Spøgelser ved højlys dag


3 år siden 4 kommentarer Noveller

2Jordbærkager
Der burde ikke stå "bananer" på min dør. Skiltet med billedet er ... [...]
Kortprosa
2 dage, 5 timer siden
2Jordmånemandler 2
Det lasede tøj var det første jeg bemærkede, så så jeg, at han og... [...]
Kortprosa · fremtidssamfund
23 dage siden
5Det er noget andet
Men det er ikke det. Det er noget andet, noget rørende, som et st... [...]
Kortprosa
1 måned, 26 dage siden
5Jordmånemandler
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Kortprosa · fremtidssamfund
2 måneder, 17 dage siden
2Vindblæst
Tøjstykker blafrer i vinden. Trøjer og bluser svinger frem og til... [...]
Kortprosa
3 måneder, 5 dage siden
2Uniform
Som en soldat · under tjørnehækken · der skyder med skarpt · vender ste... [...]
Digte
4 måneder siden
8Sådan gik det til
Det er ikke til at tro. Jeg fatter det ikke. At han skulle. Nej, ... [...]
Kortprosa
4 måneder, 6 dage siden
6Hvem banker på
Her er så stille, kun regnens dryp lyder på taget. Dryp, dryp, dr... [...]
Kortprosa
5 måneder, 4 dage siden
3Forklaringer
Forklaringer, · han har ikke krav på dem. · Ordene er som strandede h... [...]
Digte
5 måneder, 10 dage siden
7Lattermilde længsler
En smule vind og vejr · på min kind især · sætter sommerspor · i den va... [...]
Rim og vers · sommer
5 måneder, 17 dage siden
4Chancer i livet
Jeg sad og spiste morgenmad da det ringede på min hoveddør. Det e... [...]
Kortprosa
6 måneder, 12 dage siden
3Liv
Din hjerne står alene · på bakketoppen. · Måske har du glemt · at få de... [...]
Digte · liv
6 måneder, 16 dage siden
6På kryds og tværs i et valgunivers
Penge, natur og grøn energi · skal samlet set sætte os fri. · Grønært... [...]
Rim og vers
6 måneder, 23 dage siden
5Navigation
Langsomt synker jeg ind · bag ruden. · Skæver gennem glasset. · Lyset s... [...]
Digte
7 måneder, 13 dage siden
2Igen igen
Så taler skoven i grønne gry · smukt akkompagneret af fuglefly · sols... [...]
Rim og vers
7 måneder, 21 dage siden
4Helt i det blå
Panelerne er dystre mørk blå. Hun har aldrig tænkt over det før n... [...]
Kortprosa
8 måneder, 7 dage siden
7Træstammer
Mon du forstår · hvad jeg mener · når jeg · spytter ud · og · langsomt · trev... [...]
Digte
8 måneder, 12 dage siden
6Det første skridt
Tæmme tig'rens · tankestrømme · vælge · liv · og drømme. · Tæmme tyrens · tun... [...]
Rim og vers
9 måneder, 1 dag siden
5Banko
Nr. 12 i rækken · nr. 5 i køen · alle numres historie · bor et sted · der... [...]
Digte
9 måneder, 11 dage siden
7Torne og tidsler
Hun har en hårlok der bliver ved at flyde ned i panden på hende, ... [...]
Kortprosa
9 måneder, 22 dage siden
2Drømme
Jeg drømmer og griber grene · fjerner dem fra mit udsyn. · Vælter træ... [...]
Digte
10 måneder, 2 dage siden
3Mod er ikke lamper
Mod er ikke · lamper · vi kan tænde. · Det tager tid at finde · og at bræ... [...]
Rim og vers
10 måneder, 9 dage siden
5På skyer
Dage på skyer · sol på mit rugbrød · frokost i det grønnesmil · Her går... [...]
Digte
10 måneder, 22 dage siden
5Chock
Det kom · ud af det blå, · det vedblev, · uafladeligt. · Det var vel · årst... [...]
Digte
1 år siden
6Decemberblues
Hvad ser du · mens du går · skyggerne falder tungt · ind · som små grå pl... [...]
Digte
1 år, 1 måned siden
2Stilet
Stiletter, høje som huse, røde, læder tror jeg. · Hun stiller dem p... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Bare en and 2
Hans øjne var dybt mørkegrønne, hun stirrede ind i dem betaget af... [...]
Kortprosa
1 år, 2 måneder siden
