Bådmanden


1 måned, 2 dage siden 2 kommentarer Noveller fantasy døden efterlivet

5Huller i Himmelens Gulv
Maria sukker mens hun griber den nærmeste indkøbspose fra passage... [...]
Noveller · kærlighed, døden, livets gang
11 dage siden
15Afspejling
Jeg kan se det i dine øjne, · du har lyst til at græde, · er det over... [...]
Digte · depression, sårbarhed, tomhed
22 dage siden
2Bådmanden
Et flash af rødt. En sirene. Et skrig. · Liv går op til kajen der a... [...]
Noveller · fantasy, døden, efterlivet
1 måned, 2 dage siden
3Døden Får Et Liv
Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore... · Fnis. · "Tryk ... [...]
Noveller · livet, døden, fantasy
2 måneder, 8 dage siden
3Livet & Døden & Kærligheden
Liv står i skyggen af det lille soveværelse - et af hendes yndlin... [...]
Noveller · kærlighed, livet, døden
2 måneder, 24 dage siden
18Tømmermænd
Jeg vågner søndag morgen; en rigtig varm dag. · "Drik nu ikke for m... [...]
Digte
2 måneder, 27 dage siden
13Førtidspensionistens Realitet
Stakkels være den person, der er endt samme sted jeg er. · Jeg græd... [...]
Digte · hverdag, eksistens, mobning
3 måneder, 8 dage siden
3Klarsyn
Når vi svæver højt på himlen, så har vi kondorer et glimrende per... [...]
Kortprosa
5 måneder, 7 dage siden
7Fotografen og Gademusikanten
Jeg kan næsten ingenting se, lyset er svagt og blokeres af de tyk... [...]
Noveller
5 måneder, 11 dage siden
6Voldtægt
Som en ond drøm, · trængte du ind i mit liv. · Tog mig med magt, · og f... [...]
Digte
7 måneder, 8 dage siden

Puls: 36,3

Publiceret: 7
Afgivet: 46
Modtaget: 59
Kianna Kitter Rasmussen (f. 1983)
Et flash af rødt. En sirene. Et skrig.

Liv går op til kajen der allerede er fyldt med mennesker, klædt i hvad hendes mor ville have kaldt deres søndagstøj - dragter og kjoler og hatte; kvinderne med hvide handsker. En mærkelig måde at være klædt ud på stranden, men så igen, hun er også iklædt sin fineste yndlings kjole med grønne flæser - så hun kan virkelig ikke dømme.

De venter alle på noget. Hun venter også på det, selvom hun i øjeblikket er forvirret omkring hvad det egentlig er. Folkene på kajen stirrer alle i samme generelle retning, så hun ser den vej, ud mod enden af den korte havn og over vandet.

Et flash af rødt. En sirene. Et skrig.

En lille båd, kun på størrelse med en robåd i længden, men meget snæver, skærer sig hurtigt igennem vandet. Manden, der står bagerst i den skubber den fremad med en lang, flad åre. Liv kan ikke se mandens ansigt fra denne afstand, men han er klædt på til at imponere i en designer blazer og bukser. Det er et outfit som Liv genkender. Det er turkis med tekstur og på en underlig måde matcher det Livs eget tøj - ikke i farve eller stil, men i stemning.

Liv ryster på hovedet. Det giver ingen mening.

Disse mennesker på kysten venter på at komme over, lidt mere ivrige nu da båden faktisk er kommet til syne og nu kan Liv pludselig forstå deres påklædning. Hendes mor plejede at klæde hende og hendes søster fint på, når de skulle på tur. Hun plejede at sige, at hvis du skal et specielt sted hen, så skal du klæde dig specielt. Det er åbenlyst at disse mennesker føler det samme.

Men manden i båden - hvem bærer et jakkesæt for at sejle en båd? Det virker bare...usædvanligt, på trods af at intet hun ser her er normalt. Det har det ikke været fra det øjeblik hun kom hertil.

