1Det italienske arkiv - Kapitel 24 – Robert ...
Som altid når han havde været på en mission, nærmede han sig sin ... [...]
Romaner · møde i natten
2 dage, 22 timer siden
5Dødens dal
åbner langsomt øjnene · beruset af heroinen · fra det evige morgen fi... [...]
Digte · udsigt
2 dage, 22 timer siden
8En lille stjerne
dybt nede i mit underbevidste · har jeg gemt og glemt en lille list... [...]
Digte · tankeglimt
2 dage, 22 timer siden
5Et digt fødes
. · et · ord · gror · det jeg · tror · dybt · - - - - - - - - - - - - - - - - -... [...]
Digte · struktur
5 dage siden
7Bare et kys
Kysset er moderens trøst · til det grædende barn. · Kysset er det ydr... [...]
Digte · kys
8 dage siden
13Stille for helvede
Begraver mig under dynen · og ligger helt stille - musestille, · måsk... [...]
Digte · selvbedrag
9 dage siden
6Paradoks
Selv når jeg står helt stille, · vandrer jeg ud ad livets vej.
Aforismer og gruk · tanker
10 dage siden
5Vejen
Jeg ser vejen frem · som en snor lige linje, · men når jeg ser tilbag... [...]
Aforismer og gruk · livets vej
10 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 23 – Inspekt...
Han havde kun lige sovet en halv time, da telefonen hidsigt kimed... [...]
Romaner · kaos, omstrukturering
12 dage siden
9Evig jagt
være · som . . . . de . . . . andre · guld . . . . og . . . . grønne ... [...]
Digte · samfund
12 dage siden
6Min gudinde
Når mørket lukker sig om dig · kvæler dine positive tanker · skjuler ... [...]
Digte · længsel, kærlighed
17 dage siden
7Dæ æ mie
Do feæ sgu it nau dæ æ mie, · a ve nemli behoel mi skie. · Do feæ it ... [...]
Digte · synnejysk
20 dage siden
2Fluesmækkeren
Se ned og ikke op, oppe er himlen, · og den må vente. · Men hernede, ... [...]
Aforismer og gruk · uanseelig
25 dage siden
13Fuld af lort
Politikere og bleer · har en ting til fælles, · de bør skiftes ofte · o... [...]
Filosofihulen · bananrepublik
27 dage siden
5Et blik
Er det et hastigt glimt jeg ser ud af øjenkrogen, · eller er det no... [...]
Digte · sanser, blikket
1 måned, 3 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 22 – Team Fe...
Alanzo De Constanzi også kaldet "La volpe" havde siddet hele natt... [...]
Romaner · opgør, brutalitet
1 måned, 5 dage siden
7Elske
Mennesker skal elske og ikke slå ihjel! · Huske at elske andre og i... [...]
Aforismer og gruk · godt liv
1 måned, 10 dage siden
4Søger efter et godt match
folk man ka' ha' det sjovt med, · folk der bare vil ha' ro og fred,... [...]
Digte · match
1 måned, 21 dage siden
4Hverdag
vi har så travlt · med at reagere, · at vi helt glemmer · at agere.
Aforismer og gruk · livets gang
1 måned, 23 dage siden
10Tanke
Jo mindre jeg får, · jo mere tænker jeg på det.
Aforismer og gruk · tanke
1 måned, 23 dage siden
3Nytår
Året er nu overstået, · champagnen har vi fået, · men nu ikke blive k... [...]
Aforismer og gruk · nytårstanker
1 måned, 24 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 21 - Gustav ...
Det varede et par minutter, før han kunne tage sig sammen til at ... [...]
Romaner · nye kræfter
1 måned, 24 dage siden
37 dage
Så kom himlen her ned til jorden! · På første dagen mødte jeg kærli... [...]
Digte · eftertænksomhed, tanker
1 måned, 24 dage siden
3Prutter
"Hold da op hvor der lugter af prutter her, jeg er altså nød til ... [...]
Smilebåndet · prutter, business, grin
1 måned, 25 dage siden
3Poetry slam
Alle skal arbejde, det ved du da godt, · ellers bli'r der i samfund... [...]
Digte · jobcenterbesøg
1 måned, 28 dage siden
9Skabelsen
Vi er skabt i hans billede, · Han forkyndte kærligheden. · Hvorfor er... [...]
Digte · erkendelse, frustration, tro
2 måneder, 1 dag siden
3Jeg vil dig!
Hvor har vi bevæget os hen? · Hvad er det vi er blevet til? · Livet e... [...]
Digte · tristhed, struktur, savn
2 måneder, 1 dag siden
4Spørgsmål og spørgsmål
Hvor ville jeg gerne vide, · hvorfor nogen skal dø, · inden de når at... [...]