5Bare en and
Jeg vandt den på Bakken. Den står på mit badeværelse, stor og gul... [...]
Kortprosa
1 år, 2 måneder siden
6Hertil
Hvorfra kommer · ægget · jordens salt · verdens alt. · Et under · en undren... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
5Forfra
Anspore skridt · afvikle alt. · Vende tilbage · returnere · gå. · Afkorte k... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
6Pletten
Han stirrede ned på sine hænder. Ru som sandpapir, stærke. Fingre... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
2Røde kaffekander
Så langt øjet rakte og så vidt hun vidste, fandtes ingen andre rø... [...]
Eventyr og fabler
1 år, 3 måneder siden
4Tankeide
En fnuglet ide · båret af vind · som kysser · din kind. · Skævt drejet un... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
5Sparke røv
Det er mærkeligt, underligt. Jeg siger ikke meget, og gør det jeg... [...]
Kortprosa
1 år, 6 måneder siden
3Vokseværk
jeg forsøgte at stemme · overens. · At danse rumba midt i · en vals · all... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
5Et lille pip i en stor gryde
Han stod der, med armene løst hængende langs siden · Skuttede sig o... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
6Ordvæver
Ord · brækker stykker af chokolade · smager · det bitre · og søde. · Kalder... [...]
Digte
1 år, 8 måneder siden
6Mors nye adresse 3
I en fjern galakse langt herfra svæver han i løse dele, skyggerne... [...]
Kortprosa
1 år, 8 måneder siden
14Skinkens pris
Gid jeg var en skinke · stor velsmagende · og saftig. · For hver skive · ... [...]
Rim og vers
1 år, 9 måneder siden
5Mors nye adresse 2
Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
8Mors nye adresse
Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
10Landgang
Bobler bruser med · varmsøgende missiler · gennem regnbuen. · Alle mine... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
4Mit lille hus i skoven
Stilheden i skoven er af en anden slags. Den gør mig øde, sætter ... [...]
Kortprosa
1 år, 10 måneder siden
12Hvor pølsevognen ender begynder livet
Lange skridt følger fortovet hele vejen gennem hovedgaden. Hun gå... [...]
Kortprosa
1 år, 10 måneder siden
5Så stå dog stille og hold fast
Hun kunne ikke stå stille. · Hun trippede som en nervøs høne i mell... [...]
Kortprosa
1 år, 10 måneder siden
18Alene i mit lys
Hvad man ikke ved, · er det værd at vide? · Når man aldrig spurgte, · e... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
6Uden melodi ingen musik
Selv uden melodi · mente vi det godt, · levede i længsel · var som · ærte... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
5En lukket dør kan åbnes igen
Der stod han bag min låge et helt gråmeleret minde. · Afkortet inds... [...]
Kortprosa
2 år siden
4Skarp, rå, blød og kogt
Lange blå antenner løfter alt op og blinker uforløst i troløse re... [...]
Digte
2 år siden
7Fars stol
Dengang jeg var barn, sad min far altid i den samme stol. Fars st... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Dybt ude langt nede
Til begravelsen fyldte mennesker og blomster rummet helt, orglet ... [...]
Kortprosa
2 år siden
7Tapet
På mit tapet skriver du beskeder · langstrakte gloser i striber, · ge... [...]
Digte
2 år siden
13Aske i min hånd
Min hånd glider hen over det ru murværk. Solen har varmet stenene... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Engang trapez altid trapez
Eva: · Første gang jeg kommer forbi, ser jeg ingenting. Anden gang ... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 32,3

