2Fra Big Bang til nutiden, (dog ikke i realt...
Verdenshistorien kort fortalt. · I begyndelsen var der ingenting. M... [...]
Smilebåndet
11 år siden
1Hvordan guderne fik en ringmur rundt om Asg...
Det skete for lang tid siden, at jordens beboere var delt op i tr... [...]
Fantasy
11 år siden
5Episoder fra Flyvevåbnet
Små anekdoter fra min tid i Flyvevåbnet, nogle er selvoplevede og... [...]
Smilebåndet
13 år siden
0Stegepanden
Telefonen ringede. Jens bandede og skrabede det lille utyske til ... [...]
Noveller
13 år siden
1Slangen
Slangen lå og nød livet på en flise, der var behageligt opvarmet ... [...]
Noveller
13 år siden
2Et flammepust fra helvede
- Et flammepust fra helvede, sagde turisten dramatisk og strøg sv... [...]
Kortprosa
13 år siden
0Det matriarkalske samfunds historie
Lad os kikke på det matriarkalske samfund. Konen, der står der i ... [...]
Kortprosa
13 år siden
5Kolonihaven
Hans Christian Jensen så sig begejstret om i det lille hus. Der l... [...]
Noveller
13 år siden
3Lågen
Lise stak sine små fingre gennem trådhegnet og klemte omkring det... [...]
Noveller
15 år siden
2Lidt om pral, kaos og så’en
En filosofisk trio sad, omkring et værtshus'bord. · Den ene fugted ... [...]
Rim og vers
15 år siden
3Lidt om evolutionsteorien og ansvarsfraskri...
Der stod en dino for sig selv · med næsen ned i mudder. · En meteor s... [...]
Rim og vers
16 år siden
3Lidt om, hvad jeg gerne vil
Jeg vil drikke hjernen ud, · med en fyr, der hedder Knud · gå omkring... [...]
Rim og vers
16 år siden
0Lidt om happiness
Engang man ville ha' et svar · på hvad mon happiness nu var · er det... [...]
Rim og vers
18 år siden
4Lidt om jamber og trokæer
En jambe er en flot trokæ · en smart trokæ en jambe · så hvis du godt... [...]
Rim og vers
18 år siden
0Lidt om efteråret
Os efterårsstormen nu river og rusker · og træer og buske rigtig fo... [...]
Rim og vers
18 år siden
1Lidt om efteråret og grådige edderkopper
Se efteråret kommer nu, · det er en vant rutine · og det bli'r mørkt ... [...]
Rim og vers
18 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Fra tid til anden påstod operatørerne på jordens rumteleskoper, a... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Talerne var blevt holdt, journalisterne havde gabt og taget for s... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
- Westward ho, next stop California, skreg Victor Calhoun og svin... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Johnny hed han. Efternavnet er lige meget for ingen kom til at ke... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Johannes hed han og han var spillemand med problemer, han havde a... [...]
Noveller
19 år siden
0Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Jo stod på et ben og lænede sig til sit spyd, mens han skuede ud ... [...]
Noveller
19 år siden
2Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Johnny, Johnny kom nu frem og syng. Råbene rystede salen og piger... [...]
Noveller
19 år siden
1Musikkens historie ved Børge Johnny Superso...
Denne historie emmer af formidabel sex, god musik tilsat lidt ove... [...]
Noveller
19 år siden
1Lidt om kommunikation inde og ude
Jeg følger troligt tidens trend · og sender mangt en e-mail, · men nå... [...]
Rim og vers
19 år siden
1Lidt om at være et lille lys
Poeter tale ofte om morgensol og dug, · og at mennesket i universet... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Mig og genierne
Et geni er en ener, og en ener kan være et geni. Det ved enhver k... [...]
Blandede tekster
19 år siden
0Ode to the International Traveller
It's Friday night, my god it's late, · I am standing by the airport... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Lidt om salt, sildemad og æg
Hvis man ikke har salt til et æg. · Ja, så mister livet sit skæg, ... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Lidt om rimende genier
Jeg kan li' at digte, gu' ved hvorfor, · det er så morsomt at rime,... [...]
