1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Vognen stoppede foran et palæ, Lucine kunne ikke kalde det andet.... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasy
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Efter de havde lagt deres rygsække på et loft, red de ned mod hav... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Dagene skred videre frem og hun begyndte at få et greb, som denne... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hendes drøm var alt for levende og vild, hun løb og så sig over s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
I den frie time sad hun med bogen i hånden og udtale ordene for s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Inden de blev henvist til et værelse, blev alle i salen gennemsøg... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
En dag efter stod de med deres ting pakket og klar, deres madpose... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hvordan hun var havnet under et tæppe, vidste Lucine ikke. Men de... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 2
Han var drivvåd, da han kom hjem. Dels af sved, dels af regn som ... [...]
Fantasy · eventyr, opdagelsesrejsende, magi
3 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 1
Aelius vågnede med et sæt, der var stille omkring ham, natten lå ... [...]
Fantasy · magi, eventyr, opdagelsesrejsende
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent, da de grå heste endelig gjorde holdt. De havde fulg... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der gik ikke lang tid, så forsvandt lejren fra horisonten bag dem... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Da solen begyndte at synke på himlen, gik Lucine over til Sairu, ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
En blanding af unge kvinder og mænd, sværmede, omkring dem. De sn... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
"Det er fint" smilte han og de gik sammen tilbage ind, Conrad og ... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der lå en let dis, da de stod op næste morgen. Lucine skyndte sig... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Aften faldt på, og Lucine hjalp Maria med at gøre border rene ind... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skibet vuggede stille i natten, men Lucine kunne ikke sove. Endel... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det tog dem et par dage at finde den næste by, under turen, havde... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
De kørte roligt igennem byen, på en stor vej, som kun var til kør... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine havde aldrig set så mange bøger, som der var i biblioteket... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen stod både Astra og Conrad og kiggede nysgerrigt på h... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen vågnede Lucine med en stiv nakke og sorte rander und... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Desværre kunne de ikke rejste videre med det samme, vejret var sl... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent om aften da de nåede tilbage til byen, lygtemændene ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næsten morgen vågnede hun før Astra, som stadig sov. Lucine liste... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Efter nogle timers gang ankom de til byen, en træ mur stod om den... [...]
Fantasy · venskab, eventyr
5 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skoven var rolig omkring dem, ingen snakkede mere, alle var still... [...]
Fantasy · eventyr, venskab
5 år siden
0Elycia - Elycia - Kapitel 4, del 2
Hun kom selvfølgelig først, det var endelig ikke det, hun ville m... [...]
Fantasy · eventyr
5 år siden
0Elycia - Kapitel 4, del 1
De næste uger gik med at lære Elyciansk, endelig ville hun heller... [...]
Fantasy
5 år siden
7Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine så op på månen, for nogle dage siden, havde den været fuld... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
0Elycia - Kapitel 3
Foran hende var der en dør, den var høj og var lavet af sten elle... [...]
Fantasy
5 år siden
2Elycia - Kapitel 2
En sang gav sig til at spille og et sted inde i mørket, vågnede M... [...]
Fantasy
5 år siden
4Elycia - Kapitel 1
Det var en rolig vinter dag, landskabet lå øde og gold hen. Træer... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lise Fugl (f. 1986)
De kørte roligt igennem byen, på en stor vej, som kun var til køretøjer. Astra og Lucine blev inde i vognen, for ikke at blive opdaget. Af og til kiggede Lucine dog ud af vinduet, for at se de fine bygninger, som de kørte fordi. Det lod til, den eneste vej ud, var forbi et rigere kvanter, hvor husene strålede i lyse farver og der hang planter ud fra vinduerne. Gaderne var også meget mere rene, end hun ellers havde set af gader. Der var meget få folk ude, kun tjenestefolk lod til at være vågne og i gang med deres daglige gøremål.

Lige så stille bemærkede Lucine, at der ingen kvindelig tjener var, alle gøremål, blev gjort af mænd. Lucine satte sig ned på gulvet igen, hun havde aldrig tænkt over, at der var andre, hvis skæbne afhang af, at de fandt den ring, hvis de kunne finde dem. Men dog ikke der var andre, som havde en plan til at befri kvinderne? Hun kastede et søgende blik ud af vinduet og kom til at tænke på hendes far, som jo var taget af sted mod hovedstanden for at finde ud af, hvad der skete. Hun håbede at de ankommet uden at være kommet til skabe, måske endda reddet hendes mor og mormor, og hvem eller der måtte være. Lucine sukkede, hun ønskede inderligt, at der var en måde, hvorpå hun kunne finde ud af, hvad hendes far og de andre lavede.

I Karlas bog, have der vært noget om, hvordan man sendte sin ånd ud til andre steder, men sådanne en sjælerejste var farlig for uøvede og man skulle have en læremester for at hjælpe en, hvis noget gik galt. Så den mulighed, var ikke brugbar for hende. Lucine så lidt på Astra, det ville ikke være som at få et svar, kun et muligt svar, på en mulighed. Lucine bed sin underlæbe, men var det ikke bedre end ingenting?
   "Astra?" sagde Lucine tøvende
   "Ja?" Astra så hen på hende
   "Jeg.. kunne dine kort, fortælle, hvad en bestemt person laver eller har det?"
   Astra så tænksom ud, men rystede så på hovedet "Det kan mine kort ikke"
   "Øv.." Lucine faldt lidt sammen

"Hvorfor da?" Astra rettede sig lidt op og så venligt på hende
   "Det er min far, han tog ud sammen med resten af byens mænd, for at redde byens kvinder. Og.. jeg ville gerne vide, hvordan han har det"
   "Jeg tror der er en lettere måde at finde ud af det på" Astra sendte hende et venligt smil, Lucine så op på hende med et spørgende blik "Vi kan søge ind til rygter, når vi ankommer i den næste by. Hvis din far og andre mænd fra din by, er i hovedstanden, og laver ballade eller andet. Skulle vi nok kunne høre et eller andet omkring det"

"Det håber jeg vi kan" Lucine puttede sig lidt, i sin store trøje. En kold og hård sten, lå tungt i hendes mave. Det kunne kun gå for langsomt, med at komme frem til den næste by. Vognen bumlede lidt, da de kørte igennem porten. De blev heldigvis ikke stoppet, det lod til, at vagterne ikke var interesseret i at gennemsøge alle vognene. Eller måske havde de ikke lyst til at finde nogle kvinder, vagterne tilhørte jo selve byen og vagterne havde sikkert også koner. Da de var kommet et stykke ud fra byen, bankende Conrad på døren ind til vogn, det var et signal til, at de kunne komme frem. Astra åbnede døren og lod et dejlig pust komme ind i vognen, Lucine blinkede lidt og rejste sig, udenfor skindene solen og dens stråle var varm imod hendes hud.

