3Mens Månen Titter Gennem Ruden
"Det fandme noget lort når det er noget med børn!" · Troels skæver ... [...]
Noveller · gys, krimi, spænding
2 år siden
5Mors Blomst
To hundrede og fjorten skridt endnu. · Ikke gå for hurtigt. Men sle... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lars Thomassen (f. 1968)
To hundrede og fjorten skridt endnu.
   Ikke gå for hurtigt. Men slet ikke for langsomt.
   Daniel kiggede på sit armbåndsur som hans far og mor havde foræret ham. Det var matsort med hvide visere. Uvist af hvilken årsag stod ordet POLITI bag ved viserne. Måske havde hans forældre troet at han ville synes at det var sejt eller cool eller hvilke ord der nu havde været fremme på den tid, men det havde han nu aldrig gjort.
   Den store viser arbejdede sig ubønhørligt frem mod klokken kvart i. Han kunne ligefrem føle hvordan den pressede på for at komme et minut frem. Hvis han virkelig koncentrerede sig og med stive øjne forsøgte at stoppe den kunne han ligefrem se den vibrere for til sidst at rykke sig. Den ville bare frem. Dansede sin ubarmhjertige piruette bag glasset.
   Han kunne tydeligt huske den jul han havde fået det. Det var i tiden "hvor-alt-var-godt". Den tid hvor hans mor stadig levede og hans far...ja, da hans far var...?
   Han tog endnu et skridt frem. Og endnu et.
   Han løftede hovedet og kunne se vejen bue længere fremme. Lige ved Henriksens hus hvor Martin boede. Hans bedste ven fra tiden "hvor-alt-var-godt".

Han tjekkede endnu engang tiden. Han kendte turen. Vidste hvor mange skridt han skulle gå per minut for at være hjemme i "ordentlig tid" som hans far udtrykte det.
   Han tvang sig selv til at tage tyve hurtige skridt for derefter at holde en pause. Han stoppede op på flisen og drejede sig rundt. Legede med tanken om at gå den anden vej. Forestillede sig at han nu var på vej til skole. Forestillede sig at han bare løb væk, flygtede, skred. Prøvede det bare lige et par sekunder. Han kunne næsten overbevise sig selv og følte i de få sekunder en friheds- og glædesfølelse som gav ham myrepatter, et ord som hans mor tit havde brugt. Han kom til at smile. Bare et lille smil tillod han sig i de få sekunder hvor han var tilbage i tiden "hvor-alt-var-godt".

Den store viser havde næsten ramt kvart i på hans ur da han stod foran døren.
   Hver dag håbede han at hans far ikke var hjemme. Håbede at hans far havde fået arbejde og først kom hjem sent. Ligesom andre fædre.
   Håbede at hans far var taget ud for at handle eller hente skruer eller købe en ny hammer. Noget hverdagsagtigt. Bare et eller andet som andre fædre kunne finde på.
   Men Daniel vidste bedre.