Publiceret: 5
Afgivet: 23
Modtaget: 18
Ulla Hexibru (f. 1956)
1.del
   En skygge, et spøgelse eller ren indbildning? Hun ser ned i sine svedige håndflader, lader håret skygge ansigtet. Virvaret, på stationen, gør det umuligt at afgøre. Messende som en liturgi: "Syner, syner, syner".Men det er ham, hver en tomme, af hans krop, har hun læst og kendt. Det er længe siden, men formen og fremfærden er stadig indprentet."Et tilfældigt sammentræf? Det kan det være" Selv fra ryggen er det hans signatur, kroppens elegante, adrætte, skarpskårne linjer. Så dragende i starten, som et stykke fyldt chokolade, der smelter på tungen, og efterlader søde aftryk længe efter. Smilerynkerne og charmen trak hende helt ind i hans arena. Sanseløst drejede hun rundt, svimmel af lykke indtil han slog.

"Jeg tjattede bare", sagde han bagefter.

Men slaget satte et rødt mærke, og drev luften ud af hende. Chokbølgerne var som ringe i vandet.
   Hvorfor reagerede hun så ikke? Gik sin vej, forlod ham? Det gjorde hun også til sidst.Nu omfavner han en anden kvinde, kysser hende langsomt og inderligt på kinden, inden han stiger på toget. Beathe nærmer sig, hun må bare tættere på. Han vinker med store armbevægelser bag ruden. Så ser han direkte på hende. Blikket er måbende i genkendelsesøjeblikket, mens toget sætter i gang, og fører ham væk.

2.del
   Først så jeg ham slet ikke. Jeg var småpløret. Glad i låget på dansegulvet mellem svedige kroppe. At drikke sig fuld var en befrielse, med varmen der steg og bredte sig ud i alle kropsdele. Blød, som smør, mødte jeg blikket. Med en arm på disken og hånden omkring en sodavand, stod han der og stirrede. Høj mørkhåret solbrændt. De brune øjne så lige ind i mine grå. Han var iført cowboybukser, hvid t-shirt og en let jakke. Jeg nåede at tænke: "Flot fyr, men hvorfor drikker han sodavand?" Så vendte han ryggen til.
   I det samme greb Anne min arm, og trak mig bort fra dansegulvet: "Skal du med hjem", hvinede hun ind i mit øre.

"Næh", skreg jeg tilbage, mens rytmen fra højtalerne pulsede i mellemgulvet, og rystelserne, fra de dansende, bredte sig op gennem mine fødder. Varm sved drev striber ned af kroppen. Jeg tørrede panden og så på Anne. Hendes lidt brede ansigt fik det irriterede udtryk, jeg efterhånden havde set en del gange på det sidste."Men du er altså temmelig fuld", tonelejet var mørkt og eddikesurt, selvom hun smilede.

Det skulle hun for fanden ikke blande sig i: "Nej, nej og atter nej", skreg jeg tilbage, mens jeg vristede mig fri. Ud i det drejende lys, og den varme kropskontakt med fyren jeg dansede med tidligere. Jeg smyger mig om ham. Han griber mine baller med et fast greb. Vi kysser, musikken hamrer videre. Tungen snor sig hårdt om min. For helvede, det gør sgu ondt. Jeg skubber ham væk. Han skubber tilbage. Så er det, jeg falder. Jeg falder som en sæk kartofler. Snot og tårer fylder mit udsyn.

"Kom", siger stemmen: "Kom", siger den igen. En arm lagt om mig. Roen der planter sig. Jeg bliver trukket op og holdt fast. Et stykke papir anbragt i min ene hånd: "Tør dit ansigt", siger stemmen. Jeg tørrer og snøfter og tørrer igen. Brune øjne der smiler til mig. De er helt klare.
   En gruppe har dannet sig om fyren, jeg dansede med. Han står med hænderne i siden: "Møgkælling", skriger han efter mig, idet min nyvundne ven og jeg passerer.

Natkølig luft rammer mig som en hammer, mine ben ekser under mig på fortovet: "Jeg kan sgu godt gå selv", snerrer jeg, og skubber min redningsmands arm væk. Han bliver tavst stående, og glor på mig, med de der øjne: "Hvad skal en sød pige som dig med al den sprut?"

Tåbeligt, tåbeligt spørgsmål: "Det virker, og jeg har det sjovt", svarer jeg. I lyset af det der lige er passeret, kan jeg godt høre hvor hult, det lyder. Mere fuld er jeg trods alt ikke. Men det er faktisk, sådan det er. Og hvad kommer det overhovedet ham ved.

