3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 27 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 8 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 11 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 26 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
4 år siden

Puls: 33,5

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Vandet var koldt, og der var mørkt omkring Ravna.
   "Hvad i alverden laver jeg?" spurgte hun ordløst sig selv. Det havde lige været så hyggeligt og spændende. Hun var kommet tættere på et menneske, end hun nogensinde havde været.
   Og så kaldte perlen.
   Hun havde arvet den efter sin bedstemor. Karangas perle. Karanga var død, men hvis der skete noget helt usædvanligt faretruende, noget der kunne bringe verden i fare, så ville Hendes højhellige datter, Urzulga, tale gennem den og påkalde sine hjælpere, sine udvalgte.
   I flere år havde Ravna ventet på, at det skulle ske, først som lille pige, der beundrede Bedstes perle, og senere som ung håbefuld ejer af den.
   Nu var det sket! Og Ravna dirrede selvfølgelig af ophidselse, men også lidt af irritation; behøvede Urzulga henvende sig netop nu?
   "Hører du mig?" spurgte stemmen i perlen.
   Jo, der var en stemme. Lidt skrattende, og måske lidt sur? Helt klart en kvindestemme. En kvinde, der talte havsprog så omhyggeligt, at det næppe var hendes modersmål.
   "Ja, jeg hører," svarede Ravna og ville forklare, at det havde taget hende lidt tid at komme i tanke om hvad det var, hun skulle gøre, når perlen summede. Trykke på den lillebitte knap, der sad i bunden af perlen og ikke var ret meget større end et sandkorn. Trykke på den på en helt bestemt måde. Troede Urzulga måske hun øvede sig hver dag? Eller ikke lavede noget som helst andet end at vente på en besked fra en, der måske henvendte sig en gang hverandet århundrede?
   "Godt," sagde stemmen og lød så lettet, at Ravna lod sig formilde.
   "Hvad er det for en klaprende lyd?" udbrød stemmen vagtsomt..
   "Det er - det må - væ - være mine tænder," hakkede Ravna, der ikke længere kunne forhindre tænderne i at skabe sig.
   "Svøm, så får du varmen. Det er vel nat, hvor du er, men svøm. Svøm mod Ildskibet på himmelhvælvet."
   Langsomt tog et billede af et brændende skib form i Ravnas bevidsthed. Noget hurtigere blev billedet skyllet bort, og hun vidste, at stemmen mente et bestemt stjernebillede.Irriteret baskede hun heftigt med halen og dykkede ned under havoverfladen. Oppe igen føltes det hele lunere.
   Havde hændelserne noget med hinanden at gøre?
   Der - højt oppe over hende - lyste i hvert fald de ni stjerner i Ildskibet.
   "Har du nu fået varmen og modet?" spurgte stemmen i perlen.
   "Ja," svarede Ravna.
   "Godt. Tryk så på den anden knap. Den på oversiden. Når du rigtigt mærker efter føles den som finnen på en makrel. Præcis sådan. Blot lillebitte. Så tilkalder du alle, der har en perle fra Makrolikløftens dyb. Nogen må være i nærheden og kan hjælpe dig med din opgave."
   "Hvad går den ud på?"
   "At befri prinsessen. Hun er en vigtig brik."
   "Aha," udbrød Ravna og følte på perlen med sine våde fingre. Jo, der var et punkt, der føltes anderledes end den øvrige perle. Det måtte være tilkaldeknappen.
   Der skete ikke noget.
   Skuffet tog hun kæden med perlen af, rystede den lidt og holdt den op til øret.

*

Omkring en sømil fra Ravna, nærmede en elverkogge sig Ranga.
   "Ildskibet ligger sytten grader styrbåd," meldte Argod Arneglad.
   "Vi er på ret kurs," supplerede Godfred Gåsemager.
   Godissa skuttede sig i det kolde mørke og så mod stjerneformationen. De ni stjerner lignede faktisk et skib med funklende lanterner i stævnen og langs skroget. Et lidt primitivt skib, med et enkelt trekantet sejl, noget i stil med det fartøj, hun selv var i ombord i. Den mægtige Karanga havde sat det stjernebillede på himmelbuen for at hædre lyselverfolket, fordi de var de reneste og bedste, næst efter feerne selv. Sagde de Vise derhjemme og engang havde Godissa troet på det, men de lyselvere hun var sammen med duftede ikke ligefrem, og deres intentioner med denne sørejse var heller ikke særligt smukke, ret beset.
   Godt at hun snart rundede sin fyrretyvende dekade og kunne blive hjemme ved ungerne. Lade være med at tænke så meget over lys og mørke, det nyttede jo alligevel intet. Hun var den eneste, der gjorde sig tanker om det forkerte i at bruge sortelvere som slaver; følte sig så frygteligt alene med sine idèer om at de havde ret til at leve deres form for tilværelse, i hvert fald i deres eget rige.
   Snart nåede de Ranga, og så måtte hun ikke stille sin såkaldte blødsødenhed til skue. Hun som var højbåren og gik med en af Fru Urzulgas, fegudindens, perler. Ikke at den havde kaldt i den tid hun havde haft den, men i hendes salig moders tider, var det sket.

