Credo Kæden

Kap 1


26 dage siden 4 kommentarer Uafsluttet Fantasy

4Credo Kæden - Kap 1
Den sorte nattehimmel lyste op som et gigantisk ildhav. Lynene fl... [...]
Fantasy
26 dage siden

Puls: 21,1

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 4
Lone Mikkelsen (f. 1985)
Den sorte nattehimmel lyste op som et gigantisk ildhav. Lynene flængede igennem de massive blygrå skyer. Braget sønderrev himlen i tusinde stykker. Skoven skælvede. Et kort sekund badede alt i iskolde blå og hvide farver, for straks igen forvandlede sig til tårnhøje, sorte skygger, der hævede sig højt op over hovedet på hende. De gamle nåletræer rystede. Grannåle styrtdykkede fra de lange tunge grene ned over skovbunden som en regnbyge af sylespidse søm, der ubarmhjertigt spiddede alt på deres vej. Skovens ældgamle graner vejede i blæsten, der hylede i trætoppene. Regnen silede ned, men nåede knap til skovbunden, der lå i læ af kæmpestore grangrene, der nærmest svævede oppe under himlen. En ugle tudede et sted i nærheden, og længere væk hylede en flok ulvene mod månen. Skovbunden var et knudret virvar, snoede rødder, glatte dystre, mossvøbte kampesten, i mørket var det umuligt at finde ordentligt fodfæste. Løbeskoenes slidte gummisåler gled gang på gang i hendes flugt gennem det ubarmhjertige net af brændenælder, snerler og lavthængende grene. En konstant kamp om at holde sig på benene og fremad. Væk. Langt væk. Jo længere ind i skoven hun kom, jo værre blev det.
   Skoven var ufremkommelig og særdeles ugæstfri. Brombærbuskes lange torne rev og sled i hendes tøj, som tusind skarpe klør, i forsøg på at fastholdes deres bytte. Hænder og ansigt brændte som ild. Den stærke duft af gran blandede sig med det genkendelige spor af knust opal; mynte og citrus. Luften summede af snarrådige droner, der zigzaggede efter hende, som en kæmpe metallisk bisværme på jagt. Ind og ud af trætoppene, imellem de forvredne træstammer, hele tiden vandt de ind på hende.
   Stef sendte et hurtigt blik bag over skulderen. Lysprikker dansede i mørket bag hende, langt væk, men alligevel alt for tæt på. Ulvene hylede, ordre blev råbt, rystelserne kunne mærkes i hele kroppen. Hun var for længst drejet væk fra den etablerede skovsti med plads og fri passage. Søgt efter skjul i krattet, hvor grenene hang tæt og lav, og hvor den fjedrende skovbund regerede med dens vilde brændende bevoksning. Skoven var våd og mørk, og burde virke som alletiders skjul, hvis ikke han havde dirigeret både ulve og dronerne efter hende. Med øjne der lyste i natten galoperede sporulvene rasende efter hende. De så og lugtede alt. Også i den store skov, der dampede efter nattens tordenvejr, og som nu igen genlød af brag fra lynene, der konstant splittede nattehimlen som flydende lava tvinger sig vej gennem jordens indre, for at ende ud i en øredøvende eksplosion. Træernes grene var tynget ned under vægten af fuldfede regndråber, der lå side om side som ærter i en bælg, og ventede tålmodigt på at gøre et vådt aftryk på alt, de kom i berøring med. Dronerne summede effektivt. Deres spejlblanke linser optog alt i deres søgefelt, og data blev sendt direkte til Det Statsliges Droneenhed. Det besværliggjorde hendes flugt markant, når hendes formodede koordinater konstant blev opdateret og sendt til hendes forfølgers sonar.
   Et nyt lyn bragede gemmen luften. Træet over hende eksploderede. Splinter og brændende stumper træ fløj som projektiler om ørene på hende. Han mente det alvorligt denne gang. Helt tæt på hendes hovede indhentede en drone hende, Stef greb i forbifarten fat i en stor grangren, oh knugede den så hårdt, at nålene borede sig ind i hendes håndflader, bøjede den tilbage med al hendes vægt, og slap. Dronen smækkede med et knasende smæld direkte ind i træstammen og blev omgående stille. Hun hev efter vejret, det her var helt ud af kontrol, de havde virkelig klokket i det. Hun kiggede bagud igen. Lysene hoppede ufortrødent på linien bag hende. Skovbunden larmede og afslørede en hastig fremmarch.