Luften var frisk og livede hende lidt op, på hver side af dem, var der brune marked og nogle få buske i vejkanten. Viggo holdt øje med vognen foran dem, over dem var himlen meget blå. Lucine satte sig ned ved siden af Conrad, så hendes ben han ud over vognen, hvis stille rokkende bevægelser, forplantede sig i hendes ben og fik dem til at gynge frem og tilbage. Efter lidt tid, begyndte de forreste vogne pludselig at synge og, til Lucine overraskelse, stemte Viggo i, sammen med Astra, som lod til at kende sangen.

Snart efter sang hele karavanen, det var en sang om en vogn ejer hvis hjul gik i stykker og han var strandet på den åbne vej og om, hvordan forskellige folk forsøgte at hjælpe ham med ingen kunne. Endelig, til sidst, ankom en smuk kvinde i en fortrinlig malet vogn, som havde et ekstra hjul med sig, som så gjorde at mandens vogn kunne kører igen.

Men nu var de to forelsket og han gav sin vogn til en ung kvinde og ønskede hende et godt liv, hvorefter han tog af sted med kvinden i den skønne vogn. Conrad lod til at være mere vågen nu, det var sikkert den friske luft, der havde vækket ham lidt. Hen af eftermiddag, overtog Astra tømmerne, så Viggo kunne tage sig lidt at spise og noget at drikke. Han så lidt træt ud og han havde dybe render over sin pande, det gik op for Lucine, at han var bekymret. Hun gjorde sin stemme mørk

"Hvis jeg må spørge, hvad er det, der går dig på?" Lucine havde vendt sig mod Viggo, som nu fnøs lidt
   "Hør her lille dame, du behøver ikke spille for min eller resten af karavanens skyld." brummede Viggo imens han så op på hende, med sine metal grå øjne. Lucine rødmede lidt, hun havde ikke godt med at følge folk bag lyset, men ja, det var sære tider.
   "Undskyld" mumlede Lucine

"Og, det der går mig på, er det der går mange mænd på i disse tider" hans lidt dybe stemme, dækkede lidt over vreden og sorgen, der også hang i den "Der er ikke noget du eller dine venner kan gøre for mig"
   Lucine tøvede, hun følte, at hun havde trådt ind på et ømt område og hun vendte tilbage ud til de andre.
   "Jeg håber du når det sted, du søger hen til lille dame. Her hos vognene vil ingen afsløre dig, men vi kan ikke beskytte dig og din veninde, hvis I bliver opdaget her" sagde Viggo så

"Det forstår jeg godt" svarede Lucine imens hun sad med ryggen til ham, endnu en sjæl der havde brug for, at hun fandt den ring. Med et sukkede lagde Lucine sig tilbage og så op på himlen, et par enlige skyer, listede sig sløvt hen over den. Nej, det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme frem.

Vogne kørte af sted stille og roligt, hvilket fik uroen i hendes mave til at vokse. Da der var gået en uge, var uroen så stor, at hun ikke have spist hele den dag. Resten af karavanen var ellers venlige folk, de fortalt historier ved bålet hver aften, ingen af dem, havde dog hørt noget fra hovedstanden, andet end det var der, alle kvinder og pigerne blev følget til. Der var rygter om, hvad skete med kvinderne, men Lucine ville ikke høre dem, for det fik den kolde knude i hendes mave til at vokse. Hun brugte det meste af aftnerne på, at læse i Karlas bog, indtil hun blev så træt, at hun faldt i søvn. Men hun begyndte at vågne om natten, med et gisp og svedet løbende ned over hendes pand, som små vandløb. Dagen efter var hun altid, heldigvis, tog Conrad og Astra sig af at rydde op og søge for, at der var brænde klar til madlavning.

Hun bemærkede ikke de ængstende blikke, de to sendte hende og derefter hinanden.
   En aften kom Astra hen til hende, imens hun, endnu en gang, sad ved bålet med Karlas bog. Hun satte sig ned ved siden af hende, med et let bump, hun prikkede lidt til ilden med en pind hun havde med sig. Efter et par minutters stilhed sagde hun pludselig:
   "Det nytter ikke noget, at holde det inde"
   "Hvad mener du?" Lucine så på hende
   "Vi har bemærket, hvor stille og distraheret du er. Du bekymrer dig om noget, hvilket taget den sidste, ordentlig, samtale vi have, nok har noget med din far at gøre" Astra drejede pind lidt inde i ilden "Så, ud med det. Det er ikke godt at holde sådanne ting inde."
   "Jeg ved ikke.." mumlede Lucine "Jeg er bare bange, bange for, hvad der er sket ham og min mor.. Jeg savner dem sådan.."

"Hmm.. det er forståeligt, det her er noget ingen skulle opleve. Men.." Astra vendte sig mod hende "Jeg syns du klare det rigtigt flot, jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du bedst skal håndtere det her. Men jeg vil forslå dig at lave vær med at tænke for meget over, hvordan det går dem lige nu. Ellers knækker du sammen, som en eg i stormvejr, i stedet, vær som et stiv og duk inden til stormen lægger sig, så kan du rette dig op igen. Foruden, hvis du ikke kan klare dine tanker, så bliver det svært at løse denne opgave"
   Lucine forstod ikke Astras smil og glæde, hun måtte også havde mistet hendes mor og søster. Hun måtte da også savne dem.
   "Hvad med din familie?" spurgte hun så, Astra vendte blikket tilbage til ilden
   "Min bror har det sikkert fint, men min mor og søster.. de er her ikke mere" sagde hun så, med lidt trist smil

"Undskyld, jeg.. jeg vidste det ikke" skyndte Lucine sig at sige
   "Det gør ikke noget, det kunne du ikke vide" Astras smil blev varmt igen "Det er mange år siden nu, så der ikke noget at sørge over mere."
   "Men du savner vel dem?"
   "Ja, det gør jeg. Men det hjælper mig ikke at tænk på dem for meget, jeg ærer deres minde, når det er den dag de døde."

