6Software sind
0 minutter · "Ødelæg den! Ja, også harddisken - vi kan ikke tage de... [...]
Noveller
7 år siden
27Kvinden, der svigtede
Hun var ikke så slem i starten, min Marie. Vi mødtes i gymnasiet,... [...]
Noveller
8 år siden
24Private Eyes
Det er en af den slags fredage. Jeg sidder ved mit skrivebord med... [...]
Noveller · krimi
10 år siden
19Livslinje
Hun sagde, at jeg skulle dø. · Tsk. · Som om. · · BIP BIP BIP BIP BIP BI... [...]
Noveller
11 år siden
15Hendes skæve øjne
Omkring år 0 - ifølge mange historikere endda 4 år før - blev der... [...]
Noveller · kontrafaktisk
12 år siden
16I dit spejlbillede
De ligger derinde. Hun sover. Han ligger og betragter hende. Blid... [...]
Noveller
13 år siden
24En mand med hat og guldstok
Det er ikke så længe siden, og det var ikke så langt herfra. I hv... [...]
Eventyr og fabler · eventyr
13 år siden
7De dødes datter
Hun løftede langsomt hovedet. Vinden strøg gennem det lange, sort... [...]
Fantasy
13 år siden
16Min bedste veninde
Det startede alt sammen med at jeg købte den fløjte. Jeg har alti... [...]
Noveller
14 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Nina Holm-Jensen (f. 1989)
Hun var ikke så slem i starten, min Marie. Vi mødtes i gymnasiet, dengang vi begge var unge og troede på, at verden lå der, klar til at blive indtaget, klar til at blive reddet og forbedret efter alt det, vores forældre havde gjort ved den. Den kolde krig var forbi, og ingen havde lyst til at smide A-bomber i hovedet på hinanden længere. Det var perfekt. Klar til at blive godt.
   Vi mødtes til den årlige demonstration. Alle spillede musik og slangede sig i solen og kedede sig bravt. Hun havde forladt gruppen af rastløse studerende og sat sig i et af vinduerne på første sal. Jeg var ved at bestige et af stilladserne, da jeg så hende. Hendes fødder dinglede mod muren, og jeg besluttede mig for at forskrække hende. Hun fik sådan et chok, da jeg pludselig dukkede op. Faldt næsten ud af vinduet. Så grinede hun. Grinede og grinede og fortalte mig sit navn.
   Marie var rund på alle de rigtige steder og havde langt, brunt hår, der krøllede lige meget hvad hun gjorde ved det. Hun plejede at bruge lang tid på at rede og sætte det, når vi skulle på date. Hun blev så smuk af det; hendes glorie af krøller. I 3.g klippede hun det af. Med kort hår var hun ikke rund, bare tyk. Jeg kaldte hende aldrig grim, aldrig direkte, men jeg prøvede at bringe det op. Hun blev vred. "Det er bare hår!" insisterede hun. Men hvis det bare var hår, kunne hun jo bare lade det vokse ud, ikke? For mig? Det blev en kamp, jeg først vandt mange år senere.
   I starten krøllede vi os sammen på sofaen og så dårlige film, så vi ikke gik glip af noget ved at kysse (og mere) i stedet for at kigge på skærmen. Gode tider. Hun havde mange hobbyer; bjergklatring, yoga, film, fest med vennerne, mange flere. Og en af de mere fjollede hobbyer skabte hende job. Da computere begyndte at vokse, kastede Marie sig frådende over dem. Begyndte at tale et sprog, jeg ikke forstod. Jeg støttede hende, selvfølgelig, men det kunne da ikke være en god vej at gå, vel? Især ikke for en kvinde. Og uden formel uddannelse. Hun var uenig.
   Selv tog jeg en lille omvej mod min fremtid. Jeg ville være kunstmaler; røre folk, gøre dem glade eller triste - lære dem om verden og sig selv gennem mine malerier. Øjeblikkeligt efter gymnasiet ansøgte jeg om at komme ind på Designskolen. Ikke god nok. Jeg prøvede næste år. Ikke god nok. Igen. Ikke god nok. Årene blev ved med at gå.