Og hvorfor er hun her? På kysten til hvad der ligner en enorm sø eller flod, uden nogen klar udsigt til den modsatte side? Og hvornår kom hun her? Det sidste hun husker er at køre i en bil over den gamle bro, på vej til...

Et flash af rødt. En sirene. Et skrig.

Det tager næsten ingen tid for båden at nå fra halvvejs over søen til en halv meter væk fra kajen. Blinkede hun? Hun er ikke helt sikker. Men nu hvor hun kan se manden i båden bedre er hun glad for, at hun er kommet hele vejen fra...hvor som helst. Roskilde, antager hun. Eller Danmark?

Uanset afstanden var det dét værd, for Liv har aldrig set sådan en mand før.

Vent. Jo. Hun har. Da hun gik i gymnasiet. Gode Gud. En smuk mand med enestående stil og nåde og elegance. Han bevægede sig som en danser, talte som en prins, og hans øjne - de var så gyldne, at de var elektriske. De fyldte Liv med lyn, hver gang hun kiggede ind i dem. De brændte hende med deres ild, brændemærkede hende med mandens navn over hendes hjerte.

Men hvis det er tilfældet...hvorfor kan hun så ikke huske det navn?

Båden sejler helt ind til kajen og stopper - stopper bare. Den bølger ikke op og ned, den svinger ikke. Den sidder simpelthen på vandet. Liv har ikke været på mange både i sit liv, ikke nogle små som denne, men hun er ret sikker på at både ikke gør sådan, ikke bare sidder som parkerede biler, der venter på at blive lastet.

"Okay," siger manden i blazeren til mændene og kvinderne på kajen. "Hvem er den næste?"

Folkemængden myldrer ud til enden af kajen, desperate for at komme ombord, mens Liv beslutter sig for at holde sig tilbage og vente på sin tur. De har været her længere end hun har. Hurtigt begynder de at gå i panik, at møve og skubbe, snakke over hinanden og kæmpe mod hinanden for et sæde ombord.

"Du skal tage mig!" Siger en dame, som vinker med en arm for at få bådmandens opmærksomhed. Hun har grædt siden han ankom; sorte striber af mascara farver et ellers perfekt smukkeseret ansigt. "Jeg har været her for evigt!"

Bådmanden griner. Det både ryster og fascinerer Liv. Mandens latter af kvindes stress er ondsindet, men lyden er bemærkelsesværdig. Hun kan ikke tænke på nogen anden måde at beskrive det på, udover at det lyder som musik. En velkendt sang - en trøstende sang.

"For evigt?" Siger han. "Måske for dig. Men tro mig, ikke nær længe nok."

"Tag mig! Tag mig!" Siger en ældre mand. "Jeg har været her meget længere end hende! Længere end nogen her!"

"Ja," siger bådmanden og taler til manden, som ser ældre ud end Gud selv, med en forbløffende mangel på medfølelse. "Men desværre har du intet at tilbyde mig."

"Her!" Siger en anden mand og løfter et barn op. "Tag min datter! Vil du ikke nok! Hun fortjener ikke at spilde sin tilværelse her på grund af mig."

"Nej, far!" Skriger den lille pige. "Nej! Jeg vil ikke med over uden dig!"

Bådmanden ryster på hovedet og anerkender ikke mandens anmodning. Han ser trist ud på grund af det, men det virker også til at udmatte ham at sige nej til disse mennesker. Liv kan se det, på trods af den sarkasme han bruger til at skjule det. Manden kigger igennem flokken, i nogle tilfælde flytter han dem fysisk med sin åre, så han kan se forbi dem og får øje på Liv, der tålmodigt venter bagerst i køen.

Liv er en del af mængden her, der åbenlyst venter på sin tur, men hun råber ikke, hun skubber ikke. Bådmanden fanger hendes øje og smiler. Det er et ærligt smil på et ikke helt ærligt ansigt.

