Credo Kæden

Kap 1


1 år, 9 måneder siden 4 kommentarer Uafsluttet Fantasy

4Credo Kæden - Kap 1
To år tidligere flængede lynene også nattehimlen som et gigantisk... [...]
Fantasy
1 år, 9 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lone Mikkelsen (f. 1985)
To år tidligere flængede lynene også nattehimlen som et gigantisk ildhav. Bragene sønderrev himlen og skoven skælvede under lydtrykket. I korte sekunder badede landskabet i iskolde farver, for straks igen forvandlede sig til sorte skygger. Sylespidse og dødelige strakte nåletræerne sig mod himlen.
   På jorden kæmpede en skikkelse sig igennem den tætte skovbund. Febrilsk og i løb. Et par hundrede meter bag den, anes lysende øjne, i en grådig jagt på deres bytte. Løbeskoenes slidte gummisåler gled gang på gang i flugten gennem nettet af brændenælder og snerler, og brombærbuskens torne rev og sled i tøjet som glubske klør, i forsøget på at fastholde hende. Hænderne og ansigtet brændte som ild, og den stærke duft af gran blandede sig med det genkendelige spor af knust opal; mynte og citrus. Over hovedet summede luften af snarrådige droner, som en kæmpe metallisk bisværm på jagt. Ind og ud af trætoppene mellem de forvredne træstammer, hele tiden kom de nærmere.
   Stef sendte et hurtigt blik over skulderen. Ulvene hylede. Ordre blev råbt og rystelserne rev i hele kroppen. Hun var for længst drejet væk fra skovstien og havde søgt skjul i krattet, hvor grenene hang tæt og lav. Her herskede skovbunden med dens vilde, brændende bevoksning og håbet om at skabe et forspring stort nok til at finde en udvej eller et skjul, virkede urealistisk.
   Skoven var våd og mørk, men sporulvene havde øjne, der lyste i natten, de så og lugtede alt. Også i skoven, der dampede i nattens tordenvejr, og som nu igen genlød af brag fra lynene, der konstant splittede nattehimlen. Elementet var sluppet fri og spillede med musklerne. Adlød magikeren, der herskede over det.
   Træernes grene var tynget under vægten af de fuldfede regndråber, der lå som ærter i en bælg, og tålmodigt ventede på at give et vådt aftryk på alt, de kom i berøring med.
   Et nyt lyn bragede gemmen luften. Træet over hende eksploderede, og hun dukkede sig hurtigt for at undgå splinter og brændende træstumper, der fløj forbi som projektiler. En drone fløj op på siden af hende og per refleks dolkede hun den med kniven i højre hånd. Al elektricitet slukkede og med en irriteret bevægelse krængede hun den af kniven og efterlod den i skovbunden. Den havde ellers været virkelig spændende at tage med videre og tjekke ud senere og Martin ville helt sikkert elske at få fingre i en drone. Hun tøvede. Skulle den alligevel med videre? Kunne hun nå det? Fokus flyttede sig fra flugten og legede med tanken om, hvad en drone kunne videreudvikles som. Med ét forsvandt benene under hende og jorden tog hårdt imod. Hurtigt kiggede hun ned og skimtede resterne af et gammelt pigtrådshegn, der stædigt havde bidt sig fast om anklen og hele vejen gennem buskerne ind i huden. Pis!
   'Kom nu, kom nu!' Hulkede hun ned i den våde skovbund. Håret klistrede til ansigtet og tøjet var gennemblødt. De slanke fingre strejfede hurtigt halsen, koldt og glat som kun magisk sølv kan være, sitrede noget mod fingrene. Hun bed tænderne sammen og fandt fokus tilbage igen. Rigtigt kvinder kan selv, messede stemmen i hovedet. Kan selv og skal selv! Med en hurtig beslutning rystede hun øvet en lille sprængladning ud af ærmet, kastede den mod benet og hviskede kommandoen i en hurtig udånding samtidig med at kroppen kastede sig fremad og tumlede hen ad skovbunden, hvor stenstumper og stykker af trådhegn fløj om ørene. Det flimrede for øjnene og alt blev kortvarigt sort. Skovens lyde forsvandt og alle omgivelserne sejlede forbi. Hun mistede orienteringen og smagen af jern løb henover tungen. Skulderen dunkede og fingrene føles underligt fremmede, også selvom hun pressede dem hårdt sammen. Stef rystede hovedet og gned øjnene, trak vejret kontrolleret. Fik verden til at stå stille, og fandt et fikspunkt at fokusere på.
