3Jordbærkys
Kære Maiken · Tusind tak for din mail. Hvor var det dejligt at høre... [...]
Noveller for børn/unge · ulykkelig kærlighed, forelskelse, kærlighedslængsel
3 måneder, 17 dage siden
0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
1 år, 4 måneder siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
1 år, 6 måneder siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
2 år siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
2 år siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
2 år siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
2 år siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
3 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
3 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
4 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
5 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
5 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
5 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
5 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
5 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
6 år siden

Puls: 4,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenummer 501, skønt der ikke var andre end hende. Kaffemaskinens rallen hørtes på den anden side af døren og blev blandet med sagsbehandlerens stemme. En langsom stemme med pauser mellem ordene. En sekretær åbnede døren på klem. Hun vinkede. Hun havde en grøn silkebluse på og beholdt dørhåndtaget i hånden. Johanne smuttede med skulderen først gennem dørsprækken og ind i kontoret. Sekretæren pegede på en stol som stod ved siden af vinduet. Sagsbehandleren sad ved skrivebordet. Hun drak kaffe. På skrivebordet lå der ingen papirer. Der stod en kaffekop og en sparegris på skrivebordet. Sagsbehandleren fortrak munden, inden hun sank kaffen. Hun kiggede ud af vinduet. En langturslastvogn susede forbi derude, mellem træerne.
   "- En polak." sagde sagsbehandleren.
   Hun var sprunget op med kaffekoppen i hånden.
   Sekretæren pillede et blad af en træt potteplante. Sagsbehandleren drak stående.
   "- Ingen godkendelse. Intet."
   Hun kiggede på sekretærens hånd, som kvasede bladet og tog et skridt hen over Johannes sko. Johanne trak skoene ind under stolen. Først da hun igen sad ned stillede hun kaffekoppen på skrivebordet.
   "- Hvis man skal have et barn må man nødvendigvis vise at man er to, og at man kan give det barn de helt rigtige betingelser. Mindst. Hvad tror De egentlig? Jeg bider faktisk temmelig godt mærke i det enkelte par. De kan være evigt forvisset om, at jeg den dag jeg går på pension stadig kender dem hver og én."
   Johanne så revnen i kaffekoppen og sagsbehandlerens tommelfinger. Sekretæren åbnede en skuffe.
   Sekretæren bladede i Johannes journal. Sagsbehandleren havde sat sig ved siden af Johanne, hun havde stillet hende et spørgsmål. Råbt hende ind i hovedet, men Johanne havde ikke kunnet svare. Godkendelsen måtte være lige på trapperne. Det var hun sikker på.
   Med ét flød det sammen for hende og hun vågnede våd af sved, som om hun var stukket af fra denne drøm. Klokken var kun tre om natten og alt var stille omkring hende, Knud mærkede ingenting. Da hun lagde sig igen, sov hun forvirret videre en stund for til sidst at beslutte sig for at stå op og lægge tøj sammen.
   Knud åbnede postkassen. Det firkantede hvide brev med ruden i lå derinde, statsamtets logo stod på forsiden. Ærbødigt bar han det ind i køkkenet, hvor Johanne vendte sig om.
   "- Hvad er der Knud?"
   Spurgte hun irriteret men opdagede så brevet, og tørrede så sine hænder i det våde viskestykke og rev det ud af hånden på ham. Hun kiggede på ham mens hun flækkede kuverten og klemte det op. Så trak hun vejret og holdt det inde, mens hun holdt det foldede stykke papir ind til brystet og kiggede på Knud. De havde begge tårer i øjnene.
   "- Nej du læser det." sagde hun så.
   Han tog brevet og kiggede på det.
   "- Vi er blevet godkendt." Stemmen var en blanding af undring og glæde. Armene jog i vejret og rundt om Johanne, mens tårerne bare faldt stod de og knugede hinanden. Tårerne brændte på kinderne og mens Knud fandt glas frem, strålede Johanne om kap med det flimrede blå eftermiddagslys. Den lunkne øl smagte som den pragtfuldeste champagne og de besluttede sig straks til at bytte de kedelige karbonader ud med Orienten inde i byen. Stemmen var skinger, da Johanne bestilte bord, mens Knud skiftede bukser. Johanne havde taget de gamle clipsøreringe på af guld, hun havde arvet fra sin mor. Og blåt på øjnene. Knud var i sin nye vest. Hun purrede op i håret, redte det tilbage og samlede det igen og igen. Så smilede hun til sig selv i spejlet og greb sin taske. Der var mørkt hos naboen. Hun kiggede sig selv en ekstra gang i spejlet. Der var forundring i hendes blik. Forundringen så tydelig som et spørgsmål, kunne det virkelig være sandt, skulle hun virkelig være mor efter al den tid i limbo. Hun tabte sin taske, der faldt klirrende mønter ud af den og hun bukkede sig ned og samlede dem op. En jadegrøn sten fra butikken trillede også med ud. Da hun rejste sig var hun lige ved at støde ind i Knud. Han nikkede og smilte til hende, men hun blev irriteret på ham over at han stod i vejen for hende. Hun gik ærgerligt et skridt til side og sagde så
   "- Kom så, Knud."
