0Kajtansøstrenes forbandelse - Magiske perle...
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elske... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 måneder, 7 dage siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 måneder, 20 dage siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 måneder, 29 dage siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
6 måneder, 9 dage siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
8 måneder, 3 dage siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
8 måneder, 17 dage siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
10 måneder, 27 dage siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
1 år, 2 måneder siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
1 år, 6 måneder siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
1 år, 7 måneder siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
1 år, 8 måneder siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
1 år, 8 måneder siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
2 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
2 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
2 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
2 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
2 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
2 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
2 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
2 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
3 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
3 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
3 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
3 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
3 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
3 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
3 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
3 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
3 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
3 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
3 år siden
5Djævlestøv - Kapitel 14
Kapitel 14 · "Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Fredd... [...]
Fantasy
3 år siden
3Verden er min
Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os... [...]
Blandede tekster · mennesketyper, magt
3 år siden
3Djævlestøv - 13. kapitel
Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af s... [...]
Fantasy
3 år siden
6Sengetid
Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødning... [...]
Kortprosa · relationer
3 år siden
3Magt
Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv ræk... [...]
Blandede tekster
4 år siden
6Barnet - Del 1 af tre
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene... [...]
Fantasy
4 år siden
2Spil
Han hed Billy og han ville bare spille violin. · Men der skulle jo ... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - 12. kapitel
Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og... [...]
Fantasy
4 år siden
5En fortryllende dag
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Gennem sne mod håb
Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det e... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - 11. kapitel
En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende.... [...]
Fantasy
4 år siden
4Barbaras begravelse
Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne. · Det er tunne... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 10
Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at... [...]
Fantasy
4 år siden
5Djævlestøv - 9. kapitel
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Djævlestøv - 8. kapitel
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder p... [...]
Fantasy
4 år siden
9Tidslåseren
I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte. · Nina... [...]
Fantasy
4 år siden
3Fyrstens venteværelse
Langt nede under jordskorpen er der huler. Den ene af dem er særd... [...]
Blandede tekster
5 år siden
2Hjælpsomhed
En novembermorgen i 1689 skinnede solen på en rydning langt ude i... [...]
Noveller
5 år siden

Puls: 34,5

Publiceret: 5
Afgivet: 19
Modtaget: 12
Pia Hansen (f. 1958)
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elsker græshoppesteg, siger onkel Danny.Niku sidder på en kampesten og stirrer på den halve sol, der rødgyldent titter frem gennem uldne grålige skyer. De ergået ned til Siwas-elven for at fiske. Det er ved at blive lyst og om lidt får solen mere magt; måske så meget, at han kan smide den varme fåreskindskofte? Den er meget varm og den er også for stor, men moster Fina siger, at så kan han vokse I den. Og Niku håber, det går hurtigt, det med at vokse, for han vil gerne være lige så stor og stærk som onkel Danny. Mindst. Eller lige så stærk som far, der ledte et oprør. Nej meget stærkere end far, for han blev jo hængt og døde. Det ene øjeblik lo han. Det næste hang han for enden af rebet og blev blå I hovedet, mens han sprællede. Og så var han død. Helt død. Mere død end en fisk på en krog, for den spræller eller snor sig eller hvad man nu kan kalde det. Den er levende, når man haler den op - og så skal man først befri den fra krogen og så slå den hårdt I hovedet, så den er død. Så kan man spise den og den smager godt
   Niku skutter sig. En strøm af kulde løber gennem hans spinkle krop og han trækker koften tættere om sig, mens han et kort øjeblik tænker seks år tilbage. Han var der. Han så det.Og onkel Danny siger, at det burde han ikke have været.
   "Du skulle være blevet hjemme ved din bedstemor," har han sagt mere end en gang. Og Niku ved godt, at dengang boede han hos sin bedstemor på en gård.Han kan huske en smule fra dengang, for han var jo fem år, før alt blev anderledes.