   Imellem ansøgningerne arbejdede jeg som telefonsælger. Det var et forfærdeligt job. Folk var altid sure, og der gik sjældent en dag, hvor jeg ikke blev råbt af i telefonen. De eneste, der gad snakke, var gamle damer, som alligevel ikke havde nogen penge. Men efter det fjerde år blev jeg forfremmet. Åbenbart var jeg god til at spilde min tid med ligegyldige produkter og snotdumme kunder.
   Så holdt jeg op med at prøve Designskolen. Det her var den pragmatiske vej - og åbenbart det eneste, jeg var god til.
   Marie klarede sig godt. Hendes fjollede computere eksploderede som fag. Alt skulle pludselig være digitalt. Hun elskede det job, men havde næsten aldrig tid til mig længere. Jeg bragte det op. Hun blev sur. Jeg bragte det op igen - uden anklager. Jeg brugte jeg-formuleringer. Forklarede hende, hvor tomt det føltes uden hende; hvordan det sårede mig altid at komme på en andenplads. Ingen anklager, bare forklaringer. Vi endte med at flytte sammen.
   Strengt taget aner jeg ikke, hvorfor vi ikke havde gjort det før.
   Det var nu ikke meget, jeg så hende alligevel. Hun blev ved med at bruge tid på sine hobbyer. Hun klatrede på bjerge i Sverige, hvor hun kunne komme til skade - og hver gang hun var af sted, så jeg jord skride under hendes fødder og stenene knække hendes hoved. Og hun var der med fremmede - ikke til at regne med, hvis der skete noget. Det var ikke helt fair af hende at efterlade mig herhjemme, neglebidende, mens hun bragte sit liv i fare, vel? Jeg kunne jo ikke koncentrere mig, når hun var derude. Mentale billeder af min elskede Marie - død - blev ved med at dukke op over markedsanalyserne.
   Hun holdt op med at klatre.
   Så begyndte hendes venner at tale om mig, når jeg ikke var der. Hun nævnte det indimellem - "Kamilla synes, at du er fjollet, når du gør det og det." Det gjorde ondt, men jeg forsvarede mig. Hvis de var rigtige venner, ville de vel respektere hende og hendes valg, ville de ikke? Og hun havde valgt mig, og hun vidste, at det ikke var fjollet, og hun elskede mig, gjorde hun ikke?
   Bagtalerne forsvandt langsomt.
   Maries kærlighed og støtte hjalp mig meget. Mit job gik bedre - jeg var respekteret som chef, og de dukkede alle nakken, når jeg gik forbi. Min afdeling havde gode salgstal, og jeg forestod implementeringen af et nyt IT-system, som effektiviserede arbejdsgangen. Da jeg fortalte det til Marie, lo hun og mindede mig om min modvilje mod computere i starten. Det stødte mig. Latterligt at gribe fat i fortiden på den måde. Jeg bebrejdede jo ikke hende, at hun var blevet ti kilo tungere siden gymnasiet.
   Marie var mere hjemme, men hun havde stadig lange arbejdsdage, og hun tilbragte mere og mere tid på sit lille hjemmekontor. Når vi endelig gik i seng samtidig, lagde hun sig med ryggen til. Hun sagde, at jobbet var krævende, men jeg kunne se, at det var noget andet. Måden, hun dukkede nakken, når jeg kom ind i lejligheden. Måden, hun var holdt op med at fortælle mig, hvad der skete i hendes hverdag. Jeg rakte ud, og hun trak sig væk. Hun startede ikke engang skænderier længere. Det med skænderierne var nu rart - ikke at skulle gå på æggeskaller derhjemme.
   Men det føltes, som om hun var ved at trække sig væk fra mig.
   Jeg lod en bemærkning falde til en kollega. Det var bare i forbifarten, men han greb den. "Høh," sagde han, "hun har ikke en affære, vel?"