Der var stille imellem, Astra dejede pind igen. Lucine var ikke sikker på, hvad hun skulle føle. Astra havde vel ret et eller andet sted, hvis ikke hun var fokuseret, kunne hun miste hvad end chance hun havde for at finde Almas ring.
   "Tror du.. vi overhovedet kan finde den?" mumlede Lucine så og holdt vejret
   "Det bliver ikke let, men jo, jeg tror godt vi kan finde den"
   "Så den eksister altså?" Lucine så på Astra

"Tja.. jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg ved at alle myter har et gram af sandhed i sig og efter alt hvad jeg har set på mine rejser, så er en ring med utrolig magiske magt, ikke det svært at tro på." Astra strakte sig lidt og smed pinden ind i ilden "Jeg ved det er et slag i mørket, men, selv hvis vi ikke finder en ring, betyder det ikke, at alt håb er ude. Vi kan altid tage til hovedstanden og finde din far og hører, hvad han og hvem han er sammen med, har af planer"
   "Det kan vi vel.." sagde Lucine tøvende, Astra smilte lidt
   "Det skal nok gå, jeg ved det tager tid at rejse imellem byerne, men det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved.

Hyg dig her, hvor du ikke behøver at rande rundt i den store trøje og gemme dig hele tiden."
   Astra rejste sig op igen og børstede lidt jord af sine bukser, så begyndte hun at gå over imod deres vogn.
   "Astra, tak fordi du prøvede at lette mit humør"
   "Det var så lidt, men for at være ærlige, var det Conrad som skubbede på. Han er meget bekymret for dig, men mente det var noget frøkener kun kunne snakke om" Astra pillede lidt ved sin hat "Jeg mente du var stærkere end du så ud og det er noget, du nok skal kunne klare"
   "Årh.." Lucine så lidt underne på hende, det tog lidt tid for hende at forstå, det Astra sagde og inden da var hun gået over til vognen, imens hun nynnede lidt. Lucine puttede sig i sin kappe, den pakkede sig lidt tættere sammen om hende. Måske var bedst, hvis hun var som stivet og bøjede sig, bare for lidt tid.

For at tænke så meget på hendes mor og far, gav hun sig til at øve sig på nogle af de andre magiker, som var i Karlas bog. Det forgik for lukkede døre, inde i vognen, det begrænsede hendes uvalg af magiker, men det var bedre end at resten af karavanen så, hvad hun endelig var. En hun øvede sig på, var en magi som kunne reparere ting som var gået i stykke. Det var både tøj og genstande, hvilket nok skulle blive nyttigt, så behøvede de ikke tænkte på, at skaffe nyt tøj, hvis det de havde nu gik i stykker. Hun læste også om en, der kunne lave et magiske lys, som ville gøre, at de var fri for fakler.
   "Hvad med væsnerne der lever ude i skoven og i søer?" Conrad så underne på hende
   "Hvad mener du?" Lucine så op fra bogen

"Orang kunne hidkalde lygtemænd, er der andre man kan hidkalde?"
   "Årh!" Lucine lidt ud i luften "Jeg ved det ikke, min mormor snakkede om elver og trolde ude i skoven og at hun af og til, snakkede med dem for at få råd om ting, hun ikke vidste. Men jeg har aldrig set dem"
   "Men de kunne kaldes frem?"
   "Ja, hvis man kan de rigtige ord, men jeg ved ikke hvor, jeg skulle lærer dem" Lucine trak lidt på skulderne, hun havde ikke tænkt på, at skovens folk måske kunne hjælpe dem.
   "Måske står der noget i Karlas bog, jeg kunne godt tænke mig at se en rigtig trold.. eller måske en nisse"
   "Hmm..." Lucine bladede lidt igennem bogen, hun scannede efter ordene skovens folk, de underjordiske eller bare trold. "Her, hmm... der står at man skal lære en sætning fra den race, man ønsker at blive venner med eller havde kontrol over. Nogle racer af de underjordiske, er svære at blive venner og man må ofte tvinge en magi ned over dem, som gør de er nødt til at følge ens ord. Hvis man vil skabe et venskab med et af de mere venlige væsner, skal man gå roligt frem. At bygge et bånd op, tager først og fremmest tid og er ikke noget man kan skynde"

"Så det er ikke noget vi kan gøre lige nu og her?" Conrad sad med knæene, næsten, oppe under hagen.
   "Nej, det er det ikke."
   "Det er da trist" mumlede Conrad "Vi kunne ellers godt, bruger lidt af de underjordiskes held"
   "Tja.. vi må bare klare os uden" Lucine lukkede Karlas bog i, den kolde knude i hendes mave, var over de sidste par dage, begyndt at løse op, hvilket hun var glad for. Vognen gyngede videre under dem, der kunne ikke være lang tid til, at de nåede den næste by.

Helminle var lidt større end Holtlun, og ligesom Holtlun havde den en stor sten mur, som næsten voksede op af jorden. Uden for muren lå der dog nogle få huse, så det virkede som om byen ikke kunne holde flere huse, indenfor sine murere. Helminle murer, var bevogtet, men det var af byen egne folk. Så de kom ind uden problemer, vagterne hentyde endda til Viggo og Conrad, at det var bedst at komme ud om aften, for der var alle jo indenfor. Der var en plads særlig til karavaner, som de holdt ind på. Conrad meldte sig, til at rande ud i byen og høre, om der var nogle rygter fra hovedstanden. Astra hev ham til siden, for at give ham nogle råd om, hvordan hun skulle gøre. Da Conrad så tog af sted, bemærkede Astra Lucine spørgende blik

"Conrad mener det godt, men han er ikke van til at befærde sig blandt almindelig mennesker. Han stikker lidt ud, så jeg tænkte det nok var bedst, han fik lidt råd til, hvordan han falder bedre ind"
   Imens Conrad var væk måtte Astra og Lucine, vente på, at det ved aften. Karavane pladsen viste sig at være en lille oase af ro, i den store by af larm og stød. Da det endelig blev aften, tyndede det ud i folk på gaden og alle kvinderne fra karavanen strømmede ud. De begyndte at sætte gyder op og gøre klar til lave mad, Astra tændte bålet og begyndte at gøre klar til at lave mad. Conrad kom løbene tilbage hen af aften, hans ansigt var rødt og han hev efter vejret. Uroen spang med det samme frem i Lucine og knuden i hendes mave blev et øjeblik isende kold.