   'Fokus, Stef, fokus.' Kluntet kom hun på benene igen. Øjnene spejdede rundt, men alt var stille. Vinden hylede i trætoppene, men derudover kunne hun intet høre. Blikket flakkede fra skygge til skygge, det var tydeligt at hun have afsløret sig selv med sprængningen.
   Han hørte alt.
   Hun bed sig i læben. Tårerne slørede blikket, og sammen med nattens mørke blev udsynet et utydeligt mudder.
   Åh, hvor hun fortrød.
   Hun fortrød helt ind til sjælens inderste. Flere års undertrykt had til Det Statslige, dets stramme magiske regelsæt og det, magikerne med foragt kaldte 'Hoben', men som alligevel udgjorde størstedelen af samfundet, havde udmøntet sig i væddemålet.
   Selvfølgelig kunne hun komme ind i Arkivet med Håndskriftsrullerne, havde hun hårdnakket påstået, og pakket lommerne med opaler, sprængladninger og sølvkniven. Og fortrudt. Både da hun dolkede aurascanneren og sneg sig ind i gangene under Det Statslige, og for alvor da hun mærkede hvordan energien rev og flåede i tøjet, jo tættere hun kom på Arkivet.
   Men der var det for sent.
   Stef søgte rygdækning op ad træet. Barken kradsede mod ryggen. I hånden knugede hun to store sprængladninger. Den ene fyldt med knust opal og den anden med regulært krudt. Hånden kæmpede med kontrollen over fingrene og ladningens papirglatte overflade gled i de våde hænder. Hun strammede grebet, afventede det rette øjeblik.
   Hvis bare Haydn havde gjort sit job ordentligt! Hvis bare ... ja, hvis bare hun selv havde husket den korrekte kommando, så sprængladningen ikke var detoneret for tidligt. Men helt ærligt, det var Haydn, der havde svigtet i første omgang. Havde hun udløst signalet, da Nattevagterne kom løbende, var Stef nået uset ud af korridoren. Selvfølgelig var hun det. I stedet for stod hun nu her i skoven og hev efter vejret med en magiker efter sig, og rigtig dårligt ods for at komme levende igennem det hele.
   Kortene havde talt sandt; det ville blive en rigtig dårlig dag.

Hun var nået helt ned til arkivet inden rystelserne fra de første røgsøjler lød. Som ekkoer løb de langs murene i den gamle bygning, og støv og spindelvæv dryssede ned fra loftet. Faktisk ville hun være listet uset væk igen gennem portalen, og var i første omgang krøbet i skjul bag statuen ved Arkivet. Et smukt monument af fortidens store Magiker 'Julius Kislikofski', der knejsede hoverende med et lyn i hånden, som en tyk lavstammet udgave af Zeus. Dog uden toga og dertilhørende blottet brystkasse. Gudskelov. For hans fødder sprang delfiner og et underligt havdyr med horn i panden og om halsen hang en kæde besat af rubin og kvarts. Lokkende glimtede den i korridorens sparsomme lys.
   På væggen overfor den mægtige, nu afdøde, Julius, var to store glasdøre. På deres matteret overflade skød elektriske impulser som blodrøde lyn frem og tilbage. Tydeligvis gennemsyret af magi, og marmoret på begge sider af dørene flimrede utydeligt. Langs kanten af glasset løb bølger af infrarøde fangearme, klar til at kaste sig over alle, der vovede at bruge aurascanneren uden at have aktiveret den stærke låsemekanisme først. Et forgyldt Helios symbol udgjorde den berømte lås. Solens lange stråler snoede sig fra midten af den cirkelformede lås og strakte sig ud i lange fangearme fordelt over hele dørens overfladen. Selve cirklen bestod af et simpelt ansigt, med øjne skabt i funklende rubiner. På begge sider af ansigtet rakte to hænder ud med håndfladerne vendt mod himlen i en tavs bøn. Hænderne var støbt i kobber, udvundet fra oldtidens miner, importeret fra Sydeuropa, bragt til Magikernes Højborg med æselkaravane for flere hundrede år siden.
   Det Gamle Arkiv.
   Hun var fremme.
   Stef fandt pungen med knust aske og pustede det let mod feltet, hvor de usynlige lystråde kortvarigt blev synlige. Hun fandt det svage punkt og skubbede sprængladningen så tæt på som muligt. Sådan. Hun rettede sig op, musklerne var anspændte og dirrede nervøst. Luften tung og iltfattig, og hun trak vejret dybt. Koncentreret. Ladningen var på plads. Rystelserne nærmede sig. Nattevagternes tunge støvler bankede mod det hårde marmorgulv.
