4Det hungrende Egoflop
Jeg ser mod lyset, · ser altid efter lyset, · går i lyset. · Lyset er m... [...]
Digte · konflikt, eksistens, begær
4 dage siden
4Klump - Hvisk til mig - Kapitel 5 - Introdu...
Introduktionen · Jeg Klumpen, vågnede næste morgen ved, at hun rode... [...]
Romaner · filosofi, skæbnefortælling, identitet
12 dage siden
2Transformation på en søndag
Jeg er sprød i sværene! · Det er ikke fordi Nogen, · har trådt mig ov... [...]
Digte · fantasi, tankespin
18 dage siden
3Klump - Hvisk til mig - Kapitel 4 - Tårnstu...
Valget · Jeg kunne godt mærke, at hun ikke var helt klar over, hvad... [...]
Romaner · selverkendelse, valg, karakter
28 dage siden
1Klump - Hvisk til mig - Tårnstudiet
Kapitel 4 · Tårnstudiet · Salomon forsvandt uden et ord. · Jeg stod stu... [...]
Romaner · liv, drømme, skæbnefortælling
1 måned, 10 dage siden
7Har vi patent på lykken?
Jeg tænker, hvad fanden er den snak om lykke · som om den kommer st... [...]
Digte · taknemmelighed, refleksion, sjov
1 måned, 17 dage siden
7Bange Børn
Jeg forventer at skulle bære Jeres byrde, · Jeg ved, at Jeres skrig... [...]
Digte · det ukendte, eksistentielt, angst
1 måned, 24 dage siden
2Klump - Hvisk til mig - Kapitel 3 - Kældere...
Kapitel 3 · Kælderen · Der var gået lidt over et år, siden jeg Klump,... [...]
Romaner · forandring
1 måned, 25 dage siden
7Kærlighedens Forstand
Jeg ser ind i Dine lysende blå øjne. · Det lader til, at renhed er ... [...]
Digte · frihed, kærlighed, væsen
2 måneder, 1 dag siden
2Krysterens Togt
Flammehav - der spyr sin ild · På Hvide Krist, der fra lyset kom ne... [...]
Blandede tekster · fællesskab, magi, vej
2 måneder, 2 dage siden
4Frihedens Ferie
Vi glæder os til sejl og vand, men allermest at komme væk fra lan... [...]
Digte
2 måneder, 10 dage siden
5Sæt Dig Fri
Sjæle slynges på samlebånd · Drives væk fra modets skabende ånd · Sjæ... [...]
Digte · magt, valg, selvbedrag
2 måneder, 15 dage siden
5Uskyldige Sjæle
Tænk hvis vi var gået i fred · Tænk hvis du ikke havde råbt dit had... [...]
Digte · familieliv, mennesker, vrede
2 måneder, 18 dage siden
5Klump - Hvisk til mig - Kapitel 1 - Ledsag...
Klump - Hvisk til mig! · Kapitel 1 · Ledsagersken · Jeg har altid rejst... [...]
Romaner · livet, håb, glæde
2 måneder, 23 dage siden
3Til Nytten os skiller
Vi er Levende - rejsende i livets rytme · Synger vores egen melodi,... [...]
Digte
2 måneder, 25 dage siden
4Skrig - du sætter fri
Hvem fanden sagde noget om skruk? · Sig mig engang, er du da blevet... [...]
Digte · begyndelse, livet
2 måneder, 29 dage siden
5Den onde knude
Et apoplektisk tilfælde · En bagbrandert · Et hoved · Selvfølgelig var ... [...]
Digte · frihed, himmel, hjerte
3 måneder, 4 dage siden
2Klump - Hvisk til mig
Klump - Hvisk til mig! · Kapitel 1 · Ledsagersken · Jeg har altid rejst... [...]
Filosofihulen · eksistens, tilgivelse, overlevelse
3 måneder, 4 dage siden

Puls: 82,8

Publiceret: 18
Afgivet: 125
Modtaget: 71
Camilla Weidinger (f. 1975)
Introduktionen

Jeg Klumpen, vågnede næste morgen ved, at hun rodede rundt i sengen. Jeg blev banket direkte ind mod sengegavlen og vågnede med et chok. Hun var forvirret, fordi hun ikke vidste, hvor hun var. Tiden imellem sovende og vågen tilstand kan ofte være et drømmeagtigt sted at befinde sig. Hun satte sig op med et sæt og rasede: Forbandede klump, fordi hun havde slået sig. Jeg lod hende være, så hun kunne komme til sig selv. Kunne mærke, at hun kiggede rundt og lige skulle stille skarpt ind på situationen. Hun stod op!