"Dig," kalder bådmanden, hæver en arm og peger på Liv. Hun ser til højre og venstre på menneskerne omkring hende, der hopper op og ned og beder om en tur. Hun peger forvirret på sig selv. Bådmanden griner. "Ja, dig. Kom op foran."

Folkemængden bliver rasende, deres råb stiger til en skinger tone, deres skubben bliver mere voldsom indtil nogle få mennesker falder ud over kajen og ned i vandet. Liv kigger over kanten og venter på at se dem dukke op og klatre ud, men det er som om de er forsvundet under overfladen, faldet ud af eksistens, ikke et hår tilbage af dem. Hænder fra folkemængden rækker ud efter hende, tager fat i hende og tigger hende om at tage dem med sig - og Liv begynder at frygte at hun også vil ende i vandet.

Der er noget forkert ved vandet. Hun ser det skinne og bevæge sig, en strøm der forårsager overfladiske bølger der ebber frem og tilbage, men båden der sidder på dem bevæger sig ikke.

"Så er det nok!" Råber bådmanden og slår enden af åren i kajen med et højt smæk, der ekkoer omkring dem i flere kilometers omkreds. "Hvis I ikke lader hende komme forbi, så er der ikke en eneste af jer der vil komme ombord i denne båd før i det næste århundrede! Er det forstået?!"

For Liv lyder det som en tom trussel, en dramatisk overreaktion, men det ser ud til at virke med forbløffende succes. Folkemængden køler ned. De begynder at vende tilbage til kysten med hængende hoveder, der ikke engang er dristige nok til at se på Liv da hun passerer, som om hun nu har en slags magt her.

"Øh...tak," siger Liv, da hun endelig når båden.

"Ikke et problem," svarer bådmanden og Liv indser, at hun kender den stemme. Hun har et navn til den, et der flyder igennem hvert hjerteslag og ringer i ørerne, når hun ser på denne mand.

"Az...Azrael?" Spørger Liv og føler sig tåbelig, men lettet. Hun var så ensom mens hun ventede på kajen for at denne båd skulle komme. Hvor længe var hun der? En time? En dag? Hun ved det ikke. Solen har ikke flyttet sig så vidt hun ved og hendes ur er stoppet. Hun ser ned på det for at tjekke, trækker op i ærmet. Nej. Hendes ur er ikke stoppet. Glasset er knust.

Et flash af rødt. En sirene. Et skrig.

Hun ser op på bådmanden for at spørge ham om tiden, men det er ikke ham. Det er ikke engang en mand. Det er et bleg-hvidt spøgelse i en sort hætte. Et skelet med hule, tomme øjne.

"Azrael?" Siger skabningen i en raspende, umenneskelig stemme og der er et hint af overraskelse i hans udtryk. "Hmm. Jeg kan være Azrael igen for en lille stund."

Liv ønsker at skrige udadtil for at matche det skrig, der ekkoer i hendes hovede. Men hun blinker, bådmanden er tilbage og hun træder ombord i båden som om det var meningen fra starten.

"Det er en dejlig båd," siger hun, øjeblikket forbi, trangen til at skrige væk som om den aldrig har været der. "Jeg tror ikke jeg nogensinde har sejlet i en gondol før."

Et flash af rødt. En sirene. Et skrig.

Bådmanden kigger ned ad længden af sin båd med et varmt smil, gyldne øjne ser over det bøjede træ og de indviklede udskæringer. Han nikker og skubber dem ud fra den tomme kaj.

"Den ligner faktisk en gondol, gør den ikke?" Siger han med et særligt grin. "Jeg tror ikke, at nogen nogensinde har beskrevet den på den måde før." Manden ler og giver havnen et sidste, hårdt skub med åren som sender båden flydende over vandet. Han vender tilbage til Liv og rejser et øjenbryn. "Har du en mønt til mig?"

"Øhm, ja." Siger Liv. "Ja, det har jeg." Hun er sikker på, at hun har hvad bådmanden ønsker, men hun er forvirret af hans anmodning. Hun troede ikke, at nogen talte sådan mere. En mønt? Han må mene en billet. Købte Liv en? Hun kan ikke huske at hun købte en.

