0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Zafir · En mørk aften sniger Zafir sig uden for helvedes port. I si... [...]
Fantasy · fangenskab, sorg, ny rejse
7 måneder, 13 dage siden
0Elsk synderen, had synden - Kapitel 6: Ny v...
Kalia · Sommeren har gjort den lille skovby til et rige af liv. Kal... [...]
Fantasy · ungdom, romantik, indre konflikt
7 måneder, 18 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 5: Optr...
Kalia · Efter foråret sniger sommeren sig nærmere. Kalia nyder varm... [...]
Fantasy · romance, tro, hemmeligheder
8 måneder, 10 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 4: Forå...
Spartan · Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte ... [...]
Fantasy · krig, romance, forbudt venskab
8 måneder, 13 dage siden
1Elsk synderen, had synden - Kapitel 3: Nye ...
Kalia · På en af byens smalle grusstier slæber Kalia sine tunge sto... [...]
Fantasy · hemmeligheder, fangenskab
8 måneder, 18 dage siden
2Elsk synderen, had synden - Kapitel 2: Anko...
Kalia · Vinden er kølig. For få timer siden rejste solen sig bag de... [...]
Fantasy · fantasy, nyt hjem, tilhørsforhold
8 måneder, 21 dage siden
5Elsk synderen, had synden - Kapitel 1: Den ...
Sasha · I denne del af riget går Sasha sjældent. Denne del, hvor vi... [...]
Fantasy · good vs evil, lys vs mørke, forbudt kærlighed
8 måneder, 21 dage siden
4Hvis jeg tog et skridt tilbage
Da jeg så dig i hans arme min vrede blev til ord. · Jeg ved du må h... [...]
Rim og vers · ulykkelig kærlighed, sorg, savn
3 år siden
2Kærlighedens selvmord
Du er mit et og alt' men nu du den der gør' at jeg faldt, · Jeg må ... [...]
Digte · ulykkelig kærlighed, ensomhed, længsel
3 år siden
8Facade
Se ikke på mig mens du mig dømmer. · Se ikke på mig når jeg mine ta... [...]
Digte · selverkendelse, splittelse, melankoli
3 år siden

Puls: 3,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Noah Thorsted (f. 1994)

Spartan


Havets brusende bølger er lige så stille som denne sorte nat. Hans nat. Med tomme øjne stirrer Spartan på månens blege refleksion i vandoverfladen. Klipperne har groet sig stærke gennem århundrede, så han frygter ikke, de vil styrte sammen under ham.
   Han forlader kysten, vender sig mod skovbrynet. Skønt foråret nærmer sig i det fjerne, holder kulden stadig vagt mellem de mørke træer. De dele af skoven, han kender bedst, lider under en evig vinter. Frosten skambider alle, der tør nærme sig, men han kan intet mærke. Kulden er altid hans følgesvend. Selvom hans attende vinter netop er slut, vil foråret næppe strejfe hans hud.
   Dybt inde i skovens hjerte finder han, hvad han søger. I mørket kan han høre den dybe knurren runge. En lyd så faretruende at hårene stadig rejser sig på hans arme, når han nærmer sig. Ved det største træ er ulvene lænket med tunge kæder, som forhindrer dem i at flygte. Helst bed de hans strube over, men de tør ikke gøre modstand. De kryber sammen, da han stiller sig foran dem. Deres børster er rejste, deres tænder blottede. Vilde dyr trives ikke i lænker. De lænker, han påtvinger dem. De majestætiske dyr tjener ham, fordi de som så meget andet smukt er knækket af mørket omkring dem. De gamle sagn yder dem ikke retfærdighed. De er gigantiske. Ryggen på den største går ham til brystet. Engang havde de til formål at beskytte menneskene sammen med lysbringerne og de rene sjæle. Nu er de underlagt en anden herre. Deres pligt er at adlyde, ellers må de lide en langsom død. Det uskyldige blod på Spartans hænder får dem til at skælve. Deres hjerteskærende klynken er næsten ubærlig at lytte til. "Hold kæft," beordrer han. Hans forbandelse er blevet deres de sidste ni år, og nu er tiden inde. Siden sidste vinter har han trænet dem til at gå imod alt, de står for. "I ved, hvad I skal," knurrer han. "Find lysbringerne ... dræb dem."
   Han nærmer sig langsomt. De fleste ulve slikker sig nervøse om munden med halen mellem benene. Frygten er stærkere, end de lænker, der binder dem, derfor gør de ham ikke fortræd, da han løsner kæderne fra deres halse. Først da han vender sig mod Alessia, den store hvide hunulv, hører han atter den dybe knurren skære gennem natten. Hun er deres leder, den eneste, der stadig tør true ham. Hadet flammer i hendes gyldenbrune øjne, så han skal være varsom. Selvom han ikke føler smerte på samme måde som almindelige mennesker, vil et dybt bid stadig svække ham. "Dit mod bliver din undergang," hvisker han. Da han forsøger at fjerne kæden, snapper hun ud efter hans hånd. Han har ikke lyst til at se hende lide, men hvis hun ikke underkaster sig, har han ikke et valg. Hans forbandelse tillader ham at påføre hende fysisk smerte, uden han behøver røre hende. Intet levende kan udholde den form for totur. På et tidspunkt giver kroppen op. "Jeg gør det, hører du?!" råber han. "Adlyd, eller jeg slår dig ihjel!"
   Hun ryster voldsomt, men hendes øjne stirrer stadig ind i hans sjæl. Hvis han lader hende trænge igennem, har han tabt. Du kan ikke vinde den her krig, giv op, Alessia. Hun læser hans tanker, gløden slukkes i hendes blik. Hendes tænder er stadig blottede, da han løsner kæden. Hun adlyder, fordi det er hendes eneste chance, men han ved, hun vil kæmpe for sin frihed til den dag, hun dør. Det er hendes natur som det godes beskytter. Ligesom det er hans natur at gå i et med natten. Inderst inde beundrer han hendes styrke, men det må forblive en hemmelighed i mørket. "Dræb dem," beordrer han atter.
   Bag ham samles flokken, inden de sætter i løb. Yndefulde og mægtige skabninger, der jager i skyggeriget. Først nu vågner rovdyr sultne og glubske ved lugten af frisk blod.
   Forbandede ... snart vil alle få smerten at føle. Mørket giver aldrig op.


Kalia


Kalia er så småt begyndt at vænne sig til vejret. Solen har tittet mere frem disse dage, så hun har været en del ude i sin lille have. Da hun var barn, tilbragte hun alt sin tid indendørs. Zafir siger, han vil lære hende at værdsætte udendørslivet.
   Denne stille aften har han stegt fisk og brød på et lille bål. Hun har aldrig selv tændt ild i et bål før, så det er sødt af ham, at han gerne vil vise hende, hvordan man gør. Nok meget nyttigt at kunne klare sig uden hjælp. Man ved jo aldrig med de små byer, hun har hørt, boliger har været isolerede i flere måner, når der har været voldsomme jordskælv eller sneskred. "Smagte det okay?" spørger Zafir. Han sætter sig ved hendes side og rækker hende et tæppe. "Tak, du er en skat," smiler hun "Ja, det var lækkert!"