   Onkel Danny sidder på en sten lidt længere henne. Og foran det blidt klukkende vand står en lille skikkelse med kåbe over sin kjole.. I hånden holder hun en gren med en snor på. Det skal forestille en fiskestang, så der er også en slags krog for enden af en snor, snittet i træ, men den er ikke spids, for så kunne Bubi jo stikke sig fælt. Det ser nu heller ikke ud som om, hun er interesseret i at fange fisk. Hun vrikker med sin lille buttede krop, der ser ekstra tyk ud, fordi hun har en vams og en uldkåbe på. Hun bevæger fødderne og nynner for sig selv. Hun danser. Lille Bubi elsker at danse og kysen er faldet ned, så den bare hænger i båndene omkring hendes nakke. Bubis sorte krøller danser med hende og står i et filtret brus omkring hende; de kom så tidligt af sted at ingen tænkte på at rede hendes hår.
   Hun er fire år og hun er hans lillesøster. Halvsøster, for det er onkel Dannys datter. Mors og onkel Dannys, for de er gift nu. De har også en søn, der hedder Kenny. Han fylder snart tre. Ham har mor ladet blive hjemme, for han er lidt sløj og "han forstår alligevel ikke noget," som mor sagde.
   Den sætning giver genlyd i Nikus hoved som han sidder der på stenen, for hvad mon det er, det ikke er så godt, at de forstår.
   "Hvad er det egentlig for nogen gæster mor får?" spørger Niku.
   Onkel Danny vender sit ansigt mod ham og gnubber sig lidt i sit gråsprængte fuldskæg, før han brummer. "Åh, bare nogle af hendes søstre . Du ved, hun har en farlig masse søstre - og så kommer der nogen andre kællinger."
   "Men hvad skal de?" spørger Niku. Mor og moster Fina har haft travlt med at plukke urter, og de har samlet en masse døde mus. Mor har også fundet sit kranie frem; det som hun ellers har liggende i deres store dragkiste. Så de skal vist ikke bare strikke. Hun har også fundet en masse bivokslys frem, som hun siger at hendes søster Esmeralda har støbt. Og alle lysene er sorte.
   "Årh, du ved - en masse kællingesnak og sådan," siger onkel og ser ud over vandet. Solen er kommet lidt mere frem og den skinner på vandet, så det ser ud som om der er en rødgylden bro.
   "Eller også, så er de hekse," slynger Niku ud. Så nu er det sagt højt. Det er noget, der længe har rumsteret i hans tanker, noget, der også er blevet hvisket om hjemme i Bakkeby, når han besøger Mary på kroen. Hekse er farlige og det er endnu farligere at VÆRE en, for hekse bliver brændt. Levende. Og det gør ganske skrækkeligt ondt.
   "Hvorfor tror du det?" spørger onkel og stirrer stadig på den gyldne bro eller over på den anden bred, der stadig er delvis hyllet i tågedis, men hvor der nu ses træer,buske og noget, der måske er en simpel grenhytte eller en stak brænde-grene.
   "Jeg er altså ikke et svøbelsesbarn. Jeg er tolv år," siger Niku.
   "Ja, det er du jo," medgiver onkel Danny og råber: " ikke så tæt på vandet, Bubi.!" Den lille pige vender sig mod dem, går lidt tilbage og kommer så løbende imod dem. Hun stopper og ler: "Men der er noget ude i vandet, far. Måske er det en havfrue?"
   "Der findes ikke havfruer," vrisser Niku til den irriterende lille skabning, som mor har sagt, at de skal tage med,
   Småbørn tror da også på alt muligt. Det er ligesom med Freddy - der også er hans bror, men som ikke er her mere, fordi mor har taget ham ud til Bedste. Han var ellers sådan ret kær. Men han ævlede tit om alfer og engang påstod han, at han havde set en tynd, blå mand uden næse. Pattebørn!
   Niku mærker et sug i maven. Han gider ikke tænker på de søskende, der er væk nu. Gider ikke. Men Bubi er her, den lille myre og hun ser på ham med et bistert udtryk.
   "Jo, der gør," protesterer hun og kravler op på sin fars knæ, hvor hun tilføjer: "For det har far selv sagt. Ikke også, far?"
   Jo, onkel Danny har ganske rigtigt fortalt, at han engang har mødt en havfrue, men det er bare en af hans røverhistorier om hvad han har oplevet dengang han var sømand.