   Hendes fod gled igen på den våde mos. Hun faldt så lang hun var, og nåede knap nok at tage fra. Håndfladerne brændte, en insisterende smerte kom fra den ene arm. Fastklemt mellem to sten. Hun vrikkede desperat med skulderen. 'Kom nu, kom nu!' hun hulkede desperat ned i jorden. Satte fra med den anden arm, og kom om på siden. Det vred i albuen. Skovbunden var våd og på en gang hård som sten og blød som kun uberørt mos kan være det. Hendes mørke hår klistrede til hendes ansigt, tøjet var gennemblødt af flugten igennem skoven, og noget på kinden sved som helvedes ild. Hurtigt søgte hendes slanke fingre mod halsen. Noget koldt og glat strejfede dem. Det summede helt svagt i fingrespidserne ved berøringen. Hun bed tænderne sammen, tog en hurtig beslutning og rystede øvet en lille sprængladning ud af ærmet, pressede den ned mellem stenene, trak vejret dybt og fremsagde et enkelt ord helt stille i en udånding og knipsede. Idet knipset lød, kastede hun sig tilbage og rullede hen ad skovbunden, imens eksplosionen sprængte stenene fra hinanden. Stenstumperne sprang til alle sider. Med hovedet mellem armene rullede hun sig hurtigt sammen, som et bæltedyr beskytter sine bløde dele. Det flimrede for hendes øjne, alt blev sort og skovens lyde forsvandt. Hun mistede fokus. Skulderen dunkede og fingrene føles underligt fremmede.
   Hun rystede hovedet og gned øjnene, fik samling på sig selv, og kom på benene i et spring og spejdede rundt. Lysene var væk. Vinden blæste over skoven, men under træerne var der stille. Alt for stille.
   Selvom dronerne summede som sultne gribbe i trætoppene et par meter over hende, kunne de ikke skjule den stilhed det pludselig var opstået. Hendes øjne flakkede fra skygge til skygge. Hun have afsløret sig selv med sprængningen. Han hørte alt. Hun bed sig i læben. Tårerne gjorde hendes blik sløret, og sammen med nattens mørke var hendes udsyn et utydeligt mudder. Af alle Efterretningsfolk man kan have i hælene gennem en mørk og tæt skov, var ham her ikke hendes første valg.
   Stef søgte rygdækning op af det største træ tættest på. Hun knugede to store sprængladninger i hænderne. Handskerne var for længst røget af i flugten. Den ene ladning var fyldt med knust opal og den anden med regulær krudt. Den skadede hånd kæmpede stadig med kontrollen over fingrene. Ladningens papirglatte overflade gled irriterende let i de våde hænder.
   Hvis bare Hayden havde gjort sit job ordentligt! Hvis bare Martin og Kieffer havde valgt Windford Huset i stedet for Det Statslige, og hvis bare ... ja, hvis bare Stef havde husket den magiske formular, og hvis sprængladningen ikke var detoneret for tidligt. Men det var Hayden, der havde svigtet i første omgang. Havde hun affyret signalet, da Nattevagterne kom tordenen med deres sorte røgsøjler og de altseende droner, havde Stef kunnet nå uset ud af korridoren. De lange gange i Det Statsliges bygning var bevogtet med de stærkeste magiske låse, og var for uvedkomne ufremkommeligt. At komme derned uset var en bedrift hun kun havde drømt om. At det var lykkedes, havde i et splitsekund været overvældende, men udviklingen herefter havde været langt alvorligere, end de havde beregnet. Især fordi advarselssignalet havde svigtet.

Tidligere på aftenen i det centrale London

Bedst som hun var sluppet ned langs korridorrene, kunne rystelserne fra de første røgsøjler mærkes i væggene. De løb som ekko langs murene i den gamle bygning, og det dryssede med støv og spindelvæv. En ubehagelig overraskelse, når man er fanget under jorden i en stærk bevogtet bygning, og forventer et klart advarselssignal ved først givne mistanke om farer. Og det her var i allerhøjeste grad både alvorligt og særdeles farligt. Faktisk ville hun gerne have listet uset væk igen, og var i første omgang krøbet i skjul under en statue. Et smukt monument fra fortidens store Magiker 'Julius Kislikofski' der knejsede hoverende med et lyn i hånden, som en tyk lavstammet udgave af Zeus. Dog uden toga og dertilhørende blottet brystkasse. Heldigvis. For hans fødder sprang delfiner og et underligt havdyr med horn i panden. Om halsen hang en kæde besat af rubin og kvarts, der glimtede lokkende i korridorens sparsomme lys.
