havde været blødninger. Huden var spændt, fingrene tykke som små stolper... Det ser ikke godt ud Maria. Vi tager for en sikkerheds skyld på hospitalet med den. Under alle omstændigheder skal en læge se på den. Kom, så skal jeg hjælpe dig tøjet på.
Det tog lang tid. Maria kunne ikke få armen i noget ærme. Bukser og en tynd trøje uden ærmer blev det til. Jeg dækkede hende med et tæppe, hjalp hende fra borde og op på broen. Havnen var stille, der var ingen aktivitet. Vi gik mod klubhuset, der måtte være et nummer vi kunne bruge til en taxa.
Ti minutter senere var vi på vej mod sygehuset i en taxa. Maria var tavs, jeg kunne se på hende hun havde smerter. På skadestuen kontaktede jeg personalet, fortalte hvad der var sket. De var flinke. Maria ventede med mig i ti minutter, så kom en læge.
Han mente den var brækket, det var nødvendigt med et røntgenfoto af hånden. En halv time senere, var den samme læge tilbage med en ældre kollega. Den var brækket og der var en kraftig blødning. En stump knogle havde perforeret en vene, det var årsagen til den voldsomme hævelse. Ingen af lægerne havde set det tidligere. Det var meget uheldigt, de blev nødt til at operere Maria i hånden, muligvis fjerne den splint der var årsag til hævelsen. De ventede på en kollega.
Jeg oversatte. Maria var ikke glad... John, jeg har en forsikring der dækker uheld af den art. Jeg skal bare have fat i policen. Jeg tyssede på hende. Indtil videre var det hende det drejede sig om, så måtte forsikring komme i anden række. Jeg bliver hos dig, det behøver du ikke være nervøs for, sagde jeg for at trøste.
Maria havde fået en pille, den lindrede, men ikke helt. Lægen kom, talte med den vagthavende og henvendte sig derefter til Maria. Hun forstod ikke noget. Jeg måtte igen oversætte for dem begge. Det gik. Han ville operere i lokalbedøvelse, skaden sad tæt på huden. Måske en halv time ville det tage. Jeg talte med Maria, oversatte alt og ledsagede hende hele tiden. Hun var urolig, nervøs for operationen.
En time tog det at gøre hende klar og så operere. Jeg sad ved hendes side hele tiden, holdt hende i hånden. Maria var tavs under hele operationen. Selve det operative indgreb varede kun tyve minutter. Den lille benstump med den store virkning, blev fjernet af lægen.
Han forklarede hele tiden Maria hvad han lavede. Maria var lige glad kunne jeg se, men det sagde jeg ikke til lægen. Hun var nervøs. Endelig var hun klar.
Maria satte sig op, hun blev bleg, var ved at besvime. Lægen lagde hende ned igen, forklarede os det var normalt for visse patienter. Maria skulle bare tage den tid det tog at komme til hægterne. Operationen var ren rutine, ikke et indgreb der var vanskeligt. Vi takkede.
En sekretær kom ind. Maria var amerikaner, det gjorde papirarbejdet besværligt. Maria havde ikke anden legitimation end sit pas, det var de tilfredse med, da jeg underskrev og garanterede for Marias behandling. Vi blev på sygehuset i to timer, før hun følte sig frisk igen. Vi kunne tage tilbage til båden.
Tilbage i båden var Maria ked af det... John, nu er vores ferie ødelagt, det er min skyld, sagde hun trist... Nej, sagde jeg og smilede. Skylden er min. Som du sagde til mig: Hvorfor flyttede du dig? havde jeg ikke flyttet mig var det aldrig sket. Altså er det min skyld. Maria smilede... Du er sød John, men det er noget skidt. Du kan ikke sejle alene... Det har jeg da så sandelig heller ikke tænkt mig. Uden dig, ingen sejlads. Vi kan gå for motor, det er ok, det kan jeg sagtens klare alene. Hun smilede...
Jeg er sulten John. Vil du lave morgenmad til os? jeg kyssede hende... Ja Maria, jeg vil gøre alt for dig, fordi jeg elsker dig. Jeg klappede hende bag i og gik i gang med morgenmaden.
Maria ringede til Ene. Hun fortalte de havde en forsikring der dækkede hendes uheld. Ene tilbød med det samme at sejle over til os og tage Maria med hjem. Jeg syntes det var en dårlig løsning, jeg kunne sagtens klare det alene. Hvis Maria ville hjem, ville jeg bede Sarah hente hende. Maria ville blive hos mig. Så var den snak til ende.
