Små indtryk fra rejser igennem firserne før "revolutionen", hvordan det er i dag ved jeg ikke, men formentlig ikke helt så underholdende.

Der var panik i SAS flyet til Moskva, knap var flyet roteret op fra Kastrup, før det blev bekendtgjort over højtalerne, at al rygning på strækningen til Stockholm var forbudt. Der blev diskuteret og stewardesserne blev sendt ud i cockpittet for at spørge, hvad meningen var. Som en af passagererne sagde:
   - Er De klar over, at det er alle industriens tunge drenge, der er med, og de finder sig sgu ikke i at blive forbudt noget som helst.

Flere af de "tunge drenge" tændte da også cigaretter på trods af forbuddet, vel vidende, at SAS næppe ville gøre noget ved det på en tur, hvor alle passagererne var forretningsmænd. Det føltes næsten som at være på klasseudflugt med en samling vanartede unger. Jeg var personlig ligeglad, for jeg røg ikke cigaretter, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at dengang jeg røg cigarer ville mine rygevaner have placeret mig som samfundets fjende nummer et eller givet mig en status som en neger ved Klu Klux Klans årlige generalforsamling, når man så alt det kagl et rygeforbud på bare en time forårsagede.

Vi traf ham i flyet til Moskva, han var udsendt af en dansk organisation for at rejse til et jordskælvsramt område i nærheden af Baku i Kaukasus. Han skulle vurdere skaderne og den danske hjælp, vi eventuelt skulle sende til de nødstedte mennesker. Det er hans første tur overhovedet til Sovjet. Han er ganske tydeligt ikke forberedt på kulturchokket, men vi hjælper ham så godt vi kan. Han mener selv tingene er godt organiseret i forvejen hjemmefra og resten ordner sig vel undervejs.

Vi forsikrer ham om, at det sikkert er rigtigt, men Sovjetunionen har et par små spidsfindigheder til førstegangsrejsende, har han for eksempel reserveret en taxa til at køre sig fra den internationale lufthavn til den nationale.
   Det har han ikke, taxaer er noget man hyrer, når man kommer frem, og der går vel busser, mener han. Vi kan berette, at det gør der ikke og ja, man når frem hvis man altså har et par dage til rådighed og tilbyder, at han må komme med i vor taxa. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om en taxa til at transportere sig de 50 kilometer til den nationale lufthavn. Det er også i visse tilfælde et spørgsmål om at finde en taxa, hvor man ikke bliver plyndret under vejs. Historien om de to forretningsmænd, der blev bedt om at skubbe taxaen i gang fordi den var gået i stå ude i den store mørke skov ligger lige på tungen. Da de var stået ud af bilen startede motoren nemlig på mirakuløs vis, og de to mænd så aldrig deres bagage mere endsige taxaen med chauffør. Der er mange lignende eksempler

Han griner, vi tager gas på ham, han tror ganske enkelt ikke på os. Derfor varer det også nogen tid, før han dukker op ved vor taxa efter landingen og spørger om han må komme med, det får han selvfølgelig lov til.
   Turen til den nationale lufthavn er ret lang på en vej uden om Moskva. Vejen er bred men ikke synderlig godt vedligeholdt, der går rygter om, at en af banerne på vejen er forbeholdt partispidserne i deres speciallimousiner. Jo, alle mennesker er lige o.s.v. i et herligt socialistisk samfund.

Lufthavnen er trist og beskidt, og der er fire timer til vort fly går. Vi sætter os alle tre ved et bord og børster det værste snavs af, så bliver der dækket pænt op med servietter, glas og små flasker fra flyet til Moskva. Vor Baku ven gør store øjne, men han er vist ved at vænne sig til mosten, tror han. Ved indcheckningen bliver jeg stoppet, min fyrre kilos kuffert er lige i overkanten af, hvad man vil godtage. Vær så god at betale 2,87 rubler i gebyr, de får 3, hun roder efter byttepenge, men jeg slår generøst ud med hånden, behold dem, Her regnes efter forskellige valutakurser, og ved hun ikke det, er det også lige meget.