   Alle magikere i Det Statslige beherskede op til fire elementer til perfektion. Ild-elementet var det mest eftertragtede, og ingen af dem tog derfor synderlig notits af de elendige glødepærer, da de uden at tænke over det knipsede lyn af sted mod pæren, der opslugte energiudladningen og derefter brændte lystigt i et par dage indtil der ikke var mere spænding fanget i glasset. Det forklarede også de afsvedne striber på kryds og tværs fordelt henover det meste af marmorloftet. På væggen overfor den mægtige, nu afdøde, Julius, var to store glasdøre. Deres overflade var matteret og små elektriske impulser skød blodrødt frem og tilbage foran den i et vilkårligt mønster. Den var gennemsyret af magi, og marmoret på begge sider af dørene flimrede utydeligt. Langs kanten af glasset løb bølger af infrarøde fangearme, klar til at kaste sig over den, der vovede at bruge aurascanneren uden at have aktiveret den stærke låsemekanisme først. Den blinkede svagt og udsendte kraftige impulser i midten af glasdøren. Et rundt forgyldt Helios symbol, skabt af fortidens største Magikere, udgjorde den berømte lås. Solens lange stråler snoede sig fra midten af den cirkelformede lås og strakte sig ud i lange slanger, der fordelte sig over hele dørens overfladen. Selve cirklen bestod af et simpelt ansigt med mund og øjne i midten, hvorfra der skød linier på kryds og tværs som en gammelt græsk tempeltegning. Øjnene lyste rødt af funklene rubiner. På begge sider af ansigtet rakte to hænder ud med håndfladerne vende mod himlen som i en tavs messende bøn. Hænderne var støbt i kobber udvundet fra oldtidens miner, importeret fra sydeuropa, bragt til Magikernes Højborg med æselkaravane for flere hundrede år siden. Håndfladerne var irgrønne efter århundreders slidtage.
   Hun var altså fremme. Godt nok med død og ødelæggelse trampende af sted rundt om hjørnet, men ikke destomindre var målet foran hende. Stef pustede knust aske ganske let hen over feltet, og de usynlige fælder blev for en stund synlige for det blotte øje. Hurtigt blev sprængladningen skubbet så tæt på porten som muligt, akkurat uden at aktivere de følsomme lysfælder. Sådan. Ladningen var på plads. Rystelserne nærmede sig længere ned af korridoren. Nattevagternes tunge støvler bankede mod det hårde marmorgulv. Det var på et hængende hår. Stef låste en forsinkelsesordre fast på sprængladningen, og forventede at kunne søge dækning, idet et sønderrivende brag rungede gennem kælderen. Hun blev kastet baglæns ind i væggen, Julius rokkede faretruende på piedestalen. Væltede forover. Strejfede Stef med lynet, hvorefter hun blev den nederste del af en underlig sandwich med marmorstykker som top og gamle Julius som fyld. Lynet borede sig dybt ned i gulvet millimeter fra hendes kind, hun stirrede direkte ind i statuens tomme øjne. En fin sølvkæde hang fra hans hals, der med et knæk delte sig fra resten af kroppen. Hovedet drejede en hel omgang, faldt ned og kyssede Stef med de kolde gipslæber. Forskrækket slog hun det væk, og hovedet trillede hen af gangen, hvor støvlerne stadig lød tydligere og tydligere. Lynet blev lirket fri. Hun kom op i lodret med støv og aske i en sky omkring sig. Skoens gummisål kradsede mod gulvet. Kæden. Stef bøjede sig ned, fingrene sitrede ved kontakten med det glatte sølv. En røgsøjle kom til syne og lugten af svovl blev overvældene. Kæden røg om halsen i en hurtig bevægelse og gemt væk under hendes sorte hættetrøje. Den måtte gøre det ud for nattens souvenir.
   Stef havde foretrukket en stille tilbagetrækning, men Nattevagterne havde en helt anden strategi, idet de rundede sidste hjørne og buldrende som løbske okser mod hende. De var kæmpestore. Klædt i grå uniformer, solide støvler og godt to meter over skuldrene fyldte de imponerende meget i kælderens ellers rummelige gange. Sorte røgsøjler roterede mellem dem, som gigantiske sorte tornadoer. Deres hyl ved synet af deres bytte, rystede væggene. Hun stod kampklar. Nervøs og rystet over den drejning det hele havde taget, bevares, men opalerne lå klar i hendes hænder. Fire i hver hånd. Hjertet hamrede i brystet på hende. Den vilde flok lugtede blod, og løb direkte ind i den første sky af knust opal, hun sendte imod dem. En sky af grøn og rød røg fyldte gangen, og lugten af mynte umuliggjorde vejrtrækningen. Nattevagterne brølede. De bagerste nåede ikke at stoppe og de første seks store okser blev skubbet frem og opslugt af den farvestrålende røg, inden de nåede at gøre modstand. Trampende støvler, spidse køller og store underarme hvirvlede rundt. Kaos var komplet. Elegant som en mynde slangede Stef sig forbi i skjul af røgen, med tørklædet trukket godt op foran ansigtet.