   Han rømmer sig, som han gør, når han bliver genert. Dibsy havde nær skræmt hende med alle sine historier, men Zafir virker blid som et lam. Måske tager hendes nye søster fejl? "Hvordan går det med skolen?" spørger han. Hun sukker og læner sin kind mod hans skulder.
   "Fint, jeg ved bare ikke, hvad jeg vil."
   "Du behøver ikke vide det endnu," svarer han med et smil. "De bedste historier er dem, hvor man ikke kan gætte slutningen ved begyndelsen. Er du ikke enig?"
   Hun smiler til ham og roder ham lidt i håret. Det er så blødt og tykt. Hun elsker at røre ved hans hår, og han krymper sig ikke længere, når hun gør det. "Hvad laver du egentlig, Zafir?" Efter spørgsmålet går det op for hende, at det er sært, hun først spørger om det nu. "Jeg ... jeg arbejder lidt rundt omkring," sukker han. "Kalia ... er du glad her?" Om jeg er glad her? Spørgsmålet efterlader hende tavs. Stedet er blevet hendes hjem utrolig hurtigt. Det er så langt fra alt, hun kender, men måske er det en god ting. "Ja, jeg er glad," smiler hun. "Jeg ved ikke, om jeg vil bo her for evigt, men ... jeg tager det en dag ad gangen. Måske er det bedst, vi ikke kender slutningen, er du ikke enig?" Han smiler og nikker. Hun læner igen sin kind mod hans skulder. Det er blevet en smule køligere, så han hiver tæppet omkring dem. Hans hud er altid varm, det er en gave. Hvis bare hendes forældre var her, ville alt være perfekt. "Hvad er der galt?" spørger han pludselig. Hun ser ned, da en tåre daler fra hendes kind.
   "Intet, det er bare ... intet."
   "Kalia, dine ord er sikre hos mig."
   Han retter hendes hage mod sig. Stryger hende let over kinden og fjerner hendes hår fra hendes pande. Fanget af hans smukke øjne kan hun ikke holde sine skjold oprejste.
   "Det er mine forældre," snøfter hun. "De ... ingen ved, hvor de er. De bortadopterede mig, da jeg var spæd, og ingen har hørt noget fra dem siden. Jeg har prøvet alt. Selv myndighederne, i Vladimir, kunne ikke give mig nogle spor. Jeg ... jeg ville ønske, de var her." Meget varsomt fjerner han tårerne fra hendes kinder. "Du må ikke give op," hvisker han. "Håb er det stærkeste, vi har. Hvis dine forældre er i live, finder du dem, okay?" Hans blide stemme giver hende varmen tilbage. Hvor ville hun ønske, hun kunne tale uden at knække helt sammen. Han siger tit, ord er overvurderet, og han har ret. "Hvis min mor var i live, ville jeg heller ikke stoppe med at lede," siger han. Hun ser op på ham. Den brutale sorg, der konstant lever i hans blik, er vendt tilbage. Længe er han tavs, men hun kan mærke, han har brug for stilheden. "De fleste folk er født ind i en region. Ikke mig," fortæller han. "Min mor voksede op på Vestegenen. Som du nok har hørt, er det ikke et rart sted. Da hun blev gravid, flyttede hun ud i et skur i skoven, nord for byen. Folk fra Vestegenen lever ikke på den gode side af loven, så hun vidste, hun ville blive anholdt, hvis hun søgte ind i en by. Vi havde ikke meget. Det var okay, jeg mener, vi havde hinanden. Vi sov på jorden i et hjørne, og mig og min lillesøster plejede at lege med sten. Om aftenen ville min mor fortælle os historier foran et bål, indtil vi faldt i søvn. Historier om folk, der boede i rigtige huse. Hun plejede at sige, at rige folk ikke nødvendigvis havde mere end os. Jeg forstod det ikke dengang, men hun var en meget vis kvinde. Det eneste, hun ikke kunne beskytte os mod, var kulden. Vintrene var frygtelige. Vi krøb altid sammen for at holde varmen, men det var en tabt kamp. Min søster blev mere og mere syg. Selvom både min mor og jeg holdt om hende gennem nætterne, blev det værre. Jeg ... jeg var så bange. Jeg bad, og jeg sang for hende. Hun overlevede sin værste vinter, men en forårsdag gav hendes hjerte op. Min mor og jeg begravede hende sammen, og hver aften fandt jeg blomster til hende. Men der gik ikke længe, før min mor også blev rigtig syg. Hun vidste, jeg ikke kunne overleve uden hende, så ... hun gav mig alt, hvad hun ejede og bad mig rejse. Jeg ville ikke efterlade hende, men hun fik mig til at love, jeg ville leve. For os alle tre. Jeg rejste, og efter et stykke tid blev jeg fundet af nogle mænd og bragt til en anstalt. Der var jeg, indtil jeg blev adopteret. Nu er min syttende vinter slut, men jeg savner dem stadig hver dag. Når alt virker fortabt, husker jeg mit løfte." Sorgen, i hans stemme, er forvandlet til tårer på hendes kinder. Han græder ikke, men hans øjne er blanke af smerte. Hun tager hans hånd, forsigtigt holder hun den i sin.
   "Det er hjerteskærende," hvisker hun.
   "Du må ikke ... fortælle det til nogen," stammer han. "Lov mig det."
   "Selvfølgelig ikke. Zafir, kig på mig."
   Hun griber om hans hage, retter hans blik mod sig. "Jeg lover det," hvisker hun.
   Endelig overgiver han sig. Hun trækker ham ind til sig, så han kan søge ly i hendes arme. De sidder klistret ind til hinanden, som afhang deres liv af det. Han går altid i store langærmede hættetrøjer, men selv alt det tøj kan ikke skjule hans hjertebanken. På trods af den sørgmodige klang, der hænger i luften omkring dem, har hun aldrig følt sig så tryg. De tager fejl alle sammen. Han er ikke farlig, han er bare hjemsøgt.
   "Tak, Kalia," hvisker han. "Jeg har aldrig haft en ven som dig."


Senka


I sin store villa sidder Senka sammen med Kalia og laver lektier. Selvom han godt ved, hun er meget fordybet i sin opgave, kan han ikke lade være med at beundre hende. Det lange mørke hår, de klare grønblå øjne, hendes glødende smil. Han ser ned i sin bog, så han ikke afslører sin begejstring. Varmen er sikkert alt for tydelig i hans kinder. Hun er bare så smuk, at han næsten bliver tryllebundet af hendes nærvær. Det sidste stykke tid har de mødtes næsten hver dag, og han håber, det betyder, at hun ser ham som mere end en ven. Han vil ikke spørge, for hun vil nok bare synes, det er underligt. Det er svært, han ved ikke, hvordan skal tale med hende. Det er pinligt at indrømme, at han faktisk aldrig rigtig har talt med kvinder før. De fleste synes, han er mærkelig. Derfor har han heller ikke fortalt hende, at han navngiver sine planter. Eller at han strikker i sin fritid. Eller at han samler på hjemmelavede lamper, han køber på loppemarkeder. Han har haft lyst til at nævne det flere gange, sågar lige nu, men han bider ordene i sig. Da han var yngre, og boede sammen med sine to adoptivbrødre, var det altid dem, der talte med pigerne. Senka plejede at stå ved siden af og tænke på, hvor fedt det kunne være, hvis det var ham. Men når det kom til stykket, turde han aldrig sige noget. De få gange, han prøvede at nævne sin lampesamling, grinede pigerne bare ad ham og gik.