"Hvad fandt du ud af?" udbrød Lucine, inden han ordentligt kunne få vejret.
   "Vent lidt" lykkes det ham at sige, imens han pustede ud. Efter et par minutter, forsvandt den røde farver fra hans hoved "Så, der var ikke meget fra hovedstanden, men en fortalte mig, at en hel del mænd var begyndt at strømme der til. Ind til videre er der dog ikke sket noget stort, men manden jeg snakkede med, hentydede det kunne være et spørgsmål om tid, før der gjorder"

" Tja.. intet nyt er vel godt nyt" mumlede Astra imens hun rørte rundt i metal gyden som hang over bålet
   "Det var ikke meget, jeg havde endelig håbet på lidt mere, men.." tøvende Lucine, hun ville ikke lyde selvisk og hun var meget glad for, at Conrad havde spurgte. Hun havde bare håbet på mere "Men ja, det er vel godt og mange tak fordi du ville spørge"
   "Det var så lidt" smilte Conrad og satte sig ned "Det lader, foruden, til at mange her i byen er utilfreds med det der ske. Men gør tør regerer, da der er en del af kongens mænd her i byen, så tøver de. Ingen ønsker at det skal blive til kamp.."

"Hvilket det så nok ender med" indskød Astra, imens hun kryddere maden.
   "Men de bliver nok snart desperate, hvilket ikke kan lede noget godt med sig"
   Lucine så ned i ilden og Astra sukkede lidt, så kiggede hun på Lucine
   "Ring, og kun den. Dette her er ikke mit problem og derfor skal du ikke tænke over det. Du har nok at se til" så vendte hun sig mod gryden "Og det er blandet andet, at spise denne lærke ret jeg har frembragt, for den er færdig nu. Kom med deres skåle og smag denne herlighed!"

Conrad smilte lidt og fandt sin skåle frem, Astra øste op for ham og med en ske smagte han på maden. Et sekund efter hostede han som en gal og måtte sætte maden fra sig
   "Den er alt for stærk!" lykkes det ham at sige, imellem hostende. Lucine stod tøvende med sin skål, hun var på vej til at bede om sin portion, men nu, var hun ikke så sikker på, at hun var sulten.
   "Hmf, nej den er ej, det er en traditionelt ret man kan møde oppe ved stepperne." Astra stod med sine arme over skrå og så lidt fornærmet ud, Lucine rakte forsigtigt sin skål ud
   "Jeg vil gerne prøve lidt"

"Forsigtigt, det brænder hele vejen ned" hostede Conrad
   "vrøvl, drink lidt mælk, hjælper på det"
   "Men vi har ingen mælk" små tårer løb ud fra Conrads øjne
   "Prøv at spørge vognen ved siden af" sagde Astra så imens hun hældte lidt af retten op til Lucine og derefter sig selv, imens forsvandt Conrad små hostende over til en anden vogn. Astra rullede lidt med øjne, Lucine tog en skefuld af retten og så lidt utryk på den, så smagte hun på retten. En varme spang med det samme frem på hendes tunge, den brændte hurtigt og hele vejen ned af hendes hals, hvorpå den ikke ville slippe igen. Lucine hostede, men det var ikke værre end, når hendes far skulle lave mad og brugte for mange krydderier.

"Tja.. det er stærkt, det vil jeg give, men det er ikke slemt" sagde Lucine så og tog sig endnu en skefuld.
   "Se, hvad jeg sagde" Astra så på Conrad, der var kommet tilbage med en kande mælk.
   "I er ikke helt almindelig" mumlede Conrad, imens han tog sig en kop mælk "En hver anden, ville sige det samme som mig"
   Han tog sig endnu en ske af retten, da der ikke var andet, sagde han og han tømte selv kanden med mælk. Astra små smilede under hele retten.

Ifølge Mantan skulle de blive her, i tre dage. Der skulle købes ind og hestene skulle havde lov til at hvile, normalt ville de blive en uge, men de usikker tider, gjorder at de ville hurtigt videre. Når dags timerne kom, måtte kvinderne i karavanen ikke forlade området og det var bedst, hvis de blev inde i vognene. Ofte blev Astra og Lucine inviteret over i en lidt større vogn, hvor alle kvinderne så sad og snakkede, imens syede eller spindende. Lucine fandt utrolig hyggeligt, Astra lod også til at hygge sig, mange af de, få tilbage værende, yngre kvinder, ville vide, hvordan det ville gå dem i kærlighed.

Astra havde brugt en del tid på, at forklare, at hun ikke kunne fortælle, hvornår kongen ville holde op, med at kidnappe kvinder. Og at hun ikke kunne sige, om den gamle konge ville vende tilbage. Nogle af kvinderne havde virket skuffet, men Astra kunne ikke hjælpe dem. Den ældste kvinde i karavanen var ikke over 40, den ældste var blevet taget i en by, længere ned i landet og hun var meget savnet. Ingen af kvinderne spurgte til, hvor de skulle hen eller hvad de skulle der. Men de virkede glade for, at der var andre kvinder med, for så havde de andre samtale emmer.

"Ham I rejser, hvad det han hed?" spurgte en rød håret pige, som vist var på alder med Lucine
   "Conrad, hvorfor?"
   "Ikke for noget særligt. Hm.. er han din bror?"
   "Nej, han er ikke i familie med nogen af os. Han er vores følgesvend"
   "Det lyder hyggeligt, så han passer på jer?" den rødhåret pige så på hende med meget spørgende øjne
   "Det gør han vel, når han anskaffer sig et våben" Lucine trak lidt på skulderne
   "Så han ved hvordan man bruger et sværd? Så må han være ret stærk"
   "Det siger han at han gør, han er vel lidt stærk, da han er den da bærer mest" Lucine forstod ikke, hvorfor denne pige ville vide dette. Den rødhåret smilte, lidt fjollet og vendte sig mod en veninde, hvorefter de friste lidt. Ud af øjenkrogen bemærkede Lucine at Astra rullende lidt med øjne.

Da aften endelig faldt, næsten sprang Astra ud af vognen og løbe lidt rundt om den. Da de var kommet tilbage til deres egen vogn, sagde Astra så: "Det var dejligt at komme ud der fra, er du gal, hvor jeg hader at være indelukket på den måde i længere tid"
   "jeg havde nu ikke noget imod det" smilte Lucine, der havde fået et par uldsokker af en kvinde, da hun mente, at en ung kvinde skulle havde ordentlig sokker. Astra havde også fået et par, som hun nu var i gang med at pakke ned i sin rygsæk.