   Et brag rungede i gangene. Murbrokker fløj mod hende fra begge sider. Nogen havde sluppet et lyn løs. Hun missede med øjnene, hvem havde dog været så letsindig at slippe en så stor elektrisk ladning fri på så lidt plads? Det sprang fra væg til loft, tilbage til væg og ned i gulvet. Øjensynligt ude af kontrol og med ild i halen som et dødeligt meteor. Nattevagterne havde også opdaget det, og panikken sprang skalaen, og Stef blev fanget mellem paniske kæmper og et lyn der spærrede flugten mod udgangen. Fodtrin kunne høres. Løbende. Dér i kælderlysets beskedne skær kom en skikkelse til syne. Hendes puls steg, blodet susede i ørene på hende og håndfladerne blev klamme. Det tegnede uhyrer dårligt. Lyden af Nattevagter, der skældes om hvem der skulle danne fortrop mod lynet var overdøvende, men Stef lukkede alt andet ude og fokuserede udelukkende om skikkelsen, der nu havde sænket farten og roligt kom nærmere. Det gnistrede fra dens udstrakte håndflader. En Magiker, altså. Samtlige alarmer måtte være aktiveret af hendes sprængladning, der uforvarent var røget i luften, uden held til at ødelægge porten til Det Gamle Arkiv, men til gengæld effektiv nok til at mobilisere det meste at Londons Magiske beredskab. Et knips og en kort ordre lød gennem larmen. Lynet blev opslugt af væggen.
   'Indtrængende! Jeg byder dig at sige dit navn!'
   Stemmen rungede. Nattevagterne steppede nervøst på række bag hende i den dunkle belysning. De hviskede hidsigt indbyrdes om, hvem der skulle tage skylden for ikke at have forhindret indbrudet. Lugten af svovl havde indhentet hende. De var tæt på nu.
   'Jeg gentager. Fremsig dit navn. Nu! Eller jeg sender ulvene ind og overlader dig til din egen sølle skæbne. Sig mig dit navn!'
   Der måtte være en udvej. Og hvor var de andre. Dem, der skulle redde hende?
   Som kunne han læse hendes tanker bevarede han hendes spørgsmål, 'du er den sidste vi mangler. Alle de andre er allerede på vej til Tower!'
   Han bluffede! Det måtte han gøre. Hun ville have mærket det i auraen, hvis de var i så store problemer. Hendes blik søgte efter flugtmuligheder.
   'Og det er jo frygteligt uhøfligt, hvis du ikke kan gøre dem selskab, n'est pas?' Ironien og køligheden i stemmen fik de små hår til at rejse sig i nakken på hende.
   '... og du virker ikke som den forsagte type.' Han strøg håret tilbage. 'Sprængningen kunne høres helt op til 2. etage. Det er imponerende af én på din størrelse, selvom du sikkert har fået hjælp af fjolserne bag dig.'
   Nattevagterne skændes højere nu. Ingen ville øjensynligt melde sig frivilligt som skyldig, og de spidse stave fægtede frem og tilbage.
   'Men nu hvor vi alligevel har vækket hele bataljonen af Nattevagter, så lad os da marchere i samlet flok mod din skæbne. De keder sig sikkert også derinde her til aften. Og én sprængningsglad indtrængende, mistænkeligt tæt på Det Gamle Arkiv, er altid ekstremt velkommen til en grundig samtale hos Mr. Davids og hans folk.'
   Skikkelsen gik mod Stef med hænderne ned langs siden, klar til at parere et eventuelt magisk angreb. Godt træk, for hun havde faktisk indtil flere mulige kommandoer i tankerne. Problemet var bare at ham her ikke var nybegynder, og Stef beherskede ikke elementerne. Ikke et eneste, og det ville unægteligt være en fordel i den her kamp.
   Nattevagterne skændes videre. 'Jeg sagde det jo, hun er større selvom hun er lillebitte.'
   'Det kan man simpelthen ikke sige sådan noget. Det er grammatisk ukorrekt, Elgar! Enten er hun stor eller så er hun lille. Man kan ikke være lillestor...!'
   'Idiot. Nej men hun er stort bevæbnet. Du ved, magisk opal...'
   'Ja tak, det SÅ jeg godt. Mine sarte næsebore fik faktisk fat i færden af urtehave ...'
   'Tåbe'
   'Båtnakke'
   '... han kigger på os ... tsshhh ... Stille ...'
   Slikkelsen trådte ind under en loftslampe. Det sorte tilbagestrøgne hår sad stramt og glat. Hans grønne øjne lyste af kamplyst. Han havde blikket fastlåst på Stef, hvis spinkle skikkelse var gemt i hættetrøjen. Hans sorte jakkesæt sad upåklageligt henover skuldrene, profilen var stærk og med en aura så karismatisk, at den kunne fornemmes langt væk. Hun genkendte ham, og pludselig føltes hendes magiske evner ikke helt så anvendelige. Godt, ny plan.