Okay, måske en tyver vil dække det. Det ser ikke ud som om de skal sejle så langt. Liv ved det ikke. Hun kigger forbi bådmanden, men hun kan stadig ikke se den anden side.

Hun tjekker lommerne i sin kjole, som slet ikke har lommer. "Jeg...jeg kan ikke finde min pung. Jeg havde den for et sekund siden. Jeg ved jeg havde den. Jeg tager den med mig overalt."

Liv begynder at blive nervøs. Vil bådmanden vende båden rundt og sejle hende tilbage? Eller vil han skubbe hende i vandet med sin åre? Efter det hun havde set ved kajen ville hun ikke blive overrasket hvis han gjorde. Vandet skræmmer Liv mere end noget andet, mere end hendes ødelagte ur. Mere end skriget i hendes hoved.

"Det er okay," siger bådmanden og tager et let skridt hen til hende - imponerende i en sejlende båd. "Vil du se en tryllekunst?"

Liv holder op med at gennemsøge sit tøj og stirrer, angst for at dette er øjeblikket hvor manden kaster hende over bord.

"Øhm...okay," siger hun alligevel og beder for sit liv. "Jo da. Hvorfor ikke?"

Bådmanden viser Liv begge sine hænder, for og bag med ingenting i dem. Han kommer tættere på og sætter sin højre hånd op til Livs ansigt, hvilket får hende til at læne sig tilbage for at komme væk. Mandens hånd lukkes i en knytnæve foran hendes mund. Han ser Liv i øjnene og tæller. "En ... to ... tre." Derefter trækker han sin næve væk og åbner den. Han holder sin flade hånd ud og der, i hans håndflade ligger en guldmønt.

Liv stirrer på den, forbavset. "Hvordan...hvordan gjorde du det?"

"En tryllekunstner afslører aldrig sine hemmeligheder," siger manden med et blink og fører mønten frem og tilbage mellem fingrene. "Men sandheden er at jeg kunne ikke have fundet den, hvis du ikke havde haft den med dig." Manden fører mønten fra den ene ende af sin hånd til lillefingeren, tilbage til sin tommelfinger, og så forsvinder den ud i den blå luft. Han vender tilbage til sin roning og siger ikke mere om det.

"Er det dit første besøg på vores kyst?" Spørger han i stedet, men det virker akavet, som om han ikke er vant til at føre en samtale.

"Så vidt jeg ved," svarer Liv. "Vender folk ofte tilbage?" Noget i bådmandens spørgsmål virker forkert på hende. Dette virker som et fredfyldt sted, et paradis, men der er en ondskab der lurer og Liv får indtrykket af at folk ikke ofte vender tilbage hertil, når de forlader stedet. Eller at de ikke burde.

"Åh ja," siger bådmanden og stikker sin åre dybt i vandet for at fremskynde dem. "Nogle mennesker kommer tilbage mange gange. Nogle mennesker kommer aldrig tilbage."

Liv nikker. "Det er helt sikkert en smuk dag at være ude på vandet."

"Synes du det?" Spørger bådmanden. Det lyder som den slags tankeløse fyld spørgsmål, som folk normalt spørger, når de laver small talk, men manden vender sig og ser på Liv, som om han faktisk er interesseret i hendes svar.

"Ja, selvfølgelig," svarer hun. "Jeg mener...solen skinner, fuglene er ude og folkene er..." Liv kigger forbi manden for endelig at få et kig på kysten på den anden side. Den ser ud til at være lige så pakket som kysten hun kom fra. Hun klemmer øjnene sammen og fokuserer på stranden, på folkene der griner og løber og leger i sandet. Himlen over dem er blå og der er ikke en sky i sigte. Bortset fra, at hun en gang imellem mener at kunne se...nej, det må være en fejltagelse. Det er ikke nat, det regner ikke. Det er en rolig sommerdag.

