0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Zafir · En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I si... [...]
Fantasy · fangenskab, sorg, ny rejse
5 måneder, 11 dage siden
0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Kalia · Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kal... [...]
Fantasy · ungdom, romantik, indre konflikt
5 måneder, 16 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 5: Optr...
Kalia · Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varm... [...]
Fantasy · romance, tro, hemmeligheder
6 måneder, 8 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 4: Forå...
Spartan · Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte ... [...]
Fantasy · krig, romance, forbudt venskab
6 måneder, 11 dage siden
1Elsk synderen, had synden - Kapitel 3: Nye ...
Kalia · På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge sto... [...]
Fantasy · hemmeligheder, fangenskab
6 måneder, 15 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 2: Anko...
Kalia · Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag de... [...]
Fantasy · fantasy, nyt hjem, tilhørsforhold
6 måneder, 19 dage siden
5Elsk synderen, had synden - Kapitel 1: Den ...
Sasha · I denne del af riget går Sasha sjældent. Denne del, hvor vi... [...]
Fantasy · good vs evil, lys vs mørke, forbudt kærlighed
6 måneder, 19 dage siden
4Hvis jeg tog et skridt tilbage
Da jeg så dig i hans arme min vrede blev til ord. · Jeg ved du må h... [...]
Rim og vers · ulykkelig kærlighed, sorg, savn
2 år siden
2Kærlighedens selvmord
Du er mit et og alt' men nu du den der gør' at jeg faldt, · Jeg må ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, ensomhed, længsel
2 år siden
8Facade
Se ikke på mig mens du mig dømmer. · Se ikke på mig når jeg mine ta... [...]
Digte · selverkendelse, splittelse, melankoli
2 år siden

Puls: 3,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Noah Thorsted (f. 1994)

Kalia


Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag den lille skovregion, Yugen. Kalia knapper sin nye jakke om sin slanke figur og kigger sig omkring. "Tænk at jeg skal bo her." Hun står og ser på det lille hus, hun har købt. Det sted, hun nu skal kalde hjem. Hendes lange mørkebrune hår bliver fanget af vinden, der piber højlydt. Hun er lige fyldt seksten år, og i alle dage af sit liv har hun aldrig drømt om at ende et sted som dette. "Kan du klare det, skat?" spørger hendes far, Ehno. Han puster, mens han kommer slæbende med hendes ting. Hans store mave gør det bestemt ikke lettere for ham. Kalia har boet hos ham og hans husholderske, siden hun var lille. Han har været meget væk i perioder, for hans biologiske datter bor her i byen. Nu skal de alle fast bo her. Det betyder, at han altid vil være lidt længere nede af gaden, hvis hun får brug for ham.
   Det er også første gang, Kalia skal møde Ehnos datter, Dibsy, som hun af mange grunde ikke før har mødt. Dibsy var altid mest knyttet til sin mor, har Ehno sagt. Han og kvinden havde haft et stormfuldt forhold. Konflikten var vist, at Ehno aldrig gav slip på sin kærlighed til sin første ægtefælle, som tog sit eget liv. Det kunne hans nye partner ikke håndtere, så de gik fra hinanden kort tid efter, at Dibsy blev født. I sorg, over ikke at kunne se sin datter så ofte, valgte Ehno at adoptere Kalia. Lidt nervøs må hun vel indrømme, at hun er, for skønt Ehno behandler hende som sin datter, så ved hun, at der er en chance for, at Dibsy ikke vil se hende som en del af familien.
