Sande historier fra den virkelige verden 2: Kontant Hjælp


3 år siden 2 kommentarer Noveller

2Sande historier fra den virkelige verden 2:...
Jeg er lige kommet tilbage fra at have været nede på "kommunen", ... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Niels Kjær (f. 1990)
Jeg er lige kommet tilbage fra at have været nede på "kommunen", som det hed i gamle dage. Nu til dags foretrækker de vistnok "Jobcenteret", hvilket alt andet lige er misvisende, da det hverken er et center, eller et sted, du finder arbejde.

Jeg var ikke meget for det, men sagens kerne er, at jeg ikke har så meget indtægt for tiden. Oh well, man må starte fra det sted, man er, og ikke hvor man gerne vil være. Ellers snubler man over sig selv. Det var også dejligt at have en undskyldning for at opleve sollys, det har jeg ikke rigtig prøvet siden december. Min hud oste en lille smule som solen brændte sig ind i den, men det var i det mindste lunt og dejligt.

På vej derind, slog jeg genvej igennem Bruuns Galleri. Sagt på en anden måde, gik jeg den korteste rute. Som jeg lige netop var kommet igennem togkupeen, og gået igennem det lille åbne område med de store glasvægge, væltede en person, der gik foran mig, fuldstændigt sammen på gulvet.

Åh nej, tænkte jeg, for det så overhovedet bare ikke godt ud. Kroppen var fuldstændig slatten, og der var ikke så meget som en eneste muskel der bevægede sig. Jeg så ikke rigtig på vedkommende, før, hvad der skulle vise sig at være en hun, væltede, så jeg så ikke om hun havde taget for sig, eller bare var væltet. Et par unge piger der gik foran hende, vendte sig om. Åh nej, tænkte jeg. Here goes my entire day. Nu bliver det pinligt, at jeg ikke rigtig ved noget om førstehjælp.

Pigerne gjorde ikke rigtig andet end at stå og glo og sige mærkelige pibelyde (som et form for ustemt orgel), så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte gribe til handling alligevel, siden jeg da i det mindste kan spille en smule klaver. Jeg skyndte mig hen, og gik i knæ ved bunken af menneske, der nu lå hulter til bulter og rodede. Hun var væltet ned, direkte på ansigtet, direkte forover, og jeg måtte kæmpe lidt for at få hende vendt rundt. Det lykkedes dog, og som det gjorde, begyndte hun at åbne øjnene, og smile svagt. Jeg kunne ikke rigtig høre hvad tøserne sagde, men de sagde en hel del.

Jeg tog den omkuldne om hånden, og der var absolut ingen styrke i hendes hænder. Jeg spurgte lidt ind til hende. Er hun okay? Hvordan har hun det? Ved hun hvor hun er? Hvordan ser jeg ud? Er jeg pæn? Tror du nogensinde, at jeg finder min sande kærlighed i denne verden? Tror du virkelig jeg har talentet til at leve af at skrive fiktion, før eller siden? For vi ved jo begge to, at jeg har arbejdsmoral til langt ud af røven, det er det mindste problem. Fortæl mig at jeg er pæn.

Hun var vældigt omtåget, og svarede knap nok på det første spørgsmål, hvilket jeg ikke kan lade være med at tænke, er en smule uhøfligt, men jeg sagde ikke noget. Hun talte svagt og mumlende, men virkede til langsomt at komme mere og mere til sig selv. Hun var pinligt berørt, så meget var tydeligt at mærke, og det er vel i grunden også fair nok. Hun forklarer at hun fik krampe i benet, hvilket jeg nu ikke tror på, og det kan jeg i øvrigt ikke se, hvordan skulle være et svar på mine spørgsmål.

Jeg prøvede at være opmuntrende, idet hun greb fast om min hånd, og prøver at trække sig selv op, men fejlede. "Der er da lidt gods i dig, det var da dejligt", sagde jeg. Det grinte vi lidt af. Jeg foreslog, at hun måske ikke skal have så travlt, men måske lige sidde lidt, og få fundet hoved og hale i sig selv. Tøserne der tårnede omkring os, havde stået og sagt "skal vi ringe efter nogen? Skal vi ringe efter nogen? Skal vi ringe efter nogen?", konstant i 10 minutter. Jeg mistænker hendes hast for at komme op, og komme videre, for at være meget lig min egen trang, til at bortføre pigernes forældre, eller mobiltelefoner, eller hvad end unge mennesker har kært nu til dags.

