10Min første kærlighed
Ligger og venter på at inspirationen banker på døren. Det skulle ... [...]
Klummen
4 år siden
1Johannes Karagas - Episode 10
Et brev · "Fortiden er et sted, du altid vil have på dig. Et sted d... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 9
Når håbet slukkes · "Hvad gør man, når alt føles håbløst?" · Jeg kas... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 8
The closets thing to crazy · "Hvordan kan alting være så skørt? Og ... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 7
Et valg mange muligheder · "Hvis bare livet var mere simpelt og ing... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 6
Nye situationer · "At vænne sig til nye situationer kan være svært,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 5
Uventede overraskelser · "Jeg foretrækker overraskelser, man kan f... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 4
Problemer med hjertet · "Hjertet ved, når man ikke gør det rigtige,... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 3
Piger og planeter · "Jeg er en af dem, der tror at piger kommer fra... [...]
Noveller
10 år siden
0Johannes Karagas - Episode 2
Lergravens hemmelighed · "Det bedste sted i verden er et sted, hvor... [...]
Noveller
10 år siden
4Johannes Karagas - Episode 1
Hverdagens Problemer · "Jeg er dybest set ligeglad, hvad andre sige... [...]
Noveller
10 år siden
0Cirkusets Forbandelse
De gule og grønne farver snurrer sig sammen, som en lille snurret... [...]
Noveller for børn/unge
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Ditte Villadsen (f. 1990)

Piger og planeter


"Jeg er en af dem, der tror at piger kommer fra Venus og drenge fra Mars"

"Nej, ved du hvad, du slipper ikke," råber Mikkel bestemt og sætter farten op. Han kommer op foran mig og stiller sig foran med halvlukkede øjne.
   "Okay, hvad er det, du vil vide bangebuks?" spørger jeg og standser få millimeter foran ham.
   "Hvad skete der efter jeg gik- hjem til min kat," han siger det sidste med et overlegent glimt i øjet.
   "Ingenting. Jeg mener, ikke noget særligt, så du vidste det?" Jeg træder et par skridt til siden.
   "Selvfølgelig, jeg ville da lade jer være alene," hans smil breder sig, så hans smalle ansigt ser en anelse smallere ud.
   "Hvor stort af dig, du behøvede virkelig ikke gøre alt det besvær. Faktisk har jeg inviteret Jenny i biografen i morgen. Det er jo fredag i dag," smiler jeg og sænker blikket en smule. Vi bevæger os dovent ned af gangen på vej imod geografilokalet.
   Mikkel åbner munden. Hans øjne er vidt åbnede, og hans hår ser vildere ud end aldrig før.

"Hvad? Du har inviteret hende ud?."
   "Selvfølgelig, jeg håber ikke, at du er misundelig," smiler jeg sukkersødt med ssammenknebbede øjne.
   "Øh. Nej, selvfølgelig ikke"
   "Hej I to, hvem har du inviteret ud?" Jenny springer frem fra hjørnet med sin taske flyvende efter sig. Samme T-shirt. Samme kasket. Samme frisure. Nu er jeg på røven, tænker jeg og bider mig uroligt i læberne og prøver at se normal ud. Hvordan standser man en joke, uden at det virker mistænkeligt? Det er jo det, jeg altid har sagt, Jenny kommer altid på de åndssvageste tidspunkter!
   "Nå, det var egentlig bare en joke, jeg fyrede af. Egentlig ret dårlig, men den virker altid, ikke Mikkel?" jeg kaster mine arme over hans skuldre og sender hende et sammenbidt smil. "Det var en joke, Mikkel. Jeg har ikke inviteret hende ud," hvisker jeg gennem min sammenbidte tænder. "Uheldigt hva?" hvisker han tilbage. "You bet." Jeg slipper taget på ham og vader hen til hende.

