3Jordbærkys
Kære Maiken · Tusind tak for din mail. Hvor var det dejligt at høre... [...]
Noveller for børn/unge · ulykkelig kærlighed, forelskelse, kærlighedslængsel
1 år, 2 måneder siden
0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
2 år siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
2 år siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
2 år siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
3 år siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
3 år siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
3 år siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
4 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
4 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
5 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
6 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
6 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
6 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
6 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
6 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har fundet noget andet fodtøj.
   En kinabog ligger foran ham. Mit navn står på omslaget. "Til Ratri".
   Jeg har sat gryden med vand over, og mens den spiller på komfuret, finder jeg kardemommekapsler, kanel og te. Krydderierne snapper rundt mellem sukker, mælk og et drys chilli. Vi sidder på vores vante pladser lige overfor hinanden. Han sidder skråt på stolen og venter på, at teen er kogt. Jeg rejser mig og finder et grydelåg.
   Ibraham fortæller
   - Veera tog en pude, lagde den henover din mor Shantis hoved og kvalte hende.
   Jeg stopper op midt i bevægelsen, med grydelåget i hånden, på vej over til komfuret, jeg forstår ikke helt, hvor han vil hen, så jeg vender mig rundt. Ser ham sidde der.
   - Din bedstemor kvalte din mor med en pude, tøver han. - Det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg stod inde i butikken og havde lige hjulpet hende med at bære nogle kasser op fra kælderen.
   Jeg siger
   - Hvorfor fortalte hun dig det?
   Han ser insisterende på mig
   - Din mor. Hun blev kvalt. Jeg tror på hvad hun sagde.
   Jeg har grydelåget med tilbage, da jeg sætter mig ned.
   - Veera stod inde i butikken. Tæt på mig. Hun sagde det nærmest som noget, hun ville underholde mig med. Jeg satte mig på hug. Jeg havde været her et par uger på det tidspunkt, og hun havde hele tiden sagt, at din mor var på ferie. Tidspunktet passede godt nok til en ferietur. Men lige pludselig sagde hun, at hun havde kvalt hende med en pude.
   Han ser direkte på mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg ser en slimål, en lampret, hvirvle rundt om sig selv på en fiskeline.Lamprettens tænder pisker rundt i ring og folder sig kalejdoskopisk ud i formationer og farver for mine øjne. Jeg venter på om han vil fortsætte. Vandet spilkoger.

***

Midsommervisen i kioskens radio blander sig med børns dæmpede gråd og duften af frisk nyslået græs til guden Nandi. Hendes hvisken går over i messende stakkato. Øjenkrogene søger efter et fast fundament et sted at hvile. Ryggen bliver grimet i lyset, striberne når munden. Kiosken er orange, min gråd ligger lige under strubelåget. De mørke øjne følger mig, hjertebanken følger dem.
   Bedstemor Veera hævede sjældent stemmen. Blikket var stramt og mimikken umulig at aflæse. Bevægelser blev målt med centimetermål.

Hun åbnede døren om morgenen. Måske stod den første kunde allerede derude. Han bad om en pose rundstykker. Jeg kæmpede med kasserne, mens bedstemor Veera ekspederede. Hun var afmålt venlig og gav ham et rundstykke ekstra. Hvis hun lige var gået ud et kort øjeblik, kunne jeg også ekspedere. Et rundstykke ekstra blev også sneget ned. Men hun opdagede det ofte og jeg blev bedt om at tage det op og lægge det tilbage. Hvis jeg ikke forstod, hvad hun mente, tog hun posen ud af hænderne på mig og hev heftigt rundstykket op. Mit blik flagrede. Når jeg vendte tilbage til mine kasser, så jeg, at hun lagde et nyt rundstykke ned i posen. Jeg holdt vejret. Kunden smilte til os begge på vej ud af butikken.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg startede med at ekspedere kunder, men jeg har altid været med i kiosken. Bedstemor Veeras indiske pligtopfyldelse fik os til at have butikken åben hver dag. Selv på deepavali - i anledning af lyset. Hun smilte altid, når hun åbnede forretningen, hendes bevægelser blev hurtigere og mere faste. Hun klagede sig aldrig over de tunge kasser med øl eller sodavand. Fragtmanden fik tit et blad med til sin frokost. Jeg faldt ind i hendes vaner, gjorde det samme som hun. De bedste dage var fulde af kunder. Særligt i sommermånederne havde vi nok at lave. Omsætningen faldt hen i september, men vi havde stadig lange åbningstider. Jeg begyndte at få faste rutiner. Skoletasken blev stillet i baglokalet, og så gik jeg hurtigt i gang med de ting, bedstemor Veera havde ladet ligge til mig.