   Det var nu, hvis det skulle lykkedes.
   Stef låste en forsinkelsesordre fast på sprængladningen, og kiggede efter dækning, idet eksplosionen med et brag gik af før tid og kastede pigen baglæns ind i væggen. Julius rokkede faretruende fra side til side på piedestalen, fik overbalance og væltede forover direkte mod gulvet og hende. Strejfede Stef med lynet, hvorefter hun blev den nederste del af en underlig sandwich med marmorstykker som top og gamle Julius som fyld. Lynet borede sig dybt ned i gulvet millimeter fra kinden og hun stirrede direkte ind i statuens tomme øjne. Den fine sølvkæde slap halsen, da den med et knæk delte hovedet fra resten af kroppen. Det drejede en hel omgang, faldt ned og kyssede Stef med de kolde gipslæber. Forskrækket slog hun til det, og hovedet trillede videre hen af gangen, hvor støvlerne lød tydeligere og tydeligere. Hurtigt lirkede hun lynet fri og kom op i lodret med støv og aske i en sky omkring sig.
   Skoens gummisål kradsede mod gulvet.
   Hun kiggede ned.
   Kæden.
   Stef tog den op, fingrene sitrede ved kontakten med sølvet. En røgsøjle kom til syne og lugten af svovl blev overvældene. Kæden røg om halsen i en hurtig bevægelse og gemt væk under den sorte hættetrøje. Den måtte gøre det ud for nattens souvenir. Det var trods alt bedre end ingenting, for Håndskriftsrullerne lå stadig trygt beskyttet bag porten. Og nu var det på tide at stikke af. Hun så sig om efter portalen, dens koordinater var overfor Arkivet. Fingrene løb langs fugerne i væggen. Lige her. De stoppede og trykkede let mod punktet i væggen. Trykkede igen, denne gang mere insisterende. Hurtigt orienterede hun sig. Jo, det var her. Men vakuummet udeblev. Hvorfor åbnede gulvet sig ikke?
   Nattevagterne rundede hjørnet og buldrende som løbske okser mod hende. De var kæmpestore, meget større end hun havde forstilt sig. Klædt i grå uniformer, solide støvler og godt to meter over skuldrene fyldte de imponerende meget i kælderens gange. Sorte røgsøjler roterede mellem dem, som gigantiske sorte tornadoer, og kamphylet da de fik øje på Stef, rystede væggene. Hun sank en klump og fjernede hånden. For sent. De måtte have lukket alle portaler. Alle udgange, virkelige som uvirkelige, officielle som uofficielle.
   Av. I lommen klirrede de sidste opaler, tankerne forsøgte at arbejde i samme retning. Sidste udvej måtte være at fordufte hele flokken. Hjertet hamrede som besat bag ribbene, da hun tog sigte. Med et præcist kast fløj opalerne gennem luften og ramte gulvet foran den vilde flok. De løb direkte ind i skyen af knust opal og farvestrålende røg fyldte straks gangen. Lugten af mynte var stærk. Nattevagterne brølede. De bagerste nåede ikke at stoppe og foresagede et harmonikasammenstød, der skubbede de forreste frem ind i røgen, der opslugte dem inden de nåede at gøre modstand. Trampende støvler, spidse køller og store underarme hvirvlede rundt. Kaos var komplet.
   Elegant som en mynde slangede Stef sig forbi i skjul af røgen, for hende udgjorde den ikke nogen fare, da hun bare var et helt almindeligt dødeligt menneske. Fra Hoben endda. Ingen magiske forsvarsskjolde eller elementarånder beskyttede hende.
   Lyden af løbende fodtrin røbede at andre var på vej. Dér, i kælderlysets beskedne skær, kom en skikkelse til syne. Pulsen steg, blodet susede i ørene på hende og håndfladerne blev klamme.
   Nattevagterne begyndte at skændtes indbyrdes, og imens Stef fokuserede udelukkende på skikkelsen, der nu havde sænket farten og roligt kom nærmere. Det gnistrede fra dens udstrakte håndflader.
   En Magiker.
   Samtlige alarmer måtte være aktiveret af sprængladningen. Alletiders. Et knips og en kort ordre lød gennem larmen.
   'Indtrængende!' Stemmen rungede, 'jeg byder dig at sige dit navn!'