Natfly til Odessa
   Vi tager afsked med vor ven til Baku og tager det sene natfly til Odessa. Det er en stor maskine en Tubolev 154, der minder lidt om en 727. Denne er beskidt, den lugter og alting inde i kabinen bærer præg af slid og vanrøgt. Stewardesserne tager imod, de ser ud som om de hader synet af deres passagerer, og så skal de ikke engang fodre dem af undervejs. Vi er de eneste fra vesten. Maskinen er propfyldt og der lugter af våde frakker og gammel hundekurv. Al annoncering er på russisk, det eneste, der står lysende klart, er at rygning på den totimers tur til Odessa er strengt forbudt, og jeg sidder ved siden af en kæderygende dansker.
   - Nu skal jeg den onde lyne mig, siger han, da flyet er i luften. Han griber tre pakker Marlboro og går med beslutsomme skridt ned til pantryet, hvor stewardesserne har gemt sig. Lidt efter lyder der høje glade pigehvin dernede fra, og røgen bølger ud fra pantryet på resten af turen.
   Min kollega kommer tilbage ti minutter før landingen.
   Stewardesserne annoncerer nu landingen, denne gang på haltende engelsk. Alle passagererne bedes blive siddende på deres pladser efter landingen, der er nemlig nogle meget vigtige personer med fra Danmark, og de skal gå først fra borde, og vil i øvrigt blive hentet direkte ved trappen til flyet ude på landingsbanen, så de ikke skal gå eller få kolde fødder, for der er meget koldt klokken et om natten i Odessa på denne tid af året.

Mit hotelværelse er trist, men det er ventet. Ovre ved døren er der ca. 30 °C, en strid træk fører over mod vinduet, der er utæt så det batter, her er temperaturen også kun 5 til 10 °C, radiatorerne arbejder på fuld drøn og har ingen termostater.


Odessa
   I Odessa skal vi forhandle med et større firma. Det er langt sejt og hårdt og ender i ingenting. Vi fra Danmark er ikke parate til at acceptere de russiske krav, og de har til gengæld ingen interesse i at acceptere vore krav. Tiden er ikke moden endnu, det bliver den måske om nogle år, blot ikke nu.
   Selvfølgelig bliver vi inviteret ud af vore værter, den russiske gæstfrihed har altid været stor. Nu er der en skik i Rusland og Sovjet, som vi ikke rigtig er vant til, et fænomen, der hedder skåltaler. Alle skal på et eller andet tidspunkt holde en skåltale, der kan være alt fra den sædvanlige om, at nationerne kommer tættere på hinanden ved at handle samme og spise og drikke i godt lag, til branderter og politiske vitser.
   Det er lidt svært, da alt forgår gennem en langsom og ikke særlig nøjagtig tolk, der nok heller ikke er helt appelsinfri, som vodkaerne glider ned .

Selv er jeg klar over, at jeg ikke slipper, jeg er trods alt en af aftenens to hovedpersoner, der retfærdiggør denne flotte middag, så da det bliver min tur tager jeg tyren ved hornene. Alle flosklerne er fyret af, nu er det de lidt vovede politiske vitsers tur, og vi er i Ukraine. Altså: På et rutefly fra Odessa til Moskva bliver døren til cockpittet pludselig slået op og en russer vælter ind med en pistol i hånden:
   - Til Wien, skriger han og stikker pistolen i øret på piloten.
   - Slap af mand siger piloten, og ændrer kursen, du skal nok komme til Wien.
   Lidt efter kommer en anden russer farende ind i cockpittet bevæbnet med to pistoler:
   - Til London hyler han.
   - Ok, siger piloten, du er stærkere, så bliver det altså London, og han lægger kursen om.
   Den næste, der vælter ind i cockpittet er en lille ukrainer med en håndgranat i den ene hånd og en pistol i den anden.
   - Se så at komme til Moskva brøler han, og piloten, der hele tiden er klar over, hvem der er den stærkeste lægger endnu gang kursen til Moskva og lander i god behold.
   Efter heltemodtagelsen af vor ukrainer er der en journalist, der trækker ham til side og spørger, sådan uofficielt, hvorfor pokker ville du til Moskva, når du havde chancen for at komme til Wien eller London?
   - Jo, ser du, siger ukraineren. Der er ikke noget sortbørsmarked for tulipanløg i Wien og London, og jeg har 5000 løg med mig til Moskva.
   Den historie vælter bordet, og min danske rejseledsager læner sig over mod mig og siger:
   - Der kom du sgu tæt på.
   - Ja, men de ku' li' det, det var jo en af deres, der var helten og ikke ud fra en politisk betragtning, han var bare den største platugle, og en god platuge værdsættes højt her i landet.