Digte · strøtanker, spørgsmål
2 måneder, 1 dag siden
5En julehistorie
Det var i de dage da julen nærmede sig. Skolen skulle pyntes op o... [...]
Blandede tekster · julehilsen
2 måneder, 8 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 20 – Robert ...
Robert Svenson sad i Trenitalias toget mellem Verona og Zürich og... [...]
Romaner · tilbageblik
2 måneder, 14 dage siden
3Verbum
Du tænder mig, tænder jeg dig? · Hver fiber i min krop tændes, · tænd... [...]
Aforismer og gruk · leg
2 måneder, 16 dage siden

Puls: 100,0

Publiceret: 44
Afgivet: 375
Modtaget: 211
Nils Højsager-Jessen (f. 1956)
Selv om at han talte flydende tysk og engelsk, kunne han ikke skjule sin nordeuropæiske herkomst. Af netop denne grund gik han i gang med at skaffe sig en falsk identitet. Problemet med de nye europæiske pasregler var, at det var pinligt nødvendigt med et autentisk pas fra en person, der ikke var eftersøgt af hverken nationale eller internationale myndigheder. En enkelt scanning af et pas ville på ganske få sekunder fastslå, om et pas er forfalsket eller, om personen passet oprindeligt var udstedt til er efterlyst eller død.
   På grund af tidsnød løste han dette problem på en drastisk, men meget effektiv måde.
   Pieter Neimhagen havde nu rejst rundt i Europa i mere end to uger og var nu endt i Zürich. Hans planer var at rejse rundt, først Europa i et par måneder og dernæst i USA i et par måneder. Han havde truffet beslutningen om denne rundrejse kort efter bruddet med sin faste ven gennem tre år. Han havde søgt og fået orlov fra sit arbejde som scenograf i Badhuis Theater i en forstad til Amsterdam.
   Nu sad han her ved disken i Cranberry Bar i Zürich og betragtede lidt genert de mange mænd, der alt for tydeligt søgte et kortvarigt seksuelt eventyr. Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til den høje mørkhårede mand, der på en utvetydig måde sad og betragtede ham med et yderst interesseret udtryk i ansigtet. Inden aftenen var forbi sad de tæt sammen i en yderst intim samtale om alt og intet. Primært betragtede og beundrede de hinanden med slet skjulte tanker om, hvorledes dette bekendtskab ville udvikle sig i de kommende timer.
   Pieters nye ven fortalte, at han hed Paul. Han var uddannet bankmand og kom oprindeligt fra Sverige. Da lukketiden i baren nærmede sig, aftalte de at tilbringe natten sammen i Pauls lejlighed. Udenfor var det koldt og regnede og syntes, at det var dejligt, at Paul havde sin bil med. Sammen og med armen om hinanden gik de ud til bilen og kørte afsted.
   Pieters nye ven Paul foreslog, at de skulle køre en tur op på bjergsiden til et romantisk udsigtssted, hvorfra de kunne se ned over Zürich og beundre lysene i byen. Alene ordet "romantisk" var nok til at Pieter velvilligt sagde ja.
   Mindre end tre kvarter senere var Pieter død af et velplaceret knivstik i hjertet. Inden drabet havde "Paul" indgående udspurgt den skrækslagne hollænder, fået pinkoder og koder til e-mail konto med mere.
   Efter drabet på Pieter Neimhagen skjulte Robert Svensson liget i en godt skjult og kamufleret grav oppe i de dybe skove, der omkransede byen. Inden den trekvart meter dybe grav blev fyldt igen, blev alt tøj, tegnebog og alle smykker fjernet fra liget. Tegnebogen blev tømt for penge, alle papirer og kvitteringer. Den tomme tegnebog blev sammen med tøjet, smykkerne og den lille feltspade smidt i en container ved en rasteplads. Hvis liget skulle blive fundet hurtigere, end Robert regnede med, ville identifikationen først blive søgt løst internt i Schweiz og først efter måneder ville man over Interpol søge international hjælp. Pieter Neimhagen var ikke efterlyst og ville, på grund af sine løse rejseplaner, først efter adskillige måneder blive savnet i Holland. Således kunne der gå helt op til 6-8 måneder efter fundet af liget, inden han ville blive endeligt identificeret. Robert ville ikke have behov for at bruge Pieters ID i mere end et par måneder.