Det var besværligt for Maria at bevæge sig rundt i båden. Da hun nogle gange havde stødt hånden, sagde jeg bestemt til hende:.. Sæt dig ned og bliv siddende Maria. Jeg skal nok klare det. Jeg vil ikke have du tosser rundt. Forstår du det? hun smilede... Ja far, sagde hun og morede sig, men hun kunne godt se det ikke var smart at støde hånden, det gjorde også meget ondt.
Illona ringede. Det var lige det der skulle til. Datteren var læge og kunne forklare Maria, hvad vi andre havde sagt om at holde sig i ro. Jeg vidste hun ville høre efter hvad Illona sagde. Jeg fik ret. Maria lod mig lave det hele, sad bare og så på mig. Lægen havde sagt hun skulle holde hånd og arm i absolut ro. Hun havde fået en skinne til støtte, men ikke gips, dertil var hånden for hævet.
Det var ikke megen søvn vi fik. Hånden smertede, Maria ville ikke tage piller mod smerten, selvom jeg tilbød hende en af de piller, jeg havde fået til hende på hospitalet. Hen på morgenen faldt der endelig ro over hende.
Jeg stod op, lavede kaffe og satte mig op i cockpittet, nød den gryende dag. Svag vind og skyfri himmel. En pragtfuld dag. Jeg ville foreslå hende vi sejlede hjem i dag, for motor, men det kunne vi tale om når hun vågnede. Hun trængte til hvile.
Ege ringede... Skal vi komme?.. Nej. Vejret er det bedste i lang tid. Jeg smutter over middag, så regner jeg med at være hjemme før det bliver mørkt. Nej det behøver du ikke. Ellers tak for tilbuddet.
Jeg lavede kaffe og smurte en masse sandwich. Vi havde selvstyrer om bord, jeg var ikke afhængig af at sidde med rorpinden hele tiden, jeg kunne også slappe af ind imellem.
Klokken halv tolv lagde jeg fra. Maria sov stadig. Inden vi sejlede havde jeg kikket til hende. Hun sov sødeligt. Min nabo hjalp mig med fortøjningerne. Jeg lagde dem i kistebænken og satte langsomt i gang. Vi havde diesel nok til hjemturen.
Vejret var vidunderligt. Kun en svag vind fra vest. Tre til fem sekund meter. Maria sov til klokken fire. Vi var i rum sø, da hun stak hovedet op... John, hvor er vi henne? hvad laver du? jeg smilede til hende... Maria, vi er på vej hjem, om cirka fire timer er vi i havn, vores hjemhavn. Jeg tror det er det bedste. Hun rystede på hovedet... Skøre mand. Skal jeg lave kaffe?.. Nej Maria, tag et tæppe om dig og kom op til mig, så serverer jeg madder og kaffe for dig. Hun smilede og gjorde som jeg sagde. Hun havde det meget bedre, ingen smerter, havde sovet rigtigt godt. Maria var igen glad.
Hun styrede med den ene hånd og betjente gashåndtaget med foden. Svendborg Sund var trafikeret, Maria klarede det hele selv. Jeg var der kun for at hjælpe hvis det blev nødvendigt, hun ville selv, var suveræn til det hele. Humøret var tilbage, hun var igen den glade pige.
Vi blev på båden om natten. Jeg lavede maden og vaskede op, Maria underholdt mig, var tilfreds med hun ikke havde smerter i hånd eller arm længere. Hævelsen var svundet lidt. Hun var til freds med sin tilstand.
Næste formiddag riggede vi båden af, tog hjem til hendes lejlighed. Jeg forbød hende at hjælpe med noget som helst, ville ikke tage nogen chance for hun stødte armen eller hånden. Om en uge skulle hun til lægen for at få fjernet stingene, hvis der ikke kom problemer inden. Vi var begge glade for igen at være hjemme. Det havde været en begivenhedsrig tur kunne man vist godt sige.
Kære dagbog. Maria siger jeg skal komme ind til hende i sengen. Hun savner mig at nusse med. Jeg tror ikke jeg kan nøjes med det, med lidt forsigtighed har jeg vel en chance. God nat.
Dag 48 + 49
Det var godt vi tog hjem. Vejret slog om. Ikke voldsomt, men nok til jeg ikke ville have fundet det forsvarligt, at sejle alene med Maria. Hun fortalte hun ville blive nødt til at kontakte universitetet, for at anmelde sin ulykke. Jeg var enig.
Resten af dagen tog vi den med ro. Alt med forsikring var klaret, Universitetet ville tage kontakt til de nødvendige personer, der skulle involveres. Vi skulle ikke tænke på det mere. Maria ringede hjem. I to timer talte hun med både sin datter og svigersøn. Hendes barnebarn på otte år ville også tale med mormor. Hun havde nok at berette. Imens handlede jeg ind til aftensmaden.