"Hvad laver du ellers her?" Jeg vipper lidt frem og tilbage.
   "Jeg skal starte her på mandag, men jeg skal møde mine klassekammerater i dag. Ved I hvor lokale 13 er?" Hun folder kluntet noget papir ud.
   "Du får ikke brug for det, vi skal alligevel derhen," jeg skal lige til at snuppe papiret fra hende, da hun folder det sammen igen.
   "Det lader til, at vi skal gå i klasse sammen," Mikkel træder hen til hende og peger på en dør bag hende. Hun vender sig om og kigger. Det giver et ubehageligt stik i hende. For på døren står der 13. Jeg er i hvert fald ikke forelsket eller interesseret i hende, eller nogen andre piger. Lad det blive det, det er det letteste. Piger og drenge er alt for forskellige. Selv om jeg ved, hun findes et eller andet sted, men jeg kan sagtens vente med at betræde planeten Venus.


* * *


Det lille klasseværelse er lyst helt op af de store brede vinduer og får det til at virke lidt større, især når 22 elever ikke fylder i stolene. De fleste er kommet og vores geografilærer Louise ser ekstra glad ud i dag. Jeg veksler hurtige blikke med Mikkel. Der venter en opgave. En stor opgave.
   "Sæt jer ned unikke individer. Jeg har en overraskelse til jer i dag. En stor en, og det bliver årets sidste. I vil have hele to uger til at lave den. I får lidt mindre tid, fordi jeg gerne skal nå at rette dem, inden vi tager på sommerferie. Der er kun en halvanden måned til, sikke tiden dog flyver," man kan næsten se for sig, at hun fjerner en lille tåre fra sit brilleglas, men hun er overhovedet ikke sådan. Hun har ingen briller og meget lidt humor, men hun har også kun arbejdet som lærer i 2 år.

Som altid sender hun Josefine rundt med opgaverne, fordi hun sidder tættest på. Der kommer et tungt støn fra hende, da hun hører lyden af sit navn. Når man hører navnet Josefine tænker man på en lille sød mus, men hun er det stik modsatte. En rigtig rebelsk teenager, det bliver hun kaldt af forældrene, men hun er faktisk okay, når man lærer hende at kende. Jenny står akavet i hjørnet og får stukket en opgave i hånden af Louise.
   "Før I kigger på jeres opgave, er der en I skal møde. På mandag starter en ny pige i klassen," Louise nikker til Jenny, som prøver at tage sig sammen til at gå hen til katederet.

"Øh, hej, jeg hedder Jenny," fortæller hun hurtigt.
   Louise skubber lidt til hende, Jenny sukker opgivende.
   "Jeg skal gå her, og jeg kommer fra København, men mine forældre besluttede, at vi skulle flytte for et par måneder siden, og så blev det her, spørger mig ikke hvorfor," fortsætter hun prompte. Nogen griner lidt, imens andre bare sidder og glaner. Jeg beslutter mig for at gøre noget, for at peppe stemningen lidt op, for det er ikke let at være ny, specielt ikke næsten lige før sommerferien.
   Stolen knirker lidt, imens jeg får rejst mig op og begynder at klappe. Hendes ansigt lyser op i et taknemmeligt smil. Mikkel er straks med på den og snart rejser alle sig op.


* * *


"Hvis der er noget jeg elsker mest altså næst efter ferie, er det frikvarter," sukker Mikkel og hiver op i sin blåternet skjorte.
   "Enig," gaber jeg, idet vi går forbi de grønne skabe og ned mod fontænen for at finde Jenny. Hendes fødder vipper i takt, imens hun laver mundbevægelser med lukkede øjne til noget musik. Høretelefonerne er godt gemt bag hendes kasket.
   "Hej Jenny," Mikkel prikker til hende, så hun åbner øjnene med et spjæt.
   "Hej gutter," hun tager høretelefonerne af og lukker for sin MP3- afspiller.
   "Jeg er glad for, at du ventede, har du set på opgaven? Vælg en stat i USA og skriv om den! Er hun sindssyg? Der er mange stater i USA, hvordan kan man bare vælge en?" Mikkels hænder farer op og ned. Jenny rykker lidt tættere på mig, og jeg føler hendes åndedræt nær mit øre. "Hvad er der med ham?" hvisker hun stille. Jeg vender mig om og sætter min mund mod hendes øre. Det kilder lidt. "Sådan er han altid, han elsker opgaver og er nok den bedste på årgangen, men han har svært ved at vælge," hvisker jeg nænsomt tilbage. Vi rykker os lidt fra hinanden. "Hvad har du valgt?" Spørger hun. "Jeg synes, det var let og svaret gav ligesom sig selv. Hawaii," svarer jeg.