   Jeg gik i panik. Selvfølgelig - selvfølgelig, det var det. Hun lagde aldrig op til sex, kiggede aldrig direkte på mig, trak sig væk, var altid væk på strategiske tidspunkter.
   Jeg husker ikke turen hjem. Jeg kan huske, at jeg sad i min lænestol - mine hænder rystede, mine tanker flakkede - og jeg ventede. Eftermiddagen, aftenen. Jeg kunne ikke have spist, hvis jeg havde villet. Men mit blik flakkede uvilkårligt, blev ved med at flakke, mod køkkenet. Knivene derude. Jeg kunne mærke en kold desperation samle sig i min mave. Den sorte afgrund, der åbnede sig ved tanken om at miste hende på den måde; jeg kunne ikke lade det ske. Da Marie trådte ind i lejligheden fortalte hendes kropssprog mig alt. Jeg prøvede at kontrollere min stemme, men hvem kan bebrejde mig? Jeg skreg. Det blev et langt skænderi. Hun nægtede alt, selvfølgelig. Men jeg kunne se - rædslen i hendes øjne, den måde hun undveg og benægtede. Jeg råbte mig hæs den aften, og hun endte med at løbe tudende over til sin mor i stedet for at tale om det.
   Først næste dag tænkte jeg klarere. Lidt forskrækket over mit udbrud. Måske havde hun svigtet mig på det grusomste, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Den lussing, jeg havde givet hende - det var jo desperation. Hun var min klippe, min - Jeg tog over til hendes arbejde. Undskyldte, gav hende blomster. Hun måtte forstå - det var kun, fordi jeg elskede hende så meget. Forlad mig aldrig, Marie. Jeg ville tage mit eget liv, hvis du gjorde.
   Hun vendte tilbage, og vi nævnte det aldrig igen. Nåh ja, næsten aldrig - kun, når vi skændtes igen, og jeg skulle forklare, hvorfor jeg havde så svært ved at stole på hende. Hvorfor jeg havde brug for ekstra tålmodighed. Det er ikke let at komme tilbage efter et tillidsbrud af den størrelse. Men hun skar ned på timerne på sit job, og vi havde mere tid sammen. Det var vidunderligt. Og tilliden blev langt lettere at opbygge, da hun gav mig adgang til sin mobil og mail. Bare, så jeg kunne være sikker.
   Hendes svigt nagede mindre og mindre.
   Årene tikkede langsomt forbi os, og omkring mig begyndte gamle klassekammerater og kolleger at spytte børn og vielsesringe ud. Marie og jeg havde ikke talt om det, siden vi gik i gymnasiet, men det vækkede en gammel trang i mig. Ja. Det var det, vi skulle. Det var tid - havde altid været tid.
   Jeg begyndte at kigge efter ringe. Det skulle være perfekt, helt perfekt. Vi skulle have det bedste. Jeg havde udset mig en perfekt guldring, da jeg pludselig fik en opringning.
   Det var Maries mor. Jeg vidste, at Marie indimellem spurgte hende om råd og vejledning, men... Hun var ung, da hun fik Marie, og havde aldrig kunnet holde benene lukket for de mange mænd, der kom efter Maries far. Hvad vidste hun om ægte kærlighed?
   "Hold dig fra Marie," sagde hun. Jeg havde aldrig været på god fod med hende, men vi havde altid været civiliserede over for hinanden. Det var åbenbart slut nu.
   "Undskyld mig?"
   "Hold dig fra min datter! Du ødelægger hende!"
   Nu var jeg oprigtig forvirret. "Hvad går det her ud på?"
   "Du slog hende! Forfølger, læser hendes - Ved du, at hun ikke har set Anabelle i to år? Ved du overhovedet, hvem Anabelle er?!"
   "En ven," svarede jeg automatisk. "Hør -"
   "Nej, du hører! Hvis du virkelig elsker hende - du siger, du elsker hende - hvis du gør, så lader du hende gå. Hører du?!"
   "Rolig ," sagde jeg, tvang min stemme venlig. "Hvis Marie har et problem med mig, stoler jeg på, at hun selv vil sige det."