   "Jovist findes der havfruer," siger onkel Danny og ser ganske alvorlig ud, mens han fortsætter. "Faktisk har jeg mødt en. Hun hed Ravna. Har jeg fortalt jer om hende?"
   "Jaa," jubler Bubi, "Hun har grønt hår ligesom tang og hun tog dig med ned under vandet ..."
   "Mennesker kan slet ikke trække vejret under vandet," siger Niku.
   Onkel Danny ser på ham. Og hans øjne er næsten lige så sorte som fars var, men de kan ikke trænge ind i ham, som fars øjne kunne - sådan på en varm måde trække alle hans tanker ud, og så bruge dem til at gøre han glad igen.
   "Som regel ikke," siger onkel Danny. "men da jeg var sømand ..."
   Niku sukker. Onkels historier er gode nok, men det meste er jo nok løgn. Nå men på den anden side: fiskene lader ikke til at bide på og Bubi har sat sig til rette på sin fars knæ og så lytter Niku med.
   "...,mødte jeg altså Ravna, der er en havfrue. Jeg var faldet overbord og hun reddede mig.Hunvar faktisk ikke særlig køn. Hun havde fregner, lys hud og filtret grøn hår, men sød og frisk, det var hun. Hun førte mig ind i en klippe, hvor jeg mødte en gnaven hav-blåtrold."
   "Nøj, hvordan så han ud far?" vil Bubi vide. Det vil Niku i grunden også.
   "Årh, han var helt blå i hovedet og havde orange hår, der stod op i luften. Han havde også horn og en gråsort, skællet fiskehale. Han var ikke uvenlig, men det vidste sig, at han havde mistet sin familie, og det var han meget ked af. Da han fandt ud af, at jeg ikke ville gøre ham fortræd eller fortælle alle om ham, gav han mig en pose perler. Magiske perler, sagde han. Med dem kan man tilkalde væsner fra planetens fortid, væsner der stadig lever og har magiske evner. Men perlerne må ikke bruges af en forkert, for påkalder man dem, vi l de hjælpe en på deres måde - og nogle af væsnerne kan være ret brutale. Men bliver de brugt rigtigt, kan væsnerne forenes og så kan de slutte fred med hinanden og med menneskene."
   Det rykker i fiskestangen og Niku holder om den med begge hænder, mens han trækker i den. Hans hænder er knyttede. Ha, der er ingen grund til at slutte fred med mennesker. I hvert fald ikke med alle mennesker, for der er mange, som er onde - og det er nok heller ikke så let. Og - så for Den Lede - det er bare noget tang, der har sat sig på krogen.
   Der hænger det og svajer. Det ser ud som om det spræller. Som en hængt mand, der ikke er helt død.. Som far.
   Arrigt kaster han snøren ud igen og spørger:"Hvor gemmer du så de perler?"
   "Her," siger onkel og klapper sig på maven, lige der hvor Niku godt ved, at der er en inderlomme. Onkel har nemlig nogle gange trukket små honninghjerter og andet godt op af lommen.
   "Må jeg se?" spørger Bubi og Niku er sikker på, at hendes øjne stråler.
   "Jeg ved snart ikke," mumler onkel og tilføjer. "Måske, men I må ikke sige det til nogen, selvom..." han afbryder sig selv og klør sig i skægget, fanger en loppe og kvaser den, før han siger: ..."Der er nok ingen, der vil tro jer, bortset fra jeres mor og måske Varylis,I ved ...nej, det ved I måske ikke, men altså ..
   Onkel hæver stemmen: ."Sig "hokus-pokus," siger han og Bubi jubler "Holus - pokker."
   "Det hedder "Hokus pokus," retter Niku.
   "Nu har I sagt det," siger onkel og stikker en hånd ind under koften. Frem trækker han en snørepung af læder. Han åbner den langsomt og lader fiskestangen hvile i den gren har sat i jorden
   Bubi kigger først og har to små pølsefingre nede i pungen, før onkel kan stoppe hende, men straks han opdager siger han vredt: "Nallerne væk!"