Conrad kom hen til dem, han havde tilbragt dagen sammen med de andre, hjulpet med at passe hestene og hente brænde. Hans hænder var røde, efter dens arbejde sikkert, og han så en tand træt ud. Den rødhårede pige, som stod med sin veninde ved deres vogn, hun kastede et blik over på Conrad og grinte så lidt, hvorefter hun vendte sig mod sin veninde. Begge piger grinede lidt og, da Conrad så der over, forsvandt de om bag vognen. Conrad træk lidt på skulderne og satte sig ned

"Det er hårdt arbejde, at passe heste" sukkede han træt
   "Ja, de kræver en del at have." smilte Astra imens hun tog sig endnu en omgang om bålet "Men jeg vil gerne bytte med dig, hvis det er"
   "Det dur desværre ikke, selvom det ville være dejligt" Conrad satte sig ned og tog noget frem fra sin taske "Jeg fik dem her fra nogle af de andre"

Han holdt små kager frem imod dem, de havde rosiner i og da Lucine smagte på dem, var de dejlig søde. Conrad spiste hurtigt sine og virker i meget bedre humør, Astra lod til at gemme sine til sener på aften. Da det blev sent, gik Lucine ind i vognen for at sove, udenfor, foran bålet sad Astra og pikkede lidt til ilden med en pind. Conrad havde vært at udkørt at han var gået i seng tidligt. Lucine gabte og puttede sig godt ned i soveposen, der var ikke lang tid til at de tog af sted igen. Hun håbede at det ikke ville blive for besværligt, at forlade byen.

Næste morgen lå der en tæt tåge over byen, den gjorder det svært at se særlig langt eller noget for den sags skyld. Den fik byen til at ligne en skov af sten og døde træer, Lucine gøs lidt. Der lå pludselig en vis uhygge og unaturlighed over det hele, det var som om, at kongen mænd kunne dukke op, ud af tågen, så let som ingenting og gennemsøge alle vognene, hvis de ville. Denne tanke gjorder Lucine urolig, hun satte sig ind i vognen, men kunne ikke lade vær med at kigge ud af og til.

Astra virkede glad for, at kunne tilbringe mere tid udenfor, takke været den tætte tåge. Det var lige før hun dansede rundt om det udgået bål, Lucine rystede bare på hovedet af hende og pakkede sig selv ind i sin kappe. Magien i den, rørte svag på sig, som den fornemmende hendes usikkerhed og frygt. Det var som om, tågen sugede alt varmen ud af luften. Et sted ude i tågen, anede Lucine en person, som gik over til en anden vogn. Conrad var ude ved hestene igen, eller måske ud og hente brændte, det var ikke sikkert. Astra var stoppet med at danse rundt om bålet og så nu muse stille, hun kiggede ud i tågen et par sekunder og skyndte sig så over til vognen ved siden af.

Lucine så underne efter hende, men før hun kunne nå at tænke, hvad der mon var galt, kom Astra springene tilbage og næsten kastede sig ind i vognen. Hun lukkede døren forsigtigt og gjorder tegn til, at Lucine skulle være stille. Efter lidt tid, kunne Lucine svagt høre lyden af metal, som rystede. Lucine lagde sig fladt ned på gulvet, en mand hostede lige udenfor deres dør og Astra sad klar med sin stok i hånden. Der var blevet stille udenfor, og efter hvad, der følte som en evighed, blev der pludseligt banket på deres dør. Astra holdt hånden op, som et tegn til, at Lucine skulle fortsætte med at være stille. Der blev banket på igen, men døren blev ikke flået op.

"Jeg tror ikke der er nogen andre, end ham knægten kaptajn" sagde en mands stemme så
   "Hmm.. han har godt nok mange ting, for bare en person" mumlede en anden mand så, der stille igen.
   "Videre til den næste vogn mænd" sagde kaptajnen så
   "Det her er noget hestemøg, hvorfor er det at vi ikke må åbne døren, med mindre vi bliver inviteret først?" mumlede en soldat, nok til en af de andre

"Fordi, sådan er reglerne med karavanerne. Har du da lyst til at åbne en vogn og blive overfaldt af en bjørn? Det tog Per uger, før han var klar til at komme på arbejde igen"
   "Hvem kører også rundt med en bjørn?" mumlede den første soldat og lyden af metal forsvandt videre. Lucine pustede ud, hun havde helt ubevist holdt vejret. Over ved en anden vogn, blev der banket på, Astra sad stadig tæt ved døren med sin stok klar.

"Det var tæt på" hviskede Lucine så "Godt du hørte dem"
   "Ja" hviskede Astra, hun så meget alvorlig ud, hendes varme og venlige smil var forsvundet. Hun lod ikke til, at ville fjerne sig fra døren, hvilket Lucine havde det helt fint med. Der gik lidt tid, hvor de bare sad i stilhed, så lød en meget stille stemme udenfor deres dør
   "De er gået" det var en mands stemme, faktisk, nu hvor Lucine tænkte over det, så var det Viggos stemme. Astra åbnede døren lidt, udenfor stod Viggo og så meget grå ud.
   "Tak fordi I advarede de andre" sagde han så "Er I vel?"
   "Ja, de kom ikke ind i vognen" Lucine satte sig op, der var stadig tåget udenfor "Hvad var det med en bjørn?"

"For nogle år siden, var der en karavane som skulle bringe nogle dyr til en rig herre, her i blandet en grå bjørn. Soldaterne kom og skulle gennemsøge vognene på grund af nogle tyve, som de troede gemte sig i vognene. For at gøre en lang historie kort, døren ind til bjørnen blev hevet op og soldater kom slemt til skabe. Så Helminle har en regel, der gør at soldaterne af byen ikke må åbne dørene på vognene, med mindre de bliver bud det."
   "Javel" Lucine vidste ikke, om hun helt troede på det.
   "Der er møde i aften, hvor vi skal diskutere, om vi vil blive længere eller om vi skal tage af sted før tid." sagde Viggo så
   "Det lyder som en god ide" sagde Astra så "Er det noget vi skal være med til?"
   Viggo rystede på hovedet: "Alle kvinderne er nød til at blive i vognen, kongens soldater er begyndt at cirkle om vognene, som sultende høge. De fornemmer sikkert, vi gemmer noget, så det er bedst hvis I bliver inde"

"Så gør vi det" sukkede Astra, hun satte sig ned med benene hængende ud over vognen
   "Godt, Conrad vil være tilbage snart. Jeg ved det er hårdt at blive inde i vognen hele dagen og aften med, men tager vi snart afsted"
   "Det må man vel håbe" Astra smilede et lidt opgivende smil, Viggo bød dem en god dag og forsvandt ind i tågen.