   Kalia rømmer sig og bladrer videre. Hun taler tit med sig selv, når hun koncentrerer sig. Senka kan ikke lade være med at smile, for det er virkelig sødt.
   Du er så smuk. Og dejlig. Vil du være min, Kalia?
   Han sukker og kaster tankerne bort. Det var bare så rart at kysse hende. Ikke at han forstår, hun har lyst til at kysse med ham. Han er ikke noget særligt. Hverken pæn eller klog. Pludselig ler en ny stemme i hans hoved. En glubsk slangehvisken. Du er intet, Senka, håner hans moders bedrevidende tone. Det løber ham koldt ned langs ryggen. Han må et øjeblik kæmpe for ikke at lade tårerne vinde. Hvor pinligt ville det ikke være, hvis han sad her og græd foran en smuk kvinde? Hans mor har ret, han er virkelig svag. Lad aldrig nogen se igennem dit smil, hvisker hun. Han adlyder uden at tøve, for det er den største gave, hun har givet ham. Hvis Kalia skal kunne elske ham, må han ændre sig. Eitan og Apollo er her ikke, så ingen kender ham. Ingen kan afsløre ham. Denne gang vil han være mere som dem. Kalia gengælder hans smil og lukker sin bog. "Skal vi gå en tur?" spørger hun. Han nikker og følger hende gennem stuen. Måske er det en god ide at få tankerne lidt på afstand og det er en solrig dag, så en tur lyder faktisk helt perfekt.
   Ude på gaderne trives den lille befolkning. Det er første fridag, så kun de færreste arbejder. Senka kender stort set alle, der bor her, så han hilser lystigt på dem, de møder. Han skal til at råbe til en gammel skolekammerat, da Kalia tager hans hånd. Berøringen er så uventet, at han ikke tør se på hende. Hans krop skriger af lykke, og et øjeblik ønsker han, tiden stod stille. Det bobler helt ned i maven, og han har ærligt lyst til at danse rundt i de små gader, men det ville betyde, at han skulle slippe hendes hånd. Hendes hud er vidunderlig blød, næsten lige så blød som det gyldne stof, han elsker at sy med. Hans glædesrus afbrydes, da hun stopper. De er nået til den vestlige byside, og hendes greb strammer sig om hans hånd. "Hvor er grænsen til Vestegnen?" spørger hun. Senka mærker frygten gibbe i maven. Kun få gange har han været nede ved sjakalernes tilholdssted. Da han var yngre, sagde hans adoptivfar, Janco, at de skulle holde sig væk derfra. Alligevel fik Eitan lokket ham og Apollo med derned en sen aften. Ingen af dem turde snige sig ind mellem de faldefærdige bygninger, men Janco var blevet rasende, hvis han havde vidst det. Kalias nysgerrige blik flakker ned af den lille jordsti, der fører bag byen. Senka har mest lyst til vende om, men i stedet giver han hendes hånd et klem. "Jeg kan godt vise dig, hvor det er," svarer han. Hendes øjne lyser straks op.
   "Virkelig? Dibsy turde ikke, da jeg spurgte hende. Har du været der før?"
   "Få gange. Jeg bager tit kager, som bliver delt ud til de fattige tiggere, der sidder ved grænsen. Jeg plejer at aflevere dem ved troshuset, og så sørger de frivillige for at dele dem ud."
   "Hvor er det sejt! Du må lige bage en kage næste gang, vi ses," smiler hun.
   Senka rømmer sig og nikker. Synes du virkelig, jeg er sej? Han spørger ikke, i stedet smiler han.
   De følger jordstien bagom de gamle skolebygninger, forbi hovedbrøndene, videre ned til de store lader, der engang tilhørte landbruget. Her kommer sjældent nogen, så flere gange må de kravle igennem buske for at følge stien. Han stopper, da de når til et forladt område, dækket af en masse pigtrådshegn. Hun står tavs ved hans side og lytter til lyden af stilhed. "Det her er grænsen," siger han lavt. Foran dem ligger de sammenstyrtede bygninger, hvor de lovløse søger tilflugt. Engang var Vestegnen en del af byen, men landarbejderne og den fattige del af befolkningen blev vrede over, at en masse rigmænd overtog deres by, og derfor gjorde de oprør. Det endte blodigt, har han fået fortalt i skolen. Over hundrede mennesker døde i slaget. Han tør næsten ikke trække vejret i frygt for at blive hørt. Kalia slipper hans hånd og nærmer sig hegnet. Senka skynder sig at gribe hendes arm. "Vi ... vi bør ikke gå derind," stammer han. "Det er farligt." Hun giver ham et skævt smil. "Vi skal bare være stille," svarer hun. Senka står lammet, mens hun sniger sig gennem et stort hul i hegnet. Han har mest lyst til at stikke halen mellem benene og løbe hjem, men han kan ikke efterlade hende her. Meget forsigtigt kravler han gennem hullet. "Kalia, kom tilbage," hvisker han bag hende.
   Hun tysser på ham og gemmer sig bag en ødelagt mur. Han skynder sig hen til hende, griber hendes arm og forsøger at trække hende med tilbage. "Kalia, kom nu, vi må ikke være her." Hun holder en hånd foran hans mund, så han er nødt til at tie. "Der sker ikke noget," siger hun. "Vi skal bare være sti ... " Lyden af fodtrin får dem begge til at fare sammen. Hans hjerte dunker så hårdt, at han er sikker på, han skal besvime. Det lyder som om, nogen kommer nærmere, men de er fanget bag væggen. "Løb, når jeg siger til," hvisker Kalia. Senka nikker, men tårerne løber ned ad hans kinder. Jeg vil ikke dø, beder han med lukkede øjne. Kalia har grebet hans rystende hånd. Da de rejser sig for at løbe, hører Senka en velkendt stemme bag sig. "Ser man det, hvem har vi her?" spørger en ung sjakal. Senka vender sig mod Calep. Han kan trække vejret lidt roligere nu, alligevel hiver han Kalia tættere. Han ved, han ikke er i sikkerhed blot fordi, han står foran sin gamle klassekammerat. Calep ser måske ikke særlig faretruende ud, men han er lusket og upålidelig. Som et rovdyr kryber han tættere på dem. Hans brune hår er beskidt. Han stinker næsten værre end byens vilde hunde. Der lever en lyst i hans blik. En ondskabsfuld gnist, der får Senka til at ryste. Det er flere år siden, han sidst har stået så tæt på en sjakal. "I er lidt langt hjemmefra," ler Calep lumsk. "Og hvad har vi her? Sikke en skønhed." Han slikker sig på læben, mens han ser på Kalia. Først nu kan Senka mærke, at hun også ryster. Caleps ulækre tanker smelter sammen med luften, så selv Senka får kvalme.