Jeg kiggede ned i alle skufferne. Der skulle jo være tøj dernede. Det havde Salomon sagt. Det var mærkeligt, men jeg var ikke helt landet endnu. Stod og rodede lidt rundt og fandt nogle hvide bomuldselastikbukser og en løsthængende hvid bluse dertil. Der var en Sloggi Bh og tilhørende trusser, ingen strømper. Satans, jeg kunne ikke fordrage at gå på bare tæer. Alting passede i størrelsen.
   Det bankede på døren.
   Jeg gik ud på gangen. Der stod te på en bakke. Tog den mig ind i det tilhørende baderum. Douchede, børstede tænder med tandbørsten, der lå klar og følte mig lidt fremmed i situationen. Klokken var 6.50.
   Min mave knurrede og jeg havde virkelig lyst til en kop kaffe og en cigaret. Det var for mig den hellige tid på dagen, men ikke i dag. Nippede til min te, den smagte bedre end ventet. Lidt krydret og duftede af vanilje og kanel, da jeg fik dampen ind i næsen.
   Jeg gik lidt mere opløftet tilbage til kammeret og redte min seng. Lad dagen begynde, tænkte jeg og gik stille ud på gangen, hen mod køkkenet.

Godmorgen!
   Salomon stod i køkkenet og så havfrisk ud. Han havde hvidt tøj på, som jeg selv.
   Godmorgen, svarede jeg.
   Har du sovet godt?
   Han kiggede lidt på mig. Det ser sådan ud, smilede han. Jeg slappede lidt mere af, fordi han var så munter og nikkede blot.

Kom, vi skal ind i Tårnstudiet. Han drejede rundt på hælen og jeg fulgte efter som det tynde øl. Vi gik igennem nogle rum, inden vi nåede hen til en hvid trædør. Han åbnede den og mit blik kiggede ind i en gigantisk oplyst sal.
   Ved det hurtige øjekast bemærkede jeg først, at der stod et klaver på en repos. Der hang gudhjælpemig også en trapez ned fra loftet. Gad vide, hvad han havde tænkt sig med den. Jeg håbede inderligt ikke, at jeg skulle dingle rundt oppe i den som en anden cirkusatlet. Det kunne han ihvertfald glemme alt om.
   Der var spejle overalt og barer som på en balletskole, hele vejen rundt langs væggene. Der var en lille opsats, hvor der stod en gammeldags grammofonspiller og en stor palme. Ligesom i lysets rum, kom der lys ned igennem et kæmpe tagvindue, der var placeret i centrum af loftet. Gulvet var af egetræ, helt blødt og jævnt slebet, kunne jeg mærke, da jeg rørte ved det med mine hænder.
   Det kunne min klump godt lide. Jeg smilede til den. Hun hadede, hvis der var urent og ujævnt under hende. Så nærmest hoppede vi afsted på tåspidserne i bedste tegnefilmsstil, selvom hun heller ikke kunne lide at gå på tåspidser, fordi det gjorde ondt.
   Vi trådte ud på gulvet.

Salomon stod allerede midt i og vinkede mig ind. Kom, vi skal i gang, sagde han. Kom og sæt dig. Han smed en stor blød pude hen imod mig. Jeg gik hen og satte mig.
   Jeg vil introducere dig til Tårnstudiet idag, fortsatte han.
   Modsat mig, der stadigvæk var en anelse stille og lidt træt i hovedet, formentlig grundet tidspunktet, var han fyr og flamme. Strålede med en energi og glæde, som havde han vundet i Lotto. Det var ihvertfald den tanke, der slog ned i mig, i forhold til at skulle frembringe en så ustyrlig glæde allerede ved morgenstunden. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over denne livsoptimisme og nærmest legende overskud han udviste så tidligt på dagen.
   Gårsdagens alvor syntes vældig langt væk, som jeg betragtede ham nu.
   Han satte sig over for mig på en tilsvarende pude. De var gode at sidde på, bemærkede jeg.
   Han kiggede på mig og begyndte at fortælle med en fornyet ro.
   Dette sted er meget gammelt, sagde han.
   Det har været et særligt rum for mennesker der søgte sindsro.
   Tårnet over os. Han pegede op og fortsatte, giver Tårnstudiet en universel Kraft, der bringer dette rum plads til at søge sjælefred. Lidt ligesom i de gamle kirker, naturen, eller andre hellige steder på jorden. Jeg kan ikke finde et bedre ord for det. Men du vil opleve aspekter af dig selv, som du ellers aldrig ville være i stand til at opdage dernede, fordi din tålmodighed er som et barns. Han pegede nedad mod byen under os.
   Det kræver fordybelse og indre styrke at finde fred med sig selv og livets fulde potentiale. I verden tragter mange mennesker efter velstand af materiel karakter, det hurtige fiks, i højere grad end den indre harmoniske karakter. Du ejer den heller ikke selv og har været ved, at dø på grund af denne mangel. Derfor er du her. Han sad lidt og rettede sin siddestilling. Han var helt rank. Jeg rettede derfor også lidt på mig selv, så min ryg ikke så, så sammenfalden ud.

