6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
6 måneder, 28 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
1 år, 11 måneder siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
5 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden

Puls: 8,1

Publiceret: 0
Afgivet: 4
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
"Om vi så skal blive gamle," mumlede Kathie og stirrede ind i krystalkuglen. Det eneste hun så, var det tågede spejlbillede af en 54-årig kvinde med langt, grånende hår. Hun sukkede dybt. De havde ikke fundet krystallen, men en måde at finde den på. I fordums tid, havde der levet en kong Atkar og under ham, havde Tydanien været et rimeligt samfund, men efter hans død, havde de onde sejret. En dag ville der komme en ny kong Atkar og med den halve anarkatsten i sin hånd, ville han finde den mand, der havde den anden halvdel af stenen. Endnu nogle ting skulle være i orden, men så ville guderne lede sine udvalgte til krystallen. Kongen kunne kendes på en bestemt adfærd og i mange år havde hun ventet forgæves og spejdet i kuglen, men en dag...
   og kom den dag ikke før hendes død, så kom den siden. Hun havde fortalt det meste til sin niece, Rosita, der var en køn og klog pige på sytten - og en del til sine to yngste sønner. Med tiden kunne hun røbe mere, men det var farligt at tro på gamle guder og troldmænd, så hun havde ikke røbet mere, end hvad der kunne kaldes myter og eventyr. Rosita tjente på Pilegården, der lå en mil fra Kathies rønne og hun kiggede tit indenfor. Faktisk havde hun netop i aften været her og ivrigt lyttet til en af myterne om kong Atkar og om guderne, der nu boede på planeten Anarkat.
   Der var krummer i Rosita - eller Sita, som de fleste slet og ret kaldte hende.


* * *

   Anarkats bløde lys skinnede, da Sita træt, men i glimrende humør vandrede hjemad med en buket natskygge-blomster i sin ene hånd og en kurv i den anden. I kurven var der sukkerkringle og uldfletninger til at binde om blomsterbundtet, så de kunne ligge under hendes pude og hun kunne få set sin udkårne. Ganske vist kun i drømme og det var vel bare overtro, men alligevel. og når alt kom til alt; hvem vidste?
   Der var stille og tyst i den lille landsby, som hun kendte som sin egen kjolelomme og derfor ikke reflekterede nærmere over. Hendes tanker kredsede om aftenens historie. Hvis moster ikke tog fejl, så fandtes der syv guder og den ene var en kattegud. Mon Celestes killinger var gået hjem til ham? Gårdens store, brunstribedehunkat havde fået killinger og de havde haft det godt oppe på høloftet, men nu var de blevet store og rendte rundt. Der var 5. Husbond havde befalet, at de skulle druknes og givet forkarlen Jack besked om at effektuere dødsdommen.
   Jo mere hun tænkte på det, jo mere nedtrykt følte hun sig og så dem for sig, særligt en lille sort en, med en pudsig hvid tegning i under-ansigtet. Den havde husbonds yngste søn givet navnet, Bolle. Måske havde han haft held til at gemme den af vejen. Han var så opfindsom.
   Nu var hun hjemme og hvorfor ikke lige liste ind i stalden? På væggen hang der en lygte og på krogen ved siden af, skjult af en hvidløgs-ranke, hang der en pose med et fyrtøj. Husbond ville nødig vækkes af sin gode søvn, hvis der opstod problemer med dyrene og havde derfor sørget for at folkene kunne komme ind og også se noget. Sita fik tændt lygten og gik ind. Den gamle so gryntede en smule, men faldt til ro, da hun kløede den mellem ørerne.
   Hun kunne ikke høre de kendte miav-lyde, så det var nok overstået. Alligevel spidsede hun ører. Så var det, at hun hørte noget uventet og et øjeblik stod som forstenet: der lød en snorken, afbrudt af mumlende ord. En eller anden lå i den tomme bås og sov.
   Overraskelsen fortog sig hurtigt og hun undrede sig; hvad var der dog at blive forskrækket over? Det var jo før sket at en tigger, landstryger elle kræmmer sov i lade eller stald. Nysgerrigheden havde allerede sejret og hun listede, på strømpesokker, der hen og lyste på den sammenkrøllede skikkelse, der ganske rigtigt lå i den tomme bås.
   Hun så noget lappet tøj, et par træsko og en ransel, som han havde lagt den ene arm omkring. Det var en mand, men var han ung eller gammel? Hun lyste op ad skikkelsen til lyset ramte et pur af kastaniebrune krøller og et ansigt med regelmæssige træk, fyldt med fregner og med en enkelt bums mellem skægstubbene. Han var ung. Måske lidt ældre end hun selv.
   "Hva' skal jeg?" mumlede han og satte sig brat over ende, gned sine øjne og stirrede fortumlet på hende.
   "U-undskyld," stammede hun befippet, "jeg ville bare se efter killingerne."
   Han gabte og kløede sig på hagen. Et drillende glimt spillede i øjnene. Han var mere vågen nu og han smilede til hende.
   "Jeg er en stor killing. Det gør vel ikke noget, jeg sover her? Jeg leder efter arbejde."
   "Her i stalden?" spurgte hun dumt og hans smil voksede, så han fik smilehuller og så endnu bedre ud. Trods det lappede tøj var han nemlig en flot fyr og hendes hjerte bankede lidt hurtigere end det plejede.
   "Folkene var gået til ro," forklarede han, "Så jeg ville ikke forstyrre. Jeg hedder Allan. Hvad hedder du?"
   Hun sagde sit navn og spurgte om han havde set 5 små killinger.
   "De sover inde i brændeskuret," oplyste han, "jeg troede det måske var fadeburet, så jeg så der ind - og der lå de. Så søde som små engle"
   "ÅH," udbrød hun, "det var godt."
   Så kunne hun ikke finde på mere at sige og snoede i stedet en tot hår om sin pegefinger.
   "Tror du din husbond har arbejde til mig? Du er vel tjenestepige - eller hvordan?"
   Hun nikkede og foreslog:
   "Du kan jo spørge."