Jeg spurgte Maria, om hun havde tid nu til et spørgsmål fra mig. Jeg smilede til hende, lidt genert, hun nikkede... Maria. Du bad den sorte Jærv passe på os, du ved nok. Hvem er den sorte Jærv? Hun så på mig, også hun smilede, nærmest overrasket... John, det er dit totem . Kom min ven, jeg vil vise dig noget.
Hun tog et skrin frem, tog ringen der var lavet af bøffelhorn og satte den på sin finger. Derefter satte hun sig på den løber hun altid brugte, når hun messede eller gjorde ceremonier. Hun sad længe og koncentrerede sig... Sæt dig over for mig så jeg kan se dig, hviskede hun. Jeg satte mig.
Maria koncentrerede sig igen, så ned, messede monotont, bevægede sin raske hånd. Langsomt løftede hun hovedet, så på mig med øjne der var dybsorte, hun så igennem mig, ind i min sjæl. Hun fastholdt mine øjne i sine.
Den monotone messen døsede mig, jeg følte kulde og varme på én gang. Alt omkring mig blev mørkt. Kun Marias øjne fastholdt mig. Bag hendes blik, dybt i hendes øjne så jeg et lille pelsdyr springe imod mig. Da det nåede mig satte det sig, så på mig og blottede sine skarpe tænder. Jeg kunne mærke jeg rystede, var bange. Jeg følte dyret krøb omkring mig, varmede mig med sin pels. Jeg var meget bange nu, ville væk, men blev holdt fast af Marias øjne. Så tonede det hele væk.
Kun Marias øjne så jeg. Hun rørte ved mig, kaldte sagte på mig. Jeg var forvirret. Langt borte så jeg hende, så vågnede jeg. Havde hun brugt hypnose? jeg var svedig, følte mig træt... John, sagde Maria stille. Er du i tvivl om hvilket dyr der er dit totem, din beskytter? så du den sorte Jærv? følte du dens beskyttelse? dens varme pels? Jeg var lamslået, forvirret. Hvad var det der skete?.. Maria! hvad var det der skete? hun smilede... Tag min hånd John. Så vil jeg forklare det for dig. Hendes hånd var varm, gjorde mig tryg...
Min elskede! jeg tog dig med på en åndelig rejse. Kald det en slags hypnose af dig, hvis du bedre forstår det på den måde. Jeg kaldte på dit totem, bad det vise sig for dig, beskytte dig. Kun mine øjne kan fastholde dig, derfor ville jeg du skulle se på mig, det gjorde du. Jeg følte dit totem var hos dig, varmede dig. John, du har et godt totem. Det vil forsvare dig hvis du beder om det, det er frygtløst. Jeg ved ikke hvorfor det netop er den sorte Jærv, der er dit totem, men det er jeg ikke i tvivl om nu, det er den sorte Jærv der beskytter dig. Senere hvis du vil, vil jeg lære dig at komme i forbindelse med det. Hun smilede. Du må ikke være bange min ven, der er ingen der kan eller vil gøre dig ondt med det totem. Vil du hjælpe mig op at sidde i sofaen? jeg rejste mig og hjalp Maria op at sidde. Er der noget du gerne vil vide John? jeg var i vildrede, vidste ikke hvad jeg skulle tro...
Maria, alt er fremmed. Var jeg virkelig med dig på rejse? hun smilede... Tænk over det du oplevede og så i din trance. Tænk over det til i morgen. Er du stadig i vildrede med hvad det er, må du sige det til mig. Vil du love mig det? jeg nikkede, vidste ikke hvad jeg skulle tro.
Om natten havde jeg mareridt. Jeg drømte om Jærven. Den lignede en grævling af bygning, havde en busket hale, var sortbrun i farverne. Pelsen var blød. Hovedet lignede en mårs med sylespidse tænder. Kløerne var lange og skarpe.
Den legede med sin mage. De tumlede rundt, udstødte lyde jeg ikke kendte. Begge dyr kom hen imod mig, så på mig og lagde sig trygt ned foran mig og sov. De voksede. Deres frygtindgydende tænder nærmede sig mit ansigt. Jeg ventede hvert sekund de ville kaste sig over mig, flå mig i stykker. Jeg ville flygte men var fuldstændig lammet. De omsluttede mig helt...