   Bubis mundvige hænger nedad og øjnene trækker sig sammen. Så giver hun sig til at vræle og onkel må trøste hende: "Såså, fars lille skat. Far er ikke vred, men det kan være farligt at røre ved perlerne."
   Ha - hvor farligt kan det være, at røre ved en perle? Mor har haft perler, og en gang trak Mary en masse af dem på en snor.
   "Ikke røre," siger onkel pludselig mellem alle sine trøstende ord, der er for honningsøde til en mand, der vistnok har været sørøver. Så rækker han pungen til Niku, der konstaterer, at den faktisk er fyldt med perler. De er hvide, gule og hvidgule. Der er mange, Flere end han har fingre på begge hænder tilsammen. De er af forskellig størrelse. De skinner ikke, men måske hvis de kommer frem i sollyset? Men det går jo ikke, når onkel siger, han ikke må røre.
   "Hvorfor har du taget dem med herud?" spørger Niku. Og så siger onkel noget mærkeligt: "Det har jeg heller ikke," siger han og gnubber en finger mod sin ene næsebot. Niku åbner munden og lukker den hurtigt igen, for han vil ikke ligne en torsk. Men onkel må gerne forklare, hvorfor han sidder der og lyver.
   Det gør han så: "Hvis jeres mor spørger, har jeg ikke taget dem emd herud og I har ikke set noget. Jeg ved, bubi nok ikke kan holde mund, men du er jo en stor dreng, Niku, og din mor må ikke bruge perlerne igen. Forstår du - de er ikke bare magiske, sådan som i eventyr eller i Biblen (nå ja, det er også bare et eventyr, men sig det ikke til for mange). Det er - det er en slags - hvordan skal jeg forklare det - jo, de sender lyd til Sapko og de andre beviakker oppe på Anarkat ..."
   "Årh, det er vel også bare et eventyr, at der bor trolde på Anarkat. Det er bare en sandbold, der lyser om natten."
   "Der er vist en ung mand, der har mistet al sin barnetro," siger onkel og Niku mumler: "pfft," for hvad skal man tro?"Det troedejeg også en gang,"betror onke Danny ham. Bubi har mistet interessen og er rendt hen til sin "fiskestang." Onkel taler videre:
   "...men nej, de er deroppe. Og Belkin - Mørkets fyrste huserer under jorden. Og sådan er der flere. Din mor og hendes søstre mener endda de kan få en der hedder Urzulga i tale. Og det er ikke godt, hvis det lykkes for dem. Det er nok, at din mor har påkaldt Sapko, så han muligvis kommer flyvende - og at en eller anden har fået Belkins søn til at kredse omkring og ville have fat i -"
   Onkel bider sig i underlæben og snører læderposen sammen igen. Han binder den med et råbåndsknob.
   "Hvem vil Belkins søn have fat i?" spørger Niku. Han kender godt historierne om de forskellige væsner, for mor og også Bedste har fortalt dem i tusmørketimen og nogle gange ved sengetid. Men det er jo bare historier. Eller hvad?
   Niku tvivler og hans hjerte dunker af spænding: hvis nu...?
   "Du kan godt huske din halvbror, ikke? Din yngste halvbror?"
   "Selvfølgelig kan jeg huske Freddy."
   Vreden bruser op i Niku og han spørger hidsigt. "Hvorfor fik du mor til at sende ham væk?"
   "Det skal jeg sige dig," lover onkel, og da han fortsætter er det i et fortroligt tonefald: "din lillebror er sød, men Belkins søn lusker rundt for at få fat i ham. Og din mor - din dejlige mor - har brugt en perle på at hidkalde Sapko."
   "Det med Sapko har du sagt,"
   "NÅ men - øh - nå. Der er altså mindst to af Sakuriusses oprindelig væsner, der vil have fat i lille Freddy - vi skal ikke have hidkaldt flere. Og jeg tror, det er bedst, hvis din - hvis jeres bedstemor får perlerne. Jeg tror, at hun kan passe på dem. Med tiden kan Freddy måske få dem, men han er jo kun fem år.
