Hun trak benene op under sig, og begyndte at vugge stille frem og tilbage. Stilheden bredte sig i den lyse stue, og den eneste lyd hun kunne høre var lyden fra hende eget hjerte der slog i takt med tiden...
Hun havde mødt ham for 1 år siden, ved springvandet. Første gang hun så ham, vidste hun det var ham hun havde søgt hele sit liv, det var kærlighed og genkendelse hvad første blik.
I det øjeblik hun så ham første gang, var alt inde i hende faldet på plads, alle hendes spørgsmål og al hendes tvivl. Det føltes som alting vendte sig og drejede i alle retninger, for at finde sine repektive pladser i hendes indre univers.
Han havde set på hende med de varme øjne, han havde smilet sit varme smil og tryllebundet hende med sin varme.
Han havde følt det på samme måde som hun havde.
De var gået ind for at drikke en Irish Coffee. De havde talt om dem selv, og de oplevelser de havde mødt på deres vej i livet op til dette øjeblik. De havde grinet, smilet, udvekslet blikke og delt de øjeblikke der var fulde af smerte og frustrationer.
Det var starten på et intenst lykkeligt forhold - starten på "meningen med livet" - De havde begge søgt deres kærlighed og var begge overbeviste om den fandtes, og veg ikke tilbage for at finde den.
Hun smilede og sukkede længselsfuldt. Hun rakte ud efter et fotografi af dem begge, der var taget i et øjeblik fuld af samhørrighed - de smilede begge på billedet, og de var fulde af kærlighed...
Han havde en dybde som hun aldrig havde set nogen andre steder, han evnede at kende det mindste i hende uden at der blev talt et sprog.
Det samme evnede hun med ham. Det var som om, de var ment for hinanden, havde ventet på hinanden hele deres liv, og livet før dette. Hinandens halvdel, hinandens spejlbillede.
Endelig følte de sig hele, og endelig kunne de begge søge nye udfordringer i deres liv.
Hun sukkede igen - denne gang af fryd. Hun kiggede ud af vinduet der vidnede om at vinteren var på vej. De gyldne blade var ved at falde af træerne, og blæsten rev i træerne, der dansede deres egen kærlighedsdans til livet...
Alt var som de beggede ønskede, indtil den dag han blev bange og skubbede kærligheden væk.
Han havde sagt til hende at kærligheden var væk, fursvundet - ud i intetheden.
Hun havde set på ham med uforstående øjne - hun troede ham ikke et øjeblik.
Hun kendte ham - som hun kendte sig selv. Hun vidste at han var blevet bange, at forholdet krævede for meget af ham - det krævede dybde, en dybde han havde flygtet fra hele sit liv.
Hun havde set ned i gulvet og bedt ham tænke sig om.
Han græd - græd af smerte og af længsel efter hende. Han vidste han smed det væk han så længe havde søgt.
Hun havde set på ham igen, denne gang med vådne øjne. Hun accepterede hans valg og begyndte at pakke de sine ting. Han hjalp hende i tavshed, en tavshed der kun blev brudt af øjeblikke hvor deres blikke mødtes i smerte.
Han kørte hende hjem - og aldrig før havde de følt sig så langt fra hinanden og alligevel så tætte.
En tåre trillede ned af hendes kind - hun tørrede den væk med bagsiden af den ene hånd.
Blæsten udenfor var taget til, og denne gang virkede det som om at træerne nu havde ført sig selv ind i en trancetilstand.
En uge havde hun ligget i sin seng - hun var ikke i stand til noget som helst, hele hendes verden var tusinde af kilometer borte, alting var i en tåge.
Han havde det på samme måde, havde han fortalt hende i telefonen.
Hun blev ved at tro, hendes tro var så stærk, og det var den der holdt hende oppe.
Hun vidste i sit hjerte at han stadig elskede hende, hun kunne mærke det, om han så flyttede til den anden side af planeten jorden, vidste hun det.
Hun vidste at kærlighed ikke kunne lyve, at kærligheden altid taler sandhedens sprog.
Hun begyndte at ryste af kulde, og fandt en varmt tæppe frem bag den store hvide pude. Hun lagde det om sine skuldre og trak benene under sig igen...
Det var gået nogle uger før han havde fortalt hende om hans nye kærlighed.
Hun blev ked af det, det havde føltes som om han havde stukket en kniv direkte i hjertet på hende.
Men hun ønskede ham held og lykke - han græd, hun græd og stilheden havde tvunget dem til at afslutte samtalen.
Men stadig kunne hun mærke kærligheden - den var ikke væk, det vidste hun.
Hun vidste han var bange - og hadede sig selv for at være den der vækkede den dybeste frygt i ham.