John! vågn op, du drømmer, har mareridt! Det var Maria der vækkede mig. Jeg var badet i sved. Hun holdt om mig... Hvad drømte du min ven?.. Jærven! der var to, de legede, kom hen til mig og blev pludselig meget store. Jeg kunne ikke flygte. Maria vuggede mig blidt... Hvis de generer dig igen skal du tale til dem, bede dem ikke forskrække dig. De ville lege, ikke andet. Stol på dem, de ville beskytte dig mod det onde, ikke andet.
Gå ud og tag et bad, så skifter jeg sengetøjet imens og finder tørt tøj til dig... Nej Maria, det gør du ikke, sagde jeg bestemt. Ikke med din skadede hånd. Sæt dig, så bader jeg og skifter når jeg har tørret mig. Hun smilede... Ok, men tag den tid du behøver, sagde hun og klappede mig på låret.
Maria forklarede mig hvad det var jeg havde drømt. Hun var sikker på det var min fantasi, min underbevidsthed, der spillede mig et puds. Men Jærven var mit totem, det holdt hun fast ved. Inden vi igen lagde os, drak jeg den te hun havde lavet, mens jeg havde været i bad og skiftet sengetøj. Den ville styrke mig, få mig til at slappe af.
Resten af natten sov jeg trygt. Hendes te virkede. Men mine oplevelser og drømme, havde sat nogle tanker i gang i mit hoved. Var det hele hokus pokus? eller kunne Maria tale med ånder? jeg havde tusinde spørgsmål, men ville vente med at spørge hende, til jeg fik mere klarhed over hvad der var sket. Det var også det hun havde sagt til mig. Tænke over hvad jeg så, og så spørge.
Vi gik en lang tur om eftermiddagen. Det friskede mig op. Jeg var stadig lidt rystet over hvad jeg havde oplevet. Så virkelighedsfjernt det havde været. Og så Maria, med den uddannelse hun havde? troede hun selv på det? hun var indianer, det vidste jeg, men alligevel.
Om aftenen sagde hun til mig... John, du virker både trist og nervøs. Er der noget jeg kan gøre for dig? noget du vil spørge om? jeg så på hende, fortalte hvad der plagede mig.
Hun brugte over en time på at forklare mig der ikke var noget hokus pokus i det hun foretog sig. Med lidt øvelse kunne jeg gøre det samme. Hun smilede. Jeg må sige hun beroligede mig. Når hun fortalte lød det hele så naturligt, så ligetil. Hun gjorde mig tryg.
Kære dagbog. Oplevelser, dem er der nok af med en kvinde som Maria. Indianerpigen jeg elsker, vil dele mit liv med, også selvom jeg ikke forstår det hun laver med ånderne. Sov godt.
Dag 50 + 51 + 52
Maria er på mange måder en anderledes kvinde. Hun er indianer, fra den amerikansk canadiske grænse. Det var ikke mange år siden, hendes stammes ældste vedtog at genoplive de gamle traditioner, med medicinkvinder og mænd, samt Shamaner. Hun fortalte mig altid hvordan tingene hang sammen når jeg spurgte. Jeg havde besvær med at fatte hun på én gang var en moderne kvinde, og så samtidig nærmest befandt sig i et eventyrland. Jeg var ikke i tvivl om hun virkeligt havde forbindelse til det hinsides. Men det var noget jeg ikke forstod.
Universitetet havde stillet Maria frit til de startede igen i efteråret. Både Århus og København havde bud efter hende. Jeg var ikke i tvivl om hun var en dygtig forsker og forelæser. Maria spurgte om jeg ville med hende til Amerika i to uger, så kunne vi besøge hendes familie.
Jeg har lovet hende at tage med. På et eller andet tidspunkt skulle hun jo alligevel vise mig frem. Hun havde et mindre træhus i sin hjemby, og familien havde en hytte i bjergene otte timers kørsel derfra. Jeg skulle søge visum og informerede min fagforening om rejsen.
Vi kørte til København for at booke billetter til flyveturen og ordne det fornødne. Maria inviterede, det var hende der ville hjem og besøge familien. Vi skulle flyve på første klasse, det var også hendes ide. På ambassaden i København var de venlige. Tre dage, så skulle den være klaret, de ville sende mig passet med påtegning for tre måneder. Vi så på byen om eftermiddagen, og kørte hjem til Svendborg om aftenen. Det var trætte rejsende der sent om aftenen gik til ro.
I dag vil vi besøge min datter og hendes forlovede. Middelfart er en sød by, om aftenen er den ret død. Tøsen havde taget fri, vi kom til eftermiddagskaffe. Vi hyggede os, fortalte om vores planer om at besøge Marias hjemegn i Amerika. Jens kom hjem fra arbejde. Han hilste hjerteligt på Maria og mig. De boede oven på forretningen, havde i mellemtiden købt ejendommen. Begge var flittige og havde planer om at gifte sig til foråret...