"Okay", han kommenterer ikke yderligere: "Hvordan vil du komme hjem? Skal jeg køre dig?"

"Niks, jeg tager en taxa", jeg bevæger mig mod en af de ventende taxaer, der holder ved spillestedet, og kaster mig ind på forsædet. Det banker på ruden, det er ham. Jeg ruller ned: "Hej", siger jeg: "Tak for hjælpen." Jeg føler mig pludselig ædru: "Møgaften", tænker jeg. Idioten rækker mig sit kort gennem den åbne rude. Jeg er for helvede ikke interesseret i ham heller: "Kør", hvæser jeg til taxachaufføren.


Flere uger senere finder jeg det sammenkrøllede kort i min jakkelomme. Jeg er på vej hjem fra arbejde på en røvsyg onsdag. Metroen er overfyldt og lummerhed. Jeg har dog fået tilkæmpet mig en siddeplads. Forsigtigt glatter jeg lappen ud. Så husker jeg pludselig, hvor den kommer fra. Billedet af en høj flot fyr passerer min indre biograf. Jeg nipper forsigtigt til muligheden. Leger med tanken om lidt underholdning, måske en drink. Mærker hvordan et smil sniger sig ud i mundvigen. Hvorfor egentlig ikke, bare tanken opjusterer min dag flere grader. Jeg læser beslutsomt den krøllede lap, Kim er arkitekt og bor i Gothersgade. Jeg springer af på Nørreport og går det sidste stykke i raskt tempo, mens adrenalinen bruser i blodet. Huset er gammelt og med charme ganske som manden, jeg trykker resolut på samtaleanlægget."Hvem", bliver der svaret i den anden ende.

"Beathe", siger jeg med den mest sukkersøde stemme jeg kan frembyde. Intet sker, absolut intet. Lige før jeg opgiver, og idet jeg drejer om på hælen, bliver en hånd plantet på min skulder, og siver ned gennem rygraden.

"Hej med dig", stemmen har en fast klang.

Jeg vender mig, min tunge føles ru: "Hej" svarer jeg, en strandet måbende søløve. Alle bevægelser er låst på trappetrinet.

Han griber min ene "luffe", og trækker mig med ind i opgangen: "Dig havde jeg ikke regnet med at se igen", han ler som en klukkende høne. Lyden får mig til at grine. Jeg tænker på en veninde, jeg havde, der øffede som en gris, når hun lo hjerteligt. Vi løber leende op af trapperne. Han kommer selvfølgelig først. Siden han ikke drikker, går han vel heller ikke ind for smøger. Jeg rasper efter vejret i den stilfulde lyse entre. Han bliver stående lidt fra mig. Jeg ser kun smilehullerne og de fine rynker omkring øjnene. Stilheden mellem os er helt blød. Han peger med en hånd mod en rødmalet kasse hvori der står sko. Jeg tager mine sandaler af og sætter dem derind. Så lister jeg efter ham på strømpefødder henover trægulvet ind i en højloftet stue. Rummet virker åbent og enkelt møbleret. Den røde farve fra entreen, går igen i lamper, gardiner, vaser ja selv i de farvestrålende malerier der beklæder væggene. Tre store vinduer sender det fineste dagslys ind. En svag lyd af klassisk musik danner baggrund, og duften af veltillavet mad rammer min næse.

"Sæt dig her", han trækker en stol ud fra spisebordet: "Så henter jeg bestik og en tallerken mere"

Der er øst mad op på tallerkenen overfor mig. Han har været i gang med at spise, da jeg dukkede op. Tænk, at dække så fint op til sig selv. Jeg lader en hånd glide henover den hvide tykke dug. Så ganske noget andet end den praktiske voksdug på det lille bord i mit køkken. Han sætter sig overfor mig, rækker en sort firkantet tallerken mod mig, og skinnende sølvbestik.

"Tag endelig, der er rigeligt også til dig", han peger rundt mod skåle og fade: "som du kan se, har jeg allerede øst op".