Hen af aften lettede tågen endelig, men de måtte blive i vognen. Hvilket havde sine gode sider, Conrad var nød til at lave mad og server den for dem, problemet var bare, at Conrad ikke var van til at lave mad og det endte med, at manden fra en de andre vogne, måtte komme over og hjælpe dem. Men de blev alle mætte, så det var ikke noget problem.

Conrad smuttede med til mødet, imens holdt nogle af de yngre dreng vagt, de sad oppe på vognenes tage og søgende for, at soldaterne ikke kunne snige sig ind på dem. Astra fandt sine små kager frem og gav sig til at spise dem, imens hun blandede sine kort. Lucine læste i Karlas bog, noget skulle hun få tiden til at gå med. Der var et afsnit om hjælpe dyr, Lucine ville gerne se, hvor indviklet det var, at fremmane sig en.

Karlas spurv havde vært en stor hjælp på turen, men Lucine ville gerne have sin egen. Hvis det var hende muligt selvfølgelig, hendes håb blev dog hurtigt dæmpet en del, det var et ritual man skulle udfører. Der skulle bruges nogle urter, som hun ikke have ved hånden og de nok ikke fik tid til at finde. Lucine sukkede lidt skuffet, hun kunne sagtens optegne den magiske cirkel og lade den mad magi, hendes stav kunne hjælpe med det, Lucine lukkede bogen halvt i, det gjorde hende et lidt trist. Men der var ikke meget hun kunne gøre ved det.

Langt om længe, kom Conrad tilbage, han gik ind i vognen til dem og lukkede døren efter sig. En stærk lugt af røg, strømmede fra han.
   "Vi tager videre i morgen, så tidligt så muligt. Vi får en time til at handle ind, hvis der er noget vi mangler, så er der noget vi mangler?"
   "Jeg vil forslå et købe noget røget eller saltet kød" Astra rejste sig op og gik lidt rundt "Foruden, et til vandskin, bare for en sikkerheds skyld"

Lucine nikkede, hun manglede ikke noget personligt, men lidt ekstra mad og vand var altid nyttigt. Conrad nikkede forstående og satte sig ned
   "De er bekymret for, at det skulle blive værre, jo tættere vi kommer på hovedstanden" mumlede han så
   "Kommer vi da tæt på den?" spurgte Lucine
   "Ikke som sådan, vores rute tager os udenom den. Så vi kommer ikke tæt på, men tilstedeværelse af kongens soldater bliver nok mere prominent"

"Og det er ikke sikkert, at de vil blive ved at adlyde byernes regler" mumlede Astra
   "Ja, det er sandt" Conrad fiskede sin sovepose frem "Jeg vil gerne sove foran døren i nat"
   "Det lyder godt, så er vi sikkert" blinkede Astra, som var ved at hive sin sovepose op, af dens pose. Uden for vognen var der stille, byen var faldet til ro og der var vel ikke mere at gøre, ind at ligge sig til at sove. Så det kunne det blive morgen, det hurtigere.

Morgen kom med solskin og fuglesang, et øjeblik, hvor Lucine ikke var helt vågen, var det som om hun var hjemme i sin seng og lyttede til skovens fugle. Men så kom hun i tanke om, at hendes seng var langt væk og disse fugle ikke var skovens, men byens. Lucine lå lidt og kigge på det tillukkede vindue, en smal stribe af lys faldt igennem den og hun kunne ane den blå himmel udenfor. Så satte hun sig op og så over mod døren, Conrad sov endnu, det samme gjaldt Astra, men det var ikke unormalt. Lucine havde bemærket, at hun altid vågnede før de andre. Så stille, som det var hende muligt, pakkede hun sin sovepose sammen og bandt den til hendes rygsæk. Der eftersatte hun sig ned og ventede på, at de andre vågnede. Hun håbede lidt, at der ikke gik for lang tid.

Der var lidt indelukket i vognen, men hun true ikke åbne vinduet eller døren, ikke før Conrad var oppe, da han var den eneste der kunne forlade vognen. Efter lidt tid, vågnede Astra og herefter Conrad, snart var mere liv i vognen og Conrad forlod den snart, for at købe de ting, som de manglede ind. Han lod døren stå lidt på klem, så frisk luft kunne træde ind.

I lejren, var de andre vågnet og mændene skyndte sig imellem vogne, for at være klar til at de skulle af sted. Astra små snakkede lidt imens hun gjorder vognen klar, Lucine lyttede ikke efter hvad hun sagde, Astra snakkede altid og ofte fortalte hun små historie om, ting hun havde oplevet, men Lucine ikke kunne relatere til. De var færdig med at gøre vognen ren inden Conrad kom tilbage, men da han endelig gjorde, så han meget bekymret ud. Han gav det røget kød og vandskindet til dem, Astra pakkede vandskindet ned i hans taske.

"Den er helt galt ude i byen" sagde Conrad så "Kongens soldater går rundt og gennemsøger folks huse, selv de lidt rigeres. Nogle mænd på gaden snakkede om, at soldaterne havde fået ordrer fra hovedstanden på, at de bare kunne gå ind og lede, hvor de vil"
   "Det lyder ikke godt" Lucine kastede søgende blikke ud over pladsen, hun forventede næsten at soldaterne ville komme løbene ind, hvert øjeblik det skulle være.

"Jeg ved ikke, hvor sikkert det er. Jeg spurgte ikke, da jeg syns det var bedst komme tilbage her til"
   "Det er helt fint" sagde Astra, så ringende klokken på førervognen, Conrad så opmærksomt over mod den, Astra spang ud af vognen og hentede den ene af hestene. Lucine satte efter, hun tog den anden hest og hjalp så godt til, hun kunne. Viggo ankom næsten lige efter klokken havde lyt, han havde et bekymret blik i øjne, men ingen af dem, spurgte hvorfor, de vidste det godt.