For at finde vejen tilbage. Ikke bare til livet, men også til dine livsmål, dine drømme og dig selv, er du havnet her.
   Jeg kender ikke svaret på, hvor længe du skal bo i Tårnet, for jeg ser kun, hvad du selv har erfaret indtil nu. Jeg kan fortælle dig, at den bedste del af dig, har siden hospitalet været med dig. Du kalder den for Klumpen. Men du kender ikke Klumpen, som jeg beskriver den for dig nu.
   Efter din mening, er den snarere den del af din krop som du allermest forbander. Det syn skal ændres, for din Klump har stor betydning og værdi for resten af dit liv. Den er ikke en tilfældig del af dig. Den er der af en årsag og denne årsag, må du finde frem til, sammen med Klumpen, ved at lytte til den.
   Da det heller ikke er din stærke side, vil du få træning i at være stille, så du kan lytte ordentligt efter.

Jeg blev en anelse småirriteret over hans alvidenhed. Kunne ikke helt finde ud af om han var hamrende arrogant, eller vitterligt talte fra et rent hjerte. Hvordan i alverden kunne han sige, hvad Klumpen betød for mig og hvordan jeg i øvrigt skulle forholde mig til den. Det var jo ikke ham, der ikke længere kunne tage de sko på han ville, eller som havde ondt, eller som ikke kunne løbe, hvorhen han ville. Sådan en torsk.

Han smilede til mig, da jeg atter kiggede på ham.
   I dette rum er der spejle fra alle vinkler, så du kan spejle dig selv, din fremtoning, din mimik, din kropsholdning og dine bevægelser. At leve i livet, kræver bevidsthed på alle planer. Den måde du møder verden med, vil også blive resultatet af det liv du lever. Din krop har en værdi, der til alle tider spiller sammen med dit sind og din psyke. Kroppen fortæller dig, hvem du er og om du er på rette vej.
   Da du lå på hospitalet og kroppen var lemlæstet som resultat af den ubevidste vej du havde valgt at leve, blev den erfaring, et billede på din egen evne og kraft til at destruere. Samme evne og kraft kan du bruge til at løfte dit nærvær ind i livet med.
   Din krop er ikke bare et hylster. Din krop er det synlige udtryk på dit indre væsen. Det handler ikke om at blive perfekt, for dette er kun Gud, selvom mange mennesker heller ikke vil anerkende eksistensen af Gud længere.

Jeg sad lidt og faldt hen. Troede jeg på Gud? Sådan rigtigt, hvis man overhovedet kunne sige det. Var der nogen forkert måde at tro på Gud? Enten troede man vel, eller også gjorde man ikke. Spørgsmålet var vel i højere grad om man levede i overensstemmelse med det man troede på. Så var det vel ikke så vigtigt om det var Gud eller noget andet, der kunne skabe en form for retning og fundament.
   Hvis man kunne nå til at tro på Livet, så var man allerede nået langt. Hvis man oveni kunne komme til at tro på menneskeheden, så var man endnu længere.
   Tænk at møde verden i tillid. Det ville da være ren optur.

Afbrudt i mine tanker, hørte jeg Salomons stemme.
   Det handler om bevidsthed og glæde mellem din krop og dit sind som enhed, ikke som to mekanismer uafhængige af hinanden. I Vesten har vi lært at disse er hinandens uafhængige qua kristendommen. Derfor går mange mennesker rundt og ser tilfredse ud, men deres sind er formørket, øjnene bærer ikke livets gnist og kroppen er syg. Krop og sjæl lider under adskillelsen fra hinanden. Samtidig har egoets krav om kontrol, taget stor magt og plads i menneskesindet.