   Nattevagterne steppede nervøst på række bag hende i den dunkle belysning. Lugten af svovl ramte. De var på alle sider nu, men ænsede hende ikke.
   Den stemme! Det prikkede i huden og lungerne klappede nærmest sammen. Hun måtte ud. Han måtte ikke se hende. Ikke her.
   'Jeg gentager; fremsig dit navn. Nu! Eller jeg sender ulvene ind og overlader dig til din egen triste skæbne. Sig mig dit navn!'
   Der måtte være en udvej.
   'Du er den sidste vi mangler. Alle andre er allerede på vej til Tower.'
   Han bluffede. Hun ville have mærket det i auraen, hvis de var i så store problemer. Blikket søgte efter flugtmuligheder, fingrene forsøgte desperat at aktivere portalen en sidste gang, men gulvet forblev lukket. Pulsen dunkede mod sølvet om halsen, og skabte uorden i tankerne.
   'Og det er jo frygteligt uhøfligt, hvis du ikke kan gøre dem selskab, n'est pas?' Ironien og køligheden i stemmen var ny. Anderledes. '... og du virker ikke som den forsagte type.' Han strøg håret tilbage.
   Du skulle bare vide.
   Hun klemte hårdt om springkniven.
   'Sprængningen kunne høres helt op på 4. sal. Det er imponerende af én på din størrelse, selvom du sikkert har fået hjælp af fjolserne bag dig. Men nu hvor vi alligevel har vækket hele bunken af Nattevagter, så lad os sige hej folkene i Tower. De keder sig sikkert også her til aften. Og én indtrængende, mistænkeligt tæt på Det Gamle Arkiv, er altid ekstremt velkommen til en grundig samtale hos Mr. Davids.'
   Skikkelsen gik mod Stef med hænderne ned langs siden, klar til at parere et eventuelt magisk angreb.
   Tower! De små hår strittede mod trøjen i nakken, den var værre. Hvorfor endte hun altid i de her situationer? Og så lige her, pakket inde med granit til alle sider og defekte portaler.
   Nattevagterne skændes bag hende og de spidse stave fægtede frem og tilbage.
   'Jeg sagde det jo, hun er større selvom hun er lillebitte.'
   'Det kan man simpelthen ikke sige sådan noget. Det er grammatisk ukorrekt, Elgar! Enten er hun stor eller så er hun lille. Man kan ikke være lillestor...!'
   'Idiot. Nej men hun er stort bevæbnet. Du ved, magisk opal...'
   'Tak, det SÅ jeg godt. Mine sarte næsebore fik faktisk fat i færden af urtehave ...'
   'Tåbe'
   'Åndsbolle'
   '... han kigger på os ... tsshhh ... Stille ...'
   Skikkelsen trådte ind under en loftslampe. Det sorte tilbagestrøgne hår sad stramt og glat. De grønne øjne lyste og var fastlåste på Stefs spinkle skikkelse, det var godt gemt i hættetrøjen. Det sorte jakkesæt sad upåklageligt og auraen skinnede så karismatisk, at den kunne fornemmes langt væk. Ansigtet var klassisk, tangerende til det kedelige, som nordiske ansigtstræk nu engang var.
   Ham.
   Hjertet sank ned i knæene, pludselig føltes hendes magiske evner ikke helt så anvendelige, selvom hun efterhånden havde fået tillært sig en hel del. Selvom et forsvarsskjold lige nu havde været brugbart og et par elementer eller tre havde heller ikke gjort noget.
   Aldrig mere indgå væddemål, Stef, aldrig! Du ender altid i problemer. Og se nu hvor du er havnet. Af alle steder. Du rådner op i Tower...
   Godt, ny plan, hun skubbede tankerne væk og mobiliserede ny energi, kampen var jo ikke tabt. Endnu.
   En hurtig vurdering fortalte, at han måtte være omring 20 skridt væk. Så langt kunne opalerne ikke kastes, ikke præcist nok. Og han var også immun overfor magisk støv. Altså måtte der noget andet til. Noget eksplosivt.
   Nattevagterne var samlet bag hende, og selvom sandsynligheden for at komme igennem en mikroskopisk sprække i væggen, var større end at slippe forbi både jakkesættet og Nattevagterne, var det et forsøg værd. Der var altid en udvej.
   Var der flere opaler? Umærkeligt rystede hun på ærmet.
   Lydløst.
   For Guld skyld lydløst.
   Bingo. Tre mellemstore smykkesten gled fra ærmet ned i håndfladerne.
   Det krævede alle tre sten på én gang. Én chance.
   Det burde være en smal sag.