"Stil tasken på værelset!" Tronende sad han for enden af spisebordet så han kunne kigge ud i gangen hvor hoveddøren var.
   Hans far, Præsten. Daniel prøvede at aflæse hvilket humør han var i.
   "Ja, far." Daniel gik hurtigt ind på sit værelse.
   "Kom," lød det fra køkkenet. Som om dommedag lige var blevet annonceret.
   "Sæt dig."
   "Ja far."
   De skrabende, trækkende lyde fra stolebenene lød alt for højt i det lille køkken som lugtede af røg og sure sokker. Hans far havde sikkert heller ikke været udenfor den dag.
   Daniel løftede hovedet og fokuserede på den lille sorte behårede udvækst som sad på hans fars kind. Det var et modermærke lige under det højre øje. To hår voksede ud fra det. Ikke lange hår, men lange nok til at man lagde mærke til dem. Et godt sted at kigge når han skulle snakke med sin far. Aldrig kigge ham i øjnene. Aldrig.
   Hans far lagde armene over kors. Et askebæger med en halvrøget Marlboro grøn, og en gul engangslighter lå på bordet foran ham.
   Det føltes som en evighed inden stilheden blev brudt. Daniel kunne mærke sin højre hånd begynde at ryste og tvang sig selv til at holde den stille.
   "Lektier?"
   Daniel nikkede ivrigt. "Fysik og tysk."
   Hans far brummede og kiggede mellemfornøjet ud af vinduet. Fysik og tysk var de to fag hans far hadede mest, eller de to som han ikke var særligt god til.
   Daniel ville gerne på værelset og lave lektier. Han havde faktisk kun engelsk for, men sagde han det, ville hans far med garanti hjælpe ham, og det ville han for alt i verden undgå.
   "Det er mange lektier I har i de to fag synes jeg. Hvad med engelsk og dansk? Laver I ingenting der?" spurgte hans far mens han vendte sig mod Daniel igen.
   "Joda, men jeg når det altid ovre i skolen, så...," svarede Daniel irriteret over at høre sin stemme ryste.
   Stilheden føltes længere end en evighed denne gang. Daniel kiggede ned på sine hænder som lå i skødet, men kunne mærke sin fars blik på sig. Da han følte at der var gået tilpas lang tid løftede han hovedet, fokuserede på udvæksten og spurgte spagt: "Er det så ok hvis jeg går ind og laver lektier nu?"
   "Ved du godt at Gud holder øje med os? Ved du godt at Gud straffer os for vores synder?" Hans far sad med hovedet lidt på sned og studerede ham.
   "Ja far."
   Hans far lænede sig fremover, løftede sig halvt fra stolen mens han støttede hænderne på køkkenbordet.
   Stolebenene skrabede gulvet og skar Daniel i ørene.
   Hans fars stemme havde løftet sig en oktav og han gestikulerede nu med armene mens hans øjne fløj rundt i deres huler.
   "Ved du også godt... at Gud, vores høje Gud, elsker os. Elsker dig, elsker mig. ELSKER OS ALLE SAMMEN?"
   "Ja far." Daniel væmmedes ved hans fars ånde og spytdråberne som fløj over bordet og næsten ramte ham.
   "Husk det Daniel! Husk det! Vil du ikke godt HUSKE DET?"
   "Det skal jeg nok far."
   Hans far fortsatte som havde han ikke hørt Daniel: "Og vi savner vores elskede Elisabeth. Min kone, DIN MOR!" Stemmen var blevet grådkvalt og hænderne berørte ansigtet i glidende bevægelser. Næsten som om ordene skulle viskes væk eller berøres.
   "Ja far," sagde Daniel uden at vide om det var det rigtige at sige eller om hans far hørte ham. Han mærkede tårerne begynde at kravle ud af deres kanaler. Men han tvang dem tilbage. Han ville ikke græde.
   Hans fars vejrtrækning blev hurtig og gispende alt imens han løftede armene og lagde dem om hovedet, som for at beskytte sig mod en fjende. En usynlig fjende.
   Daniel turde ikke trække vejret.
   Så ændrede faderens vejtrækning sig pludseligt. Fra at være høj, hurtig og pibende blev den nu afdæmpet, inden den til sidst var næsten uhørlig. Øjnene kunne igen fokusere og da han kiggede på Daniel lå der et lille undskyldende smil og gemte sig i mundvigen.
   "Har du vandet mors blomst i dag, Daniel?"
   Daniel turde ikke tro på sin egen stemme, så han rømmede sig forsigtigt inden han svarede: "Nej far, men jeg skal nok gøre det med det samme, hvis du gerne vil have det?"
   "Du er en god dreng Daniel. Det vil jeg gerne have." Han gjorde klart med en lille håndbevægelse, at Daniel godt måtte rejse sig.