   Hun kaster bekymringen bort og kigger på de små idylliske træhuse, som ligger fordelt mellem grusvejene, der sniger sig rundt i byens bakkede landskab. De enorme huse skaber kontrast i bybilledet med deres jernhegn og enorme porte. Hendes hus har hverken port eller jernhegn og kan slet ikke sammenligne sig med de rigtig dyre bygninger. Hun ønsker heller ikke den form for plads. Et lille hus, med tre værelser og et køkken, er rigeligt. For meget plads vil bare virke tomt. Godt nok var Ehno ikke altid hjemme, da hun boede hos ham, men hun vidste, at han ville komme hjem på et tidspunkt. Nu skal hun lære at bo helt alene. Hun gyser ved tanken og kaster et blik tilbage på byens idyl. Her hersker en skønhed, hun ikke før har dannet bekendtskab med. Den lille by er omringet af gyldengrønne skove. Så fredfyldte at kun vindens susen, bag de stolte bjerge, giver genlyd. Hun er født og opvokset i Vladimir, det største af de udviklede samfund. Denne mægtige by fungerer som vestens hjerte. Omkring den ligger dens børn, de andre moderne byer, som er blevet flere med årene. Det er her langt de fleste mennesker søger hen, derfor bliver der hurtigt overbefolket. I Vladimir er der derfor begrænsninger på, hvor mange børn man må få. Loven siger, at hver velhavende familie kan få et barn hvert tiende år. Resten skal søge om tilladelse fra Vladimirs råd. Den lille skovby ligger derimod, som mange andre små byer i norden, tæt op ad Caligohavets bred. Med dets evigt vrede bølger grænser havet op til det iskolde nord, Thiranakaia. Man kalder nok hendes nye hjem for grænselandet mellem vesten og Thiranakaias kolde sneklædte ødemark på den anden side af havet. Hun har altid gerne ville krydse havet og opleve Hiraeth, det fremmede kontinent i syden. Historier beretter om at store sletter og skove breder sig i den fattige del af verden. Kun sjældent går der afgange med både, og det er ikke en ufarlig rejse. Måske vil hun en dag opleve syden, men lige nu må hun nøjes med norden. Skønt hendes nye hjem praktisk talt ligger midt i et skovområde, så er det muligt at komme rundt til de andre byer med jernbanen. Rejsen fra Vladimir var dog lang, da jernbanen ikke fører over bjergkæden, Lakas. Hun er altid blevet advaret mod at bo så langt fra Vladimir. De fleste mennesker holder til i den vestlige eller sydlige del af deres kontinent, Æteriska. Den nordøstlige del er mest skabt af bjergkæder og skov. Udkanterne mod nord er fattige områder men hårdtarbejdende bønder, smede og skovhuggere holder også til her. Mest har hun hørt folk tale om, at mange lovløse og vilde folk lusker rundt i norden. Hun ved ikke, om hun tror på det, men hjemme i Vladimir er der også områder, hvor man ikke færdes efter nattens frembrud. Lovløse eller ej, hendes nye hjem er ubegribeligt smukt.
   Det er her i denne og nogle af andre af de små byer, at alle de erhvervsdrivende rige unge og virksomhedsejere tager hen, når de af en eller anden grund ikke længere hører til i storbyen. En lille verden af fred, væk fra travlhed og larm. Ehno mener også, at hun bør tage en uddannelse. Jeg har gået i skole, siden jeg var fem, tænker hun irriteret. I følge Ehno er der åbenbart mange af de rige unge, der både arbejder og går i skole. Hun sukker og ser på alle de mange kasser. Hvordan skal det hele nogensinde komme på plads? Ehno begynder straks, med en lystig stemme, at fortælle mere om stedet. Han har en meget vigtig rolle i byen, da han er en del af rådet. Kalia kan ikke lade være med at grine og kigge skørt på ham, når han fortæller om, hvordan han, sammen med syv andre rådsmedlemmer, har det overordnede ansvar for deres region. Hun kommer altid til at tænke på historietimerne, i de mindre klasser, når han taler om sit job. Man ved ikke hvem, der i sin tid inddelte deres kontinent i regioner. I det hele taget er der meget, man ikke ved. Ingen husker, hvad der skete, men noget skete. Der går rygter om en gammel krig, men kun få vismænd tror på den teori. Kalia har heller aldrig troet på fortællinger om magiske væsner og forbandelser. Den slags historier er kun skabt for at skræmme befolkningen. Hun ønsker derimod, at akademierne begynder at fortælle befolkningen mere om verdens kontinenter. Hun ved, der findes mange, men hun kender ikke til deres kultur. De folk, der drager ud for at lære om verden, kommer sjældent tilbage. Hun har søgt oplysninger på flere akademier, men hver gang er hun vendt skuffet hjem. På akademierne er der dog mange tykke bøger om Æteriska. Hvordan det første råd blev opbygget. Hvordan man lærte at bruge kul i fabrikkerne. Hvordan landets love bør læses. Hun ender dog ofte med at læse om det sydlige kontinent, Hiraeth, og det kolde nord, Thiranakaia. Ehno er ligeglad med resten af verden. Det uopdagede. Han taler altid mest om regionerne og deres opbygning. En region kan indeholde op til ni byer. Alle disse områder har et råd styret af nogle få overordnede. Som regel er der to øverste og ti til tyve medlemmer. Ved afstemninger træffer de beslutninger for deres område. På den måde er deres kontinent blevet opdelt i minisamfund, der beskytter deres egene love.