   En hurtig vurdering fortalte, at han måtte være omring femten meter fra hende. Nattevagterne bag hende knap fire. På begge sider havde hun massive marmorvægge, og selvom sandsynligheden for at komme igennem en mikroskopisk sprække i væggen, var større end at slippe forbi både jakkesættet og Nattevagterne, så måtte der være en udvej. Det er der altid. Eneste chance var at få nogen eller noget til at eksploderer så kraftigt, at væggene måtte give efter. Var der flere opaler? Hun rystede umærkeligt på ærmet. Bingo. Tre mellemstore smykkesten gled lydløst fra ærmet ned i håndfladerne. Et kast bagud. Det krævede at hun ramte rent med alle tre sten. Det burde være en smal sag. Især hvis man havde Tower i tankerne samtidig.
   De magiske opaler ramte klokkerent midt i flokken af vagter. Røgskyer spyttede farver i hele regnbueskalaen til vejrs og fyldte gangen på et splitsekund. Men hun havde ikke regnet med en eksplosion af den kaliber. Nattevagternes nerver hang i så tyndslidte laser af frygt for repressalier fra Magikeren med de lynende hænder, at de prompte selvantændte i et inferno af svovl, ild og sort røg. De styrtede som hovedløse høns til alle sider for at slippe for den totalt opløsning i opalernes røg. Den største af Nattevagterne skød blindt med eksplosioner i alle retninger, og ramte væggen med en kraft, der blev forstærker af lynene Magikeren sendte af sted mod Stef for at forhindre flere sprængninger. Lynene ramte vægge med militærisk præcision på samme tid som eksplosionen, hvorefter den med et brag slog revner og store murbrokker løsnede sig. Stef sendte et blik mod det armerede kældervinduet øverst. Revnen nærmede sig dens ramme. 'Så lynch mig!' råbte hun mod ham, mens hun løb mod den ødelagte mur. Endnu et lyn fløj mod væggen, hvor knækkede marmorflager faldt mod gulvet Revnen strakte sig, og hun kiggede utålmodigt mod den, imens magikeren nærmede sig. Endnu en eksplosion ramte vinduet. Endelig gav rammen sig, og med et knæk brækkede den i to stykker og brød Arkimedeslåsen, der forseglede alle bygningens vinduer. Låsen spruttede arrigt omkring sig med lilla gnister. Iskold natteluft strømmede ind i den tætte korridorluft. Med fornyet kræfter satte Stef af fra ryggen af en nedlagt nattevagt, fik fat i et hjørne af en marmorblok og svingede sig øvet op til åbningen og rullede ud på Stats Pladsen. Det usynlige forsvarsgitter, der løb i fugerne mellem de store kampesten i muren, gnistrede op og ned. Hun fik sig skubbet væk lige i tide til at undgå røgen, der stod op fra kaos i Statsbygningens kælder og søgte mod nattehimlen. Som en farvestrålende vulkan, der var gået i udbrud, fløj lyn og gnistre derfra, og vidste man ikke bedre, ville man formode at en ulovlig fyrværkerifabrik netop var selvantændt i lys lue.
   Højt op nattehimlen summede flyvende droner, der vågent holdt øje med optrinnet. Deres linser skinnede i gnistrene, der spyttede op fra Statsbygningens kælder, men ellers var de diskrete i deres søgen. Røgen pressede dem væk fra gaden, og besværliggjorde udsynet markant. Stef var ikke tivivl om at det havde tiltrukket alt for meget opmærksomhed. Ikke bare inde i bygningen, men ude på gaden hvor menneskerne strømmede til. Sjældent havde de set mage til løssluppet magi, så meget ude af kontrol. Nattevagter kom løbende med deres spidse køller og tunge støvler, og Stef satte i løb mod skoven. Væk fra byens lys og ud i mørket.
   Desværre havde hun igen fået selskab af efterretningstjenestens vidunder, der altid havde det med at ankomme ubelejligt. Og han var effektiv, grundig og diskret, som det også stod mejslet i granitten over hovedindgangen til Det Statslige. Eller diskret var måske en underdrivelse denne aften og nat, hvor lyn, ild og en enkelt afkræfter fløj i gennem det iskolde luftrum over skoven. Heldigvis var hun hurtigere til fods end den unge fyr med det tilbagestrøgne hår og vanvittig gode hørelse.