Jeg nikker. Vi spiser i næsten tavshed. Han fortæller, han har haft en fridag i dag. Jeg siger, at maden smager dejligt, og at jeg har haft en dum dag på arbejdet. Det har været næsten umuligt at komme til på arbejdet. Alt for mange mennesker, murer og tømrersvende, elektrikere og så lille mig. Jeg er maler, ja altså ikke kunstmaler fortæller jeg ham. Beslægtet arbejde, mener ham. Ha, ha tænker jeg inde i hovedet, det er da, næsten som at sammenligne en elefant med en kolibri. Og hvem er det, vi altid går og småskændes med ude på byggepladsen, det er vist arkitekten.
   Lammekoteletterne er møre og velsmagende anrettet med fin ærtepùre, små kogte kartofler med et let persilledrys, dertil en skål mystisk salat med sprødstegte kikærter, friskhakket grønkål, tomat, æblestykker, hvidløg og tern af feta. Smagen er en jeg aldrig har smagt før. Mit glas er fyldt med rødbedefarvet saft, som jeg skæver mistroisk til gennem hele måltidet. Til sidst kan jeg, ikke længere undsige mig at smage.

"Skal vi skåle", siger han med et skævt smil: "for sundhed og venskab?"

Jeg løfter glasset til hilsen og drikker. Det smager bittert, mørkt og jordagtigt: "Du er sådan en rigtig sundhedsfreak?" Jeg ser ind i de brune øjne, og glemmer alt om mad og sundhed. Hans respons brager mig tilbage i virkeligheden: "Ja, og det synes du åbenbart, er så stor en trussel, at du ikke kan få øje på andet".

"Nej, nej, du misforstår. Jeg synes det er fantastisk, når folk efterlever deres idealer", jeg holder en pause, og drikker det sidste af den bitre saft, uden at sige den smager ad helvede til. Manden er dragende. Jeg fornemmer instinktivt, at jeg skal lade ham beholde sin serveret, til gengæld for at opnå den ønskede kontakt. Jeg er så stålsat i mit ønske, at jeg indgår min første aftale med ham lige på stedet: "Kim", siger jeg: "Jeg er stoppet med at drikke, nu skal det være slut".

Han honorerer mig straks med et honningsmil: "God ide, så har du vel meldt dig ind i AA?"

"Ja, jeg var på nettet og kigge på det i går aftes", jeg lyver ublu og så stærkt som en hest kan rende. Jeg kan jo altid, melde mig ind, når jeg kommer hjem senere i aften. Eller bare i løbet af ugen. Da jeg forlader ham ved 10 tiden, har jeg givet ham mit telefonnummer og min adresse, og vi har aftalt at ringes ved i weekenden."Bare som venner, du ved" sagde han, alt imens jeg tænkte: "Ja, du skulle bare lige vide, hvad jeg bager på".

Anden gang jeg besøger ham, hjælper jeg ham med, at hænge et nyt maleri og en hylde op. Han fortalte om det i telefonen. Også at han havde en altmuligmand til den slags. For som han selv sagde: "Jeg har fem tommelfingre, og ikke noget ønske om at lave om på det". Så nu sidder vi i hans stue, og beundrer veludført arbejde. Vi spiser usund kage, købt af mig hos bageren, og drikker the til.

"Det ser godt ud", han nikker anerkendende. Jeg elsker det blik han sender, det er afhængigheds skabende.

"Jeg brækkede gulvet op med et koben som barn".

"Nej, det gjorde du, da vel ikke? Hvorfor gjorde du det?" Hans opmærksomhed er vækket, han ser ud, som har han aldrig hørt noget mere bizart. Selvfølgelig er det heller ikke helt almindeligt at en otteårig gør den slags. Men børn gør så meget. Han læner sig langt frem mod mig, mens jeg fortæller: "Jeg var otte år, af en pige at være, var jeg meget foretagsom. Jeg hadede, at mine brødre altid fik lov til meget mere end mig. Sådan virkede det dengang. Jeg så på, mens min far og drengene brækkede gulv op i stuen og lagde nyt. Far sagde, at der var en rest træ, og at der også skulle laves gulv på mit værelse. Han gjorde det bare ikke. Og så var der lige det, at det der med brækjernet så, så sjovt ud.