Daniel åbnede de dobbelte glasdøre ind til stuen. Lugten af gamle møbler slog ham i møde. På det ravgule tæppe stod en lysegrøn trepersoners sofa og en lænestol der passede til, købt brugt at hans mor mange år før han blev født.
   Alt var slidt, meget slidt. Det var længe siden man bare havde kunnet snakke om patina. Lænestolen stod tæt ved fjernsynet. Det var hans fars foretrukne sted at sidde. Han havde flyttet lænestolen tæt på fjernsynet en eftermiddag hvor han havde fortalt Daniel om programmet Paradise Hotel og lært Daniel nye ord som "skøge" og "ludere", og havde tabt sine briller i ophidselsen og derefter i sin rus trådt på dem. Han havde aldrig købt nye.
   Daniel gik længere ind i den mørke stue. Et mørkt skrivebord gemte sig i hjørnet. Lige så slidt som alt det andet i det lille hus. Lige så slidte som Daniels nerver.
   Diverse pynteting som hans mor havde købt stod i vindueskarmen med et tykt lag støv på.
   Mange billeder på væggene. Snapshots fra tiden som var gået. Tiden som ikke var mere.
   Hans øjne fangede som vanligt bryllupsbilledet af hans forældre hvorpå faderen smilte. Altså sådan et rigtigt smil. Sådan et af dem der også nåede øjnene. Ved siden af stod Daniels mor i en fin bryllupskjole. Bagved sås kirken og den blå himmel. Som altid fik Daniel en klump i halsen når han så billedet.

"Så spradebasse. Få nu dit kluns på. Vi skal på legepladsen i dag." Hun nappede ham i enden så han brød ud i et skingert grin.
   "La' vær mor, det kilder."
   "Kom så i gang. Find dine sko og din jakke." Hun nappede ham igen men han greb hendes arm, som hun lod glide bag om ryggen på ham og løftede ham op i sine arme og holdt ham fast.
   "Skal du angribe din egen mor?" Hun kildede ham igen og måtte holde godt fast i ham da han vred sig og grinende sprællede i hendes arme.


Daniel kiggede på hendes flotte mørke krøller på brudebilledet og mærkede en tåre løbe ned af kinden. Han tørrede den arrigt væk og fortsatte hen mod stuens absolutte alter: Tv'et.
   Det var ikke et fladskærms tv. Det var et tre og tyve år gammelt skrummel af et billedrørs tv som hans far havde arvet af farfar da han lå for døden. Det havde Daniels mor fortalt ham efter at far var blevet underlig og hvor de bag en låst dør havde ligget i Daniels seng og snakket om hvorfor "det også er synd for far" og hvorfor "far er som han er."
   Daniel forstod stadig ikke hvorfor hans mor havde forsvaret faderen lige til de sidste.

Dengang hans far endnu arbejdede som præst, havde han tit prædiket om søndagen om og imod tv-kiggeri. Det blev udråbt som den absolutte synd. Den absolutte onde ting i faderens liv. I betragtning af det syntes Daniel at hans far så meget fjernsyn nu.
   Nu prædikede han udelukkende om det for Daniel.
   "Daniel! Fjernsyn er Djævelens værk. Unge nøgne mennesker udstiller sig mod Guds vilje."
   "De vil brænde i helvede, Daniel! Hører du mig!"
   "De skal dø, Daniel! Homoseksuelle skal dø! Lov mig at du er en god dreng, Daniel. Ellers vil Gud straffe dig! SODOMA OG GOMORRA."