   "Du er ny her, er du ikke?"
   "Jo, jeg ... men vi vil ikke forstyrre," stammer Kalia. "Vi ... vi går igen, kom Senka."
   Før de når at vende Calep ryggen, træder han ind foran dem. "Hvorfor så travlt? Kan I ikke lide, hvad I ser? Jeg kan vise dig rundt, smukke." Senka ønsker inderligt at forsvare Kalia. At se hende så bange gør også ondt på ham. Han prøver at komme imellem dem, men Calep skubber ham væk og griber fat om hendes kæbe.
   "Det her er et farligt sted for skrøbelige blomster," ler han. Han har trængt hende op mod væggen, så hun ikke kan flygte. Lydløse tårer løber på hendes kinder, mens hun prøver at vride sig fri. Det er ikke tit, vreden brænder i Senkas mave, men følelsen har fortrængt hans frygt. "Calep, slip hende!" råber han så højt, han kan. Calep smiler lusket og slipper hende. "Undskyld," griner han. "Jeg troede, vi alle var venner." Senka skynder sig at tage Kalias hånd. Hun står fastfrosset mod væggen, og hendes kinder er gennemblødte. Senka hiver hende med i retning af hegnet, for han ved, han ikke har en chance, hvis Calep vil slås. "I kan ikke løbe fra mørket," råber sjakalen bag dem.
   Senka fører an, mens de løber tilbage mod byen. Først, da de når ud på den anden side af hegnet, klynger Kalia sig til ham. Hendes gråd er lydløs, men han kan mærke den mod sin nakke. Hun ryster voldsomt, så han holder om hende. "Undskyld, Senka," græder hun. Han tysser blot på hende og nusser hende i nakken. Det er jo hans skyld. Han skulle aldrig have taget hende med herhen. "Det er min skyld," svarer han. "Er du okay?" Hun snøfter og nikker uden at se på ham. "Hvem er han?" hvisker hun. Han er en hund, der skulle have været aflivet, plejede Eitan at sige.
   "Han ... jeg gik i skole med ham. Han bor i et stort hus i skoven sammen med ..."
   "Zafir," afbryder hun. "Han er den Calep, er han ikke?"
   Senka tier og kigger forvirret på hende. Hvor kender du Zafir fra?
   Hun tørrer sine kinder og træder væk fra ham. Pludselig er hendes blik helt fjernt.
   "Kender du Zafir?" spørger han.
   "Ja," mumler hun efter et øjebliks stilhed. "Han er min ven og ... "
   "Din ven?" afbryder Senka. Han ved godt, Zafir ikke er en sjakal, men fyren lever sammen med dem. Han er en del af deres verden. "Du bør holde dig fra ham." Kalia ryster på hovedet og kigger på ham med tårer i øjnene. "Han er min ven, Senka. Han gør mig ikke noget." Senka sukker og tager sig til hovedet. Du ved ikke, hvad du roder dig ud i, Kalia, tænker han. Han skal til at sige det, men hun afbryder ham. "Stol på mig, okay?" Hendes varme hud rammer hans hånd, da deres fingre flettes.
   "Du må ikke sige til nogen, at vi gik herud," hvisker hun. "Det er vores hemmelighed."
   "Jeg kan ikke lyve om den slags, Kalia. Forstår du slet ikke at ... "
   Hendes bløde læber fratager ham alle ord. Hun kysser ham blidt med sine hænder om hans nakke. Han ved, han burde stoppe, men han har brug for hendes kærlighed. Han har brug for at mærke hendes hud mod sin. Forsvarsløs mod hendes kærtegn hører han sig selv hviske: "Okay, det er vores hemmelighed."


Chasta


Mellem skovens mørke træer løber Chasta med fire af sine søstre. En magtfuld fare ånder i den iskolde luft. Ondskaben har længe sneget sig ind på hende og de andre lysbringere. Han styrer skovens onde øjne. Han tvinger slaver til at adlyde sit kald. Chasta har ikke lyst til at tro det, men hun frygter, hendes søstre har ret i, at de har fået nye fjender. Glubske væsner, der jager i ly af natten. Ligesom han gør. Foråret har fået skoven til at spire, men flere steder er endnu forbandede. Hvor ondskaben hersker, tør jorden aldrig. Selv om sommeren ligger et tung lag sne på disse frygtelige steder.
   Chasta fører de andre langs en bjergkæde til et lille vandløb. Her kan de skjule sig bag klipperne, mens de lytter til skovens hvisken. Træerne husker alt. Fuglene ser alt.
   Alt levende her bliver beskyttet af lysbringerne, derfor besvarer naturen deres spørgsmål. Når de er sikre, vil blide briser kærtegne deres kinder. Når faren truer, vil kraftige vindstød slå som knytnæver. "Vi bliver her for en stund," siger Chasta til sine søskende. De sidste par år har de været nødt til at snige sig mere forsigtigt, for Sasha er blevet svagere. En dag vil hendes sjæl dø, og lysbringerne vil stå som de eneste overlevende beskyttere. Deres leder, Gwylim, vil overtage det fulde styre. Han er den eneste lysbringer, der kan huske tiden, før den store krig. Han husker Sashas forældre, de mægtige rene sjæle. "Vi kan ikke stole på Sasha. Hun har forrådt sit formål. Det er hendes egen skyld, hun skal dø," har Chasta hørt ham sige til Nira, som er hans øverste betroede. Du har ikke ret til at tale sådan om vores dronning, havde Chasta haft lyst til svare. Inderste inde ved hun godt, Shasha har fejlet. Englen har givet sit hjerte til en dæmon, der vil dræbe dem alle. Først når hendes lidende sjæl dør, vil han være stærk nok til at angribe. Måske vil han også dræbe menneskerne, men hans mål er lysbringerne. Deres rige er skjult med en magisk port. En dyb sø leder dem fra denne verden til deres egen. Overgangen er dødelig for mennesker, men hvis han finder porten, er det ude med dem alle. Han er ikke stærk nok til at klare overgangen endnu, men det bliver han, når Sashas ånd dør. Chasta kigger ned i åen, ser ind i sine turkise øjne. Hendes lyse hår daler ned over hendes skuldre. Hun ligner de fleste af sine søskende, men mange klipper deres hår, så de bedre kan løbe og slås. Chasta har nægtet at skære sit hår, før hun bliver besejret i krig. Sådan var det førhen, det var en tradition. Nu har frygten overtaget, og selv lysbringerne glemmer at følge befalingerne i de gamle sange, fordi de lytter efter trusler i vinden. "Vi må ikke give op," hvisker hun til stjernerne. De lytter altid, når mørket falder på.