   I udkanterne, ligesom i denne by, er det oftest sådan, at rådet står for alt. Det betyder, at de laver lovene, og de sørger for at dømme dem, som bryder dem. De fleste byer har også en indsatsstyrke. Det er den enhed, der skal pågribe dem, der er til fare for borgerne.
   Større byer, tæt op ad Vladimir, er anderledes opbygget med alt fra domstole til militærenheder.
   En by uden domstol eller militær er virkelig uden for land, lov og grænser, tænker hun. Det er derfor, de mindre byer bliver mere korrupte. Fordi magten ikke er opdelt men kun ligger hos rådet. De fleste små byer indretter dog ofte deres love efter Vladimirs, for kun der kan man tage de højeste uddannelser, og kravene er strenge. Kun hvis lovene i ens eget samfund ligger tæt op ad Vladimirs love, kan man søge ind. Vestens hjerte sørger på den måde for at holde livet kørende i de minde samfund, så de ikke dør hen eller bliver barbariske.
   Da hun hører Ehno pruste bag sig, bryder hun sine tanker. Han har slæbt alle hendes ting foran hendes hoveddør. Han siger det ikke, men hun har på fornemmelsen, at hans ryg trænger til hvile.
   "Smut du bare, jeg klarer mig," smiler hun.
   "Godt nok," svarer han forpustet. "Så skynder jeg mig over til Dibsy."
   Kalia nikker og vender sig mod kasserne. Her står hun lidt tid og grubler over, hvordan det er bedst at gå til værks. Roligt men sikkert er Ehnos motto, så hun lytter.

Et par timer efter er den sidste kasse båret ind. Det er et fint hus, men nordens bygningsværker er ikke som dem, hun kender fra Vladimir. Hendes stue virker mere mørk end den i hendes gamle hjem. Væggene er mørkere og vinduerne mindre. Hendes eget lille værelse har ingen vinduer, og væggene er lavet af sten. Køkkenet er lille og simpelt. Ildstedet er formet med en pæn rund bue i væggen. Hun kan både tilberede maden over den åbne ild og bruge den store jernovn. Den er ret pæn, hun glæder sig allerede til at koge vand til sin første kop te i norden. Rent vand kan man finde i byen brønde og i bestemte beskyttede vandløb ved skoven.
   I baderummet er der et spejl over den træreol, Ehno har sat op. Hun er glad for, han har sørget for, at badet er tilsluttet en badeovn, så hun kan få varmt vand. Han siger, de fleste i norden bader med koldt vand fra en regn beholder. Det lyder ubehageligt, gyser hun. Toilettet er dog ret ulækkert.
   I Vladimir bruger man et vandkloset, da der er lavet kloaksystemer under byen. Her i norden er der indsat tønder under husene. De bliver for det meste tømt hver tredje til fjerde nat. "I det mindste skal du ikke ud i skoven og grave et hul," havde Ehno drillet.
   Kalia rynker på næsen ved tanken. Norden er virkelig et sært sted.

Senere samme aften beslutter hun sig for at tage et nærmere kig på det sted, hun nu skal til at kalde sit hjem. Ude i byen er der faktisk rimelig meget liv, når man tænker på dens størrelse. Hun går gennem gaderne og ser på folk, der småsnakker eller står i butikkerne. Måske burde hun også købe noget mad, for hun har intet i huset.