Rim og vers
19 år siden
1Lidt om nationaløkonomi
Jeg læser i en lærebog, · der er vældig tyk og meget klog, · samt ked... [...]
Rim og vers
19 år siden
0A True Romance in King Kong Fu
An engineer of great renown · flew across the world to crown · a coll... [...]
Rim og vers
19 år siden
0Manden i Sydney - Efterskrift
På trods af alle odds lykkedes det Harris at redde livet den nat.... [...]
Romaner
19 år siden
0Manden i Sydney - Kapitel 28
Harris var ikke meget bedre faren end Alfred. Ganske vist fik han... [...]
Romaner
19 år siden
0Manden i Sydney - Kapitel 27
- Undskyld mig, jeg skal lige ud, sagde Alfred og lettede sig fra... [...]
Romaner
19 år siden

Puls: 3,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Karl Fr. Nielsen (f. 1941)
Gode råd er som oftest ret så dyre, hvis man skal tro tarifferne for den slags, men jeg har også erfaring for, at de kan være temmelig udmattende at følge.
   Det hele begyndte i den gode by Leongatha i det sydlige Australien. By og by er måske så meget sagt, for den var vel kun besat af omkring to til tre tusinde mere eller mindre forrykte australiere.
   Når jeg siger forrykte, så skal det forstås som en kompliment, skønt det måske ikke er umiddelbart indlysende, at man kan forbinde ordet forrykt med en kompliment. Men sandheden er den, at jeg holder umådelig meget af disse mennesker, der kan få de mest impulsive og skøre indfald, og så følge dem op til den yderste konsekvens. Denne grad af kontrolleret galskab er aldeles medvirkende og charmerende.
   Mit eget ærinde var af meget prosaisk art. Jeg havde rejst den halve jord rundt for at undervise 17 australiere i, hvordan de skulle måle fedt og protein i mælk med nogle af de apparater mit firma fremstiller. Hvis de tror, at dansk ingeniørkunst i udlandet kun gør sig gældende i form af dristigt svungne bjergveje, og svimlende broer over bundløse afgrunde, så tro om igen, jeg var nemlig ude i helt andet ærinde, og dette ærinde viste sig en sildig aften ikke at være slet så simpelt, som man skulle tro.
   Jeg og en australsk kollega knoklede løs på at reparere et større apparat, der var gået i stykker for os. Det skulle bruges den påfølgende dag til demonstration, så det var temmelig vigtigt, at det fungerede, eller i det mindste, at de fejl, der var på apparatet, var kontrollerbare og helst indsat af os som prøve for kursisterne.
   Skæbnen mager det ikke altid så godt for menneskenes børn, og vi var afgjort på den. Vi havde ikke de nødvendige reservedele, og vort måleudstyr var heller ikke af bedste kvalitet. Det eneste der virkede fortræffeligt, var uret. Det viste betænkelig i nærheden af midnat, og undervisningen skulle starte klokken 8 næste morgen.
   Trætheden var så småt ved at melde sig, og jeg sukkede opgivende:
   - Bare vi dog for pokker havde nogle udbytningsenheder, så vi kunne isolere fejlen. Det ville være en kæmpe hjælp.
   Noel min hjælper klarede op i et stort grin. Det klarer vi sagtens. Nabomejeriet har også sådan et anlæg, så vi kører bare over til dem og låner de enheder, du skal bruge, så skal vi hurtigt knække den nød.
   - Hvorfor..., jeg bandede har du ikke sagt det? Lad os få fat i kundelisten og finde den nærmeste mulighed for at få ombytningsenheder. Det var særdeles oplivende, der var ikke mindre end fem andre kunder i området med det samme udstyr, som det vi rodede med.