   Pludselig tager kulden til. Vindstødende brøler, og fuglene skriger. Chasta griber sin bue. Hendes pile er dybbet i en stærk gift fra et træ i deres rige. Ingen dødelige væsner kan overleve giftens hugtænder, men mørke væsner er immune overfor alle deres våben. Hendes søstre har samlet sig ved hendes side. De har alle deres sværd klar.
   "Vent," hvisker Chasta. "Jeg kender den lyd." En dyb knurren flår luften itu, og Chastas hjerte synker. Ikke ulvene, beder hun. Hendes søstre har gjort sig klar til at angribe. Det er et hjerteskærende opgør, for ulvene har altid kæmpet på deres side. De er skovens vogtere. Den hvide hunulv var Sashas mest loyale ven. Nu ser han igennem deres øjne. Det skete den nat, han slog Sasha ihjel fra hendes menneskelige form. Ulvene havde prøvet at redde hende, da han lagde sine hænder på dem. De er nu tvunget til at adlyde, ellers vil han dræbe dem med sin mørke magi. Han behøver ikke røre dem, han kan bringe dem smerte, når han ønsker det. Vi kan ikke vinde mod hele flokken, tænker Chasta. "Løb," råber hun til sine søskende, da rovdyrene nærmer sig.
   Mellem træerne løber de på skovens snoede stier. Det er også ulvenes hjemsted, så de må bevæge sig med list for at undslippe. Vinden hjælper ikke ulvene, når de bærer usynlige lænker. Den vil lede dem på vildspor, lade lysbringernes fært svæve den forkerte vej.
   "Vi må skynde os hjem," hvisker Majonna.
   "Nej," beordrer Chasta. "Han ser gennem deres øjne. Vi kan ikke lede dem til riget."
   Hendes yngre søster er bange, og Chasta forstår frygten. Men de kan ikke give efter for deres angst. Så hellere blive flået ihjel. "Husk løftet. Om vi så skal dø, giver vi aldrig ondskab hånden." Majonna nikker, selvom sølvtårer løber på hendes kinder. "Jeg er bange," hvisker hun. Chasta kysser hendes pande og tørrer dråberne væk. "Frygt er et vigtigt våben, min kære." Den yngre søster bliver tæt ved hendes side. De søger tilflugt på en lille klippesti, der leder væk fra deres rige. Han kan bedre styre ulvene i sin del af skoven, så de må blive midt imellem hans og deres, hvis de vil have en chance for at overleve uden at afsløre deres hemmelighed. De lister sig langs klippen, hvor de kan skjule sig mellem de store sten. En flok krager letter fra træerne, de skriger om død og ødelæggelse i natten.
   Chasta skal til at sætte i løb, da en stor grå ulv springer frem fra en klippeafsats. Dens tænder er blottede, dens fråde drypper ned på jorde foran dem. "Løb," råber Chasta til Majonna. Den yngre søster flygter med de andre ind mellem træerne. Chasta sigter med sin pil mod det store dyr, der engang var en ven. Ulven har rejst sine børster, den er klar til angribe. Chasta ved, flokken snart vil være her. Tilgiv mig, tænker hun, da hun skyder. Ulven hyler i smerte, men den giver ikke efter for døden med det samme. Chasta må løbe, til hendes lunger smerter for at undgå dens gigantiske tænder. Hun kan høre den ånde bag sig, men pludselig falder den om på den kolde jord. Den lider, så hun skyder igen. "Tilgiv mig," hvisker hun. Dens sidste udånding giver hende tårer i øjnene. Aldrig før har hun dræbt så prægtigt et væsen. Hun har ikke tid til at sørge, for hun kan høre den dybe knurren nærme sig. Jeg er fanget, tænker hun, da ulvene sniger sig frem fra alle sider af hende. Hun sigter mod den største han, men der er ingen måde, hun kan overleve denne kamp. Flokken er for stærk. Der er måske hundrede ulve. Deres sørgmodige øjne afslører, hvor meget de lider ved at forråde deres egne. "I behøver ikke gøre det," råber Chasta. "Jeg er jeres ven!" De nærmer sig alle, mens de snapper ud i den kolde luft. Den store han sætter i løb mod hende, og hun spænder sin bue. Lige før, hun slipper pilen, standser det store dyr. Frem fra skoven springer den store hvide hunulv, Alessia, flokkens leder. Hun knurrer af den grå ulv og bider ud efter den. Alessia, du redder mit liv, tænker Chasta, mens hun sænker sit våben. Hun har ikke tid til at takke sin smukke frelser, for selv Alessia kan ikke kæmpe mod flokken alene. De andre ulve har respekt for deres leder, men de er så bange, at de er villige til at angribe hende. Den grå hanulv springer på hende og bider hende i siden. Alessia lægger ham ned og sætter sine tænder i hans strube. Hun knurrer voldsomt, selvom han piver, slipper hun ikke sit greb. Chasta ville ønske, hun kunne hjælpe, men det er hendes nærvær, der får ulvene til at slås, derfor vælger hun at flygte ind mellem træerne. Tak, Alessia, jeg skylder dig mit liv.


Kalia


Efter en lang dag i skolen er Kalia glad for at være hjemme. Hun bekymrer sig meget, for om en halv måne skal hun op til sin første prøve. Hvis hun ikke består, er hun nødt til at vente helt til næste forår, før hun kan prøve igen. Hvis hun derimod består alle sine prøver, kan hun være færdig med skolen til næste sommer. Så kan jeg få mig et arbejde, tænker hun. Et job her i byen ville gøre hende mere selvstændig. Måske kunne hun søge arbejde ved jernbanekontoret. Trods alt har hun fået fantastiske anbefalinger fra sin gamle arbejdsgiver. Hun har også en masse ideer til, hvordan man kan forbedre transporten. Byen er jo ikke særlig attraktiv for rejsende, hvis togvognene kun kører få gange i døgnet.
   Hun sidder fordybet i tanker, da det banker på døren. Hun ved allerede, hvem det er. Kun Zafir banker så forsigtigt. De første par gange, han gjorde det, var hun helt i tvivl, om det bare var noget, hun bildte sig ind.Da hun åbner, smiler han til hende. Hun tøver ikke med at svinge sine arme om hans hals. "Jeg håbede, du ville komme i dag," siger hun hurtigt. Hun kan godt mærke, han stadig har svært ved, når hun krammer ham, men nogle dage holder han sine skjold sænket. "Kom, lad os gå ind," smiler hun. "Det er stadig koldt udenfor." Han nikker og kysser hendes pande, før han følger hende ind i huset. Ofte sidder de i hendes sofa og taler, eller han læser eventyr højt for hende. Hun har aldrig oplevet fyre gøre den slags, men det giver hende en indre ro, hun ikke kan forklare. Hun skal til at spørge, hvordan hans dag har været, men hans blik er dækket af en sær skygge. "Zafir, er du okay?" spørger hun. Han sukker og tager sig til armen. "Ja," svarer han. Løgner, tænker hun, så hun hiver ham med hen til sofaen. Hun har ikke tænkt sig at lade ham slippe, og han ved det, for han tør ikke kigge på hende. Hans smukke blå øjne søger ly mod gulvet.