   Især hvis man havde Tower i tankerne samtidig.
   Og Magikeren.
   Måske mest ham, faktisk.
   Nu! Stef snurrede rundt og slap opalerne. De ramte klokkerent midt i flokken af vagter. Røgskyer spruttede arrigt røg i hele regnbueskalaen ud gennem skrækkerne, og gangen fyldtes på et splitsekund. En eksplosion af den kaliber kom uventet på dem, og Nattevagternes tyndslidte nerver hang i forvejen i laser af frygt for repressalier fra Magikeren, så de selvantændte omgående i et inferno af svovl og ild. Som ukontrollerede droner styrtede de til alle retninger.
   Den største af Nattevagterne skød blindt om sig, og ramte væggen med en kraft, der i det samme blev forstærker af lynet Magikeren sendte af sted mod Stef. Med militærisk præcision ramte lynet samme sted som eksplosionen, hvorefter muren med et brag slog revner og store murbrokker løsnede sig.
   Stef sendte et blik mod det armerede kældervinduet øverst. Revnen nærmede sig rammen.
   Sådan. Bare lidt mere.
   "Så lynch mig!" råbte hun og satte i løb mod den ødelagte mur.
   Endnu et lyn fløj mod væggen, hvor knækkede marmorflager dundrede mod gulvet. Revnen strakte sig, imens magikeren nærmede sig.
   Kom nu, kom nu!
   Det blev på et hængende hår. Endnu en eksplosion ramte væggen. Vinduesrammen gav sig, og knækkede i to stykker og brød Arkimedeslåsen, der forseglede bygningens vinduer. Låsen knitrede med lilla gnister.
   Fandeme ja.
   Iskold natteluft strømmede ind i den tætte korridorluft. Nu skulle hun bare op til vinduet.
   Med fornyede kræfter satte Stef af fra ryggen af en slukket Nattevagt og fik fat med det yderste af neglene i hjørnet af marmorblokken, men noget holdt fast i buskebenet. Stef sparkede og så ud af øjenkrogen tågen fra den spindel, Claes havde fæstnet til hendes ben. Hav hande simpelthen fremmanet en magisk spindel, der nu virkede som et reb mellem hende og hans hænder. Som en usynlig tovtrækning snoede spindlen omkring hans hænder.
   Nej, ikke det. Lad nu vær'.
   Stef sparkede febrilsk, imens trækket blev stærkere og stærkere, fingrene klamrede sig til resterne af gitteret.
   "Fang hende," råbte han.
   Den ene hånd mistede grebet.
   "Jeg har hende," Nattevagtens stav ramte Stef, i samme sekund som hendes sølvkniv skar spindlen over. Spindlen fløj tilbage med en sådan kraft, at den ramte Nattevagten og slog ham i gulvet under Stef.
   Hurtigt svingede hun sig op og rullede ud på Statspladsens kolde fliser, lige i tide til at undgå røgen, der nu stod op fra kaos i Statsbygningens kælder og strakte sig mod nattehimlen. Som en farvestrålende vulkan i udbrud, fløj lyn og gnistre derfra, og vidste man ikke bedre, ville man formode at en ulovlig fyrværkerifabrik netop var selvantændt i lys lue.
   Stef tog sig til benet, hvor spindlen havde siddet, fordybninger i huden kunne mærkes selv uden på bukserne.

Højt oppe på nattehimlen summede flyvende droner og holdt et vågent øje med optrinnet. Linserne gav genskær i gnistrene, men ellers var de diskrete. Præcis som Det Statslige ønskede. Røgen pressede dem væk fra gaden, og besværliggjorde udsynet, men Stef var ikke tvivl om at det tiltrak sig alt for meget opmærksomhed. Ikke bare inde i bygningen, men også ude på gaden, hvor menneskerne nysgerrigt samlede sig. Hoben dannede en halvmåne i forsvarlig afstand til bygningen, og Stef humpede hurtigt i skjul blandt dem. Med ansigtet godt gemt i hætten faldt hun i et med mængden.
   "Du Godeste! Opløser de sig selv nu?" En ældre herre satte monoklen bedre fast og studerede røgens flugt mod himlen. "Med opaler?"
   "Ja, man kunne da håbe ..." mumlede sidemanden og kiggede sig flygtigt omkring. Stef slog straks blikket ned og skyndte sig videre.
   "Alle ved, at de skabninger er ustabile, ingen har styr på dem længere ..." fortsatte han. Om han refererede til Nattevagterne eller Magikerne i Det Statslige, fangede hun ikke, men takkede i sit stille sind for hættetrøjens dække.