   "Hun har -"
   "Har hun bedt dig ringe?"
   "Nej, men -"
   "Så vil jeg bede dig om ikke at chikanere os mere."
   "Du ødelægger hende, dit røvhul. Lad hende -"
   Jeg lagde på.
   Så købte jeg en vielsesring og kørte direkte hjem. Jeg fortalte Marie, hvordan hendes mor prøvede at komme imellem os. Hvordan hun ikke kunne se, hvor gode vi var for hinanden - hvor meget jeg havde brug for Marie, og hvor heldig Marie var at have en mand som mig. Hun blev jo ældre, og tykkere, men jeg ville stadig gerne have hende.
   Jeg ville gerne have hende rigtig meget.
   For resten af livet.
   Ville hun gifte sig med mig?
   Hun tøvede, hvilket fik små hik af panik til at vælde op i mig. Jeg blev ved med at tale - om, hvor godt vi havde det, hvor godt jeg behandlede hende, hvor svært det ville være for hende alene, hvor svært det ville være for mig - jeg elskede hende så meget! Det ville være en forbrydelse at smide den her kærlighed væk.
   Til sidst sagde hun ja. Bagefter ringede hun til sin mor for at fortælle det, og jeg kunne høre stemmen helt ovre i den anden ende af stuen - moren råbte af hende i røret. Da Marie sad grædende den aften, holdt jeg hende og strøg hendes hår og fortalte hende, at alt nok skulle blive godt. Jeg ville gøre alt for hende.
   Forlovelsen indbragte mig mange skulderklap næste dag på arbejdet. Vi havde en jovial arbejdstone, og jeg havde stort set intet at gøre i salgsafdelingen længere. Tingene gik godt. Livet gik godt.
   Vi blev gift hurtigt efter. Hun havde altid drømt om et kirkebryllup, men med konflikten i familien var det uladsiggørligt. Vi fik en borgerlig vielse, og jeg tog hende ud at spise bagefter - en lille italiensk med dyre vine på kortet. Det her var perfekt. Det perfekte bryllup. Meget bedre end en opstyltet fest med mennesker, der jo tydeligvis ikke holdt af hende. Hvorfor ville hendes mor ellers behandle hende sådan?
   Livet fortsatte. Marie var blevet mere stille, men vi havde det godt.
   Så blev hun gravid. Jeg var lykkelig, helt oppe i skyerne. Jeg havde fortalt det til alle og modtaget bjerge af strålende lykønskninger, før jeg læste en af Maries Facebook-beskeder til en barndomsveninde; hvor hun diskuterede, om hun overhovedet ville beholde barnet.
   Min verden gik i stå. Jeg smadrede hendes bærbare mod væggen, og da Marie kom hjem, talte vi om det. Vi kunne ikke abortere vores barn! Hvad ville alle tænke? Hvad med mig? Hvad med os? Skulle vi ikke have en familie? Elskede hun mig ikke?! Forstod hun ikke?! Jeg ville dræbe for min familie - dræbe hele verden og mig selv bagefter, hvis det kunne beskytte den! Tving mig ikke til at gøre noget drastisk, Marie!
   Vi fik barnet, og hun tog hele barselsperioden. Hun tjente en smule mere end mig, men jeg var uundværlig på mit job - og jeg var ikke helt sikker på, hvad hun lavede. Noget med computere, der sagtens kunne vente.
   Det var det smukkeste barn, lige indtil det begyndte at blive sygt. Mellemørebetændelser, og det skreg hele natten igennem. Det var ulideligt, og Marie lignede en levende død. Af barmhjertighed begyndte jeg at stå op - når jeg havde tid - og afløse hende. Da hun brokkede sig over, at jeg ikke gjorde det nok, stoppede jeg igen.
   Manglen på søvn var et konstant monster, der hang over mig. Maries skrøbelige gener, den evindelige gråd... Marie havde indgået en fredsaftale med sin mor, så den gamle krage kom indimellem over. Hjælpen var god, men hendes øjne hang på mig. Jeg var forfulgt, frarøvet basale behov, og Marie kunne ikke fixe det. Hvilken slags mor var hun? Hvilken slags kone?