   Niku sidder tavs et øjeblik. Sikke noget sludder, onkel kommer med, men det er nu også ret spændende. Tænk hvis det passer. Og tænk hvis han kan se den lille krølhårede skiderik til Freddy igen - eller "Feddy," som han nogle gange kaldte ham.
   "Jeg kan da godt gå ud til Bedste med perlerne," siger Niku.
   "Onkel smiler og rækker ham posen.
   "Det håbede jeg, du ville," smiler han, Og jeg troede det også, så jeg tog dem her med. De er o til Freddy. Er de ikke?"
   Onkel trak to figurer frem, som Niku havde skåret i træ og Niku nikkede forbavset.
   Onkel smilede, men så alvorlig ud:"Nu skal jeg fortælle dig, hvad vej, du skal gå. Der e r et godt stykke, så hør nu godt efter."

Et par dage senere kom Freddy ind fra hønsehuset med mange æg i særken. Han havde rullet det nederste af den op om æggene og gik meget forsigtigt med sin skrøbelige skat.
   Men da han forsigtig trådte over dørtærsklen var han lige ved at tabe dem. I sidste øjeblik greb han bedre fat og så stod han dér og stirrede. For henne ved bordet sad der en og spiste brød. Og det var ikke Bedste. Det var en stor dreng og Freddy vidste da godt hvem han var: den sorthårede, smaskende dreng var. Han kunne bare ikke være her. Han var jo langt væk og kom kun om natten, når Freddy sov - og så var han bare en drøm, sagde Bedste.
   Nu grinede drengen til ham og sagde, med munden fuld af mad:
   "Davs, lille Feddy."
   "Kan du slet ikke kende Niku?" spurgte Bedste og tilføjede: "Det er også grueligt, som han er løbet i vejret. En anden en, kunne såmænd knapt nok kende ham."
   "Jeg er altså mig," grinede Niku og så glad ud. Nu havde han tygget af munden. Han tørrede hænderne i sit ene bukseben og så fra den ene til den anden.
   Niku kunne altså komme. Hvorfor kom han så først nu - og hvorfor var mor ikke med?
   Freddy kunne stadig ikke helt tro det.
   Lidt forvirret krammede han særken og så på bylten, som lå ved siden af bænken. Den måtte være drengens. Nikus! Hans store, stærke bror?
   Bylten var brun og bundet fast til en kæp.
   "Jeg har noget til dig, Freddy," sagde Niku . Hans stemme var varm og blød. Hans brune hænder tog bylten op og Freddys blik klæbede til hænderne, der løsnede bylten lidt og rodede der i, som om de ledte grundigt.
   Da hænderne kom op, var der en ko i den ene. Den fløj gennem luften og baskede med sine vinger, mens den muh'ede. Det var Niku, der sagde som en ko, men det var rigtigt, at figuren af koen havde vinger. De var af tyndt, fint stof.
   "Det er Satrinx," oplyste Niku, "kan du huske Sapkos flyvende ko?"
   "Den var også Moxxis," tilføjede Bedste og smilede, "dem har I da hørt om?"
   "Ko fløj - bum væk -stor kugle," huskede Pablo, der havde siddet stille, og bare leget med nogle sleve, som han ellers ikke måtte lege med.
   Bedste så hen mod ham og var vist forbavset.
   "Lad mig tage æggene," foreslog hun så og kom hen til ham. På vej mod ham tog hun den mindste sivkurv og så tog hun æggene og lagde de i, mens hun sagde til Niku: "Se lige hvor dygtig, han er blevet."
   Niku syntes også han var dygtig og snart sad Freddy ved siden af ham, blussende af stolthed og glæde. Han holdt varsomt om koen og følte ganske forsigtigt på vingerne med sin pegefinger. Han trykkede sig tæt op af Niku, der lagde en arm omkring ham.
   "Jeg har savnet dig," sagde han stille.
   Og alt var bare godt. Raja kom ind, hilste på Niku og følte på koen med det svære navn.
   "Den er vel nok glat og fin," udbrød hun.
   Bedste så længe på koen og sagde:
   "Du er jo lige så dygtig som din far - måske endda dygtigere - laver du mange ting, som den her?"