   "Du lyver for mig. Fortæl mig nu, hvad der er galt."
   "Det er bare ... " Han tier og kigger trist på hende. "Jeg har ikke spist i flere dage."
   "Hvad?" udbryder hun. "Har du ikke spist i flere dage? Hvorfor ikke?"
   "Jeg ... jeg har ikke nogen penge. Må jeg ... nej, undskyld."
   Han rejser sig hurtigt, men hun river fat i ham og skubber ham ned i sofaen. For at være sikker på, han ikke flygter igen, sætter hun sig med et ben på hver side af hans skød. Skammen skinner i hans øjne, men hun lader ham ikke kigge ned.
   "Jeg ... har ikke altid råd til mad," sukker han.
   "Hvorfor har du ikke sagt det før?" spørger hun forarget. "Du må være virkelig sulten."
   "Jeg er vant til det. Nogle tider er værre end andre."
   "Men Zafir ... jeg har hørt, jeres plejefar er rig."
   Han svarer ikke, han nikker blot. Hvis deres plejefar er rig, hvorfor har de så ikke råd til mad? Der er noget, der slet ikke giver mening. Jeg forstår det ikke, tænker hun forvirret.
   "Han rejser meget, og vi skal gøre os fortjente til vores penge."
   "Gøre jer fortjente til jeres penge? Hvordan det?"
   "Ved at arbejde," svarer han lavt. "Men jeg har ikke ... arbejdet særlig meget."
   Hun har lyst til at udbryde, at det er forrykt, men så kommer hun i tanke om noget, Dibsy sagde. At folk, der har levet på kanten, har brug for klare retningslinjer. De skal opleve konsekvenser af deres valg, før de ændrer adfærd. Måske er det sådan, deres plejefar tænker. At han kun belønner dem, hvis de holder sig indenfor samfundets regler. Men ... det lyder så voldsomt. Hvem kan holde ud at se sit plejebarn sulte?
   "Det lyder skørt, Zafir. Skal jeg tale med Ehno om ... "
   "Nej!" udbryder han. "Du må ikke ... "
   "Okay, jeg siger det ikke til nogen," beroliger hun.
   Han ånder lettet ud og kigger hende dybt i øjnene. Han er utrolig smuk. Hver gang, han kigger sådan på hende, bliver hun varm i hele kroppen. Det går pludselig op for hende, at hun sidder med benene om ham. Hun kan mærke hans skød mod sit eget. Du får mig til at gløde, tænker hun flov. I et forsøg på at skjule det, læner hun sig helt ind til ham. Hviler sin pande mod hans skulder. Han holder vejret, det er hun sikker på. Hun tør heller ikke røre sig. At være nær ham får hendes hjerte til at slå uhæmmet. Hvis bare han ville kysse hende. Nej, han er din ven. Det her er for dyrebart til at miste, hvisker hun til sig selv. Hun rømmer sig og rykker sig tilbage til sofaen. "Skal vi finde dig noget mad?" Han nikker taknemmelig med et genert smil. "Tak, Kalia."
   Du behøver ikke takke mig, du kan bare kysse mig. Nej! Ven. Ven. Ven.
   "Vil du lave det, eller skal jeg?" spørger hun.
   "Vil du lave mad?" griner han.
   "Hey," udbryder hun og slår til hans skulder. "Hentyder du til, at jeg ikke kan lave mad?"
   "Undskyld," smiler han. "Du må godt lave mad, hvis du vil."
   "Nej, du skal jo arbejde for det."
   "Alt for dig," svarer han.
   Oprigtigheden, i hans blide stemme, fratager hende evnen til at tale. Hvert et forsvar smuldrer. Alt for mig? Du er utrolig, tænker hun med brandvarme kinder. Han rejser sig, smiler til hende og rækker hende sin hånd. Hun tager imod den og lader ham hjælpe sig på benene. Mens han laver mad, vil hun være ved hans side. Betragte hans nøjsomhed. Hans fordybelse. Hans skønhed. Dibsy ville kalde hende besat. Måske er det sandt, men Zafir er bare noget særligt. Når han er her, føler hun sig ... hjemme.

En tidlig aften er Kalia taget hen for at besøge Ehno. Hun har haft så travlt med skolen og sine nye venner, at hun næsten ikke har haft tid til at se ham. Imens han står i køkkenet og laver mad, sidder hun med ryggen til sin nye søster i hans store stue.
   Når Dibsy er i rummet, summer en tryg varme. Den samme varme som Ehnos stemme kan skabe. Deres rolige sind kan Kalia til hver tid kun misunde. Hun ejer hverken tålmodighed eller ro, og hendes forvirrede tanker taler altid i munden på hinanden.
   "Hvordan skal jeg flette dit hår?" spørger Dibsy.
   "Det bestemmer du selv," svarer Kalia med et smil. "Du ved bedst, hvordan man gør."
   Dibsy begynder forsigtigt at samle hendes hår. Kalia lukker sine øjne og nyder den spæde berøring. Dibsy rømmer sig dog. "Du er begyndt at ses meget med Senka," siger hun. Kalia sukker, hun ved allerede, hvor samtalen fører hen.
   "Er I blevet mere end venner?" spørger Dibsy.
   "Nej, eller ... jeg ved det ikke. Jeg tror, han har følelser for mig."
   "Har du følelser for ham?"
   Nej, tænker hun, men hun siger det ikke. Senka er jo dejlig og charmerende på sin egen måde. Men han får ikke hendes hjerte til at banke ustyrligt. Ikke ligesom ... Zafir.
   Zafir er din ven, og det skal forblive sådan, husker hun sig selv på.
   "Jeg ved det ikke," sukker hun. "Han er en god fyr, og måske burde jeg give ham en chance."
   "Hvorfor give ham en chance, hvis du ikke har følelser for ham?" spørger Dibsy.
   "Fordi jeg har været sammen med tre fyre. Den ene var mig utro. Den anden lyttede aldrig til, hvad jeg sagde. Den tredje var kun sammen med mig for at få sex. Måske ville det faktisk være godt for mig at have en som Senka. Han er loyal og ... "
   "Det er op til dig," afbryder Dibsy. "Men jeg synes ikke, det lyder godt."
   Så du synes hellere, jeg skal være sammen med Zafir? Hun siger det ikke, for Dibsy bliver så bekymret, når hun taler om Zafir. Senka har det på samme måde.
   "Så er der mad," råber Ehno fra køkkenet.
   "Vi kommer nu," svarer Dibsy og rejser sig. "Du må se håret efter maden."
   Kalia nikker taknemlig og følger hende ind i spisestuen.
   Under måltidet taler Ehno næsten uafbrudt. Sådan har det altid været. Dibsy er vist også vant til det, for hun smiler bare. Ehno sætter en stor ære i at fortælle om sine vigtige opgaver som rådsmedlem. "I dag fængslede vi en morder fra Vestegnen," siger han stolt. Egentlig må han ikke tale om de sager, men han nævner aldrig navne.