Sindet forholder kun få mennesker sig oprigtigt til.
   Det skabende sind er lyst og let, fordi det er forbundet til sjælens sang. Det vil kroppen også blive, når sindet lever som Skaber af livet, med den legende ånd som makker.
   Kroppen er forvalteren af dit sind. Derfor er sproget mellem krop og sind altafgørende for din egen, dine medmenneskers lykke og på sigt verdenslykken, som største mål af alle.
   Du har mødt Skaberen og har fået hans velsignelse til at leve for anden gang. Nu skal du lære hans gave Livet at kende, og bidrage med dit til denne verden.

Jeg sad helt mundlam og tænkte over hans ord. Jeg følte hverken lykke, fred, ro eller vanvid. Jeg følte mig splittet og kiggede mod spejlene.
   Da jeg så mig selv, kunne personen der blev genspejlet, have været hvem som helst. Jeg kendte hende ikke, selvom jeg vidste hun var mig.

Øvelsen

Salomon rejste sig op og begyndte at tale igen.
   Den første øvelse du skal igennem, handler om at registrere dig selv i dette nu.
   Hvad ser du og hvad sanser du, er spørgsmålene.
   Frem til kl.12 er du stille og sanser dig selv ud i de yderste afkroge.
   Bliv bevidst, er nøgleordet i denne øvelse.
   Han gik og jeg sad alene tilbage. Jeg rejste mig op og gik hen til et af spejlene.

Det var vitterligt et herligt gulv at bevæge sig rundt på. Jeg er jo knoglet, så det er ikke ligegyldigt, hvad man byder mig i denne henseende.
   Kunne jeg svæve to centimeter over jordens overflade ville jeg glædeligt tage imod denne foranstaltning.

Inden jeg blev til Klumpen, svævede jeg ofte frit afsted. Det var en vidunderlig følelse at være vægtløs. Det er samme følelse som, når mennesker oprigtigt føler sig lykkelige og frie. Jeg ved det, for jeg repræsenterer denne ånd. Frihedens lykke.
   Gennem evigheden, har jeg bevæget mig frit omkring. Jeg har studeret de universelle muligheder i menneskets natur og disse er enorme, kan jeg afsløre.
   Det har fra starten af min oprindelse været min opgaves fornemste formål at blive til indsigten. Jeg er der ikke endnu. Bare det at ændre sig fra fri til fast form, i min udgave af Klumpen, har da kostet mig en vis form for omstillingsparathed. Jeg ønsker det ikke anderledes og tager denne opgave ganske seriøst. Men det er ganske bemærkelsesværdigt, hvor meget smerte den faste form alligevel bringer med sig.

Det var mærkeligt at betragte mig selv i spejlet. Hvad så jeg egentlig, når jeg adskilte følelserne, men blot sansede det objektive. Almindelig højde, lyst og glat hår, et ungt og lidt rundt ansigt, tynde ben, tynde arme, grågrønne øjne med et fremmed blik, som om verden var født på ny med denne krop i dén.
   Måske sansede jeg noget der mindede om nye vinde, nye horisonter, nye muligheder, nyt liv. En genfødsel? Måske!
   Jeg så i hvert fald ikke ud som nu, inden hospitalet. Dengang var jeg overvægtig, omtåget og forhutlet. Levede på må og få, dejsede om de mærkeligste steder på gader og stræder. Gudskelov var jeg en kending i mit område, så flinke mennesker fik mig ofte bugseret hjem til mit værelse. Ikke at jeg havde nogen erindring om dette dagen efter, når jeg stod op og skulle igennem endnu en usikker dag. Men kedeligt var det ikke, og jeg var ikke kedelig. Der var fart over feltet som man siger. Men farten kostede i længden og var mit sind skrøbeligt, bidrog jeg ikke selv til at gøre det stærkere. Jeg var som en løbende ild, altfortærende og ødelæggende.
   Jeg kiggede ind i spejlet fyldt af tankerod.
   Gik lidt videre rundt i Tårnstudiet og satte mig hen til klaveret. Jeg skulle være stille, men han havde ikke sagt, at jeg ikke måtte spille. Lod fingrene løbe henover klaveret. Spillede en skala i C dur med højre hånd.
   Lukkede øjnene og satte begge hænder på tangenterne. Mærkede det bløde elfenben og langsomt begyndte mine fingre at bevæge sig.
   De var stadigvæk smidige, ikke som dengang jeg var barn.
   Men de kunne stadigvæk glide og slå krøller.
   Det var ikke vigtigt, hvad jeg spillede. Det var bare dejligt at sidde ved et klaver igen. Det havde en gammel hul bundklang.
   Hornung og Møller 350 kilo inklusiv stålrammen.
   Ikke noget prangende, men dog elegant.
   Fingrene gled afsted og jeg glemte tid og sted.
   Pludselig ringede en klokke. Jeg stoppede og gik lidt forskrækket væk fra klaveret, som var jeg blevet taget i noget jeg ikke måtte. Var alligevel glad. Vi skulle nok blive gode venner, klaveret og jeg. Satte mig hen på puden og holdt om Klumpen, der var blevet øm af at trampe på pedalen. Men pyt, det kunne ikke være anderledes.