   Samtidig ville han sætte pegefingeren eller hele hånden på skærmen for at pege på eller gribe fat i ondskaben, uddrive den. Der gik ikke en dag hvor Daniel ikke kunne høre sin far inde i stuen råbe ad fjernsynet, råbe til Daniel og verden, men det værste var når Daniel skulle komme ind i stuen og se hvad det var som var så forfærdeligt i fjernsynet.
   Sådan havde det ikke altid været.
   I tiden "hvor-alt-var-godt" havde de som familie godt kunnet hygge foran husalteret. Det var mens hans far læste teologi og hans mor arbejdede som sagsbehandler på kommunen.
   Før alt det grimme.
   Daniel fandt vandkanden frem som stod på gulvet bag tv'et. Den var stadig fyldt halvt op med vand. Han hældte aldrig det han ikke brugte ud. Han gav kun blomsten et par dråber om dagen, så vandet holdt længe.
   Det sparede ham for en tur ud i køkkenet. En tur ud til far.
   Blomsten stod i en hvid riflet vase med diverse orientalske tegn på. Det var Mors blomst. Grønne stængler med en anelse lilla i midten af den flotte hvide blomst som tronede på toppen.
   Han kunne huske at hans mor og han havde købt den hos blomsterhandleren en eftermiddag på vej hjem fra børnehaven og "vi skal huske at vande den hver dag, lille bitte Daniel."
   Det var blevet hans daglige ritual. Et ritual som faderen underligt nok ikke havde prøvet at ændre på.
   Endnu en ting fra den gang "hvor-alt-var-godt".
   Hans far havde skubbet alle væk fra sig, selv farmor kom ikke i huset mere. Ikke at det gjorde Daniel noget. Hans mor havde ikke kunnet lide hende, så det kunne han heller ikke.
   Mens dråberne forsigtig forlod vandkandens tut kom han til at tænke på hvordan mormor og morfar havde det.
   Sidst han havde set dem havde været til mors begravelse. Han havde dog overhørt sin far fortælle dem i telefonen at han ikke ville se dem mere og at de bare skulle holde sig væk fra Daniel.
   Nej, det var faktisk ikke sandt. Han havde set mormoren en gang senere. Hun havde stået uden for skolen, og han havde fået øje på hende gennem klasseværelsets vindue, hun havde set så trist ud, men da det endelig var blevet frikvarter og han var rendt ud, var hun væk.
   Daniel stillede vandkanden på plads igen. Så kunne blomsten klare sig til i morgen.
   Han far var forsvundet fra køkkenet og Daniel benyttede chancen til hurtigt at smøre to skiver rugbrød og et glas mælk som han tog med ind på værelset hvor han lavede sit engelsk.
   Han kunne høre faderen tænde for husalteret. Daniel blev på sit værelse.
   Flere gange hørte han faderen råbe af tv'et, og forventede hver gang at hans far ville råbe og bede ham komme ind og se hvem det nu var der skulle have Guds straf, men han blev ikke forstyrret før sent om natten da hans far stille åbnede døren, listede ind, kravlede ned i sengen ved siden af Daniel som besluttede sig for at hans far igen i nat ikke skulle se ham græde.

Daniel snørede sin sko, tog sin skoletaske over skulderen, åbnede hoveddøren så stille som overhovedet muligt og lukkede den lydløst bag sig.
   Otte hundrede ni og fyrre skridt til skolen. Han talte dem aldrig om morgenen, men han vidste det.
   Han løb mens en grådkvalt stønnen forfulgte ham. En stemme fra natten. Hans fars. Som et mantra hørte han den igen og igen på vej til skole: "Undskyld... Undskyld Daniel. Det er Guds straf. Gud straffer mig og straffer dig. Han straffer dig igennem mig..."
   Han ankom til skolen alt for tidligt. Der var slet ikke åbent endnu, så han satte sig på en kantsten og lukkede øjnene. Hold kæft hvor han savnede sin mor.