"Hører I overhovedet efter?" Mikkel laver dramatiske armbevægelser og er ved at slynge sin arm ind i en forbipasserende.
   "Vi prøvede, men til sidst gav vi op," svarer jeg og ryster diskret på hovedet.
   "Lad os tale om noget mere interessant," beslutter Mikkel og hans armbevægelser holder op, i stedet begynder han at klø sig alle mulige steder omkring ansigtet. Jeg spejder efter noget i et glasbilledet noget kraftigt rødt og blondt skimter igennem. En ulidelig klump krymper sig sammen i maven. Jeg vender mig om.
   "Hej Johannes!" Fniser Cecilia og lunter efter Katarina. Hvor sjovt, de har de samme korte lyserøde nederdele på. Cecilia omfavner Katarina bagfra, og de begynder begge at grine højt. Mine arme har hidsigt samlet sig i et kors.
   "Hvem var de?" Grynter Jenny, "hende den lille, var det ikke hende fra kantinen i går?" Hende den lille? Det har jeg ikke tænkt over før. Hun er vel ikke særlig høj, men hvad har det med noget som helst at gøre?
   "Jo, det var Cecilia, hende den rødhårede og den anden smuk- øh blonde er Katarina," Mikkel rødmer. Jenny opfanger det med det samme. "Nå, så du har et crush på Kat?" Han kigger genert ned, "Øh, altså, øhm, ja."

Jenny må have bemærket Mikkels lille ømme punkt, hun begyndte i hvert fald fluks at springe over til et andet emne. "Jeg har et band, eller jeg er med i et band," hun skinner helt ved tanken. "Det undrer mig ikke," svarer jeg. Mikkel er straks fremme i skoene igen, "Hvad hedder det? Hvor spiller I? Hvor mange er I? Hvad spiller du?." Jeg stikker hænderne i lommerne og roder rundt i dem. Jeg får fat i noget hårdt og prøver diskret at liste det ud af lommen. Det er min halskæde. Jeg gnider det forsigtigt et par gange, før jeg lister det ned igen.
   "Man skulle tro, du var en journalist. Det hedder "Klippers," vi spiller i trommeslagerens garage, vi er fire, og jeg spiller elektrisk guitar," smiler Jenny stolt.
   "Sejt," mumler Mikkel forbløffet, imens jeg puster ved tanken. Hun er da vist ikke helt almindelig. En pige, der klæder sig som en dreng og er med i et band og spiller guitar.
   "Du har måske noget imod det?" Jenny prøver at fange mit blik, som valser op og ned, så jeg er ved at blive ør i hovedet. Kan hun læse mine tanker?
   "Nej, selvfølgelig ikke. Det er da coolt nok," jeg prøver at undvige hendes blik.


* * *

   Vi standser ved en bænk lidt længere fremme. Jeg lader mig falde ned i bænken ved siden af Mikkel. "Jeg skal lige på toilettet," halvråber Jenny, imens hun løber hen til toiletterne.
   "Se der er han," lyder det hvinende nogle meter væk fra bænken. Jeg får en dårlig fornemmelse. Jeg vender mig lynhurtigt om og ser dem. Nogle piger fra vores parallelklasse. "Åh, nej, ikke dem igen," jeg lader min hånd glide ned af mit ansigt.
   Mikkel kigger medlidende på mig og snart står de foran mig.
   "Hej Johannes, kan du huske os?" En storsmilende pige med tykke øjenvipper og kort hår vinker til mig. "Du behøver skam ikke at vinke, vi kan godt se jer. Og ja, jeg husker jer godt."