Først troede hun, det var en af de irriterende natdjævle, de små bevingede dæmonalfer, der ofte sværmede i store flokke. De var så eventyrlystne, at de ikke sjældent fløj ud over havet, selvom det, for dem, var en meget lang og farefuld færd. Noget bevægede sig under hendes indersærk. Snoede sig mod hendes hud, insisterende og pulserende.
   Men ingen små bitte kløer skrabede, ingen små horn stangede. Rundt og køligt trillede det helt tæt ind mod hende og straks efter rullede det ud mod særken.
   En hed strøm af blod bruste gennem hende, mens hendes ene hånd pressede sig mod koften. I vantro. Den svage summen lød som musik.
   Som kaldende, klagende, lokkende toner.

*

Styrmand Haze var ikke blevet afløst. Det dunkede i tindingerne, og han gabte, så det knagede i kæberne. Dette skulle blive hans sidste tur, lovede han sig selv. Han var for gammel til det her sjov. På Ranga ville han gå i land, så kunne de andre sejle deres egen sø, kunne de. En kone havde han ikke at vende hjem til, men en god, solid datter, der havde gjort ham til bedstefar.
   Når slaverne var solgt, skatten delt og kaptajnen uskadeliggjort, kunne han vende hjem som en holden mand med mange spændende eventyr at fortælle de små.
   Hovedet sank ned mod roret. Der var sand i øjnene.
   Han var i en gynge. Der var højt til himlen.
   Han gyngede op mod stjernerne. Styrede mod ildskibet.
   Stemmer råbte til ham. På et sært sprog. Elvisk? Eller et sært og fremmed menneskesprog?
   Der var mange stemmer. Omtumlet slog han øjnene op. Ved Den Højeste, han havde blundet.
   Men der lød ikke noget klonk. Skibet var ikke stødt på en klippe. Det var vel ikke engang ude af kurs?
   Ildskibets stjerner lyste klart og stod hvor de skulle. Men - hvad var nu det? Var der ti stjerner?
   Haze stak en finger ind i næseboret og drejede den rundt. Fangede noget og tørrede det af i bukserne. Godt hans gamle moder ikke kunne se, at han stadig pillede næse, når han blev forbavset.
   Men det så altså ud til, at der var en stjerne for meget. Og den var både større og mere strålende end de andre. Den stod pokkers lavt. Næsten helt nede ved havoverfladen. En klokkeformet bræmme lyste på de mørke, skumtoppede bølger. Og i den underlige lysformation øjnede han en elverkogge. Ude i horisonten. Ikke tæt på. Ikke endnu.
   "Stop hende. Stop den vanvittige tøs!" blev der råbt. Og der var mandskab på dækket. Var de rendt fra deres pladser ved årerne? Eller vågnet under dæk?
   Eller begge dele, altså hver især?
   En krop tumlede ind i ham. Bagfra.Han slap roret og snurrede omkring. Fik hurtigt fat i kravetøjet på den formastelige, der var tumlet ind i ham.
   "Spyt ud!" snerrede han.
   I det matte lys virkede ansigtet gråt og groteskt.
   Et gøende host skød mod Haze. Fulgt af en klæbrig kaskade af en væske, han med det samme genkendte. Blod. Refleksmæssigt skubbede Haze kroppen væk. Den faldt tungt.
   "Vi havde hende. Men hun slap fri, den Belkins heks!"
   Den vrede stemme tilhørte en af de nye ombord. Haze kunne ikke lige huske, hvad han hed.
   Det var også ligemeget. Rory lå på dækket og gylpede blod op i takt med sin langsomme vejrtrækning. Døende.
   "Ved Belkin, hvad går her for sig?"
   Haze følte sig lysvågen. Klar i hovedet. Der var kamp. Men hvem pokker var fjenden? Og skulle de kaste anker? Lige her.
   "Få vækket kaptajnen," beordrede Haze.
   "Hold mund!"
   Ordren rislede gennem Hazes kranie. Det kradsede i hans øre. Som om spidsen af en dragetunge rørte øregangen. Ikke at Haze havde mødt en virkelig drage, men han havde hørt om dem og forestillet sig deres tunger. Det skarpe, der prikkede ham mod hans strube, behøvede han ikke sammenligne med noget. Det var spidsen af en daggert. Skarpsleben. Desuden kunne han se den, for dens bærer var gledet ind foran ham. Snigende som en kat. Men på to ben.
   Den yngste af fangerne var åbenbart sluppet fri og havde fået besærkergang. Det glimtede djævelsk i de grågrønne øjne.
   Der var fjenden. En eneste sølle person. Med det lange hår i vild uorden omkring et vredt og blegt fjæs.
   "Hu - hun er en rigtig heks!" gispede ham, hvis navn Haze havde glemt.

