6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
6 måneder, 28 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
1 år, 11 måneder siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
5 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
6 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
6 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
6 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
6 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
6 år siden

Puls: 8,1

Publiceret: 0
Afgivet: 4
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
"Sover du ikke?"
   Det dumme spørgsmål for ud af Allan og han forstod godt det drillende i Sammys tonefald:
   "Jo, jeg taler i søvne!"
   Der var så mørkt, at han ikke kunne at se ringen tydeligt. men det var der råd for. Han tændte et lys. I dets blafrende skær, så han på ringen. Den var vistnok af sølv og noget slidt, men den røde sten deri funklede, selv her i tællelysets blafrende skær. Den virkede gennemsigtig på en sælsom måde og inden i var der et insekt af ubestemmelig art.
   "Hvor pokker har du den fra?" udbrød han.
   "Jeg har fået den," oplyste Sammy.
   "Af hvem?"
   Sammy stirrede ned i den rødstribede dyne og skrabede på en plet.
   "Spyt ud, knægt. Hvis jeg skal være med i jeres eventyr, må jeg vide, hvad der foregår."
   Allan kunne ikke helt tyde det udtryk, der var i Sammys fjæs, mens han fortalte, hvad der var sket om eftermiddagen og natten, frem til det tidspunkt, hvor han faldt i søvn i hulen.
   "Har du så efterladt en såret mand i en skrøbelig skovhule. Som føde for de vilde dyr?"
   Sammy grinede skævt: "Næh, de stakkels dyr kunne få mavepine af ham. Jeg blev vækket af min fætter, der var i nærheden og han ville holde vagt ind til videre. Så blev manden glad og gav mig den her ring."
   "Så, du har hjulpet den modbydelige satan!"
   "Tja-eh..."
   "Nu har du ringen og så kan du vel godt sige det til sheriffen. Så får du dusøren."
   Sammy så forfærdet på ham:
   "Det kan jeg da ikke!"
   "Næh, det duer nok ikke, men jeg troede, du hadede de herrefolk."
   Sammy gabte, så det knagede i hans kæber, før han svarede:
   "Det gør jeg også, men hvis det ER den ring, så er han jo en af dem, der skal være med til at finde krystallen."

Allan sagde til Pil, at Sammy var sløj og det var ikke helt løgn, for han var udmattet af kun at have sovet kort tid i hulen. Martha kom med varm suppe og sad på sengekanten, mens hun fortalte om stort og småt.
   Sammy lyttede med et halvt øre, for hans tanker kredsede om det, der var foregået i hulen:
   Han havde ikke sovet så længe, før han vågnede ved at Angus snakkede.
   "Du er en sød gut. Du er dejlig..."
   Den lave, lidt tågede stemme gentog ordene flere gange og langsomt trængte de ind i Sammys bevidsthed. Sammen med den krybende nattekulde, fik de ham til at vågne.
   Ilden var gået ud og flygtningen talte til ham, men hvad var det for noget vrøvl, han afkom med? Sammy gned sig i øjnene og lyttede. Angus gentog ordene og stemmen virkede sløret.
   Han talte i søvne. Han drømte vel, men var han frosset fast på samme sted i sin drøm eller hvad?
   I det grå mørke skimtede han den fablende mand og lagde en hånd på hans pande. Den var varm, men svedperlerne mod hans hånd var kolde. Staklen havde feber.
   Et øjeblik ønskede Sammy sig hjem i kammeret, så tog han sig sammen og rodede efter fyrtøjet.
   Han måtte gøre ild på ny og han måtte tilkalde hjælp. Den mumlende mand kunne næppe klare sig.
   Hans blik faldt på en ræveskindspose, der hang på væggen.
   "Blæs i hornet, men kun om hjælp er ganske nødvendig," havde fætter Jacob sagt, da han anbragte et kohorn der i og lukkede den forsvarligt. Nu var hjælp nødvendig, men ville fætteren give den?