Næste morgen oplysteAllan frejdigt, at han var udlært skomager, men var blevet uven med mester, der tillige var hans stedfar. Denne havde dog griflet nogle ord ned, som skudsmål. Steven Pil kunne ikke læse og han skævede til den unge mand, der med ærlig mine og gravalvorligt læste op af de knudrede blækkrøller på arket, han havde rullet ud: "Undertegnede tilkendegiver herved ærbødigst, at min stedsøn, Allan Coutly, er udlært skomager, på mit værksted her i Belohako. Imidlertid kan vi ej ret forliges, hvorfor jeg haver ham dags dato afskediget og bortvist. Han er ganske arbejdsduelig, men bør tugtes. Magter I somlæser mine orddette, kan han gerne tjene sit brød. Ærbødigst skomagermester Henry Coutly."
   Sita sad i stuen, ved langbordet, da optrinet fandt sted .Han stod der ganske frejdigt og havde slængt sin stråhat fra sig på en knage, der var ledig. Ranslen havde han efterladt i stalden og træskoene i stegerset. En storetå stak ud af de stribede sokker, der var påfaldende rene. Han var et hoved højere end den trinde bonde, der skævede opad for at møde det rolige blik. "Hm," brummede han, "tugt kan jeg nok holde, men kanske det ikke er så nødvendigt. Har du arbejdet på en gård før?"
   "Ja," svarede Allan roligt, "men kun et par steder undervejs, så jeg har noget at lære, men jeg har gode kræfter oger lærenem."
   "Du kan jo hugge i dig af davren, som står på bordet," foreslog bonden, "og så kan du kløve brænde, for Sita og min datter, Martha, skal bage i dag. Klarer du det, er du ansat. Du kan få føden, en seng,og når høsten er i hus, nyt tøj, nye træsko og 60 pirke."
   "I orden," sagde Allan og gav hånd. Lønnen var ikke høj, men han var træt af at vandre omkring.