Ud af Moskva
   Jeg skal i lufthavnen, fra en udstilling. Det er en besværlig sag, for udstillingen er omringet af en samling taxier, der styres fra oven af noget, der kan få den italienske mafia til at ligne søndagsskolelærere. Desuden er priserne kunstigt skruet op i skyhøjder. Normalt er det muligt at gå ud på gaden i Moskva og stikke en pakke Marlboro i vejret, så standser en eller anden bil og tilbyder sin hjælp. Det kan være en taxa, men er lige så tit en privatbilist, der bjærger sig lidt hjælp til dagen og vejen ved sort taxakørsel.

- Lufthavnen, siger taxachaufføren og glor ondt på mig. 20 dollars, hans øjne siger ellers skrid, men det siger han dog ikke højt.

- Jeg skal altså ikke købe din taxa, du kan få ti dollars.
   - Nul, ikke i min vogn ti dollars og to pakker Marlboro.
   -Ti dollars og en pakke! Marlboros er noget underligt noget, han kan selv ryge dem og det er der en del status i, for så viser man, at man er med på noderne og kan skaffe varer fra vesten, men de er så meget værd på det sorte marked, at det kan betale sig at sælge dem og så nøjes med de russiske cigaretter med paprør i den ene ende. Man kan bukke paprøret lidt og regulere trækket på den måde, men stanken er den samme. Vi bliver til sidst enige om prisen, og jeg bliver kørt i lufthavnen.


Ind i Rusland
   Man skal aldrig tage for mange forskellige ting med sig ind i Rusland, har jeg fået at vide utallige gange. Sagen er bare den, at når man rejser som jeg, er det nødvendigt for at komme i gang med forretningerne med de mennesker, man skal møde på turen.
   Derfor står jeg endnu en gang i Moskva lufthavn med en håndkuffert, der vejer et ton og er fyldt med brochurer, kundegaver, reservedele, værktøj og brochurer, og skranken til toldekspeditionen kommer langsomt nærmere.
   Da jeg når frem til skranken, tager jeg mit pas frem, det skal han ganske vist ikke bruge, men det kan vel aldrig skade at spille dum, overdreven hjælpsomhed og forståelse for irriterende og overflødig bureaukrati har hjulpet flere gange. Erfaringsvis er man heller ikke så ivrig efter at bestille noget sådanne steder, medmindre, man kan irritere folk med det.
   Jeg langer passet over disken med et venligt smil og en Parker pen, hvor hætten allerede er sat på i den rigtige ende, så han uden videre kan skrive, hvad pokker han nu vil i min visumansøgning, der i Rusland er et separat bilag. Russerne er godt klare over, at et russisk stempel i et ellers nydeligt pas, kan give problemer for ejeren, når han skal ind i andre lande.
   Han vender og drejer passet skriver et par kruseduller på visummet og langer det hele retur minus min Parker pen. Systemet virker altså. Jeg har fået alt mit grej indklareret for bare 29 kroner.
   Der er historier om folk, der er blevet taget i tolden med et ordentlig læs brochurer, der var helt uskyldige, men indeholdt en svarkupon, kunden kunne returnere til den glade giver af brochuren. Det måtte eventuelle kunder bare ikke, så den indrejsende forretningsmand måtte pænt sætte sig ned og klippe svarkuponerne fra 5000 brochurer nidkært overvåget af nogle embedsmænd.