   "Når jeg har tid..." svarede Niku. Der var så meget han skulle hjælpe til med derhjemme, så det var mest i tusmørketimen, lige inden sengetid, han kunne tage sig tid til det. En gang, for længe siden havde han siddet sammen med far og snittet. Onkel Danny ville helst ikke snakke om far, og mor var heller ikke meget for det, men nu sad Bedste dér og gjorde det. Hun så anderledes ud, end han huskede hende, men han havde jo også kun været 6 år, da de alle sammen boede hjemme hos hende; mor, far, Cedric, Mary, Donny og ham selv.
   De havde tre figurer, som far havde skåret, men de var låst nede i dragkisten og gemt under en rød kjole, som mor aldrig mere gik i. En tanke løb gennem hans hoved og han spurgte forsigtigt:
   "Du - Bedste - har du nogle figurer far lavede?"
   Et øjeblik så hun på ham, så smilede hun så mildt, at det trætte drag, der ellers lå om hendes rynkede læber og indfaldne mund, også mildnedes. Hun rejste sig og gik hen til skabet, åbnede det og tog varsomt nogle figurer frem. Da hun satte dem på bordet, var Niku lige ved at gispe. Det var underligt, at se dem på bordet her i denne fremmede hytte, for han genkendte dem. Der var jo Sapko havfruen og kentauren. Han løftede Sapko-figuren op mod sit ansigt og kom til at nyse, for uldhåret og de blå, bittesmå tørrede blomster der i, var støvede.
   Så holdt han den lidt ud fra sig og sugede detaljerne til sig; de glimtende, gule glasøjne; den runde næse, smilet, de røde bukser og den slidte, buskede hale. Far havde lavet figuren for længe siden.
   "Oss mig - oss mig," plagede den lille gut, der hed Pablo og var kravlet op på bænken, men den blinde pige, lagde en slank hånd over hans ivrige grab og sagde:
   "Nej, leg du nu med slevene - når nu søde Bedste har givet dig lov i dag."
   Niku kom i tanke om grunden til, at han var her. Han tog den lille læderpose frem fra sin bylt.
   Da Bedste kiggede i den hævede hun brynene og fik store, forbavsede øjne.
   "Det er nogle magiske perler,som onkel Danny siger, du skal passe på" sagde Niku.
   "Jaså," sagde Bedste eftertænksomt.
   Niku fortalte Bedste, hvad onkel Danny havde fortalt.
   "Sikke en sørøverhistorie," smilede bedste, men hun så ret eftertænksom ud.
   Han fortalte også om et møde i skoven.
   "Jeg hørte ham slet ikke komme," berettede Niku, "men jeg stod mellem en masse træer, der lignede fæle trolde og det havde mor ikke fortalt om. Jeg vidste, at jeg var faret vild og lige da jeg stod og tænkte: hvad gør jeg nu? - så var han foran mig og stod og gloede. Sikke forskrækket jeg blev. Han havde skindtøj på, selvom det ikke var særlig koldt. Han spurgte, hvem jeg var og hvad jeg lavede i skoven. Da jeg fortalte det, sagde han, at han godt vidste, hvor du bor, men der var langt her hen og det blev snart meget mørkt. Hvis jeg sov hos ham, så ville han vise mig vej, næste dag. Jeg tænkte lidt over det. Hvad kunne der ske? Jeg var meget træt og så gik jeg med ham. Han boede i en meget lille hytte af grene, men han sagde, det bare var hans sommer-bolig. Han varmede suppe til mig og fortalte en historie om spøgelser. Men jeg faldt i søvn og næste dag, fulgte han mig næsten helt her hen, men han ville ikke med ind? Er det ikke mærkeligt?"
   "Jo," medgav Bedste, "det var da løjerligt." Hun gned sig på næsen og spurgte: "Var han tater som os og havde han farve i sit hår - sådan et svagt, blåligt skær?"
   "Ja, netop," bekræftede Niku, "kender du ham?"
   "Årh ja, det er bare Jacob. Han er en særling og vil helst være alene i sin jordhule," mumlede Bedste og skiftede emne, "nu du er her, hjælper du måske med at grave kartofler op?"