   Sagen er i orden, ingen problemer. Vi skal til Maffra i nat og hente udbytningsenheder. Hvis der overhovedet er et minus ved denne sag, så er det, at Maffra ligger ca. 100 til 150 miles fra Leongatha, men det er intet problem for en ægte australier. Vi skal af sted. Jeg skæver til uret. Himlen alene må vide, om vi så også nyder godt af motellets fortræffelige senge i nat.
   Noel organiserer og lægger lynhurtigt planer. Vi skal have en vejviser med og en fyr, der kan lukke os ind på mejeriet, når vi går på tyvetogt blandt deres udstyr.
   Vi går ned mod motellet for at finde den af kursisterne, der kommer fra Maffra. Det må og skal være muligt at overtale ham til at agere vejviser på dette sene tidspunkt.
   Hvor kursisterne opholder sig er ikke svært at finde ud af. Der lyder både sang og bægerklang fra det ene motelvindue, der endnu er oplyst. Vi braser ind på værelset uden det store ceremoniel. Røgen står som en mur derinde, hvor en halv snes mænd ligger eller sidder, mens de gør deres bedste for at støtte de lokale ølbryggeres aktier. Larmen er lige så høj, som luften er tyk.
   - Hvem kommer fra Maffra, brøler Noel ud i lokalet, hvor ingen har taget notits af vores ankomst.
   - Her lyder det fra en af sengene. Det er Doug, en frisk fyr, der er gået omkuld på en seng med en dåse øl i hånden, han ser meget afslappet ud, men han ved selvfølgelig heller ikke, hvad der venter ham.
   - Du skal med til Maffra i nat og hente noget udstyr, råber Noel. Vi har ingen tid at spilde, ja eller nej.
   - Sæ'føli skal jeg med til Maffra. Doug kan ikke se noget forkert i det, og vi sætter ham hurtigt ind i sagens sammenhæng. Han griber et halvt dusin øldåser, så han ikke kommer til at lide nød undervejs, og vi iler ud i den australske nat. Noel får lige netop indhentet tilsagn fra Tim, der ejer en firmabil, vi skal køre i. Vi foreslår, Tim kører med, men får kort at vide, hvad Tim mener, vi kan gøre med den idé. Bilen får vi dog. Noel har ikke været så længe i firmaet, at han har fået sin egen bil endnu.
   Vi farer altså alle tre ud i natten til den ventende bil, der just nu står for at skulle ud på en ikke helt ringe opgave. Motoren starter med et brøl af dimensioner. Jeg ved det ikke endnu, men Noel er ret skrap bag et rat. Vi starter med spindende hjul og snart møller Leongatha agterud i slipstrømmen fra vor Renault.
   Det går som den onde selv gennem det begsorte mørke. Vi er ude på de åbne vidder, landevejen strækker sig foran os lige ind i intetheden, og Noel giver den hele armen.
   Der lyder et sugende skummende smæld fra forsædet. Det er Doug, der just nu deflorerer sin første dåseøl. Men vi er nu også næsten den første mil ude ad vejen, og han havde en halv med sig, da han steg ind i bilen. Han tager en dyb vederkvægende slurk og ræber eftertænksom ud i mørket, så får han hul på endnu en øl, som han rækker til Noel, der, når han ikke tager et dybt hiv af den, har den parkeret mellem knæene.
   Noel tænder for vognens kraftige lygter. Ikke bare normale lygter, men to enorme projektører, der er monteret mellem de andre. De sender et par meget solide og kraftige lysbjælker gennem mørket. Et par minifyrtårne, der kan svide pelsen af kænguruerne på en halv mils afstand.
   Tro ikke kænguruerne kun er noget, man kan se gennem stænger i zoologiske haver her. Under vor fremfærd gennem den australske nat flygter kænguruer, wombats (pungbjørne) og andet af nattelivets godtfolk for vore lygter og den brølende maskine, der dundrer gennem natten på sin færd mod "Bloody Maffra", som vort mål af en eller anden uransagelig grund er omdøbt til.