Hun kommer dog ikke op, da kræfterne, eller motorikken trods alt ikke er til det. I dette øjeblik, dukkede et nyt menneske op. Jeg kan ikke huske nogen af navnene, fordi jeg er en upersonlig robot, der ikke rigtig har nogen forståelse for mennesker og vigtigheden af den sociale gestus i at huske den slags.

Under alle omstændigheder, introduceres denne nye person, ved at genkende min nye hånd-langer, og komme til undsætning, med ordene: "Hej Navn, hvad er der sket?", efterfulgt af en gentagelse af flere af mine tidligere spørgsmål, der stadig ikke rigtig faldt noget svar på.

De snakkede lidt sammen, hvilket skal sige, at den nye talte til den faldne. Hun spurgte, om ikke de skulle "finde tilbage til værestedet", og jeg forstod lidt mere, hvad det hele handlede om. Per implikation, og baseret i høj grad på den ligegyldige håbløshed, der lå til grund for hendes omsorg, kunne jeg forstå, at hende jeg sad og holdt i hånd med, sandsynligvis nok var super turbo-dranker. Meget af hendes sløvsind, og generelle opførsel, begyndte at give mening, og det var beroligende, at det stod for bajernes regning, og ikke, at hun havde slået hovedet. Men det undrede mig, at hun ikke havde svaret på alle de spørgsmål jeg havde stillet hende, siden fulde mennesker for det meste altid er ellevilde med at lave værdidomme, så jeg havde stadig bange anelser.

Tilskuerne fra før var smuttet igen, så snart den nye dame dukkede op. Vi fik stablet den væltede stolthed på benene igen, og de to veninder begynder at vandre mod værestedet, angiveligt. Jeg giver et lettet, og, ærligt talt, overrasket suk. Jeg har benene halvvejs oppe på nakken, men når lige at få spurgt, "Såååh, I har styr på det hele?", og få et "Yes sir, 10-4 affirmative, you are dismissed, you have done your civic duty, you're very pretty, and I'm very proud of you", og et hurtigt, taknemmeligt, tungekys, før jeg til min store rædsel opdagede, at vores separate ærinder lå i samme retning.

Efter jeg var færdig med at tørre den pøl af mit eget opkast og blod op, jeg var vågnet op i, fortsatte jeg ned på jobcenteret.

Luften var frisk og dejlig, og jeg var svært glad for, at være kommet ud af døren så tidligt. Der er intet i denne verden, som starten på en dag.

Jeg gik indenfor på jobcenteret. Jeg har været der én gang før i mit liv, og med al tænkelig selvsikkerhed, swingede jeg, charmerende som jeg er, op til disken, og spurgte:

"Hvaaaa', goddag, jeg vil rigtig gerne snakke med nogen der er klogere end mig."

Informationsdamen lagde dagbladet fra sig, og hævede et øjenbryn.

"Hvad drejer det sig om? Er det kontanthjælp?"

Nåh nåh, nuvel. Jeg forsøgte mig lidt mere diplomatisk:

"Nej. Det tror jeg ikke? Det var ikke lige hvad jeg havde forestillet mig. Måske? Jeg har en hel del spørgsmål, det handler alt sammen om penge-"

"Penge, ja, javel, ja, her er et nummer, sæt du dig over og vent i hjørnet, så kommer nogen og henter dig."

Til min store overraskelse, fik jeg ikke engang mulighed for at sidde der særligt længe. Jeg nåede knap nok at sætte mig, endda! Jeg havde dog lige akkurat tid nok, til at lægge mærke til, at der ikke var nogen kande med kundekaffe at se, nogen steder. This was my first clue.

Jeg bliver modtaget af en gråhåret dame, hvis ansigt er ved at blive visket væk.

"Bare ignorer Betinna, hun er praktikant", siger hun. Betinna gik ved siden af hende, og skrubbede hendes ansigt med en tavlesvamp. Men jeg gjorde som jeg fik besked på. Betinna er et navn jeg har fundet på, for narrativets skyld. Frankly, whats in a name? Jeg kan som sagt ikke huske hvad nogen jeg har mødt i dag, hedder.

"Jeg hedder Mette", forklarede den gråhårede dame, hvis ansigt blev mindre og mindre formet, og mere og mere et abstrakt puslespil af kridtrester. "Var det noget med noget Kontanthjælp?"