   Nattevagter kom løbende med de spidse køller og tunge støvler, og menneskene på gaden spredte sig i alle retninger. Stef satte i løb mod parken og skoven. Benet virkede ikke optimalt, og et skjul i parken virkede til at være den bedste plan.
   Tunge støvler trampede mod asfalten bag hende, og et lysglimt flængede himlen. Hun spejdede håbefuldt efter de andre i gruppen. Skyggerne snappede sultent efter skoen, og hun sprang besværet over de mørkeste pletter.
   Forfølgerne var lige i hælene på hende. Igen.

Og nu stod hun her i skovens mørke, gennemblødt og ubevæbnet.
   Alletiders.
   Stef lyttede intens efter lydene i skoven. Regnen dryppede ned gennem nåletræernes vifteformede grene hver gang vindstødene ruskede i trækronerne. Månen kom kortvarigt frem fra sit skjul bag de mørke skyer, der sejlede forbi og lyset forvandlede regndråberne til tusind funklende diamanter. Natten emmede af magiske udladninger, og havde man været på måneskinstur med sin udkårende, havde det sikkert været enormt romantisk.
   Hun forberedte sig på at kaste, men sprængladningen gled mellem de følelsesløse fingre. Hun reagerede for sent, og den røg ud af hånden, landede på den ujævne skovbund og rullede væk i mørket, der langsomt blev altomsluttende og kvælende.
   Skoven havde været et dumt træk, han hørte simpelthen for godt, og hun så for dårligt. Og løb lige nu heller ikke hurtigt nok.
   Østpå lokkede en åbning i skoven.
   Stef knipsede resolut, aktiverede sprængladningen længere væk og med et puf stod en tæt sky af citrus og mynte ud derfra.
   "For H da også!" Hun havde håbet på en rigtig eksplosion, og bandede højlydt. Satte i løb. Ulvene startede med ét på at hyle. Dronerne summede, og hele skoven var med et trylleslag vækket til live igen.
   Stef løb. Snublede over rødder, kom op igen. Videre. Mod lysningen. Hun hev efter vejret.
   "Stef!" Blodet isnede i årerne og hun øgede tempoet.
   "Stef! Din aura sladrede om dig, da du strejfede Arkimedeslåsen. Jeg byder dig at stanse øjeblikkeligt!"
   Fandens også. Det forklarede den brændende smerte henover håndryggen. Men han kunne byde fra nu og til al evighed - ikke om hun stansede.
   Skoven gav slip på hende og hun væltede ud under den mørke himmel, snappede efter vejret og vendte sig hurtigt om. Ulvene kom stormende med blottede tænder i store spring over buske og væltede stammer.
   'Nej!' Med hænderne beskyttende over hovedet, skreg hun og bakkede.
   Belejligt gled de blytunge skyer fra månen, og som på en teaterscene blev månelyset til projektør med spot direkte på aftenens medvirkende, imens stjernerne momentvis blinkede bifaldende.
   "Hold!" Kommandoen gjaldede gennem luften. Samtlige ulve stansede med ét, stod som statuer med blikket fæstet på Stef. Der måtte være mindst 8, alle spændte som fjedrer, klar på næste ordre fra deres herre. Alt for tæt på. De lugtede af våd hund.
   Claes kom til syne under træerne, gik, aftenens skovtur taget i betragtning, nonchalant ud af skoven med hænderne ned langs begge sider. Håndfladerne vendte ud mod Stef, der holdt øje med hver bevægelse han foretog, samtidig med at hun var alvorligt bevidst om den fare der lurede et par meter bag dem. Jorden under skosålerne var grundfjeld, skarpt og fjendtligt, og med en brat afslutning med et fald længere end en normal dødelige ville overleve.
   Lyden af brusende flod stod op derfra.
   "Du kan ikke flygte længere." Blikket var hæftet direkte på Stef, "... medmindre du kan flyve selvfølgelig. Og det er mig bekendt ikke blevet muligt at udnytte luftelementet så raffineret. Omend jeg vil blive imponeret, hvis du gjorde det."
   Også utroligt at han havde indhente hende. Hun burde have haft en større fordel med sin spinkle bygning imod skovbundens stride omgivelser. Håndfladerne glimtede med små lyn, der drilsk legede mellem fingrene. Dronerne summende tæt under den sidste række træer.
   "Kan du overhovedet løbe i noget så stramt?" Hun kastede håret tilbage.
