4Det hele bør være hot
Om noget er hot eller not, er ofte bestemt af tilfældigheder. F.e... [...]
Essays
10 år siden
1Venskabsbrud
Det er sjovt som man kan snyde hjernen. Hvis man siger til den, a... [...]
Blandede tekster
10 år siden
8Forladt
Blæsten rev i deres hår. Der lugtede af salt. Af hav. Stranden va... [...]
Noveller
11 år siden
9Prøvelserne
Hr. og Fru Vanes var ganske normale mennesker, der boede i et gan... [...]
Fantasy
11 år siden
4Henvisning
Jeg kiggede på henvisningen igen og igen. Den var efterhånden så ... [...]
Kortprosa
11 år siden
0Kroatien
Den varme sommersol skinnede fra en skyfri himmel. Ferien i Kroat... [...]
Kortprosa
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Pernille Wilhjelm (f. 1994)
Hr. og Fru Vanes var ganske normale mennesker, der boede i et ganske normalt hus, med en ganske normal datter, ved navn Valentina. Valentina var tolv år gammel, og følte selv at hun var den heldigste pige på hele jorden. Hun havde de bedste forældre, der gav hende alt hvad hun pegede på. I deres baghave stod tre små ponyer, og hun havde en hund, ved navn scooter. Disse dyr, var ønsker der var blevet opfyldt for hende da hun var lille. Hendes seneste gave, var det fede toogfyrre tommer fladskærms tv, der hang forenden af hendes drømmeseng. Ja, Valentina Vanes havde alt, og hvis ikke, så fik hun det.
   Valentina vågnede en solbeskinnet lørdag morgen, og tog sin blå blomstrede kjole på. Derefter begyndte hun stille og roligt at bevæge sig udenfor. Hun havde ingen planer i dag, så hun havde tænkt sig at gynge lidt, indtil hun fandt på noget andet at lave.
   Imens hun gik i sine egne tanker, gik hun forbi et gammelt, antikt toiletbord. Det var sådan et bord med et spejl og to borde i siden, og et sænket bord i midten. På det her bord var der også en skuffe i midten, med en guldformet løve som håndtag. På bordet lå en lille pakke, med et brev til, og dette fangede Valentinas opmærksomhed. Hun tog fat i brevet, og kiggede lidt på det, inden hun begyndte at læse.
   "Godmorgen skatterbasse.
   Kan du lide din nye gave? Vi vidste du ønskede dig den.
   Knus og kys.
   Ps. Nanna har morgenmaden klar."
   I pakken lå der et billede af den nye Iphone, men Valentina interesserede sig ikke for den. Hendes blik var stadig fæstnet på brevet. Der var skrevet noget på den anden side. Hun vendte papiret om og så nogle meget krøllede bogstaver, skrevet med sort blæk. Det var hendes mors håndskrift, hun kendte den med det samme. Valentina begyndte og læse:
   "Vi har taget Valentina. I vil se hende igen, når tiden er inde, det er ikke sikkert for hende at være hos jer. Ikke nu, det ved i jo også godt.
   I skal ikke bekymre jer om os, vi klare det.
   Ronald og Caris Vanes."
   Nedenunder var der en underskrift. Ikke af Hr. og fru Vanes, men det var en underskrift, som Valentina fandt bekendt. Selvom hun for længst havde nået bunden af papiret, blev hun ved med at stirre på det. Oppe i toppen af papiret, var der skrevet en dato. D. 23 marts. 1997.Hun kunne mærke en tåre presse på i øjenkrogen, det var jo dagen efter hendes fødselsdag, kunne det virkelig passe at hun ikke var en Vanes? Hun kunne mærke flere tårer presse på, og til sidst kunne hun ikke holde det inde længere. Tårerne piblede ned ad hendes kinder, og landede på papiret hun holdt i hånden. Det salte vand fik nogle af de sorte blækskrevne ord, til at flyde ud. Valentina rullede stille papiret sammen, og lagde det ned i hendes lomme i hendes nye blå blomstrede sommerkjole. Efter at havde stået og kigget, i det der føltes som evigheder, begyndte Valentina at bevæge sig ned imod køkkenet som om intet var hent.