Det var eftermiddag. Daniel var kommet hjem fra skole til sædvanlig tid. Solen havde skinnet. Daniel kunne huske varmen på sin arme og i nakken. Som et postkort gemt bagerst i sin hjerneskuffe, nogle gange i farve andre gange i sort-hvid huskede han hjemmet, moderen og glæden fra tiden "hvor-alt-næsten-var-godt."
   Han huskede rosenbusken foran huset, hans eget skateboard smidt foran garagen, sin mors træsko stående pænt ved siden af hinanden ved trappen ind til huset. Han var glad fordi han havde fået lov til selv at gå til skole i stedet for at blive kørt af sin far.
   Far som var blevet præst i den lokale kirke, hvilket ændrede ham radikalt, og efterfølgende ikke var sjov at være sammen med mere. Han skældte ud og smilede sjældent. Det bedste var dog at hans far først kom sent hjem hver dag, så Daniel og hans mor havde hele eftermiddagen for sig selv. Det var hyggeligt.
   Daniel syntes han kunne huske at hans mor og far skændtes. Meget tit. Men han havde været så lille at det først for nyligt var gået op for ham at tilværelsen havde ændret sig.
   Mor var heller ikke den samme mere.
   Om morgenen havde hun glemt at smøre madpakke. Hun havde siddet i køkkenet da han stod for sent op. Ingen havde vækket ham. Trist sad hun i morgenkåbe med en smøg mellem fingrene og Daniel havde sagt til hende at hun skulle huske at "banke den mod askebægeret" som han kaldte det når asken var blevet for lang.
   Hun havde kigget på asken, banket på filteret med tommelfingeren så asken var landet på gulvet.
   På hans spørgsmål om ikke han skulle have madpakke med i skole havde hun trukket på skuldrene og ligegyldigt sagt at han måtte spise når han kom hjem. Uroligt havde han spurgt om der var noget galt.
   Hun kiggede igennem ham med øjne han slet ikke kunne genkende indtil hun skoddede smøgen og lagde begge arme omkring ham og trak ham ind. Han kunne stadig huske duften af mor.
   "Lille bitte Daniel. Din mor elsker dig," hviskede hun og skubbede ham ud i strakte arme, fikserede ham med øjnene, og denne gang så de ham.
   "Glem det aldrig! "
   Så havde hun sluppet ham.
   "Smut så pomfrit."

I en anden tid havde han passeret træskoene og var gået ind i entreen. Havde smidt tasken og skoene mens han råbte hej.
   Da der ikke kom noget svar fortsatte han ind i stuen, videre ind i soveværelset og fandt sin mor liggende i sengen med et tomt pilleglas liggende væltet på sengebordet.


"Værsgo Daniel!"
   Forskrækket vågnede Daniel op fra en anden tid.
   Foran stod hans fysiklærer Georg. Det resterende grå hår stod som sædvanligt ud til alle sider og i centrum af de buttede kinder var der et stort smil klistret på.
   "Som sædvanligt: Flot arbejde!"
   Daniel vidste først ikke hvad det var Georg talte om, men da han så den stak papirer som læreren holdt frem mod ham, forstod han at det var fysikopgaven han talte om.
   Georg klappede ham på ryggen da han havde taget imod den og gik videre til næste elev med et mumlende: "Fandeme flot!"
   Daniel kiggede ned på papiret hvor der var påskrevet et stort tolvtal i en tegnet sol.
   Et kort sekund blussede glæden op i ham, men den blev hurtigt pustet ud af virkelighedens ildslukker. Hvem skulle han vise det til?

Dråberne ramte jorden i vasen med små klukkende lyde. Da Daniel var ved at sætte vandkanden ned på gulvet bag fjernsynet igen, lød hans far stemme lige bag ham: "Daniel?"
   Daniel blev så forskrækket at han væltede vandkanden som med det samme begyndte at hælde sit vand ud af næsen. Han rejste den hurtigt op, og vendte sig mod sin far og håbede at han ikke havde set det. Men han virkede distraheret. Som om han var et andet sted.
   "Ja far?"
   "Er du færdig?"
   "Ja far."
   "Gå ud og tag dig noget mad. Jeg vil se noget fjernsyn."
   "Ja far."
   Hans far traskede hen til lænestolen, satte sig tungt så støvet lettede, rakte ned på gulvet ved siden af lænestolen og tændte den røde knap på en trestiks forlængerledning. Fjernsynet startede sin brummen og Mors Blomst bevægede sig en smule.
   Daniel stoppede med at trække vejret indtil billedet på fjernsynet tonede frem.
   "Gå nu med dig Daniel!"
   Daniel drejede hovedet.
   "Ja far." Han tog en dyb indånding og forlod stuen.

Flere ting åbenbarede sig for Daniel nu. Han forstod også at der ingen vej var tilbage. Ingen anden udvej.
   Siddende på sin seng snakkede han lydløst med sin mor og håbede hun hørte ham et eller andet sted. Han prøvede at forklare. Forsøgte at undskylde, men ville egentlig ikke undskylde.
   Han undskyldte også overfor Gud. En Gud som han ikke forstod.
   Han vidste inderst inde at hans mor forstod ham. Han kunne ikke mere. Kunne ikke mere leve dette liv.
   Det havde han vidst et stykke tid nu. Han måtte bare finde modet til at ende det. Han måtte finde en måde at komme herfra på.