   Robert Svensson kørte derefter til Pieter Neimhagens hotel, fik i Pieters navn udleveret nøglen af natportieren og gik op på værelset. Inden han gik ind på værelset, tog Robert et par tynde bomuldshandsker på. Inde på værelset blev alle Pieters ejendele grundigt pakket ned i den store kuffert, der stod i værelset. Derefter gik han med kufferten ned til receptionen, her forklarede han receptionisten, at han havde mødt en ven, der havde et ledigt gæsteværelse og at han derfor gerne ville tjekke ud, alt dette gjorde han selvfølgelig stadig i Pieters navn. Han betalte kontant og sikrede sig, at nøglen var renset for eventuelle fingeraftryk. Herefter satte han, med Pieter Neimhagens pas, kørekort og øvrige papirer i inderlommen, atter kursen tilbage til Luzern. Inden han tog toget, rensede han omhyggeligt den forlods stjålne bil for fingeraftryk og andet, der kunne røbe ham og parkerede den i en stille sidevej i en ad forstæderne til Zürich. Rejsen tilbage til Luzern foregik med Schweiz udmærkede offentlige transportsystem.
   Han havde nu skaffet sig en falsk identitet som Pieter Neimhagen og denne identitet ville være brugbar i mindst tre til fire måneder. Han følte ikke nogen form for medlidenhed for Pieter Neimhagen eller omkring drabet på ham, det havde været en naturlig forberedelse til hans kommende mission og dermed nødvendigt.
   At skaffe det rigtige våben var den næste opgave der skulle løses, han brugte den mest simple metode. "Simpelt er godt," havde John altid sagt, og i Roberts hoved levede John videre som ven, som mentor og som et godt minde.
   Ugen efter tog han atter til Zürich, hvor han, i Pieter Neimhagen's navn, lejede en bil. Derefter gik turen over Lugano til Italien, han brugte til turen ikke på nogen måde sin egen identitet, alle papirer han havde med var i Pieter Neimhagen's navn, og han agerede som turisten Pieter Neimhagen. Turen ville senere gå til Abruzzo regionen, hvor han ville se nærmere på forholdene omkring den villa, der tydeligt var beskrevet og fotograferet i det materiale, han havde fået udleveret af mellemmanden. Men først ville han sikre sig et våben.
   Han kørte i første omgang til Pisa, hvor han med sikkerhed vidste, at der i en omegnskommunerne - Lucca - var en større og meget besøgt skydebane. Han indlogerede sig i et mellemklasse hotel i Pisa og næste dag tog han ud til skydebanen. I første omfang gik han lidt rundt i de dejlige omgivelser og faciliteter, her han observerede de forskellige brugere og deres ageren. Det tog ikke lang tid, inden han spottede en god mulighed.
   Antonio Moreno førte sig som altid frem som en betydende person, når han var her i klubben. Hans familie havde for over 75 år siden været med til at grundlægge både skydeklubben og den dertil hørende skydebane. Når han kom i klubben, ville han have, at alle vidste hvem han var. Derfor blev han også meget smigret, da en turist fra Holland spurgte interesseret ind til klubben, til banerne og til træningsmulighederne for udenfor stående.
   Antonio viste den interesserede rundt i klubbens lokaler, viste de moderne skydebaner frem og slutteligt spurgte han om Pieter Neimhagen, som turisten havde præsenteret sig, ville prøve et par skud. Turisten beklagede, at han jo ikke havde sine rifler med på hans tur rundt i Europa. Antonio var derfor glad for, at kunne tilbyde ham at bruge en af hans egne rifler. Sammen gik de ned til det sikringsrum, hvor mange af klubbens skytter havde deres rifler stående. Antonio låste op med sin kraftige sikkerhedsnøgle og de fandt hurtigt frem til, at den riffel, der i dag skulle skydes med var en traditionel jagtriffel. Antonio lagde ikke mærke til den interesse Pieter Neimhagen viste for en af de andre medlemmers rifler, der stod i stativet - en 338 Lapua Magnum med et kraftigt kikkertsigte.
   Sammen gik de ned til skydebanen, og turisten hjalp beredvilligt Antonio med at tage jakken af og skydevesten på, de prøvede hver især et par skud, inden de begge skød en serie. Antonio var ikke vildt imponeret af den fremmedes skydefærdigheder, der var omkring middel og ikke så gode som hans egne. Efterfølgende takkede den fremmede mange gange, inviterede Antonio på en kaffe i skydebanens restaurant og forlod efter en halv times høfligheds fraser skydebanen. Antonio Moreno havde ikke den fjerneste anelse om, at den fremmede nøje havde studeret alarmanlægget i klubben og i smug havde lavet et aftryk af Antonios sikkerhedsnøgle og hans medlemsnøgle, da han så venligt havde hjulpet Antonio med at skifte om til sin skydevest.
   Tre dage senere var der indbrud i klubben og en af de rifler, der var forsvundet var en 338 Lapua Magnum. Der var ingen der kædede turisten, der havde besøgt Antonio, sammen med indbruddet, især fordi Antonio ikke havde fået stjålet nogen riffel. Antonio gik som en skrydende påfugl rundt og hersede med politifolkene, fuldstændigt uden vidende om, at han selv faktisk var den eneste, der kunne komme med brugbare oplysninger.