   Rettede sig op og forsøgte at vinde tid.
   "Jeg vil vædde på, at dine bukser er sprækker mindst ét sted. Medmindre du er gået over til bare at male dem på."
   Fingrene ledte efter noget brugbart in baglomme. "... og hvis de er det, så håber jeg virkelig at det er med vandfast ..."
   En forglemmelsesglorie lige nu havde været perfekt. Hvis bare hun havde læst op på afledningsbesværgelser.
   Typisk.
   Dér! Fingrene fangede en detonation. Det genkendelige glatte pergamentpapir var en lettelse at mærke i hånden. Det måtte gerne være noget virkelig kraftigt, noget der kunne tage livet af både Claes, et kobbel ulve og det meste af Londons Dronehær.
   Forsigtigt flyttede armene sig fra ryggen og ned langs siderne. Umærkeligt tog hun sigte. Vinden blæste håret til siden, og den løse trøje blafrede let.
   Han stoppede op med et par meters afstand til hende.
   "Du har tabt, Stef. Den her kamp kommer du aldrig til at vinde ... og du ved det ... Lige meget hvor mange besværgelser du har memoreret, så mangler du elementerne!"
   Et lyn bragede over himlen. Alt lyste op i blege blå farver. Enkelte tjørnegrene sad fast i ærmerne på hans jakke. Hvis bare han kunne stå stille lige dér.
   "... Og dem får du aldrig. Nogensinde! Du vil altid komme til kort, når det rigtig gælder, og du ikke kan gemme dig bag opalrøg. Forstår du?" Ordene blev spyttet ud, "du taber, pigebarn. Altid. Hvorfor i alverden gør du det her?" En frustreret undertone i den ellers så kontrollerede stemme dirrede. "Du vil altid tabe den kamp!"
   Det var dråben, resolut kastede hun detonationen gennem luften. Den ramte ham rent i brystet og et inferno af gnister og ild blev øjeblikkeligt udløst. Selv med hans magiske forsvarsskjold, vaklede han et par skridt. Den var lige så kraftig som hun havde håbet og straks knipsede og fremmanede hun en kraftigt knipsevind mod ham.
   'Hva' Sat...!' nåede han at råbe inden det magiske skjold gnistrede og overdøvede stemmen. Den ville ikke slå ham ud, men en forsinkelse ville også være god. Alt der kunne give hende tid.
   "Stop!" Benene låste øjeblikkeligt under hende. Trækket var ventet, og øvet knipsede hun som modsvar.
   "Slip!" Den Gordiske Knude løsnede sig, og låsen fløj retur mod sin afsender. Med militærisk præcision undveg han og bortkaldte den. Raseriet gjorde hende upræcis, og hun forsøgte at ryste det af sig. Koncentreret tog hun sigte, og sendte en ny knude af sted.
   Forbier. Hånden svigtede.
   Hun bandede, samlede al koncentration og rettede håndfladerne direkte mod ham. Samlede al energi til en sidste knipsevind. Bladene hvirvlede med ét op af buksebenene som en skypumpe, armene sitrede koldt, og en energiudladning hun aldrig før havde oplevet, fløj imod Claes, imens et skrig undslap hendes læber, da udladningen slap hænderne.
   Han væltede bagover med bladene hvirvlende omkring sig. Skriget fra ham, da lange mælkehvide fangearme viklede sig omkring hans krop, rungede i natten. Mørke brændemærker skar henover hans tøj og røg omsluttede ham.
   Stef stirrede måbende på hænderne. Intet var forandret. Alle ti fingre fungerede, håndfladerne vanvittig ømme. Omkring fødderne var jorden blæst fri for blade, kviste og småsten.


Omgående blev hele venstre siden følelsesløs, hun vaklede og væltede omkuld uden at kunne tage fra for faldet.
   Afventende, forpustede. Som to boksere i ringen, vurderede de hinanden. En enkelt sporulv snerrede og kradsede i jorden. Dampen fra ånden stod i en sky omkring den. Claes holdt afværgende en hånd op.
   Jakken røg stadig.
   "Godt! Så vis mig hvad du har ..." Sammenbidt mødte deres blikke.
   Hans helt mørkt og følelsesløst.
   Hendes fortvivlet og opgivende.
   Skræmt sank hun en ekstra gang, sådan havde hun aldrig set ham før. Hans sjæl tilhørte Det Statslige, og lige meget hvem eller hvad, der kom imellem ham og den store magiske institution, slap ingen levende fra det. Hun vidste det, men var alligevel chokeret over mørket der druknede al menneskeligt i blikket.