Sammy fik liv i kvas og pinde på ildstedet og satte kohornet mod sine læber. Han blæste, men der hørtes kun en svag susen. Han prøvede igen og blev tør i munden. Han fik opspilede kinder og hostede. Så prøvede han at rense hornet, for der måtte jo sidde et eller andet fast. Det hjalp heller ikke.
   "Elendige lortehorn!" skreg han og kylede det hen af jordgulvet.
   "Hvad sker der? Hvor er jeg?" spurgte Angus og satte sig op. Rystende af feber krøb han sammen og stirrede på Sammy.
   "Det virker ikke," snerrede Sammy.
   "Du hjælper mig da - gør du ikke??"
   "Hvorfor?" for det ud af Sammy. Der blev jo nok en hulens masse vrøvl, hvis han blev væk i flere dage - og måske fandt de dem begge. Og måske skulle han hellere have hjulpet manden i skuret. Måske var det turen herud, han var blevet SÅ syg af?
   "Du - du er da heksens søn, er du ikke?"
   "Nej!" Sammy vidste udmærket, at folk kaldte hans mor en heks, men hvad vidste Angus om det?
   "Jeg..." begyndte Angus og famlede efter den medaljon, han gik med om halsen, "jeg har ellers noget, som hun skal se - men hvis du ikke er hendes søn, så...
   "Mener du Kathie Keily?" Sammy hørte sin egen stemme, som en skarp savklinge.
   "Ja."
   "Hun er ikke en heks, men jeg er hendes søn."
   Der lød et svagt klik. Angus tog noget i den åbne medaljon og rakte sin hånd frem mod ham.
   Nølende holdt Sammy en åben hånd frem og mærkede noget småt mod håndfladen.
   "Bedstefar sagde, at insektet der i , var sjælen fra en due."
   "Simprex," udbrød Sammy.
   "Du må få den," sagde Angus mat, "vil du så ikke nok hjælpe mig?"
   "Jeg er her jo endnu," snappede Sammy, "du har feber, så sov nu bare igen, kez war?"
   Der blev stille og Sammy bestemte sig for også at sove lidt. Nu burde gløderne kunne passe sig selv en tid og han var meget træt. Han vågnede ved lyden af ophidsede hundeglam og greb efter sin dolk Pokkers - var de så vrede, at de havde vovet sig her ud om natten?
   En stor, sort køter snak sin snude og grimme fjæs indenfor..
   Sammy knurrede af den, stirrede ind i dens gule øjne og den stivnede.
   Flere hunde var dog på vej og det ville blive svært at nidstirre dem alle. Der var vel omkring en håndfuld af dem.
   "Rolig Filur, rolig Gully, rolig...
   En dyb stemme rungede og en bred skikkelse fyldte åbningen. Køteren logrede med halen og lagde sig for den nytilkomnes fødder.
   "Ved den Højeste!" brummede fætter Jacob, "Er det dig, der har tilkaldt hundene og jaget mig ud af min lune grotte?"
   "Øh..." sagde Sammy.
   "Du KAN noget med hunde," konstaterede Jacob.
   Det var onkel Pablo, der havde lært ham det og det vigtige var, at man ikke viste sin angst. Og selvfølgelig virkede det bedst, hvis man slet ikke var bange.
   Jacob lo:
   "Det er en hundefløjte."
   Hunde...

..."Vi har fået en ny hund," sagde Martha. Ordene bragte ham næsten tilbage til nuet, men hans dunkende hoved kredsede stadig om hundene og det med at stirre på dem.
   "Bare stir den i øjnene." mumlede Sammy og hun så forundret på ham.
   "Jeg er træt," mumlede Sammy og fremtvang et lille skævt smil. Hvad mon hun ellers havde sagt?
   Hun var en sød pige, så han burde vel have lyttet?
   "Martha bed sig i læben.
   "Åh. Så må du hellere hvile dig. Far siger, at du kan holde fri i morgen- Min onkel kommer og hjælper til. De er venner igen."
   Efter den smøre listede hun stille ud. Træt rullede Sammy sig ind i dynen og smilede, da det gik op for ham, at han havde fået en fridag.

Samme aften gik Sammy, Allan og Sita til Kathie, der forundret hørte på sin søns historie, mens hun vendte og drejede den lille fingerring. Et øjeblik funklede hendes øjne som stjerner. Så rynkede hun panden og holdt en lang fingernegl mod ringens sten.
   "Det KAN søreme godt være den," mente hun, "for manden der tog den var..." hun skar en væmmelsens grimasse - og slyngede navnet ud, som om det var påbrændt grød: "Sir Lionel af Flueborg." Hun sank dramatisk og tilføjede lavt: - "De unge lensgrevers bedstefar."
   "Jacob mente, at det var den," sagde Sammy, "jeg tror, det var derfor, han gik med til at hjælpe ham.
   "Kan hænde," vrissede Kathie, "men I må hellere gå over til Pablo. HAN kan fortælle, om det virkelig ER den.