En aften, nogle uger senere, var mine forældre ude og besøge nogle venner. Mine to brødre var smuttet en tur i klubben, efter vi havde spist vores færdigpizzaer. Jeg var helt alene hjemme. Møblerne og de fleste ting var sat på plads i stuen. Men kobenet, kobenet stod og lyste i et hjørne. Det trak i mig, som en minuspol til e n pluspol. Det var dejligt at røre ved, lå godt mellem hænderne, blankslidt efter mange års tro tjeneste. Jeg slæbte det med mig ind på værelset, fjernede kludetæppet, der dækkede hullet ved min seng, og gik i gang. Jeg flåede og rev og sled. Jeg havde ret, det var virkelig sjovt. Det, der siden skete, var knap så sjov. En uges stuearrest, ingen lommepenge i to måneder. Og værst af alt hullet ved sengen blev aldrig lavet. Der blev bare lagt en plade henover. Og da huset blev solgt mange år senere, var det en anmærkning i tilstandsrapporten."

" Oh what a story. Du er en sjov pige".

"Tjah", jeg ryster håret på plads. Klangen i stemmen og smilerynkerne er uimodståelige. Hvis, han havde undgået ordet pige, havde det nærmet sig det perfekte.

Jeg bygger, klods på klods. Revnefærdig af utålmodighed, venter jeg. Venter på at han skal række ud. Det er komplet uvant, det plejer at være mig der tager initiativet. Og for hver dag der går, bliver jeg mere og mere usikker på, hvor han egentlig er henne. Han er begyndt at præsentere mig for forskellige af sine damevenner, som han kalder dem. Når jeg så trækker mig et par uger, vender han pludselig tilbage, og charmer mig med gode middage, hyggelige ture i Kongens Have og sit evindelige honningsmil. En sen aften ringer han til mig: "Kommer du over", spørger han. Jeg burde ikke, da jeg skal tidlig op næste dag, men det er længe siden, vi har set noget til hinanden, så jeg flyver ud af døren.

Jeg er komplet uforberedt, hans lejlighed flyder, der er stakke af tallerkener og beskidt service i køkkenet. Bøger og papir ligger i atypiske bunker på bordene. Hans ansigt er koksgråt, og ved siden af hans yndlingsstol står en halvfyldt cognacflaske og et tomt glas. "Du ligner et spøgelse, eller en der har set spøgelser", jeg møder hans undvigende blik: "Hvad er der sket?"

"Åh, jeg ved snart ikke", han smækker sig ned i stolen: "Det er svært at forklare". Han skænker cognac i sit glas, og ser spørgende på mig. Jeg ryster på hovedet."Min mor er død", siger han pludselig. Jeg sender ham et anerkendende blik, så forstår jeg da bedre det hele.

"Nej, nej, ikke nu, men for et halvt år siden, samtidig med at min kone forlod mig, jeg har også en søn Karl Kristian, men jeg ser ham ikke, han er otte år, ligesom du var dengang du slog dig løs med kobenet," nu smiler han næsten som sit gamle jeg.Den nat sover vi sammen, helt sammenfiltrede. Jeg er tæt på lykkelig, nær mit mål. Da vi vågner, er vi begge udhvilede og han har næsten fået sin gamle ansigtskulør tilbage. Vi kysser og kæler forsigtigt. Sammen gør vi rent og rydder op. Vi lægger skidtet bag os. Over morgenkaffen spørger han mig endelig, om jeg vil flytte ind hos ham, om vi skal være kærester. Jeg er så fyldt med jubel og glæde, at jeg danser krigsdans mellem hans sofa og spisebord kun til ære for ham.

3. del
   Jeg flytter ind i sommerferien. Jeg har valgt at fremleje min lejlighed ud i et år, fuldt møbleret. Det virker som en god løsning. Ingen af de møbler og ting jeg har passer tilnærmelsesvis hos Kim. Det eneste jeg tager med mig er tøj og private ejendele. Bøger, et par store potteplanter jeg har haft i årevis, mit kamera min computer, mit værktøj. Halvdelen af klædeskabet i soveværelset er tomt, hans tøj fylder ikke meget, der er sagtens plads til mig.