   Doug fortæller og fortæller, der er ikke grænser for alt det spændende, der er at se, og jeg skal have det hele at vide. Ganske vist kan jeg ikke se noget, for det er buldermørkt ud til siderne, og Doug er lidt svær at forstå, for under indtryk af nattens flydende begivenheder, er hans tale præget af den ret så uforståelige australske accent, der minder meget om ravende cockney, men alligevel. For at understrege nattens største seværdigheder vender han sig halvt om i sædet og griber mig i armen, samtidig med han peger ud i mørket.
   Jeg spørger til kænguruerne, disse australske nationaldyr, der står i rigsvåbenet og holder skjoldet sammen med en emu, og pludselig er der ingen ende på kænguruhistorierne. Sandt nok er mange australske vogne udstyret med "roo-guards", hvilket udlagt er en solid kofanger med et ekstra stødgitter oppe foran for at beskytte køleren, men det forekommer mig, at hvis mine to medtrafikanter den nat, kun er et gennemsnit at den australske befolkning, så må et betragteligt antal kænguruer hvert år lade livet på landevejene.
   Der er næsten ingen ende på størrelsen og farven på de kænguruer, de to herrer har jordet med deres vogne. Vi slutter med en syvfods big red, der blev kørt ned af Tim.
   Vi kommer igennem mange navnløse landsbyer på vor vej. Den ene blender ind i den anden. De ser alle mere eller mindre ens ud, med deres høje kantsten til beskyttelse af vinterens skybrud og de overbyggede fortove til beskyttelse mod sommerens brændende sol.
   Et par søvnige gadelygter brænder i hver enkelt by, der til forveksling ligner en søvnig sydstatsby i U.S.A. Vi suser igennem, vi kommer fra det sorte intet og farer gennem den pøl af lys, der markerer byens hovedgade og fortsætter atter ud i det sorte intet på den anden side.
   Et steds er en hamburgerstand endnu åben, Noel bremser så det hyler. Vi kravler stive ud af bilen og skræver op over den høje kantsten og ind i et temmelig trist og snusket lokale, hvor et par ungersvende står og morer sig med en spillemaskine, og hvor kun et par små triste lamper søger for en smule lys.
   Vi bestiller et par færdiglavede hamburgers i fedttæt papir, de kommer kurende nedad disken i vor retning. Vi griber og gumler. Det er trods alt dejligt med en lille opstrammer her midt om natten, hvor det er temmelig uklart, hvornår vi kommer i seng, hvis vi når det overhovedet.
   Det går atter derudad. Noel har fået ny energi og vognen får lov at strække ud, alt hvad den kan, og det er ikke så lidt.
   Langt om længe dukker Maffra op. Doug dirigerer så det står efter, og snart finder vi frem til et hus, hvor der efter Dougs udsagn skulle bo en mand, der kan lukke os ind på laboratoriet. Vi banker på døren. Der er lys bag en rude, og det varer også kun et øjeblik, så bliver der lukket op, og vi bliver budt indenfor. Det er da kun så naturligt, at gode venner kommer dumpende klokken 2 om natten for at sige goddag og få en nøgle til laboratoriet. Nøgle har han ganske vist ikke, men det betyder ikke noget, for han ved, hvem der har den, vi farer ind i bilen og atter går det for fuld fart gennem Maffra.
   Vi banker endnu en mand op, og undskylder mange gange. Det er ikke noget at undskylde, siger han, jeg sad alligevel og løste en kryds og tværs og ventede på, der skulle ske noget interessant. Han har heller ikke nøglen, men også han kender en der har den, så farer vi atter ud i vognen. Der begynder at blive lidt trangt, men vi kan dog alle være der endnu, forudsat at vi ikke skal have flere guides med på nøglejagt.
   Tonen bliver mere frivol:
   - Hvor er "Fucking Bryce Street," spøger en.
   - Det er nede af "Fucking Main Street", svarer en anden, men vi skal til "Fucking Queens Street". Noel skifter et par gear ned. Det foregår ikke helt uden protester, men vi får dog indtryk af, at alle tænder i gearkassen er intakte. Queens Street dukker op i mulmet. Det er en lille jordet gade fuld af huller og mørk som en kulkælder. Renaulten skaffer lys, og vi ser et næsten vulkansk landskab foran os. Noel giver den en spand kul og vi bliver rystet sammen så det forslår.