   Da hun omsider kommer hjem igen, slæber hun de mange poser ind i det lille køkken. Ehno plejer altid at tage de tungeste, så turen har givet hende sved på panden.
   Da der kort tid efter bliver banket på hendes hoveddør, giver hun et lille sæt fra sig. Hvem kan det være? Mærkeligt, tænker hun. Hendes hjerte hamrer en smule, for hun har altid lært, man skal være varsom med fremmede i norden. Det kunne være tyve eller ... værre.
   Da hun forsigtigt åbner døren, står en spinkel rødhåret kvinde og kigger på hende. "Hej," udbryder hun med en skinger stemme. Kalia tager forvirret imod hendes hånd. Bagved hende står en anden ung kvinde. Hun har lysebrunt hår og er en del kraftigere bygget. "Jeg hedder Molly," smiler den rødhårede, der ryster hendes hånd. "Øhhm, goddag. Jeg hedder Kalia." Hun træder et skridt baglæns, så hun bedre kan betragte dem. Måske er det bare hende, men det virker meget mærkeligt, at to fremmede dukker op ved hendes dør.
   "Vi tænkte, vi ville hilse på byens nye beboer," smiler den lyshårede.
   "Ja, det er ikke hver dag, der flytter nye til! Må vi komme ind?" spørger Molly. Uden at afvente et svar smutter hun ind ad døren. Kalia kigger noget forbavset efter hende. Faktisk skal hun et øjeblik til at blive sur, men den anden kvinde rømmer sig.
   "Det må du undskylde. Som du kan se, er det stort, når nye flytter til."
   "Det er i orden," mumler Kalia. "Jeg er bare ikke vant til, fremmede vader ind i mit hjem."
   "Typisk storby mennesker. Bare rolig, det vænner man sig hurtigt til," griner kvinden. "Hvor er det godt endelig at møde dig! Du ved vist ikke, hvem jeg er, gør du? Jeg er Ehnos datter, Dibsy."
   Kalia kan pludselig mærke sit smil stramme helt op i kinderne. Det er faktisk utroligt, hvor meget kvinden ligner sin far, når hun ser ordentligt efter. Flovt, jeg ikke så det, tænker hun målløs.
   "Dibsy! Undskyld, jeg ... "
   "Det skal du ikke tænke på," smiler Dibsy. "Jeg er bare glad for, du er her."
   Kalia ved ikke, hvad hun skal svare. Lykkelige tårer beder om tilladelse til at glide ned over hendes kinder, men hun stopper dem. Hun har ikke lyst til at stå helt forsvarsløs og blottet. Det er dog hårdere, end hun har lyst til at indrømme. Hele sit liv har hun ønsket en familie. Ehno har gjort det bedre end nogen anden, men fordi hun kun har haft ham, har hun følt sig meget alene. Mange nætter har hun bedt til, at hende og Dibsy kunne få et forhold. Dog har hun også frygtet, at Dibsy måske ikke ønsker at dele sin far. Trods alt er Ehno kvindens rigtige far. Kalia kalder ham sin familie, men Dibsy er hans kød og blod. Frygten svinder, da Dibsy smiler varmt til hende. For første gang længe tør hun tro på, at hendes drøm måske bliver til virkelighed.