"Jeg har aldrig mødt en pige som dig før", han ser på mig.

"Kvinde", korrekser jeg ham: "Hvorfor siger du det?"

"Fordi det er sandt", honningsmilet løber over hans læber: "Du var som en vild blomst, da jeg mødte dig", han lader en finger glide kærtegnende henover min kind.

Noget i mig protesterer, et lille mishag skyller ind over mig: "Hvad er jeg så nu?" Jeg vrænger tænder, i et forsøg på at smile.

"Den smukkeste rose, dyb, dyb rød", han ler sin klukkende hønselatter.

"Men", siger jeg. Så, ser jeg udtrykket i hans øjne, spænde linen stramt ud. Og jeg standser min
   tankestrøm.

Jeg besøger Anne en aften. Forsøger at fortælle hende mine bekymringer: "Der er noget, der ikke stemmer", siger jeg.

"Hvad mener du", hun slår ud med armene: "Du har mødt prinsen på den hvide hest. Jeg har aldrig set dig så glad og tilfreds i hele dit liv. Du har fået styr på dig. Drikker ikke mere, spiser sundt, motionerer. Jeg kan se han er sød ved dig. Hvad er det lige, du prøver at sige? At du ikke kan holde al medgangen ud. At du hellere vil være frustreret, forvirret og uansvarlig. Det fatter jeg simpelthen ikke"

Ja, det har hun selvfølgelig have ret i. Jeg lader det ligge.

Kim siger det samme: "Når man er to mennesker, er man nødt til at rette ind, bøje af, for at det skal kunne fungere." Jeg bøjer og bukker de skæve linjer. Vi har det jo godt, og jeg vil gerne have det varer ved. Elsker jeg ham? Jeg ser op til ham, er det mon det samme? Et er sikkert, når jeg ikke har mine små mishag og bekymringer, kan han stadig smelte mig som smør.

Jeg spørger min mor. Hun tygger længe på det: "Kærlighed", siger hun så: "er omsorg og forståelse. Har i det? Er i venner? Det er det du skal finde ud af".

"Men", svarer jeg.

"Der bør ikke være et men. Du skal være sikker i din sag", hun stirrer skarpt på mig

"Det er jeg da også. Tænk på at vi har brugt et halvt år, bare på at lære hinanden at kende".

Hun nikker: "Ja, og i er søde sammen, men også meget forskellige".


Dagene glider forbi, polerede og blanke. Jeg passer mit arbejde og dig. Du fodrer mig som et sultent dyrebarn. Hver onsdag og lørdag har vi hed elskov. For en tid er det helt på sin plads. Jeg er mæt. Jeg bemærker ingenting. Jeg er den blinde høne. Du lærer mig at tilberede måltider på nye måder. Kærligt, men med køligt overblik. Jeg lystrer dine mindste vink, som er jeg kokkeelev på en Michelin Restaurant.Jeg maler din entre i din ynglings farve. Du elsker resultatet. "Min perfekte malerinde", kalder du mig, og begaver mig med adskillige tungekys. Det er det hele værd.

En lørdag morgen er jeg træt, udkørt og helt krøllet sammen. Jeg ser mig i spejlet og tænker: "Hvem der? Ikke noget, ikke nogen, ingenting".

Din stemme skurrer gennem soveværelset, du smider dynen efter mig i raseri. Åbenlyst vred skubber du mig i maven, så al luft forsvinder ud af mig, nede på sengen: "For helvede", snerrer du, henover min modstridige nøgne krop. Så slider du dig fri. Styrter ud og smækker med døren. Flere timer senere vender du tilbage, du er stadig vred, men undskylder mange gange: "Bare et lille uheld", siger du. Hele dagen danser jeg om dig, som er du Arons guldkalv, men du er meget fjern.