Et flash af rødt. En sirene. Et skrig.

En dreng på kysten ser deres vej og peger; hans fingre benet skelet, hans ansigt blodigt, hans underkæbe manglende. Men hvis der er en tidsperiode svarende til 1 tusinde del af et sekund, så er det alt det varer, før personen er sund og hel igen og løber igennem sandet, grinende og legende.

"Du var ved at sige noget," siger manden, der nu sidder på bænken foran hende, hans åre hviler over hans skød og båden bevæger sig helt af sig selv.

"Jeg..." Liv ryster på hovedet. Noget er ikke rigtigt. Nej - intet er rigtigt. Ikke en eneste ting. Hvor er hun? Hvorfor er hun på denne sø? Hun kørte ind til byen. Det var der hun var før dette. Hun tog ind til byen for at se...

"Azrael?" Spørger Liv.

Manden læner sig nærmere, hans gyldne øjne observerer Livs ansigt og Liv observerer ham tilbage, især hans øjne. Der er øjeblikke, split sekunder, hvor Liv mener, at de er noget andet - tomme huller skåret ind i hud som hvid sten. Men de er bare øjne - menneskelige øjne, strålende rav. "Er du...Azrael?"

Azrael. Ja, Azrael. Hun havde været på vej ind til byen for at se Azrael. Den unge mand fra hendes klasse, som hun ikke havde kunne få ud af hovedet, på trods af at hun knap havde udvekslet et ord med ham. Han var ny og holdt sig for sig selv, nærmest fjentlig i sit udtryk - hvilket stod i dyb kontrast med hans betagende skønhed. Der var noget ved ham, der var anderledes. Han udstrålede fare, uden dog at være til fare for hende personligt. Hun ved ikke hvordan hun vidste det, det gjorde hun bare. De skulle mødes og samarbejde om et skoleprojekt. Hun var på vej over broen da...

"Jeg er Azrael...på en måde," siger manden bedrøvet. "Men kun i kort tid endnu."

"Hvad mener du?" Spørger Liv og snapper ud af sin hukommelse før det røde flash. "Hvorfor?"

"Prøv at huske hvorfor," siger manden, hvorefter han rejser sig med sin åre og vender tilbage til at ro båden.

Liv tænker over det, tænker langt og hårdt og noget ved den glatte bevægelse af båden på vandet og sollyset der reflekteres tilbage i hendes øjne, åbner langsomt op for hendes hukommelse.

Noget blinkede rødt.

Et lys.

Bremselyset fra bilerne foran hende.

Der var en sirene.

En ambulance var allerede stoppet for at hjælpe ofrene for en tidligere ulykke. Andre biler, der kørte for hurtigt i regnen, skred ud for at undgå den, de smadrede ind i hinanden en efter en, dannede en masse, skubbede hende tættere og tættere på kanten.

Et skrig.

Nej, flere skrig, alle på én gang. Det lød bare som et skrig, da massen af biler blev til en bunke og flere biler ramte og fløj over, brød igennem hegnet og faldt ud fra broen.

Fra broen og ned i vandet.

"Så er vi her", siger bådmanden og sejler båden op til en strand uden en kaj. Båden stopper, tilsyneladende af sig selv og forbliver lige hvor den er uden at bevæge sig. Liv ser fra kysten, til båden og til manden med åren.

"Tak," siger hun. "For turen mener jeg."

"Du fik hvad du betalte for."

"Ja. Det gjorde jeg vel."

Liv kigger på mandens ansigt. Hans ansigt - det ligner Azraels så meget at det er foruroligende. Men det er ikke Azrael. Liv ved at det ikke er den samme Azrael, som hun troede hun kendte. Hun kan føle det som en kløe hun ikke kan nå.

Liv træder ud af båden uden at se sig for og falder. Hun strækker armen ud for at bryde sit fald og tager fat i bådens kant, hvor hendes blik falder på vandet.

