3VillWood - Kapitel II
Da jeg vågnede var jeg glad og klar på en ny dag, indtil jeg kom ... [...]
Fantasy
1 år, 3 måneder siden
5VillWood - Kapitel I - Den Fremmede
Min vejrtrækning var hurtig, jeg var lige nået ind i gyden, da je... [...]
Fantasy · overnaturligt
1 år, 3 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Natasja B. Lindh (f. 2001)
Da jeg vågnede var jeg glad og klar på en ny dag, indtil jeg kom i tanke om dagen før. Jeg rullede mig sammen på sengen og lod alle følelserne få plads.
   Vreden til Dimitrios over at have bortført mig, frygten for hvad der skulle ske med mig, og savnet til min bror Izack. Jeg lå længe og tænkte over det, da jeg kunne mærke dynen var fugtigt, og det var i det øjeblik det gik op for mig at jeg havde grædt.

Der lød en banken på døren, da den langsomt åbnede op. En spinkel bleg, sorthåret skikkelse gled ind af døren.
   Det var en pige, med strålende blå øjne. Hun stod lidt i skyggen og iagttog mig, inden hun kom hen og satte sig på kanten af sengen. Hun tørrede blidt mine tåre af kinderne.
   "Jeg burde ik' være kommet ind til dig, men jeg kunne høre gråden ude i gangen." Sagde pigen stille og forsatte så "Jeg har ikke meget tid men, du må ikke være bange for os, vi prøver kun på at beskytte dig. Jeg er nød til at gå, for vis Dimitrios opdager jeg har været her slår han mig ihjel."
   Jeg blinkede et par gange med øjnene, inden jeg indså at hun var forsvundet.
   Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad hun mente med at de ville beskytte mig, for hvad skulle jeg have brug for at blive beskyttet imod udover Dimitrios?
   Mens tankerne hvirvlende rundt i hovedet, fandt jeg et par slidte jeans og en slidt t-shirt frem.
   Jeg listede langsomt hen mod trappen, som jeg var blevet ført op af i går. På vej ned af trappen gav det ene bræt sig, og jeg rullet resten af vejen ned.

Jeg glippede med øjne og så Dimitrios sidde på hug ved min side, jeg kunne se at hans læber bevægede sig, men jeg kunne ikke høre andet end blodets brusen i mine ører, og hjertet der galoperede af sted. Jeg kravlede baglæns indtil jeg stødte ind i væggen, og kiggede med store øjne hen på det sted hvor han for lidt siden havde siddet.
   En kold hånd lagde sig på min skulder, og en stemme i mit hoved hviskede at jeg ikke skulle være bange, men enhver muskel i min krop skreg af frygt.
   Jeg kiggede op i Dimitrios funklende øjne, men de var ikke røde som sidst, de var nøddebrune. Roen lagde sig langsomt omkring os, da han rakte sin hånd frem mod mig. Jeg kiggede igen og igen fra hans øjne ned til hånden, som han havde rakt frem.
   Da jeg tog hans hånd, var det som om et stød gik gennem mig.

Jeg lå midt i en middelalderlig kirkes ruiner, med støvet dansende rundt om mig, mens mørket samlede sig om mig. Luften i mine lunger blev tungere og tungere, indtil jeg næsten ikke kunne få vejret.
   Det sidste jeg så inden alt forsvandt, var et falmet maleri, af pigen, den spinkle, mørkhåret pige.


Da jeg trak min hånd til mig, kvalte jeg et skrig. Da jeg igen kunne se Dimitrios, begyndte de varme fugtige tåre at strømme ned af mine kinder, og en hulken slap ud mellem mine læber.
   Dimitrios satte sig ved min side "Hvad skete der?"
   Jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber, men endte med at få fremstammet "J...jeg v...vil hje...hjem" hulkede jeg overvældet igen.
   Sørgmodigheden stod skrevet i hans ansigt da han kiggede væk, "Det kan du ikke." Hans intense blik brændte sig ind i mine øjne da han forsatte "hvis der ik' skal ske din familie noget, er du nød til at blive her"
   Jeg forstod ingenting, det eneste der fyldte mit hoved var spørgsmål. Igen og igen blev der ikke sagt andet end, ting der forvirrede mig mere og mere.
   Dimitrios fulgte mig ind i spisestuen, der stod høje gamle træreoler langs alle væggene hvor der i midten af rummet var placeret et gammelt stort spisebord i træ med stole der passede til, og over bordet hang en gammel lysekrone lavet af metal med stearinlys i.
   Han førte mig ned til bordets ene ende, hvor der stod en træstol, eller nærmere en trætrone, hvor man kunne forestille sig en konge tage plads.
   Foran træstolen var der dækket op med det fineste porcelæn jeg havde set. Koppen dampede med varm te, og tallerkenen var fyldt med saftigt frisk frugt.
   Jeg kikkede med store fugtige dådyr øjne på, Dimitrios da han gik hen og trak stolen ud, og gav tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg gik med tøvende små skridt hen til stolen og satte mig lidt kejtet ned. Dimitrios tog plads ved min side, hvorefter han, gav mig besked om at jeg skulle få spise og blive klædt om, da jeg skulle være klar om intet mindre end 1 time til at tage i skole.