   Molly dukker atter op bag dem. "Jeg elsker dit sted! Gid, jeg måtte flytte hjemmefra. Min mor siger, at unge heromkring flytter for tidligt, men jeg hader at bo derhjemme," sukker hun. Kalia nikker, men hun har ikke lyst til at indrømme, at tanken om at sove alene skræmmer hende. Mørket er så småt begyndt at snige sig frem mellem de smalle gader. Heldigvis vil de to unge kvinder gerne tilbringe nattens frembrud i hendes selskab. Mens stilheden lægger sig bag bjergene, fortæller hun om sit liv i Vladimir. Om sin barndom mellem stenbygninger. Molly afbryder hende ivrig for at fortælle om sig selv, men Kalia lytter mest, når Dibsys stemme overtager. De to kvinder taler begge med nordæterisk tone. Udtalen er langsommere og mere skarp end vestæterisk. Der, hvor Kalia kommer fra, tales mest vestæterisk og sydæterisk. Dog er hun opvokset med Ehnos nordæteriske klang. Hun bliver faktisk i tvivl om, hvilken stemme hun selv taler, for det er svært at høre sin egen tone. Dibsy afbryder hendes tanker og forklarer om livet i den lille skovby. "Vinteren er hård, men du vil aldrig opleve et smukkere forår, end det der findes i norden," smiler hun. Det begynder jeg at tro på, tænker Kalia forundret. Hun har levet seksten vintre, men foråret har aldrig haft en stor betydning for hende. Måske fordi hun har haft så travlt med at arbejde sine bekymringer bort. Først efter hun er ankommet til Yugen, har hun bemærket, hvor blå himlen er.
   Da natten bliver til mørke, krammer hun Dibsy farvel. Hun trykker hun sig helt ind til varmen. Ikke så lang tid, at det er upassende. Bare lige nok til, at hun genvinder sit mod. Trods alt vil hun om lidt stå alene med de tomme værelser.
   De mange nye indtryk overmander hende hurtigt. Da hun atter er alene, føler hun sig så udmattet, at hun kryber sammen under dynen i sofaen. Hendes seng står i det mindste værelse, men hun føler sig tryggest i stuen, hvor hun har overblik over alle rum. Selvom hver en lille lyd får hende til at holde vejret, falder hun til sidst så meget til ro, at hun tør lukke sine øjne. Lytte til vinden, der suser uden for vinduet. Til uret, der tikker en rolig melodi. Før hun falder i søvn, bemærker hun, at hun smiler. Jeg er hjemme, tænker hun.

Dagene går, Kalia begynder så småt at kunne finde rundt på de snoede veje, der leder mellem husene og søerne. Her hersker den mest enestående ro. Hun står på broen, fuglene svømmer i søens stillestående vand, da Mollys stemme bryder tavsheden. "Hej, Kalia," råber hun. Fuglene får vist også et chok, de letter i hvert fald. Den rødhårede kvinde kommer trippende hen ad grusstien med et kæmpe smil på sine læber. "Vil du ikke med ud og handle med mig og Dibsy?" spørger hun. Kalia smiler og nikker.Bag dem kommer Dibsy luntende. Kulden har bidt sig fast i hendes ansigt, både hendes kinder og hendes ører er ildrøde.
   "Klarer du den?" spørger Kalia. Dibsy ler varmt, som kun hun gør det, mens hun hiver efter vejret. "Ja," svarer hun forpustet. "Men lad os skynde os ned til butikken, inden mine fødder falder af."
   Mens de går, lytter Kalia til vinden i træerne, men Molly bryder atter stilheden.
   "Hey, Kalia, skal du med over og feste hos Senka på første fridag?"
   "Hvem er Senka?" spørger Kalia.
   Molly ryster opgivende på hovedet. "Ved du ikke engang det?" spørger hun. "Senka Von Nourhan. Han bor helt alene i en kæmpe villa. Jeg hørte engang Eitan sige, han har arvet alle pengene fra sine rige forældre, der bor i Vladimir. Er det ikke vildt? Tænk, at man kan bo i så stort et hus uden at have et arbejde! Uretfærdigt. Men det er på tide, du får mødt folk her omkring. Mig og Dibsy er inviteret til hans fest, og du må sikkert godt komme med." Kalia lytter nøje, mens hun kigger på sin nye veninde. Det lyder godt nok vildt, men nu er det jo heller ikke en almindelig by, hun er havnet i. Dibsy sukker og gnider sin pande.
   "Jeg er ikke sikker på, jeg tager med. Min skole trækker virkelig ud," siger hun.
   "Hold nu op med det pjat!" afbryder Molly. "Du trænger til at slå dig løs."