   "Problemet er bare, at vi ikke har nok plads i fangebygningerne i regionerne. Vores rådfører mener, alle regionen bør indføre dødsstraf, ligesom vi har her i byen. Så får de ryddet lidt ud i blandt de farligste fanger, og der kommer flere pladser. Det ville være en god løsning."
   "Jeg er imod dødsstraf," svarer Dibsy. "Øje for øje tand for tand er primitivt."
   Imens far og datter diskuterer, smiler Kalia blot. Hun ville ønske, hun gik lige så meget op i samfundets ve og vel, men lovene interesserer hende virkelig ikke. Hun nyder tilgengæld nærværet. Dibsy er det tætteste, hun kommer på en søster. Da hun var lille, var hendes største ønske at få en søster eller en bror. Det var dengang, hun ikke vidste, hun var adopteret. Nu har ønsket om at finde de forsvundne forældre overtaget pladsen. Det er altid det sidste, hun tænker på, før hun falder i søvn. Jeg skal nok finde jer, lover hun sig selv.
   Efter maden er det blevet mørkt bag vinduerne."Pas på jer selv derude," siger Ehno.
   Hans brede arme fanger dem begge, så de nærmest bliver løftet op fra gulvet. Han er en stor mand, men Kalia elsker hans kram. Faste og kærlige. "Det skal vi nok," lover Dibsy.
   Mens de følger stierne ved søen, hænger stilheden over det tavse vand. Det er en mild aften, men mørket truer stadig. Forårets kamp mod vinteren er aldrig let mod nord. Ved indgangen til skoven standser Kalia. Det er her, hun plejer at tage afsked med Zafir.
   "Hvorfor stopper du?" spørger Dibsy nervøst. Kalia svarer ikke, hun stirrer bare mod de nøgne jordstier, der fører ind mellem træerne. Dibsy tager hendes hånd. "Kalia, kom nu." Kalia smiler beroligende. "Du skal ikke være bange. Mørket gør os ikke noget," siger hun. Dibsy skuler mod skoven med angst i sine øjne. "Det er ikke mørket, jeg er bange for." De tier begge, indtil Kalia trækker sin hånd til sig. Der sker mig ikke noget, tænker hun.
   "Jeg skal bare besøge Zafir. Jeg lover, der ikke sker mig noget."
   "Vent" udbryder Dibsy. "Skoven er farlig efter mørkets frembrud. Og Zafir er ... ikke normal."
   "Du kender ham ikke," svarer Kalia hårdt. "Jeg tager derhen, om du vil det eller ej."
   Hun vender Dibsy ryggen, før frygten smitter til hendes egne hjerteslag. Dibsy tør ikke følge efter hende, så kvinden sladrer højest til Ehno. I så fald må Kalia tage sin irettesættelse i morgen. Alt for længe har hun ønsket at se Zafirs hjem, og i aften sker det. Hun famler i blinde mellem træerne. Først smilede hun uden frygt, men tanken om vilde dyr og sjakaler fra Vestegnen skræmmer hende. Hun kan stadig lugte Calep på sin hud. Hans ildelugtende sved og fedtede hår rørte hendes kind. Hun gyser ved tanken. Ham havde hun helt fortrængt, men når hun er alene, kravler skyggerne nærmere. Zafir har aldrig vist hende, hvor han bor, men han har beskrevet huset. En kæmpe træbygning med flere etager. Det skulle ligge mod nord, hvis man følger stierne. Han nævner tit kysten, så hun går mod havet.
   Jo dybere ind i skoven, hun kommer, jo koldere bliver det. Hendes ånde fryser fast i luften. "Hvor er du, Zafir?" hvisker hun fortabt. Lige som hun er ved at gå i panik, når hun frem til en lysning. Der, mellem klipperne og skoven, ligger et enormt hus. Det må være flere hundrede år gammelt, for det ligner bygningerne i hendes historiebøger. Træet, det er lavet af, findes ikke mere, siger hendes lærer. Selvom huset er dækket af mos og slyngplanter, er det stadig utrolig smukt. Hun nærmer sig meget forsigtigt i frygt for at møde Calep. Kulden er hård, så hun har brug for at komme indenfor. Hvis bare Zafir er her, kan Calep ikke røre hende. Vær hjemme, beder hun.
   Da hun hører en gren knække bag sig, forlader et lille skrig hendes læber. Hendes hjerte er løbet løbsk, det slår så hårdt, at det gør ondt. Heldigvis er det bare Zafir, og hun kan pludselig mærke lettede tårer på sine kinder. Hun skal til at omfavne ham, men hans skræmte blik stopper hende. Normalt smiler han varmt til hende men nu ... ligner han et genfærd.
   "Hvad ... hvad laver du her?" hvisker han.
   "Hvad mener du?" spørger hun forvirret. "Jeg er kommet for at besøge dig."
   Han griber hårdt om hendes arm og trækker hende tilbage mod skoven. "Zafir, vent," forsøger hun. Hans berøringer er altid blide, men nu gør det ondt. Han holder så hårdt fast, at hun er sikker på, hun vil få blå mærker i morgen. Først, da han har trukket hende ind mellem træerne, stopper han.
   "Zafir, hvad sker?" udbryder hun.
   "Stille," hvisker han. "Du må ikke være her. Det er farligt."
   "Farligt? Taler du om Calep? Jeg har mødt ham og ... "
   "Jeg taler ikke om Calep," afbryder han. "Kom, du skal væk nu."
   Han hiver hende videre, men pudselig stopper han brat op. Hans greb strammer sig voldsomt om hendes hånd. En mørk skikkelse har sneget sig frem mellem træerne. Det er en fyr med en hætte over hovedet. Hans kulsorte jakke går nærmest i et med mørket. Da han hiver hætten af, kigger han Zafir direkte i øjnene. Der lever ingen medfølelse i hans blik, det er som at stirre på et glubsk rovdyr. Hans mørke øjne raser som har de betrådt hellig jord. Zafir krymper sig, hun kan mærke hans hånd ryste om sin egen. Da den fremmede nærmer sig, træder Zafir ind foran hende.
   "Spartan, du må ikke ... gøre hende noget," stammer han. "Hun er min ven. Jeg ..."
   "Ven?" snerrer fyren hårdt. "Hvor vover du bringe hende her?!"
   "Undskyld," hvisker Zafir med tårer i øjnene.
   Den fremmedes iskolde blik fryser Kalias blod til is. Hans øjne gennemborer hendes sjæl, så hun bliver kold i hele kroppen. At trække vejret er smertefuldt, når han kigger på hende. "Undskyld, det er ... min skyld," udbryder hun. "Zafir vil slet ikke have mig her." Fyren sniger sig nærmere, men han bevæger sig varsomt. Som er han bange for hendes nærvær. Som vil han brænde sig, hvis han kommer for tæt på hende. Hun stivner, da han står lige foran dem. Han er en del højere end Zafir. Meget mere muskuløs. Men der er mere dyr over ham end menneske. Hun genkender blikket fra engang, hun kom for tæt på en vild ulv. Selvom ham her ikke blotter tænder, så er han tæt på at angribe. Zafir ved det også, for han forbliver mellem dem. Hendes beskytter mod udyret, der ønsker at flå hende. "Få hende væk herfra, Zafir," knurrer den fremmede. "Jeg vil aldrig se hende her igen!" Zafir tøver ikke, han skynder sig at hive hende med tilbage mod byen. De løber sammen på de mudrede jordstier. Kulden skærer i halsen, men frygten driver dem begge.