Snart sad Lucine og Astra inde i vognen, skjult bag lukkede vinduer. Der var ikke så mange steder at gemme sig inde i vognen, så de måtte bare håbe på, at de kunne komme igennem porten, uden at soldaterne ville gensøge vognen. Som de kørte igennem byen, kunne man ikke høre byens sædvanlige lyde, alt var stille, måske for stille. Der var folk udenfor på gaderne, man kunne ane dem igennem den lille revne i vinduet. De bumlede let hen over gaden, hestene have hvilet godt ud og havde forinden virket glade for, at komme ud og rører musklerne igen. En let banken lød på døren, det betød de nærmede sig porten. Lucine holdt vejret, hun kunne mærke sit hjerte hammer af sted. Vognen stoppede op, Astra stod ved siden af døren, klar til at advare Lucine, hvis nogen kom hen til døren.

Så rykkede deres vogn fremad, hvorefter den stoppe op igen. Det gik op for Lucine, at nogle tjekkede vognene! Lucine så, lidt panik slagen, over på Astra, som bare bad hende være stille. Efter endnu et par ryk, lød Viggos stemme pludselig
   "Hvad sker der vagtpost?"
   "Det er kongens soldater, jeg er ked af vi ikke kan sende jer af sted, noget hurtigere" lød en lidt tøvende stemme

"Ja, så er det godt." en lidt vred stemme dukkede op "Steg ned fra vognen tak"
   Man kunne svagt høre Viggo og Conrad stige ned, der gik et par minutter, så blev pludseligt rusket i døren. Astra rykkede sig, lydløst, lidt væk fra døren.
   "Endnu en låst dør" mumlede manden med den sure stemme "Du knægt, kom og lås op!"
   "Men.." begyndte Viggo

"Nu!" næsten brølede manden "Jeg vil ikke høre, noget om, at der er en bjørn der inde eller en kat. Hvis katten stikker af, så må I selv finde dyret"
   Lucine så over på Astra, der var ingen steder de kunne gemme sig i vognen. Et klik meldte at døren var blevet låst op, døren svang op og skjulte Astra bag sig.
   "Ind med dig først knægt, hvis I har et eller andet vildt dyr der inde, kan du vel håndtere den"
   Conrad komme ind, han skilte sig, så godt han kunne, foran Lucine. Soldaten, klædt i kongens farve, kom ind i vognen, han scannede rummet og lod til at overse, Lucine. Så stod han der, pludselig blev hans øjne store og han hev sit sværd frem
   "Hov, du under bordet, kom frem!"
   Inden Lucine eller Conrad kunne nå at regere, blev manden hamret over hovedet af Astra og hendes stav. Soldaten faldt mod gulvet, men var ikke slået ud, han skulle til at vende sig mod Astra, men Conrad spang frem og skubbede ham ud af vognen.
   "Mening Thovald sker der?" Lød en anden stemme

"Jeg blev angrebet! De skjuler nogen inde i vognen kaptajn"
   Astra så på de to andre, så trådte hun ud af vognen med sin stav hævet. Det der så skete overraskede Lucine og Conrad, den matte mørkerøde sten på toppen af stokken lyste uvendte op i hidsige røde og gule farver. En kugle af ild opstod over den, kuglen voksede sig hurtigt større.
   "Pas på!" var der en mand der råbte, hvorefter Astra svang staven, kuglen fløj af sted, ud af Conrad og Lucines synsvinkel. Men de hørte da den ramte noget, for det var bestemt ikke stille, da den gjorder det. Astra sendte endnu en kugle af ild ud imod nogen eller noget, derefter greb hun hestenes tøjler og bød dem spring i galop.

Med et voldsomt ryk satte vognen frem ad og Conrad faldt ned på gulvet, sværdet som soldaten havde tabt gled over det og ramte bækken, med et metallisk klink. Hestene for af sted med vognen lige bag sig, nogle mænd råbte højt, men ingen greb ud efter hestene i frygt for, at blive trådt på eller sparket. Et ordentligt bump afslørede, at de var igennem porten og de for fordi flere af de andre vogne, som holdt og ventede på resten af karavanen. Lucine kravlede ud fra under bordet, hen mod døren, hvor hun så ud på Astra.

"Stop hestene, vi rider fra de andre" råbte hun over larmen af hove og hjul mod jord
   "Det må de overleve, hvis vi stopper nu, mister vi vores forspring" råbte Astra tilbage
   "Hvad mener du?"
   "Soldaterne har også heste, og de, i forhold til os, har ikke en tung vogn på slæd" Astra så søge ud i landskabet "Vi er nød til at finde et sted, at gemme os!"
   Hestene styrtede af sted, endelig drejede Astra ind til højre, hvor markene endelig stoppe og en stor skov, voksede.
   "Lucine er du sød, at bruge den magi der får planter til at gribe om sig, der hvor vi kørte ind?" spurgte Astra, i øjeblik vognen holdt stille.
   "Ja, det kan jeg godt" Lucine spang ned fra vognen og for tilbage mod vejen, hun stoppede og hev sin stav frem

"Slyreba!" sagde hun og pegede frem ad mod sporet som de havde lavet, da de kørte igennem skoven. Et lille træ skød op og voksede som en gal, det grab ud efter alt omkring den. Snart var det umuligt at se, at de var dejet ind. Luciene var et øjeblik taknemmeligt for, at hun ikke styrer, hvor kraftfuld magien hun kastede var. Så skyndte hun sig tilbage, til de andre. Conrad var kommet ud af vognen, han virkede lidt rystet.

"Øh.. så De kan kaste med ild?" Conrad længde sig op af vognen
   "Som sådan ja" smilte Astra "Det er min stok, den har en grå vulkan sten i toppen" Astra holdt staven op, og den matte grårøde sten, så meget normal ud. "De kan kun en ting, og det er at lave ild og lava"
   "Ild og lava?" Lucine så lidt undrende på hende
   "Sådan her" Astra gik lidt væk og rørte så jorden med toppen af stokken, som med det samme lyste op i så klar et hvidt lys, at Lucine og Conrad måtte se væk. Da lyset endelig falmede væk, var en lille del af jorden blevet lysende gul og rød, små bobler der spang, fik den ellers rolige overflade til at rør sig. Conrads øjenbryn sad næsten helt oppe ved hans hår linje, Lucine var også forbløffet, hun havde set, at der var en magi i Karlas bog, som gjorde at hun kunne kaste en kugle af ild, men, som ved kappen, havde hun aldrig hørt om genstande som kunne gøre det.