   Kalia griner og puffer let til Dibsys skulder. Molly har ret, kvinden trænger virkelig til at se op fra de støvede bøger, hun konstant begraver sig i. "Ja, kom nu, Dibsy. Hvis du tager med, tager jeg også med." Dibsy ser på dem med et blik, der siger, hun er besejret. "Jeg kan vel ikke kæmpe mod jer begge," smiler hun.

Da Kalia når hjem fra byen, har mørket allerede slået sig ned om de små huse. Hun smider sin jakke over en stol og sætter sig nær sin pejs. Selvom trætheden får hendes øjne til at løbe i vand, bliver hun nødt til at skrive et farvelbrev til sine tidligere arbejdsgivere i Vladimir. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har skrevet med kul. Måske da hun var fem? Før hun flyttede arbejde hun ved skranken hos jernbanedirektoratet. Heldigvis har hun fået lov at forblive i kontakt med virksomheden, selvom hun ikke længere bor i storbyen. At høre fra dem i ny og næ lyder måske ikke af meget, men det betyder mere for hende, end hun kan beskrive med ord.
   Da brevet er skrevet, kigger hun rundt i den lille stue. Væggene virkede først alt for mørke, men alle vægge i deres gamle hjem var også hvide. De her er nærmere ... Lidt grålige. Nu tænker hun ikke så meget over det mere, men Ehno har også købt en fin lys sofa og et smukt træbord til hende. Jeg elsker dig, Ehno, tænker hun. Han har sågar sat en masse små lysholdere op i alle rum, så ilden kan leve, hvis mørket skræmmer hende. Alligevel sidder hun med en knude i maven. Noget mangler, hun kan bare ikke sætte ord på hvad.
   Hun sætter sig ved bordet og bladrede igennem de billedmapper, Ehno har givet hende. Tonsvis af minder får atter hendes hjerte til at slå rolige slag. De fleste tegninger forestiller deres hus eller hende selv og Ehno. De hyrede ofte en tegner til at lave dem. På hendes ynglings sidder hende og Ehno ved et lille vandløb. Et af de få tavse steder fra hendes gamle hjem.
   Hendes smil stivner, da hun får øje på et stykke papir, hun ikke har set i årevis. Hendes fødselsattest. På den står hendes navn, hendes fødselsår og hendes registrerings nummer. Knuden, i hendes mave, gør pludselig så ondt, at tårerne tvinger sig frem. Da Ehno adopterede hende, var hun blot et spædbarn. Tårerne triller langsomt ned ad hendes kinder, og idet hun mærker den første dryppe på sin arm, smækker hun mappen hårdt sammen. Hendes biologiske forældre efterlod hende intet, ikke engang navne. Dog sidder hun tilbage med sorgen. Uvisheden. Ingen ved, hvad der er blevet af dem. Det værste er, at hun intet kan huske. Hendes forældre er spøgelser, hun som barn altid drømte om at møde. Nu ... har hun opgivet håbet. Fortabt begraver hun sit ansigt i sine hænder. "Hvor er I?" hvisker hun.


Dagbog


Kære dagbog. Hvad skriver man egentlig i sådan en? Jeg er ni år gammel. Jeg fik den her dagbog af min mor i dag fordi det er min fødselsdag. Hun siger at hvis alt en dag er håbløst så skriv det ned. Alt er først håbløst når du ikke længere kan udtrykke dig. Jeg forstår det ikke helt men jeg blev glad alligevel. Vi bor i en lille by i norden. Her er ret kedelig nogle gange men det er fint nok og her er god plads til at lege med de andre drenge selvom jeg egentlig bedst kan lide at lege alene. Jeg har boet her længde men før boede vi i Vladimir og jeg savner det! Jeg har den sejeste far! Han rejser meget men det gør ikke noget for jeg elsker ham alligevel. Han er virkelig min rollemodel. Tror jeg det hedder? Han arbejder med en masse forskellige firmaer i Vladimir.
   Kære dagbog vil du følge mig? Min mor siger livet er en rejse af erfaringer. Det forstår jeg heller ikke men det kommer jeg nok til en dag. Godnat.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/01-2019 13:20 af Noah Thorsted (TheNoah) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3643 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.