Bedstemor Veera havde en fast følgesvend, en legekammerat hun kaldte Andhakarena. Mørket. Samtalerne med ham var pinefuldt meningsløse. Kioskens handlinger var så meningsfulde, så fulde af liv og hun nød timerne meget. Jeg blev smittet med hendes afmålte smil og småsnakken med kunderne. Hun kunne nynne en melodi, mens hun stod lænet op af disken. Der lå altid lidt håndarbejde ved siden af kassen, orkis, som hun kunne stå med uden at bruge for meget plads.

Allerede da jeg var helt lille forstod jeg når hun blev privat, gik og talte med et menneske, et væsen jeg ikke kunne se. I en tidlig alder, blev det tydeligt, at hun jævnligt talte med sig selv. Når jeg spurgte, hvem hun talte med, kunne hun få et helt andet blik, en helt anden distance til mig. Som om hun var blevet taget på fersk gerning, i gang med at gøre noget ulovligt. Blikket blev tomt, og jeg kunne høre på hende at hun talte langsommere. Hun konfererede med sig selv. Diskuterede og så ikke på noget. Blikket flagrede og jeg blev tavs. Hun kæmpede med sig selv, hun ville gerne fortælle om Andhakarena; men når hun prøvede, kunne hun stoppe op midt i en sætning og ikke fortsætte den. Det virkede forbudt. Jeg pressede ikke på med mine spørgsmål for hun slog samtalerne hen, - benægtede dem.

Jeg husker engang, hvor jeg sad i gyngestolen først på aftenen, jeg kan ikke have været startet i skole endnu. Butikken var lige blevet lukket, og jeg sad og ventede på, at vi skulle spise. Vi havde ikke fjernsyn.
   Jeg gynger lystigt.
   Bedstemor Veera siger
   - Vi gør det kun en gang
   Gør hvad en gang? Jeg stopper for at kunne få noget mere med af det, der bliver sagt.
   Hun fortsætter
   - Hun skal varsles. Hun skal rustes til det, der skal komme, så hun kan komme igennem det.
   Med en anden stemme siger bedstemor
   - Ja, så hun ved hun skal gøre, når hun møder den værste.
   Så skifter hun stemmeleje
   -Men vi gør det kun én gang. Ellers opdager han det, og så er helvede løs. Hun skal have lært det på den ene gang, hun skal have forstået det, hun skal gøre, når hun ser det første gang.
   Tonen fra før vender tilbage
   - Det kan hun da også, hun er jo kvik. Ingen er lige så kvik. Nej, det var godt at hun blev nøje udvalgt.
   Hun sukker
   - Ja, det var godt vi lige fik noget at skulle have sagt, at vi fik en finger med i spillet.
   Hviskende siger hun
   - Vi kunne også vente nogle år, så er vi sikker på, at hun husker det.
   Stemmen bliver bestemt
   - Nej, det skal være nu, mens hun er så lille, mens hun stadig lever så meget i nuet at hun ikke vil kunne huske, hvad der er sket i detaljen. Men at hun, når hun står overfor ham, lige nøjagtig ved hvad hun skal gøre.
   Gyngestolen knirker lidt. Bedstemor Veera fortsætter.
   - Godt, vi finder en dag, hvor vi ved, at han ikke er hjemme.
   - Godt. Resten synger vi, fortæller i vers, eventyr eller på en eller anden måde. Jeg har prøvet at tale kannada, det lærte hun med det samme, men det blev straks opdaget, og så var vi lige vidt. Heldigvis var der ikke noget, jeg havde fortalt hende endnu. Hvis hun som du siger, er klog nok, vil hun vide hvad hun skal, når hun skal bruge det.
   Knirken, så bliver stemmen tydelig
   - Vi prøver.
   Jeg lytter og gynger. Jeg gynger frem og tilbage lidt, der er en mærkelig kaglen og gaklen fra gangen bag spisestuen. Jeg gynger lidt langsommere for at være helt sikker på, at det ikke er min gyngestol, der er noget galt med. Det er det ikke, det kommer helt sikkert fra rummet ved siden af. Det lyder som to duer eller måske to høns som skændes. Nu stopper jeg gyngeriet helt. Jeg lytter - med gyngestolen fremme og begge fødder på fodpuden, sådan at jeg kan sætte af igen hurtigt, hvis det skulle vise sig at være noget, som jeg bilder sig ind. Det fortsætter, stiger måske lidt i tonen, og det får mig alligevel til at liste mig lidt frem i stuen og hen for at kigge over halvmuren ind til spisestuen. Spisebordet er tomt, der er lagt en lyseløber på og sat et par lysestager, men der sidder definitivt ikke nogen ved bordet. Jeg lister i luffende bevægelser frem til spisebordet for at gemme mig bag en stol. Bag døren til vindfanget, er lydene nu så høje, at jeg er sikker på at der mindst er to til fem kaglende høns der ude. Jeg tænker mig lidt om, og siger til mig selv, at jeg må finde et ord som på en eller anden måde kan få mig forklaret, hvad det er der sker. Når jeg virkelig har været slem, siger bedstemor Veera altid
   - Hvad FOREGÅR der. Hænderne i siden og et stift blik på mig.
   Jeg beslutter mig for at det må være det jeg skal sige; banke døren op så hurtigst jeg kan, råbe
   - Hvad FOREGÅR der, og så må jeg se at få fanget de høns.
   Jeg lister frem. Den kaglende lyd er gået over i et helt kor lige nu. Jeg nærmer mig døren og får trykket håndtaget ned, håndleddet er løst, jeg har sluppet døren, inden jeg træder ind over dørtærsklen. Den banker mod muren.
   - Hvad FOREGÅR der, siger jeg så højt jeg kan. Det syn jeg ser, er jeg absolut ikke forberedt på.
   Bedstemor Veera står ude i vindfanget, med en tyk strikket kulørt vinterhue på, af den slags man bruger i Norge. Der er klapper ned for ørene, og man kan binde den under hagen. Det har hun ikke gjort, snorene hænger bare ned over brystet, og det får synet til at blive til en forvokset hættemåge i stribet kulør. Hun har røde opvaskegummi handsker på hænderne, lange og helt op til albuerne. Hendes nøgne fødder er stukket i et par sorte kalveskinds handsker. Sådan at man ikke kan ane tæerne.
   - Kuk - kuk - bøh siger hun og gør fagter med gummihandskerne.
   - Kuk - kuk - bøh
   Hun kommer nærmere, som om hun vil omfavne mig med de underlige ting på. Min mave går fra at indeholde en lille ildkugle, til et stort flammende møllehjul.
   Jeg smækker døren i igen.
   Jeg løber om til gyngestolen. Hjertet banker hurtigt. Det hjælper at sidde helt stille. Det sitrer foran mine øjne.
   Døren går op. Bedstemor Veera kommer ind. Hun har sin røde bomuldssari på. Ansigtet er neutralt og hun virker helt rolig. Hænderne trækker stilfærdigt håndarbejde frem. Læberne bevæger sig da hun tæller knuderne. Det river i mig, men jeg spørger hende ikke om det der skete. Hun har blikket fast på sin orkis. Stolen knager lidt.