Kort efter var de på vej gennem skoven. Mørk og dyster lukkede den sig omkring dem. De høje, krogede egetræer stod tæt og selvom bladene var faldet af, virkede deres kroner som et sammenfiltret tag: måske nok et hullet tag, men alligevel dystert. Hist og her skimtedes stjernerne som små, knitrende prikker og Allan så et glimt af Anarkat. Den hang på sin plads nord for de seks stjerner, der dannede "Ildskibet." Det havde han også kunne se, fra skomagergyden derhjemme - og de måtte være på vej mod nord...
   "Er der langt?" spurgte Allan.
   "Et par mil," lød svaret.
   Allan skuttede sig. Han havde hørt mange historier om hvad der kunne ske folk, der vovede sig ud i skoven om natten. Der var vilde dyr på rov og der kunne være mørkemænd, ånder og troldtøj.
   Det susede i trætoppene og var det mon bare vinden? Det svirrede og puslede, som var skoven levende og han ønskede, han havde et kors En flaske vievand, havde heller ikke været af vejen, hvis ånder, troldtøj eller Underjordiske skulle komme dem på tværs. Der lød en tuden og Sita listede sin hånd ind i hans. "Natuglen jager," sagde hun, "godt, man ikke er en mus."
   Ja, det var godt ikke at være en mus, men en mand - og selvfølgelig var han da ikke bange.
   I grunden var luften jo frisk og der var mange dufte, der slog sammen om ham.
   Foran dem gik Sammy med sikre skridt og kendte vejen.
   Der blev større og større mellemrum mellem træerne og de grå konturer virkede skæve og forkrøblede, men det var slet ikke uhyggeligt, bare spændende og interessant.
   Der var vel en grund til at de træer ikke trivedes. Måske stod de for langt fra vandet?
   Det klirrede som af glasskår og raslede som af lænker - eller som en drillende troldelatter. En sitren løb gennem Allan og han trykkede hårdt om Sitas hånd. Hun sagde et eller andet, han ville spørge hvad. Så frøs han fast. Der - omme bag et træ, dukkede en trold op. Hans næse var klumpet og gigantisk, hans sparsomme hår strittede til alle sider, Med en hæs, triumferende latter rakte han begge arme ud mod Allan. Det var Gumpetrolden, ham som tog folk, der trængte ind på hans område.
   En uartikuleret lyd omklamrede alle Allans sanser og først i næste nu, fattede han, at det var ham selv, der havde frembragt den.
   "Hvad er der?"
   Sitas stemme var urolig, men undrende. Var hun da blind?
   "Tr - trolden -" stammede han. Han måtte få fat i et våben - en tyk gren eller lignende?
   "Hvor?" spurgte hun, lidt anspændt og han pegede.
   Først lød latteren som et tvivlende fnis, så klang den muntert ind i hans ører:
   "Det er et træ - et kroget træ!"
   De sagde det i kor.
   Trætoppenes susen forplantede sig til hans ører, så det susede for dem. Heden brød frem i hans kinder og krøb helt op i panden. Hvad bildte de sig ind? Anspændt knyttede han næven.
   "Har du aldrig før været i en skov om natten?"
   Der var latter i stemmen, da Sammy spurgte, men ikke drilleri, så Allan betvang sit raseri og mumlede:
   "Nej - jeg sov i lader og stalde. Jeg er bymenneske."
   "Der er ikke store trolde i skoven," sagde Sammy.
   "Er der så små?"
   Spørgsmålet røg ud af Allan i et drillende tonefald, for han måtte have oprejsning. At Sita og ungen var modigere end han, det sved.
   Trolde og trolde?" svarede Sammy, "hvem ved præcis hvilke væsner her er? Men de fleste er ufarlige for mennesker og hvis ikke, så kan vi forsvare os."
   "Ja, du har jo taget bue og pil med," bemærkede Allan syrligt, "men tror du, det virker mod troldtøj?"
   "Ellers er der andre muligheder," svarede Sammy roligt.
   Allan ville gerne vide hvilke, men Sita lukkede hans mund med et kys.

De gik gennem et kuperet landskab, med vissent lyng, Allan slappede af igen og lagde en arm om Sita. Det var nu ikke helt dårligt, at gå i nattelandskabet med sin udkårne.
   De nåede ind mellem nogle graner og der duftede af harpiks. Det var anderledes at gå her. Nåle, grene og kogler knasede mere under træskoene end vissent løv. Også her susede det i træerne, men blidere - næsten som en sagte melodi.
   "Jeg fryser," udbrød Sita og Allan gav hende sin kofte. Hun smilede taknemmeligt, men snart gav Allans tænder sig til at klapre en forfærdelig koncert.
   "Du larmer," sagde Sammy, "svøb hellere det her tæppe om dig. Vi er der snart."
   ØV! Igen var ungen den overlegne. Med et vris snuppede han uldtæppet. Det var fnugget og lugtede svagt af tis, men han svøbte det nu alligevel om sig.
   De gik forbi en sø og kom til et område, hvor der var en del buske - og endelig skimtede de omridset af en ussel hytte. Bare den der onkel nu var hjemme og ikke gået til ro.