   Det blev bedre, da Max blev ældre. Indimellem blev han passet af sin mormor, men da han en dag vendte tilbage, høj og ekstatisk på sukker, satte jeg en stopper for det. Hun kunne tydeligvis ikke finde ud af at passe ungen alene. Jeg må indrømme, jeg var lettet over at mindske kragens indflydelse på min søn.
   Jeg var blevet forfremmet, og mit arbejde blev mere og mere krævende. Marie nævnte mit familiære fravær et par gange, og hver gang måtte jeg forklare hende, hvor vigtigt mit job var. Jeg skulle nok skabe tid - når jeg kunne.
   Marie var begyndt at blive tyndere igen. Det ville have været pragtfuldt, hvis ikke hendes hud og hår også havde mistet deres glans. Jeg kunne mærke ribbenene under huden, og snart ville de kunne ses. Max voksede fint, mens Marie blev værre. Når hun bar korte kjoler, var hendes knæ knoklede, og selv det frække undertøj sejlede om hendes hofter nu. Det var næsten pinligt til firmamiddage - jeg kunne se kollegernes blikke, deres misbilligelse. Kunne mærke min Marie, min familie, min hårdtjente position, forsvinde mellem fingrene på mig. Det handlede ikke om hende længere - handlede om alt det, hun knuste for mig.
   Jeg måtte stoppe hende.
   En dag kom jeg hjem og fandt hende besvimet på sofaen. Max sad på gulvet og tudede. Jeg blev rasende, panisk. Vækkede hende, tvang hende til lægen. Han stillede mange spørgsmål og tog et par prøver. Hun havde åbenbart en omfattende vitaminmangel.
   Jeg begyndte at overvåge hendes spisevaner, så godt jeg kunne. Når hun ikke spiste, hjalp jeg hende. Når hun blev hysterisk, krøllede sig tudende sammen på sofaen, trak jeg hende op. Jeg ville ikke tillade hende at sygne hen mellem fingrene på mig. Foran øjnene på Max. Det kunne hun ikke tillade sig; at svigte os på den måde.
   Hun kæmpede imod mig. Hun ville sygne hen, hun ville svigte os alle, svigte mig, svigte Max. Noget koldt og mørkt var begyndt at samle sig i min mave - en svag erkendelse af, hvilket monster hun var. Min smukke, kloge Marie ville forlade os. Ligesom hun havde prøvet at forlade mig, da hun havde en affære. Ligesom hun havde prøvet, da jeg friede. Da vi ventede Max.
   Stop hende.
   Jeg opmuntrede hende til at kæmpe. Jeg tvang mad i hende, jeg fortalte hende om Max og om, hvordan vi havde brug for hende. Indimellem inddrog jeg Max - han var en vaks knægt, han kunne godt fortælle hende, hvor slemt det ville være uden hende.
   Når hun ikke lyttede - eller når hun nægtede at spise - blev jeg vred. Jeg er kun et menneske, og hun gjorde det så svært. Jeg prøvede virkelig. Prøvede virkelig at redde hende og os og vores familie. Prøvede at redde alt det, hun ødelagde.
   På hendes fødselsdag tog jeg hende i teatret og fik hende til at le. Den aften i sengen protesterede hun ikke, da jeg kravlede ovenpå hende. Det gik fremad. Langsomt fremad.
   Så sagde hun sit job op. Det var fint. Det trættede hende og ødelagde hende indefra. Det var bedre, at hun kunne tage sig af Max og mig og vores hjem - de ting, der gjorde hende glad. Jeg kunne forsørge os alle og havde ingen problemer med at have en hjemmegående kone. Feminismens snæversynede idioti kunne rende mig. Og hende. Det var dejligt at se hende glad.
   Det var derfor det chokerede mig sådan.
   Sådan et chok.
   Det var ikke, fordi jeg ville...
   Det var bare chok.
   Bare chok.