   Stemningen var ligesom allerede ødelagt lidt.
   I bilen var der en stilhed mellem dem som mellem offer og morder lige efter gerningen. Knud anede ikke hvorfor stemningen hang på et knivsæg, og han kiggede forvirret ud af sideruden og forsøgte at samle tankerne om at sige noget. Johanne kørte sikkert og parkerede så tæt på restauranten som muligt. Han gik i forvejen og uden at vende sig om. Johanne så butiksvinduerne blinke, butikkerne var ved at lukke og folk slæbte kurver og stativer ind bag lås og slå. Et par fakler lyste op mod en baggård som indikerede indgangen til restauranten, ovenover på en altan snurrede en vindmølle af farvet plastic. Et barns legetøj. Den futtede rundt og peb på skaftet. Johanne indhentede Knud inde i gården. Det var for koldt at sidde i gårdhaven selv om den var gjort rigtig hyggelig med masser af fakler og højtalere med musik. De fik anvist et bord og Johanne så stift på hendes sko til tjeneren kom, men hun havde allerede besluttet sig, hun skulle have en drink. Han så vurderende på Johanne, det lignede hende ikke, men han tog også en drink og det var det der skulle til. Når han sagde noget tænkte han ikke på ordene i hans mund og han snakkede og spurgte og det hele blev rart at være i igen. Da kom der tanker i Johannes hoved og de fløj rundt, nogen blev, nogen gik igen og ingen af dem var andet end dagdrømme. Knud smilede og løftede sit glas. Johanne tog hans hånd.

Billedet af deres datter i en hvid blonde kjole havde allerede fået æselører af at blive hevet frem.
   "- Hun hedder Savitha." Sagde Johanne stolt og smilede længe før nogen kunne nå at spørge. En hver lejlighed blev grebet til at tage billedet frem og beundre pigen som betuttet kiggede på fotografen. Parret havde købt en kalender og hængt den op i køkkenet, den talte dagene hvor to blev til tre og de endelig blev den kernefamilie de havde ønsket sig. I kalenderen blev alle detaljer noteret ned sammen med de mange gøremål inden de var parate til at tage imod hende. Værelset skulle tapetseres og males, der skulle købes og samles møbler og dekoreres med smukke pige pynteting, som passede til et barn på godt 1,5 år. Det fælles projekt gav Johanne en masse energi og hun fik et sus ud af at indrette og skabe plads. Knud nød hendes lyse sind og blev også selv grebet af den kreative iver og arbejdede ihærdigt med seng og reolsystem.
   Et godt glas rødvin stod på sofa bordet en aften da Johanne veltilpas slængte sig. Hun skævede over til naboen, det ville komme til at passe med at børnene ville blive jævnaldrende. I eftermiddags da hun var på vej ind med et babybadekar og en stor pose tøj til Savitha så hun naboen lufte sit barn. I barnevognen havde barnet holdt sin hånd frem. Moren gav det chips. Johanne tænkte på om hun selv ville give Savitha chips, men det ville hun nok, hun spiste jo også selv chips. Barnet holdt chipsene som duefoder i hånden. Det spiste. Moren tog en cigaret frem og en æske tændstikker. Barnet kiggede på flammen. Så på røgen, det grinte da moren lavede en røgring. Barnet spiste chips og kiggede efter biler. De andre der gik forbi bemærkede barnet ikke. Det bøjede sig frem for at se morens cigaret. Hånden kom frem igen og moren fyldte den med chips. Barnet så over på Johannes indkørsel og fik øje på først Johannes bil, så Johanne. Moren raslede med tændstikkerne i frakkelommen. Tændstikkerne i frakkelommen og chipsne i barnets mund havde den samme lyd. Johanne havde stillet posen ved siden af sine sko. Hun så barnet i ansigtet. Da hendes kinder blev bløde, mærkede barnet, at kvinden i næste øjeblik ville smile. Barnet holdt op med at spise. Vendte sig væk. Så hurtigt vendte barnet sig væk, at der var en flugt i den korte bevægelse. I Johannes øjne var der forundring. Tændstikkerne i morens frakkelomme var stille. Forundringen var så tydelig som et spørgsmål. Krøb hen over Johannes ansigt. Da den nåede munden, blev kinderne hårde. Øjnene små. Da var det had. Alligevel smilede Johanne og sagde en masse volapyk om vejr og vind inden hun bukkede sig for at tage sin pose og gå ind i huset. Johanne tænkte på sin datter. Da hun senere kom ud for at tømme postkassen lå der chips på fortovet hvor barnet havde stået i sin barnevogn med sin mor.