"Nej, ikke lige i første omgang. Okay, den korte udgave er det her: Jeg har en masse penge til gode hos en arbejdsgiver, som nu, bare for at gøre alting besværligt, er gået konkurs. Vi snakker om manglende løn, og 2-forhåbentlig-3-jeg-var-totalt-funktionær-hvis-ikke-af-titel-så-af-funtion måneders opsigelse. Jeg har dog min fagforening inde over, og har sendt et såkaldt "krav" (jeg bryder mig ikke om at kræve noget af andre mennesker, hahaha please help me) til lønmodtagernes garantifond, og, ja, der skulle gerne, ultimativt være ca. 60.000 kroner på vej lige lukt ind på N-dogs bankkonto. Her starter mine problemer: Det er usynlige penge, som jeg kun, i øjeblikket kan fantasere om, og jeg er ok sulten. Det kan gå mange måneder før sådan en sag er færdigbehandlet, fortæller mig fagforenings-dame mig. Havde jeg været medlem af min fagforening lidt længere tid, end de 7 dage der gik fra jeg begyndte at få bange anelser om stabiliteten af min ansættelse, og jeg fik et brev der informerede mig om min øjeblikkelige fritstillelse, ville de have været villige til at låne mig tilsvarende beløb, til det krav, det havde været med til at indhente fra LG, men som tingene står, er det ikke en mulighed. Silly old me!", lo jeg. "I samme åndedrag, som jeg blev informeret om dette, sagde min fagforeningsdame, at jeg skulle henvende mig her, og forhøre mig; hun mente, at der måske var mulighed for - noget med, at låne pengene af staten, i en sådan situation? Ja, jeg bryder mig som sådan ikke om tanken, men jeg ville lige forhøre mig, og jeg vil altid hellere låne penge af staten, end blot modtage dem."

Mette nikkede forstående fra højre til venstre. "Javel, kontanthjælp. Har du modtaget ydelse de sidste 3 år?

"Nej, det har jeg ikke men altså-"

"Jaja, du vil have kontanthjælp, du skal ha' noget kontanthjælp. Du er sund og rask. Hvorfor droppede du ud af universitetet?"

Hun tog mig på sengen. Her måtte jeg le! "Well, jeg drak en flaske ren sprit næsten hver dag i to år, og løb rundt i total panik i et par måneder efter jeg var begyndt at hoste blod, til et punkt hvor jeg brød sammen og græd i månedsvis, og alt dette førte til at jeg missede nogle eksamener."

Det grinte vi af i 20 minutters tid. Selv Betinna kunne ikke holde masken, og jeg kunne som følge deraf se, at hvad jeg før troede, havde været Mette's udviskede ansigt, blot var et forsøg på at skjule hendes sande natur; bag tavlen kunne jeg nu se, at hun i sandhed var en form for forfærdelig hund, hvis lange hjørnetænder brændte, som syren fra den giftblæne hun havde fået indopereret i hendes hals (angiveligt som del af sin ansættelse), langsomt sev ud igennem dem.

Forfjamsket, skar hun halsen over på Betinna med en lang kniv. "Ej altså, det må du undskylde, det var da pinligt!", sagde hun. "Det er simpelthen bare et hårdt arbejde, det her, og man bliver langsomt men sikkert mere og mere kynisk, jo længere man arbejder her."

Det kunne jeg alt sammen godt forstå, og jeg er generelt ret large i forhold til den slags.

"Live and let live, siger jeg", sagde jeg. "Men, er det måske muligt, at jeg kan snakke med et menneske?"

Mette lo så eksplosivt, at en klat gift landede i ansigtet på den sprudlende og gurglende Bettina, der nu lå på gulvet og døde. Mette lo, og lo, og hendes stemme var som lyden af en tornado af ild, der brændte jorden gold, hendes stemme var syv stemmer, og hver stemme var syv slanger, der hvislede en sang der var løgn. Alt blev sort.

Da jeg kom til mig selv, var Bettina's lig forsvundet.

"Bare ignorer Charlotte, hun er praktikant", forklarede Mette, og pegede over i det femte hjørne af det firkantede kontor, som jeg kun kunne se på kanten af mit synsfelt. Jeg kastede lidt op. Mette fortsatte:

"Så, du vil ha' noget kontanthjælp. Så, du møder ind til aktivering på mandag i næste uge, og så går du over på den anden side af gaden nuher bagefter, og snakker med Ydelsen."