Eva undersøger min krop. Hun spurgte i går om hun måtte få lov. Da sagde jeg nej. Men da jeg vågnede i morges, og så gennem tremmerne og ud af vinduet i værelset. Indså jeg, at det var noget, jeg blev nødt til at gøre. At der ikke findes andre, jeg kan tale med det om.
   At dette beskyttende sted, samtidig er et fængsel. Jeg vil ud igen, det ved jeg.

"Jeg vil ud igen", siger jeg til Eva, mens hun løfter min bluse, og ser på de blågrønne, violette blodansamlinger.

"Han har slået til", konstaterer hun: "Vil du melde ham?" Jeg ryster på hovedet, nej hvad skulle det da gavne.

"Jeg håber du bliver her et stykke tid", siger hun: "til det ikke gør ondt mere. Jeg finder en tid til dig hos psykologen i eftermiddag".


4.del
   Hun flagrer som en sommerfugl foran mig, jeg følger efter. På et tidspunkt forsvinder hun. Så dukker hun heldigvis op igen. Hun har kort mørkt hår, stærke muskler yngre end både han og jeg. Hun går ind på en af cafeerne på banegården. Jeg stiller mig bag hende længere nede i køen, og ser hende bestille en croissant og en kop kaffe. Da det bliver min tur, bestiller jeg også en kop kaffe, og bevæger mig hen til hendes bord: "Er der plads her", spørger jeg.

Hun nikker og ser op fra sin avis, mens jeg kanter mig på plads. "Her er mange mennesker i dag", hun smiler. Hun er køn på en ikke helt traditionel måde, med regelmæssige kantede træk og markerede kindben, naturligt jordbunden. Hun ligner en der hviler i sig selv.

"Ja", jeg nipper til kaffen, egentlig burde vi tale sammen, og jeg burde berette det hele.

Hendes blik er klart og direkte: "Jeg har lige sagt farvel til weekend kæresten", hun sukker og tager en bid af croissanten: "Han bor i Ålborg".

"Hvis man er lun på hinanden, er det langt væk", jeg lytter med tilbageholdt åndedræt.

"Jeg bruger ham mest til det sjove, men jeg overvejer at lade ham flyve, og passe sig selv derovre i det jyske", hun sukker igen.

Hvad laver Kim i Ålborg og hvad skete der med mit værktøj, som jeg aldrig fik hentet?: "Hvad arbejder du med?"

"Åh", siger hun: "Jeg er arkitekt. Han og jeg arbejdede det samme sted for en del år tilbage. Dengang havde vi en kort affære. Han boede sammen med en anden, så det blev ikke til noget", hun sukker igen: "Men nu har vi altså genoptaget kontakten".

"Det lyder rodet", jeg mærker hvordan farven forlader mine kinder: "Vi kvinder er nogen gange alt for nemme".

Hun nikker og tømmer sin kaffekop: "Ja, det har du ret i", hun rejser sig: "Tak for snakken, det var hyggeligt, Beathe". Hun siger mit navn meget langsomt, trækker det ud, og bliver stående lidt mens hun ser på mig.

Jeg sidder på min stol målløst måbende: "Du kender mit navn?"

"Ja da fra dengang. Jeg er en ørn til ansigter. Jeg håber du fik lige så meget sjov ud af ham, som jeg har haft?"

Jeg rejser mig også: "Det vil jeg nu ikke påstå", svarer jeg: "Jeg tror bestemt, du vil være bedst tjent med, at lade ham flyve".

"Et godt råd fra "søster til søster", nu ler hun, griber min hånd og trykker den hjerteligt: "Det tror jeg faktisk, jeg vil gøre".
   Mine fødder er lette som fjer, da jeg passerer banegårdshallen og går ud i byen igen, side om side med hende. Længere nede af gaden skilles vore veje.
Forfatterbemærkninger
Jeg har arbejdet et stykke tid med at gøre mit kortprosastykke: Spøgelser ved højlys dag til en novelle, jeg synes ikke jeg er helt i mål endnu i forhold til at beskrive hvordan relationen mellem Kim og Beathe udvikler sig til et voldeligt forhold, jeg håber derfor at i der læser har tid og lyst til at komme med konstruktiv kritik, og kommentarer, skyd endelig løs. På forhånd tak fra Ulla

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/05-2016 22:51 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3781 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.