Onklen var hjemme og hans søvnige øjne missede mod dem, da han åbnede dørens øverste halvdel.
   Hans hvide hår strittede til alle sider, så de havde nok jaget ham ud af den varme alkove. Han stod med en lygte i hånden.
   "Nå, der er du, min dreng," udbrød han, som om Sammy tit kom på besøg. Det gjorde han måske også.
   "Det er sent - men du har den håbefulde kongespire med og en jomfru så skøn."
   Manden smilede og åbnede døren helt. En herlig varme slog dem i møde og hastigt lukkede den gamle mand døren tæt i. Allan så sig omkring. Der var en bred alkove, hvor der vist lå en og sov endnu, et skab og det obligatoriske langbord. Mellem alkove og skab, stod der en solid dragkiste, Der var også nogle hylder og det overraskede ikke Allan, at der var krukker, urter, edderkopper og knogler på dem, Heller ikke at der var bøger - men det overraskede ham en lille smule, at der hang en tryllestav mellem et bundt hvidløg og en pisk.
   På alkoven havde en gammel kone i natsærk og med strithår, sat sig op. En stor, sort kat, rejste sig dovent og skød ryg, mens den gabte.
   "Sæt jer ned, børnlille," bød konen og de slog sig ned ved det solide bord. Midt på det stod en lampe med en glaskuppel. Den rigeste skomager i Belohako havde sådan en, Man kom rapsolie i, tændte det og så bredte lyset sig i glasset. Nu gjorde manden det og et mildt skær lagde sig over den lille stue. Derefter så han på Allan.
   "Hvad er det nu du hedder?" spurgte han og Allan præsenterede sig.
   Manden strakte en smal hånd frem. "Ja, jeg er altså din kærestes onkel. Navnet er Pablo Ronantez. Velkommen i mit hjem." Hånden forsvandt i Allans næve, da de trykkede hænder. Håndtrykket var fast, tørt og roligt. Han virkede en smule vagtsom, men hverken uvenlig eller overrasket.
   "Din mor ville sikkert få et føl, hvis hun vidste, hvor du er," henvendte han sig til Sita og et fornøjet grin, lagde et ungdommeligt skær over hans furede, rynkede ansigt.
   "Det glæder mig at se dig," mumlede Sita og virkede for en gangs skyld lidt forlegen.
   "Lad mig se ringen," opfordrede Ronantez og strakte hånden ud.
   Hvorfra vidste han mon, at de havde den ring og ligefrem, at netop HAN havde den? Var han måske synsk?
   Det skulle såmænd ikke undre ham. Lidt mat stak Allan hånden i bukselommen og fiskede ringen frem. Pablo Ronantez tog den, som om den var en kostelig skat, så skrøbelig at den kunne smuldre, hvis man ikke holdt den varsomt.
   Han rakte den frem mod lampen og drejede den i skæret derfra. En tot af hans lange hår faldt ned i det ene øje og han puffede det væk, med sin frie hånd. Eller rettere en pegefinger, for resten af fingrene var lukket omkring et eller andet. Nu holdt hånden over lampeglasset. Noget dryssede der ned i, som salt eller sne. Det sydede og ilden flaksede, som om den var vred eller forvirret. Spiraler af røg steg op mod taget, sortgrå som fra en brand, men ud af den sky, de smeltede sammen til, skød der tynde stråler i hvidt og blåt. De søgte sammen, som uldgarn mellem en vævs snore - og et billede blev skabt, en krop, et hoved og vinger. En uklar, spindelvævstynd illusion, der mindede om en kornfed due.
   Måbende stirrede Allan på billedet og da det gik i opløsning, missede han med øjnene.
   "Så er det altså den rigtige ring?" udbrød Sita og hendes stemme skurrede i hans øre, fordi de sad tæt sammen.
   Det var selvfølgelig det der pulverstads, der havde skabt billedet, så Ronantez havde måske bestemt sig for, at lade dem tro sådan? Men en troldmand, det måtte han jo være -
   "Så skal vi have fat på ham Angus af Flueborg," fastslog Sammy.
   Ronantez rynkede panden og så rundt på dem. Et øjeblik borede hans øjne sig ind i Allans. Det var åbenbart noget, der lå til den familie.
   "Ja, blegfisen må jo være den rette og du er den rette til at lede de andre, mener min lillesøster. Hvad mener du selv?"
   "Øh," mumlede Allan. Troldmanden kunne sikkert se lige ind i hans tanker og afsløre, at han bare legede med, så det nyttede nok ikke at lyve.
   "Måske ved han det ikke selv, men han ER den rette." kom Sita ham til undsætning.
   "Godt!"
   Ronantez smilede:
   "I må vel sove her i nat og i morgen, skal jeg vise jer vej til Jacob, for der er den adelige slyngel."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/07-2004 23:30 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2943 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.