   På det tidspunkt, hvor politiet uden held søgte efter tydelige, brugbare og identificerbare fingeraftryk i den mondæne skydeklub i Lucca, var Robert stadigt brugende Pieter Neimhagens identitet allerede kommet til Abruzzo regionen.
   Pieter Neimhagen indlogerede sig, efter at han omhyggeligt havde gemt både riffel og kikkertsigte i en forfalden gårdruin oppe i bjergene, på et typisk turisthotel i Ortona, en middelstor og lidt søvnig by ved kysten. Her var han på tilpas afstand fra det sted han skulle observere og alligevel tæt nok på til, at han hver dag kunne sove i en behagelig seng.
   Næste dag begav han sig i et typisk "turist outfit" til den meget større by Pescara. Byen var ud over hovedstaden Aquilla, den største by i regionen, og her brugte han hele dagen på at lære byen nogenlunde at kende. Byen viste sig at være en pulserende og livlig storby med en 16 kilometer lang sandstrand ud til Adriaterhavet. Han lærte byen overfladisk at kende, men dog godt nok til, at han senere ville kunne finde nogenlunde rundt i byen. Om aftenen tog han atter tilbage til sit hotel i Ortona.
   På den tredje dagen i Abruzzo tog han op gennem dalen mod den villa, han ville undersøge nærmere. Han stoppede og parkerede bilen i en lille landsby lidt over halvvejs oppe i dalen. Da han trådte ud af bilen, havde han igen det typiske "turist outfit" på, dog suppleret med en kikkert han tydeligt bar hængende på maven i remmene. På torvet i den lille landsby satte han sig ved et lille bord udenfor den lokale mensa og forsøgte forsigtigt at komme i snak med nogen af de lokale. De fleste var enkle og venlige mennesker og ville gerne snakke med ham, men hver gang snakken kom på den store villa eller på don Ferrucci, klappede de i som østers, de blev tavse og mistroiske. Efter at have snakket med en seks forskellige mennesker, kunne han mærke, at der omkring opstod en mur af tavshed omkring ham. Han skyndte sig tilbage til sin bil og kørte væk og helt ud af dalen. Han havde på fornemmelsen, at der snart ville komme nogen, for at undersøge den fremmede, der forhørte sig om don Ferrucci.
   Næste dag skiftede han hos en filial af bil udlejningsfirmaet, bilen ud til en terrængående bil og kørte atter op i dalen. Denne gang kørte han lidt længere op i dalen, og her skjulte han bilen i en af de stille olivenlunde. Dernæst vandrede han, stadig iført sit turist outfit, op i dalen. I passende afstand fra villaen lavede han sig et lille skjul, hvorfra han havde et godt udsyn og kunne iagttage villaen og den tilkørselsvej til villaen, der slyngede sig op ad dalsiden. Her lå han i lang tid, han var godt cammufleret i det høje afsvedne græs og indprentede sig detaljer omkring villaen og de mennesker, der færdedes oppe i og ved villaen. Dette procedure gentog han de næste tre dage. Han lavede ingen notitser, men indprentede sig alle detaljer i hukommelsen.
   Han blev enig med sig selv om, at han her fra dalen ikke havde et tilpas sikkert skud. Hans træfsikkerhed var god på op til 6-800 meter, men hvis han skulle ind på den afstand her i dalen, ville han skulle skyde opad i en vinkel på snart 30 grader. Desuden var han overbevist om, at den klare glasafskærmning, der var langs kanten af terrassen, sikkert var af skudsikkert glas, eller i det mindste af så kraftigt glas, at et projektil ville blive afbøjet ved sammenprellet med glasset. En afgørende faktor var også, at dalens beboere viste en så stor loyalitet overfor don Ferrucci, at hans flugtvej ville blive for usikker.
   Næste dag kørte han ad små og næsten ufremkommelige veje op på den sydlige bjergkam til dalen for at rekognoscerede området fra denne side. Bilen blev godt skjult på den side af bjergkammen, der var skjult fra blikke fra dalen. Han nærmest mavede sig helt op til et godt udsigtspunkt på bjergkammen og efter tre timer i området, var han tilfreds og kørte tilbage til sit hotel. Han havde fundet det sted han ville skyde fra, og de eneste der havde set ham oppe i bjergene, var et par forpjuskede vilde geder.
Forfatterbemærkninger
Langsomt kommer vi ind i plottet

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/10-2017 13:26 af Nils Højsager-Jessen (storyteller) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2101 ord og lix-tallet er 44.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.