Er du gravid Sarah? hun morede sig... Nej far, men jeg vil gerne. Jens synes vi skal vente lidt og se hvordan det går, deri kan han have ret. Vi har det godt sammen, sagde hun og så forelsket på Jens. Han blev rød i hovedet, var genert. Bedre blev det ikke da Sarah kyssede ham kærligt. De havde det godt sammen, det var jeg ikke i tvivl om...
Hvad med dig far?... Nej min pige, Maria er ikke gravid. Jeg morede mig... Far! Det er ikke det jeg mener, du kunne godt have ladet mig tale ud, du er ikke morsom. Det jeg ville spørge om er: Vil du gifte dig med Maria? hun havde spurgt mig på Dansk. Jeg blev blussende rød i hovedet, det spørgsmål havde jeg ikke ventet fra min datter. Maria smilede og spurgte hvad der foregik.
Sarah morede sig. Oversæt nu til Maria hvad jeg spurgte dig om! hun fnisede. Maria så på mig... Hvad er det i morer jer over? hun var forvirret, det var der ikke noget at sige til. Jeg spurgte hende:.. Maria! kunne du tænke dig at gifte dig med mig, når vi ved om vi kan holde hinanden ud? jeg så ned, genert. Sarah og Jens morede sig højlydt... Far du er genert! hvorfor? er du ikke glad for Maria? jeg krummede tæer... Jo Sarah, men hvorfor lige nu?.. Fordi du har så travlt med os, travlt med at blive bedstefar. Skal du og Maria ikke giftes? jeg så på Maria, for at hente hjælp. Hun smilede og sagde:..
Sarah, din far og jeg har talt om det, vi har ikke travlt. Men siden du spørger, så er mit svar ja. Hvis din far gerne vil gifte sig med mig vil jeg blive glad, det ved han. Mellem os piger Sarah, så har han spurgt. Jeg har sagt til ham vi er gamle nok til ikke at begå tidligere fejl. Jo Sarah. Jeg vil meget gerne giftes med din far.
Hun smilede til mig. Både Sarah og Jens så på hinanden, så sagde Jens... Vi kan se på svigerfar i er glade for hinanden. Du har sat skub i den gamle igen Maria. Jeg under jer gerne at få et godt liv sammen, men det er noget i bestemmer, det skal vi ikke blande os i...
Jeg føler også, fortsatte Maria, at John og jeg har det godt sammen, forstår hinanden, så må vi se om han vil have mig. Jeg følte hun pressede mig, smilede og sagde det ville jeg gerne, når tiden var til det. Stemningen var hyggelig. Sarah lavede lammekølle til aften, det var en af mine hofretter, det vidste hun. Klokken var mange, over midnat, da vi endelig vendte snuden hjemad.
På vej hjem tog Maria min hånd i sin... John! vil du ikke standse bilen når der er mulighed for det, jeg skal tisse? jeg nikkede. Vi kom gennem en mindre skov hvor der var en rasteplads, jeg stoppede bilen. Maria så på mig, kærligt... John. Vil du gifte dig med mig? jeg var overrumplet... Maria hvad er det du siger? skulle du ikke tisse? hun smilede... Nej det skal jeg ikke. Hun kyssede mig. Vil du gifte dig med mig? Jeg så på hende... Ja, Maria, det vil jeg gerne. Jeg kyssede hende lidenskabeligt. Hvornår, Maria?.. Snart. Vi kan gifte os i Amerika og senere her, hvis du vil. Sarah har ret. Vi burde gifte os når vi begge gerne vil. Jeg knugede hendes hånd... Maria hviskede jeg, jeg er bare så lykkelig.
Turen hjem tog flere timer. Vi kørte en omvej, gik en tur langs stranden med hinanden i hånden. Natten var lun. Bag et dige ved vandet elskede vi. Maria gjorde en bevægelse med hånden og fingrene, det ophidsede mig. Længe lå vi i hinandens arme, halvnøgne. Børnene skulle se os nu, de ville ikke tro deres egne øjne. Kærlighed, ømhed, havde ingen alder.
Vi sov det meste af formiddagen, dryssede rundt i lejligheden halvt påklædte og bare slappede af.
For første gang var jeg ikke særligt interesseret i at fortsætte med at skrive i dig dagbog, det indrømmer jeg gerne. Jeg vil hellere være hos Maria, i hendes dejlige arme. God nat dagbog, nu må vi se hvornår jeg fatter min pen igen.