Han lå vågen i flere timer efter at faderen havde forladt sengen. Stirrende ud i mørket gav det hele mening.
   Hele dagen i skolen vidste han at det måtte ske, og hvad der aldrig ville ske igen.
   Han blev mere og mere beslutsom for hvert skridt han tog på vejen hjem, og havde der været nogen tvivl forsvandt den som vand fordamper da hans så sin far i køkkenet.

"Lektier?"
   "Ja far."
   Hans far kiggede undersøgende på ham. Måske kunne han se at noget var ændret hos Daniel.
   "Hvad har du for?"
   "Fysik."
   Den sædvanlige utilfredse lyd med munden efterfulgt af et suk.
   "Har du vandet Mors Blomst?"
   "Nej far. Jeg gør det nu, hvis du gerne vil have det?"
   Igen kiggede hans far undersøgende på ham. Virkede som om han ikke kunne finde ud af hvad der var anderledes.
   "Ja, det må du gerne." Sagde han endelig.
   Daniel rejste sig. Han vidste godt hvad der var anderledes. Han havde kigget sin far i øjnene, han havde fastholdt blikket.

Da Daniel havde vandet Mors Blomst tog han vandkanden med ud fra stuen. Den var endelig tom. Han kunne høre at hans far var på badeværelset. Han gik ud i køkkenet, satte vandkanden ned i vasken og fyldte den igen, vendte rundt og stillede den bag ved fjernsynet igen.
   Han smilede til moderen på bryllupsbilledet og det virkede som om hun smilede tilbage. Kun til ham. Som om hun forstod at nu måtte tingene ende. Som om hun sagde: "Det er i orden lille bitte Daniel. Husk mor elsker dig."
   På sit værelse skævede han til sin skoletaske. Han havde dansk for, men vidste at det var ligegyldigt.
   Han satte sig på sengen.
   Han kunne høre toilettet skylle ud og vandet fra vandhanen plaske ned i håndvasken.
   Så åbnedes døren ude på gangen og tunge traskende skridt passerede døren ind til Daniels værelse. De forsvandt ind i stuen.

To minutter senere lød der en sydende lyd efterfulgt af et højt knald.
   Daniel rejste sig fra sengen. Åbnede døren til gangen og gik de ti skridt ned til døren ind til stuen.
   En duft af brændt plastic slog ham i møde. En sydende lyd kom inde fra stuen.
   Han gik med hurtige skridt ind i stuen, forbi bryllupsbilledet, forbi lænestolen, rakte ned ved siden af lænestolen og slukkede på den røde knap. Den sydende lyd stoppede og pludselig var der helt stille.
   Han rettede sig op, gik hen bag tv'et, greb vandkanden og tømte den ud over det brændende tv. Den samme vandkande som han havde tømt ned bag i fjernsynet tidligere og som kortsluttede tv'et da hans far tændte for det.
   Da ilden var gået ud og han havde sat vandkanden ned igen, kiggede han så endelig på sin far.
   Han havde et forbavset udtryk i ansigtet. Mørke og lyse ting var spredt ud over hans ansigt, hals og bryst. Daniel regnede med at de lyse ting var glassplinter fra tv skærmen. De glimtede lystigt i det moderate lys som kom fra vinduet. Der løb blod ned fra panden, kinderne, mens det fra halsen fossede som en fontæne ud på det ravgule tæppe i stuen. Øjnene kiggede ud i ingenting. Hans far var endelig blevet stille.
   Daniel gik forsigtigt forbi lænestolen, hen til skrivebordet hvor telefonen stod, ringede 112 og lagde røret.
   På gulvet lå Mors Blomst. Vasen var stadig intakt. Daniel samlede den op og gik ind på sit værelse. Stillede blomsten på hjørnet af skrivebordet, så han kunne kigge på den henne fra sengen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/12-2013 13:21 af Lars Thomassen (Stuttepus) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3773 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.