...og ud igen
   Køen til paskontrol og told strækker sig tilsyneladende milevidt, jeg kommer til at stå bagerst, det er amerikanske turister, der skal hjem. Jeg falder i snak med en af dem, han er ked af det, han er præst og havde taget en bibel og nogle bibelske billeder med til Rusland. De er nu blevet konfiskeret, og han kan ikke få dem igen, jeg medgiver ham, at det er surt, men der er sikkert ikke noget at gøre, embedsmænds veje ere sandeligen uransagelige og så videre. Nu står de amerikanske turister her så sammen med en masse andre og venter og venter, og ingen ved hvor længe, og de finder sig i det, for hjemme kan man komme ud for det samme, sådan er systemet, amen, for nu at blive i min amerikanske bekendts terminologi. Jeg beslutter mig for at melde mig ud. Jeg siger farvel til amerikaneren, - kom lige i tanker om et meget vigtigt møde- og træder ud af køen. Med meget målbevidste skridt går jeg ned langs køen, op ad en trappe igennem et par døre og ned ad en ny gang. Der er ingen, der råber mig an, og hvad kan jeg vel tabe, højst en tur ned i den bagerste ende af køen igen. Pludselig står jeg foran en lille luge med en embedsmand inde bag. Jeg trækker med en dramatisk gestus mit pas frem, åbner det og glatter det forsigtigt ud på den side, hvor mit billede står, så lægger jeg det omhyggelig på skranken og sætter en pegefinger på pasfotoet.
   - Det er mig, forkynder jeg med et jovialt grin. Han kikker på billedet, så kikker han på mig, han får en meget stram mine på.
   - Njet, siger han og tilføjer så med et stort grin, du har ikke det samme slips på.
   Jeg griber mig chokeret til brystet, det må han altså meget undskylde.
   - Lad gå for denne gang, siger han og stempler mig igennem. Der sparede jeg lige et par timers ventetid i en kø.


Kaviar og vodka
   Jeg har et ønske, før vi forlader landet, jeg vil gerne have et festmåltid på god russisk vis, kaviar og lidt vodka. Vi finder en plads i restauranten og sætter os. Tjeneren ser ked ud af det, da han får vor ordre. Kaviar Da, vodka Njet. Ikke noget at gøre.
   - Hvad pokker skal det sige. Gorbatjov har forbudt det, siger tjeneren beklagende.
   - Hvad kommer det mig ved, hvad Gorbatjov siger, jeg vil gerne have lidt vodka og det skulle vel være muligt.
   - Og i øvrigt er vodka meget dyrt, tilføjer tjeneren uanfægtet.
   - Og hvad er så meget dyrt, spørger jeg?
   - 6 dollars foreslår tjeneren og kikker undseeligt ned i gulvet.
   - Hvorfor står den her så ikke allerede.
   - Øjeblik den herre, nu skal han undersøge, om det er muligt at skaffe det, men altså diskretion om jeg må bede.
   Lidt efter kommer kaviar, koldt smør og hvidt brød. Dertil tre halvliter flasker med mineralvand. De to af dem har etiket og bobler, den i midten er navnløs og uden brus, men helt afgjort den bedste

Det var under den sidste del af kaviaren og vodkaen, min rejseledsager rømmede sig betydningsfuldt og sagde:
   - Jeg ved du hader det, men jeg har en fornemmelse af at SAS ikke flyver deres sidste tur til Moskva i dag, så selv om du ikke kan lide det vil jeg foreslå at vi booker om til Aeroskrot , hvis vi gør det nu, og de aflyser flyet fra København, kan vi komme til enten at stå i kø lang tid for at komme ud af Sovjet i dag, eller vi kan komme til at tage en overnatning mere. Det kan jeg godt indse, nu har vi hørt efter, hvordan det går med SAS forbindelsen til København flere gange, og endnu, har vi ikke fået noget at vide, der kan bruges til noget fornuftigt. Vi ved for eksempel ikke om det forbandede fly overhovedet kommer ud af København, og gør det ikke det, ja, så har min kollega ret, og det vil pludselig på mange måder blive meget besværligt for os.