"Så.. er det normalt for.. hmm.. almindelig mennesker at gå rundt med så magiske genstande" Conrad så på Lucine
   "Jeg tror du glemmer, at jeg kommer fra en lille landsby og ikke engang vidste, at min mormors kappe var levende" svarede Lucine ham
   Astra lo lidt af dem og vandrede over til vognen
   "Jeg fik den af min farmor, hun mente at enhver ung dame, skulle kunne forsvar sig selv" hun forsvandt ind i vognen og kom tilbage med en af madposerne og vandskindene. "Jeg bruger den dog kun, når der virkelig er brug for det"

Astra satte sig et lille stykke fra hullet af lava, hun så op på dem
   "Tag det roligt, jeg ramte ikke nogen levende" hun holdt sine hænder op for at varme dem
   "Er der andre ting vi burde vide? Kan du hive sværd ud af din hat?"
   "Nej, det kan jeg dog ikke" Astra lo lidt "Men jeg har vel en overraskelse tilbage"
   "Og hvad er det?" Lucine så på hende

"En overraskelse" blinkende Astra og lo lidt, Lucine sukkede lidt træt, Astra blev lidt alvorligt "Men, hvad gør vi så nu? Uden resten af karavanen er vi meget sårbare"
   "Kan vi ikke selv kører resten af vejen?" Lucine kastede et blik tilbage ud imod vejen, hun håbede at planten dækkede deres indgang godt nok.
   "Ikke med mindre du kender vejen dertil" Astra så lidt tænksomt på hende "Der er ikke noget kort i vogn vel? Jeg har nemlig ikke set et"
   "Nej, det tror jeg ikke" sukkede Lucine
   "Hmm.." Astra så tilbage ind i lavaen med et tænksomt blik
   "Hvad med at vi kører ind til den næste by og ser om der er et kort der?" Conrad satte sig ned på den anden side af Astra

"Jo, men jeg tror vi er nød til at sælge vognen. Soldaterne har set den nu og I kan godt regne med at de er taget mod de nærmeste byer, for at søge efter den der. Men vi skal nok beholde hestene og anskaffe os en til, så mangler vi et kort, men vi brugte kunne finde et kort"
   Lucine nikkede, udenfor på vejen kunne man pludseligt høre heste, som forbi. Conrad for lidt sammen, Lucine så hen på der, hvor hullet engang havde vært. Snart famlede lyden, for så at forsvinde helt, et sted i skov sang en solsort. Lucine pustede ud, det lod til at have virket.
   "Jeg forslår at vi rejser om aften og hen af natten" sagde Astra så "Hvis den næste by har en mur, kan det blive et problem at komme ind"

"Måske jeg kan gøre det lettere for os" Lucine fandt Karlas bog frem, hun mente var en magi for at sløre folks sanser et sted i bogen, efter lidt bladende frem og tilbage, fandt hun den også.
   "Her, denne magi kan sløre sanser på andre, som man ønsker at vildlede, eller gør åben for ens forslag"
   "Så, du vil bruge den på vagterne?" Conrad på hende
   "Ja, det var ideen, jeg skal ikke særlig tæt på for an bruge den. Så hvis Conrad kan aflede dem med snak, så jeg kan bruge magien på dem"

"Tja.. så har vi i hvert fald en plan, muligvis ikke plan A, men den kan bruges" smilte Astra "Jeg forstår at vi gennemsøger vognen for at de ting vi skal bruge, derefter kan du øve dig på magien, så du er klar til at bruge den, hvis det bliver nødvendigt"
   "Jeg kan i hvert fald prøve, at lærer den til i morgen" det var først nu, det gik op for hende, at det kunne nok ikke opfylde. Hun sukkede lidt, men hun ville prøve.
   "Det lyder som en plan" smilte Conrad

Det tog lidt tid gennemsøge vognen for alle de ting, de kunne bruge. Lucine havde det lidt dårligt med, at de tog ting som endelig ikke var deres, hvorefter de så ville sælge vognen. Conrad lod ikke til at tænke over det og da Lucine nævnte det for Astra, trak hun bare på skuldrene
   "Vi kan ikke give den tilbage, for så er vi nok nød til at tage tilbage ned af vejen, hvilket ville betyde, at soldaterne lettere kunne fange os. Foruden er det en vogn, som normalt bare står i Helminle. De vil ikke savne den"
   Så fortsatte de deres gang, dog Astras ord havde ikke helt hjulpet Lucines samvittighed, var det de gjorde, det bedste de kunne gøre i den situation, de stod i.
   "Se her Conrad, det er vist lige noget for dig" Astra kom ud af vognen med et sværd, hun rakte det til Conrad

"Tak, men hvor har du det fra?" Conrad vejede sværdet i sine hænder
   "Jeg tror soldaten tabte det, da jeg stak ham en over hovedet" Astra smilede glad
   "Det er i hvert fald et fint sværd" sagde Conrad tænksom og slog lidt ud i luften med det, det lod til, at han vidste hvordan han skulle bruge det. Lucine smilte lidt, Conrad så ud til at nyde følelsen af sværdet i hans hånd. Lucine hævede sin stav og udtale formularen, hendes stav slog et par rødlilla gnister ud, som stævnede lidt i luften, hvor de forsvandt. Lucine bed sig lidt i underlæben, de skulle ikke være rødlilla, men en lettere lyse lilla. Det ville nok tage hende noget tid, at få denne magi lært og hun var stadig ikke sikker på, at hun kunne havde den klar til, når det virkelig gældte.

Efter mange timer, begyndte mørket, endeligt, at falde på og de brød op. Conrad tjekkede om vejen var tom, inden de drejede ud på den. Den lå øde hen, selv sporene fra de heste, der havde redt forbi senere på dag, var næsten væk. Hestene virkede meget glade for at komme ud og røre sig, Lucine styrede dem med lethed, imens holdt Astra øje med vejen bag dem, og Conrad med vejen foran dem.

Der var meget stille, kun vognen under dem klinkede lidt. De havde ingen ide om, hvor lang tid, det ville tage dem at finde den næste by eller, hvis vejen delte sig, hvad vej de skulle tage. De måtte bare håbe at de var på den rigtige vej.
Forfatterbemærkninger
Da jeg er ordblind vil der nok forekomme stavefejl, der vil nok også forekomme underlige formulering. Det skal dog ikke afholde jer fra at give konsekutiv kritik :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/09-2016 15:46 af Lise Fugl (Sachi) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 8055 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.