Orkisskytten strøg ind i gennem knuderne, mens hun i løbet af dagen stod lænet op af disken. Hendes sari havde nystrøgne folder og bugtede sig bag hendes skulder. Udenfor skinnede solen. Min sari gled ned over skulderen, så jeg bandt den to gange rundt om livet. Jeg stod med kosten og havde en bunke sand og skidt hobet op på gulvet lidt længere væk. Fejespånen lå klar indenfor rækkevidde. Slikpapir og avisrester var svære at få med kosten og jeg bukkede mig ned for at samle det op. Jeg kunne lide at gøre mig nyttig, og var høj af min alder. Det gjorde det nemmere at få kosten til at makke ret. Hun smilede glad og tilpas til mig. Med ét vendte hun sig om, smed orkisskytten fra sig, så den trevlede tråden op. Hun hev kosten ud af hænderne på mig og gik hidsigt i gang med at skrabe skidtet sammen.

- Alt skal man gøre selv, skændte hun højlydt.
   Jeg greb fejespånen og bukkede mig ned til skidtet, men hun rev den ud af hånden på mig og skubbede til min skulder.
   - Stil dig over i hjørnet.
   Jeg listede over mellem kassen og telefonen.
   Hun rejste sig med den fyldte fejespån. Idet hun tømte indholdet ud i skraldespanden, vendte hun sig rundt og sendte mig et sødt smil. Jeg trak forsøgsvis på smilebåndet. Så smed hun fejespånen ind i rengøringsskabet sammen med kosten og lukkede efter sig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se glimtet i hendes øjne. Jeg tolkede det som en gestus, til at faren var drevet over og tog et skridt ud imod kassen. Forknyt kom hun nærmere og pillede hurtigt ved min saribluses halsudskæring. Så tog hun hånden til sig og vrængede
   - Så lille endnu
   Hun ludede, blikket fik gnister. Hun kiggede direkte på mig, mens jeg ikke vidste, hvor jeg skulle se hen. Jeg fæstnede blikket ved mine sandaler og forsøgte at ignorere klumpen i halsen. Hun aede mig på kinden, men tog så hurtigt hånden til sig. Hovedet vendte på skrå, og hun kvalte et grin
   - Troede du virkelig ikke, du måtte feje gulvet? Selvfølgelig må du det.
   For hver gang jeg så på hende, havde hun en ny mimik eller en ny måde at være på. blev jeg stående længe, klemt inde bag telefonen.