   At han var med sonar, var hun overhovet ikke i tvivl om. Derfor var det også dumt at have sprængt sig fri fra stenene. Men hun kunne ikke finde en anden løsning, og det skulle altså gå lidt tjept. Hvor blev han af? Stef lyttede intens efter lydene i skoven. Regnen dryppede dovent ned gennem nåletræernes stikkende vifteformede grene hver gang vindstødene ruskede i trækronerne. Månen kom kortvarigt frem fra sit skjul bag de mørke skyer, der lydløst sejlede forbi. Månelys trængte ned gennem træerne, og regndråberne skinnede som tusind diamanter, natten emmede af magiske udladninger, og havde man været på måneskinstur med en kær ven, havde det sikkert været enormt romantisk. Hun gjorde klar til at kaste, men sprængladningen begyndte at glide mellem de følelsesløse fingre. Hun opdagede det for sent, og før hun kunne forhindre det, røg den ud af hendes hånd, landede på den ujævne skovbund og rullede godt to meter væk, gemt under et buskads. Ingen tvivl, han måtte vide hvor hun var nu, om ikke andet så bankede hendes hjerte så højt at selv én uden sonar kunne høre det. Det kimede for hendes ører efter sprængningen, og hendes hænder rystede. Højst sandsynligt var han tættere på end hun brød sig om. Skovbundens mørke blev altomsluttende igen, hun måtte ud under åben himmel, hvis hun skulle have en chance. Mørket havde været et dumt træk, og hun tydeligvis prisgivet med Claes i hælene, han hørte hende simpelthen for godt, og hun så for dårligt. En afledningsmanøvre kunne måske bruges. I mangel af bedre. Hun missede med øjnene mod skovbrynet, østpå lignede det der var en åbning i træerne. I hvert fald fornemmede hun mere luft derfra. Om det var en fælde, måtte hun tage stilling til, hvis - eller når - hun nåede dertil. Det måtte kunne lade sig gøre, selv i det her terræn. Stef knipsede resolut, aktiverede sprængladningen under buskene og med et puf stod en tæt sky af citrus og mynte ud derfra. Det havde også været for nemt, hvis det havde været rigtig krudt med en ordentlig eksplosion, hun bandede og løb. Nogen hostede i mørket, blade blev sparket væk og ulvene startede med ét på at gø. Dronerne summede, og hele skoven larmede igen. Stef løb hurtigere end hun nogensinde før havde gjort. Snublede over rødder, kom op igen. Videre. Mod lysningen.
   'Stef!' hun genkendte stemmen alt for godt. 'Stef, din aura sladrede om dig, da du strejfede Arkimedeslåsen. Jeg byder dig at stanse øjeblikkeligt!' Fandens også. Det forklarede den brændende smerte, der bed henover hendes højre håndryg!
   Han kunne byde fra nu og til al evighed - ikke om hun stansede. Om det så var det sidste hun kom til at gøre. Og så ham, af alle mennesker i London den aften. Hun ramte lysningen, og væltede ud under den mørke himmel. Snappede efter vejret, vendte sig om. Ulvene kom stormende med tungerne hængende ud af munden og blottede tænder, hoppede i store spring over buske, sten og væltede stammer. Stef bakkede hurtigt tilbage. Gjorde klar til at kaste endnu en ladning. Belejligt gled de blytunge skyer fra månen, og som på en teaterscene blev det kolde månelys til projektør med spot på de to medvirkende i aftenens scene, imens stjernerne momentvis blinkede bifaldende.
   'Hold!' Kommandoen gjaldede gennem luften. Samtlige ulve stansede med ét, stod som statuer med blikket fæstet på Stef. Der måtte være mindst otte store ulve, der alle var spændte som fjedrer, klar på næste ordre fra deres herre.
   Claes kom til syne under træerne, gik, aftenens skovtur taget i betragtning, nogenlunde nonchalant ud af skoven med hænderne hængende ned langs begge sider. Håndfladerne vendte ud mod Stef. Han skulle også have vejret igen. Hun holdt nøje øje med ham, samtidig med at hun var alvorligt bevidst om den fare der lurede et par meter bag hende. Lysningen åbenbarede sig som en indgang til afgrunden. Jorden under hendes såler var grundfjeld, skarpt og fjendtligt, og med en brat afslutning med et fald længere ned end et normalt dødeligt menneske ville overleve. Hvis hendes lykkeamulet virkelig virkede, så var nu et ret godt tidspunkt at vise det på. Hun bemærkede at lyden af brusende flod stod op derfra. Kunne det alligevel bære et spring?