   Denne gang er der bid. Manden, der tager imod os, syntes det var meget fornuftigt at tage på natteskovtur. Inden han slutter sig til os i bilen, går han ind og vækker sin kone og bestiller kaffe med tilbehør, at være færdig senest om en halv time. Klokken er halv tre om natten.
   Alle er i højt humør, da vi hopper og skumler nedad gaden på vej til laboratoriet. Vi finder det uden besvær og får hurtigt fat i det udstyr, vi skal bruge, men ingen har travlt, hvad pokker, det er jo sjovt det her, næsten som da man var soldat på natmanøvre. Snakken går.
   Jeg får en lille sludder med en mand, der går nede på forpladsen og vasker mælkevogne. Han er en ældre mand og mere afdæmpet end de andre, men han er også australier så det batter, ganske vist indvandrer, men det er lang tid siden, han er nu optaget af sit nye fædreland og kender ikke andet og vil heller ikke andet. Hans job er hans liv. Hver aften klokken ti går han ned til laboratoriet og starter med at vaske tankbilerne, der står på forpladsen. De skal være færdige til klokken fem næste morgen, og det er de nu blevet hver dag i tretten år. Han tænker ikke på at finde andet arbejde. Han er godt tilfreds, for der er ingen, der jager på ham, han bestemmer selv tempoet. Eneste betingelse, alt skal være færdig til tiden, og det bliver det, det er hans lille stolthed. Han lader sig ikke i mindste måde anfægte af, at der kommer en samling originaler farende og render med halvdelen af måleudstyret i laboratoriet.
   Vi får en kop sen kaffe, i et køkken, i et hus, i en meget mørk sidegade, i en lillebitte by på totusinde sjæle. Klokken er nu 3 om natten, og jeg er meget træt. Af en eller anden grund slår det mig også, at jeg er tyvetusinde kilometer hjemmefra.
   Hjemturen forløber helt uden gnidninger. Det går med brask og bram tilbage mod Leongatha alt hvad vognen kan trække, og vi har vejen for os selv.
   Klokken fem om morgenen. Udstyret bliver samlet og med bævende hjerte trykker jeg på startknappen. Det virker. Alt i orden. Undervisningen kan begynde som planlagt klokken otte.
   Vi maser overmodige ned til motellet. Noel og jeg er blevet stuvet ind i et hotelværelse sammen med Tim, der ikke havde lyst til at køre over trehundrede kilometer midt om natten for at få apparaturet i orden. Det hævner sig nu. Døren bliver sparket op til motelværelset, og vi brøler i kor:
   - Så står vi op.
   Tim kommer med et par uhøviske bemærkninger fra sin seng, så forsvinder han under tæpperne. Vi føler os som nogle vældige karle, der har udført en større bedrift, og giver ikke så let op, men Tim er ikke besat af den store sportsånd, så til sidst får han lov til at hvile i fred for drillerier og spydige bemærkninger. Det sidste jeg tænker inden søvnen overtager er:
   - Du skal op igen om en time og et kvarter.
   Præcis klokken otte står jeg med grus i øjnene og en næsten lammende træthed i alle lemmer foran en bælgøjet forsamling kursister. De har alle haft det muntert, det meste af natten, kan jeg forstå, men de er dog loyale og lytter til mit foredrag. Noel falder i søvn siddende på en taburet, og jeg ser Doug mangler, men de har selvfølgelig også haft det største arbejde i nattens løb, jeg var bare passageren, der skulle med for at klare de tekniske problemer med afmontering af udstyret i Maffra. Et par timer senere kommer Doug luskende ind og sætter sig på sin plads. Undervisningen fortsætter, men sandheden i ære, det er en lang, lang dag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/09-2003 12:45 af Karl Fr. Nielsen (Andrew) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2494 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.