Da jeg havde klædt om til den uniform, jeg var blevet bedt om at påklæde mig, gik jeg ned til døren.
   Dimitrios stod i al sin pragt i et stort og lidt slidt jakkesæt, med det tjavsede uglede hår ned i de nøddebrune øjne. I den ene hånd holdte han en sort rygsæk, som viste sig at være min skoletaske.
   Jeg trak rygsækken over den ene skulder og marcherede ud af døren, da det gik op for mig at jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen. Jeg tænkte et øjeblik på om jeg skulle lade som ingenting, og bare gå videre, men endte alligevel med at kigge tilbage på Dimitrios, som gav tegn til mig om at jeg skulle komme tilbage.
   Dimitrios gav mig besked på at, sætte mig ind på passagersædet af den sorte BMW med de mørk tonede ruder, og satte sig selv ind bag rattet.
   Vi sad det første stykke tid i stilhed, da jeg blev nød til at bryde den.
   "Hvor er det du føre mig hen?"
   Han stirrede ud i den tomme luft, og svarede mig koldt "I skole"
   Hvad end han så mente med skole, var det i hvert fald ikke det samme som jeg mente, for jeg gik i skole inde midt i byen, og der havde jeg gået så længe jeg kunne huske.
   Dimitrios drejede ind på en på en smal grusbelagt vej, som førte op foran en slots lignende bygning, hvor han standsede. Min første tanke var at det ikke kunne passe, at det her ikke kunne være en skole, for det lignede en af de der strenge kostskoler man ser på film. Men så steg han ud og kom over og åbnede bildøren for mig.
   Jeg kiggede ham direkte i øjne da jeg da jeg meddelte "Det her ligner ikke min skole, det ligner mere en af de steder hvor man sender uopdragne små piger hen."
   Han ignorerede mig, og tog sin mobil frem for derefter at klikke på skærmen et par gange og lægge den tilbage i lommen. Lidt efter stod et par lidt ældre mænd ved siden af os, de var begge klædt i sort fra top til tå.
   "Det her er din nye skole, og så er den ikke længere" sagde Dimitrios koldt mens han kiggede væk.
   Mændene tog fat i mig og førte mig op imod indgangen, da jeg hørte motoren sætte i gang, kikkede jeg længselsfuldt tilbage over min skulder, mod det sted hvor bilen havde holdt. Det var først der jeg indså at jeg var blevet efterladt, og jeg fandt ud af hvor stor en indflydelse Dimitrios havde på mig.
   Jeg følte mit hjerte blive knust i 1000 stykker, og verden faldt sammen om mig, da skolens døre lukkede sig bag mig.