   'Du kan ikke flygte længere,' han rettede blikket direkte på Stef, 'medmindre du kan flyve selvfølgelig. Og det er mig bekendt ikke blevet muligt at udnytte luftelementet så raffineret. Omend jeg vil blive imponeret, hvis du gjorde det'. Ironien var ikke til at tage fejl af. I månelyset kunne hun tydeligt se hans høje, stærke silhuet, der faretruende nærmede sig. Også utroligt at han havde indhente hende. Hun burde have haft en større fordel med hendes spinkle bygning imod skovbundens stride omgivelser. Håndfladerne glimtede med små lyn, der drilsk legede mellem fingrene. Dronerne holdt summende afstand og hang tæt under den sidste række træer.
   'Kan du overhovedet løbe i noget så stramt?' hun kastede håret tilbage. Rettede sig op og forsøgte at vinde tid. 'Jeg vil vædde på, at dine bukser er sprækker mindst ét sted. Medmindre du er gået over til bare at male dem på.' Fingrene ledte febrilsk efter noget brugbart i hendes baglomme. '... og hvis de er det, så håber jeg virkelig at det er med vandfast ...'
   En god forfrysnings-formular eller forglemmelsesglorie lige nu havde været perfekt. Hvis bare hun havde læst op på afledningsbesværgelser. Typisk. Dér! Fingerne fangede en detonation i det genkendelige glatte pergamentpapir. Forhåbentlig den, hun hapsede på vej ud af Statsbygningen. Måtte gerne være noget virkelig kraftigt, der kunne tage livet af både Claes, et kobbel ulve og det meste af Londons Dronehær. Hun flyttede forsigtigt armene fra ryggen og ned langs siderne. Umærkeligt tog hun sigte. Vinden blæste hendes hår til siden, og den løse trøje blafrede let.
   'Du har tabt, Stef. Den her kamp kommer du aldrig til at vinde. Og det ved du godt ... Lige meget hvor mange besværgelser du har memoreret, så mangler du elementerne!' Claes sendte et lyn af sted mod himlen med et knips. Det bragede af sted over skoven og klipperne. Alt lyste op i blege blå farver. Turen gennem skoven havde også sat sine spor hos jakkesættet. Der sad enkelte tjørnegrene fast i ærmerne, håret knapt så slikket som før. Rart at se at han faktisk også havde måtte anstrenge sig. '... Og dem får du aldrig! Nogensinde! Du vil altid komme til kort, når det rigtig gælder, og du ikke kan gemme dig bag opalrøg. Forstår du?' Ordene blev spyttet ud. 'Du taber, pigebarn. Altid.' Hånen hang tykt i luften. Understregelsen af de åbentlyst mangler i hendes magiske redskaber, borede sig dybt ind i hendes ære, brændte i brystet og helt ud i fingrene, og fik et gammelt raseri til igen at flamme op. Resolut fløj detonationen gennem luften og ramte ham rent. Selvom han var beskyttet af magiske skjold og et gitter af kobbertråde vævet i jakken, vaklede han alligevel et par skridt tilbage. Dén var kraftig! Stef løb mod ham, skubbede hårdt med skuldrene og sendte ham i jorden. Hurtigt fremsagde han en ordre, og hendes ben blev låst. Øvet knipsede hun og fremsagde en kort kommando, den Gordiske Knude løsnede straks sit tag omkring benene. Hun vendte låsen og sendte den retur mod ham, men han undveg mirakuløst. Hun tog sigte, og sendte en ny knude af sted. Forbier. Hendes hånd svigtede. Knipset fungerede svagt, fingrene var kolde og håndledet medtaget efter faldet. Hun bandede, samlede al sin koncentration og magisk kraft, og rettede begge håndflader direkte mod ham. Bladene omkring hende hvirvlede med ét op af buksebenene som en skypumpe, armene sitrede koldt, og en energiudladning hun aldrig før havde formået at samle, fløj imod Claes, han miste balancen og blev kastet bagover med blade blæsende omkring sig. Det rasende udbrud, der kom fra ham, gav en klar melding om styrkegraden. Irriteret over at have tabt kontrollen, og chokeret over det uventede træk fra Stefs side, tabte han tid til at formulere ordrerne til næste magisk angreb, og i stede tumlede han rundt viklet ind i resterne af... ja, hvad enten det var hun havde fået fremmanet. Hun stirrede måbende på sine hænder. Intet var forandret. Alle ti fingre fungerede, håndfalderne var kølige, men intet ellers at mærke. Omkring hendes fødder var jorden blæst fri fra blade, kviste og småsten. Desværre fik han tilbageerobret kontrollen over kroppen, kom op på albuerne, råbte en faretruende ordre, knipsede og sendte en afkræfter i hendes retning, samtidig med at han fik børstet de usynlige kæder af ærmerne. Afkræfteren skød gennem luften som et grønt savtakket lyn, og ramte hendes venstre siden, midt i en undvigelse fra det lyn, som søgte tilbage til sin Herre. Hele siden frøs og blev følelsesløs, hun vaklede og væltede omkuld uden at kunne tage fra for faldet.