***

Jeg skolder mig på min te, et brændende gys går igennem mig. Bedstemor Veera var fyldt med ansigter. Hun havde mange forklaringer til den samme historie. Mange historier til den samme forklaring. Når jeg tænker tilbage på episoden, bliver jeg grebet af stemningen fra den gang, selv om det er så mange år siden. Andhakarena, Mørket som kom i mellem os. Åd sig ind i mellem mig og bedstemor Veera. Når der var kunder i butikken, tog hun en heldragt med maske på. Ingen fik nogensinde mistanke om, at hun var syg, selv om vi nok var anerledes end flertallet herude. Jeg tror, de tillagde bedstemor Veeras måde at være på, hendes indiske oprindelse.
   Jeg tvivler på, at jeg kan fortælle Ibraham helt ærligt om hende. Meget af det hun sagde, var i direkte modstrid med de forgående fortællinger. Til Ibraham har hun sagt, at hun kvalte min mor. Det kommer ikke bag på mig.
   - Det kommer ikke bag på mig.
   Jeg kan se at han bliver forundret.
   - Ratri. Hun døde, hun blev kvalt.
   Stemmen er lavmælt, indtrængende.
   Jeg ryster på hovedet. Jeg har slet ikke ord nok til at kunne beskrive bedstemor Veera, som jeg kender hende. Grydelåget skramler på plads over tevandet.
   Så vender jeg mig og fylder koldt vand i et glas til min ru tunge. Panden bliver kølet med siden af glasset. Jeg er stadig en smule hed og træt efter fisketuren, selv om det ikke var mig, der måtte kæmpe med lampretten. Tankerne bliver ved med at kredse om de sorte tomme øjenhuler og de mange rækker tænder. Rælingen bliver nød til at få en ny omgang teakolie. Blikket er fæstnet på noget langt væk udenfor vinduet.
   - Ratri.
   - Ratri.
   Jeg vender mig imod Ibraham, det tager et sekund at fokusere. Han peger ned foran sig på kinabogen, som ligger indenfor rækkevidde. Jeg følger hans blik. Hvid slettelak på sort lak. "Til Ratri". Der står ikke mere.
   Ibraham drejer bogen lidt, åbner den og bladrer den igennem. Selv på afstand kan jeg se at håndskriften ikke er hans. Der er ikke datomærker i hjørnerne. Til gengæld ser det ud til, at mange af siderne starter med sætningen: "Til Ratri." Jeg trækker min stol tættere på. Ibraham glipper med øjnene. Han smækker kinabogen i og lægger begge hænder over den. Han indfrier ikke min tavse forventning til, at jeg må læse en side.
   - Jeg fik den af posten mens jeg boede i Herning.
   Genlyden i hans stemme runger i mit trætte hoved. Jeg læner mig tilbage, men prøver så alligevel.
   - Bedstemor Veera har helt sikkert bildt dig noget ind.
   - Jeg havde ikke oplyst nogen om hvor jeg opholdt mig. Det var det mærkelige af det hele. Alligevel kom bogen med posten.
   Jeg rækker ud og tænder lyset, samtidig med at jeg kraftigt gnider mig mellem brynene i et forsøg på, at få min hovedpine til at forsvinde. Så læner jeg mig tilbage. Vi får øjenkontakt og han læser højt:

***

Til Ratri

Sukkende flagrer sort sol over mit loftsvindue. Fejer i vinden og ændrer sin kurs. Strejf af himmelen i aftenvinden.

Jeg kaster mig for Durga på løven. Flakkende vender jeg mig mod hende, min kurs bliver hendes havn.

Låst inde, synger jeg for min elskede. Den sang som kysses af det evige. Unikt.

Et støvfnug i Universet, Durga oplyser og bevarer dig. Dine tårer får dit smil til at blomstre.

Fra brønden bærer jeg dig drikke til vores fælles tanker, og starter på min hjemvej.
Forfatterbemærkninger
Hej Alle I denne fortælling har jeg prøvet kræfter med det surreelle og den fantastiske litteratur. Jeg vil gerne vide om det er helt volapyk samt om fortællingen mangler en slutning. Tusind tak for Jeres tid. KH Ann Sujatha

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/01-2016 18:44 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2800 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.