Sita nynnede en gammel vise om ægte kærlighed, mens hun samlede kvas til at tænde op med i den store, udendørs ovn.
   "Er det mig du er forelsket i?" lo Pete til hende, henne fra vognlængen, hvor han ved at udbedre hjulet til oksekærren. Den 22-årige, solbrændte og lyshårede karl stirrede beundrende på hende og det fik hende til atranke sig selvbevidst, skyde brysterne frem og smile drilsk: "Hvem ved?" Han havde hjulpet hende med at bære vand fra brønden og de havde danset til sidste års høstgilde. De snakkede godt og hun havde tænkt, at hun nok ville se ham i sin drøm, når nu natskyggerne lå under puden.
   "Jeg rev grene sammen i går," smilede Pete, "de ligger i en bunke omme ved huggeblokken. Han er ellers en værre pjalte-gut, ham landstrygeren, synes du ikke?"
   Der var et løjerligt udtryk i hans ansigt, da han spurgte, som om det var noget andet, han ville have rede på.
   "Nårh," hun trak lidt på det og henkastede så: "Han er da meget pæn."
   "Synes du?" udbrød han surt. Hun lo kådt og sendte ham et fingerkys: "Næsten lige så pæn som dig."
   Pete smilede beroliget og hun gik om hjørnet, hvor øksehuggene klingede skarpt og øksebladet blinkede i det stærke sollys. Allans bare, solbrune overkrop glinsede af sved.
   Musklerne spillede i hans overarm, da han kløvede et stort stykke bøgetræ over med to præcise hug. Knuderne stablede han i den stak, han havde kløvet i forvejen, så tørrede han sig over panden med sin solide næve og hilste med et stort smil. "Goddag igen, skønjomfru. Kommer du for at hente brænde?"
   "Lige nu skal jeg bare hente kvas," oplyste hun og mærkede varmen i sine kinder. Æv, altså, nu rødmede hun jo igen.