   Det gjorde Niku. Han blev der hele dagen, for mor havde ikke bedt ham om at skynde sig og her hos Bedste var der lige så godt at være, som han havde drømt og fantaseret om.
   Om aftenen fik han og de små lov til at lege med figurerne, bare de passede godt på.
   Bedste fandt nål og tråd frem - en uldtråd, der passede til at stoppe strømper med, og det var også det hun gjorde, for Niku havde hul på sin ene strømpe. Men da hun havde gjort det hældte hun perlerne ud på bordet. Der lå de og det flaksende lysskær fra tællelyset reflekteredes i et par af dem.
   "Lad os hænge den fineste perle om halsen på Sapko," foreslog Bedste, "så kan han jo tilkalde sin store kugle og flyve hvorhen han vil."
   "Helt ned til os?" spurgte Freddy ivrigt.
   "Det kan du tro," forsikrede Bedste, "vil du vælge en perle, Freddy?"
   Det ville han gerne. Han så længe på dem og tog prøvende nogle af dem op i sin lille hånd. Niku lagde mærke til, at den ikke længere var rollinge - buttet og at den var lidt nusset, selvom han havde vasket den inden aftensmaden. Han lagde også mærke til at tungespidsen spillede i mundvigen, fordi han koncentrerede sig om, at finde den fineste. Det var hans lillebror og han var sød. Skidt med at han havde blå øjne og alt det der: han var sød og han syntes, at han - Niku - var stor og stærk. Det var rart, at den lille holdt af ham. Meget rart, for det var der ikke andre der gjorde. Måske mor - lidt - men hun havde altid så travlt og var så træt.
   "Den her er finest," bestemte Freddy sig og stemmen rykkede Niku ud af sine tanker, der var ved at blive lidt bitre. Lillebroderen strakte sin håndflade hen under hans næse og der lå en af de mindste perler; gullig og med et sært, anløbent skær.
   "Ja, det ER den fineste," sagde Niku og syntes det ikke.
   Bedste så alvorlig ud, da hun tog perlen og lirkede nålen igennem den, men da den hang om halsen på figuren smilede hun.
   Lidt efter pakkede hun stoppe- grejerne og perlerne til side og spurgte: "Niku - kan du se efter ungerne? Jeg har et ærinde, forstår du?"
   "Jeg kan da godt passe dem," erklærede Raja en smule fornærmet, men Niku lo og sagde:
   "Så hjælpes vi, Raja - men hvad skal du, Bedste?"
   "Årh," sagde Bedste henkastet, "blot plukke nogle urter."
   Men inden hun gik ud af døren åbnede hun dragkisten og tog en bue der i. Hun tog også nogle pile i et kogger og Niku smilede pludselig og huskede:
   "Far lærte dig at skyde med bue og pil. Er du krybskytte, lille Bedste?"
   "Ssh," tyssede Bedste på ham, "vist ikke, men hvis et dyr nu krydser min vej, må jeg kunne forsvare mig." Hun smilede skælmsk til ham og han smilede igen. Bare hun ville bede ham gå med, men det var vel bedst at han blev hos Freddy og de andre. Var de mon alene, når han ikke var her? Rajas ord kunne tyde på det. Forhåbentlig gik hun ikke alt for langt væk?
   Niku puttede sig mellem de andre og lod sig hurtigt overtale til at fortælle en historie. Raja og Pablo brokkede sig lidt over, at han ikke fortalte helt som Bedste. Så bestemte han sig for at fortælle om manden i gren-hytten og de lyttede med ørerne på stilke. Lige til de faldt i søvn.
   Gamle Julie fulgte en smal sti, trådt af hjorte gennem lange tider.
   Bare han nu ventede et sted i nærheden, så hun ikke skulle gå så langt. Bentøjet var ikke, hvad det havde været og buen føltes tung på skulderen - Bare han i det mindste var i gren-hytten endnu, for hun måtte snakke
Forfatterbemærkninger
Første del af dette kapitel er helt nydigtet. Anden del er en redigeret udgave af et gammelt kapitel

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/09-2018 21:47 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4396 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.