   Lovede sig selv aldrig at indgå overilede væddemål nogensinde igen, hvis hun oplevede at se solen stå op igen. På Ære. Hun blinkede.
   "... hele arsenalet af billige tricks og heksekunster! Eller endnu bedre ..." Stemmen blev iskold. "... påkald det slag igen!"
   Slaget havde tappet de sidste magiske impulser fra depoterne og hun forsøgte kluntet at vende rundt. Claes nærmede sig. Lynene flænsede igen de blågrå skyer og varmede op til sidste runde. Elementet var sluppet fuldstændig fri og legede en dødelig fangeleg.
   Hun trådte paniske et par skridt bagud. Famlede efter nye detonationer, men lommen meldte udsolgt for ammunition. Kun små glatte sten var tilbage. Godt det samme, opalerne virkede ikke på ham. Han var ikke et magisk produkt som Nattevagterne. Han var ægte.
   Tårerne slørede synet, og til sin irritation mærkede hun de varme, bløde dråber løbe ned ad kinderne. Ydmygelsen var kvalmende. Med et skrig fløj hun frem, al kraft tilbage i den spinkle krop blev iværksat.
   Han parerede rutineret med begge hænder, præcis som hun forventede.
   Hun så ham dukke sig.
   Så lyset af den kraftige detonation, der ramte hende lige i brystet. Den var kraftigere end hun i sin vildeste fantasi havde regnet med og lammede øjeblikkeligt alle musklerne. Smerten brændte i hver en fiber i kroppen, det hylede for ørene og hun blev flået bagud. Ud over afsatsen. Mod mørket.
   Faldet føltes uendeligt. Hvide krusninger skummede på den sorte vandoverflade, med dens nådesløse vandstrøm og drivtømmer, der med højre brag, splintredes mod nedfaldne klippeblokke. Benzindunke og flasker, hvis skæbne havde skyllet dem væk fra rendestenene, red af sted på krusningerne.
   Stef ramte vandet med en sådan kraft at luften blev slået ud af lungerne. Det kolde vand trængte gennem tøjet og blev til en iskold, klæbende omfavnelse. Chokket og manglen på ilt sendte hende mod mørket, med besvær forsøgte hun at bevare fokus. Det sorte vand kastede kroppen frem og tilbage mellem de store sten, som rejste sig op ad vandet som skarpe klør fra flodbunden. En bølge ramte hårdt og trak hende under vandet. Panisk plaskede hun mod vandet og fik igen hovedet op til overfladen. Spyttede og hostede, med beskidt flodvand løbende ud af næsen. Endelig fandt skosålerne fast grund. Et væltet træ strakte sig udover flodbredden længere fremme og med de sidste kræfter strakte hun sig efter det. Barken var glat og svært at få ordentligt fast i, og med en sidste kraftanstrengelse halede hun sig ind til flodkanten. Klipperne var iskolde mod håndfladerne, og i stærk kontrast til det varme, der sivede ned i øjnene fra panden.
   Blod.
   Bare smagen af fik det til at vende sig i maven.
   Hun spyttede galde op og tørrede munden i ærmet. Vådt og koldt. Mavesyren bed og kradsede på læberne. Et hulk undslap, og hun krummede sig forslået sammen på klippen.
   Ulvene hørtes i det fjerne, de kaldet efter byttet, der nu var forsvundet i mørket, men som de stadig kunne dufte færden af. Bare de ikke sprang i. Stef missede med øjnene i mørket, nej, intet tydede på, at forfølgerne havde taget samme tur. Kun det sorte vand med de hvide krusninger var at se.
   Med et blev der stille.
   Lynene på himmelen stoppede og selv floden virkede pludselig påfaldende rolig.
   Han lyttede.
   Hun vidste det.
   Sonaren forsøget at finde hende, men forhåbentligt forvrængede floden signalet.
   Stef holdt vejret og knipsede. Omtåget tegnede hånden en cirkel i luften. Tavshedsbuen sluttede sig tæt om kroppen, som et usynligt tæppe, beskyttede den mod vinden og forhindrede sporing af hende.
   Øjnene lukkede sig tungt og hun lå sammenkrøllet under buen. Hvis hun skulle dø nu, ville hun have fred til det.
   I busken ved flodbreddens side anedes en korrektur af et menneske, der sad i skjul. Skikkelsen nærmede sig lydløst.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/09-2018 12:05 af Lone Mikkelsen (Lone Sole) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 5079 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.