Bedst som vi stod ved spejlet opdagede hun klaveret. Det var første gang jeg blev brugt som en skabende del af hende. Op og ned blev jeg løftet, for hele tiden at forlænge eller afkorte tonernes sammenspil. Det var en forrygende oplevelse. Selvfølgelig havde jeg lidt svært ved at føle begejstringen til ende, for hun blev jo ved og ved. Til sidst gjorde det lidt ondt i mig, men ømheden påvirkede hende åbenbart ikke. Jeg kunne mærke, at hun havde givet slip i tankerne. Hun sansede gennem spillet og i denne bevidsthed var hun skabende med hele sit sind. For mig var det en ny opdagelse af hende. En side jeg ikke kendte til, men som jeg bemærkede, havde en intensiv drivkraft i sig. Hun kunne og ville gerne udtrykke sig, på sin egen facon. Jeg oplevede, at hun var tryg i at formidle sig gennem musikken, selvom jeg ikke kendte den. Den var hendes egen, ligesom hun optrådte som sin egen, selvom hun ikke selv vidste, hvem det menneske var.

Jeg sad på puden og holdt om klumpen.
   Der var jeg vist lidt hård ved dig, muntrede jeg mig.
   Ssssh, lød det henne fra døren. Salomon så opmærksomt hen imod mig.
   Nå ja for pokker, jeg skulle være stille, sagde jeg. Begyndte at kede mig. Gad ikke sidde mere på puden eller være i Tårnstudiet. Jeg var sulten og havde fået nok af at vimse rundt alene.

Han kiggede indgående på mig.
   Kom, sagde han. Det nytter alligevel ikke, at holde dig herinde længere.
   Jeg følte lettelsens suk.
   Skal vi have mad, spurgte jeg.
   Om lidt, sagde han. Men først skal jeg vise dig Taget.

Vi gik ud i det store lyse rum med Selenitlampen. Han tog i døren og vi trådte ud på en gammel gråsort stenaltan med jerngelænder hele vejen rundt. Man kunne kigge ned i en gård, der lå mange meter under os. Der var ikke andet end skraldespande dernede. Der lugtede af mad og jeg blev mindet om min sult.
   Vi skal op ad trappen her.
   Jeg kiggede på ham, og så på de usikre gamle brædder af træ. Han gik forrest og jeg gik med. Langsomt åbnede himlen sig over os. Jeg kom endelig helt op. Wauw, hele København lå åbent foran mit blik. Solen stod højt og himlen var knaldende blå. Et par duer fløj, da vi kom op.
   Tårnet strakte sig op mod himlen. Det gamle kobber havde antaget sin irgrønne farve. Jeg kiggede rundt og gik henimod kanten. Der var virkelig langt ned, men det foruroligede mig ikke det fjerneste. Satte mig ned på kanten og svingede benene udover. Salomon fulgte efter. Vi sad sammen og så ud over byens mange tage.
   Over for, på den anden side af gaden, var der en lejlighed med kæmpe vinduer. Vi kunne kigge lige ind i stuen. Der var ingen hjemme, lod det til. Der var stille og mørkt i lejligheden.
   Måske var dem, der boede der på arbejde. Jeg svingede lidt med benene, medens blikket fik øje på Tivoli.
   Jeg savnede gadens levende puls, savnede at træde på asfalten. Men jeg havde det også godt med at betragte livet, som levede under os. Nærmest som en anonym tilskuer, der sad på forreste række i teateret.

Heroppe fra kan du se ind i mange verdener, hvis du vil, sagde han pludseligt.
   Men du kan kun se ind i de verdener du selv kender. Måske vil du en dag få øje på en dybere mening gennem kunsten at betragte. Det eneste det kræver af dig er, at du ikke har andre formål end at være nysgerrig. I det øjeblik du dømmer, lukker verdenerne sig for dig. Du må bevare et åbent sind og nu skal vi spise.
   Vi gik ned ad trappen igen. Jeg kunne høre maven rumle højlydt. Glædede mig til frokosten.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/09-2017 11:37 af Camilla Weidinger (Morpho) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2935 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.