På den anden side er Aeroflot ikke min kop te, de virker rent ud sagt ikke særlig troværdige i luften for, nu at sige det på den måde, på den anden side er der mange millioner mennesker, der hvert år flyver uskadt med dem, så hvorfor ikke, selvom komforten kan overskues.

Lad os gøre det, siger jeg, og vi betaler tjeneren og går ned til billetskranken, hvor der i øjeblikket er gabende tomt, vi henvender os til den unge dame ved skranken. Hun forstår ikke en brik, vi forsøger med engelsk og tysk og tilslut med fransk, endelig går der et lys op for damen, lidt fransk kan hun, så det må vi altså forsøge at klare os med efter fattig evne.

Hun tager mod vore billetter:
   - Jo, vi kan godt komme med, det sidste Aeroflot fly ud af Moskva den dag, men altså hun kan desværre ikke tilbyde os business class. Vi er meget forekommende, det er intet problem for os, vi er hårdføre rejsende og vil til hver en tid gerne tage til takke med første klasse, så det er kun en formalitet. Når hun skaffer os pladsen, er det kun ret og rimeligt, at vi giver lidt til gengæld.
   Det var vist ikke sådan den skulle opfattes, så det får vi en hjertelig diskussion om, der ender, som den også ville være endt med i USA, at en supervisor bliver tilkaldt. Han er en pragmatisk mand, der godt kan analysere et problem, når han ser det. Enten skaffe os to sæder på første klasse, som ingen gider betale for alligevel eller afholde en kæmpediskussion med to ærkekværulanter, der ikke forstår en bønne af noget som helst.

Et stykke tid før passagererne bliver kaldt ud til flyet bliver vi førsteklassespassagerer afhentet separat og kørt ud til maskinen, der står parat på forpladsen.

Vi sidder med små canapeer og champagne, da turistklasse arriverer. Ingen tvivl, der bliver stuvende fuldt. SAS har aflyst. Til sidst kommer vor danske ven, der har været i Baku. Han ligner noget, der har fået for meget højfjeldssol, han er rød i hovedet og godt svedig. Han standser med et ryk, da han ser os.
   Hvordan har I klaret den? Lyser det ud af hans ansigt. Han har stået tre timer i kø for at komme med sidste Aeroflotfly ud af Moskva, og det lykkedes kun med nød og næppe. Vi forklarer ham forekommende hvordan den slags går for sig og viser ham vejen, bare hele turen ned gennem flyet til toiletterne, der er der måske en plads enten inde på tønden eller på gulvet.

Flyet går i luften, i charterfly er det kutyme at passagererne klapper, når piloten lander, lettede over, de er sluppet fra en flyrejse med livet i behold. Sådan er det ikke her, folk er for blaserte og dog. Efter nogen tid i luften kommer luftkaptajnen på samtaleanlægget og forkynder.
   - Dette er Deres kaptajn, der taler, vi forlader nu Sovjettisk luftrum og turen fortsætter ud over den Finske bugt, vi forventer at lande i København... , resten kan vi ikke høre, mange klapper, det er ikke så dårligt at være ude af Sovjettisk luftrum åbenbart. Vildfarende SAM 7'ere og skydegale jagere måske, hvad ved jeg.


Hjemme igen
   Her er intet ændret. Regnskabsafdelingen brokker sig over mit rejseregnskab: -Hvorfor er dine ruslandsbilag i dollars har de ikke rubler derovre.
   - Det tror jeg sgu nok, men det skal du ikke sige højt, så griner de af dig, eller tror du er åndssvag. Hvordan ville du sige til at afregne for eksempel mine taxibilag i Marlboros og få byttepenge i Stimorol. Altså forudsat, jeg kan få en taxichauffør i Rusland til at skrive et bilag. Han skal bruge regningsblokken til at rulle cigaretter af, hvis den ellers er på tyndt nok papir, og han altså har en regningsblok.