Svag og magtesløs - jeg havde kun spist en let morgenmad bestående af yoghurt og en lille smule müesli, og jeg havde trods alt kastet op 4-5 gange allerede, og mistet, sådan, relativt store mængder blod - sagde jeg: "All right. Så er det vel det jeg gør".

Bygningen på den anden side af gaden - "Ydelsen" - var en stor massiv betonklods. Sjældent har jeg set noget, der var mindre center, en Ydelsen! Jeg forstod, da jeg kom indenfor, at bygningen desuden hed Jægergården, på lige så ironisk vis, som Jobcenteret hed jobcenteret.

Indvendigt var som at træde ind i et mareridt. Væggene var tykke af gråd, og loftet var dækket af tremmer, så intet mørke ville kunne slippe ud i dagens lys. "Aha, helvede", tænkte jeg forstående, og trak et nummer i automaten.

Overalt omkring var gik mennesker i fuldkommen, og hjerteskærende desperation. Fattige umuliusser stod side om side med skjorteklædte midaldrende herrer, der havde medbragt informationer i - I kid you not - rent faktiske kufferter. "Sikke en verden!", råbte jeg eurofisk, og sang en lille sang om underfundigheder.

Mine valgmuligheder i automaten, havde været: A. afhentning af skema til Kontanthjælp, B. Aflevering af skema til kontanthjælp, og C. Integration. Jeg var vældigt fristet af at vælge C, siden jeg føler mig meget distanceret fra den danske kultur, og ikke har så nemt ved at passe ind, men jeg var her jo først og fremmest af økonomiske årsager, så jeg valgte A, og stillede mig over i en kø, og ventede på at det blev min tur.

Efter jeg havde stået der i et par timer, var jeg lige ved at gå op i en spids, over al den desperation og pinsel der foregik overalt omkring mig. Skrigene gjorde det ikke nemmere.

Aldrig har jeg set så meget ulykke, på ét sted; og jeg forstod, mere intimt, end jeg havde troet muligt, hvad Mette havde ment. Samtidig tænkte jeg tanken, at hvis nogen af de ansatte begyndte at kalde mig "borger", på samme måde, som de kaldte alle de andre det, ville jeg nok besøge en hundekennel, hente en hund, tage den med derind, og aflive den på deres kontor.

Det var i dette øjeblik, at jeg opdagede, at jeg havde stillet mig i den forkerte kø. Jeg lo hjerteligt, og slog mig selv i maven ti gange med knyttede næver, før jeg trak et nyt nummer, og stillede mig i den rigtige kø. "Silly old me!"

I den rigtige kø, sad der kun én foran mig. En ung pige, som, i samme øjeblik jeg så hende, sad med en telefon i udstrakt hånd, og tog billeder af sig selv, med et storsmilende ansigt. Hun virkede utroligt glad, ja, jeg ville endda sige lykkelig. Jeg kneb en lille tåre, men nøjedes kun med en enkelt, da jeg var så knastør i væskemangel, at jeg mistede al følelse i mine ben, og væltede ned på gulvet, face first.

Vi blev begge to kaldt ind samtidigt, hvilket jeg syntes var meget overskudsagtigt af de ansatte. Hun havde et forspring, men jeg kravlede efter hende, det bedste jeg havde lært.

Vi kom ind til en disk, og pigen, som jeg holdt så kær, fik udleveret en kontanthjælpsskema, og blev vist ud igen med det samme. Jeg tror aldrig, at jeg bliver den samme igen, og jeg savner hende ubeskriveligt meget.

"Ja, kan jeg hjælpe dig?", spurgte damen bag disken. Jeg klatrede op af disken, og netop som jeg nåede skranken, fortsatte hun: "Du skal have noget kontanthjælp".

"Jeg tror der er sket en misforståelse", hviskede jeg hæst. "Jeg kom her egenligt bare for at snakke, og høre om hvad jeg har af muligheder - jeg tror måske bare lidt, at hende jeg snakkede med i Jobcenteret kørte lidt på autopilot. Jeg er her ikke rigtig for at få penge, jeg-"

"Sæt dig over i venteområdet, så kommer der kontanthjælp om et øjeblik."

Knap havde jeg nået at satte mig, før en ny dame henvendte sig, og jeg blev igen overrasket over hvor effektivt det sociale system kører. "Goddag-", begyndte jeg, men før jeg nåede at sige mere, løftede hun mig i én hånd, mens hun trillende sang: "Kom med ind på kontoret, Kontanthjælp, kontanthjælp."