Nede i køkkenet stod stuepigen Nanna stod og knoklede for at få Valentinas yndlingsmorgenmad færdig. Valentina skuede rundt i køkkenet, og fik straks øje på den lille sorte æske, med en telefon tegnet uden på. Æsken var usædvanlig lille, med sølvtryk, og så stod den lige ved siden af hendes, nu færdiglavede yndlings æg. Scramblet æg, med bacon, pølser og en smule salt og peber. Valentina forsøgte at sende et smil til Nanna, imens hun gik hen til sin nye telefon og sine æg, men hun havde på fornemmelsen at det ikke lykkedes.
   "Nanna, kan du fortælle mig hvad klokken er? Jeg skal nå og fange Roland og Caris, inden de forsvinder." Nanna kiggede lidt underligt på Valentina, og sagde så, på det bedste danske hun kunne. "Half twolv Valentina." Hun havde aldrig hørt hende kalde hendes forældre ved fornavn før, og det så også ud til at det kom lidt bag på Valentina. Nanna var fra Madrid i Spanien, hvor hun var født og opvokset. Hun var kommet til Danmark, for at tjene penge til sin familie, for fem år siden. Hun havde aldrig haft råd til en flybillet hjem, men hun var også meget tilfreds med hvad hun fik hos hr. og fru Vanes. Hun fik penge, et værelse og bo i, og kost og logi.
   Valentina smilede igen til Nanna, i håbet om at det var mere overbevisende denne gang, og begyndte at skovle hendes æg ind, så langsomt at man skulle tro at det var umuligt. Dette skyldtes nok at hendes tanker konstant kredsede omkring brevet hun havde i sin lomme. Hun havde en masse ting hun ville spørge hendes såkaldte forældre om, men hun havde ingen idé om, hvor hun skulle begynde henne. Hun havde altid kendt til det liv hun havde på villavejen. Det var her hun var vokset op, og her hun hørte til. Hun kunne huske da hun var mindre elskede hun at lege i skoven ved siden af. Hun havde på et tidspunkt haft fornemmelsen af, at der var nogen der holdt øje med hvert eneste skridt hun tog. Dette brød hun sig ikke om, og havde derfor ikke kommet i skoven siden. Da hun havde fortalt hendes forældre om de øjne hun følte stirrede på hende igennem buskene, havde de også forbudt hende at tage af sted igen, hvorfor mon det? Hun spekulerede stadig over hvordan hun skulle begynde hendes samtale med forældrene, da uret viste kvart i tolv, og hun ikke engang spist halvdelen af hendes æg. Det begyndte langsomt at gå hurtigere, og da klokken var ti minutter i tolv, skulle man tro at hun ville blive kvalt med al den æg hun fik ned i halsen på en gang. Klokken blev fem minutter i, da hun hoppede ned fra sin stol, greb sin telefon og løb det hurtigste hun kunne, op til anden sal. Hun var sikker på at hendes hoved nu ville eksplodere. Det var ikke muligt for en lille pige, på hendes alder, at have så mange tanker gemt inde i hovedet, på samme tid, uden at der skete et eller andet frygteligt.
   Hun nærmede sig sine forældres soveværelse i frygt for hvad der skulle ske. Hun havde besluttet sig for, at hun bare ville ligge brevet foran dem, for dernæst at vente til der kom en forklaring, men det var lettere tænkt end gjort. Hun stod mindre end et skridt fra, at være synlig i døråbningen, men hendes ben var låst fast, og hun kunne ikke få sig selv til at gå et skridt længere. Til sidst prøvede hun at løfte sit ene ben ved hjælp af hænderne. Dette resulterede i at hun fik overbalance, og faldt direkte ind foran døren. Hr. og fru Vanes, der indtil nu havde siddet i en hviskende diskussion, kiggede nu begge omgående på deres datter, og det stykke papir der var faldet ud af hendes lomme.
   Valentina kiggede op på Ronald og Caris, med store våde øjne. Det var svært for hende at se deres ansigtsudtryk, pga. alle de tåre, men hun gættede sig til at de var chokerede.