   Jeg kom hjem en dag, og Max var ikke hjemme. Det var ikke så sjældent, men jeg spurgte alligevel højt. Svaret kom inde fra soveværelset: Han er hjemme hos sin mormor.
   Det fik vreden til at boble op. Hans mormor kan ikke tage sig af ham, det har vi diskuteret! Hvordan kunne du lade ham gå?! Jeg gik gennem huset, mens jeg talte, og jeg fandt hende siddende på sengekanten. Sengetøjet lå i en bunke på gulvet.
   "Hvad sker der?" spurgte jeg.
   Hun kiggede på sine hænder. Så på sengetøjet. Forklarede, hvordan hun var begyndt at lægge sengetøj på, men pludselig havde det virket så... ligegyldigt. Helt ligegyldigt.
   Det var dumt, mente jeg. Kom nu i gang, vi skal have orden på huset og hente Max. Lad nu være med at ødelægge mere, end du allerede har.
   Jeg gik hen til hende, kunne mærke de små vredesbobler. Hvorfor gjorde hun alting så svært?! Jeg elskede hende, havde altid elsket hende - denne besværlige, grimme, dumme kvinde. Hvorfor forstod hun ikke, hvor særligt det var? Ægte kærlighed, på den måde?
   Og så sagde hun det. Fire små ord. "Jeg kan ikke mere."
   I det sekund samlede vreden sig i min mave i en mørk klump. Jeg havde kæmpet - kæmpet hele livet mod hendes svigt, mod hendes svaghed, mod det monster der boede i hende. I al den tid havde hun... havde hun...
   "Jeg kan ikke mere," gentog hun. "Jeg vil skilles."
   Et sted inden i mig åbnede vreden sig til en afgrund. Jeg mærkede mine hænder gribe ud, fange hendes hår. "Jeg elsker dig!" skreg min stemme. "Er det sådan, du betaler mig?!!"
   Hun skreg og skubbede mig væk. Jeg greb hende igen, forfulgte hende. Vi væltede fremad, gennem en døråbning.
   "Jeg elsker dig!" skreg jeg igen, mærkede kød og hud og fjerne knogler mod mine knoer. "Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig!"
   Hun dækkede sig for slagene, men jeg slog hendes hænder væk. "SE PÅ MIG!" skreg jeg. "Se på mig og sig, at du elsker mig!!"
   Hun græd, hikkede. Spyttede en blodklump og en tandflig ud af munden. Intet svar.
   Intet svar.
   "JEG ELSKER DIG!" Jeg greb hendes hår, hævede hende op fra gulvet. "JEG ELSKER DIG, DIN GRIMME TÆVE!"
   Så gjorde det ondt. Jeg kunne se lyset glimte i den store køkkenkniv, men hugget føltes blødt. Som om adrenalinen lagde sig om bladet, da hun huggede det ind mellem mine ribben. To tanker fløj gennem mit hoved, mens jeg så på hendes ansigt, hendes blodige ansigt, hænderne der rædselsslagent skubbede mig væk.
   Jeg gav dig den kniv, din utaknemmelige bitch.
   Jeg elsker dig.

   Så kom smerten. Som om mine muskler, organer, flækkede på tværs; gennem hele min krop, min hals. Blændede alle sanser, udmøntede sig i et skrig, der kun gjorde det værre. Min krop vred sig på gulvet, Marie sad trykket op mod et køkkenskab foran mig. Hun sagde intet, lod mig bare skrige og dø.
   Da smerten tog af, og mine øjne blev sorte, tænkte jeg på min ungdom. At leve så stærkt, så håbefuldt, med al fremtid foran sig.
   Jeg huskede Marie fra dengang. Smukke, grinende, elskende Marie med de runde former og gloriehåret. Jeg forestillede mig at jage kniven i hendes bryst, allerede dengang. Før hun ødelagde alt. Jeg forestillede mig hendes skrig, den vidunderlige fred bagefter.
   Der var noget tilfredsstillende ved tanken.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/10-2012 09:07 af Nina Holm-Jensen (Pizkie) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3406 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.