Transportbåndet snurrede tomt. Kufferterne kom ikke endnu. Johanne kiggede gennem ruden på landskabet. Hendes hoved var tungt, som om skyerne havde været for nær på. Som om grå, flossede skyer var drevet gennem hendes hoved. Det var slet ikke den følelse hun skulle have haft. Hun skulle have været let om hjertet, fri som fuglen og glad i sit inderste over endelig at stå med sit barn mellem hænderne. Men den kvinde hun havde ventet på at hun blev, lod vente på sig. Johanne lod hende give tid. Mundfuld. Det var en stor mundfuld. Hele familien var samlet med flag og festivitas, men Johanne stivnede når hun så alle de farvestrålende skilte og glade smil. Hun fik lyst til at rive dem i stykker og begynde at skrige at de skulle forsvinde. Johanne hørte transportbåndet snurre og så at alle passagerene var gået forbi hende. Hun prøvede at komme i tanke om hvornår hun for første gang ikke havde holdt nogen ud og havde haft lyst til at skælde ud. Og om hun dengang havde anet at det ville fortsætte og stadig på ny ville finde sted. Og om hun dengang havde spekuleret over hvad hun skulle stille op med sig selv hvis der var noget hun ikke kunne holde ud. Så faldt der Johanne en af sætningerne fra bøgerne ind. En sætning, som hun i årevis havde båret rundt på, og som havde forvandlet hende: "Men jeg var ikke længere ung." Det var som så tit, som sædvanlig, som altid, når noget var forbi, ved ganen stod der et ønske. Johanne kendte det ikke. Vidste blot at det skjulte noget for hende. En eftersmag havde omsluttet Johanne. Ja det var som sædvanlig når noget var forbi for sent udskilte billederne sig, gråt i gråt og blæste sammen. Og en anelse af det var blevet siddende i struben. Johanne så et stort øde landområde med hvide afmærkninger. I det landskab skulle hun nu finde sit nye terræn som mor for en pige på næsten to år. En pige med en historie, et sprog og en fortid. Levn. Johanne genkendte ansigtet fra billedet hun havde fået tilsendt og smilede det bedste hun havde lært. Hun gik langsomt hende i møde med Knud ved sin side uden at ville det kom de til at gå i takt. Da deres skosnuder stod foran hinanden og de næsten kunne rører ved hinanden omfavnede de den lille pige i bylten på barnepigen og kiggede hver især tomt henover den andens skulder. Uden at bevæge sig stod de i omfavnelsen. Den blev som et lille dagligt ærinde man ikke ænser. Et kort øjeblik løftede Savitha blikket. Hun så på Johanne. Johanne fjernede sig med ryggen først for ikke at tabe Savithas ansigt af syne. Johanne forsøgte at få hendes opmærksomhed fra afstand, men barnepigen vandt konkurrencen. Flokken bagved kom frem og alle ville røre og sludre med det yndige barn. Da gav barnepigen Johanne Savitha, og hun tog hende ærbødigt og nænsomt som var det en porcelænsvase. Knud hankede op i den lille kuffert og alle forsvandt hurtigt mod udgangen. Så endelig gav hun sig selv lov til at undersøge pigen i sin favn nærmere. Hun havde små kortklippede fingernegle, brune hænder der stak ud af en vatteret dragt og store agtpågivende øjne der stirrede lige så nysgerrigt retur som hun gjorde. Med ét lagde hun sin hånd hen over Johannes mund og stak i et højt grin. Johanne var solgt. Alt hvad hun havde spekuleret på var væk og det var kun hende og barnet. De hørte sammen. Hun nikkede og smilede til hende. De skulle nok få det godt, det var hun sikker på. Da hun kiggede op så hun parkeringspladsen og Knud der havde åbnet bildøren så det var nemt for dem at stige ind. Knud kyssede Johanne da hun steg ind. Det fjernede hende fra Savitha og gjorde hende urolig for om hun kunne mærke det, så hun vendte sig mod hende og glattede dynen men Savitha var helt tilpas. Johanne så Knud i øjnene. Han vendte hovedet.
   "- Vi må til at passe på nu med den slags. Nu med Savitha." Sagde Johanne, og smilede ned i autostolen. Knud nikkede. Johanne steg ud af bilen igen og satte sig ind på bagsædet til Savitha.
   "- Det er mere sikkert at jeg sidder her." Sagde hun og strøg en lok hår af Savithas pande. Knud nikkede og startede bilen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/11-2017 23:35 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2222 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.