   "Søde skat, hvor har du dog fundet det papir henne." lød Caris' stemme meget svag. Valentina kunne høre på hende, at hun heller ikke kunne holde tårerne tilbage længere. Hun prøvede at svare, men ordene der kom ud, blev kvalt i hendes gråd, så hun rystede bare på hoved og lukkede øjnene, i håb og at tårerne ville forsvinde. Hun kunne høre fodtrin, der kom nærmere og nærmere, og da hun åbnede øjnene igen, så hun Caris stå foran hende, med hovedet helt nede i jorden. Derefter gik hun igen. Valentina så, at hun havde papiret i hånden, i det hun satte sig ned på deres seng og vendte og drejede papiret. Valentina lå stadig ned i døråbningen, så hun så alt det der skete fra en forkert vinkel, men det gjorde nu heller ikke så meget. Det eneste Valentina var interesseret i, var at få en forklaring, men den så ikke ud til at komme nu. Hun havde ikke kræfter nok til at rejse sig, men hun kunne heller ikke se nogen grund til det, så hun blev liggende. Hun kunne se at Caris begyndte at græde, endnu mere end hun havde gjort før, da hun opdagede hvilket papir det var hun havde skrevet hendes lille morgennote til Valentina. Da Ronald fik fat i brevet, kom de ord Valentina havde ventet på, og frygtet hele morgenen. "Du fortjener vidst en forklaring" gryntede han, så svagt at det næsten var umuligt at hører, men da Valentina hørte ordet forklaring, sprang hun op, og satte sig i en dejlig, stor lænestol overfor Caris, og med siden til Ronald. Her sad hun så, og kiggede på den dame, hun altid havde kendt som sin mor og den mand, hun altid havde kendt som sin far. Hun kunne se på Ronald at han ikke vidste hvor han skulle begynde. Hans mund bevægede sig, men der kom ikke nogle sammenhængende og forstående ord ud. Til sidst lød det som om at han endelig fandt den rigtige sætning til introen, for han rømmede sig, og begyndte at fortælle.
   "For fjorten år siden, før du blev født, rasede der en krig imellem to verdener. Denne verden, og en underjordisk verden." Valentina sendte ham et underligt blik, men Ronald ignorerede det, og fortsatte. "Vores konge, ville ikke have nogen med dem at gøre, overhovedet. I hans øjne, var alle de magiske væsner, en plet på hans livs forrude, der bare skulle vaskes af. Han gjorde det forbudt for dem, at være over jorden, og han gjorde det til lov, at der aldrig nogensinde var nogen, der måtte snakke om væsnerne mere. Kort tid efter, beordrede han alle hans mænd, til at finde og dræbe alle nyfødte børn, af elvere, kæmper, kanutauere og hvad der ellers findes af magiske væsner. Der var lige netop på det her tidspunkt at du kom til verdenen, for tolv år siden. Vi kendte dine forældre forstår du, men de ville ikke lade os tage dig. De ville ikke have at vi skulle komme ud i noget snavs. Så vi stjal dig fra dem, og svor os selv at vi ville opfostre dig som vores egen datter, indtil den dag du var stor nok til at få sandheden at vide."
   Valentina sad mundlam. Hun havde forventet en lidt anden forklaring end denne. "Så, så jeg er en, en..." Stammede hun. Hun vidste ikke hvordan hun skulle afslutte sin sætning. Kæmpe var hun nok ikke, for hun var ret lille af sin alder, og var det ikke noget med at kanutauere havde en hestekrop? "... en elver." afsluttede Ronald for hende. Valentina nikkede. Hun var holdt op med at græde, men så nu i stedet megetchokeret ud. "Fortæl mig lidt mere om de hersens væsner " udbrød Valentina så pludseligt, at det kom bag på selv Valentina. "Vi ved ikke så meget." Sagde Ronald, med hovedet vendt væk fra Valentina, overmod Caris. Caris sad med et anstrengt udtryk i ansigtet, og prøvede at ryste diskret på hovedet. "Hun bliver nødt til at få det at vide Caris. Hvis vi ikke fortæller hende om det, vil hun jo selv prøve at finde ud af det." hviskede Ronald, og dette fik Caris' rysten på hovedet til at holde op.
Forfatterbemærkninger
Uddrag af længere historie

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/09-2009 19:40 af Pernille Wilhjelm og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1910 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.