*

Danny følte sig alene.
   Havde selvfølgelig tænkt på at følge efter Ravna, men hvad skulle det nytte? Han kunne jo ikke klare sig i det mørke og natkolde hav.
   Mon Senzarius snart var færdig med at hygge sig med sine unger? Havde han ikke fablet om at de havde så kort tid sammen? Nå, hvad kom det ham ved? Han var træt og kunne vel lige så godt prøve på at få sig noget søvn.
   Han lukkede øjnene.
   Gløderne på ildstedet spruttede.
   En stemme mumlede noget. Langt væk. Senzarius velsagtens? Måske tog han afsked med sine unger?
   Tænk at hæge sådan om dem. Gad vide, egentlig, hvor mange han selv havde? Vel ikke ligefrem en i hver havn, men nogle stykker var det da blevet til. Her og der. En enkel derhjemme, men ingen kvinde ventede på ham. Nina var gift og havde været det længe. Det havde bare været et eventyr for dem begge. Tøsen måtte vel være en tre-fire år efterhånden? De havde aftalt at kalde hende Raja og Ninas mand var gået med til det. Han anede vist ikke at det var en horeunge, han der fik i sit brød, som nr. elleve i rækken.
   Nina?
   Hvorfor tænkte han nu på hende? Hans krop havde lyst til en kvinde og Ravna var jo smuttet, men der var da kvindfolk nok i verden. Og Nina var faktisk temmelig gammel. Over fyrre, mager og tør som en vissen gren.
   Det var jo hendes søster, han ville have.
   Rosita. Smukke, stolte, kræsne Sita. Men hun var også gift og det endda med Dannys egen bror.
   Det kløede i hans ene øjenkrog. Da han gned den lukkede han to fingre om næsen, for pludselig gik det op for ham, at der sad en dunkende smerte netop der.
   Nu havde han en opgave, men også så mange perler at han var rig. Snart.
   Og så ville han en tur hjem. Måske Sita kunne tænke sig en perle eller to? Og sikke store øjne både hun og lille Sammy ville gøre. Og mor. Og ...og alle de andre.
   Sammy!
   Han havde tænkt hans navn. Sin yngste brors forbandede navn. Selvom han ikke ville. For Sammy havde giftet sig med Rosita. Og Sammy havde så mange tossede tanker.
   Nej, nu ikke tænke på ham. Og heller ikke på Sita.
   Men hjem måtte han.
   Men først skulle han op herfra.
   Det havde Senzarius vel tænkt sig at hjælpe ham med, for ellers kunne han jo ikke finde den perleunge.
   Lige nu måtte han hellere sove.
   I morgen blev nok endnu en meget lang dag.


Varylis var beruset. Ikke som efter at have drukket alkabrændevin. Mere som den gang hun var forelsket. Og alligevel slet ikke sådan.
   Noget brusede gennem hendes blodårer og skærpede alle sanser.
   Det var som at vågne af en dyb søvn, Kunne se, handle og kæmpe.
   Første fjende var fældet og gylpede blod ud i en tyk stråle. De andre tøvede.
   "Hold inde eller jeg tryller jer om til dybhavskrabber!" truede Varylis.
   Fjolserne troede, hun var en heks. Fint. Så var de mere medgørlige.

Stod de rå pirater måske ikke der og rystede i bukserne som små drenge? Mænd! De var alle sammen nogenlunde ens. Sølle skabninger, der skulle aves. Ikke meget mere end dyr.
   "Hør ikke på hende," gjaldede en kold stemme. Hun skulle ikke have fortabt sig i tanker. Det gav den fordømte styrmand tid. Og han var en kold skid. Ham måtte hun straks lukke munden på. Og stålet lå jo allerede mod hans hals. Hvor svært kunne det være?
   Men han provokerede hende.
   Hekse behøver ikke stål.
   Der var en lyd forude. Der var et lys.
   Et stjerneklart lys, der hastigt svævede mod dem.
   Luften sitrede og vibrerede.
   "Terra Heratez Krabbis Havis," messede Varylis, med en stemme, der lød så fjern som kom den fra en helt anden.
   Styrmand Haze skreg. Værre en stukken gris.
   Skreg og tog sig til hovedet. Pressede håndfladerne mod sine kinder, mens han rokkede fra side til side.
   Hovedet var en vase. Hul og af fint porlæn. På den fine overflade var malet et rædselsslagent ansigt. Der var en revne i overfladen. Der var flere. Den krakkelerede. Gik i tusind stykker, der fløj ud over rælingen.
   Betagende. Fortryllende. Fantastisk.
   Så krakkelerede halsen og derefter maven. Ingen ildelugtende indvolde. Intet svineri.
   Haze gik simpelthen i opløsning.
   Væk var han.
   En stor krabbe sad under roret. Dens krop dirrede og den hævede sine skarpe klotange mod hende, i et latterligt forsøg på angreb.
Forfatterbemærkninger
Titlen er en arbejdstitel og romanen er del af en lang saga, der udspiller sig på den opdigtede planet, Sakurius.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/08-2012 20:34 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2234 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.