Men det er ikke kun vand mere.

"Åh gud!" Gisper hun.

Blege hænder holder båden stille; hvert par grålige, nogle vandskadede, andre udtørrede i forskellige stadier af forrådnelse - alle undtagen et par, der holder fast tæt på kanten af båden og drypper blod ned i det mørke vand. Der er noget bekendt med disse hænder - den enkle sølvring på venstre pegefinger, arret på højre håndled, uret med det knuste glas. Liv læner sig ned for at se nærmere på dem. Så holder hun sine egne hænder op foran sit ansigt og sammenligner.

"Det...det er mine hænder." Stammer Liv, nu for bange til at se nærmere på dem. "Og jeg ..." Hendes øjne fejer over stranden. Det er ikke længere en strand, men en uendelig bred af rødbrun sten. De mennesker der løb og grinede og legede, er der ikke længere. De er blevet erstattet af en masse zombie-lignende væsener, der vandrer omkring med bøjede hoveder, deprimerede. Den blå himmel er blevet mørk - vandet, en dyster afspejling af det.

"Er jeg...er jeg død?"

Liv ønsker ikke at se på manden med Azraels ansigt, når hun spørger. Azrael er alt hvad hun har tilbage at holde fast i. Hun vil ikke have det ændrer sig. Hvis hun kigger op og Azrael er væk, selv hvis det ikke var den Azrael hun kendte til at begynde med, vil hendes sind muligvis splitte sig i to. Men hun ved, at hun bliver nødt til at kigge op. Hun kan ikke blive på båden længere. Hun er begyndt at tiltrække sig opmærksomhed.

Da hun endelig ser op fra båden - da hun kigger op på Azrael - ser hun ikke manden i blazeren med de elektriske gyldne øjne, men en frygtelig skabning med hule øjne, uden hud på sit ansigt, hans krop og arme dækket af en lang, sort kappe, flænset nogle steder, hærget som alt andet omkring dem.

"Ja," siger skabningen i Azraels stemme, før også den går helt tabt. "Ja du er." Liv flygter af båden, op på klippen. Den er hård under hendes sko og stikker smertefuldt i fødderne igennem sålerne.

"Så...hvorfor illusionen?" Spørger hun og bevæger sig stadig baglæns. "Var det dig der gjorde det? For at være grusom? Ligesom du var overfor de andre mennesker på kysten?"

"Nej," siger skabningen. "Det var dig. Din hjernes måde at forsøge at beskytte dig på. Men den kan ikke længere nægte hvor du er. Din bevidsthed er endelig halet ind med dine omgivelser. Du ser tingene som de er. Men jeg kan forsikre dig om at jeg er Azrael. En version af ham i hvert fald. Du er den første til at se mig, som jeg virkelig er...eller var er nok det korrekte udtryk...det er...usædvanligt." Han tøver. "Dit navn er Liv?"

Liv nikker, selvom hun ikke ved hvorfor. Hun forstår stadig ikke.

"Ah. Jeg husker dig." Skabningen nikker.

"Hvem er du virkelig?" Spørger hun.

"Jeg er Døden." Liv gisper. "Men jeg er også Azrael. Den samme Azrael du mødte i skolen. Den samme Azrael du skulle møde den aften."

"Hvordan er det muligt?" Liv trækker sig endnu længere væk. "Azrael var menneske."

"Jeg er mange ting, men menneske er ikke en af dem. Jeg besøger det jordiske plan fra tid til anden i menneskelig form, men lad være med at forvirre det med menneskelighed." Siger Døden, Azrael.

"Er jeg...i helvede?" Liv gulper.

"Nej," siger han. "Det er du ikke. Men du er heller ikke i himlen. Du er et sted...imellem."

"Please, bring mig tilbage. Min familie behøver mig." Beder hun.