"Kommer I og ser noget skægt?" spurgte Jack, da pigerne var ved at tage brød ud af ovnen. Martha holdt tungen lige i munden, for den gamle brødsbage blev holdt sammen med et stykke hampereb og hun ville nødigt brænde sig. Sita stod og kiggede på Allan. Han sad på hug, for at stable brændeknuderne op af muren. Martha var let at forskrække og nu dirrede brødsbagen i hendes hånd, så brødet fløj af. Pigebarnet hvinede, og brødet landede i brændestablen. "Det var ikke min mening at forskrække dig," udbrød Jack og de tre andre vendte deres opmærksomhed mod ham. Der hang en melsæk over de ludende skuldre og der spillede et lille, svedent grin om de blodløse læber, da han så fra den ene til den anden. Sækken var langt fra fyldt op. Kun for neden bulede den en smule ud. Det øverste af sækken havde han tvundet og snoet om sin senede, møgbeskidte hånd.
   "Hvad for en holder mon længst?" grinede han og rystede sækken. Der lød et ynkeligt kor af spædt kattejammer og små poter skrabede fortvivlet mod sækkelærredet for at slippe ud.
   "Åh nej," gispede Martha, "du må ikke drukne dem." Hendes gråblå øjne blev store og blanke.
   "Pjat," indvendte Jack, "det er da bare katte."
   En tåre piblede frem i øjenkrogen og løb ned af næsen, mens Martha tryglede:
   "Søde Jack, du må ikke."
   "Din far vil ikke have alle de katte," forklarede Jack og rynkede panden, som om pigens gråd kom totalt bag på ham. Han så lidt usikkert fra den ene til den anden. Skuffelsen afspejlede sig i hans ansigtstræk.
   "Vi gemmer dem," forsøgte Sita, "børnene er så glade for dem."
   "Det går ikke," afgjorde forkarlen og drejede omkring. Med beslutsomme skridt gik han om på gårdspladsen. Pigerne så på hinanden, før de fulgte efter.
   Henne ved brønden stod der en tønde, og Jack holdt allerede en killing hen over den. Det var ikke Bolle, men den mindste - en lille gråstribet en, uden hale. Martha blev stående, som naglet til jorden af fortvivlelse. Tårerne silede ned over hendes kinder og hun ville ikke se. Ansigtet blev gemt bag hendes hænder og der stod hun så, mens Sita gik nærmere. Killingen hang ganske stille.
   Jack lod den dumpe ned i tønden og det plaskede svagt, da den lille krop landede. Den miavede rædselsslagen og fægtede med sine små ben. Den svømmede! En tid holdt den hovedet oven vande, så gik den under, men kom op og anstrengte sig for at hoste vand op. Jack hev den op med et snuptag. Drivvåd og spjættende i dødsangst hang killingen så derog gylpede vand op. Karlen aede den lidt og Sita tænkte, at han vist ikke var så slem endda. Med et grin sænkede han den ned igen og holdt den under vandoverfladen.
   "Så er det nok!" Allan plantede en solid næve på forkarlens skulder. Den anden næve røg ned i vandet. Forkarlen bandede stygt og så stod Allan med det lille kræ, som han varsomt puttede ind under sin skjorte og tørrede, med en hånd mod skjorten. "Tag de andre til dig," sagde han til Sita, "Og sæt dem op på høloftet"
   Med favnen fuld af kriblende killinger blev hun ubeslutsomt stående. Det var jo at trodse husbonds ordre. Martha kom ilende og tog, lykkeligt smilende, de to af de små skabninger.
   Uden varsel tog Allan fat i Jacks sandfarvede hår og pressede hele hans hoved ned under vand. Selvfølgelig prøvede han at gøre modstand, men det nyttede ikke noget. Da Allan endelig lod ham slippe, var han lysegrøn i ansigtet. Hostene og gispende stod han der og spyede, krumbøjet, vand op, mens Allan stadig holdt fast i hans hår. Langsomt vendte den normale ansigtskulør så tilbage. Om Allans læber var der et hårdt drag og øjnene var vrede sprækker, da han koldt meddelte: "Så dykker vi igen, kammerat"
   Jack forsøgte sig med trusler: "Jeg skal sørge for at husbond prygler dig. Jeg skal..."
   "Det er det værd," grinede Allan, "synes du ikke, vi har det sjovt? Grin nu, dit møgdyr."
   Men Jack kunne ikke se det sjove. Tænderklaprende skiftede han taktik:
   "Du - du må da - da ikke dr-dr drukne mig"
   "Kys mine fødder," foreslog Allan og så på forkarlen, som om han var en skællet ulk.
   "Sl- slipper jeg så?"
   Blidt lovede Allan: "Ja da. Vist gør du det."
   Rystende af skræk besluttede Jack sig. Ydmygt sank han ned i knæ og kyssede Allans sko. Sammenkrøbet jamrede han:
   "Det er da bare dyr og husbond har bedt mig om at gøre det Altid er det mig det går ud over, men en dag..."
   "Ja, en dag..." mumlede Allan og så pludselig utilpas ud, "du skulle have puttet tunge sten i sækken og så smidt den i åen. Døden er ikke en leg, at du ved det"
   "D-det skal jeg nok huske," forsikrede Jack og rejste sig usikkert op.


* * *

   Sollyset faldt skråt ind gennem en revne i taget, mens de fem små krøb ind til deres mor og diede begærligt. Det forekom Sita, at Allan havde tårer i øjnene, men måske var det indbildning.
   "Hvad sagde du til far?" spurgte Martha, der også var der.
   "Hvad jeg sagde?" Allan smilede drillende til hende. "Jeg sagde, at hos Møllerens manglede de to katte til at tage mus. Der var jeg, før jeg kom her. Så blandede din næsvise lillebror sig og sagde, han ville lære Bolle nogle numre og vise den frem på markedet. Det grinede din far af. Og så endte det altså med, at de to sidste nok også kan foræres væk"
   Martha så imponeret på ham, nærmest som om han, i hendes øjne, var en gud eller i det mindste en konge. Så strakte hun en hånd frem og lod den standse et øjeblik, før hun med en hastig og sky bevægelse lod den strejfe hans ene skulder og mumlede:
   "Du - du er så rar."
   "Det synes ham Jack vist ikke," replicerede Allan med et skævt lille smil.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/04-2004 22:50 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2551 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.