Jeg forsøgte igen at forklare hvordan landet lå, om mit problem med usynlige penge. "Jeg vil egentligt bare følge op på noget min Fagforening har sagt, og nu er jeg blevet kørt ind i et helt system, der tager pusten fra mig. Jeg ville bare gerne snakke med nogen, men alle virker til at køre fuldstædigt på autopilot. Er det muligt, at snakke med et menneske?"

Noget i det jeg sagde, eller måske bare tonen, jeg sagde det i, fik et skår til at gå i emaljen, og under hendes majestætiske porcelænsrustning, kunne jeg ane en sjæl. Hun kunne ikke lade være med at le, og jeg kunne høre på hendes rustne stemme, at hun ikke have grint i årevis. Hun lo, og lo, og lo.

"Det er fandme sjovt Niels. Det er fandme en god vittighed.", sagde hun, og tørrede en tåre væk. "Men nej, det kan du ikke. Karen er den eneste der er ansat, der stadig er menneske, og hun er på ferie i Carribien i den her uge."

"Det lyder da dejligt", svarede jeg. "Godt for hende".

"Nåh, men jeg kan godt høre hvad du mener. Du skal have noget kontanthjælp."

Her måtte jeg sætte foden ned. Med mine sidste kræfter, greb jeg hende om skuldrene, og rystede hende frem og tilbage, mens jeg råbte og skreg som en vildmand:

"undskyld, jeg er virkelig ikke ude på at være til besvær, eller gøre din, hvad jeg er sikker på, er en uhyrresvær dagligdag, sværere end den er i forvejen, men jeg vil som udgangspunkt ikke have kontanthjælp. Det virker alt andet lige som et spild af min, og alle involveredes tid at sende mig i aktivering, da jeg rent økonomisk har en mindre formue til gode; jeg er udelukkede på jagt efter information, i form af at finde ud af en låne, bare en brøkdel, af de penge, at leve af, indtil det falder på plads. Jeg var blevet informeret om, at det muligvis var noget jeg kunne komme til, ved at henvende mig her; hvis det ikke er tilfældet, er det fint nok! Jeg har andre muligheder, og jeg tænker som udgangspunkt, i værste fald, at jeg kan låne de penge i min bank. Jeg er her udelukkende for at forhøre mig, om andre muligheder. Jeg er her ikke for at melde mig til at leve på statens mønt, og det hele virker som en stor misforståelse."

Hun lagde derefter en hånd på min skulder, og jeg holdt op med at ryste hende. Jeg kunne se, at hun nu græd lydløst, men i lange stride strømme. To tykke stråler af saltvand væltede ud fra hver side af hendes hoved, som hun kiggede op på mig, og hviskede: "Tak". Så kyssede vi.

Mens jeg slog en knude på kondomet, tog hun sit tøj på igen, og rettede på brillerne. Jeg stod lidt fåret, stadig nøgen, indtil hun sagde, at jeg bare kunne lægge det på hendes skrivebord. Så tog hun mig i hånden, og trak mig ud til skranken igen. Jeg prøvede at sige, at jeg gerne, i det mindste, ville have mit tøj med, men hun lagde blot en fin, elegant finger på mine læber, tyssede på mig, og hev mig bare videre.

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt udstillet, siden jeg nu var den eneste i venteområdet, der var splitterravende nøgen, men der var i det mindste ikke nogen der gjorde et forfærdeligt stort nummer ud af det.

Min elsker fandt 2 sammenclipsede bunker af papir, og forklarede: "Kontanthjælp er kontanthjælp. Du er kontanthjælp. Hvis du bare udfylder kontanthjælp, og kommer tilbage indenfor den næste uge med udfyldt kontanthjælp, så får du kontanthjælp. Jeg er kontanthjælp. Jeg elsker dig."

Og det kunne hun jo som sådan have ret i, så jeg tog imod alle papirerne, og spurgte om jeg i det mindste måtte hente min taske, inde på hendes kontor? Og tilbød, at så måtte hun gerne beholde mit tøj. Det fik jeg lov til. "Kontanthjælp", sagde hun.

Det var en rigtig kold gåtur hjem, men der skete ellers ikke noget der er værd at nævne.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/04-2017 07:53 af Niels Kjær og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3451 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.