   Afventende, forpustede. Som to boksere i ringen, der venter på modstanderens næste træk, vurderede de hver især deres modstander. En enkelt sporulv snerrede og kradsede i jorden. Dampen fra dens ånde stod i en sky omkring den. Han holdt afværgende en hånd op.
   'Godt! Så vis mig hvad du har.' Sammenbidt mødte han hendes blik. '... hele arsenalet af billige tricks og heksekunster! Spid mig med et tarotkort eller en ankelgnasker. Eller endnu bedre ...' stemmen blev iskold '... vis mig det der stød igen!' Hænderne var rette direkte mod hende, alt for tæt på til at hun kunne undgå nogen form for angreb. Stef rystede. Kræfterne var brugt op. Slaget havde tappet de sidste magiske impulser fra depoterne. Hun forsøgte med albuerne at komme op igen, småstenene rullede under hendes ærmer og medtagede håndflader. Vandet brusede under hende. Claes gik imod hende, stadig med håndfladerne rettet mod hans afkræftede mål. Sammenligningen med en gal videnskabsmand med lynene, der flænsede sig vej gennem de blågrå skyer i baggrunden og hænderne rettet mod sit bytte, imens tøjet blafrede omkring ham, var slående.
   Hendes skulder dunkede helt afsindigt. Fingrene opgave at finde en ny sprængladning, og opalerne var for længst brugt op. Tårerne fik frit løb af kinderne, der brændte efter flugten igennem krattet. Med et skrig fløj hun op, kastede sig frem mod ham. Al kraft tilbage i hendes spinkle krop blev mobiliseret, helt hovedeløst uden chance for at kunne gøre mere skade på ham. Han parerede rutineret med begge hænder, dukkede sig og sendte en kraftig detonation lige i brystet på hende. Kroppen mistede kontrollen over musklerne, benene gav efter og hun faldt bagover. Direkte ud over afsatsen. Claes rettede sig op, nåede lige at se noget glimte i lynets kolde lys, idet den spinkle krop forsvandt i mørket. Han gav omgående tegn. Dronerne dukkede frem fra skovbrynet som små lyn, med ulvene hylende lige i hælene, men ingen nåede at forhindre det uundgåelige.
   Faldet føltes uendeligt. Hvide krusninger skummede på den sorte vandoverflade, hvis nådesløse vandstrøm fragtede regnvand fra midtbyen ud mod det åbne hav. Drivtømmer flød med susende fart, splintredes mod nedfaldne klippeblokke, og drev ufortrødent videre i mindre stykker. Brugte benzindunke og flasker, hvis skæbne havde skyllet dem væk fra rendestenene, red af sted på krusningerne.
   Stef ramte vandet hårdt og al luft blev slået ud af kroppen. Hun gispede efter vejret. Det kolde vand omsluttede hendes og sugede sig ind i tøjet, hev den sidste varme ud af kroppen. Floden brusen overdøvede næsten ulvene, der i det fjerne hylede. Arrigt skældte de ud over deres mistede bytte. Med et blev der stille. Lynene på himmelen stoppede brat. Ulvene tav.
   Han lyttede. Hun vidste det. Han forsøgte at følge hende med sonaren. Forhåbentligt var flodens larm nok til at forvirer signalet. En bølge ramte hende hårdt, trak hende ned under det mørke vand og hvirvlede den kolde følelsesløse krop rundt mellem de store sten, der rejste sig op ad vandet som store skarpe klør fra flodbunden. Hun hev efter vejret, fik hovedet op til overfladen. Spyttede og hostede, og forsøgte samtidig at lave så lidt larm som muligt. Beskidt flodvand løb ud af næsen, imens huns forsøgte at orientere sig i mørket. Fødderne fandt endelig fast grund. Hun fik fat i en gren, der ramte hende i ansigtet. Brugte de sidste kræfter på at hale sig ind til flodkanten. Op på den hårde, kolde klippe. Hun hostede. Noget varmt sivede ned i øjnene fra panden. Stef knipsede, tegnede omtåget en lille cirkulær bevægelse i luften med hånden og krøllede sig sammen. Tavshedsbuen sluttede sig tæt om hende, som et stille usynligt tæppe. Med den forsvandt de fleste lyde fra floden og den hylende vind. Alle lyde indefra forblev tavse for omverdenen. I busken ved flodbreddens side anes en korrektur af et menneske, der sad i skjul.
   Hun lukkede øjenene. Hvis hun skulle dø nu, ville hun have fred til det.
   Skikkelsen nærmede sig lydløst.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/09-2018 12:05 af Lone Mikkelsen (Lone Sole) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 5534 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.