Frygten for at kende sig selv 100% - frygten for at indleve sig i de dybeste sandheder i livet, frygten for at være i kontakt med altet.
Alt det, som for hende var gaver fra universet, var for ham den dybeste frygt i hans liv.
Hun rystede på hovedet - hvor var det dog ironi, at den enes frygt var den andens livsenergi......Hun tændte et stearinlys og fordybede sig i den blå/gule flamme.....
Der var gået lang tid før de havde talt sammen igen - denne gang fortalte han hende at han ventede barn med sin nye kærlighed. Han havde været tavs og afventende, det var som om han ventede på hendes dom - hendes dødssuk. Men det var ikke kommet. Hun havde ønsket ham tillykke, og hun mente det.
Men inden i hende døde den gnist, der var tændt af ham.
Det var som en flamme der langsomt døde hen, og til sidst havde efterladt sig en lille røgsky af ærgelse.
Hun havde kunne føle på ham, at han glædede sig til sin faderrolle, men at han var bange igen. bange for at alting skulle smuldre og gå i stykker, at han var bange for alting var gået for stærkt.
Hun havde ikke sagt noget til ham, hun lod ønsket om hans lykke være de eneste sagte ord.
Hun stak en finger ind i flammen fra stearinlyset, og lod den bevæge sig frem og tilbage så flammen dansede med hendes finger.....Hun pressede fingeren ned i den flydende stearin og flammen døde ud....
Hun havde fortalt ham at hun havde fundet en ny mand - og at de skulle flytte sammen, når der atter var grønne knopper på træerne.
Han havde holdt sig tavs et øjeblik, og havde ønsket hende tillykke.
Han havde ment det, ligesom hun havde ment det tillykke hun havde givet ham.
Hun mærkede at de begge ønskede den andens lykke mere end noget andet, og hun mærkede de begge havde en efterladt smerte over ikke at være sammen om lykken.
Men begge accepterede de at deres liv nu lå alle andre steder end i hinandens nærhed, og rækkevidde.
Hun elsker sin nye mand - men den dybeste gnist i hende er ikke tændt.
Hun vil så gerne, men hun kan ikke.
Kærligheden kan man ikke styre, kærligheden har sin egen vej, og sit eget sprog.
Hun befinder sig på en bro mellem sandhed og frygt.
Nu kender hun sin frygt, som han kender sin.
Frygten for ikke at få kærligheden, frygten for at nægte sig selv lykken og sandheden.
Hun smilte ironisk....Ironien vil ligesom ingen ende tage.....Hun sukkede højlydt og tændte atter det lille stearinlys på bordet...Hun så hvordan flammen voksede sig større og stearinen begyndte at flyde ud.....
Nu kunne hun kun vente, vente på hvad livet bringer.
Men hendes tro er der stadig, hun ved han elsker hende, hun ved at de er hinandens spejlbillede.
Og hun ved de er nød til at se deres frygt i øjnene før de bliver hele mennesker.
Hun håber de begge er i stand til det, i det liv de har fået.
Hun smiler tilfreds bag de våde øjne.....for hun ved de vil mødes igen, og hun ved de skal være sammen, hun er ikke i tvivl...hun har mødt den sande kærlighed, som kun få møder. Hun ved at før de kan mødes igen, skal de begge blive hele i sig selv, lære dybden i sig selv at kende, udfylde de tomhuller de begge mærker......Hun ved det, hun er ikke i tvivl...
Hun rejser sig fra den hvide sofa, og lægger tæppet bag sig.....Hun spreder armene ud til siderne og retter ansigtet mod universet og råber:
"...Lad mig leve...lad mig lære....lad mig elske og blive elsket....dette er mit højeste ønske og min største frygt......"
Hun lo lidt af situationen, men føte samtidigt en lettelse.
Hun lukkede øjnene, og fandt billedet af ham frem i sit indre, hun kyssede ham blidt på kinden og sagde:
"Jeg har al den tid du skal bruge, jeg har al den styrke jeg skal bruge, jeg har al den visdom der skal til for at vide det, og jeg har al den kærlighed der skal til for at acceptere det...."
Hun vendte sig bort fra sofaen og hendes tro var endnu stærkere.
Hun gik ud mod hoveddøren, og tog sin frakke på.
Hun åbnede døren og vendte blikket mod stearinlyset på stuebordet.
Lyset efterlod en lille røgsky og en lugt af stearin da det brændte ud. Hun så hvordan røgen steg til vejrs og derefter forsvandt ud i intetheden, værende vidne til hendes tanker.
Hun lukkede døren, og stilheden fyldte den lyse stue.