Jeg blev ført ned ad gang efter gang og både op og ned at trapper, indtil de stoppede for enden af en mørk gang hvor det eneste lys kom fra de få fakler på væggen, vi stod foran en port lignende trædør.
   Den ene af mændene bankede på, en lys og lidt rusten stemme kaldte dem ind. De førte mig ind ad døren, hvor de lod mig stå alene og forsvandt selv ud af rummet.
   Det var et cirkulært rum med reoler rundt langs hele væggen, og de var alle fyldt med gamle støvede bøger. I midten af lokalet hang en lysekrone, den mindede om den fra huset af, udover den her bare var større, under den stod et stort træ skrivebord i renæssance stil ligesom værelset.
   Ved bordet sad en person der lignede min bedste venindes afdøde bedstemor. Hun havde det samme grå hår som var sat op ligesom min bedste venindes bedstemor havde, og de samme tynde skelet agtige fingre, det eneste der var anderledes var den blege hud som Dimitrios og hende pigen fra i morges. Men nej det kunne ikke passe, det kunne det bare ikke, jeg var selv med til begravelsen for 5år siden, så det kunne umuligt være hende.
   "Du er blevet større siden vi sidst sås, jeg ved ikke om du kan huske mig, men her på skole omtalens jeg Rektor Salway"
   Jeg begyndte at mumle for mig selv "Nej, nej det er umuligt, det her er ikke rigtigt, det er bare en eller anden drøm, jeg vågner om lidt i min seng derhjemme, det her det kan ikke være rigtigt"
   "Miss Raven, du behøver ikke se så forfærdet ud, Isa har i længe vidst hvor jeg er"
   Jeg stod frosset til stedet, kunne ikke røre mig, luften trak sig sammen om mig. En sort tåge voksede frem i skyggen og lagde sig beskyttende omkring mig.
   "Iva lille skat, du er i sikkerhed du skal ikke være bange" sagde Isa's bedstemor, mens hun langsomt prøvede at nærme sig mig med en fremstrakt hånd.
   "GÅ VÆK, DU ER IKKE VIRKELIG, DU ER IKKE VIRKELIG" Jeg var ude af mig selv, rystede over hele kroppen, og blev ved med at sige til mig selv at det ikke var virkeligt, at det bare var en ond drøm. Jeg stod et øjeblik lammet af rædsel, i det jeg kunne mærke nogle små vibrationer i gulvet... de blev større og større indtil luften var fuld af vibrationer, bøger faldt ned fra hylder, papir fra skrivebordet blæste rundt, og jeg kunne se bekymringen lyse ud af Rektor Salway...
   Vibrationerne stoppede idet, trætheden kom. Den kom så pludseligt at den overmandede mig, jeg faldt sammen på gulvet og faldt ind i en tung drømmeløs søvn.

Da jeg vågnede igen lå jeg i sengen, på det værelse jeg havde sovet i den sidste nat hos Dimitrios. Værelset lå hen i mørke, i det erindringerne om Isa' bedstemor, og det der skete efterfølgende dukkede op. Det havde heldigvis bare været en drøm, og intet andet end det, eller... havde det nu været virkeligt?
   Jeg rejste mig op for at gå hen til vinduet, i det jeg lagde mærke til Dimitrios. Han stod ovre ved vinduet og iagttog mig. Jeg stirret som hypnotiseret ind i hans nøddebrune øjne, men da jeg blinkede var han væk.
   Jeg gik langsomt hen til vinduet, for at se hvad det var han havde kigget på. Den spinkle pige sad lænet op af et af træerne, hun sad og skrev i en bog. Jeg stod længe og iagttog hende, indtil hun kikkede op mod vinduet hvor jeg stod. I det samme hun havde set mig, var hun som sunket i jorden.
   Jeg gik tilbage og lagde mig i sengen, og forsvandt ind i drømmenes verden.

Tusmørket havde lige lagt sig, og jeg stod i ruinerne af en kirke, der var overgroet med ukrudt. Skyggerne i mørket bugtede sig mellem hinanden, som slanger.
   Det var nu jeg lagde mærke til, at en kvinde stod midt i dem og Izack som stod ved min side.
   Izack tog min hånd, idet kvinden fik skygge slangerne til at tage Izack. Jeg knugede hans hånd inde i min, jeg ville ikke give slip, men vi blev revet væk fra hinanden.
   Slangerne snurrede sig rundt om ham, de klemte ham. Izacks ansigt blev mere og mere blegt, indtil han faldt til jorden og slangerne forsvandt og blev i et med de andre skygger.
   Jeg kunne mærke en strøm af styrke suse igennem mig, idet jeg løb hen for at knæle ved Izacks side.
   Tårerne løb ned ad mine kinder, og en masse hulk undslap mine læber. Jeg følte efter hans puls men kunne intet mærke...
   Han var død.


Jeg vågnede af mit eget skrig og gråden pressede på. Jeg kunne ikke holde den tilbage og endte med at pressede neglene ind i håndfladen, så mine knoer blev hvide. Tårerne strømmede ned på sengen, og blandede sig med en tyk rød væske, som dryppede fra mine hænder.
   Jeg tror aldrig jeg havde følt mig så forladt, som jeg gjorde i det øjeblik. Jeg plejede altid at kunne gå ind på Izacks værelse, og krybe ned til ham i hans seng, når jeg havde haft brug for det. Men nu var alt anderledes, jeg var ikke derhjemme mere, men i stedet i et jeg knap nok kendte hus.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/09-2018 07:33 af Natasja B. Lindh (Nabilini) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2166 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.