   Først, da de når udkanten af skoven, stopper de og hiver efter vejret. Hun ved ikke, hvad hun skal sige til ham. Hun er flov over, at hun opsøgte ham men også forarget over, at Dibsy taler sandt. Spartan, som rovdyret hedder, virker koldblodig. Hvordan kan Zafir bo med ham? Hvordan kan rådet lade ham gå frit omkring, når der står død skrevet i hans blik? Hun snøfter tårerne væk og kigger på sin ven. Han ser ulykkelig ud. Mest af alt ligner han én, der har lyst til at krybe sammen og græde. "Er du okay?" spørger han. Hun nikker, men hun er ikke okay. "Han lignede én, der ville dræbe mig," svarer hun. Zafir stirrer ud mod søernes mørke vand. "Undskyld, Kalia," hvisker han.
   Det er ikke din skyld, tænker hun. Det er de psykopater, du bor sammen med.
   Hun stiller sig ved hans side, tager hans hånd og læner sig mod hans skulder.
   "Zafir, jeg er ikke vred på dig. Jeg skulle ikke være kommet. Men ... de er farlige."
   "Det ved jeg," svarer han. "Men de er min eneste familie."
   Ordene rammer hårdt. Hun har altid følt sig alene. Lige nu føler hun sig heldig. Ehno er måske ikke hendes eget blod, men han elsker hende, og han passer på hende.
   "Vi kan ikke ses mere," siger Zafir med gråd i sin stemme.
   "Hvad?" udbryder hun og retter hans blik mod sig. "Hvad mener du?"
   Den dybe sorg, der løber på hans kinder, bringer også hendes tårer frem.
   "Han vil gøre dig ondt, hvis du ses med mig. Jeg vil ikke ... " Hans stemme knækker sammen, så hun trækker ham hurtigt ind til sig. Hun ved, han har ret, men hun kan ikke lade ham gå. Hun har aldrig mødt nogen som ham, og hun nægter at miste ham.
   "Du må ikke forlade mig, Zafir. Vi ... vi må bare holde det skjult."
   "Du forstår det ikke," græder han. "Du ved ikke ... hvad han gør."
   "Har han slået nogen ihjel?"
   Ordene fløj ud af hende, selvom hun havde lovet sig selv, hun ikke ville spørge. Som forventet trækker Zafir sig væk og søger tilbage mod skoven. "Vent," råber hun. Inden han når at flygte, griber hun fat i hans arm. Han kæmper imod, fordi han er bange, men hun lader ham ikke gå. "Du behøver ikke fortælle mig noget," siger hun blidt. "Bare ... bliv hos mig." Han tør ikke se på hende, mens han græder. "Jeg beder dig, Zafir." Forsigtigt sniger hun sin hånd mod hans kind, så hun kan tørre tårerne bort fra hans kinder. Jeg har brug for dig, skal hun til at indrømme. I stedet hviler hun sin pande mod hans skulder. Hans hænder ryster, men de er dejlig varme. "Jeg er lige her," siger hun. Han snøfter og nikker tavs. Mens de står tæt ind til hinanden, genfinder hun varmen.Ved deres side skyder en lille hvid blomst frem af mørket. Kalia slipper Zafir og kigger på den. "Se," hvisker hun. "Det er blevet forår." Zafir smiler og knæler ned ved dens side. "Den er smuk," svarer han. Hun er enig. Den er symbolet på forårets sejr. Symbolet på håb.


Zafir


I flere dage har Zafir søgt ly hos Kalia. At mærke hendes varme har fået ham til at ånde roligere, end han har gjort i flere år. Han har haft sørget for at lave mad til hende, når hun kom hjem fra skole. Gjort hendes hus rent og kløvet brænde til ildstedet. Det har været en god drøm, men han ved, han er nødt til at vågne op. Han forlod hendes hus før solnedgang, og nu står han foran helvedes port i den sorte skov. De mishandledes sjæles rige. Hans hjem. Da han sniger sig ind ad den tunge trædør, hvæser mørket ham i ansigtet. Han stopper og lytter til den faretruende stilhed. Alle rovdyr jager lydløst, og han ved, han ikke er alene.
   Spartan træder ud af skyggerne. Raseriet flammer i hans dystre øjne.
   "Du tog hende med hjem," knurrer han hadefuldt.
   "Undskyld," hvisker Zafir. "Jeg sværger, jeg har ikke fortalt hende noget."
   Spartan ler melankolsk. Når han bliver bange, styrer små tics musklerne omkring hans øjne. Han er en mester i bedrag, men Zafir kan tydeligt se, når han kæmper.
   "Der er intet at fortælle," hvæser han hårdt. "Du kender reglerne."
   "Vil du straffe mig?" spørger Zafir lavt.
   Han lukker sine øjne, mens han afventer sin dom. "Nej," svarer Spartan. Zafir ser på sin barndomsven med blanke øjne. Nåde var det sidste, han forventede. "Hvis du vil beskytte den kvinde, holder du dig fra hende." Zafir har lyst til at græde, selvom det er forbudt. Midt i hans evige vinter har han mødt én, der lever på forårets side. Når han er hos hende, glemmer han, hvor hårdt frosten bider i skoven.
   "Spartan ... hun er min ven. Jeg ... jeg lover, hun aldrig kommer her igen."
   "Du gør, som jeg siger," udbryder Spartan. "Ellers lever hun ikke længe."
   Zafir holder vejret. Han ved, Spartan vil dræbe enhver, han ser som en trussel. Barmhjertighed er en dødssynd i helvede. Spartan stirrer tomt ud i mørket og vender sig mod trappen til den øverste etage. "Godnat," siger han koldt.
   Da han er forsvundet, står Zafir afmægtig tilbage.
   Ellers lever hun ikke længe, hvisker hans tanker. Han ved, han burde holde sig fra Kalia. At han udsætter hende for fare. Det er bare hårdt at give slip, når håbet har kysset hans kind. Måske har Kalia ret i, at de kan holde det skjult. Spartan ser normalt alt, men manden har meget at slås med for tiden. Fortrolige opgaver, Zafir ikke må kende til. Hvis de kan holde det skjult, er der en skrøbelig chance. Det er forår, og han ønsker inderligt at mærke varmen.
Forfatterbemærkninger
Sorry, jeg ved de her afsnit er lidt lange, men det ER jo en fantasy roman. Kan selv rigtig godt lide det her afsnit, så jeg håber, I vil give det en chance. Hvis jeg må spørge, hvem er jeres ynglings karakter indtil nu? :) Kommentarer, ris og ros, er meget værdsat!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/01-2019 16:47 af Noah Thorsted (TheNoah) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 8499 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.