"Din familie er for længst kommet videre." Azrael er ikke det mindste overrasket over hendes bøn. De tigger alle før eller siden. Men af en uforklarlig grund føler han et behøv for at forklare sig overfor dette menneske; en kvinde som han kun kendte ganske kort i en anden tid og verden. Det fascinerer ham, hun fascinerer ham. "Du har været her i meget lang tid, Liv."

"Hvor lang tid?" Spørger Liv, bange for svaret.

"Hm...rundet op...cirka 50 år, mere eller mindre." Liv gisper og Azrael kigger ned, næsten som om han føler sig skyldig. "Tiden går anderledes her."

Liv bliver ved med at nikke og håber, at hvis hun gør det så vil det blive lettere at acceptere, men det er det ikke. Alt, hvad hun vidste, alt hvad hun var blevet ledt til at tro, er en løgn. Det betyder ingenting - ikke hvis hun ender her i dette deprimerende sted alene. Var det ikke meningen at afdøde familiemedlemmer skulle møde hende, efter at hun døde? Skulle der ikke være et lyst, trøstende lys, der viser hende til det næste stop på hendes rejse? Er hun dømt til at forblive på dette sted for evigt? Liv havde altid været bange for at dø, skræmt af tanken om at forsvinde og blinke ud af eksistens for evigt, men hun foretrækker måske det scenario, i forhold til dette alternativ.

"Er der noget jeg kan gøre?"

Liv ved ikke, hvad hun forventer som svar. Hun er ikke engang sikker på, hvad det er hun spørger om. Kan hun vende tilbage til jorden? Nej. Hun er død. Hun døde i sin bil under omkring ti andre biler på bunden af havet. Er der andre steder hun kan komme til, udover her? Ikke sandsynligt, hvis det er her bådmanden førte hende hen. Men han havde også sagt, at andre mennesker rejser frem og tilbage. Der må være noget andet for hende end dette. Dette kan ikke være slutningen.

Azrael ligger hovedet på skrå under sin hætte og betragter Liv nysgerrigt. Han lægger sin åre ned og træder ud af båden, hans fodtrin runger på klippen, indtil han er lige foran Liv og alting skifter igen. De er ikke længere på klippen, men i Kongens Have, om efteråret og det er middagstid. Liv kan se det på lysets kvalitet og skyggerne der strækker sig over græsset. Hun kigger igen på Azrael der er tilbage i menneskeform, iført et blod rødt uldtørklæde om halsen og klædt i den sorte jakke, som Liv husker at han altid havde på, når hun så ham på skolen.

"Behold den her," siger Azrael hurtigt. Han trækker guldmønten op af lommen og ligger den tilbage i Livs mund. Hun åbner munden for at protestere, men Azrael er hurtig. Sekundet det kolde metal rører hendes tunge forsvinder det. Så kysser Azrael hende. Det er ikke et langt kys og det er ikke varmt. Det er slet ikke som hun havde forestillet sig, at Azrael måske ville have kysset hende da hun stadig levede, men det er alt, hvad hun får.

"Hold den skjult," siger han, kører en tommelfinger langs Livs læber og forsegler dem. "Og husk...at dø betyder ikke det samme, som at sjælen er tabt, det er bare en måde at slukke lampen, fordi daggryet endelig er kommet." Fortsætter Azrael kryptisk og så snart han vender sig bort smelter illusionen af Kongens Have, efterår og mennesket væk, og Liv står tilbage på kysten med de røde sten der gnaver sig ind i hendes fødder.

"Hvad mener du med det?!" Råber hun efter Døden, mens båden forsvinder over vandet i horisonten. Hun får intet svar og hun er mere forvirret end nogensinde før, men på en måde også underligt håbefuld.

THE END
Forfatterbemærkninger
Endnu en novelle, der hører til i samme univers som Livet & Døden & Kærligheden + Døden Får Et Liv. Denne historie foregår lige efter Liv er død og det er første gang hun møder den virkelige Azrael. Men som hun finder ud af, så har de mødt hinanden før...på det jordiske plan.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/01-2018 02:09 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4136 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.