Alt for godt. De er der alle fem. Christina, Amalie, Marie, Mia og Sara.
   Jeg retter mig op og prøver at give et eller andet form for venlig modtagelse til dem.
   "Hvad vil I ellers?" sukker jeg. "Nå, vi ville bare spørge om, det er okay, at vi tager et par billeder af dig til "Månedens elev" i Skolebladet," fortsætter Marie. "Det er det vel," svarer jeg, "Kan jeg blive siddende på bænken?." De nikker alle fem og Mia tager det store klodsede kamera frem og uden varsel blænder lyset mig. "Det var måske en lidt for stærk blitz," undskylder Mia og trykker på en knap og skyder igen. Adskillelige blitz senere holder det endelig op, men da jeg lige for rettet mig ordentlig op, trykker hun en ekstra gang.

"Tusind tak for billederne," Christina træder lidt frem fra de andre og roder rundt i mit hår. Min krop er lammet, for ikke at sige chokeret. Hun er da meget køn og piget. Langt brunt hår, grønne øjne og slank krop, men det her er lige i overkanten. Selv om det nok kun varede i få sekunder, føles det som en evighed, da hun endelig slap mit hår efterfulgt af en fåret bemærkning, "Jeg ville bare lige rette dit hår." De vender sig om og fjanter videre ned af gangen. Jeg rejser mig op i det øjeblik, de er ude af syne. Jeg fanger Mikkels øjne. "Bare rolig de er væk nu," konstaterer han. Jeg opdager, at Jenny sidder ved siden af ham og sender mig uhyggelige blikke, der får mig til at se den anden vej. "Hvem fanden var det?" Bandeord lyder mærkeligt, når det kommer fra hendes mund. "Det var Johannes Karagas' fanklub," smågriner Mikkel. "Fanklub? Det lyder ret mystisk," måber hun. "Ja, det er det også. Tænk at de gider at besvære sig så meget!" Han ryster på hovedet. "Hun rørte ved mit hår," mumler jeg.

Jennys øjne lyner så meget, at de kunne bore sig dybt ned i mine knogler.
   "Tak for påmindelsen. Det var afskyeligt," hvæser hun. "Ligefrem afskyeligt? Mærkeligt ja, især at nogle faktisk vil røre ham, det...," mere når han ikke at sige, før jeg stikker en knytnæve ind i hans bryst. Hans mund udsender et lille hyl. Jeg smiler ved synet. "Hvorfor lod du hende gøre det?" Jenny lyder en lille smule mere fattet. "Ved det ikke... eller jeg kunne ikke. Jeg følte mig lammet," svarer jeg og stirrer ud i luften. "Lammet? Af hvad? Nød du det?" hendes spørgsmål føles som knive. "Ikke rigtig, jeg mener nej, tror jeg nok," jeg prøver at lyde så oprigtig som muligt. Hun sætter hovedet på skrå og stirrer på mig. Hun retter sin kasket og rejser sig op og skynder sig lidt mere end nødvendigt ud af døren. Uden så meget som et "farvel" eller "vi ses."

"Hvad skete der med hende?" spørger jeg undrende. Mikkel kigger bedrøvet på mig, som om han allerede ved det. "Hvad nu?" grynter jeg opgivende. "Piger tager tid at forstå, men når tiden er inde, forhåbentlig snart, så ved du det," han sender mig et halvkikset beroligende smil. Hvad snakker han om? Er jeg den eneste, der ikke ved, hvad der foregår? Hvad har jeg gjort galt? Nok er piger svære at forstå, men jeg troede, at hun af alle piger var den letteste at forstå. Mærkeligt at hun viser, at være den pige der er allersværest at forstå.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/08-2007 00:00 af Ditte Villadsen (Anani Kaili) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2210 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.